N. P. Jensen:

Sidste foredrag 1919

Jeg skal i Dag give eder et Billede af Mennesket lignet ved Muslinger. Først maa jeg forklare om Muslingens Udseende og dens Opholdssteder. Muslingen er som vi alle ved et ganske lille Dyr, som opholder sig i Skaller som enhver af os vel har set. Den findes jo alle Vegne, men kun ude i det store stille Hav kan de ægte Perler fremkomme. I Stedet for at søge efter Føden lukker den Skallen som er sammensat ved et lille Hængsel op, og lader Føden komme til sig. Perlen bliver dannet af Dyret. Kommer noget Sandkorn til at sætte sig fast paa Dyret, fremkommer en sygelig Dannelse og Dyret forstenes. Paa det Sted hvor Sandkornet har sat sig fast vil der dannes et Hul, men kun efter mange, mange Aars Forløb er Perlen færdig. Kineserne dyrker Perlefiskeriet i høj Grad. De finder Muslinger, og med et meget fint Instrument stikker de Hul paa det og putter et Sandkorn derind, hvorefter det igen slippes ned paa Havets Bund. Paa den Maade fremskyndes Perledannelsen. Der er jo en Sang som begynder saadan: En Draabe faldt i Havet, i Sangen fortælles der os, at Englene fløj over Jorden, og det var deres Taarer der faldt i Havet og dannede den rene ægte Perle. Mennesket ligner Muslingen. Efterhaanden som en og anden Draabe falder, og rammer et Menneske, kommer noget af Perlen frem i det Menneske. En god Ven, som en Gang jeg besøgte, da jeg kom sad han ude i Haven sammen med sin Hustru, de var i færd med at plukke Ærter, jeg satte mig ned og talte med dem en lille Stund, omsider var Konen færdig og rejste sig for at gaa ind. Da hun naaede Trappen snublede hun og faldt, Manden var der med det samme for at hjælpe hende, Hun kom med hen paa Bænken igen. Da tog Manden hendes Hænder og sagde: "Min søde lille elskede Hustru", og begge sad de stille en Stund. Jeg saa tydeligt at de i deres stille Sind gennemgik de mange lykkelige Timer de havde haft sammen. Noget af Perlen var kommet frem hos disse to gamle Mennesker. Om Abraham Lindholm [Lincoln] fortælles, medens han kun var en lille Dreng boede hans Forældre blandt Nybyggerne i Kanada. En Dag kom han og spurgte sin Moder: "Om de smaa Drenge som skulde slaas ihjel nede i Ægypten var sorte ligesom Negerdrengene der". "Nej min Dreng var Moderens Svar. Han sad stille et Øjeblik og spurgte saa,: "Nu ved noget Mor, det var Gud som sendte Moses for at frelse de smaa Jødedrenge fra Ægyptens Trældom, det er rigtig sagde Moderen. Men tror Du ikke ogsaa Mor, at Gud vil sende nogen til at frelse de smaa Negerdrenge fra deres Slaveri; Jo, det vil han sikkert svarede Mor. Det var Perlen der gennem hans ædle Tanker kom frem og den fik Lov at udfolde sig. Det var Abraham Lindkolm der afskaffede Negerslaveriet.
Den sidste Sommer jeg var Forstander her paa Skolen, gik jeg en Søndag Efterm. ad Gangen, som gaar fra Faster Rikkes *) og ud til Vejen. Opad et Træ sad en af mine Elever en ganske ung Pige, og græd. Jeg spurgte hvorfor hun græd: Jo, svarede hun, jeg græder over mig selv, da tænkte jeg: Se der er Perlen kommet frem, hun tænker nogle gode Tanker, og ønsker gid jeg kunde blive anderledes end jeg er, endskønt hun var en saadan god Pige; Jeg glemmer hende aldrig. Det var saa mine sidste Ord til eder i Sommer. Jeg har været glad for at komme ud til eder disse enkelte Gange, og vil haabe at i har faaet en Smule Forstaaelse af det jeg har sagt eder.
Hermed maa i have Farvel allesammen og Tak for i Sommer.


*) Faster Rikke, Frederikke Hansen, var søster til Andreas Hansen. Hun havde siden 1910 boet sammen med deres forældre, Anders og Gedske Hansen, i et landarbejder-hus, kaldet "Hytten", som ligger lige nord for skolen, og som var overtaget af skolen i 1907. Her tog hun sig af dem på deres gamle dage, mens hun også medvirkede som sygeplejerske for skolens elever. Gedske Hansen var død samme år, mens Anders Hansen levede to år mere.