Elevholdene i N. P. Jensens tid

Sommerholdet 1894


Højskolen ved Ekkodalen

Det første hold piger
sommeren 1894

Dette første sommerhold på den nye højskole ved Ekkodalen begyndte vist kun med 20 elever, men senere kom flere til, idet det blev bestemt at oprette et såkaldt udvidet kursus. Nanna Ingerslev, som var lærerinde i godt et år, som på billedet sidder forrest til højre ved siden af N. P. Jensen, har fortalt, at nogle af pigerne på holdet gerne ville kunne fortsætte på en videre uddannelse på skolen. Det resulterede i det nævnte kursus, som var en slags realskolekursus. Det fortsatte mere eller mindre i resten af N. P. Jensens tid og afspejler sig tydeligt på flere af elevbillederne. Det udvidede kursus medførte, at der optræder yderligere 6 navne på dette hold.

Oplysningerne i elevprotokollen Supplerende oplysninger
Marie Christine Jensen, f. 28/10 1876 (17 år)
Olsker, Lærkegaard
Der må være sket en fejl med fødselsdatoen. Hun var i virkeligheden født den 20/10 1875. Hun blev den 22/1 1906 gift med styrmand Hans Peter Hansen, som var fra Mjolden i Sønderjylland, født 28/1 1875. Hvor de boede de første år er uklart, men fra sidst i 1920erne boede de i Østergade i Allinge, og han var dampskibsekspeditør. Han døde imidlertid den 6/6 1931. Hun ser ud til at have fortsat med hans virksomhed i en del år. Senere lejede hun værelser ud i huset og drev også et mindre pensionat. Hun overlevede ham i 35 år og døde 11/7 1966, 90 år.
Kilde: Meddelelse fra Sandrea Møller, Klemensker; bornholmere.dk; Bhs. Vejviser.
Margrethe Kathrine Nielsen, f. 25/4 1876 (18 år)
Olsker, F: Lærer
Datter af lærer Mads Nielsen og hustru Karen Nielsen. De var kommet hertil kort før, idet 6 af deres syv børn, heraf også Margrethe, var født i Rostrup sogn, Aalborg Amt. Hun blev senere lærerinde ved Kirkeskolen i Rutsker i en del år. Boede som pensionist Svanekevej 17 i Rønne.
Signe Marie Riis, f. 12/9 1879 (14 år)
Klemensker, Riisbygaard
Hun blev gift med Georg Andreas Kaas fra St. Muregård, Klemensker, f. 31/8 1879 og elev på højskolen 1896-97. De overtog først St. Muregård 1907-12, men flyttede derefter til Duebjerggård til 1925, og derefter ejendommen "Svalvang".
Kilde: Meddelelse fra J. O. Riis, Klemensker, Bhs. Vejviser.
Anna Petra Andreasen, f. 27/5 1872 (fyldte 22 år)
Aaker, F: Husmand
30 Kr.
Hun var datter af avlsbruger Anders Andreasen og hustru Karen Kristine Andreasen. Fra en ejendom på Sigtemøllevej i skolens nærhed. Hun blev fra 1911 husbestyrerinde for Ole Skovgaard på ejendommen Arnagerbro i Nylars, der to år før var blevet enkemand. Hun døde allerede som 53 årig i 1925.
Kilde: bornholmere.dk
Marie Cicilie Nielsen, f. 24/3 1872 (22 år)
Knudsker, Bondebroen, F: Parcellist
Marie Cecilie Nielsen. Hun blev 5/1 1904 gift med Mads Madsen Bruun fra Hundstrup på Fyn og bosat på Lørup Hede i Ryslinge sogn. Han døde imidlertid allerede den 28. april 1915, 49 år. Hun vendte tilbage til Bornholm, hvor hun døde 5/12 1928 i Rønne.
Kilde: bornholmere.dk
Thyra Hansine Lund, f. 28/6 1876 ?
Aaker, F: Husmand
60 Kr.
Datter af vejmand Hans Peter Lund og hustru Kristine Malene Lund, 20. vdg.pc. (Spidlegds.pc.); hun blev gift med træskomager Jens Kofoed og bosat i Slagtergade i Rønne. Hun døde allerede 17/4 1928.
