Gudrun Lie

England - januar 1901


[På en ellers tom side lige efter sit sidste brev har Dagny Larsen skrevet:]

Disse Blade har længe ventet paa at blive heftet i Ekko -

[Bladene er et meget langt brev fra Gudrun Lie i England, som er hæftet ind i bogen. Det følger nedenfor.]

Hull Church Institute Lørdag Aften d. 26-1-1901.

(Disse Linier bedes allerunderdanigst optaget i "Ekko")


Alle mine kære Kammerater!

Da det maaske kunde interessere en Del af eder at høre fra mig gennem "Ekko", vil jeg fortælle eder lidt om Livet og min Tilværelse her i Hull. Det var, og er mig stadig en stor Skuffelse, at jeg ikke skulde have Lov til at faa "Ekko", som jeg havde glædet mig til, netop naar jeg kom bort fra Danmark og alle mine Kære, dog ikke fra dem alle, min Allerkæreste har jeg dog, ellers havde jeg næppe været her. Jeg havde saadan glædet mig til at læse hvad I alle sammen skrev, det var jo ligesom paa en Gang at faa en hel Bunke Breve, naa nok om den Ting. Skuffelser er der nok af i Livet, det var vel ikke en af de værste. - Der er nu alt henrundet et Aar og to Maaneder, siden jeg forlod det kære lille Danmark, og landede her paa Bretlands Kyst. Meget er forandret i den Tid, og meget har jeg haft at kæmpe med, dog vilde jeg nødig undvære den Tid alligevel; den har lært mig meget som er til Gavn, og dog har jeg set Ting, som jeg ønskede jeg aldrig havde set. Ofte længes jeg efter Danmark, naar min Kæreste er paa Søen, og jeg gaar her ene med alle mine Tanker, blandt Mennesker som ikke har de Følelser og Interesser som jeg har og havde Lyst til at tale om. - Særlig i Sommer længtes jeg forfærdelig efter de danske Bøgeskove og de bølgende Kornmarker, som der ikke findes Mage til her i dette Kulland. Jeg kan sige med Digteren: "Englands God save the King" er for mig ingen Ting imod Danmarks de dejligste Vænge, lukt med Bølgen den blaa, hver i Leding kan gaa, ja den Sang vil min Hyldest jeg bringe'. Jeg tror næsten ikke her findes nogle rigtige Skove. Parker og Anlæg er her nok af og de er ogsaa smukke, især i Sommertiden, i de store Græsplæner har man Lov til at boltre sig saa galt man vil, Græsset her er mærkværdig kønt og endskønt alle gaar og kører i det, ser det dog ikke nedtrampet ud. Om Søndagen myldrer alle til Parkerne i deres bedste Stads. Alle offentlige Forlystelsessteder ere lukkede om Søndagen, saa maa alt være stille. Englænderne er meget religiøse, her findes en Masse forskellige sekter, især er her en Masse Katholikker. Al Børnenes Legetøj bliver taget fra dem paa en Søndag, da er det Synd at lege, de maa gaa i Kirke flere Gange om Dagen. Nogle betragter det endog som Synd at lave Mad om Søndagen, saa de laver den om Lørdagen. Lørdagen uha' den er skrækkelig her, der er et Spektakkel og en Travlhed uden Ende. Paa Gaderne myldre Folk i tusindvis og har travlt med at købe ind i Butikkerne som ikke lukker før Kl. 12 Lørdag Aften. Omkring i Gaderne ser man Masser af Krøblinge som enten spille eller synge for Penge, ligesom der ogsaa er Masser af smaa, lasede og snavsede Unger paa bare Fødder selv i den koldeste Vinter. Kulden er nu ikke saa slem her som den er hjemme i Danmark, men alligevel kan det skære en i Hjertet at se disse smaa halvnøgne forfrosne Skabninger trave