Det første pigehold 1871

Østermarie Folkehøjskole

Elevholdet vinteren 1873-74


Vinterholdet 1890-91

Navnene på dette hold stammer fra en poesibog, som ejedes af Hans Conrad Kofoed fra ejendommen "Kofoedsminde" i Strøby syd for Aakirkeby. Han skildres som den første nedenfor.


Navn og adresseangivelse
i poesibogen

Fulde navn, alder i 1874, hjemsted
samt andre supplerende oplysninger

Hans Conrad Kofoed, født 28/11 1857, og han fyldte således 16 år under opholdet. I vinteren 1878-79 tog han igen på højskole, denne gang på Vallekilde Højskole, hvor han sluttede et nært venskab med Ludvig Bøgeskov, som også var elev på dette hold.

Han var muligvis kun på Vallekilde Højskole indtil jul på grund af, at faderen var blevet syg, så han måtte blive hjemme og passe ejendommen. I 1890 var han endnu som 32-årig hjemme som forældrenes medhjælper. Den 11/10 1895 blev han gift med Petra Marie, f. Pedersen 19/9 1868 på Frostegård, Aaker, og de overtog på et tidspunkt denne gård. Hun døde imidlertid den 10/6 1913, mens han ser ud til at have drevet gården videre som enkemand til 1930.

Lev vel kære Kofod og glem ikke din Ven og Skolekammerat.
H. P. J. Brandt
Gjedesby, Falster, 22 År
født den 11. Juni 1852

Hans Peter Jensen Brandt, født 11/6 1852 som søn af et gårdmandsægtepar i Gjedesby på det sydlige Falster. Han er formentlig identisk med en elev af samme navn på det foregående vinterhold.

Otto Julius Jensen,
Ågård, Pedersker

Otto Julius Jensen, født 11/2 1855, fyldte 19 år under opholdet. Han var nr. 8 af en søskendeflok på 11 og nr. 4 i moderens andet ægteskab. Han overtog senere gården. Han blev gift med Margrethe, f. Jensen fra St. Gadegård, Pedersker, og de fik i alt 14 børn, hvoraf 2 dog døde som børn. Af de andre 12 blev 8 elever på højskolen ved Ekkodalen, én blev elev på Frederiksborg Højskole, og de resterende 3 har utvivlsomt også været på højskole; vi ved blot ikke hvor.

Johan Balle,
St. Myregård, Åker

Johan Peter Balle, født 13/4 1854. To år før, 1871-72, havde han været elev på Vallekilde Højskole. Som eneste søn - han havde tre søstre - var det naturligvis meningen, at han skulle overtage gården. Men i 1879 blev han syg og døde, blot 25 år gammel. Hans gravminde i form af en knækket træstamme i granit er bevaret på den gamle kirkegård i Aakirkeby.

Jens Peter Kofod,
Klint, Vesterm.

Jens Peter Kofod, født 27/3 1858 på 17. slg. St. Klintgård, Vestermarie. Moderen døde, da han var 9 år, men faderen blev senere gift igen. I 1880 var han hjemme, men i 1882 overtog han nabogården, 18. slg. Klintgård. Den 18/7 1884 blev han gift med Karen Elisabeth, f. Jensen, den 13/10 1860, fra 15. slg. Ellesgård i Nylars. Hun døde imidlertid den 13/7 1896. To år senere, den 23/9 1898, blev han gift igen med Thora Elisabeth Sode, født 12/9 1871, fra 13. slg. Østre Klintgård, Vestermarie. Han døde 5/10 1906, hvorefter gården fem år senere blev solgt til anden side.
Kilder: bornholmere. dk; Kures gårdfort.

Jens Jakobsen,
Møllegård Vesterm.

