Det første pigehold 1871

Østermarie Folkehøjskole

Vinterholdet 1880-81


Vinterholdet 1890-91

Som det fremgår stammer navnene på dette hold fra en poesibog ejet af Rudolf Skovgård fra Skovgård i Vestermarie. Han beskrives som den første nedenfor.


Navn og adresseangivelse
i poesibogen

Fulde navn, alder i 1881, hjemsted
samt andre supplerende oplysninger

Poesibog 1880/81
Rudolf Skovgaard 18/2 1861
Østermarie Folkehøjskole
vinteren 1880/81
Poesibog

Rudolf Andreas Skovgaard, som angivet født den 18/2 1861. Han var fra gården af samme navn, Skovgård i Vestermarie. Han var nr. 6 af 9 søskende og den yngste søn. Engang i 1890-erne overtog han gården og blev sandemand. Den 3/10 1899 blev han gift med Hansine Cathrine Dorothea f. Sonne den 3/8 1865 på Pilegård i samme sogn. I 1921 boede de på ejendommen "Søholm", som var blevet udskilt fra gården. I 1929 var de flyttet til Lobbæk. Han døde i 1958, 97 år gammel.

Grønnes kun se det er sagen
leve med og være vågen,
leve kort eller længe,
blot vi lyse op i tågen. -
Lev vel det ønsker din ven.
Niels Peter Kristjansen,
Sierslev, Storehedinge

Niels Peter Kristjansen, som han selv skriver sit navn, figurerer på tre vinterhold, første gang ved folketællingen 1880, hvor han angives at være 22 år, næste gang i denne mindebog og igen i mindebogen fra 1882-83. Om han har været elev alle tre vintre, eller muligvis været praktisk medhjælper noget af tiden, fremgår ikke på nogen måde. Ved FT 1880 i hjemsognet fremgår det, at han var søn af en væver.

Kæmp for alt hvad du har kært
dø om det så gælder
da er livet ej så svært
døden ikke heller.
Lev vel det ønskes af din ven.
Hans Lyster
Dalshøi Aaker

Hans Peter Christian Lyster, 26/8 1855 omk. 24 år. Han var tjenestekarl hos familien Müller, Dalshøj, tidligere Vallensgård. Han var søn af en daglejer. Han flyttede 1889 til Rønne, hvor han bl.a. ernærede sig som støberiarbejder på maskinfabrikken, gift 1886 med Hansine Margrethe, f. Kofoed, som var fra Poulsker. De boede sidst i Østergade 8. Hun døde 2. /3 1928. Han den 13/12 1937.
Kilde: bornholmere.dk

Når engang i fjærne tider
med vemodig lyst
åndens blik tilbage glider
mod vor ungdoms kyst,
da vil mindet om vort møde
med en ungdomsven
smile som en morgenrøde
over livet hen.

Mindes din ven
Herman Hansen
Baunegård Åker.

Herman Peter Hansen, født 5/4 1860, nr. 3 af en søskendeflok på 6 fra Baunegård i det nordlige Åker. I 1890 var han fremdeles hjemme, men senere etablerede han sig som kæbmand i Nexø, gift med Janna Victoria Nielsen, født 11/4 1865 i Aakirkeby. Omkring 1898 blev han dog pedel på den nyligt opførte Teknisk Skole i Aakirkeby. Han døde imidlertid allerede 26/4 1912, 52 år.
Kilde: Koef-sl. I, side 41; bornholmere.dk

Jesus Kristus! fuldtro Ven
skab da i os Hjærter fromme,
som, til snart vi ses igjen,
saa dig altid ihukomme
søge Livet i dit Navn,
finde Glæden i din Favn!
Lev vel det ønskes af din Ven

Anton M. Kuhre. f. 23/3 63.
2den Vd. Gaard Gadeby
i Østermarie

Anton Michael Kuhre, fyldte 18 år under opholdet, fra 2. vdg. Kirkebogård, Gadeby, Østermarie. I 1890 havde han overtaget gården, gift med Hansine Karoline f. Olsen fra Offergård i samme sogn. Hun havde også været elev på højskolen sommeren 1880.

Mildt som aftenklokken ringer
i den tavse kvæld,
genlyd gennem sjælen klinger
selv i hvert farvel
Mødets fryd som savnets smærte
smelter stille hen
i det håb i kristnes hjærte
snart vi ses igen.
Ja, det lyder lydt herinde
med en liflig klang:
"Kristi venner ingen sinde
ses sidste gang".

Lev vel og Gud være med dig
det ønsker din ven
Ole Larsen
adr. Bmd L. Pedersen.
Foerløv Slagelse

Ingen nærmere oplysninger.

