Kirsten Nielsen

Greve, Sjælland - august 1901

Det er altsaa et Aar siden Ekko var hos mig sidst. I den Tid har jeg oplevet meget noget godt og noget mindre behageligt; men saadan er jo hele Livet vi maa tage det som det kommer. Vi kunde vist heller ikke taale Medgang altid. I Vinter tjente jeg i København hos en Læge. Det var ellers rare Folk men i Førstningen var det alligevel lidt bagvendt. Jeg var Enepige saa der var ingen at tale med. Dog blev jeg snart kendt med Pigerne deri Huset. Der var en Frelserpige som tjente ovenpaa hende kom jeg straks til at holde af. Hun var saa livlig. Om Aftenen naar vi var færdig sad vi sammen paa mit Værelse. Hun kunde spille paa Gittar ogsaa sang vi til. Vi tilbragte mange Timer sammen men ogsaa det fik Ende hun maatte rejse til sit Hjem i Aalborg hvilket var et stort Savn særlig i Førstningen. Det vared dog ikke længe før jeg kom til at holde lige saa meget af en der hed Marie. Hun var en ældre Pige og havde tjent det Herskab i atten Aar. Vi kunde tale sammen om alt var der noget jeg var glad eller bedrøvet over saa skyndte jeg mig at fortælle Marie det. Vi var sammen en Aften i Teater og saa Ambrosius*). I kan tro det var et dejligt Stykke. De fleste af Jer har nok læst den Bog. Jeg tjente i Skindergade og det er lige op til Frue Kirke. Jeg kunde staa paa mit Værelse og se hvad Uret viste paa Kirketaarnet. Og Fruen var saa god at lade mig gaa derhen hver Søndag Formiddag. Der er nogle gode Præster særlig god er Stiftsprovst Paulli ham kunde jeg rigtig forstaa. Fruen jeg tjente var en Hollænder men opfødt i Indien. Derovre havde Herren været Militærlæge; det var meget morsomt naar jeg var alene hjemme fik jeg en hel Bunke Billeder at se derovre fra, hvor der maa have været smukt. Saadan store Trær og Blomster af alle Slags. Jeg kan hilse fra Hindholm jeg var der de sidste fjorten Dage af Juli. Der er jo flere af Jer der har været der paa Besøg fortalte de. Anna Hansen som læste til Lærerinde den Sommer vi var der var der et Par Dage mens jeg var. Gudrun var rejst om Morgenen til min store Sorg. Laura Marker (saaledes maa jeg nok kalde Dig da jeg ikke ved Dit nye Navn) Du vilde nok besøgt mig fortalte Olivia. Det var kedeligt Brevet ikke gik rigtigt. Jeg var meget glad for at være paa Hindholm. Der tjener jo min Kærest nede som flere af Jer ved han var jo paa Bornholms Højskole i Vinter. Jeg savned alligevel mine gamle Skolekammerat, det er jo heller ikke til at blive saa kendt paa saa kort Tid. Karens Spørgsmaal vil jeg ikke begynde at svare paa det kommer jo meget an paa hvad Naturer begge Parter er.
Nu hilses I alle hjærtelig fra Eders Kirsten Nielsen.
Til Lykke alle I der har faaet Eders eget Hjem.