Jens Jørgen Jacobsen, født 19/1 1859 og fyldte således 15 år under opholdet. Familien flyttede på et tidspunkt til Baggård i Klemensker, hvorfra en yngre broder kom som elev i 18883-84.
Jens Jacobsen blev dampskibsekspeditør i Hasle, gift med Pouline Christine Janussine Byder. Han døde 18/2 1918, 59 år.
Kilde: bornholmere.dk

Andreas Svensen

Sandsynligvis identisk med Andreas Svendsen, født 2/2 1858, 16. slg. Strandbygård. Han havde også været elev året før. Han overtog gården 1879 og havde den indtil 1912. Den 11/3 1881 gift med Margrethe Kirstine Pedersen, født 10/8 1854, fra 14. slg. Sandegård i samme sogn. De blev forældre til 4 børn. Som ældre var de bosat i Gudhjem. Hun døde 1914, 59 år; han i 1938, 80 år.
Kilde: V. Svendsen: Østerlarsker Slægter, side 41.

De korte Vinterdage
de svandt jo hurtig hen
og nu er tiden kommen,
da vi skal hjem igjen
Men lad det aldrig gå i glemme
hvad vi nu her har hørt og lært
farvel level din ven
Anton Harald Grønbek
fra Sandvig

Anthon Harald Grønbech, født 13/12 1857, søn af købmand Andreas Grønbech, Sandvig.
Han blev 1884 gift med Anine Marie Clausen, født 30/9 1862, fra Vævergård i Olsker, og blev avlsbruger på Grønbechsgård, Storegade 9 i Sandvig. Senere nævnes han også som vognmand. Han døde 1/1 1942, 84 år.

Nødig siger vi Farvel
men velkommen o hvor gjerne!
har vi rigtig kjær en Sjæl,
er den nær dog i det fjerne.
Matias Mortensen, 21 År, Hullegård
Østerlarsker Sogn 1874

Mathias Mortensen, født 6/12 1852, 21 år, fra 9. slg. Hullegård, Østerlars. Faderen hed Morten Aristsen. Han overtog 1884 gården og havde den indtil 1907. Derefter blev han husmand i Østermarie. Han forblev ugift.
Kilder; bornholmere.dk; Kures gårdfort.

Janus Pedersen

Han har ikke kunnet identificeres med sikkerhed.

Anton Jensen
Kjelseby Østerlarsker

Anthon Peter Christian Jensen, født 14/2 1858, fra 24. slg. Vester Kjeldsebygård, Østerlars. Han var den ældste af syv søskende.
Ved FT 1880 var han endnu hjemme, men nogle år senere flyttede hele familien til en lille landejendom i Allinge, mens gården formodentlig blev forpagtet ud. Ved FT 1890 var de forældrene og fire børn og et plejebarn. Anthon, som da var 32 år betegnes som avlsbruger. Det har ikke været muligt at følge ham længere frem.
Det ligger mere klart med resten af familien. Der var to yngre sønner; den ene, Peter Hansinius, udvandrede til USA i 1884 som 21 årig; den anden, Hans Jacob, fulgte efter i 1890 som kun knap 16 årig. Forældrene, Hans Morten Jensen og Ane Margrethe, f. Holm, flyttede på et tidspunkt til Rønne. I 1895 blev gården overtaget af deres svigersøn, Jens Peter Laurits Ingvorsen, født 21/4 1871 i Eskildstrup i Odsherred på Sjælland. Han var blevet gift med deres yngste datter, Regine, født 14/1 1872.
Faderen døde i Rønne i 1901, hvorefter moderen tilbragte sine sidste år på sit gamle hjem i Kjeldseby.
Regine og Jens Peter Ingvorsen fik fire børn, tre sønner og én datter, der alle senere blev elever på den nye højskole ved Ekkodalen.
Kilder: bornholmere.dk; Kures gårdfort.; diverse KB og FT.

Peter Kofod
Møllegård Klem.

