Elevholdene i N. P. Jensens tid

Vinterholdet 1897-98


Højskolen ved Ekkodalen



I elevprotokollen figurerer 40 navne på højskoleelever og 4 på det udvidede kursus. Af højskoleeleverne var én kommet til december og to til januar. Omvendt var én rejst i januar og en anden var syg fra februar. Billedet må være taget ved hovedbygningens østgavl, hvor der foruden eleverne også optræder lærere og andre. Stående længst til venstre ses H. P. Jensen, mens N. P. Jensen ses længst til højre. Damen længst til venstre i forreste række er Oliva Jespersen, som boede i "Hytten". Desuden er tre af forstanderens børn og nogle andre børn i børneskolen med samt et par køkkenpiger. En enkelt elev er det muligt at sætte navn på. Det er nr. 6 fra venstre i bageste række, som er Jens Peter Hansen fra Nygård i Knudsker. Desuden er nr. 2 fra venstre i tredje række, hvis underansigt er delvis skjult af pigen foran, sandsynligvis Hans Markussen, som omtales som den sidste af højskoleeleverne.

Oplysninger i elevprotokollen Supplerende oplysninger
Alfred Peter Kaj, f. 23/6 1873 (24 år)
Aaker, F: Parcellist.
Han var født og vokset op på Spidlegård, Åker, men familien er åbenbart flyttet til et mindre sted efter 1890. Han blev senere ejer af Lille Klintgård, gift 4/10 1900 med Trine Caroline Ipsen, født 22/8 1873, som var datter på gården. To sønner blev senere elever på højskolen.
Alfred Kaj døde allerede 4/2 1928, 54 år gammel. Konen førte gården videre i ca. 10 år, indtil den ene af sønnerne, Aage Conrad Ipsen Kaj, overtog den i 1938.
Trine Ipsen overlevede sin mand i godt 40 år. Hun døde 9/5 1969, 95 år gammel.
Kilde: LB 138; Kures gårdlister; bornholmere. dk.
Peter B. Munck, f. 5/7 1871 (26 år)
Neksø, F: Købmand.
Bortrejst fra Januar.
Peter Berg Munch, søn af købmand Herman Jacob Sonne Munch, som havde overtaget forretningen efter sin svigerfader, Peter Berg.
Peter Berg Munch nævnes som fabriksejer, gift med Flora Barbara Efrandine Lassen, men han blev sindslidende og døde på Statshospitalet i Oringe, Vordingborg, 28/12 1937, 66 år.
Kilde: bornholmere.dk
Jens Peter Hansen, f. 2/6 1881 (16 år)
Knudsker, F: Gaardejer
Han var fra 20 slg. Nygård, som han overtog 1906 - muligvis i forpagtning - og samme år gift 1906 med Louise Andrea Westh, som var født på Sofiendal ved Årsballe, Klemensker, men hvis far senere blev kæmner i Rønne. Ejendomsforholdet er uklart, men gården blev 1924 overtaget af Hasle Klinker. Det ser ud til, at de boede på gården til omkr. 1930, og at de derefter slog sig ned i Østerlars, hvor han døde 22/12 1948.
Kilder: Kures gårdlister; bornholmere.dk.
Ferdinand Lambrecht, f. 2/2 1875 (fyldte 23 år)
Rutsker, F: Gaardejer
Ferdinand Andreas Lambrecht var født i Californien, USA, hvortil forældrene var udvandret. De vendte imidlertid hjem igen og bosatte sig først i Rø og senere i Klemensker. Han var fætter til nedenfor omtalte Hans Claudius Lambrecht, hvis forældre også havde været i Amerika, men var vendt hjem igen. Han boede senere i området syd for Hasle og døde i en ret tidlig alder.
Kilde: Lill May Didriksens udvandrerkartotek.
Niels Chr. Dam, f. 22/1 1876 (fyldte 22 år)
Rutsker, F: Gaardejer.
Niels Christian Dam. Han var fra Hullegård nær ved fiskerlejet Vang, og havde også været elev året før. Han blev uddannet lærer og udvandrede til Amerika, hvor han blev borgmester i en lille by. En ældre broder og søster havde været elever på Højskolen i Østermarie.
