Ingeborg Møller

Åker ndr. Skole - juni 1901

Det falder mig temmelig vanskeligt at skulle skrive til jer alle paa en Gang, saa jeg fristes næsten til helt at lade være; men ret betænkt kommer jeg vel alligevel til at skrive lidt, for ellers faar jeg vel slet ikke Ekko mere og faar følgelig heller ikke læst, hvad I andre har skrevet, og det vil jeg dog saa gerne.
I ved vel nok alle sammen, at jeg har været paa Sælland det sidste Aars tid; men der er maaske ikke ret mange af jer, der véd, at jeg igen er kommen hjem og bliver hjemme, i hvert fald foreløbig. Jeg syntes ikke om den Plads, jeg havde paa Sælland, derfor rejste jeg. Nu søger jeg en anden her paa Bornholm men har ikke ret meget Haab om at faa den. Saa længe jeg er hjemme, skal jeg gaa i Huset og forøvrigt hjælpe Fader lidt i Skolen. Jeg har det rigtig godt og er glad og tilfreds. - Det var det, jeg vilde skrive om "mig selv". - Saa er der Karen Køies Spørgsmaal, som nu forresten ikke er saa lette at svare paa, men som jeg dog tror, jeg vil sige en lille Smule til, haabende, at det kun er os Piger, der faar det at læse, da jeg ikke vil holde ret meget af, at uvedkommende faar det at more sig over.
- Laura Marker har jo besvaret de første af Karens Spørgsmaal, og jeg er tildels enig med hende. Kun finder jeg ikke - ligesom min Søster Thyra - at hun har Ret i det hun svarer paa det første Spørgsmaal. Der siger du Laura: Ja, hun bør gifte sig med ham; thi hvad vinder hun ved ikke at gøre det? Du kunde lige saa godt sagt: Hvad vinder hun ved at gøre det? og jeg vil tilføje "Hvad vinder han ved at faa en Hustru, som ikke elsker ham, men som kun gifter sig med ham af - Medlidenhed? Hvad vilde Samlivet blive under saadanne Forhold? I de aller fleste tilfælde vilde det vist blive ulykkeligt; jeg kan da ikke tænke mig andet. Maaske det ikke er rigtigt, men jeg kan nu ikke se anderledes paa det. Vilde Manden mon ikke lide ligesaa meget ved at faa til Hustru en Kvinde, som ikke holdt af ham, som maaske ikke en Gang havde Agtelse for ham, som ved ikke at faa hende? Og skulde et saadant Tab virkelig kunne tilføje en Mand ubodelig Skade? Mener I det? Der er jo ganske vist Naturer, der ikke kan bære Sorg eller Modgang, og det kunde jo saa synes, som om Laura har Ret, og at det i et saadant Tilfælde vilde være Kvindens Pligt at bringe Offeret og gifte sig med den, der elsker hende, selv om hun ikke bryder sig noget om vedkommende. Men det er kun det, jeg tvivler om, at han vil kunne blive lykkelig alene ved det at besidde den elskede, naar hans Kærlighed ikke bliver besvaret, og i saa Fald vilde Offeret, hun bragte, jo være til ingen Nytte. - Jeg vil kun endnu sige - angaaende denne Sag - at jeg vilde ikke kunne gifte mig med en Mand, som jeg ikke holdt af, da jeg maatte sige mig selv, at jeg i et saadant Tilfælde aldeles ikke vilde kunne magte den Opgave at gøre ham lykkelig. Jeg har set Eksempler paa Ægteskaber, hvor den ene Part har staaet ligegyldig overfor den anden, og det er noget af det sørgeligste, der kan tænkes. - Nu maa I andre virkelig ogsaa sige jeres Mening og ikke undskylde jer med, at det er noget, I ikke har Forstand paa, eller at I er for "grønne og uerfarne", som Thyra siger; for det har I ikke Lov til; men jeg har jer en lille Smule mistænkt for, at I nok kunde finde paa det alligevel. -
Det er sandt, der er jo Karens fjerde Spørgsmaal, som der endnu slet ikke er svaret paa. Om det er Ret eller Uret af Lægerne at lyve for Patienten angaaende Sygdommens Natur. Ja, der kan siges noget baade for og imod; men jeg har ikke Tid til mere denne Gang og vil derfor nøjes med at sige, at jeg mener, det er Lægernes Pligt at sige deres Patienter det, hvis Sygdommen bærer mod Døden. Jeg ved en ung Pige, hvis Læge stadig trøstede hende med, at hun snart vilde blive rask, og som derfor stadig pludrede lystig op med sine Veninder om Baller og Selskaber og Kjoler og alt sligt, havde kun Tankerne henvendt paa det, og selv Forældrene var saa forblindede, at de, skønt de vidste, at hun maatte dø, blev meget vrede paa Præsten, fordi han en Dag begyndte at tale med hende om Døden. De sagde til hende: Nej, du dør ikke, nu bliver du snart rask". Og kort Tid efter var hun død. Ethvert alvorligt tænkende Menneske maa vel sige, at det var Uret baade af Lægen og Forældrene mod den unge Pige, og jeg ved da, at hvis det var mig, der blev syg og skulde dø, vilde jeg mange Gange foretrække at faa Sandheden at vide, fremfor at blive holdt hen med Udflugter. Saa, nu maa jeg holde. Med mange venlige Hilsner er jeg Eders

E. S. Jeg skal hilse jer alle fra Forstander Jensen! Jeg var nede og besøgte ham paa Hindholm, før jeg rejste hjem. Han havde tolv Elever den Gang men har maaske faaet flere siden. De havde det godt hele Familien. Hans Peter er en ivrig Landmand og Vilmer er hjemme for at hvile ud. Bodil er Lærerinde, Ebberup Lærer og Valborg*) - ja, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal kalde det - hun laver Mad ligesom paa Bornh. Højskole.