Det første pigehold 1871

Østermarie Folkehøjskole

Vinterholdet 1883-84


Vinterholdet 1890-91

Navnene på dette hold stammer fra en poesibog ejet af Mads Kjeldsen, som var fra Østjylland. Poesibogen er omtalt og delvis refereret i en artikel i Bornholms Tidende lørdag den 16. november 1974.(Se mere neden for navnelisten).

Navn og adresseangivelse
i poesibogen

Fulde navn, alder i 1884, hjemsted
samt andre supplerende oplysninger

Mads Kjeldsen, Østjylland

Mads Kjeldsen, født 1862 i Hørning mellem Skanderborg og Århus. Efter opholdet blev han her på Bornholm i omkring tre år og var i tjeneste på Hollændergård i Olsker og hos Bøgeskov på Gadebygård, Østermarie. Derefter vendte han hjem til Jylland og blev gårdejer derovre. (Se mere nedenfor).

Kristian Funk, Vallensgårdshusene, Aaker.

Kristian Mathias Funk, født 29/9 1865 og således 18 år under dette ophold. Han havde også været elev året før. I ovennævnte artikel nævnes det, at han senere rejste til Amerika. (Der står ganske vist Kristian Dunk, men det må være en tastefejl. Der er ingen af det navn på den tid).

Kristian A. Prath, Sletteenge, Aaker

Kristian Andreas Prath, født 6/7 1864, 19 år under opholdet. Ved FT 1880 var han tjenestekarl på Ll. Bukkegård, Aaker. Moderen var da enke. Den 10/2 1886 udvandrede han til Chatsworth, Illinois, USA. Han angives da at være mejerist.

Jørgen Jensen, St. Munkegård, Østermarie

Formodentlig Jørgen Hansen Jensen fra St. Ølegård

Hans Peter Ipsen, Smedegård

Hans Peter Ipsen, født 4/5 1864, fra Smedegård, Ibsker. Gården blev etableret i 1858 ved at 16. vdg. Dalegård blev delt. Derfor er den egentlig en 16. vdg parcel. Hans Peter Ipsen overtog senere gården, gift med Anne Julie, f. Hansen. En søn, Anker Kristian Ipsen, overtog den i 1943.

Villiam Dam, Sose

Villiam Christian Dam, født 2/5 1866 (17 år), fra 29. slg. Bækkegård, Sose, Vestermarie. Gift 29/4 1898 med en datter fra Blæsbjerggård i Nyker, som de overtog. Konen hed Thora Mariane Ellenmine Kofod, født 22/11 1869. Senere boede de på ejendommen Spagersminde i Nylars.

Peter Kristian Jensen, Langedeby

Han var født 13/10 1860 på 24. slg. Buddegård i Langedeby. I 1890 var han hjemme på gården, som han snart efter må have overtaget, gift med Marie Mikkelsen fra Ibsker. I 1921 var han blevet enkemand og havde en søster som husbestyrerinde. Gården er Bornholms ældste slægtsgård, og ejes nu af 12. generation, Erling Jensen, men jorden er nu forpagtet ud.

Jørgen F. Larsen, Egeby

Jørgen Frederik Larsen, født 12/6 1865 på et arvefæstehus i Studeby, Østerlars. Han var ældre broder til Karl Josef Larsen, som var elev sammen med Martin Andersen (Nexø) i 1890-91. I begyndelsen af 1880erne flyttede familien til en ejendom i Egeby, Åker, udstykket fra Østre Skovgård. I 1890 var han tjenestekarl hos Bøgeskov på Gadebygård, Østermarie, hvor Oliva Jespersen, som var elev 1882, også var i tjeneste. De blev gift 14 år senere, i 1904, da han var 38 og hun 50 år, og de overtog ejendommen i Egeby. Hun døde imidlertid i 1909. Han blev gift igen i februar 1911 med en enke, Emilie Gustava, f. Espersen, født i 1869 i Østerlars. De fik samme år en datter. De boede fremdeles på ejendommen i 1921.

Jens Munk, Østermarie

Jens Olaus Munch, født 31/12 1863, fra en landejendom i Østermarie. Han blev bosat i Rønne, gift med Julie Marie, f. Andersen. Han betegnes som margarinearbejder. Boede til sidst i Møllegade 68. Han døde 13/4 1947

Andreas Jacobsen, Langedeby

Jacob Andreas Mathias Jacobsen, født 14/1 1866 på et husmandssted i Aaker - (7. slg. pc.), var i pleje hos slægtninge på 26. slg. Langedebygård, Bodilsker. Han blev senere ejer af Kyesgård i Ibsker, gift med Marie Kristine, f. Hansen. De havde gården til omkr. 1930, hvorefter de flyttede til Nexø.

Ludvig Bidstrup, Aakirkeby

Ludvig Ole Bidstrup, født 18/11 1863, søn af pløkkeskærer (el. snedker) Ejnberg Bidstrup. I 1890 angives han at være mejerist, og samme år blev han mejeribestyrer på andelsmejeriet i Pedersker. Det var han frem til 1932.

Jens Peter Jensen, Elleby

Han har ikke kunnet identificeres nærmere.

Kristian Hansen, Risegård

Han var sandsynligvis Emil Kristian Hansen, født 12/5 1868, St. Risegård, Østermarie. Overtog senere en af nabogårdene, Risegård.