Charles Marius Dam, f. 7/9 1880 (17 år)
Rutsker, F: Gaardejer.
Han var fra Hullegård og altså broder til ovenstående. Han blev senere ejer af Dammegård i Olsker, som egentlig ikke er nogen gård, men en Ll. Myregårds parcel; gift med Annie Kjøller, som var fra Olsker, født 9/4 1874. En søn, Gunnar Dam, blev elev på højskolen 1918-19. Han overtog gården 1937.
Jens Mathias Espersen, f. 10/11 1875 (fyldte 22 år)
Nylars, Strandbygaard.
Gården var St. Strandbygård. Han blev 15/9 1905 gift med Marie Hansine Maegaard fra Maegård i Olsker, og de var først bosat på Almegård i Nylars. I 1911 overtog de St. Strandbygård, efter at en yngre bror havde haft den i fire år. De havde gården til 1941, da en søn overtog den.
Andreas Petersen, f. 8/2 1881 (fyldte 18 år)
Nylars, Hovedgaard.
Bhs. Amt: 60 Kr.
Hans Andreas Petersen var plejebarn på Hovedgård, men han var født på Skovgård i Knudsker. Hans forældre var Alfred Julius Petersen, født 5/11 1859, søn af fuldmægtig Peter Corentius Petersen i Rønne, og Marie Jensine Cathrine Koefoed, som var født på Hjulmagergård i Aaker 28/2 1863, men familien var senere flyttet til Hovedgård i Nylars. De var 30/4 1800 blevet gift som henholdsvis 20 og 17 årige, og han var allerede ejer af Skovgård. Året efter, 8/2 1881 fik de så sønnen Hans Andreas, og 9/8 1882 fik de en datter, Mine Marie (senere kaldet Minna). Det må vel nok betragtes som en usædvanlig tidlig alder for dem at påbegynde en sådan landbrugsbedrift, og det gik da heller ikke ret længe. Det ser ud til at de kun havde gården i ca. 4 år, hvorefter familien formodentlig blev opløst. Sønnen kom som nævnt i pleje hos moderens forældre på Hovegård i Nylars, og datteren kom i pleje hos købmand Christian Peter Bentzen i Rønne. I 1896 blev hun som 14 årig adopteret af ham og hans kone Juliane Christine f. Schor og fik efternavnet Bentzen. Ligesom broderen blev hun også elev på højskolen, i sommeren 1899, hvor hun kaldte sig Minna Bentzen.
Hans Andreas Petersen blev først gårdejer, senere arbejdsmand i Rønne. Han overtog 1907 22. slg. Keldsebygård i Østerlars, og blev året efter gift med Christine Juliane Hansen, som var fra Nygård i Knudsker, født 19/12 1883. Denne gård havde de til 1918, hvorefter de flyttede til Hallegård i samme sogn. I 1927 ser de ud til at være flyttet til Knudsker, og ved FT 1930 boede de på Brandsgård, hvor han må have været en slags bestyrer, for gården ejedes af Janus Christian Holm, som også ejede Sandemandsgård. I 1932 må de være flyttet til Rønne, hvor de i de følgende år havde forskellige adresser. Han døde 24/2 1963, 82 år.
Kilder: bornholmere.dk; Kures gårdlister; KB.
Ole Skov, f. 12/6 1879 (18 år)
Rø, F: Gaardejer.
Ole Olsen Skov. Han var fra Rågelundsgård, Rø. Han blev senere ejer af Ågård i Klemensker, gift med Johanne Skov, født 17/6 1879 i samme sogn. De havde gården i ca. 20 år. I 1921 flyttede han til husmandsstedet Åbo i Risby.
Kilder: Grønbech-slægten; Bhs. Vejviser
Karl Johannes Funch, f. 2/5 1880 (17 år)
Olsker, F: Gaardejer.
Han var fra St. Myregård, Olsker. Han blev gift med Hedvig Amalie Jensen, fra St. Hallegård, født 1884 og elev på højskolen 1902. De var først bosat på Skovgård i Rutsker, men fik senere mulighed for at overtage hendes fødegård, St. Hallegård, som ellers var blevet solgt til anden side. Han var sandemand og medlem af sognerådet. De fik i alt 10 børn, hvoraf den ældste og de tre yngste blev elever på højskolen. Han døde 1954.
