Bodil Jensen

Hindholm, Sjælland - oktober 1901

Kære ------------ ja, hvad skal jeg skrive Piger og Koner lyder saa underligt ----- kære allesammen!

Ja, det er egentlig paa den Tid af Døgnet, hvor vi her paa Hindholm helst skulle have Lamperne slukte og Øjnene lukte, og jeg var da ogsaa færdig med det første og i Lag med det andet, da saa Musene toge fat at pusle og kradse og gnave og rumstere saa her og saa der baade i og udenfor mit Værelse; først blev jeg ærgerlig og vendte mig lidt i det Haab, jeg maatte sove fra deres Rumsteren; men saa for den Tanke igennem mig: Sæt nu en af disse letbenede, laadne, bløde, langhalede Væsner fik i Sinde til en Forandring at kravle rundt i mit Ansigt - og vaagen var jeg. Da jeg saa havde tænkt noget paa, hvad Gavn saadanne og andre Smaaskabninger egentlig skulde gøre her i Verden, faldt det mig ind, at "Ekko" skulde sendes i Morgen, og da jeg dog skulde beskæftige mine Tanker med noget, og Musene havde faaet af disse - Tankerne - hvad der med Rimelighed kunde tilkomme dem, saa kunde jeg give mig til at skrive Brev til Eder og ærgre Eder først med denne lange Indledning om Mus og saa rimeligvis med, hvad der vilde komme efter. Dog vil jeg, nu jeg er ved det, berolige muligt deltagende Sjæle med at sige, at det med Mus - for Tiden - næsten - er det eneste, vi kunne klage over. - Da en Del af Eder har besøgt Hindholm og forhaabentlig flere vil komme til Sommer, saa vil jeg ikke skrive Side op og Side ned fulde af Beskrivelser og Forklaringer om vort nye Hjem, men kun fortælle, at Hindholm ligger lunt og idyllisk, synes vi, omgiven af høje gamle Træer med smaa Vandhuller hist og her. Med Skolen gaar det nogenlunde, her var i Sommers 14-15 Elever, en Tid; det synes I vel ikke var saa ret mange, men Somren før var her kun halv saa mange, saa det er allerede store Sager; til Vinter kommer her vist flere, hvor mange ved jeg ikke, men her har hidtil altid været flere Elever om Vintren end om Somren paa Hindholm. Fader er i denne Tid kun lidt hjemme men ude at holde Foredrag, naar saa Fader kommer hjem engang imellem, saa er det saa festligt; Fader oplever saa meget paa sine Ture og har saa altid saa meget at fortælle om nye og fornyede Bekendtskaber; kunde dette Sommervejr endda holde Maaneden ud, men, bliver det Regn og Rusk og Blæst og Kulde, saa er det ikke rart at tænke paa, at Fader skal drage fra et Sted til et andet. Godt er det naar vi naa November, og Fader kan blive hjemme.