ufortrødne afsted. syngende eller fløjtende, til deres usle elendige Hjem. Elendigheden er her mellem den laveste Befolkning stor, fordi Kvinderne er saa forfaldne til Drik. Beværtningerne eller Publikhausene som de kaldes her er de fineste Bygninger i Hull; de er overordentlig smukke at se til udvendig, men indvendig er Elendigheden stor, der ser man Masser af drukne Mennesker, ikke alene Mænd, nej de er ikke de værste, men Kvinder med ganske smaa Børn paa Armene, sidder der. Jeg synes det er forfærdeligt at se en beruset Mand, men er det ikke tusinde Gange værre at se en beruset Kvinde, og hvor jeg synes det er Synd for de stakkels Børn, at de fra deres tidlige Barndom skal se og lære Synden at kende paa den Maade. Jeg kom ikke saa langt forrige Lørdag Aften, det var sent før jeg kom til det og saa kom Ole Lukøje og mindede mig om at det var Sengetid, da jeg saa paa Klokken maatte jeg ogsaa give ham ret, den var nemlig 2 - I Aften er det Søndag d. 3-2. Jeg sidder her hos en dansk Familie, hvor jeg altid er naar jeg er ude jeg har jo ikke saa mange Bekendte her som hjemme, hvis jeg havde nogle af eder, saa kunne I være vis paa mit Besøg en Gang imellem. Min Kæreste bor her naar han er i Land og har et rigtig pænt Værelse. Sidste Søndag var det ellers min Mening at fortsætte med Skriveriet, men jeg ventede min Kæreste og da han ikke kom, stod Humøret noget lavt og jeg havde ingen Lyst. Imidlertid kom han Tirsdag Morgen. Om Onsdagen vare vi i Theateret og saa "Aladdin", det var meget morsomt. Torsdag gik han til Søs igen og er nu paa Vej til Island. Jeg er altid saa ked af at sige Farvel til ham, fordi at man aldrig ved om man ser ham mere eller ej, jeg ved godt at det ikke er rigtigt, jeg burde jo stole paa at Vorherre som formaar alting, ogsaa vil hjælpe og bevare ham og føre ham sikkert hjem igen, men alligevel er det saa svært, især staar mit Humør lavt naar det stormer. - I vilde gerne høre lidt om hvordan jeg lever. Det første Aar jeg var her gik temmelig ensformigt, Vinteren var endog meget trist. Om Søndagen kom jeg i Kirken og naar min Kæreste var i Land, havde jeg ham hos mig ellers havde jeg jo ingen Bekendte og kom ingen Steder, saasnart min Kæreste var gaaet ud, begyndte jeg at tælle Dagene til han kom ind igen. I Februar Maaned kom her en Veninde af mig herover, hende var jeg glad ved, hun kom hver Søndag og Torsdag til Præstens og vi fulgtes ad i Kirken. Hun rejste imidlertid hjem i Juli og har nu travlt med at sy Udstyr da hun skal have Bryllup til Foraaret; hendes Kæreste skal føre en Kutter til Island og hun gaar med som Kok. Jeg savnede hende meget da hun var rejst. - Min Kæreste var i Sommer sammen med en Islænder ude at se sig om paa forskellige kønne Steder og vilde gerne have haft mig med; men af forskellige Grunde kunde jeg ikke komme, hvilket baade han og jeg var meget kede af. Til November rejste jeg fra Præstens og havde da en lille Ferie sammen med min Kæreste hvor jeg rigtig nød Livet. - Det var min Agt at tage Plads i et engelsk Hus for bedre at lære Engelsk, det lykkedes mig ogsaa at faa en Saadan, hos nogle rigtig flinke og rare Mennesker, men jeg har voldsomt meget at bestille. Det er et stort Kirkeinstitut med et stort Bibliothek og en Masse Værelser, hvor