Det første pigehold 1871

Bornolms højere Folkeskole

i Aakirkeby 1856-58


Vinterholdet 1890-91

Navnene på dette hold den anden vinter på skolen i Aakirkeby findes på en liste i Philip Rasch Dams optegnelser i Rigsarkivet. Listen er gengivet i forbindelse med en kort omtale af skolen i G. L. Dam og H. K. Larsen: Aakirkeby 1346-1946, 1951, side 170.

Navn og adresseangivelse
i elevlisten

Fulde navn, alder i 1857, hjemsted
samt andre supplerende oplysninger

P. Hermansen, Kattesletsgård, Bodilsker

Peter Mogensen Hermansen, født 1833 som den ældste af 3 søskende og eneste søn. Han overtog senere gården, var gift to gange og fik 5 børn i første ægteskab, hvoraf dog én døde som 4-årig, og 4 børn i det andet ægteskab. De tre yngste blev senere elever på Højskolen ved Ekkodalen.
Kilde: Bendiksen, side 28.

Kofod fra Aagaard
i Pedersker

Der kan være tale om 2 sønner af moderens første ægteskab, Jens Kristian Kofoed, født 1840, senere lærer i Hjørlunde på Sjælland, men døde allerede i 1883 som 43-årig,
eller Jochum Peter Kofoed, født 1842, senere lærer i Klemensker og Rønne, sidstnævnte sted tillige klokker, død 1911. Der er ingen fingerpeg om, hvem af dem det kunne være.
Kilde: Jochumsen og Schou, side 14.

Sigfred Hansen og
R. Riis fra Klemensker

Disse to, der kom den længste vej fra, nævnes sammen som angivet, hvilket kunne pege i retning af, at de var to kammerater, der er fulgtes ad på højskolen.
Hans Sigfred Hansen, omk. 15 år under opholdet, stammede fra Brogård i Klemensker. Ved FT 1860 og 1870 var han hjemme. I 1880 var han blevet gift og havde overtaget gården.
Med hensyn til den anden, R. Riis, er der muligvis sket en fejl et sted, for i folketællingerne er der ingen Riis med fornavn på R i en relevant alder. Den mest oplagte er Peter Christian Riis fra Risegård, som ligger nær ved Brogård. Han var også omk. 15 år under opholdet. Men det er altså blot et gætteri.

Mathias Jensen, Hundsale, Aaker

Mathias Peter Jensen, født 1841 på Smedegård (Hundsale) i Åker, elev begge vintre. Købte som 21-årig Ll. Kalbygård i 1862, overtog året efter fødegården, men overtog 1871 Limensgård, som han havde indtil 1904. Han var meget engageret i politik, var sognerådsformand, amtsrådsmedlem og var i 16 år landstingsmedlem. Desuden havde han mange andre tillidshverv.
Kilde: Klippeøens Mænd, side 68.

Janus Petersen, Aakirkeby

Janus Andreas Petersen, født 3/12 1845 og således omk. 12 år under opholdet. Han var søn af Rasmus Petersen, som var født på Sejrø, men havde slået sig ned i Åkirkeby som byens første hjulmager. Senere blev han købmand og gæstgiver, idet han oprettede et hotel, det senere Kanns Hotel. Ved FT 1860 figurerer Janus Petersen som skolediscipel i Rønne. Han fortsatte studierne og endte med at blive præst i Østermarie. Efter sin fratræden boede han hos sin søn, som var stationsforstnder i Nexø. Han døde 25/12 1916, 71 år.
Kilder: Dam og Larsen: Aakirkeby, side 90, bornholmere.dk

Lyngberg fra Nylars

Jørgen Peter Lyngberg, født omk. 1835 på 33. slg. Løkkegård i Klemensker. Familien flyttede til Vestergård i Nylars - dengang kaldet Hysseregård - efter 1845. I 1857-58 var han så på højskolen i Åkirkeby som ca. 22-årig. I 1860 var han fortsat ugift, men i 1870 var han blevet gift med Ane Margrethe, f. Juul, og de havde overtaget gården. Efter en del år døde hans kone imidlertid i 1882, kun 42 år. Herefter ser det ud til, at han sammen med sin gamle fader er flyttet til Rønne som aftægtsmand, og her døde han så selv den 30/12 1886, 52 år gammel.

Niels Sonne, Søn af Edvard Sonne, Gravgærde (Aaker).

Niels Andreas Sonne, født omk. 1841 og således omk. 16 år under opholdet. Ved FT 1850 var faderen enkemand. I 1855 havde en ældre broder med familie overtaget ejendommen, men faderen og Niels boede hos dem. I 1860 angives Niels Sonne at være møller i Åkirkeby. I 1870 var han avlsbruger, gift og havde tre børn, heraf to tvillingdrenge, hvoraf den ene var opkaldt efter bedstefaderen. Fra denne periode medvirkede han ved opførelsen af en ny skolebygning. I 1880 er han fortsat i Åkirkeby, men i 1890 figurerer han som forvalter på 5. slg. Gadegård i den østlige del af Åker sogn.
Kilde: Dam og Larsen: Aakirkeby, side 168.