Kilde: bornholmere.dk
Anna Marie Stange, f. 24/7 1868, (25 år)
Klemensker, F: Gaardejer
60 Kr.
Hun var fra Bjergegård, Klemensker, blev gift med Poul Andreas Olsen og bosat på en af Myrebygårdene i Vestermarie, som de havde fra omk. 1895 til 1904
Sanna Kirstine Bech, f. 25/5 1877 (fyldte 17 år)
Hasle, Værge: Skomagermester Bech
60 Kr.
Hun blev født i Poulsker, men blev plejebarn hos skomager Anders Peter Andersen Dam og hustru Marie Kirstine Dam i Hasle. Hun blev gift med avlsbruger og vognmand Hans Peter Munch i Hasle, men hun døde allerede 6/12 1914, 37 år.
Kilde: bornholmere.dk
Petra Frederikke Dahl, f. 26/6 1876 (fyldte 18 år)
Vester-Marie, Nørregaard
60 Kr.
Hun blev gift med Magnus Herman Sonne fra nabogården, Plommegård, som de overtog 1907. Han var født 21/10 1861. Deres tre børn, to sønner og en datter, blev elever på højskolen. De havde gården til 1946, da den ene af sønnerne overtog den.
Kilde: Slægten Dahl, Nørregård, Vestermarie.
Engeline Dam, f. 7/11 1877 (16 år)
Vester-Marie, Kæmpegaard
Hun blev gift med Edvard Anton Sonne, og de overtog 1904 Gadegård i det østlige Åker. Tre sønner og én datter blev elever på højskolen.
Kilde. Meddelelse fra Harald Sonne, tidligere Gadegård.
Sigrid Marie Blem, f. 23/5 1877 (fyldte 17 år)
Nylars, Engegaard
Hun var datter af folketingsmand Markus Peter Blem og nr. 2 af 6 søskende, der var elever. Hun blev på skolen i ca. to år mere på det såkaldt udvidede kursus. Derefter hedder det sig, at hun underviste sine yngre brødre og nogle nabobørn hjemme på gården. Hun blev senere gift med Ludvig Kofoed, St. Bukkegård, Aaker, elev vinteren før, og bosat dér. Deres fem børn blev alle elever på højskolen. Men hun døde i en tidlig alder.
Kristine Marie Georg. Andersen,
f. 29/9 1876 (17 år)
Vestermarie, Engegaard
60 Kr.
Hun var fra Østre Engegård i den østligste del af sognet og den ældste af 5 søskende, der var elever. Hun fortsatte på det udvidede kursus i ca. to år. Hun blev senere gift med Hans Peter Kofoed, elev 1895-96, fra Ll. Bakkegård i Olsker, og de overtog nabogården St. Bakkegård. I 1908 brændte gården imidlertid, hvorefter den blev udstykket. De bosatte sig derefter på ejendommen "Skovly" i den vestlige del af Vestermarie - lidt nord for mejeriet "Central". To af deres børn blev elever på højskolen.
Jenny Goldine Poulsen, f. 23/11 1877 (16 år)
Klemensker, Hintsegaard
60 Kr.
Hun blev senere gift med en Kofoed og fik i 1909 en søn, men manden rejste til Amerika og vendte ikke tilbage. Ved FT 1921 var hun husholderske for en ældre fhv. landmand i Rønne.
Gunhilde Kristine E. Jensen, f. 28/1 1876 (18 år)
Klemensker, Kølleregaard
60 Kr.
Hun var først husbestyrerinde for sin fader og senere for en broder hjemme på gården; senere igen for en anden broder i Maribo.
Kilde: Meddelelse fra Ellen Schou, Aakirkeby.
Marie Thorsen, f. 20/3 1877 (17 år)
Øster-Marie, Risen, F: Gaardejer
Hun var fra "Østergård", som sammen med tre andre gårde udgør området Risen. Hun blev gift med Peter Christian Hansen fra St. Duegård, Aaker, som de overtog. To sønner og to døtre blev senere elever.
Lavra Mathea Madsen, f. 10/1 1874 (20 år)
Pedersker, F: Avlsbruger
60 Kr.
Hun blev gift med Peter Thorsen og bosat på ejendommen "Kuleborg" på Smålyngen i Pedersker. Han var den kendte, "lærdeste" bonde.
