|
1880. Vallekilde Folkehøjskole.
den 24. Maj.
Nu begynder jeg da, Gud ske Lov, så småt at vænne mig, til at være her på Vallekilde Højskole, og nu tænker jeg nok, at jeg inden ret længe formelig vil blive glad her. I går (Søndag) var mit Ben da så, Gud ske Lov, nogenlunde kommen sig, så jeg kunde gå den længe ventede Tur til Jyderup Station og besøge min Onkel Oscar. Ellers ere Dagene i denne Uge gåede grumme ensformige og ikke fri for at være kjedelige, da Vejret var så råt, at det ikke var værd at gå uden for en Dør og inden Døre er her sandt at sige, ikke videre behageligt at være, allermindst for mig i denne Uge, da jeg, ved at sidde så meget stille og tænke, kommer bestandig i Tankerne tilbage til de kjære ovre i Odense, og så vågner min Længsel igjen med fornyet Kraft. Ja, det gik endog så vidt, at jeg kom til at længes mere og mere efter hvert Brev, jeg fik, da jeg deri kunde skimte deres Kjærlighed til mig og deres Glæde over, at jeg var herovre, hvor jeg havde det så godt, og så syntes jeg, at det var da grusom utaknemligt af mig ikke at være glad; og det var det vist også, thi de fleste andre vare jo dog så glade og taknemlige for at være her. Men det er heller ikke sådant når man i så ung en Alder (161/2 Aar) kommer ud i Verden fra så prægtigt et Hjem, som jeg har havt, (det er først nu ret, at jeg påskjønner, hvor godt det har været!) så kan man vel sagtens ikke lade være med at længes. Dog de fleste andre, her er,, have dog sikkert i lige så ung og måske yngre Alder end jeg, komne fra deres Hjem, og så det endog for at tjene (de fleste ere nemlig Tjenestepiger) og måske endog under ublide Kår, så jeg må jo egentlig være så taknemlig for at være kommen her, første Gang jeg er ude og prøve Verden, her, hvor der er så rart at være, (thi det erkjender jeg til Trods for min Længsel) og hvor vi få sådan gode Foredrag og meget andet; men nu håber jeg, som sagt, også at den Tid skal være forbi, og at jeg i Fræmtiden må være så glad, at jeg glemmer min Længsel, og nu er det, Gud ske Lov, også begyndt. Nå, jeg gik så i går Morges Kl. 81/2 omtrent her fra Højskolen og begav mig til Jyderup. Der går 2 Veje, én over Svinninge og én over Snertinge, til Jyderup; jeg gik den ad Svinninge, da den skulde være en halv Mil kortere end den anden (altså kun 11/2 Mil), og så skulde den også være langt kjønnere; kjønnere var den unægtelig; men ikke en halv Mil kortere, men derimod en 1/2 Mil længere. Jeg har ikke før været på længere Udflugter herovre og var altså aldeles ukjendt med Vejen, men så traf det sig så heldig, at 2 af de rareste Piger her fra Skolen, (Karen Marie og Kirstine) som jeg havde rejst sammen med herover, skulde til Svinninge. Vi fulgtes så ad, (til Svinninge er omtrent én Mil) og, da vi vare blevne dygtig sultne, gik vi ind til en Kjøbmand Carlsen og spiste os hver et Stykke Wienerbrød à 4 Øre, som jeg betalte. Jeg gik så alene videre og gik og gik, når jeg så spurgte forbigående Folk, hvor langt jeg manglede til Jyderup, så svarede de hele Tiden 3/4 Mil, mærkværdig nok; Jeg kom så endelig derned og traf min Onkel, det er en prægtig Fyr, han! Han ved ikke alt det gode, han vil gjøre mig, og han tror nu, jeg er så forfærdelig kjed af, at være her på Højskolen, da han selv aldeles ikke kan lide Højskoler, så nu skulde jeg rigtig more mig dernede hos ham, og det gjorde jeg også, den korte Tid, jeg var der. Jeg kom først Kl. godt [?], og så gik vi, straks da jeg traf ham, ud for at se Skarresø, der ligger lige i Nærheden af Stationen. Hvor der dog er smukt der ved Jyderup! kjønnere end oppe på Højskolen selv! Så gik vi hjem, og jeg fik en Kop Kaffe (og det smagte