Hvo sig fortrøster på himlens Gud,
ham skal ingen farrer skrække
for alles hjærte står i Guds hånd,
han leder dem som vand bække.

Et hjærtelig levvel af din ven. Gud være med dig i alt dit forretagende.
Hans Peter Petersen
Siersløv Storehedinge
Stevns

Ingen nærmere oplysninger.

Mindet lader som ingen Ting
er dog et lønligt Kildespring
Aldrig breste skønt det brage,
Rosenbånd fra gamle Dage.
Vedligehold stedse Mindet om din Ven.
Levvel og hav det godt vor du farer hen. Det ønskes af din Ven.
Jens M. Arnoldus
Højegaard Nyker

Jens Michael Hansen Arnoldus, født 11/11 1860 på Kærgård i Vestermarie, hvor forældrene som ganske unge boede nogle år med faderen som bestyrer eller forpagter (det er uklar i kilderne). I de følgende år boede de først i Rønne og derefter på en landejendom i Knudsker, hvorefter det blev et mere blivende sted på Højegård i Nyker fra 1871.
Jens Michael Arnoldus overtog 1889 Vallegård i samme sogn, som var hans mors fødehjem, gift med Louise Juliane Koefoed, født 23/7 1865. De havde gården til 1922.
Højegård var i 1886 overtaget af en yngre bror, Hans Jakob Arnoldus, gift samme år med Marie Jørgeine Pedersen fra Stålegård i samme sogn. Af deres børn blev tre sønner elever på højskolen.
Jens Michaels og Hans Jakobs yngste bror, Niels Christian Arnoldus var som 28 årig elev på højskolen i 1901-02.
Kilder: bornholmere. dk; diverse KB og FT; slægtsskildring af Merete Svendsen.

Et Minde om den Tid vi var
paa Højskolen vil jeg dig give
det er mit Navn de maa blive.
Din Ven
Carl Tranberg.

Han var fra 23. slg. Tornegård i Knudsker. Det er ikke lykkedes at finde yderligere oplysninger.

Lille Guds barn! Hvad skader dig
Tænk paa din Fader i himmerig!
Han er saa rig, han er saa god
ingen kan staa hans magt imod
O - Gud - ske - Lov.
Lev vel, alle Dage
fra din ven Mads Engell
Møllegaard Nyker

Mads Peter Engell, 15 år i 1880, fra 8. vdg. Møllegård. Han døde allerede i 1886, 21 år.
I 1890 havde en ældre broder overtaget gården.

Mindes vi en fuldtro ven
i det fjærne alle dage,
ønskende, han snart igen
vende må med fryd tilbage;
Frælser, i dit vennelag
mindet er en hovedsag.
Et lille minde fra denne skoletid, vi har levet sammen her, i denne vintertid.

Aldrig ræd for mørkets makt,
stjernerne vil lyse,
med et fadervor i pakt,
skal du aldrig gyse.
Minde om din ven
Jens M. Skov
Solbakkemøllen Østerlars

Jens Mathias Skov, født 1/4 1865 på 27. slg. Bækkegård, hvor familien boede indtil 1880, hvorefter de flyttede til Solbakkemøllen. Den lå ved landevejen mod Gudhjem ca. 1 km nord for Østerlars kirke. Efter ca. 8 år døde faderen i november 1888, 52 år, hvorefter møllen må være blevet afhændet. Ved FT 1890 ser resten af familien ud til at have taget midlertidigt ophold på Fløjlegård, hvor ejeren, som var broder til faderen, var død nogle få dage før, 56 år. Samme år, den 21/4 1890, udvandrede Jens M. Skov til Modesto, Californien, USA. Han nævnes at være farmer, og at han kaldte sig James. I 1911 var han hjemme på besøg.
Kilde: Østerlarsker Sogns Gaardejere.
Udvandrerliste.

Johan Kofoed
St. Bakkegård
Åker
født 20/1 65.

Johan Koefoed, født 20/1 1865. Han var nr. 6 af 11 børn, hvoraf dog 4 døde som små og 2 som unge. En yngre broder, Ole Koefoed, som senere overtog gården, var elev 10 år senere og igen 1894-95 på den nye højskole.
Johan Koefoed blev assistent i Aakirkeby Bank, blev som 46 årig gift med Cecilla Caroline Michelsen, født 19/4 1887, og de fik to børn. Hun døde imidlertid efter kun 10 års ægteskab den 12/11 1921. Han døde allerede året efter, den 12/7 1922, 57 år.
Kilde: Lauegd-Fam. side 72

Nødig sige vi "farvel!"
men "velkommen!" o, hvor gærne!
har vi rigtig kær en sjæl,
er han nær dog i det fjærne.
Tak for i vinter Rudolf
kom ofte og besøg Din Ven
Kristian Pedersen
fra Ibsker.

