Elevholdene i Andreas Hansens tid

Sommerholdet 1910




Oplysninger i elevprotokollen Supplerende oplysninger
Signe Due Sommer, 19 Aar,
F: Gdr. S., Lisegaard, Ibsker

[Gården var 28. slg., som senere blev lagt ind under 6. vdg. Klintebygård. Bygningerne er nu sløjfet, og tilbage er kun vejnavnet, Lisegårdsvej]
Hun var født 6/1 1891. Hun blev gift med Hans Peter Ipsen fra ejendommen "Højene", Ibsker, født 12/11 1889 og elev på højskole 1906-07, og de overtog 1918 17. slg. Bækkegård i samme sogn. En søn, Harald Ipsen, var elev på højskolen 1940-41.
Kilder: LB. side 188 og 191; Familien Munch, Rågeskovsgård.
Marie K. Pedersen, 19 Aar,
F: Gdr. P. Pilegaard, Ibsker
Hun var født 6/2 1891. Hun blev 1913 gift med Magnus Jørgen Hermansen fra Kattesletsgård i Bodilsker, født 7/6 1888, og de overtog 3. slg. Bækkegård, Ibsker. Hun døde imidlertid allerede 1919, mens han førte gården videre indtil 1946, da en søn overtog den. Denne søn, Knud Hermansen, var elev på højskolen 1936-37.
Kilder LB. side 185 og 192; Jochum. side 29.
Bodil Joh. Rasmussen, 20 Aar,
F: Skomager R., Aarsdale Ibsker
Bodil Johanne Rasmussen, født 26/10 1889, datter af skomager Rasmus Jensinius Rasmussen og Karoline Kristine, f. Hansen, Årsdale. Ved FT 1921 var hun fortsat ugift og levede af syarbejde. Senere blev hun husbestyrerinde i Østermarie. Hun døde 9/11 1956, 67 år.
Kilde: bornholmere.dk
Agnes Mortensen, 18 Aar,
F: Gdr. M., Yppernegaard, Nyker
Hun var født 9/2 1892. Hun blev 1915 gift med Hans Olav Kofoed fra Skovgård i Bodilsker, født 18/12 1890 og elev på højskolen 1909-10. De overtog Hundshalegård i Åker, som de havde til 1945. En søn og to døtre blev elever på højskolen.
Kilder: LB. side 139 og 247; Jochum. side 46.
Hansine Kr. Kjeldsen, 21 Aar,
F: Partikulier K., Aakirkeby
Hansine Kristine Kjeldsen, født 16/2 1889, datter af avlsbruger Ole Kjeldsen og Johanne Marie, f. Holm, 16. slg. pc., (Smedegårds parcel), Åker, men i 1910 var de altså flyttet til Aakirkeby. Hun blev gift med gårdejer Hans Junius Kofod Munk, født 22/6 1892 i Vestermarie, og bosat på 4. slg. Myrebygård. Senere boede de i Aakirkeby. Hun døde 18/1 1973, 83 år.
Kilde: bornholmere.dk; LB. 339.
Hansine Vibe, 23 Aar,
F: Avlsbr. V., Aakirkeby
Hansine Kristine Vibe, født 11/5 1887, datter af gårdejer Rasmus Peter Vibe og Laura Christine, f. Kaas, Kirkebogård, Bodilsker, men i 1910 var familien altså flyttet til en mindre landejendom i Aakirkeby. Hun blev gift med gartner Hans Nikolaj Markmann og bosat i Gudhjem. Hun døde 2/10 1969, 82 år.
Kilde: bornholmere.dk
Kathrine M. Hansen, 24 Aar,
F: Borgmester H., Aakirkeby
Cathrine Marie Hansen, født 24/3 1886, datter af avlsbruger Hans Peter Hansen og Oline Kristine Hansen. Hun forblev ugift; var 1921 medhjælp i huset for forældrene; ved hendes død den 31/1 1928, 41 år, benævnes hun kassererske. En søster til hende var elev 1899.