dejlig at få en Kop god Kaffe; thi vor her på Højskolen er kun dårlig, hvorfor jeg heller aldrig drikker her, kun drikker jeg varm Mælk.) Jeg så så Onkel telegrafere, det var komisk at se! Onkel fulgte mig så på Vej, til vi traf en Bonde, han kjendte, som jeg så kjørte til Hjembæk med, og derfra gik jeg til Svinninge og derfra til Højskolen. Da jeg så kom hjem var her Brev fra Fader, så det var en hel Højtidsdag den 23 Maj 1880. - Og nu i Dag har jeg fået Brev fra min Veninde Mathilde Kofoed med Indbydelse om at komme over til hende på Bornholm; men jeg vil rimeligvis skynde mig hjem herfra, da jeg længes så meget, skjønt jeg også er bedt til Næstved* og til Slagelse; tager jeg nogen Steder bliver det rimeligvis til Slagelse til Onkel Oscars Forlovedes Forældre, hos hvem min Søster Luzy er i Huset.
Nu er mit Ben så rask, at jeg har været nede at lege og danse meget lige nu Kl. 7-8. Fru Triers Søster, Christine Marstrand, var med, det er en nydelig, ung, rar Pige; hun gjorde også Gymnastik med os.
*[tilføjelse i marginen]: (i Næstved boer min Veninde, Thora Møller, der har gået på Fru Hein's Kursus)
den 28 Maj:
I Dag har jeg igjen efter flere Dages Forløb fået Breve, og det 2, ét fra Moder i Odense og ét fra Moder i Kjøbenhavn, nu var min Længsel omtrent gået over; men med hvert Brev jeg omtrent får, så vågner der noget igjen, da jeg nemlig derigjennem ser, hvor rare de ere imod mig alle sammen. I Dag er det ikke så varmt igjen, men i går var det 21 Gr.'s Varme i Skyggen, det var forfærdeligt, og vi måtte også alle formelig anstrænge os for at holde os vågne; ikke desto mindre gik jeg med en anden Pige ned til Bjergsø 1/4 Mil herfra, til en Vaskekone, og der fik vi Kaffe, og vi vare borte hele Eftermiddagen; Aa, det er så rart at få en Kop ordentlig Kaffe en Gang imellem!
den 30 Maj:
I Dag havde vi i Formiddags Gudstjeneste og Prædiken af en Pastor Mÿgind fra Kjøbenhavn. Hans Prædiken var "kort og god", som man siger, og der var mange, mange Folk heroppe paa Højskolen for at høre ham, og disse Folk skulle så blive at spise til Middag, så hele den egenlige Spisesal og Sideværelset vare prop-fulde af Mennesker; vi fik Rababersuppe med Gryn og Rababerstumper i og så: Flæsk, Rødbeder og Sennep. Så i Eftermiddag, straks efter Middag, så omtrent Kl. 11/2 gik 6 Piger: 2 fra Silkeborg, (Mine og Chirstine), 1 fra Sæby, (Johanne), 1 fra Frederiksværk (Sanne) og 1 fra Færøerne, som kom i forgårs, og så jeg op til Vejrhøj (1 god Mil herfra) og Herregården Dragsholm. Vi morede os rigtig godt; men vare dygtig trætte af den lange Vej, da vi tilmed havde gået meget i Skoven, da den færøske Pige aldrig havde set en Skov før, og på Herregården traf vi 2 af Sannes bekjendte, (2 Karle fra hendes Hjemegn) og de viste os om på Gården, i Mejeriet, Hønsehuset, der er lige så stort som et lille flot Hus, af røde Mursten, med et Tårn til Duer på, o.s.v. Trætte og sultne begav vi os på Hjemvejen; vi havde næmlig spist vor Mad straks efter, at vi vare komne til Skoven ved Vejrhøj, og vi kom så hjem og fik da også noget mere Mad, da de endnu ikke havde spist, da vi kom hjem omtrent Kl. 8. Vi gik så op for at høre Foredrag af Poul Petersen, Hr. Triers Svoger; men da vi vare komne for sent til at komme ind i Foredragssalen, og jeg ikke kunde høre i den anden Stue, gik jeg herind for at skrive dette here. - På Vejrhøj (Sjællands højeste Punkt) er der en smuk Udsigt over Kattegat og Lammefjord, og i klart Vejr kan man se over til Samsø og Jylland; men det var det ikke i Dag, det var for varmt. - Det lader til at den færøske Pige er rar, livlig og naturlig; men desværre skuffer det første Indtryk jo så tit!