Formodentlig identisk med Christian Kofoed Pedersen, født 3/4 1859, fra 35. slg. Pilegård, Ibsker.
Han blev 1883 ejer af nabogården, 36. slg. Timannegård, gift med Signe Margrethe Pedersen, født 15/3 1859 på 33. slg Paradisgård. Tre af deres børn blev senere elever på Højskolen ved Ekkodalen. De havde gården til 1913, da den blev overtaget af en søn, Kristian Thorvald Pedersen.
Kilder: LB. side 193; Kures gårdfort.

Mindes vi en fuldtro ven
i det fjærne alle dage,
ønskende, han snart igjen
vende må med fryd tilbage;
Frælser, i dit vennelag
mindet er en hovedsag

Tak for samlivet her paa
skolen i denne vintertid.
Lev vel i din fremtid
og Gud være med dig;
Det ønsker din ven
Peter Jensen
Lindet, Østermarie

Navnet kan passe på flere fra sognet, så han kan ikke identificeres med sikkerhed.

Nu lakker det mod slutningen med skolen for i vinter; så vil jeg sige dig tak for den tid vi har til bragt sammen her på skolen i vinter 1880-81
så vil jeg ønske dig et hjerteligt lev vel min ven Rudolf Skougård, fra din ven
Johan Olsen
Frigård Vestermarie
føt den 28/11 1859

Johan Christian Olsen, født i Klemensker, søn af avlsbruger Niels Olsen og Carolien Christine, f. Ipsen, men de var 1872 flyttet til Frigård i Vestermarie.
Han blev 1894 ejer af Uglegård i Nylars, idet han 1888 var blevet gift med en datter fra gården, Annine Christine Andersen, født 13/4 1864. Inden overtagelsen var han medhjælper på gården. Efter 20 år døde hun imidlertid den 13/9 1908. Fire år senere, den 13/9 1912, blev han gift 2. gang med Michaline Müller, som var blevet enke i 1909, men derfter blevet husbestyrerinde for Johan Olsen. Det blev kun til godt fire års ægteskab, for hun døde 13/2 1917. Han døde et halvt år efter, den 1/9 1917, 57 år. Gården blev derefter overtaget af en søn, Kristian Nicolaj Olsen.
Kilder: bornholmere.dk; Kures gårdfort.; diverse KB.

En liden tid vi har set hverandre
men nu adskilte vi skal vandre
adskilt som her så glade har været
da kommer vi til at føle skilsmissens
savn, men skilles dog i Jesu Navn.
Mindet fra din ven
Peter Georg Larsen.
i Risen Østermarie.
Lev Vel.

Peter Georg Larsen, født 3/5 1861, søn af snedker Niels Peter Larsen. Han angives at være medhjælper hos forældrene. Han blev senere avlsbruger i hjemsognet, Østermarie, gift med Inga Zachariasdatter. Som ældre flyttede de til Svaneke.
Kilde: bornholmere.dk

Nødig sige vi Farvel!
men velkommen o hvor gærne
har vi rigtig kær en Ven
er han nær dog i det fjærne.
Minde fra din Ven
Hans Pedersen
Staalegaard Nyker
født den 13 i 11 Maaned 1862.

Hans Pedersen, født 13/11 1862, han er således fyldt 18 år i begyndelsen af opholdet. Han overtog 1886 fødegården; samme år gift med Holgerine Janusine Hermansen, født 14/2 1867, fra Løkkegård i Vestermarie. De havde gården til 1924, hvorefter de flyttede til "Staalhytten". Konen døde imidlertid den 11/2 1928. Han blev samme år gift 2. gang med Petra Eriksen, f. Nielsen den 7/8 1890 i Nyker. Hun var i 1918 blevet gift med en gårdmand i det nordvestlige Jylland, Jacob Peter Eriksen. De nåede at få en pige, men efter halvandet års ægteskab døde han i 1920. Hun var således blevet enke som 30 årig, og vendte på et tidspunkt tilbage til Nyker med datteren og boede i første omgang hos sin far. Hun er formentlig blevet engageret som husbestyrerinde for Hans Pedersen, og snart efter er de blevet gift. Han levede endnu syv år og døde 1/2 1935, 72 år.
Kilder: bornholmere.dk; Kures gårdfort.; diverse KB og FT.

Aldig briste skønt de brage
Rosenbund fra Ondomsdage
Lev vel og Gud være med dig
det Ønskes af din Ven
A P Hansen
Munkegaard
Klemensker

Andreas Peter Hansen, født 19/10 1862, Munkegård, Klemensker. Faderen døde allerede da han var to år, men moderen blev snart efter gift igen. Han angives at være udvandret den 9/4 1881, altså kort efter opholdet, til La Salle, Illinois, USA. Men det meddeles også, at han døde dem 15/7 1889 i Clinton, Iowa, knap 27 år gammel.

