Laura Marker

Højskolen - november 1899

Laura Marker figurerer ikke i elevprotokollen, hvilket muligvis skyldes, at hun før elevtiden havde været privat tjenestepige hos forstanderfamilien. Ad anden vej ved vi dog lidt om hende. Hun var i begyndelsen af 20-erne og stammede fra en landejendom i Gadeby i Østermarie. Hun havde været tjenestepige på Vallensgård, hvorfra hun så kom til højskolen. Af et elevbillede ser det ud til, at hun er fortsat som tjenestepige på skolen den følgende vinter. Hun var forlovet med Kristian Olsen, som havde været elev 1894-95, og som var fra den landejendom, der ligger i umiddelbar nærhed af skolen og senere blev købt af forstander Andreas Hansen.

Kære Kammerater.

Nu er der gaaet snart 6 Dage, siden jeg modtog Ekko. Jeg er endnu paa Højskolen og skal ogsaa bliver der. Det var jo Meningen, at jeg skulde været til Vallensgaard; men en højere Vilje end min bestemte det anderledes. I maa undskylde, at jeg har beholdt Ekko saa længe; men jeg har havt saa travlt nu til November. I Fredags begyndte Vinterskolen. Her er kommet 22 Elever, og her kommer nok en til.
Nu er jo saa atter den dejlige Tid kommen for mig, da jeg skal ind til Foredrag. I kan tro jeg glæder mig dertil. Her er kommen en ny Lærer, som bærer samme Navn som Ebberup, nemlig: Hans Hansen. Noget nyt ved jeg ikke; men er der noget, fortæller vel nok Hedvig og Ingeborg det.

Hilsen til Eder alle fra        

Eders        

Laura Marker


Modtaget d. 31. Oktober, afsendt 5te November


SAMs højskolehistoriske Arkiv