Kilde: Jul på Bornholm 1954.
Kristian Fr. Jakobsen, f. 25/3 1873 (fyldte 25 år)
Bodilsker, Langedeby, F: Gaardejer.
Bhs. Amt: 60 Kr.
Kristian Frederik Jakobsen. Han var fra 23. slg. i Langedeby, som er den, der ligger længst mod øst. Han blev gift med Hansine Jørgine Jensen, og de blev 1905 bosat på 26. slg. Kroggård, som ligger midt i rækken af gårde i Langedeby. De havde gården til 1937, da en datter og svigersøn overtog den.
Oluf Julius Skov, f. 28/3 1876 (fyldte 22 år)
Bodilsker, Skoven, F: Gaardejer.
Han var fra gården "I Skoven". Han blev senere ejer af Vibegård i Knudsker, gift med Johanne Marie Hansen fra Gamlevælde i Østerlars, født 29/7 1881. De overtog gården omkr. 1906 og havde den indtil 1946.
Kilde: Jochum. 79; Bhs. Vejviser.
Peter Petersen, f. 3/2 1875 (fyldte 23 år)
Ibsker, F: Gaardejer.
Han blev senere ejer af ejendommen "Østerli", gift med Sofie Mikkelsen. En søn, Georg Pedersen, var elev på højskolen 1922-23. Han overtog ejendommen 1931.
Kilde: Jul på Bornh. 1947
Peter Andreas Hansen, f. 2/6 1878 (19 år)
Bodilsker, F: Boelsmand.
Bhs. Amt: 60 Kr.
Han var fra ejendommen Aspesbakke, Bodilsker. Han udvandrede til USA, hvor han først var med til at anlægge en af Pacific-banerne. Senere blev han frugtavler i staten Washington. Han var ugift.
Kilde: Meddelelse fra Inger Jessen, Bodilsker.
Hans Claudius Lambrecht, f. 19/1 1878 (fyldte 20 år)
Rutsker, F. Gaardejer.
Han var født i Klemensker efter at forældrene i nogle år havde været i Californien, USA, hvor en ældre broder var født. I 1890 var de flyttet til 20. slg. Bagergård i Rutsker. Han overtog senere gården, men udvandrede selv til USA i 1911 og blev farmer derovre.
Alfred P. Andersen, f. 11/1 1881 (fyldte 17 år)
Aakirkeby, F: Avlsbruger.
Syg fra Februar.
Alfred Peter Andersen. Han var egentlig fra en Aspesgårds parcel i Aaker sogn, søn af Hans Jørgen Andersen og Karoline Katrine, f. Olsen. Han døde af sin sygdom den 12. august samme år.
Jens Chr. Dam, f. 15/7 1876 (21 år)
Østerlars, Spagergaard.
Gården var St. Spagergård, som han senere overtog, gift med Dagmar Viktorie Kure fra Kjeldseby, Østerlars, født 7/10 1875.
Kilde: Østerlars-sl. 60.
Peter Andr. Jensen, f. 8/10 1874 (23 år)
Pedersker, F: Husmand.
Bhs. Amt: 60 Kr.
Han var fra ejendommen "Vestervang" i den vestlige del af sognet, som han senere overtog, gift med Marie Madsen.
Kilde: LB. 289; poesibog fra 1898.
Christian Aug. Pihl, f. 12/8 1879 (18 år)
Østermarie, F: Gaardejer.
Christian August Pihl. Han var fra Kirkebygård, som han senere overtog, gift med Marie Jensen. Han havde gården til sin død 1931, hvor en datter og svigersøn tog over.
Ole Peter Rask, f. 23/3 1880 (fyldte 18 år)
Vestermarie, Myreby, F: Gaardejer.
Bhs. Amt: 60 Kr.
Han var fra 3. vdg. Myrebygård. Han blev først ejer af Pilemølle i Bodilsker, senere bosat på Fyn, for derefter at udvandre til Amerika.
Kilde: Meddelelse fra slægtning.
Jakob P. V. Funch, f. 26/2 1876 (fyldte 22 år)
Neksø, F: Stenhugger.
