Elisabeth Kofoed

Åkirkeby - maj 1900

Nu er det Foraar igen, og den triste Vinter er forbi; det har været den tristeste jeg har oplevet. De søgne Dage var jeg paa Systuen, og skønt vi der havde det meget rart, blev det dog ensformigt og kedeligt i Længden. Desuden laa Kathrine jo syg siden den 21^de Decbr. og til den 3^die April, da døde hun. Vi har altid kendt og omgaaes hinanden, saa det er for mig et stort Savn, at hun er borte; men "Herrens Venner ingen sinde mødes skal for sidste Gang". I den Tid hun laa syg, var jeg inde hos hende flere Gange, og jeg syntes altid, hun var tilfreds og glad, kun den sidste Gang syntes jeg ikke hun var saa livlig; det var en Maaned før hun døde; men jeg troede dog ingenlunde, det skulde være sidste Gang vi talte sammen. Den 7^de April blev hun begravet, og vi var 23 unge Piger der strøede Blomster foran Kisten.
Nu er jeg helt udlært i Syning og har gjort mit "Mesterstykke"; men jeg har endnu kun prøvet saa lidt paa egen Haand, da vi i denne Tid har nok at bestille i Forretningen. I denne Tid for et Aar siden vare vi jo samlede paa vor kære Højskole, der hvor vi tilbragte saa mange lykkelige Timer, som sikkert aldrig vil glemmes. Nu har en Flok andre Piger indtaget vor Plads, i Værelserne og ved Bordene, og det glædede mig, da jeg hørte, der var kommet saa mange Elever, at den lille Skolestue maatte med til Beboelse.
Nu til Slut en venlig Hilsen til hver især fra