Bornholmske elever
på Vallekilde Højskole 1868-90

Vinterholdene 1876-77 og 1877-78




Indledende oplysninger




Vinterholdet 1876-77

Jokum Peter Blem, Aaker

Jokum Peter Blem, født 26/6 1851, 25 år, fra Værmelandsgård, Aaker. Han var 1868-69 elev på Hindholm Højskole, efter jul 1873 på Østermarie Højskole, og endelig efter jul 1877 på Vallekilde. Han overtog fødegården og blev 1886 gift med Andrea Karoline Andersen.
Kilder: Bendix. side 33 og 41 FF.

Niels Svendsen Dam, Poulsker

Niels Svendsen Dam, født 5/4 1858, Fra St. Kirkebogård, Poulsker. Han overtog på et tidspunkt Tornegård i samme sogn og blev 19/10 1898 gift med Mathea Catrine Marker, født 31/8 1874, fra et parcelliststed i samme sogn.

Jens Funck, Rønne

Jens Nelius Peter Funch, født 25/4 1857 i Rønne.
Det er ikke lykkedes at finde andre oplysninger.

Johannes Jensen, Poulsker

Navnet kan passe på to personer, men den mest sandsynlige er Johannes Mathias Jensen, født 19/3 1853, 23 år, fra Råbygård. Han blev senere ejer af 35. slg. Dyndebygård, gift med Bodil Cathrine Sonne, født 3/4 1860, fra Hullegård i samme sogn. De tilhørte valgmenigheden, og to sønner var senere elever på Bornholms Højskole.
Kilder: Koefoed-fa. 42 & 44; Bornholmere.dk

Jens Andreas Jensen, Vestermarie

Jens Andreasen Jensen, født 2/2 1855 i Vestermarie. Han blev senere murer i Rønne, gift med Laurentsine Margrethe Bech, som var fra Nyker.

Markus Kjøller, Aaker

Marcus Filius Kjøller, født 25/4 1859, 17 år, fra Højegård, Aaker. Han blev senere ejer af Smedegård i samme sogn, gift med Anna Margrethe Egedia Westh fra Kannikegård, Aaker. De overtog 1900 hendes fødegård, men allerede 20/12 1906 døde han, 47 år.
Kilder: Kures gårdlister; Bornholmere.dk

Karl Kofod, Poulsker

Carl Markus Kofoed, født 8/2 1858, fra Munkegård i Poulsker. Han overtog fødegården i 1895, gift 1/12 1897 med Julie Kirstine Kofoed, født 1/12 1856, fra Skyttegård i Pedersker. Hun ser ud til i en del år at have været husjomfru hos hans forældre.
Han døde i 1920, hvorefter hun året efter solgte gården til Asbjørn Jensen. Hun døde i 1932.
Kilde: Bornholmere.dk.

Johan Kofod, Aakirkeby

Johan Conrad Koefoed, født 12/6 1860 på Buskegård i Østermarie, men familien flyttede snart efter til Aakirkeby, hvor faderen blev købmand.
Johan Koefoed blev selv købmand, men i Allinge, 1885 gift med Christine Georgine Sonne, født 1/11 1858, fra Risegård i Aaker. Han blev kaptain i militsen og borgmester i byen i ca. 10 år.
Kilde: Lauegd-fam. side 57.

Hans Anker Larsen, Klemensker

Hans Anker Larsen, født 17/4 1852, fra Strangegård, Klemensker. Det var hans andet ophold. Hans var som den første af sinne søskende på sit første ophold i 1869-70.
Han overtog efter begge sine forældres ret tidlige død fødegården som 27 årig i 1879. Han blev 1888 gift med Ane Sofie Pedersen, født 21/10 1861, fra Svansbjerg på Sjælland. De fik ni børn, hvoraf to døde som små. De andre syv blev alle elever på Bornholms Højskole.
Kilder: LB. s. 167, 216 & 227: Jochum. 76-77; Jul p. Bornh. 1942;