Peter Henning Andreas Kofoed, 7/4 1856, 17 år under opholdet.
I 1880 var han ejer af 34. slg. Lynggård i Østerlars. Han var ugift, men blev kort efter, 20/2 1880, gift med Hermandine Eleonora Sode, som var fra Kyndegård i Nyker. I 1887 overtog de hans fødegård, Møllegård, som de havde til 1910, da den blev solgt til anden side. Derefter boede de i Rønne.
Kilder; bornholmere.dk; Kures gårdfort.

Jens Peter Jensen
Øllegård Østerm.

Jens Peter Jensen, født 19/2 1853, søn af Jens Hansen Marcher og Birthe Jensen, 58. slg. St. Ølegård, Østermarie. Han fyldte således 21 år under opholdet. Han erhvervede på et tidspunkt 77. slg. Brændegård i samme sogn og blev den 22. juli 1878 gift med en datter fra nabogården Munkegård, Marie Mathea Kristine Larsen. De fik en søn, men efter knap fire års ægteskab døde hun den 1. marts 1882. Han levede derefter som enkemand i 23 år, men giftede sig så den 19. oktober 1905 som 52-årig med sin tjenestepige, Jensine Marie Holm - kaldet Jenny - født den 25/4 1884 og således 21 år og 31 år yngre end ham. Fem dage efter fik de deres første barn, en pige. Hun blev den første af i alt otte børn, som de fik i løbet af 16 år, fem døtre og tre sønner, den sidste søn i slutningen af 1921. Jens Peter Jensen blev således far for sidste gang som 68-årig. I Bornholms Vejviser står han endnu i 1933 som 80-årig som ejer af gården. I den næste udgave, 1938, står hans kone, Jenny, dog som ejer af gården, som så 10 år senere, i 1948, blev overtaget af den yngste søn, Hans Aage Jensen.

Farvel min ven og glem nu ej
den Tid vi sammen været har
hvor alt blev lært med Kjærlighed
for at des bedre Frugten skulde blive
men naar engang vi mødes paa Livets       alfare vej
da trøstig vi kunde sige at Kampen for       dig
o Skole! blev kjæmpet med glad og       bar[n]ligt Sind
og tillige løste det stærke Bånd
der hidtil holdt "Ånds og Hjerteliv       skjult
Men som nu er bleven mig klart
til Minde om din Ven
Andreas Bidstrup
Bækkegård Østerlars

Familien på Bækkegård hed Skov, og der er ingen i sognet ved navn Bidstrup, der kunne tænkes at have tilknytning til gården. Der er flere andre muligheder, men det er næppe en hvilken som helst ung mand, der ville kunne skrive på denne måde, som det er gjort. Den mest nærliggende er den senere kendte arkitekt Mathias Andreas Bidstrup, som tidligere havde været elev på Vejstrup Højskole på Fyn, og som har villet tage endnu et ophold nærmere hjemmet. Eftersom moderen var enke, kan det tænkes, at han for at spare penge har været logerende hos familien på Bækkegård.

Nødig siger vi farvel
men velkommen, o hvor gerne
har vi rigtig kær en ven,
er han nær dog i det fjerne.
Din ven
Peter Andreas Johannes Vest
St. Hallegård Olsker

Han var født i Rutsker omk. 1857 og altså 16 år under opholdet. På et tidspunkt var familien flyttet til St. Hallegård i Olsker, som var hans moders fødehjem. Han havde tidligere været elev på højskolen på Pæregård i Østerlars i vinteren 1869-70 som 12-årig. (Se også skildringen af ham på listen over dette hold).
I midten af 1880erne blev han ejer af 40. slg. Træbenegård ved Årsballe i Klemensker, gift med Sofie Henriette, f. Nielsen, fra Jyderup ved Fakse. De fik den 14. feb. 1886 en datter, men 14 dage senere døde moderen i barselsseng. Det er formodentlig efter hende, at gården fik navnet Sofiendal.
Ved FT 1890 angives han at være møller og høker i Klemensker. Møllen var formodentlig den, der lå tæt ved gården. Han var fortsat enkemand og datteren på tre år var i pleje hos Herman Jørgen Sode på Årsballegård. Gården havde han solgt til en svoger, Peder Nielsen, som var broder til hans afdøde kone og gift med hans søster. I 1900 flyttede han til Rønne og blev kasserer i kommunen. Han var blevet gift igen med Manna Ulrika f. Kure, og de havde en datter, født 1900.

