Elevholdene i Andreas Hansens tid

Sommerholdet 1909




Oplysninger i elevprotokollen Supplerende oplysninger
Alma Rigmor Hansen, 22 Aar,
F: Avlsbr. H., Aakirkeby,
Bh. Amt: 75 Kr.
Hun var født 5/4 1887; hun forblev ugift, angives at have været husbestyrerinde for en ældre mand, Østergade 6 i Aakirkeby; hun døde 19/4 1955.
Kilder: bornholmere.dk; Bhs. Vejviser.
Anine Kristine Hermansen, 18 Aar,
F: Gdr. H., Lynggaard, Østerlars,
Bh. Amt: 75 Kr.
Hun var født 25/9 1890 i Klemensker, datter af murer Niels Hermansen og Anine Elmine, f. Pedersen, men de flyttede 1908 til Lynggård i Østerlars. Hun blev gift med parcellist Frederik Hansen i Terslev sogn i nærheden af Haslev på Sydsjælland. Hun døde som enke 18/7 1969.
Kilde: bornholmere.dk
Karen Margr. Mortensen, 18 Aar,
F: Avlsbr. M., Sømarken, Pedersker,
Bh. Amt: 75 Kr.
Karen Margrethe Mortensen, født 24/1 1891. Hun blev uddannet lærerinde, og var i mange år lærerinde ved Klemensker vestre Skole.
Nikoline Margr. Elisab. Mortensen, 19 Aar,
F: Gdr. M., Yppernegaard, Nyker,
Bh. Amt: 48 Kr.
Nicoline Margrethe Elisabeth Mortensen, født 3/9 1889. Hun blev uddannet husholdningslærerinde, blev ejer af et pensionat, senere husbestyrerinde flere steder.
Kilder: St. Hallegårds-familien; meddelelse fra Lillian Kofoed, Aaker.
Margrethe Nielsen, 22 Aar,
F: Hmd. N., Vestermarie,
BH. Amt: 75 Kr.
Hun var født 28/9 1886, datter af husmand Otto Peter Nielsen og Laura Elmina Nielsen, 8. vdg. pc. Fædresminde, og søster til Petra Nielsen nedenfor. Ved FT 1921 boede hun fortsat hjemme hos forældrene. Hun nævnes som husassistent og senere som invalidepensionist. Hun døde 20/7 1926, 39 år.
Kilde: bornholmere.dk
Petra Margr. Laurensine Nielsen, 24 Aar,
F: Hmd. N., Vestermarie,
Bh. Amt: 75 Kr.
Hun var født 16/9 1884, datter af husmand Otto Peter Nielsen og Laura Elmina Nielsen, 8. vdg. pc. Fædresminde, og søster til Margrethe Nielsen ovenfor. Hun forblev ugift; døde i Rønne 27/2 1959.
Kilde: bornholmere.dk
Anna Katrine Rømer, 19 Aar,
F: Avlsbr. R., Uglegaden, Nylars,
Bh. Amt: 48 Kr.
Hun var fra ejendommen "Rømersdal", født 5/1 1890. Hun forblev ugift, var husbestyrerinde forskellige steder, en kort tid i København, men sin meste tid i Nylars.
Kilde: meddelelse fra Ella Rømer, Nylars.
Dagny Lucia Kofod, 20/10 1892 (16 år),
F: Lærer K., Tejn, Olsker,
Bh. Amt: 48 Kr.
Hun var datter af lærer Karl Magnus Kofod, lærer ved skolen i Tejn 1890-1912.
Frida Kjems, 23 Aar,
F: Gdr. K., Lindtrup, Sønderjylland,
Viborg Amt: 60 Kr.
Faderen død. Opholdt sig i Kongeriget fra det 4. Aar.
Hun var født 19/4 1886 på Mejlbygård, Lindtrup i Sønderjylland. Moderen Kathrine Johanne, f. Larsen, stammede fra Strangegård i Klemensker, og havde været elev på Vallekilde Højskole. Faderen, Iver Thomsen Kjems, døde imidlertid i 1890, hvorefter moderen med tre børn flyttede til Piledamsstræde i Nexø. Frida Kjems angives at have været massøse i København.