der spilles Billiard, Schak og Whist samt holdes Møder. - Julen her var meget trist ikke Spor af Højtidelighed, det er den tristeste jeg endnu har oplevet. Jeg havde glædet mig til at Martinus skulde blive inde i Julen; men han maatte til vor store Skuffelse gaa ud den Dag det var Juleaften. Englænderne forstaar ikke at holde Jul, det er min Mening. Juledag var her fuldstændig som en Markedsdag hjemme og Gaderne vare den Dag saa fulde af berusede Mennesker som jeg aldrig har set Mage til, det var ligesom de tænkte at Julen kun var en Drikkefest, i hvert Fald benytter de den som en saadan. Jeg fik en Del rare Breve hjemmefra til Julen deriblandt et fra Marie Bidstrup og et fra Marie Grønbech som jeg var voldsom glad ved; de bragte mig en hel Bunke gode Nyheder fra Danmark. Tak for dem begge to, hvis I ikke hører fra mig inden I faar dette. Alle beklager de meget at de skal miste Forstander Jensen, det maa rigtignok ogsaa være kedeligt for eder det bliver ikke let at faa en der kan fylde hans Plads. Jeg for mit Vedkommende glæder mig til at se ham paa Sjælland, naar jeg igen kommer til Danmark. Hvad mon det bliver til med vort Møde i 1904? -
Jeg længes ofte efter Bornholm, Højskolen og den Tid vi vare sammen der og hvorfra jeg og vi alle har saa mange lyse og gode Minder. Ja Minderne dem kan ingen tage fra os, dem kan vi gemme som en kær Skat og glæde os over hele Livet igennem. Mon vi nogensinde skal ses igen hernede? en er der som vi aldrig faar at se mere hun er gaaet hjem til noget bedre. Dog ses vi aldrig mer hernede under dette Stjernetag, i den store Helgenkæde, mødes vi paa Herrens Dag. Det tænker jeg saa ofte paa, naar jeg siger Farvel til mine kære - For Tiden har vi ingen Præst jeg savner ham saa meget og ønsker at vi snart fik en ny Præst. Pastor Mollerup rejste hjem i December til et Embede i København, saa vi havde ingen Præst i Julen - Søndag d. 6' Januar var jeg med min Kæreste i Kirke der var Julefest for danske Søfolk, det var rigtig hyggeligt, de fik alle pæne Julegaver. Martinus fik en Ramme hvorpaa der stod "Til Moders eller Kærestes Billede" fra en Dame i Aarhus. Naar man undtager Længsel, Hjemve og andre Ubehageligheder, saa har jeg det meget godt, men glæder mig dog til at komme hjem. Hvis det gaar efter vor Bestemmelse, saa kommer jeg nok hjem i April eller Maj og skal sy. Min Kæreste skulde saa komme hjem i Løbet af Sommeren og vi skulde holde Bryllup, endnu ved jeg ikke noget bestemt. Min Kæreste har foræret mig en Cycle, selv har han ogsaa en, vi har været ude sammen nogle Gange for Tiden er det ikke Cycleføre. Jeg er naturligvis glad for den og haaber at faa Glæde og Fornøjelse af den naar jeg kommer hjem til Sommer. Jeg har kun væltet en Gang; men det kunne ogsaa snart have blevet galt, det var nemlig midt i den elektriske Sporvogns Spor, til alt Held kom jeg da væk inden den kom. Pedalen fik fat i min Kjole, de lange Kjoler er ogsaa altid i Vejen. Dagny fortæller mig at hun gaar til Gymnastik, jeg vilde rigtignok ønske at jeg kunde være med, men det bliver nu ikke denne Gang. - I har vel alle sammen hørt at Dronning Victoria er død, men den Støj og Halløj her har været har I sikkert ikke hørt noget til. Aldrig i mine Dage har jeg været med til noget