den 2 Juni: - [gode foredrag]
I går havde jeg en rigtig rar Dag! Først var der Tale om, at jeg skulde have Lov til at kjøre med en Vogn, der skulde hente noget nede i Jyderup og så besøge min Onkel med det samme; men det blev ikke til noget, da der alligevel ikke var Plads i Vognen. Men så i går Eftermiddags kom en af Skolepigerne, hvis Far bor her ved Skolen for sin Sundheds Skyld, og hvis Familie (der er meget stor) jeg kjender godt fra Odense (hun hedder Johanne Rump fra Frederiksborg), hendes Fødselsdag var det, og hun kom nu og bad mig op på Solbakken" (et lille Hus, der hører her til Skolen, hvor de Piger, der ere formange i selve Hovedbygningen, have deres Værelser) for at drikke Chocolade I Anledning af, at det var hendes Fødselsdag. Kl. 4 godt gik jeg så og traf deroppe: 4 Piger til her fra Skolen, 2 Piger fra Kjøknet, hendes Fader og 2 Karle (Poul Hansen og Jørgen Styrmand) samt Triers to ældste Småpiger (Ingeborg, 12 Aar) og (Sigrid, 9 Aar). Vi drak så Chocolade, talte, dansede og spillede Gnav til Kl. godt 6, hvorpå vi alle skyndsomt gik hjem og også knap kom tidsnok til at få vor Aftensmad. Det er så rart! sådan at få noget midt på Eftermiddagen, naturligvis fordi vi så sjælden få det.
Foredragene her blive næsten bedre og bedre, som nu de i går af Hr. Trier både Middag og Aften, de vare glimrende. Hr. Trier er dog en underlig Taler, han er sikkert meget begavet, men han taler så underlig, som havde han ikke forberedt sig; derfor kommer det så hjærteligt, men han siger lige hvad der falder ham ind, så man ikke rigtig får noget Sammenhæng i hans Tale; men derimod modtage vi snarere et stærkt Indtryk. Men han sagde unægtelig også én af de første Dage, at hans Taler vare indrettede på at gjøre Indtryk, og at vi slet ikke skulde besvære os med at huske dem, thi det var vist næsten umuligt; og det tror jeg også, det er! - Så i går Aftes efter Aftenforedraget gik vi 3 Piger ((den Færøske (Margrete Jacobsen) og hende fra Silkeborg (Mine? -- ) og jeg)) op på Tinghøj for at nyde den smukke Udsigt samtidig med at få en lille Tur i det smukke Vejr. (Tinghøj ligger lige ved Skolen, kun op forbi Solbakken). Da vi så kom forbi Solbakken var Poul Hansen ved at fortælle Æventyret om Vildmanden, og vi gik så ind og hørte på det, og det var ikke færdigt før Kl. over 10, og det er snart galt nok at komme så sent i Seng, da jeg er en slem, doven en om Morgenen, der kun sjælden bliver færdig lige til det ringer, men jeg vil håbe, det bliver bedre længere hen på Sommeren!