Kilde: Jochum. side 77
Agnes Marie Mikkelsen, 19 Aar,
F: Gdr. m., Simonsgaard, Rutsker,
Odense Amt: 75 Kr.
Hun var født 28/10 1889. Hun blev 1911 gift med Ejler Hjorth Westh fra Båsegård i samme sogn, født 28/5 1885 og elev på højskolen 1904-05, og de overtog hans fødegård. En søn og en datter blev senere elever på højskolen.
Kilde: St. Hallegårdsfamilien.
Marie Kristine Bendtsen, 21 Aar,
F: Avlsbr. B., Østerlars,
Holbæk Amt: 75 Kr.
Marie Christine Bengtsen, født 19/4 1888 i Aaker, men familien var senere flyttet til Østerlars. Faderen var født i Sverige. Hun forblev ugift, var husbestyrerinde på ejendommen Rytterbakken i Ibsker. Hun døde i Rønne 29/9 1961, 73 år.
Kilde: bornholmere.dk
Karen Cecilie Olsen, 20 Aar,
F: Gdr. O., Skadegaard, Nyker,
B.H.E.: 32 Kr.
Hun blev kort efter højskoleopholdet husbestyrerinde hos Hjalmar Hansen, Pæregård, Aaker, og senere gift med ham. Ca. 1915 flyttede de til ejendommen "Kanikkevang" ved Aakirkeby, og i 1927 flyttede de til Nylars.
Kilde: meddelelse fra Kirsten Müller, Aakirkeby.
Petra Susanne Jørgensen, 19 Aar,
F: Avlsbr. J., Sose, Vestermarie,
B.H.E.: 32 Kr.
Hun var født 7/2 1890, datter af husmand Laurits Peter Jørgensen og Sanna Karoline, f. Andersen.
Ingen yderligere oplysninger.
Laura Nielsine Andersen, 18 Aar,
F: Gdr. A., Julegaard, Rutsker
Hun var født 12/11 1890. Hun blev gift med Jens Jensen Nyholm fra Sønderjylland, født 3/9 1890 og elev på Ryslinge Højskole 1910-11. De overtog 1918 Gildesgård i Vestermarie. En plejedatter, Erna Olsen, blev elev på højskolen 1946.
Kilder: LB. 316-317 og 357.
Ellen Regine Munch, 19 Aar,
F: Gdr. M., Raageskovsgaard, Ibsker,
1905 paa Højsk. her.
Ellen Regine Munch, født 5/9 1889, fra Rågeskovsgård, Ibsker. Hun forblev ugift; boede hjemme på gården; betegnes 1938-52 massøse.
Som det fremgår var det hendes andet ophold. Hun døde 17/9 1978.
Kilder: LB. side 190; Bhs. Vejviser.
Helvig Elisabeth Kofoed, 18 Aar,
F: Gdr. K., St. Munkegaard, Aaker.
Hjemmeundervisning.
Hun var født 10/12 1890. Hun blev 22/4 1913 gift med Markus Blem fra Engegård, Nylars, søn af folketingsmand og kreditforeningdirektør Markus Peter Blem. Han var født 18/4 1889 og elev på højskolen 1905-06. De overtog hans fødegård, Engegård, som de havde indtil 1944, da en søn overtog. Denne søn, Markus K. Blem, var elev på højskolen 1939-40.
Kilder: LB. side 143 og 258; Bendix. side 41.
Anna Sofie Hansine Larsen (Lau), 18 Aar,
F: Skræder L., Aakirkeby.
Opdr. hos Maler Lau.
Hun var født 17/11 1890. Hun blev gift med lærer Johannes Hansen, Frejlev på det sydøstlige Lolland, men hun døde på Nakkebølle Sanatorium på Fyn allerede den 14/4 1925, 34 år gammel.
Kilde: bornholmere.dk
Asta Rigmor Nielsen, 16/2 1892 (17 år),
F: Lærer N., Grødby, Aaker
Hun var datter af lærer Hans Martin Nielsen, Grødby skole. Han havde været elev på højskolen i Bøgeskov´ernes tid. Asta Rigmor Nielsen blev gift 1918 med Jokum Hansen fra ejendommen "Lindholm" i Bodilsker, født 15/4 1888, og de overtog denne ejendom, som de havde indtil 1947, da en søn overtog den.
