Ingefrid Skovmand

Aakirkeby - september 1901

Denne Gang må jeg begynde med at skrifte. Halvtredje Uge er gået, siden Jeg fik Ekko - så stor en Forbrydelse havde jeg ikke selv tiltroet mig at kunne begå. Det må måske dernæst være mig tilladt at gøre et svagt Forsøg på at fremføre noget til min Undskyldning. I det Øjeblik Posten bragte mig Pakken, skulde vi sammen med flere have en Køretur til Randkløve Skår. At Ekko den Dag blev lagt til Side og kun halvt læst om Aftenen er vel ikke underligt. Næste Dag var Lørdag, vi tørrede Tøj efter en stor Storvask og om Eftermiddagen havde vi Besøg af min Kusine, der få Dage senere skulde rejse til Norge, hvor hun har Plads. For noget så usædvanligt måtte Ekko også vente. I bebrejder mig vist heller ikke, at jeg om Søndagen brugte Formidda-gen til at gå i Kirke og Eftermiddagen til at tage til politisk Folkefest. Fra Festen i Almindingen tog jeg efter tidligere Bestemmelse til Østermarie, hvor min Søster, der har været hjemme en Måneds Tid, var. Hun havde sine to Småbørn med, og dem skulde jeg hjælpe hende med at passe på en Tur rundt til Venner og Slægtninge. Det er nemlig, som de, der kender Børn, ved, langt vanskeligere at passe dem ude end hjemme. Først efter en Uges Forløb kom vi tilbage igen, og der gik en Uge til. Sidste Søndagaften puttede jeg mine Søsterbørn ned i en Køje på den Damper, der skulde gå fra Rønne samme Aften. De har i lang Tid haft de fleste af mine Tanker; men da jeg nu endelig ser mig i Stand til at skrive lidt i Ekko, er jeg nær ved at angre, at jeg ikke tidligere lod den løbe videre, da I jo dårlig kan være tjent med al den Sinken for mit Brevs Skyld. Da jeg nu allerede har beholdt Bogen så længe, synes jeg dog, jeg maa yde mit skriftlige Bidrag, så godt jeg kan. Intet kan dog formilde Omstændighederne; men hvis I synes, jeg har handlet ilde, vil I nok gøre mig den Tjeneste at skænde på mig og helst ikke for meget over mig.
Jeg har det godt, er endnu hjemme og passer Huset, og jeg har også begyndt at hjælpe Fader med hans Drenge; ja, der er da en Pige, men de 6 er Drenge*). I det År, der er gåt siden sidst, har jeg ikke oplevet noget særligt i det Store når undtages, at vi igen er flyttede. Vi bor nu i det nederste Hus på venstre Hånd på Bakken ud ad Neksø-vejen til. I det Små opleve vi jo hver Dag tusinde Ting, som måske ofte har lige så megen Betydning for os, som dem, der synes at sætte Grænsepæle hist og her; men når man omfatter så stort et Tidsrum som et År, ved man jo ikke hvor man skal begynde eller ende med sligt. Jeg mener just ikke de enkelte Småbegivenheder, men de mange sammenlagt; alle de Småting, der kan blive Årsag til eller føde Tanker og Handlinger.
Så vil jeg gerne kaste mig Karens Spørgsmål, skønt jeg straks følte mest Lyst til at skyde dem til Side som noget, der var for farligt at komme ind på for mig, alle velmente Formaninger til Trods. Ja, Karen! Dine Spørgsmål synes mig lige så vanskelige at besvare, som Ebberups værste Stilopgaver. Jeg kom netop i Dag til at tænke på, hvordan jeg gik og pinte min Hjerne med den tåbelige Opgave: "Forøger Kundskab Menneskets Lykke?" Jeg mener nok Philosoffer kunde kaste sig over sligt, men ikke Pigebørn. Jeg vilde nu svare "Nej", men grunde i flere Dage forgæves for at finde Beviser, hvorved jeg kunde befæste og hævde den Løsning. Stilen blev aldrig færdig. Nå, jeg håber dog at kunde skille mig lidt bedre fra Besvarelsen af Dine Spørgsmål, skønt det synes mig vanskeligt at klare i Tanken og vanskeligere at udtrykke fyldestgørende på Papiret. Jeg vælger at begynde bagfra, altså med det fjerde Spørgsmål: Jeg er mest tilbøjelig til at tage Lægernes Parti. Hensigten helliger Midlet, og jeg finder det både rigtigt og rimeligt, at en Læge tager alle Midler i Brug, hvorved han mulig kan gavne den syge. Jeg tror Lægerne ofte er nødt til at føre deres Patienter bag Lyset f.Eks. med Hensyn til Sindsygdomme eller lignende. Helbredelse er vist også undertiden kun mulig, hvor Håbet og Viljen til Livet kan bevares hos den syge. Hvis det, som Karen synes at mene, i Almindelighed er Lægernes Skik "at lyve for deres Patienter, må det vel være anerkendt som noget nødvendigt eller i hvert Fald gavnligt. Den letsindige unge Pige, Ingeborg fortæller om, er jo unægtelig et uhyggeligt Eksempel, som måske kan stilles imod, hvad jeg her har sagt; men jeg vover at udtale den Tro: at Alvor i de fleste Tilfælde vil komme til en dødsyg, hvis der overhovedet findes sådan noget hos samme Menneske. Så det tredie: Man kan vist ikke i det Stykke tale om, hvem der går eller bør gå den længste Vej. Det, at to kan blive til Eet, er vel en af Livets skønneste Hemme-ligheder. Det sker kun i Kraft af guddommelig Kærlighed, idet to Mennesker helt forstår og elsker hinandens sande Væsen og Natur. Hvis den ene kun går op i den anden, bliver noget af den anden, kan Eenheden umulig blive fuldkommen, den må blive halv eller skæv. Her vil jeg gerne tage fat på det første Spørgsmål: Når Karen spørger: "Bør en Kvinde o.s.v.", tillader jeg mig at se bort fra den stakkels Mand, som tager Skade (?), fordi jeg mener, der aldrig burde indgås Ægteskab uden gensidig Kærlighed. Det kan måske nok tænkes helt godt, om den end ikke findes; men det svarer ikke helt til Idealet. Det andet har jeg endnu tilbage: Dertil vil jeg gerne sige, at vi ikke blot er Kvinder, men også Mennesker. Det, jeg tror det gælder om er at udvikle de Evner, vi har fået og arbejde med, noget vi har Lyst til, hvor vi også bedst vil kunne gøre Fyldest. Alle Piger bliver jo ikke gift, og jeg finder noget unaturligt i at stile mod et Mål, man knap tør eller kan tænke sig at nå. En anden Sag er det naturligvis med dem, der står på Tærskelen til Ægteskabet; men jeg repræsenterer den ganske unge Pige. De fleste unge Piger interesserer sig vel nok for kvindelig Gerning; men jeg tror ikke, at de, som ikke gør det, gør sig selv nogen Tjeneste ved at tvinge sig til det. Med Hensyn til at uddanne sig til Opdragerinde, tvivler jeg om, at man selv formår ret meget. Det vil jeg nu lade stå hen. Jeg synes ikke min Tanke duer til at klare noget rigtigt. Der er Tåge for den; men hvis den en Gang vil lette, skal jeg skrive bedre.

Modt. d. 30te August. Afs. 21de Septbr.