den 4 Juni:
Aa, tænk, i Dag har jeg fået et længe ventet Brev hjemme fra fra Tante og så tilmed en stor Pakke med Slikkeri; (Bolsjer, Chocoladepastiller, Chocolade, Appelsin og Kager i), aa, hvor blev jeg glad; nu skal jeg se at få en Pung, jeg har hæklet til Fader, færdig, og så skal den sendes med mit Brev hjem i Dag; thi jeg har allerede svaret igjen, et helt langt Brev på 3 små Brevpapir-Ark fulde.
den 6 Juni:
I går havde vi Grundlovsdagen; da plejer der al Tid at være stor Stads i Odense, men her var slet ingen Ting andet end, at vi havde pyntet lidt op med Blomster, og tænk, til min store Forbauselse spurgte så Hr. Trier, om det var af nogen særlig Grund, at vi havde pyntet op. Han regner næmlig ikke Grundlovsdagen for nogen Højtidsdag, siden at Grundloven er bleven så indskrænket. I Dag gik så Anna Andersen (fra Kjøbenhavn) og jeg ned i Vallekilde Kirke og hørte en Pastor Binzer. Vi havde nemlig hørt så meget om ham, om hvordan han skabede sig ligefræm, spillede Comedie på Prædikestolen og om hvor dårlig han talte o.s.v. Og det var rigtignok også jammerligt, så ligefrem latterlig en Gudstjeneste har jeg aldrig før været til Stede ved, og jeg går heller ikke derhen mere! Nu have vi spiste til Middag Kl. 12, og nu skulle gå hele den lange Eftermiddag lige til Kl. 61/2 og intet have at bestille andet end Håndarbejde og atter Håndarbejde, og det er gyseligt i Længden, og vi kunne ikke komme ud at spadsere, da det er sådan et råt, kjedeligt Vejr, og her er slet ikke noget rigtig Liv i Pigerne, thi ellers kunde vi da få noget Leg i Stand oppe på Værelserne, thi i Øvelseshuset må vi ikke komme, da, når vi lege der, det så kan høres over på Sygehuset, og der ligger en stakkels, syg, sindsforvirret Pige, der skal have Ro; så det lader ikke til at blive synderlig morsomt! I Dag fik vi Rababergrød til Middag og røget Skinke! mærkværdig nok, træffer det sig næsten al Tid sådan, at, når få kold Mad til Middag, skal Vejret også nok blive råt og stygt og koldt!
den 7 Juni:
Nå, i går gik dog ikke så kjedelig, som jeg havde ventet. Christiane Grønning (en Pige fra Middelfart, som i 3 Aar har tjent i Odense, og som jeg rejste med herover) spurgte næmlig, om jeg vilde med ud en Tur, og da jeg sagde i ja, gik vi så. Vi gik en god, lang Tur og på Tilbagevejen vare vi blevne tørstige, hvorfor vi gik ind i en Bondegård og bad om noget at drikke. I den Bondegård boede, tværtimod Sædvane her, Højskolevenner, og tillige altså rigtig flinke Folk imod os. (Her i Omegnen ere næmlig ikke ret mange, der kan lide Højskolen, og altså heller ikke ere fri for at stille sig uvenlig overfor Pigerne herfra). Datteren der i Huset (Frederikke Jensen) havde et Søskendebarn her på Skolen (Line Christensen) og vi kom snart i Samtale sammen, og vi vare rundt at se hele Gårdens Herligheder, og imens lavede hende Moder Kaffe til os; så Eftermiddagen gik rigtig behagelig, og vi bleve bedte derned en anden Gang igjen og skal så rimeligvis følges med Line. Straks efter at vi var komne hjem, fik vi så Aftensmad, og derpå gik Margrete Jacobsen fra Færøerne, Johanne Nielsen fra Sæby i Jylland, Dorthea Kristensen fra Salling og jeg en Tur, en rigtig rar Tur, og så kom vi hjem og fik et godt Foredrag af Niels Damsgård (Triers Regnskabsfører og Friskolelærer her på Stedet) om Verset af den danske Rimkrønike:
"En ægte Konge bør have for Sæd
"at værne sit Folk og at give det fred
"at vide at gjøre sin Almue Gavn
"for hvilken han bærer sit Kongenavn.