Ja det lyder lydt her inde
med en liflig klang:
Kristi venner ingen sinde
sees sidste gang.
I den store morgenrøde
samles ven med ven.
i det store vennemøde
skal vi ses igen.
Lev vel det Ønskes af din ven
Niels Jørgen Hansen.
Smedegård
Østermarie

Niels Jørgen Hansen, født 14/3 1860 på 3. slg. Smedegård, Østermarie. Han overtog gården allered i 1881, kort efter højskoleopholdet; samme år gift med Petra Eline Petersen, født 27/10 1856, fra Stålegård i Nyker. De havde gården til 1902, hvorefter de flyttede til et lille landbrug i Svaneke, hvor han foruden landbruget blev ølhandler. Han døde 15/8 1913, 53 år.
Kilder: bornholmere.dk; Kures gårdfort.

Nødig sige vi "farvel"
men velkommen, o hvor gærne
har vi rigtig kær en sjæl
er han nær dog i det fjærne
Lev vel og Gud være med dig, det ønskes af din fortrolige ven.
Adolf Jørgensen
2den Selvejergård
i Østermarie

Adolf Peter Jørgensen, født 2/7 1861, fra 2. slg. Gastegård i Østermarie. Faderen hed Jørgen Peter Adolfsen.
Adolf Jørgensen overtog fødegården 27/10 1886, gift med Juliane Kristine Jensen, født 30/8 1864, fra et husmandssted i Studeby, Østerlars (som nærmest er i nabolaget). De havde gården helt frem til begges død med et par måneders mellemrum i 1944, 83 og 80 år. Den blev året efter overtaget af en søn, Fridolf Adelgren Jørgensen, som da var 44 årog i nogen tid havde været bestyrer.
Kilder: LB. side 383; Kures gårdfort.; bornholmere.dk; Bhs. Vejviser.

Farvel og tak for i vinter, ja tak for det venskab og for din kærlige omgang. Din ven Rasmus Kofod, Nygård Øster Marie

Rasmus Kofoed Olsen, født 3/1 1862, fra 21. vdg. Nygård, Østermarie. Han udvandrede 25/4 1888 til Wisconsin, USA, men vendte senere tilbage. Han blev derefter avlsbruger på ejendommen "Solbakke" i Østerlars, gift med Annine Maria, f. Aristsen. Hun døde 9/3 1928; han fire år senere, den 16/12 1932.
Kilde: bornholmere.dk

Frelseren er mig en hyrde god,
hos ham skal jeg intet savne;
lammet hviler ved hyrdens fod,
nævnes med kærlige navne.
Lev vel og Gud velsigne dig
det ønskes af din fortrolige ven
Andreas Peter Jensen
7d Vg Ft i Knudsker

Andreas Peter Jensen, 20 år, fra 7. vdg. ft. i Knudsker, som er ejendommen Kastaniebo, som ligger ved landevejen mod Svaneke nær ved Pædagogisk Center - den tidligere Knudsker Skole.

Mindet lader som ingenting
er dog et lønligt kildespring
Mindes din ven.
Svend Andersen
Hjorgårdsgrund
Østerlarsker

Svend Oluf Andersen, født i Melsted, 18/5 1860, søn af husmand Anders Olsen og Signe Karoline Kofoed, 39. slg.s grund (Hjortegårds grund), ved FT 1880 tjenestekarl på Kroggård i nærheden af hjemmet. Han blev senere gartner i Rønne, gift med Kirsten, f. Rasmussen. Han døde 16/10 1947.
Kilde: bornholmere.dk

Rosenbånd fra ungdomsdage
aldrig briste skjønt de brage,
Lev vel! Gud være med dig
Ludvig Herman Peter Olsen
Klintgård i Åker sogn.

Ludvig Herman Peter Olsen, født 7/7 1864, fra St. Klintgård, Åker. Han overtog ved nytår 1887 fødegården, gift kort efter med Juliane Josefine Andersen, datter af en avlsbruger i Aakirkeby. De havde gården til 1. maj 1916, da en søn, Sigfred Ludvig Olsen, overtog den. Han havde været elev på den nye højskole 1907-08.
Faderen døde allerede året efter, 1917, kun 53 år.
Kilder: LB. side 138; Kures gårsfort.; bornholmere.dk


Supplerende oplysninger:

Poesibogen er i privat eje hos et familiemedlem fra hvem jeg sammen med nogle andre dokumenter velvilligt har fået overladt kopier. S.Aa.M.

SAMs højskolehistoriske Arkiv