Bhs. Amt: 60 Kr.
Jakob Peter Victor Funch, søn af stenhugger Jakob Peter Funch. Han blev tobakshandler i Svaneke, gift med Hansine Christine, f. Kofod. Han døde 3/4 1941, 65 år.
Kilder: bornholmere.dk; KB.
Johannes Th. Grønnegaard, f. 17/9 1875 (22 år)
Aaker, Limensgade, F: Snedker.
Johannes Theodor Grønnegaard. I 1921 var han avlsbruger på en St. Loftsgårds parcel, gift med Anne Olivia Alma Jensine, f. Christensen, født 12/12 1884. Senere flyttede de til et husmandssted i Strøby, Aakirkeby sogn.
Kilde: LB. side 163.
Valdemar Hansen, f.8/11 1879 (fyldte 18 år)
Østermarie, Risen, F: Gaardejer.
Han var fra St. Risegård, som han overtog 1906, gift samme år med Betty Elisabeth Pedersen, som var fra Rangbygård i samme sogn.
Jens Andr. M. Kofoed, f. 16/2 1876 (21 år)
Østerlars, Ammehuset.
Han blev uddannet landbrugskandidat og blev landbrugskonsulent i Odsherred, bosat i "Gryet" i landsbyen Vig.
Kilde: Meddelelse fra hans datter, Johanne Kofoed, som var elev på højskolen 1941.
Peter Chr. Madsen, f. 3/2 1874 (fyldte 24 år)
Vestermarie, F: Gaardejer.
100 Kr. fra Præst (?)
Han var fra ejendommen "Dalshøj", Vestermarie. Han blev gift med Annine Pedersen, og ejede først Fejleregård i Nylars ca. 1900-29. Derefter overtog han St. Myregård i Knudsker, som han havde til 1943.
To yngre brødre, som var tvillinger, havde været elever i 1895-96.
Kilde: Meddelelse fra Dagny Krag, Vestermarie; Bhs. Vejviser.
Jakob Sørensen Kjærgaard,
f. 27/3 1874 (fyldte 24 år)
Sunds, Ringkøbing Amt, F: Gaardejer.
Han var søn af gårdejer Søren Lund Christensen og fra en gruppe gårde og huse ved navn Kjærgård i Sunds Sogn lidt nord for Herning. Forældrene havde foruden Sørensen føjes Kjærgaard til alle deres børns efternavn. En ældre broder, Ivar Christian Sørensen Kjærgaard, var allerede på Bornholm, kommet hertil som uldhandler, men var blevet landmand på ejendommen Myrelænge i Østerlars og gift med Andrea Margrethe Andersen fra Løkkegård i samme sogn, som havde været elev på højskolen i Østermarie, så der er utvivlsomt en forbindelse. Broderen oprettede senere forretningen I. S. Kjærgaard i Nexø.
Det er ikke lykkedes at finde oplysninger om Jakob Kjærgaard selv.
Kilde: Slægten Jensen, 22.
Lorenz Peter Jensen, f. 1/3 1877 (fyldte 21 år)
Olsker, F: Arbejder.
Bhs. Amt: 60 Kr.
Han blev senere ejer af husmandsstedet "Tornvang" ved Tejn, gift med Helga, f. Dam, efter at de først havde været bosat på Sjælland og i Klemensker.
Villiam Chr. Dam, f. 4/2 1878 (fyldte 20 år)
Vestermarie, F: Gaardejer.
Bhs. Amt: 60 Kr.
Han var fra 11. slg. Smørengegård, Vestermarie. Han blev senere ejer af Maegård, Rutsker, gift med Martine Karoline Hansen.
Kilde: Meddelelse fra N. A. Aabye Dam, Vestermarie.
Alfred Hilleb Lund, f. 6/7 1878 (19 år)
Olsker, Tejn.
Alfred Hillebrandt Lund, søn af avlsbruger Martin Nielsen Lund, Tejn. Han udvandrede 6/5 1903 til USA og slog sig ned i staten New York; blev 1905 gift med Ida Marie Sode, som stammede fra Nylars.
Kilde: bornholmere.dk
Jens Hansenius Kofoed, f. 18/2 1880 (fyldte 18 år)
Rø, Møllegaard.
