Bodil Jensen

- Hjermind Præstegård, Jylland - januar 1900


Bodil Jensen var forstander N. P. Jensen datter, omkring 20 år på den tid og havde medvirket i undervisningen i sundhedslære på dette sommerhold.

Kære Piger!

Da Posten i Gaar bragte mig et stort Brev, der syntes at kunne indeholde en Bog, slog det mig straks: det maa være "Ekko"! Jeg skyndte mig at lukke op; jo, ganske rigtig, det var virkelig "Ekko", og nu var det altsaa min Tur at sende Eder en Hilsen. - Efter mit eget Ønske er jeg jo bleven "Rosinen i Pølseenden", som man siger med et gammelt om ikke just altfor poetisk Ord; man kunde mere passende i dette Tilfælde i Stedet for Pølsen sætte Jomfrukransen; men saa skulde der jo ogsaa en anden Benævnelse for Rosinen, og det er jeg ikke i Øjeblikket opfindsom nok til at finde paa; men det kan ogsaa være det samme, jeg vil ikke anstrenge mig for det, da det er mig selv. Saa vil jeg da lade Rosinen "staa" og i Aften sende Kransen af Jomfruer mine Tanker og Hilsner.
Ligesom I sikkert aldrig vil glemme Eders Højskoletur, saaledes vil jeg heller aldrig glemme Sommeren 1899, den Sommer havde nemlig ogsaa sin Betydning for mig; da holdt jeg nemlig min "Jomfrutale", som man kalder sligt: min første Time i Sundhedslære i Højskolen. Jeg vil altid, naar jeg tænker derpaa være Eder taknemmelige for den smukke Maade, i modtog min mangelfulde Sundhedslæreundervisning paa; den fortjener ikke at mindes af Eder; men den vil staa uforglemmelig for mig som et første Skridt. Som en Del af Eder vil vide, opholder jeg mig for Tiden i Jylland mellem Viborg og Randers i Hjermind Præstegaard*). Det er endnu ikke afgjort, hvor længe jeg skal blive her; men det er jo i hvert Fald Meningen, at jeg inden ret længe atter skal hjem og hjælpe Fader. Alle have jo godt af at komme ud en Tur, siges der, lære andre Forhold af Livet at kende og dermed udvikles. Selv om jeg har det godt, er jeg dog glad ved at kunne sige: bedst er der dog hjemme, og naar I længes efter Højskolen, kunne I nok forstaa, jeg gør det ikke mindst.
For denne Gang kan jeg ikke faa Lejlighed til at skrive mere; jeg haaber, I næste Gang, jeg modtager Bogen, maa være ligesaa glade og tilfredse, som det lader til, I vare, da I skrev Eders Breve.
          

Med mange Hilsner er jeg

Eders          
          

Bodil Jensen.


Modtaget den 29nde Januar afsendt d. 31te J.


SAMs højskolehistoriske Arkiv