Gertrud Tranberg

Svaneke - oktober 1901

Ekko kom rigtig uventet denne Gang, Jeg var nemlig til Efteraarsmøde paa Højskolen, vor jeg talte med nogle af vore Kammeratter, som mente Ekko opholdt sig i Rønne, og da vilde det jo tage lang Tid inden den naaede til Svaneke, jeg har eller længe ventet dens komme og frygtede næsten for at Ekko var forstummet, men pludselig indfandt den sig, nogle faa Dage efter og vor er den ikke interessant, særlig rart er det at høre fra Gudrun, som er saa langt borte, Næsten alle er i fløjet ud fra den hjemlige Arne, nogle endog over Østersøens Vover, kunde jeg blot gøre det samme; men vor skulde jeg havne jeg vilde ønske nogen af jer kunde skaffe mig en Plads helst i Nærheden af Hindholm eller om muligt paa Skolen, jeg kan ellers ikke vænte faa bedre end jeg har det, men det var dog rart at faa sit Blik lidt ud over denne klat Jord vi boer paa, hvad mit daglige Liv angaar, saa har jeg ikke oplevet noget særlig Nævneværdigt, Tiden gaar hurtigt for jeg har nok at bestille baade inde og ude, Avlet er ikke ret stort; men vi er ogsaa kun mit Herskab og mig samt en lille Dreng. Sidste Vinter gik jeg til Gymnastik i Frem, vi lærte tillige gamle Folkedanse og senere havde vi Opvisning og Bal, det var meget morsomt. I Sommerens Løb har jeg ingen store Udflugter haft, paa Højskolen har jeg ikke været siden Jensens rejste før nu til Efteraarsmøde, da siklede jeg derhen, det var ogsaa et prægtigt Vejr og meget rart, men det bedste savnede jeg dog der forekom mig saa fremmed mange ukendte Aasyn og, Sangene var ikke de gamle kære; men jeg haaber dog at faa et godt Indtryk af Forstander Lange naar jeg først faar hørt ham, hvad jeg ikke fik Lejlighed til den Dag, da han først talte den næste, næsten alle roser ham, og Eleverne fra i Sommer holder meget af ham, han ær vist lige saa kær for dem som Jensen er for os, og vi maa jo ogsaa nu se at føle os hjemme som før, og gøre hvad vi kan for at lette hans Gerning, at han kan faa Lyst og Lykke til at udkaste nyt Frø og pleje de Spirer, som tidligere er frembrudt derfra at de maa vedblive at vokse og bære Frugt.
Jeg vilde ogsaa gærne skrive et Par Ord som Svar paa Karen Køjes Spørgsmaal, men at jeg evner at gøre det tilfredsstillende tvivler jeg meget om, til det 1ste maa mit Svar blive, Nej! det kunde aldrig blive et lykkeligt Ægteskab, naar den ene skulde tvinge sig til at elske den anden, og Samvittigheden vilde vist ikke anklage hende derfor; naar hun da aldrig havde lovet ham Ægteskab, eller givet ham anledning til at tro det, thi jeg mener dog man bør omgaas varsomt med di Ting og ikke lege med ens Kærlighed. 2) Jeg mener da ikke det er den eneste Udvej for Kvinden at blive gift. Hun har jo selv faaet Evner til at uføre et Hverv i Livet uden at være henført til at kaste sig hjælpeløs i Armene paa den første den bedste. Man hører ofte Folk sige nu er hun bleven forsørget, er det da derfor Kvinden gifter sig for at blive Forsørget; Nej det er og bør det ikke være, men Gud har jo selv sagt, det er ikke godt at Mennesket er ene, og i de fleste ligger der en Trang til at leve sammen med et Menneske, som de kan udgyde deres Hjærte for og finde Forstaaelse, men disse Følelser kan man verken tage eller give sig selv, det er en højere Magt der binder Hjærterne sammen. 3) skal en Mand og Kvinde være et, maa der ogsaa være Enhed dog kan Mand og Kvinde have helt forskelig Interesse og Aandsliv og her er det ofte Kvinden, der med kærlig Aand drager ham med sig , og da maa hun heller tabe Modet, om hun skal gaa den hele Vej, naar hun derved kan vinde noget til det 4) kan jeg ikke sige andet end, at det maa være rigtigst af Lægerne, naar de ser at Sygdommen vil føre Døden med sig, at vise Patienten hen til hvad der kan komme, thi da er jo Sygdommen en Forberedelse. Nu haaber jeg I ikke ser mig saa nøje efter i Sømmene, thi jeg har begaaet mange Fejl. Til Lykke og Velsignelse kære Johanne, og Laura Marker og Gid Enhed og Fred og Glæde altid maa hvile over eders Hjem.