Lyderslev Præstegaard pr. Storeheddinge.
Kære Pibla ! !
Først vil jeg fortælle om mig selv; det har man altid saadan Lyst til, - ikke sandt? Naa, jeg er i Lyderslev Præstegaard og er Stuepige. Jeg har det storartet godt; blot alle Piger havde det saa godt, saa kunde de sagtens være glade. Den første Dag jeg kom, syntes jeg ikke saa godt om det; jeg tænkte "Ja et halvt Aar skal jeg nok holde det ud, men heller ikke en Dag længer". Men nu har jeg heldigvis forandret Mening. Det er en næsten ny Præstegaard, her er 18 Værelser foruden Køkken og Spisekammer, saa I kan nok tænke, jeg har nok at bestille; men hvad gør det, naar man ellers har det godt. I Dag var jeg oppe Kl. 5, det er noget andet end ligge til Kl. 7 og dovne. Jeg har et dejligt stort Værelse med Kakkelovn og en dejlig Udsigt - nej undskyld - Udsyn mente jeg, over Byen og bagved et Gadekær, der kaldes Gævnø Sø*), og jeg kan ogsaa se Højskolen. Her er Roser omkring Vinduerne; nej, jeg sidder og lyver; Drengene siger at det er Vildvin; der kan I se, jeg er god til at kende Blomster, noget I jo kender fra Højskolen. Men lige meget det er ogsaa kønt. Her er ogsaa en stor dejlig Have, med Park og store dejlige Træer.
Vi har det ellers ogsaa saa morsomt. Præsten læser hver Dag naar vi faar Mad og om Aftenen spiller Fruen og Han (Præsten) sammen. I Dag er vi ene hjemme og saa har vi Lov at gøre ganske som vi vil. Laura Misse er Mutter og jeg er Fatter, og det er alt sammen meget dejligt. Jeg skal ogsaa fortælle jer hvor mange Børn her er. Først Laura, hun er 13 Aar saa Erik og Bernhard, og saa en lille Snut, der hedder Agnete; det er Kæledæggen; saa er der ogsaa to store Drenge; men de ere i Roskilde; I Søndags vare de hjemme og besøgte. Naa, nu kan det vel være nok om det.
Jeg kunde have stor Lyst til at sige Karen min Mening, men først vil jeg bare lade jer vide at jeg ikke taler af Erfaring. Jeg er enig med Laura Marker undtagen i det første Spørgsmaal; der siger jeg : "Nej". Og tror Du, Laura, at hun vilde faa mange glade Timer, hvis hun giftede sig med en, hun ikke holdt af; det tror jeg næppe, og jeg tror heller ikke hendes Samvittighed blev renere deraf; enhver maa da vel være sig selv nærmest i det Stykke. Altsaa, jeg raader Karen fra at gifte sig med en, hun ikke holder af, selv om han elsker hende aldrig saa meget. Ja, det er haarde Ord at høre, men I kan trøste jer med, at jeg er alt for grøn og uerfaren til at disputere om saadan noget og derfor vil jeg heller ikke skrive mere om det. Nu maa Du bare ikke blive vred Karen.
Det, der har moret mig mest, er det Valborg skriver. Først fortæller hun, at hun skal til en Enke i Bodilsker, og bagefter saa siger hun at hendes Adresse bliver: "Jens Skov i Bodilsker". Er Jens Skov en gammel Enke mon, eller er han Enkemand? Ja Valborg, jeg er nok med paa den; men det er vel ikke alle, der er det, og derfor synes jeg, Du kunde fortalt hvordan det hænger sammen. Jeg tror ogsaa gerne at Du faar mere at fortælle næste Gang, Du skal til at skrive. Jeg synes der var mere jeg skulde fortælle jer. men nu kan jeg ikke huske det og I er vel ogsaa fornøjede med mit Vrøvl; men det tilgiver I mig nok, I ved jo, jeg ikke kan dy mig, naar der gives Lejlighed. Der kunde nok være Grund til at følge mit gode Eksempel med Hensyn til at skrive straks for det har jeg gjort; jeg fik den først Kl. 3 og nu er jeg færdig; Kl. er kun 8. Men I maa rigtignok undskylde at jeg har skrevet saa rædsomt, for det er pennen der er daarlig, skal jeg sige jer, ligesom det gaar allerbedst saa sprutter den. Det er en jeg har fundet og taget til Naade, for jeg havde ingen med, og ved ikke hvor jeg skal henvende mig for at faa en. Naa nu maa det være nok og saa hilses I alle saa mange Gange fra Eders Thyra Møller.
[ *) Lyderslev og Gævnø er to nærmest sammenvoksede landsbyer på det sydlige Stevn, og midt i det hele ligger kirken og den nævnte Gævnø sø. Stevns Højskole lå et par kilometer længere mod øst, og et par kilometer mod syd lå Stevns Frikirke.]
|