Gid alt det gode her vi lærte
må lyse for Dig på din vej;
så kan Du med frimodigt hjærte
gå ud, hvor verden tumler sig.
Men hvor Du går i verden hen
kast tit en tanke til mig hen.
M. A. Jensen
Neksø

Muligvis Magnus Andreas Jensen og formentlig identisk med en elev af det samme navn på det foregående vinterhold

Magnus Larsen
Skrylle Østermarie

Magnus Sinius Larsen, født 6/9 1856 på 79. slg. Skrullegård, Østermarie.
I 1880 var han hjemme. Senere blev han postbud i Rønne, gift med Dora Margrete Augusta Jørgensen fra Ibsker. Han døde 25/7 1932, 75 år.
Kilde: bornholmere.dk

Hans Peter Lund,
Myreby Vestermarie

Han var omk. 24 år under opholdet.
I 1880 var han blevet gift og havde en datter på 3 år. Han benævnes avlsbruger og daglejer. Han var flyttet til Aaker, men nærmest kun lige over sognegrænsen, idet han boede på en Spidlegårds parcel. I 1890 er han blevet vejmand.

Klaus Vest,
Smørenge, Vestermarie

Claus Christian Vest, født 12/5 1856 og således 17 år under opholdet, fra 10. slg. Smørengegård, Vestermarie. Han angives at være udvandret til Amerika, hvilket han må være kort efter opholdet, for han meddeles også at være død i november 1874, 18 år.
Kilde: bornholmere.dk

Herman Elleby
Ellebygård Vestermarie

Herman August Elleby, født 20/8 1855, fra Nørre Ellebygård. Han overtog formentlig gården 1882, gift 28/4 samme år med Hansine Margrethe, f. Engell, fra Buldregård i Nyker. De fik i de følgende år seks børn, hvoraf én døde som 2 årig. Men i 1901 gik de konkurs og måtte forlade gården. De slog sig ned i Rønne, og året efter, den 8/4 1902, udvandrede han til Amerika for, som det fremgår af forløbet, derved at tjene penge til underhold af resten af familien hjemme i Rønne. De nærmere omstændigheder står ikke helt klart, men i 1916 var han hjemme igen og var kusk hos en vognmand. Ved FT 1921 var han under alderdomsunderstøttelse. Han døde 14/5 1938, 82 år. Hun var død kort før, den 29/3 samme år, 77 år.
Kilder: bornholmere.dk; Kures gårdfotegnelser; diverse KB og FT.

Hans Thom [?] Kofod
af Knudsker

Det har ikke været muligt at identificere ham nærmere.

Kristian Thorn,
St. Smørengegård Vestermarie

Poul Christian Thorn, født 4/6 1858, og således 15 år under opholdet. I 1882 gift med Ida Cathrine Grønbech, født 3/3 1863. Han blev gårdejer på 5. slg. Nørregård i Østerlars.
Kilde: Koef-sl. I, side 124

Marius Laurensius Køller.
Ellesgård Østermaria 15 År

Marius Laurentius Kjøller, født 19/10 1858. Ved FT 1880 var han hjemme, men kort tid efter, den 5/4 1880, udvandrede han til Amerika, til Stockton, Californien.

