Ingeborg Møller

Åker ndr. Skole - november 1899

Ja, da jeg er saa lykkelig endnu at være paa Højskolen, saa synes I vel sagtens, at jeg skulde fortælle jer noget derfra, og det vil jeg ogsaa gerne, da jeg antager, at det maa interessere jer alle at høre noget fra det Sted, som I alle sammen holder saa meget af. Nu er jo et nyt Hold elever rykket ind og har indtaget jeres Pladser paa Højskolens Bænke. De er 23 i Tallet*) og om der kommer flere efter Jul, ved jeg ikke. De ere jo endnu helt ubekendte for mig i det mindste de fleste af dem, og om jeg nogensinde lærer dem at kende, er jo ikke godt at vide; vi har som bekendt andet at bestille end at tale med dem. Om Vinteren er det heller ikke saa fristende at smutte bort fra Læsningen en Gang imellem som om Sommeren, naar Pigerne er der. - Ja, I ved jo, at vi har faaet en ny Lærer med det mærkværdige Navn Hansen. Han har ikke noget med os at gøre endnu, saa længe Alfred**) er hjemme; men vi har været inde og hørt paa ham i Højskolen et Par Gange, og det lader til, at han er en god Lærer; jeg tror nok, at han kan faa fat ide fleste af dem, for han fortæller livligt og fængslende. Han kan dog ingenlunde sammenlignes med Forstanderen; men det skal der ogsaa meget til. Jeg vilde ønske, I havde hørt et Foredrag, som Jensen holdt i Gaar; han talte om Lykken, om Menneskers forskellige Begreber om den. Lykken er jo det, vi alle stræbe imod, og enhver har vel udmalet sig, hvordan det skulde være, for at han eller hun skulde kunne blive lykkelig og glad. Han syntes, at det var den største Lykke at føle sig elsket af de Mennesker, som man lever iblandt, og jeg kunde ikke lade være at tænke, at saa maatte han da være uendelig lykkelig; for det er da meget sjælden, at nogen af dem, som har levet sammen med ham, ikke er kommet til at holde af ham. Han gjorde os opmærksomme paa, hvor uendelig meget vi har faaet alle sammen i vore Sanser, Syn og Hørelse især, og ogsaa vore Hænder, disse vidunderlige Redskaber, som har udført saa ubegribelige Ting. Ogsaa den legemlige Sundhed er jo et stort Gode, og hvor lidt skønnes der saa ikke tit derpaa, førend vi maaske har mistet den. Ja, utaknemlige, sagde han til Slut, maatte vi i Sandhed være, hvis vi ikke en Gang kunde sige Tak for alt dette, og vi maa sagtens alle bekende, at vi glemmer det altfor tit. Ja, jeg kan selvfølgelig ikke gengive hans Foredrag, hvor gerne jeg end vilde, men disse faa Bemærkninger kunne maaske give jer et lille Begreb om, i hvad Retning hans ord og Tanker gik. Han har været i København nu igen et Par Dage og holdt Foredrag ved et Bethesdamøde, hvor de var saa begejstrede og glade for ham, saa der var aldrig set Mage før. Hvor det maa være en Lykke saaledes at kunne faa Mennesker med i, hvad der er ædelt og godt; men, som han selv en Gang sagde det; det er ikke noget, som man kan tage af sig selv. Jeg kommer til at tænke paa, at han i Gaar ogsaa pegede paa, hvor stor en Lykke det var, alene det at være Menneske, og hvor forfærdeligt det vilde være at miste sin Forstand. Jeg synes, at det er godt at blive gjort opmærk-som paa alt dette, fordi det er noget, som saa mange slet ikke tænker over. - Nu faar jeg holde for denne Gang, da jeg skal til Mødet paa Højskolen i Eftermiddag. Det er vel sagtens baade første og sidste Gang at jeg skriver i "Ekko", mens jeg er paa Højskolen; naar den næste Gang kommer, er jeg vel sagtens borte herfra.

Modtaget d. 9 afsendt 1 [11 ?] Novbr.