Han blev senere ejer af Knarregård i Rutsker, som han havde indtil 1946.
Ole Peter Grønbech, f. 21/1 1880 (fyldte 18 år)
Rø, Vasebæk, F: Gaardejer.
Han var født på Rågelundsgård, men familien var flyttet til ejendommen Vassebæk nær ved moderens fødehjem, Tyskegård. Han blev senere ejer af Smedegård, Rø, gift med Marie Henriette Andersen. En søn, Carl J. Grønbech, var elev på højskolen 1924-25.
Kilde: Lauegd. 122.
Herman N. Mogensen, f. 11/8 1875
Klemensker, F: Avlsbruger.
Herman Nikolaj Mogensen, søn af avlsbruger og hjulmager Peter Mogensen, Klemensker. Han tog senere ophold i Aakirkeby, hvor han benævnes savskærer. Den 4/6 1902 blev han gift med Boline Christine Marie Ipsen, født 15/3 1868, og altså otte år ældre end ham. Hun var datter af hjulmager Mogens Peter Ipsen, Aakirkeby, som havde været aktivt med i kredsen om højskolevirksomheden helt fra første færd, og datteren havde været elev på Vallekilde Højskole 1886. Vielsen blev derfor naturligt foretaget i valgmenighedskirken.
Året efter, 1903, blev Boline og Herman Mogensen bestyrerpar på Højskolehjemmet i Nexø, der var oprettet i 1901 i en tidligere købmandsgård på Torvet. Forholdene i den gamle bygning var imidlertid ikke tilfredsstillende, og kredsen omkring den besluttede derfor at fjerne ca. halvdelen af bygningen og i stedet få bygget en helt ny tidssvarende bygning. Den stod færdig i november 1912. Den blev senere til Centralhotellet.
Herman Mogensen fratrådte som bestyrer og købte den bevarede del af købmandsgården og oprettede deri en ny købmandshandel, som de derefter drev i mange år. Boline Mogensen kom med i højskoleforeningens bestyrelse og fortsatte med det i mange år.
Kilder: bornholmere.dk; KB; artikel i Bornholmske Samlinger 2014: Højskolehjemmene på Bornholm.
Martin J. Kofoed, f. 8/11 1879 (fyldte 18 år)
Olsker, L. Bakkegaard.
Martin Jørgen Kofoed. Han var fra Ll. Bakkegård, Olsker. Han blev gift med Anna Dam fra Lillegård i Nyker, som på samme tid gik på det udvidede hold (se nedenfor), og de overtog hendes fødegård. Han var i mange år sandemand. To af deres børn blev elever på Bornholms Højskole, de øvrige på andre højskoler.
Kilder: Bl.a. meddelelse fra den yngste søn, Aksel Dam Kofoed.
Herman Hansen, f. 25/10 1880 (17 år)
Østermarie, F: Gaardejer.
Indkommen til December.
Navnet må være en fejl. Fødselsdagen passer på Herluf Hansen fra Søgård. Han var en meget kort tid elev to år senere.
Fra Søgård blev flere søskende også elever.
Han blev 15/4 1907 gift med Elisa Dorothea, f. Jensen 15/4 1887 i Østerlars, og de blev bosat på en 19. & 21. slg pc. "Strandlyst" i Saltuna, Østerlars. Han døde tidligt, den 31/12 1918. 38 år.
Kilde: bornholmere.dk; annonce i Bhs. Td.
Peter M. Kofoed, f. 3/12 1878 (fyldte 19 år)
Aakirkeby, F: Købmand.
Han var fra købmandsgården på sydsiden af Aakirkeby Torv. En søster og broder blev også elever på højskolen. Han overtog senere forretningen efter faderen og specialiserede sig i isenkram, som fremdeles er forretningens speciale.
Peter A. Jørgensen, f. 24/10 1873 (fyldte 24 år)
Bodilsker, F: Boelsmand.
Bhs. Amt: 60 Kr.