Kilde: Lauegd. side 93-94.
Karen Marie Hansine Nansen, 22 Aar,
F: Partikulier N., Neksø
Hun var født og opvokset på ejendommen "Lillevang" i Poulsker. Hun blev senere landmandskone i Neksø, gift med Johannes Hansen, født 12/1 1884 og bosat på ejendommen markj. 161, Brogade, Neksø.
Kilde: meddelelse fra Olaf Hansen, Neksø.
Hansine Sofie Hansen, 28/11 1891 (17 år),
F: Gdr. H., Aagaard, Aaker
Hun boede hjemme på gården i mange år. Blev som ca. 50 årig gift med Aksel Andreas Jensen, som var tidligere avlsbruger, men derefter var blevet ansat ved Aakirkeby Sparekasse.
Kilde: meddelelse fra Kirsten Jørgensen, Aakirkeby.
Anine Kathrine Espersen, 20 Aar,
F: Partikulier E, Tjørneby, Poulsker
Hun var egentlig fra en af Tjørnebygårdene, 6. slg., født 8/10 1888. Hun blev gift med Johannes Andreas Munch fra Skrukkegård i samme sogn, født 11/11 1886 og elev på højskolen 1906-07, og de overtog 1918 Eskildsgård i Ibsker. En datter, Hedvig Munch, var elev på højskolen 1943.
Kilde: LB. side 190 og 294.
Karoline Dam, 27 Aar,
F: Avlsbr. D., Aakirkeby
Caroline Dam, født 18/12 1881. Efter højskoleopholdet var hun i nogle år tjenestepige i Højskolens køkken. Senere blev hun husbestyrerinde for sin broder, Marcus Dam, på ejendommen Stengade 35, Aakirkeby.
Kilder: Elevforeningens medlemslister; Bhs. Vejviser.
Anine Magdalene Larsen, 20 Aar,
F: Gdr. L., Lykkeg. Vestermarie
Hun var født 25/9 1888. Hun blev gift med Thorvald Johannes Nielsen, som var fra Sofiendal ved Årsballe. Han var ansat i ØK og var plantagebestyrer på Malakka-halvøen i Sydøstasien. Hjemme på orlov i 1919 blev de gift i Bodils Kirke den 28/10, og kort efter rejste de ud dertil. Men få måneder efter pådrog hun sig en alvorlig nervesygdom, blev indlagt på et hospital i Singapore og døde 25/2 1920, 31 år gammel. Forældrene var på det tidspunkt flyttet til Lobbæk.
Kilder: bornholmere.dk; notits i Bhs. Tidende den 5/3 1920.
Agnes Mathilde Christensen, 19 Aar,
F: Parcell. Chr., Nørby, Visby, Sønderjylland,
Sønderj. Foren.: 66 Kr.
Jensine Jensen, 21 Aar,
F: Snedker J., Dragsted, Døstrup, Sønderjylland,
Sønderj. Foren.: 66 Kr.
Gyde Marie Møller, 19 Aar,
F: Gdr. M., Mollerup, Visby, Sønderjylland,
Christine Jessine Nielsen, 19 Aar,
F: Gdr. N., Gjerup, Dale, Sønderjylland,
Karen Jensen, 18 Aar,
F: Avlsbr. J., Aaen, Østerlars,
Maj-Juni, 2 Mdr., Bortrejst 28. Juni p.g.af Faderens død,
B.H.E.: 32 Kr.
Ejendommen kaldes senere "Åvang" og ligger lavt i Kobbeådalen øst for Østerlars kirke. Karen Jensen var født 13/10 1890, og hun blev senere gift med Christian Mathias Phil, født 28/4 1887, og elev på Ryslinge Højskole. De overtog hendes fødehjem, Åvang. En datter og en søn blev elever på højskolen.

Tilbage til indledningssiden          

SAMs højskolehistoriske Arkiv