Laurits Larsen, Poulsker

Laurits Antonius Larsen, født 1/6 1857, 19 år, fra Grammegård, Poulsker. Han blev senere ejer af Løkkegård i Vestermarie, gift med Elene Margrethe Jensen fra Gildesgård, Vestermarie.
Kilder: Bornholmere.dk

Konrad Larsen, Aaker

Conrad Eleuterius Larsen, født 18/4 1858, 18 år, fra Ll. Munkegård, Aaker. Han var nr. 6 af 11 søskende og nr. 2 af moderens andet kuld.
Han var to år senere elev på Tune Landboskole, men allerede året efter døde han den 1/3 1881, knap 23 år gammel.
Kilder: Lauegd. side 46; FT 1880.


Vinterholdet 1877-78

Kristjan Hansen, Bodilsker

Christian Hansen, født 19/12 1857, 20 år, fra Vestre Slamragård, Bodilsker. En ældre søster var elev på Freerslev Højskole i 1872, og en yngre søster på Vallekilde Højskole 1876. En anden yngre søster var elev på højskolen i Østermarie 1882.
Christian Hansen overtog senere fødegården, gift 12/11 1883 med Hansine Pouline Hansen, født 16/10 1858, fra 6. vdg. Langedebygård (tidl. Skovgård), elev på Vallekilde 1876.

Jørgen Peter Hansen, Nyker

Jørgen Peter Hansen, født 16/4 1860, 17 år, søn af udbygger Lars Hansen 6. vdg. pc.
Han udvandrede til USA 2/3 1882.
Kilde: Bornholmere.dk.

Andreas Ipsen, Aakirkeby

Andreas Peter Ipsen, født 21/12 1859, søn af hjulmager Mogens Peter Ipsen, Aakirkeby. Han blev malermester i Aakirkeby, gift med Elisabeth Christine Svendsen, født 12/9 1855, fra Østre Ellesgård, Aaker og elev på Vallekilde Højskole 1877.
Kilde: Dam & Larsen: Aakirkeby, side 196.

Peder Kofod, Aaker

Den eneste mulige ser ud til at være Peder Kofod, født 13/1 1855, søn af husmand og pensioneret løjtnant Peder Kofod, Eskildsgårds gr., Pedersker. Han kan have været i tjeneste i Aaker, før han tog på højskolen. Efter det var han således 1880 på Ll. Grammegård, Aaker, som var nær hans hjem.
I 1890 var han derimod langt væk. Han var på hovedgården Eskjær i Grinderslev sogn i Salling, hvor han figurerer som gartner. Det var han fortsat i 1901, men samme år blev han gift med Else Nielsen, født 9/10 1866, fra gården Granhøjgård i nabolaget, hvor hun var husbestyrerinde for sin bror. De slog sig ned i Nørre Sundby, hvor han etablerede sig som handelsgartner. Her ændrede han sit efternavn til Koefoed. Han døde 31/12 1936.
Kilder: Bornholmere.dk; diversen KB & FT.

Julius Larsen, Klemensker

Thor Julius Larsen, født 25/12 1849, fra Strangegård, Klemensker, elev på højskolen på Pæregård, Østerlars 1868, broder til Hans Anker Larsen, der var elev 2. gang året før, og tre søstre, der også blev elever.
Thor Julius Larsen emigrerede 1879 til Amerika - efter sigende for at tjene penge. Omkring 10 år senere vendte han hjem og blev gift med Emma Petrea Hansen fra Sdr. Kirkebogård, Klemensker, og de blev året efter bosat på ejendommen "Fælleshaab" i Rønne Vang. De fik en søn og tre døtre. Alle tre døtre blev elever på Bornholms Højskole.
Kilder: LB. s. 167, 216 & 227: Jochum. 76-77; meddelelse fra datteren Laura Larsen.

Laurits Peter Pedersen

Lauritz Peder Pedersen, født 27/9 1851, 26 år, søn af udbygger Peder Christiansen, 9. slg.gr., Aaker. Han forblev ugift, nævnes som landmand, boede til sidst i Rønne, hvor han døde 14/1 1939, 87 år.
Kilde: Bornholmere.dk.




SAMs højskolehistoriske Arkiv