Dagmar Sofie Charl. Pedersen, 20 Aar,
F: Avlsbr. P., Grønnevang, Aaker
Hun var født 22/9 1889. Hun blev gift med Christian Hansen fra Bjerregård, Åker, født 15/9 1884, og de overtog Gyldensgård i Østermarie, som de havde 1912-42; derefter Gyldenshjem til 1960.
Kilder LB. side 137 og 405; meddelelse fra Aase Rotvit, Aakirkeby.
Ingeborg Karol. Fr. Jensen, 19 Aar,
F: Smed J., Aakirkeby
Ingeborg Karoline Frederikke Jensen, født 30/12 1890 i Nyker, men familien var altså senere flyttet til Aakirkeby. Hun blev gift med bogholder Hans Peter Larsen og bosat i Rønne. Hun døde 25/10 1971, 80 år.
Kilde: bornholmere.dk
Alfrida Søby, 20 Aar,
F: ??, København
Ellen Hansine Hjorth, 20 Aar,
F: Hmd. H., Pedersker
Hun var født 6/3 1890, datter af husmand og snedker Janus Kristian Hjorth og Margrethe Marie, f. Kofod, 1.slg. pc., Pedersker.
Ingen nærmere oplysninger.
Emma Kr. Madsen, 19 Aar,
F: Murer M., Ravning pr. Vejle
Inger Marie Sørensen, 20 Aar,
F: Gdr. S., Faarup, Vendsyssel
Emilie Marie Kristensen, 20 Aar,
F: Overseg. Kr., København
Dagmar Oliva Hansen, 20 Aar,
F: Gdr. H., Søgaard, Østermarie
Hun var født 13/1 1890. Hun blev 1916 gift med Janus Andreas Svendsen fra Ll. Frigård, Østermarie, født 26/8 1890 og elev på højskolen 1910-11. De overtog Ellesgård i samme sogn. De fik fire børn, men allerede i 1923 døde hun, 33 år gammel. Én datter og to sønner blev elever på højskolen. Han blev senere gift igen med Marie Madsen fra Bakkegård, Østerlars.
Kilder: LB. side 387-388; Østerlars-slægter, side 40.
Ida Jepbine Marker, 21 Aar,
F: Murer M., Aaker
Hun var født 6/11 1888 i Arnager, Nylars, datter af murer og husmand Hans Peter Marker og Karen Jepbine Dorthea, f. Ipsen, men senere er familien altså flyttet til Åker. I 1914 angives Ida at bo i Møllegade, Aakirkeby. Hun angives at være død 2/1 1966 i Helsinge, Sjælland.
Laura Hansine Olsen, 24 Aar,
F: Hmd. O., N. Grimmelstrup, Falster
Anne Dorthea Joh. Christensen, 19 Aar,
F: Snedker Ch., Brede, Sønderjylland
Andrea Rasm. Carol. Mortensen, 21 Aar,
F: Landpost M., Møgeltønder, Sønderjylland
Jørgine Magdalene Mortensen, 25 Aar,
F: Svineopkøber M., Arnitlund, Sønderjylland
Margrethe Mortensen, 21 Aar,
F: Svineopkøber M., Arnitlund, Sønderjylland
Ane Kirstine Lytsen, 18 Aar,
F: Gdr. L., Østerby, Sønderjylland
Caroline Marie Fr. Refeldt Svendsen, 3/7 1892 (fyldte 18 år),
F: Købm. S., Rønne
Hun var født i København, datter af købmand Frederik Refeldt Svendsen og Marie Vilhelmine, f. Andreasen, Rønne, som begge stammede fra Sønderjylland, men efter at være bosat i København var flyttet til Rønne i 1894. En søster var elev 1908.
Ingen nærmere oplysninger fundet.
Thora Kr. Cecilie Svendsen, 20 Aar,
F: Mejeribest. S., Dybdal Østerlars