Peter Antoni Jørgensen, søn af parcelist Hans Otto Jørgensen og Anine Kirstine Petrea, f. Larsen. Formodentlig på grund af sygdom i hjemmet - faderen døde i 1884 - voksede han og en søster op hos moderens forældre på 11. slg. Døvregård
Han blev senere ejer af 15. slg. Ndr. Bjergegård, gift med Bolette Caroline Christine, f. Jensen den 18/4 1878. De havde gården til 1930, da en søn overtog den.
N. Herman Svendsen, f. 23/2 1877 (fyldte 21 år)
Rønne, F: Stenhugger.
Niels Herman Svendsen, søn af stenhugger Svend Svendsen. Begge forældre var fra Sverige. Ligesom faderen blev han selv stenhugger, men bosat i København, gift med Petra Hansine Mortensen. Han døde derovre 5/3 1949, 72 år.
Kilde: bornholmere.dk
Kristian Svendsen, f. 28/2 1873 (fyldte 25 år)
Østerlars, F: Gaardejer.
Indk. til Januar.
Han var den yngste af en børneflok på 14 fra 14. slg. Sandegård (Over Sandegård øst for Kobbeådalen). Han blev senere ejer af Iseregård i Østermarie, gift med Emma Nielsine Martine Nielsen, som var fra Hobro. En søn, Oluf Runge Svendsen, overtog gården 1939.
Kilde: Kures gårdlister.
Karl Kr. Petersen, f. 6/1 1879 (fyldte 19 år)
Klemensker, Skarpeskade, F: Gaardejer.
Ink. Januar.
Karl Kristian Pedersen. Han var fra 49. slg. Nørre Skarpeskadegård, søn af Niels Hansen Pedersen og Anine Gundine, f. Kure. Han blev avlsbruger på ejendommen Marthas Minde i Rønne sogn, gift med Andrea Marie, f. Bentsen. To døtre og to sønner blev senere elever på højskolen. Den yngste søn, Konrad Pdersen, overtog ejendommen i forpagtning i 1943 og senere som ejer. Forældrene flyttede derefter til Johnsens Tværvej, hvor Karl Pedersen døde 28/4 1963.
Kilder: bornholmere. dk; LB. side 337; Bhs. Vejviser.
Hans Markussen, f. 22/2 1868 (fyldte 30 år)
Østerlars, F: Boelsmand.
Kun fulgt Foredragene.
Han opholdt sig på skolen på fjerde år, dels som elev, dels som altmuligmand (se omtale af ham på de andre lister). Samme år brød han op for at læse til lærer i København, og derefter blev han i mange år lærer i Vestsjælland.
Kilde: Hans egne Livserindringer fra omkr. 1940.
Foruden højskoleholdet af unge mænd optræder de følgende fire piger, som altså har gået på det såkaldt udvidede kursus.
Anna Dam, f. 15/6 1878 (19 år)
Nyker, F: Gaardejer.
Hun var fra 11. slg. Lillegård. Hun blev gift med Martin Jørgen Kofoed fra Ll. Bakkegård i Olsker, som var elev på samme vinterhold (se ovenfor), og de overtog hendes fødegård, Lillegård. Han var i mange år sandemand. To af deres børn blev elever på Bornholms Højskole; de øvrige blev elever på andre højskoler. De havde gården til 1948, da en søn, Gunnar Dam Kofoed, overtog den.
Hansine Nielsen, f. 25/10 1874 (23 år)
Knudsker, F: Boelsmand.
Hansine Kristine Nielsen. Hun var fra ejendommen "Bondebroen" nær ved Rønne. Hun boede senere i Rønne.
Anna Dam, f. 26/2 1882 (fyldte 16 år)
Vestermarie, F: Gaardejer.
Hun var fra Kæmpegård, Vestermarie (den der ligger ved Læsåen nær Aakirkeby). Hun blev senere lærerinde.
Ingeborg Møller, f. 14/12 1880 (fyldte 17 år)
Aaker, F: Lærer.
Ind. 1 September
Hun gik på det udvidede kursus i længere tid. Hun blev gift med Hans Georg Hansen fra Vejstrup på Fyn, som i 1899-1900 gik på det udvidede kursus og senere blev lærer i Pedersker. Efter nogle år skiftede han efternavn til Reinholdt.

Tilbage til indledningssiden          

SAMs højskolehistoriske Arkiv