Han talte så hjærtelig og så flydende, hvilket sidste hverken Bentsen eller Poul Petersen gjøre! - Så efter det Foredrag gik vi op på "Solbakken", hvor Margrethe Vestergård (en jysk Pige, der et Aar har været i Liverpool i England, hvorfor hun kan tale Engelsk, hvad vi somme Tider tale sammen) spillede på Hamonika, og vi så dansede ude i Loen (lille) til Kl. omtrent 10; thi da kom Damsgårds og den gamle Rump, som alle bo der (der er også Friskolen) hjem, og så skulle de have Ro. Så gik vi lidt hen udenfor Bendtsen's og hørte på, at de sang derinde, (Bentsen havde næmlig havt Barn i Kirken i går) og så gik vi endelig i Seng, og desårsag kom jeg først sent op i Morges og nåede knap at komme ned til Mælk. - Nu i Dag kan det være jeg går med Dårthea Kristensen til Svinninge i Eftermiddag, hvis det ikke bliver Regnvejr, det ser rigtignok noget truende ud, men det blæser temlig stærkt, så - det bliver vist ikke til noget! - Nej, det blev ikke til noget med mig, det blev regnvejr, men desudagtet gik den anden.
den 11 Juni:
I går ved Aftensbordet kom Magdalene og sagde, om vi ikke ville hjælpe hende med at binde, Krandse og Guirlander til lille Dagnys (En af Hr. Triers Småpiger fra første Ægteskab, der var død den 11 Juni, 3 Aar gammel) Grav, som vi så også gjorde, og så til Morgen, i Dag, Kl. 5 (hendes Dødsdag) gik så omtrent hele Skolen med Magdalene (Lærerinden) i Spidsen hen på Kirkegården, pyntede Graven og sang 2 Salmer og så gik vi hjem igjen, drak vor Kaffe eller Mælk, (Jeg det sidste af mine 12 Flasker Emservand), og så gik alt igjen i sin vante Orden, kun mærkede jeg allerede straks i Morges, at min Hjemve kom igjen i Dag, og så til Frokost kom der et Brev, der ikke for mindskede den. Jeg havde ikke ventet Brev hjemme fra i Dag, da jeg i går fik en dejlig stor Pakke med en Mængde Arbejde og Brystsukker og Vienerbrød i. - Det er for Resten på en Måde næsten comisk, sådan som sligt forsvinder hurtigt, alt, hvad jeg får hjemme fra, bliver spist op i en ubegribelig Fart; men vi ere jo unægtelig også mange om det! - Jeg fik nu imidlertid igjen et Brev, og deri stod, at jeg havde fået sådan en udmærket Plads i Nærheden af Kolding i Nørre-Bjert. Det gjorde mig unægtelig nok glad; men på den anden Siden - så blev jeg dog også grumme angest. Så gjærne jeg end vilde have en Plads, så er jeg dog nu altså ikke ublandet glad over at have fået den! Så har jeg også i Dag en slem Tandpine og Tandbyld; men - det er nok, fordi jeg ligger lige under et åbent Vindue om Natten. Og så i går Aftes fik jeg vel også nok noget Træk; da jeg næmlig skulde gå i min Seng så dumpede jeg lukt ned på Gulvet, da Anna Andersen (en gal, kjøbenhavnsk Tjenestepige) havde trukket Fjælene ud af min Seng, og så måtte jeg jo op igjen og rede min Seng helt om. For Resten holde vi tit en vældig "Sjov" oppe på vor "Kejserborgen"; men endnu har dog ingen før i går fundet på at trække Fjælene ud af Sengene. Jeg kjender næsten ikke mig selv igjen herovre, jeg er slet inge ivrig Deltager i "Sjouen", sådan som jeg var hjemme i Odense. Aa, det kjære, gamle Odense! hvor jeg glæder mig til at komme hjem igjen, og så skal jeg kun være hjemme i én eneste Måned, men det må da så også blive formelig en paradisisk Måned, vil jeg håbe. Måske kommer Fader herover, bare han dog vilde, så vilde nok alt forandre sig, og få et lyst og bedre Udseende!