Thora Kristine Cecilie Svendsen, født 13/3 1890, datter af mejeribestyrer Andreas Thomas Svendsen og Berta Margrete Dorthea, f. Moritzen, A/M Dybdal, Østerlars. Hun blev gift med Emil Arnold Pedersen, som i stamtavle angives først at være gårdejer i Østermarie, men der var muligvis blot tale om et husmandssted. Fra 1938 handlende i Rønne, senere igen arbejdsmand. De boede Østergade 1, Rønne.
Kilder: Meddelelse fra Ragnhild Seier, Rønne (datter); Bhs. Vejviser; Slægten Seier af Rønne.
Asta Hansine Kjærgaard, 10/5 1893 (fyldte 17 år),
F: Købm. Kj. Neksø
Hun blev 1932 gift med enkemand og lærer Johannes Hansen, født 25/9 1882 på Langeland, og de blev bosat i Frejlev, Kettinge sogn ved Nysted på Lolland, hvor han var førstelærer. Hans første kone var død året før af tuberkulose på Nakkebølle Sanatorium.
Kilde: Kirkebog, Aakirkeby sogn; Jensen-sl. side 22.
Margrethe Engeline Jensen, 18 Aar,
F: Gdr. J. Møllegaard, Vestermarie
Margrete Engeline Jensen, født 28/8 1891. Hun nævnes sidst som husbestyrerinde hos en fhv. gårdejer Andreas Jensen, som var hendes bror, Fru Stenbergsvej, Rønne. Hun døde 30/3 1977, 85 år.
Kilde: bornholmere.dk
Anna Sofie Tholstrup, 19 Aar,
F: Gdr. T., Øster Tørslev, Randers
Hun var én af tre søskende, foruden hende to brødre, der fra denne landsby kom som elever på Bornholms Højskole. Det hang utvivlsomt sammen med, at der i sognet var en præst, der stammede fra Bornholm, nemlig August Kristensen, som var søn af den mangeårige sognepræst i Rønne F. V. Christensen, og han var gift med en datter fra Strangegård i Klemensker. Begge brødrene blev herovre idet de begge giftede sig til en gård, nemlig Strangegård, Klemensker og Dalegård, Nyker.
Anna Sofie Tholstrup blev også herovre en tid efter opholdet, dels som tjenestepige i højskolens køkken, og dels som medhjælper i en boghandel i Aakirkeby. Derefter vendte hun tilbage til Øster Tørslev og blev senere gift og kom til at hedde Justesen.
Ingeborg Marg. Bohn, 20 Aar,
F: Smed B., Saksebro, Aaker
Ingeborg Margrethe Bohn, født 18/7 1890. Hun forblev ugift. Død på "Slottet" i Rønne 22/1 1982, 91 år.
Kilde: bornholmere.dk
Marie Georgine Andersen, 4/2 1895 (15 år),
F: Afholdsvært A., Rønne
Hun var datter af Laurits Georg Andersen og Caroline Hermandine Christine , f. Christensen. Ved fødslen var faderen skomager og de boede i. Vimmelskaftet, Men han havde altså senere skiftet erhverv. Hun blev gift med dampskibsekspeditør Aage Marinus Jensen og bosat i Rønne. Hun døde 18/12 1983, 88 år.
Kilde: bornholmere.dk.
Eline Marie Nielsen, 1/5 1894 (16 år),
F: Hmd. N., Rø
Hun var datter af husmand Julius Peter Nielsen og Marie Kirstine, f. Kristiansen, 9. slg. gr., Rø. Hun blev uddannet sygeplejerske, gift med Laurs Nørgaard og bosat i København. Efter mandens død Almindingsvej i Rønne. Døde 27/4 1976, 82 år.
Kilder: bornholmere.dk.
Karen Kirstine Nielsen, 22 Aar,
F: Parcellist N., Tømmestrup, Stevns,
Juli, 1 Md.
Hun var datter af parcellist Niels Nielsen og Ane Margrethe, f. Larsen, Tommestrup i St. Heddinge landsogn.
Margrethe Juliane Munch, 17/2 1893 (17 år),
F: Gdr. M., Sose, Vestermarie
Hun var fra 27. slg. Sosegård. Hun blev 1928 gift med Peter Andreas Pedersen fra Fåregård i Olsker, født 13/12 1903, og de overtog ejendommen "Frihedsminde" i Knudsker. Han døde imidlertid knap to år senere, men hun førte ejendommen videre til 1946.
Kilder: LB. side 233 og 345; Familien Juul, side 78; Bhs. Vejviser.
Agnes Marry Jensen-Tusch,
F: Skovf. J.T., Almindingen, Aaker
Hun var født 17/8 1893 og var således 16 år under opholdet, datter af Leopold Jensen-Tusch og Mary, f. Brown. Faderen stammede fra Slesvig, og moderen fra England. I 1890 betegnes han som opsynsmand, men er åbenbart senere avanceret til skovfoged.
Ingen nærmere oplysninger.


Tilbage til indledningssiden          

SAMs højskolehistoriske Arkiv