Bornholmske elever
på Vallekilde Højskole 1868-90

Sommerholdene 1874, 1875 og 1876




Indledende oplysninger




Sommerholdet 1874

Katrine Kaas, Aaker

Cathrine Kirstine Kaas, født 11/4 1857, 17 år, fra Brandsgård, Aaker. En søster til hende, Dorthea Kaas, var elev 1878.
Cathrine Kaas blev senere gift med Laurits Andersen, som nævnes som tjener i København.
Kilder: Koefoed-sl. s. 68; Bornholmere.dk.

Johanne Larsen, Klemensker

Kathrine Johanne Larsen, født 28/2 1855, 19 år, fra Strangegård, Klemensker. Tre søstre og to brødre blev også elever på Vallekilde.
Johanne Larsen blev 29/9 1880 gift med gårdejer Iver Thomsen Kjems, Mejlbygård, Lindtrup, Sønderjylland, f. 11/9 1850. Han døde imidlertid knap 10 år senere, 21/6 1890. Hun bosatte sig derefter i Nexø. To døtre blev senere elever på Bornholms Højskole.
Kilder: Koefoed-sl. II s. 52; Jochum. s. 76-77.


Sommerholdet 1875

Anine Hansine Andersen, Aakirkeby

Anine Hansine Andersen, født 20/10 1858, 16 år, fra et avlsbrug i Nyby, Aakirkeby. Hun blev gift med Janus S. Kofoed og bosat på 2. slg. Engegård i Nylars. En søn, Karl Kofoed, blev 1907-08 elev på Bornholms Højskole.

Boline Elisabeth Blem, Aaker

Oline Elisabeth Blem, født 9/8 1858, 16 år, fra Værmelandsgård, Aaker. (navnet "Boline" må være en fejl). Hun blev elev igen 1878. Det hedder, at hun efter højskoleopholdet blev hun mejerielev ved Kalundborg, men det har formentlig været efter det andet ophold.
Den 20/4 1886 blev hun gift med Karl Georg Bernhard Bidstrup, Rønne, som senere blev fabriksbestyrer på Nordre Jernstøberi.
Kilde: Bendix. s. 33 & 46.

Kristjane Dam, Østerlars

Christiane Marie Dam, født 21/8 1851, 23 år, fra Dammegård, Østerlars.
Hun døde imidlertid knap to år senere, 14/3 1877, 25 år.
Kilde: Østerlarsker-slægter nr. 954, s. 65.

Jensine Kirstine Kofod, Ibsker

Jensine Kirstine Kofod, født 21/6 1850, 25 år, fra Ellesgård, Ibsker.
En yngre bror til hende, Maurits Kofod, var senere elev to gange på Vallekilde.
Jensine Kofod blev gift med gartner Jens Madsen Kofoed og bosat i Nexø.

Margrethe Benie Kirstine Kofod, Aaker

Margrethe Benia Chirstine Kofoed, født 13/2 1859, 16 år, fra St. Bukkegård, Aaker.
Hun blev 3/1 1882 gift med Hans Ancher Sonne, f. 10/2 1856, fra Risegård i samme sogn, elev på Vallekilde 1874-75. De blev bosat på Grubbegård i Pedersker. To børn blev elever på Bornholms Højskole.
Kilder: LB. s. 289; Koefoed-sl. s. 74; (hun figurerer også i andre stamtavler).

Karen Margrethe Munk, Ibsker

Karen Margrethe Munk, født 13/2 1859, 16 år, fra Rågeskovsgård, Ibsker. Den næstfølgende her og endnu en søter var elever på Vallekilde.
Karen Munk var længe medhjælper hos sine søskende, men blev som 39 årig gift med avlsbruger og enkemand Markus Brandt, Nexø. De fik en datter, som senere blev elev på Bornholms Højskole, og som på sine ældre dage skænkede et pengebeløb til skolen.
Markus Brandt gik i øvrigt i 1901 sammen med sin svoger, Jens Hansen Munk på Rågeskovsgård og købmand I.S. Kjærgaard i Nexø om at købe en købmandsgård på torvet i Nexø og indrette den til højskolehjem.
Kilder: Aksel Jensen: Privat stamtavle over "Slægten Munk fra Rågeskovsgård"; artikel i Bornhomske Samlinger 2014.

Mathea Andrea Munk, Ibsker

Mathea (Thea) Andrea Munk, født 9/2 1853, 22 år, fra Rågeskovsgård, Ibsker, søster til ovenstående. (Rækkefølgen af hendes fornavne veksler i gengivelserne).
Mathea Munk blev gift med Magnus Andrea Ipsen og bosat på ejendommen "Højene", Ibsker. Fem sønner og én datter blev senere elever på Bornholms Højskole.
Kilder: Aksel Jensen: Privat stamtavle over "Slægten Munk fra Rågeskovsgård"; LB. s. 183 m.f.


Sommerholder 1876

Vilhelmine Hansen, Bodilsker

Vilhelmine Marie Hansen, født 13/6 1860, 16 år, fra Vestre Slamragård, Bodilsker.
Hun blev 29/9 1879 gift med Thor Kofoed fra Skovgård i samme sogn, og bosat på denne gård. Han havde været elev på Freerslev Højskole i Nordsjælland og senere på Vallekilde Højskole. De fik i tidens løb 10 børn, hvoraf én døde som lille. De 9 andre blev alle elever på Bornholms Højskole, indtil da den næststørste søskendeflok. I næste generation blev ikke færre end 27 fætre og kusiner elever.
Kilder: Koefoed-sl. I s. 25 og II s. 53; Jochum. s. 38 & 45.

Hansine Hansen, Bodilsker

Det er overvejende sandsynligt, at hun er identisk med Hansine Kirstine Pouline Hansen, født 16/10 1858, 17 år, fra Skovgård, Bodilsker. Hun var således halvsøster til ovennævnte Thor Kofoed. Da Thor Kofoed overtog Skovgård, flyttede familien til faderens fødegård i Langedeby.
Hansine Hansen blev senere gift med Christian Hansen fra Vestre Slamragård, altså bror til ovennævnte Vilhelmine Hansen. Han var født 19/12 1857 og elev på Vallekilde Højskole 1877-78, og de overtog hans fødegård.
Kilder: Jochum. s. 38; Kures gårdlister; Bornholmere.dk

Anna Kaspersen, Neksø

Ane Marie Mathea Caspersen, født 24/2 1849, 27 år, datter af en snedker i Nexø. Hun blev senere gift med møller Hans Peter Mikkelsen, Årsdale Mølle, Ibsker. Hun døde 15/9 1941, 92 år.
Kilde: Bornholmere.dk

Dorthea Marie Larsen, Ibsker

Dorthea Marie Larsen, født 3/3 1856, 20 år, datter af avlsbruger Ole Peter Larsen, Årsdale. Hun blev 1878 gift med Poul Julius Kofoed fra Helletsgård, født 1852, elev på Vallekilde Højskole 1870-71. De ovrtog hans fødegård, Helletsgård. Han døde i 1917, og en søn overtog gården. Hun døde i 1935.
Kilder: Kures gårdlister; Bornholmere.dk.




SAMs højskolehistoriske Arkiv