|
|
Elevholdene i Frode Aagaards tid
Vinterholdet 1933-34
|
|
|
Billedet er hentet fra bornholmskebilleder.dk.
|
Oplysninger i elevprotokollen
|
Supplerende oplysninger
|
Gunnar Kofoed, 20 år,
F: Grd. K., Gadegaard, Poulsker,
Elevf. 100 kr.
Anm. Aftenskole.
|
Gunnar Due Kofoed, født 4/4 1913. Hans far, Viggo Peter Kofoed, havde været elev på højskolen 1903-04.
Gunnar Kofoed overtog 1939 Brogård i samme sogn, gift med Emmy Hjorth Bertelsen, født 6/8 1916, datter af en savværksejer i Svaneke. I 1950 flyttede de til Slettegård i Pedersker, efter at ejerparret dér kort tid forinden havde mistet deres ene søn, som havde været forvalter og givetvis skulle have overtaget den (se nedenfor). Slettegård var lidt større end Brogård, men med bedre jord.
Kilder: LB. 286, 297-298; Bhs. Vejviser; meddelelse fra bekendt.
|
Edvard Holm, 20 år,
F: Grd. H., Lærkeshøj, Aaker,
Bhs. Amt 125 kr.
Amn. Aftenskole
|
Edvard Christian Holm, født 29/10 1914. Han benævnes senere entreprenør; han havde således i en del år tærskeværk og forskellige landbrugsmaskiner. Han var gift med Ingrid Christensen, som i nogle år var medhjælper i højskolens køkken.
|
Christian Pedersen, 23 år,
F: Husmand P., Aaker,
Bhs. Amt 125 kr.
Anm. Aftenskole
|
Muligvis identisk med Edvard Carl Christian Pedersen, født 27/12 1909, søn af avlsbruger Thorvald Kristian Pedersen og Eva Alvilda, f. Skov, Hedebo, Sletteenge, Aaker. Han nævnes som skovarbejder, bosat på et husmandssted, "Ipsens Minde"; til sidst bosat i Nylars, hvor han døde 19/4 1998.
Kilder: bornholmere.dk; KB; Bornholms Vejviser.
|
Peder Pedersen, 21 år,
F: Husmand P., Aaker,
Bhs. Amt 125 kr.
|
Muligvis identisk med Hans Peter Pedersen, født 12/8 1912, søn af malermester Johannes Pedersen og Anna Ingrid, f. Jacobsen, Kongens Mark ved Graneli, Aaker. Han forblev ugift; blev på et tidspunkt husmand i Knudsker; døde 4/4 1971, 58 år.
Kilder: bornholmere.dk; KB; Bornholms Vejviser.
|
Frode Jørgensen, 22 år,
F: Avlsbruger J., Balka, Bodilsker,
Bhs. Amt 125 kr.
Anm. Aftenskole.
|
Frode Reginald Johannes Jørgensen, født 18/1 1912 i Aakirkeby, men familien flyttede senere til Balka. Han blev i mange år boende på Balka og kaldte sig stenkløver, gift 10/4 1943 med Helga Kofoed. Han døde 15/5 1992 i Nexø.
Kilder: bornholmere.dk; KB; Bhs. Vejviser.
|
Jens Kofoed, 18 år,
F: Grd. K., Slettegaard, Pedersker,
Anm. Realskole.
|
Jens Andreas Kofoed, født 29/1 1916. Begge hans forældre havde været elever på højskolen. Han var forvalter på gården, men døde allerede i 1949, 33 år gammel. Året efter blev gården solgt til Gunnar Due Kofoed (se ovenfor).
Kilder: LB. 286; gravmæle på Pedersker Kirkegård. Kures gårdfort.
|
Erik Olsen, 18 år,
F: Maskinmester O., Rønne,
Anm. Rønne Statsskole.
|
Erik Lau Olsen, født 5/7 1915.
Ellers ingen oplysninger.
|
Hans Otto Westh, 20 år,
F: Grd. W., Lærkegaard, Olsker,
Anm. Aftenskole.
|
Han var født 9/10 1913 på en Vestergårds parcel i Vestermarie. Hans forældre var Hans Jensen Westh fra V. Klintgård i samme sogn, født 1/12 1889 og elev på højskolen i 1911-12, og den 15 år ældre Roberta Margrethe Kristine Poulsen fra Kirkemøllen, ligeledes i Vestermarie. De var blevet gift året før og fik altså en søn i oktober 1913. Men knap en måned efter fødslen døde moderen, 39 år gammel. Drengen kom derfor i pleje hos bedsteforældrene på V. Klintgård.