Kilde: Klippeøens Mænd, elevforeningens medlemslister.
Marie Agnete B. Vest, f. 28/1 1868 (26 år)
Vester-Marie, Lynggaard
60 Kr.
Marie Agnethe Frederikke Westh. Hun blev gift med Hans Madsen Kofoed fra en af købmandsgårdene i Aakirkeby, og de overtog 1895 St. Klintgaard i Vestermarie, som de havde til 1918. En datter blev elev på højskolen 1919.
Kilde: Lauegd. 64.
Johanne Petersen, f. 7/9 1864 (29 år)
Sverrig
Petra Kristine Hansen, f. 5/11 1874 (19 år)
Vester-Marie, Sose.
Hun var fra Bækkegård i Sose, Vestermarie. Hun blev 1911 gift med Alhman Chr. Emil Kofoed, f. 18/5 1875. Han var trælasthandler i Rønne.
Kilde: Juul-familien 80-81.
Vilhelmine Katrine M. Nielsen, f. 2/12 1871 (22 år)
Tulstrup, Skanderborg Amt, F: Avlsbruger
Cecilie Katrine J. Espersen, f. 29/6 1859 (fyldte 35 år)
Neksø, F: Skibsfører,
Indk. 1. Juli
Cecilie Katrine Jørgine Espersen. Ved FT 1890 angives faderen at være købmand og fisker. Han var enkemand, så datteren har formodentlig været hans husholderske. Hun nævnes senere som lærerinde, bosat i Istedgade i København, død 18/11 1922, 63 år.
Kilde: bornholmere.dk
Johanne Hansen, f. 23/11 1866 (27 år)
Bodilsker, Stenseby, F: Gaardejer
Johanne Cathrine Hansn, datter af Jens Hansen og Cecilie Dorthea, f. Sonne, 31. slg. Stensebygård. Hun blev 22/4 1897 gift med Joseph Julius Jensen, født 27/7 1864, fra Buddegård, Bodilsker. De blev bosat på Bjergegård i Poulsker, som han i forvejen havde erhvervet. De boede der til 1920, da de lagde op og flyttede til Søndergade 15 i Nexø. Hun døde 28/3 1934; han døde 31/10 1943.
Ingeborg Christensen, f. 22/8 1876 (17 år)
Sandvig, F: Lærer
Indk. 1. Juli
Ingeborg Elise Christensen. Hun var datter af lærer Olaf Christensen, Sandvig, og søster til nedenstående Marie Christensen. Hun gik på det udvidede kursus i ca. to år med henblik på at blive lærerinde. Hun blev gift med faderens afløser på skolen, Kristian Henriksen.
Kilde: En datter, Rose Køie, har skrevet om livet i hjemmet i Jul på Bornholm 1993, side 17 ff.
Caroline Caspersen, f. 3/6 1875 (fyldte 19 år)
Neksø, F. Snedker
Indk. Sept.
Caroline Mathea Caspersen, datter af snedkermester Ole Peter Caspersen og Andrea Johanne, f. Hjorth. Hun var født i Amerika, men familien var vendt hjem omkr. 1878.
Marie Christensen, f. 21/3 1878 (16 år)
Sandvig, F: Lærer
Indk. Januar
Marie Elisabeth Christensen. Som nævnt søster til ovenstående. Hun var på det udvidede kursus i ca. 1½ år. Det er ikke lykkedes at finde andre oplysninger om hende.
En endnu yngre søster, Agnes Christensen, var elev senere.
Caroline Olsen, f. 20/6 1872 (fyldte 22 år)
Hasle, F: Avlsbruger
Caroline Christine Olsen, datter af avlsbruger Laurits Christian Olsen og hustru Caroline Cathrine, f. Marker. Hun blev gift med gårdejer Steffen Madsen, Koster på Møn.
Kilde: bornholmere.dk
Petrea Holm, f. 17/1 1880 (14 år)
Vestermarie, F: Lærer
Indk. Sept. 1894
Petrea Mathea Holm, datter af lærer Hans Rømer Holm og hustru Johanne Kristine Holm, Kirkeskolen, Vestermarie. Hun gik på det udvidede kursus og var også på skolen det følgende år. I 1921 var hun forskolelærerinde også på Kirkeskolen i samme sogn, ugift og boede sammen med moderen, der var enke.


SAMs højskolehistoriske Arkiv