Peder Kristensen Svanborg, Vust ved Fjerritslev

Søn af en husmand i Ellidsbøl i Vust sogn. I 1880 tjenestekarl hos en anden husmand samme sted. Omk. 21 år under opholdet.


Supplerende oplysninger:

Mads Kjeldsen, hvis poesibog ligger til grund for denne navneliste, blev morfader til nu afdøde Erling Kristiansen, som i en række år var præst for den bornholmske valgmenighed, og det er ham, der har skrevet om bogen i den nævnte artikel i Bornholms Tidende. Han skriver bl. a. følgende:
"Bogen har tilhørt min morfader Mads Kjeldsen (1862-1920). Det ser ud til, at han har fået den i efteråret 1880, da han tjente på gården Langager i Bjerre Herred. ... Det følgende efterår tog han på Ask Højskole syd for Århus. Her var 61 elever, fordelt på to klasser. ... Fra Ask rejste Mads Kjeldsen til Ludvigsgave i Gjedesby på Falster. Den ejedes af godsejer Edward Tesdorpf, Ourupgård, som var en foregangsmand, hvad jordbrug (dræning) og husdyravl angår. Til hans fortjnester ... hører også, at han "har oplært og uddannet en hel stab af unge mænd, blandt hvilke man finder navnene på mange dygtige og bekendte landmænd".
Efter at have været en tur hjemme i Jylland tog Bedstefar på højskole igen, denne gang på Bornholm, hos brødrene Bøgeskov. ... Foruden de to forstandere blev eleverne den vinter undervist af en lærer Andreas Kristensen fra Ulsted ved Hals. Han har skrevet nogle linier om frihed, og nedenunder har Bedstefar så tilføjet, at Kristensen var lærer i naturlære, tegning, stil, dansk, regning og jordbeskrivelse, altså geografi. "Sidst i februar blev han forlovet med Tora Moberg fra Rønne, som har været lærerinde her et par somre og skal hertil igen i sommer".
Johan Bøgeskov underviste i agerdyrkningslære, verdenshistorie og skønskrivning. Og Ludvig tog sig af bibelhistorie, Danmarkshistorie, litteraturhistorie, sangøvelser, læseøvelser og skriftlæsning. På midtersiderne finder man en fuldstændig "Arbejdsplan for Øster Marie højskole i vinteren 1883-84". Heraf fremgår, at der var ni timer om dagen, også om lørdagen, i hvert fald den første tid.
I margenen er tilføjet: "Om søndagen har vi fri, og fra midten af vinteren havde vi fri de sidste tre timer om lørdagen. Hveranden søndag vinteren igennem havde vi foredrag fra 3 til 4, hvortil enhver var velkommen. Til jul var her foredrag om lørdag aftenen". Det var foredragenes store tid, og det vil ikke sige forelæsninger, men det som højskolen efter Grundtvig kalder "historisk-poetisk Tale". Man bemærke den plads historie indtager på timeplanen".

Mod slutningen af artiklen nævner Erling Kristiansen så de 14 elevers navne og hvad de har angivet som adresser - som altså er gengivet på listen ovenfor. Der følger lidt forskelligt andet om, hvad der ellers er skrevet i bogen, og til sidst er der så lidt om forløbet efter højskoleopholdet. her hedder det:

"Efter at have været elev på højskolen blev Mads Kjeldsen endnu et stykke tid på Bornholm, et år hos Ludvig Olsen på Hollændergård i Olsker og godt og vel to hos Johan Bøgeskov på Gadebygård. I sommeren 1887 rejste han hjem til Jylland, købte jord og blev samme efterår gift med min mormoder Anna Balle.
I 1890 blev han indvalgt i sognerådet og blev samtidig valgt til formand, bl. a. med den begrundelse, at han var den bedste til at skrive og regne. Han var også med til at oprette en brugsforening og et andelsmejeri, ligesom han var med i den kreds, der støttede Grønvald Nielsen på Vestbirk Højskole.
Bedstefar kom ikke til Bornholm mere, men blev ved med at have nogen forbindelse med bornholmske venner og bekendte. Der er breve både fra Ludvig og Johan Bøgeskov og fra flere højskolekammerater (en af dem, Kristian Funk, rejste siden til Amerika) og medtjenere på Gadebygård".

Erling Kristiansens artikel er langt større end det, der her er gengivet.Han omtaler og citerer således en del forskellige ting, der drejer sig om højskoleliv i bredere almindelighed. Her er blot gengivet det, der drejer sig om hans bedstefar og hans poesi/notesbog. Han undrer sig lidt over, hvorfor hans bedstefar valgte Bornholm til sit andet højskoleophold. En forklaring kunne være, at han i Gjedesby på Falster havde truffet en mand ved navn H. P. J. Brandt, der en halv snes år før havde været elev i to vintre og af ham fået skolen anbefalet. Men ellers rejste højskoleforstandere allerede på den tid en del rundt på foredragsturneer i de perioder, hvor der ikke blev holdt skole. Den sidstnævnte elev fra Svanborg i det nordlige Jylland er sandsynligvis kommet som følge af et foredragsbesøg af Ludvig Bøgeskov.
Tora Moberg fra Rønne, som omtales undervejs, optræder i en poesibog fra sommerholdet 1882. På listen over dette hold kan der læses mere om hende og hendes senere mand, Andreas Kristensen.

SAMs højskolehistoriske Arkiv