Hans far, Hans Jensen Westh, blev fem år efter, 1918, ejer af St. Lærkegård i Olsker, hvor han i januar 1922 blev gift anden gang med den 14 år yngre Dorthea Marie Hansen fra Allinge, med hvem han fik yderligere 9 børn, 4 sønner og 5 døtre.
Hans Otto Westh var ved folketællingen 1930 forkarl hos faren på St. Lærkegård, og herfra kom han som elev på højskolen i 1933-34. Han blev senere landmand på "Toftegård", Hyllested, Sjælland, gift 1938 med Edel Højland fra Løve sogn, ligeledes Sjælland. Han døde 18/9 1988, 74 år.
Kilde: bornholmere.dk; diverse notitser i kirkebøger og folketællingslister.
|
Arne Olsen, 18 år,
F: Grd. O., Hollændergaard, Olsker.
Elevf. 75 kr.
|
Arne Olsen var født 4/8 1916. Begge hans forældre havde været elever på højskolen. Han blev gift med Ruth Elisabeth Ingvorsen, født 4/9 1921 og elev på højskolen 1941, fra ejendommen Egevang i Østerlars. De boede først på Bakkegård, Rutsker fra 1946 til omk. 1960; derefter på hans fødegård, St. Hollændergård.
Kilder LB. 276 & 313; Bhs. Vejviser.
|
Valdemar Hansen, 19 år,
F: Rentier H., Nexø,
Anm. Aftenskole.
|
Valdemar Hansen, født 30/12 1914 og vokset op på Ellegård i Poulsker, men forældrene var som ældre flyttet til Munkegade i Nexø. Han blev omkr. 1943 ejer af Skovgård i hjemsognet, blev i 1947 borgerligt gift med sin husbestyrerinde, Karin Ingefred Hansen, som var fra Blågård sogn i København. De fik den 6/1 1948 en datter, Hanne Irene Hansen, men hun blev kun 5 måneder gammel. Om der er en sammenhæng er ikke til at vide, men samme år afhændede de gården. Det videre forløb er uvist, men det hedder, at ægteskabet blev opløst. Det ser ud til, at han derefter har boet forskellige steder og ernærede sig som arbejdsmand, indtil han omkr. 1964 flyttede til Smedegårdsvej i Knudsker og fik arbejde som brænder på Rabekkeværket indtil pensioneringen. Han døde på Gigtplejehjemmet i Rønne 5/8 2000, 85 år.
Kilde: bornholmere.dk; Bhs. Vejviser; en lille nekrolog i Bhs. Td. den 9/8 2000 (hvor nogle af oplysningerne dog ikke er rigtige).
|
Holger Aggerholm, 20 år,
F: Grd. A., Vestervang, Klemensker,
Elevf. 100 kr.
Anm. Aftenskole.
|
Jens Holger Aggerholm, født 7/10 1913. Hans mor havde været elev på højskolen. Han blev gift med Bodil Kirstine Blem fra Soldatergård, Aaker, født 21/10 1909, og de overtog hendes fødegård, først i forpagtning og fra 1946 som ejendom.
Kilder: LB. 146 & 213.
|
Holger Jensen, 20 år,
F: Grd. J., Gadegaard, Pedersker,
Anm. Aftenskole.
|
Holger Arne Jensen, født 8/10 1913, fra St. Gadegård. Han forblev ugift, men overtog fødegården 1947 med en søster som husbestyrerinde og en bror som fast medhjælper.
Kilder: LB. 286; meddelelse fra slægtning.
|
Aage Nielsen, 21 år,
F: Grd. N., Letholmsgaard, Vestermarie,
Bhs. Amt 125 kr.
|
Aage Villiam Nielsen, født 25/11 1912 på Fyn, men familien flyttede 1914 til Letholmsgård. Han blev gift med Annine Kristine Christensen, født 30/12 1914, fra Gjettrup i Jylland. De blev 1936 bosat på ejendommen Tinghøj, Vestermarie, som er en udstykning fra nabogården Ahlegård og derfor ligger nær ved Letholmsgård.