Andrias Munk
Åker

Det kan kun være Andreas Munch fra St. Hallegård, Aaker, en yngre broder til nedenfor omtalte Hans Munch. Han var født 1/10 1858 og var altså 15 år under opholdet. Moderen, Cathrine, f. Munch, var død i 1869, og faren, Anders Jespersen Munch, døde i december 1872, så Andreas var altså forældreløs under opholdet.
Som den yngste søn var han retmæssig arving til gården. Men da han ikke var myndig, endte det med, at den ved hans værge, kaptain Marcus Munch, St. Loftsgård, Aaker, som var bror til hans mor, solgte den til anden side i august 1874.
Ved FT 1880 var Andreas Munch som 21årig ejer af et husmandssted med en otte år ældre søster, Juliane Findania Vest, som husbestyrerinde. Hun var fire år før blevet enke efter en lærer, Georg Peter Vest.
Men knap to år senere, i december 1881, blev han ejer af 27. slg. Sosegård i Vestermarie, gift 1887 med Anna Marie Severine Dam fra nabogården Bækkegård. En søn og en datter blev elever på højskolen ved Ekkodalen. Andreas Munch døde i 1924, hvorefter sønnen, Andreas Jespersen Munch overtog gården.
Kilder: Koef-sl.I side 42 & 45; diverse FT og ejendomsregister.

Jens Thorn
Hammersholm pr. Allinge

Jens Thorn, født 4/9 1859 på Hovedgård i Nylars. Men omkring 1874 flyttede familien til Hammersholm. En yngre broder overtog 1885 denne gård, hvorefter faderen, der var blevet enkemand, flyttede til Damaskegård i Østerlars.
Jens Thorn udvandrede 14/9 1878 til Boston, Massachussets, USA.
Kilder: bornholmere.dk; Kures gårdfortegnelser.

Hans Munk
Åker

Det kan ikke være andre end Hans Munch fra St. Hallegård, Aaker. Han var en ældre broder til ovenfor omtalte Andreas Munch. Han blev født 17/10 1855 og var altså 18 år under opholdet. Som omtalt ovenfor var forældrene døde nogle år før.
Ved FT 1880 boede han hos sin ældste søster og svoger på ejendommen Munkerup i Aaker. Men i april samme år blev han ejer af 20 slg. Dammegård i Pedersker, gift senere samme år med Julie Gerda Nielsen fra Stangegård i Aaker. De fik i tidens løb 9 børn, hvoraf 8 blev elever på højskolen ved Ekkodalen.
En søn, Aage Munch, overtog senere gården, og senere igen en sønnesøn, Hans Konrad Munch. Begge blev elever på højskolen.
Kilde: Lauegd.; Koef-sl. I side 42 & 45; diverse FT og ejendomsregister.

Farvel! min lille rare ven,
Du rejser vel til hjemmed hen,
o gid du måtte vokse op
og blive en rigtig kierne Krop.
Dette ønskes af Din gamle
skolekammerat og ven
Jens Holm
Smålyngen Pedersker

Jens Julius Holm, omk. 26 år, fra en ejendom på Smålyngen i Pedersker, hvor moderen var enke. Han blev senere gift med en anden enke på ejendommen Nordrup. Han havde som 10 årig været elev på det allerførste højskolekursus i Aakirkeby i 1857-58 og senere året før dette ophold. (Se mere detaljerede skildringer af ham på listerne over disse hold).

Magnus Ibsen.
Hoppegården i Østermarie

Magnus Andreas Ipsen, født 29/6 1859, som angivet fra Hoppegård, Østermarie. Han overtog gården 1889, og blev den 24/10 samme år gift med Jonna Annine Mikkelsen fra Vallegård i Ibsker. De havde gården til 1901, hvor den blev overtaget af Kristian Rasmussen. Fra 1902 slog sig ned i København med deres fire børn. I 1904 kom endnu én til. Fra 1911 boede de på Østerbro, hvor han blev havnearbejder i Frihavnen. Han døde af en blodprop 18/1 1928, 68 år.
Kilder; bornholmere.dk; Kures gårdfort.; diverse FT og KB.

Har du lyst i kæmpedyst
at vinde sejerspalmen,
så tag i hånd så følg ånd [?]
i kamp mod kæmpemalmen.
P. A. Jensen. Lersby. Østerm.