Munk fra St. Hallegård, Aaker

Der kan kun være tale om den ældste søn, Jesper Munk, født 1840. Han blev i nov. 1863 gift med Anna Marie Westh fra Loftsgård i Vestermarie, og de overtog den nærliggende Ågård i samme sogn. Men knap et år efter, den 16. sept. 1864, omkom han ved et ulykkestilfælde, 3 måneder før deres barn blev født. Han havde været ridende i Rønne for at aflægge troskabsed over for den nye konge, Christian 9., men hesten kom herreløs hjem. Han var blevet kastet af og var faldet så uheldigt, at han brækkede halsen.
Kilde: Koefoed I, side 45, meddelelse fra afdøde Gunnar Juul Nielsen, Sortegård, Åker.

Markus Hansen fra
St. Duegaard, Aaker

Markus Peter Hansen, født 11/6 1841 som den yngste af fire søskende på St. Duegård, Aaker. (En af de fire var dog død som 3-årig). Han var dermed retmæssig arving til gården og eftersom hans fader døde, da han var fem år, står han i den første udgave af Trap: Danmark fra omk. 1858 som ejer af gården. I hans efterladenskaber blev fundet forskellige skriverier fra hans tid på højskolen, som kan læses andetsteds på denne hjemmeside. Af disse fremgår det, at han deltog begge vintre. Han blev den 20. januar 1863 gift med Antonette Marie Munch fra Fynegård i Knudsker og de blev først bosat på 6. vdg. Kæmpegård i Vestermarie og 6 år senere overtog de så hans fødegård. De fik i tidens løb 12 børn, hvoraf dog 4 døde som børn og én som ung. Den sidstnævnte og tre af de andre blev elever på Højskolen ved Ekkodalen. Markus Hansen fik stor betydning for denne skole, idet han blev formand for den gruppe, der tog initiativ til dens oprettelse, og derefter var han formand for dens bestyrelse i mange år.

Jens Holm, Lucianus Kofods fætter

Jens Julius Holm, født 24. dec. 1847 på Smålyngen i Pedersker. Ved hans dåb var Lucianus Kofod fadder - som 18-årig. Hans moder var søster til Jens Holms fader.
Jens Holm fik et langvarigt forhold til de første højskoler på Bornholm, idet han foruden opholdet i Aakirkeby figurerer på to senere ophold i Østermarie. Inden da fik han dog en lidt omtumlet tilværelse, idet forældrene, Christian Transe Holm og Bodil Kirstine Hansdatter, flyttede ret ofte. De var blevet gift i Pedersker i 1933, og han angives at være udbygger på 20. slg. Dammegårds grund. Ved FT 1840 boede de imidlertid i Vestermarie, i 1845 var de tilbage i Pedersker, og her blev Jens Julius født som deres femte barn. I 1850 angives de at bo i Poulsker, i 1855 i Østermarie, og i april 1857 flyttede de så til Aaker sogn. De var således nær på højskolen, da Jens Holm som kun 10-årig blev elev der. I april 1867 flyttede de så igen til Smålyngen i Pedersker, men allerede i juni samme år døde faderen, 61 år gammel. Jens Holm var da 20 år. Senere blev han så elev på højskolen i Østermarie, og om hans videre liv henvises der til skildringerne af disse hold.

Ludvig Dam, Dams yngre broder

Ludvig Michael Dam, født 4/4 1828. Han fyldte således 30 år kort efter højskolekurset. Eftersom skolens undervisning foregik i moderens købmandsgård, gik han på skole i sit eget hjem. Han overtog senere købmandsgården og var tillige avlsbruger og mejeriejer. I nogle år var også medlem af bystyret. Han døde 1890.
Kilde: Dam og Larsen: Aakirkeby.


Supplerende oplysninger:

Kursusvirksomheden i Aakirkeby strakte sig over to vinterhalvår. Det officielle antal elever var den første vinter 22 og den næste 12. Det sidste tal stemmer overens med antallet på listen, som vi derfor må formode gælder for det sidste år. Hvor mange af dem, der havde deltaget begge vintre, ved vi ikke. Det meddeles kun for to af dem, men det har formentlig gjaldt de fleste, eftersom kurset var berammet til de to vintre, men erfaringen fra den første tid også senere i Østerlars viste, at det var svært at holde på eleverne så længe.
Som skildret andetsteds foregik undervisningen i købmand Dams gård på torvet, og eleverne boede enten hjemme eller forskellige steder i byen. Der var planer om at samle penge til opførelse af en egentlig skolebygning, men det blev ikke til noget.

SAMs højskolehistoriske Arkiv