værre - Uha! Forrige Mandag blev Prinsen af Wales udraabt til Konge, nu kan vi glæde os over at faa en dansk Dronning. Hele Hull var paa Benene og ude at se Prosesionen af alle Embedsmænd og Soldater som drog gennem Byen. Mrs., Børnene og jeg var da ogsaa kommet ud for at se det, men vi ønskede rigtignok at vi havde blevet hjemme for vi saa ingen Ting, der var altfor mange Mennesker; de forsøgte paa at klemme Vejret af os, hvilket dog ikke lykkedes. Jeg var lige ved at tro at vi ikke var kommet levende ud igen, saadan en Trængsel var der, mange besvimede. Jeg har ellers aldrig troet at jeg hørte til de "svævende" Væsener; men den Dag var jeg lige ved at tro det, for endskønt jeg ikke flyttede min Fod, kom jeg dog frem, det havde været ganske behageligt, hvis man ikke var blevet klemt saa meget. Vi vare ligesom mørbankede flere Dage efter. I London skal der have været ganske forfærdeligt. - I Lørdags blev Dronningens Lig pr. Skib ført til "Froagmore"[?] hvor hun skal bisættes. Alle Butikker vare lukkede og der var Sørgegudstjeneste i alle Kirkerne, som var pyntede med sort og violet. Da vi vare midt i Trængselen om Mandagen, raabte Mrs. frygtelig hjærteskærende:
"I have lost my Boy"[1]. "No he is here"[2] brummede en stor, tyk Mand ved Siden af os. En ung Pige raabte: "I am sure I am going to die"[3].
----------------------
[1] Jeg har mistet min Dreng. [2] Nej han er her. [3] Jeg er sikker paa jeg dør.
----------------------
Bagefter kunne vi ikke lade være med at le; men det var ikke morsomt medens vi var i Klemmen. - Her findes en Masse sydlandske Frugter, som Appelsiner, Bananer, Vindruer og Meloner, og da de ere meget billige, spiser vi en Del af dem. Appelsiner kan man faa for kun 2 Øre Stk. naar man regner med danske Penge. -
Naa I er vel snart kede af min Yardlange Beskrivelse over Hull og mig selv. Nu skulde det glæde mig at høre lidt om hvordan I har det alle sammen, hvis jeg havde Tid, kunde jeg godt have Lyst til at skrive til eder alle; men det er jo temmelig vidtløftigt, saa jeg maa nøjes med det jeg maler op her. Hvordan har I det egentlig alle sammen? Jeg vil tage eder ligesom I sad medens vi vare paa Skolen. Fra Marie Grønbech og Asta har jeg hørt, Astrid er jo paa Sjælland, og Karen tænker jeg er paa Bornholm. Men hør liden Kirsten hvad er det jeg hører om Dig? Du er jo blevet forlovet passer det, saa vil jeg ønske Dig hjertelig til Lykke, gid Du maa være glad ved Dit Valg. Husker Du Kirsten den Morgen vi sad halvt paaklædte ude paa Grøftekanten og ventede paa at Solen skulde staa op? Aa! ja det var den Gang. Hvor er Du henne min gamle tro Postdrager Petra? Saa kommer næste Bord. Hvor jeg selv er, ved jeg. Dagny hører jeg stadig fra. Minna og Laura har jeg ikke hørt fra i lang Tid, hvordan har I det egentlig i to rare Piger? Johanne er jo bleven gift. Rigtig til Lykke Johanne i Dit nye Hjem, jeg vilde ønske jeg kunde trykke Din Haand og se Dig saadan rigtig ind i Øjnene, som Signe Læssøe sagde, men Afstanden er temmelig stor dertil. Hvis jeg sammen med min Kæreste kommer til Bornholm til Sommer saa kommer jeg og besøger Dig enten Du saa vil have mig eller ej. Lille Vabs er jo hos sin Onkel i Aakirkeby, har jeg hørt, Elisabeth og Thyra Møller hjemme, Sara hos