Kilder: LB. 350 & 351.
|
Anselm Olsen, 22 år,
F: Arbejdsmand O., Østermarie,
Arbejdsløshedsf. 235 kr.
Anm. Aftenskole.
|
Anselm Otto Mathias Olsen, født 24/4 1911. Han døde 22/7 1975 i Ålborg Budolfi sogn. Yderligere oplysninger er endnu ikke tilgængelige.
Kilde: bornholmere.dk
|
Karl Kofoed, 18 år,
F: Grd. K., Bolbygaard, Klemensker,
Anm. Aftenskole.
|
Karl Kofoed var født 2/8 1915. Hans far havde været elev på højskolen, og han var selv en af 9 søskende, der blev elever. Han blev gift med Inger Louise Larsen fra Svaneke, født 3/9 1921, og de blev først bosat på ejendommen Skovfryd, Vestermarie fra 1943 til omk. 1950, hvorefter de flyttede til Lindholmsgård i Rø.
Kilder: LB. 206, 332 & 346; Bhs. Vejviser.
|
Helge Olsen, 20 år,
F: Grd. O., Degnegaard, Klemensker,
Elevf. 75 kr.
Anm. Aftenskole.
|
Han var født 28/9 1913. Han overtog 1945 gården sammen en bror, Esper Andreas Olsen, som også havde været elev på højskolen. De forblev begge ugifte. På gården boede også en ugift søster, Eda Olsen, som også havde været elev.
Kilde: LB. 201; personligt kendskab.
|
Holger Hansen, 20 år,
F: Avlsbruger H., Østerlars,
3 Mdr., Jan.- Marts.
|
Holger Elmer Hansen, f. 10/2 1915, søn af husmand Andreas Peter Hansen og Hansine Gundeline Bengtsen, Sigtebækshuset, Østerlars. Han blev fra omkr. 1945 gartner på Smedegårds Gartneri i Rø. Han døde i Gudhjem 19/3 2002, 87 år.
Kilder: bornholmere.dk; Bornholms Vejviser.
|
Anton Weber, 20 år,
F: Brobygger W., Flensborg,
Sønderj. Fond 325 kr.
Anm. Handelsskole.
|
|
Otto Poulsen, 23 år,
F: Typograf P., Flensborg,
Sønderj. Fond 235 kr.
Anm. Teknisk Skole.
|
|
Harald Folkmann, 23 år,
F: Avlsbruger F., Klemensker,
3 Mdr. Jan.- Marts; Elevf. 45 kr.
|
Harald Kornelius Folkmann, født 24/4 1911 på ejendommen Østervang i Klemensker. Han blev gift med Lydia Karla Johanne Nielsen fra Svaneke, født 4/6 1910, og de blev 1936 bosat på ejendommen Gyldenshøj i Østermarie.
Kilder: LB. 216 & 405-406.
|
Georg Rømer, 18 år,
F: Proprietær R., Møllegaard, Klemensker,
3 Mdr. Jan.- Marts,
Anm. Rønne Statsskole.
|
Georg Godtfred Villiam Rømer, født 12/9 1916. Hans far havde været elev på højskolen. Han overtog 1941 Møllegård; blev gift med Gunvor Sonne fra Vellensbygård, Nylars, født 23/5 1920.
Kilder: LB. 221; Lauegd. 101.
|
Hans Peter Jensen, 28 år,
F: Snedker J., Vestermarie,
3 Mdr. Jan.- Marts; Elevf. 45 kr.
Anm. Aftenskole.
|
Han var født 30/6 1905, søn af snedker Kristian Jensen og Gine Karoline, f. Hansen. Han blev landmand og erhvervede 1938 ejendommen Åvang i Myreby, gift året efter med Else Valborg Nielsen, f. 25/1 1915 i Rønne. De havde ejendommen til omkring 1960, hvorefter de sandsynligvis flyttede til Rønne. Deres sidste bopæl var Sct. Mortensgade 56. Han døde i Rønne 26/11 1991.
Kilde: bornholmere.dk; KB; ejendomsregister.
|
Johan Kofoed, 18 år,
F: Proprietær K., Bruunsgaard, Nylars,
Anm. Realskole.
|
Johan Munk Koefoed, født 5/5 1917. Han udvandrede til Frankrig og blev gift med en fransk kvinde 1949.
Kilder: LB. 259; Lauegd. 68.
|
SAMs højskolehistoriske Arkiv
|
|