Hvad Karen Køies udkastede Spørgsmaal angaar, saa gaar det vel mig som mange af Eder andre, at vi helst vil undgaa at besvare dem, ikke undgaa at tænke over dem; for det er noget af det, der giver een saa uendelig meget at tænke paa, at det er alt andet end nemt at faa Resultat nogenlunde samlet og kortfattet. Det er jo paa et af de Omraader, hvor det tydeligt viser sig, hvor forskellige Menneskene ere, saa lige saa umuligt, det er at raade og vejlede andre i Kærligheden mellem Mand og Kvinde, ligesaa umuligt er det at opstille Regler for, hvordan man skal bære sig ad i det eller hint Tilfælde. Er der noget Forhold, hvori Mennesket kan faa Brug for alle sine Evner, saa er det vel i Ægteskabet, og lige saa sikkert som der ikke er liden, men megen Forskel mellem f. Eks. to Kvinder, lige saa sikkert vil Livet, jo fyldigere det leves, udvikle sig mere forskelligt for dem. Den Tid er jo nu snart forbi, da Kvinden giftede sig for at blive forsørget, i hvert Fald behøver hun det nu mindre end tidligere, og det er længe siden, det gik op for Kvinderne og for Mændene, som Pauline Worm skriver, at Kvinden er Menneske og ikke blot "Rosenflor i Dale, - som var Kvindens Liv en evig Vaar, - / Som var Alt, hvad her paa Jord hun skulde, / Kun at blomstre, elskes varmt - og dø, - / Og som trued ingen Vinters Kulde / Kindens Blus og Øjets blanke Sø. / Og dog har hun meget mer at virke, / Meget, som den Vise knapt forstaar; / Hun skal bygge med paa Sandheds Kirke, / Med paa Fædrelandets Odelsgaard; / Hun er Menneske - ej Blomst, ej Stjerne, / Morgenrøde, Æther, Duft og Damp, / Hun har ikke Hjerte blot men Hjerne, / Hendes Liv er ikke Leg men Kamp. - / Hun skal lære: lære Dreng og Pige, / Modersmaalets fulde dybe Klang, / Lære dem at se en Jakobsstige / Rejst mod Himlen over Blomstervang; / Hun skal sysle med det Smaa, det Stille, / Det som Manden ej har Taalmod til, / Luge Nælder bort og Tidsler vilde - / Og hun skal ej blot, hun kan og vil". Er Kvinden en udviklet Personlighed med Interesse for, hvad der foregaar i Livet, og sørger hun for at faa sine Evner og Anlæg udviklede, saa godt hendes Kaar tillader det, saa kan der vel ikke være Tale om, at det bliver hende alene, der maa søge at gaa op i Mandens Arbejde - man skulde antage det maatte en Glæde for hende - men Manden vilde da nok ogsaa, uden han bestræbte sig for det, af sig selv ogsaa staa[?] deltagende for hendes personlige Liv. Der vilde sikkert blive smaa Bryderier, han ikke behøvede at plage andre med, og hun vilde heller ikke besvære ham med sine smaa huslige Sorger mere end nødvendigt. Livet er rigt og skønt, naar man kan faa Øje for det; men det er jo ikke altid lige nemt. Hvis den unge Pige ikke har absolut Lyst til væsentlig at gaa op i den huslige Gerning, saa maa det vel være tidsnok, hun giver sig i Lag dermed, naar hun bliver klar over, at hun vil knytte sit Liv til en Mands, og saa skulde det være en underlig Kvinde, der ikke samvittighedsfuldt bestræbte sig for at gøre Hjemmet lyst og hyggeligt og tiltrækkende for ham, hun elsker; jeg mener rigtignok, at en Kvinde ikke alene skal være sin Mands Hustru og Veninde, men ogsaa hans Husholder; og det er ikke saa helt nemt ogsaa at være det sidste paa rette Maade, samvittighedsfuldt at sysle "med det smaa, det stille, det som Manden ej har Taalmod til", derfor behøver hun ikke at betragte sit Arbejde i Hjemmet som et Offer, og han bør vel ikke modtage dette som hendes Pligt. - At gifte sig med et Menneske af Medlidenhed, som Ingeborg skriver, er ikke Bestemmelsen; men det sket vist meget tidt, og hos begge Parter skorter det vel saa paa Villie; hos ham (hvis det er ham, der elsker og ikke bliver genelsket) til at blive Herre over sine Følelser og for hendes Vedkommende til rigtig at ville sætte sig i hans Sted og tænke sig, hvad Resultatet let vil blive, naar han bestandig for sin Kærlighed møder hendes Ligegyldighed; mon han ikke bliver træt til sidst? Man har jo set, at saadanne Ægteskaber dog kunne blive "lykkelige"; men bliver det saa ikke betragtet som en Undtagelse fra en Regel? Men er der noget Menneske, man ser paa med Over-bærenhed og Medlidenhed, saa er det sikkert paa et Menneske, der har lidt af "ulykkelig" Kærlighed, er der nogen man undskylder, saa er det sikkert et Menneske, der synker dybere og dybere, fordi hans el. hendes "ulykkelige Kærlighed" opfylder dem ganske, saa Tanker om Pligt, Villie og Samvittighed blive trængt tilbage og maa føre en halv-døende Kamp mod den ene store Følelse: deres Kærlighedshistorie. Og paa den anden Side, hvilket Menneske betragter man med saa megen Højagtelse og Tillid som en, der ved at leve sit ensomme Liv trods sin ubesvarede Kærlighed, saa ogsaa dette kan faa en foræd-lende Indflydelse paa Personligheden. - Og hvad er saa Lykken, det skønneste Begreb, Mennesket kan danne sig af Liv her paa Jorden, det skønneste Billede, hver ynder at male med sin Sjæls Farver i Længslens Blaa, Haabets dybe Grønne, Kærlighedens Røde o.s.v. Begreber om Lykken er vel lige saa forskellige som Menneskene; mest Lighed findes der vel i Forestillingerne om Lykken hos en Mand og en Kvinde, der i Kærlighed faar Lykke til at leve et Liv efter Guds Hensigt og Villie - - men det sker maaske sjælden, og hvis er saa Skylden. - - - - Saa nu er det nok bedst, jeg holder op; Lampen er ved at slukkes, og Eders Taalmodighed med mine Udgydelser gaar det vel ligedan. I Morgen ærgrer jeg mig nok sort over, hvad jeg her har skrevet, men saadan om Aftenen sent, naar det er stille - Musene er løbet deres Vej, eller ogsaa sover de endeligen - saa kan man finde paa saa meget, man den næste Morgen synes er noget usammenhængende Stads. I maa tilgive mig, hvis Bogen ikke bliver sent i Morgen, saa er det fordi jeg har gaaet og ærgret mig og forgæves søgt at finde paa gode Raad, ikke mod Mus, men mod at faa dette udslettet. Saa vil jeg trøste mig med, at naar jeg ikke kritiserer, hvad I har skrive, saa er I heller ikke slemme mod mig, ellers kunde man da heller ikke skrive noget i en Vandrebog.

Det er sandt Ingefrid, hvad mener Du egentlig med den "taabelige Opgave"? Er det selve Sætningen, eller er det taabeligt af Ebberup at give en saadan Stileopgave? Behøver man i vor "oplyste Tid" at være Filosof for at danne sig sin Mening om Kundskabens Betydning?

For alt! Anse ikke, hvad jeg har skrevet for udtømmende, jeg kunde saamænd skrive Oceaner endnu; dette kun for at meddele, at jeg dog er i Besiddelse af Medlidenhed!

Modtaget d. 20nde afsendt d. 25nde Oktober 1901.