Poulinus Andreas Jensen, født 23/6 1852, søn af møller Anders Mikael Jensen og Christine Mogensdatter, Ibsker. Men familien flyttede samme år til Iseregård i Østermarie. Den 30 /5 1888 blev han gift med Hansine Cathrine Dam, født 3/1 1856, som var fra St. Grammegård i Aaker, og de overtog samme år gården. Hun havde en søster, Ane Sofie Dam, som var blevet gift med Johannes Olsen fra Vassegård i Pedersker, og de havde overtaget gården. Det gik imidlertid kun i tre år, efter en overlevering fordi han ikke formåede at holde styr på økonomien. Ægteskabet blev opløst, og han udvandrede til Amerika. I den situation tog søsteren og svogeren på Iseregård sig af konen og hendes datter, Petra Marie Olsen. Det endte med at datteren kom i pleje hos dem.
I 1899 afhændede de imidlertid gården og flyttede til Aakirkeby, hvor han blev kæmner i kommunen. Herfra blev Petra elev på den nye højskole i 1902. Poulinus Jensen døde 3/11 1927, 75 år. Hans kone var død nogle år før, den 8/5 1923.

Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Mads Kamp
Brejninge Kirkeby
over Ringkøbing
Jylland

Han er muligvis identisk med en Mads Poulsen fra et hus eller område kaldet Kamp, omk. 17 år. Faderen, Poul Madsen, betegnes som detaillist.

Farvel jeg her dig byder
nu alt for sidste gang
vi ud i verden vandred
enhver sin gerning gør
og livet går med glæde
i ære og i dyd
Til minde om din ven
Hans Jepsen Pilgård [?]
Brejninge Kirkeby
over Ringkøbing
Jylland

Han har ikke kunnet findes i folketællingslisterne, men der er næppe tvivl om, at han og ovenstående er to kammerater, der er fulgtes ad den lange vej til Bornholm.

Markus Peter Skov
Halsegård Østermarie.

Han var født den 16/3 1857 og fyldte således 17 år i slutningen af opholdet. Han blev den 29/3 1882 gift med Petra Kristine, f. Pedersen den 7/1 1856, fra en af Randkløvegårdene, men hun døde allerede i 1889. De boede først på Duegård, Østermarie. Han boede derefter på Simblegård i Klemensker, senere på Risegård i samme sogn, derefter en kort tid i Rønne, hvorefter han købte Klemens Kro, hvor han døde i 1915.
Kilder: Jochum. side 79, Bendiks. side 49.

Peter Kofod
Østerlarsker

Navnet kan passe på flere fra sognet, så det er usikkert, hvem han var

Farvel min ven for denne gang, men vi må dog mødes hist engang, om ikke før. Om vi skal leve og vandre om på jord vi mødes nok engang i Nord, som tapre kæmper, med helte blod i vore årer.
Dette skriver jeg til erindring om mig din altid gode ven.
Hans Peter Dam
Allinge

Hans Peter Dam, født 16/8 1855, 18 år under opholdet, søn af en sømand, nævnes i 1870 at være snedkerdreng, i lære hos en snedker Hans Kure. I 1921 nævnes han som selvstændig snedkermester. Senere blev han avlsbruger.

Frits J Jakobsen
Bakkegård i Olsker

Frits Julius Jakobsen, født 16/7 1858, fra St. Bakkegård, Olsker. Han blev senere ejer af en af nabogårdene, 14. slg. Lundegård, gift 1884 med Hansine Kloe, født 31/5 1858. En datter og to sønner blev elever på højskolen ved Ekkodalen.
Den ene af sønnerne, Jørgen Christian Jacobsen, overtog i 1917 gården.


Supplerende oplysninger:

(Den pågældende poesibog - som er en ret simpel notesbog - er i privat eje i Aakirkeby, men jeg fik i sin tid lov til at tage en kopi af den. S.Aa.M.)

SAMs højskolehistoriske Arkiv