Ipsens, men hvor er Du Thyra Hansen? Marie Bidstrup samt Ingefrid er vel hjemme, jeg har været glad ved eders Breve. Saa kommer Anine der altid var saa flink til at laane mig sine Træsko naar vi vaskede Gulv, endnu er jeg ikke blevet saa rig, saa jeg er Selvejer af et saadant Par. Gertrud og Laura Tranberg har jeg ikke hørt noget om siden vi rejste fra Skolen, heller ikke ved jeg hvor jeg skal søge Laura Marker, saavidt jeg husker lovede jeg at skrive til Dig, men endnu er det kun blevet i Tankerne. Hvor er Anna Hansen cycled hen, det kunde jeg lide at vide, maaske kan vi tage en Cycletur sammen naar jeg kommer hjem. Thorgunna Du er vel saa optaget af Din Kæreste saa Du ikke har Tid til at tænke paa andet end ham og Udstyr, er Marie hjemme? Ingeborg Møller ser jeg maaske ogsaa naar jeg kommer hjem. Og Du lille Hedvig er jo blevet konfirmeret og er voksen og stor, vil Du hilse Elisabeth og Dine Forældre fra mig. Jeg sad forleden Aften og læste i min Poesibog og læste da ogsaa hvad Kathrine havde skrevet. Men naar under Solen ej Sjælen hvad den vil, saa er der andre Sole og andre Stjerner til. Og slukkes alle Sole og Stjerner en Gang, dog Livets Kilde springer hvor evig den sprang. - Hvor jeg synes det er underligt at tænke paa at hun er død, det Ord Død lyder saa haardt, og dog er det noget ingen af os kan undgaa - Hør Du Bothilde hvor er Du henne i Verden, samt Anna og Marie? Jeg glæder mig til at læse "Ekko" naar jeg kommer hjem til Sommer. Bodil træffer jeg nok hjemme hvis jeg kommer til Hindholm. Hvordan har lille Fætter Vilmer det? - Kældermændene*) er ogsaa alle fløjet ud i Verden, dog tror jeg Ingeborg ved hvor en af dem er, hils ham fra mig, og Bothilde ved vist hvor en anden er. Hvor vi i Grunden havde det rart sammen Sommeren 99. Jeg glæder mig ofte ved Tanken om den Tid, gid den kom tilbage igen. Husker I Foredragstimerne, Aftensang i Skumringen, Lege paa Engen og paa Salen, samt Mødet ved Vandposten om Aftenen. Husker I da Minna og jeg kom dansende ind til eder, naar I vare i Seng? Beboerne af "Morgengry" erindrer maaske en Aften vi kom, Asta gik bagover i Vandfadet som stod paa Gulvet. - Husker I den sidste Søndag Morgen da vi skulde paa Kongemindet og se Solen staa op i øsende Regnvejr? Tak for Tiden vi vare sammen og Tak for Hilsenerne Dagny sendte mig fra Jer alle i "Ekko" - Tusende kærlige Hilsener til Jer alle fra eders gamle Skolekammerat

Gudrun Lie.         
d.-6-2-1901.         



[Tilføjelser rundt om i marginerne]:

Jeg har læst en Del gode Bøger medens jeg har været her, det er mig en hel Fryd at se dansk Læsning og høre dansk Tale nu.

Bodil kan hilse Alfred og sige, at nu har jeg snart lært at sige Church.

Vil I hilse Forstanderen og hans Familie fra mig.

Undskyld alle mine Kommafejl. I kender jo alle mine svage Sider.

Min Adrs. er indtil Maj "The Church Institute Albion Street Hull England.


[ *) Kældermændene. Der kan kun være tale om nogle af de 6 mænd, der den sommer gik på det udvidede kursus, og som må have boet på to værelser, der lå i sydfløjen i forlængelse af køkkenet og spisestuen. De to, der hentydes til er naturligvis Ingeborg Møllers senere mand, Hans Georg Hansen, og Bothilde Schmidts broder, Marius Schmidt.]

SAMs højskolehistoriske Arkiv