den 15 Juni: - [en dramatisk sejltur som endte tragisk]
I Søndags (den 13) holdt Hr. Trier om Formiddagen Gudstjeneste, og - lige efter Middag - blev der så tale om, at, hvem af de unge piger, at der vilde, kunde for 25 komme ud at sejle over til Nexelø; der måtte jeg da med. Vi gik så Kl. 2 (46 i tallet) med Lærerinden Charlotte de 3/4 Mil ned til stranden, hvor Gustav (Fiskeren, der skulde sejle os over) kom med en Jolle, hvormed han skulde ro os ud til en større sejlbåd, der så skulde sejle os helt over. Jeg glædede mig meget, da Charlotte havde fortalt os, at vi skulde spise og lege på et rigtig smukt sted, der hedder "Troldedalen", hvorom en Digter har lavet en Sang, og vi skulde ikke hjem igjen før Aften Kl. 10-101/2! Der kunde naturligvis ikke være plads til os alle på en gang i den lille jolle; men så kom der en Toldassistent og tilbød os, at vi måtte låne hans lille jolle også og også hans sejlbåd og vi fik så nogle fiskere til at ro os over. I Gustavs jolle, der omtrent var den største, vare kun 12 piger, men disse læssede 16 på Sejlbåden og 18 på den allermindste lille Båd, og på den kom madkurven og jeg også. Gustavs Båd sejlede så ud og satte pigerne af på den store Sejlbåd, hvorimod den lille sejlbåd strøg forbi med de 16 piger og rimeligvis vilde han sejlet helt derover; men der kom en Mand med en slæde i vejen! Den mindste båd (som 17 og jeg vare i) kunde, fordi den var for overfyldt, ikke rokkes ud af de mange sten, der lå ved strandkanten, og flere (hvoriblandt gamle Rump) arbejdede med den, og endelig, efter at de andre vare komne langt bort, kom den da også løs. Den gyngede ganske voldsomt, vandet slog ind over den, da der næmlig havde rejst sig en stærk vind, og jeg sad i den dødeligste angest for at drukne. Lige på samme tid begynder manden i vor båd at skrige så næsten himmel og jord rystede: "Båden går under, båden går under, det er først og fremmest vor pligt at redde de folk der er i"! Det råbte han ganske vældig over til de andre både, og i det samme begyndte han at puffe til os, så vi nær havde røget over rælingen og sagde: at vi måtte af, om han så skulde bære os over eller vi skulde vade, af skulde vi. Vi vare aldeles bestyrtede og angeste, thi vi vidste ikke, hvad det var for en båd der gik under, om det var de andre pigers (den skvulpede næmlig meget stærkt, flere søer vare gåede ind over den, masten og mere var knækket og så skreg de så voldsomt derovre. Der vare andre, (deriblandt jeg) der troede, at vor egen båd var læk, og at det var derfor vi skulde af, jeg har snart aldrig været mere angest! Da sømanden mærkede, at han ikke kunde få alle os af, smed han aaren ud i vandet, sprang selv bag efter og vadede ind til land, lige til vandet gik ham op til skuldrene. Vi opdagede så endelig, (da at sige de andre, da jeg, Gud ske Lov, ikke kunde se så langt og se det rædsomme, at det var en båd med 2 svenske, fulde matroser i, som var kæntret, og matroserne kunde ikke mod strømmen svømme ind til land, og de kjæmpede voldsomt for livet. Det må have været et rædsomt syn! Gustav havde skyndt sig alt, hvad han kunde, hen for at hjælpe, og den lille sejlbåd satte pigerne af på en Skonnert "Louise" og skyndte sig også derhen. Gustav kom tidsnok til at redde den ene, der sad på kjølen af båden; men den anden var allerede sunken, og Gustav skyndte sig så hen til os igjen, mens den lille sejlbåd blev og ledte om liget. Stakkels Gustav! hvor han anstrængte sig! og så måtte han endda vade et langt, langt Stykke igjennem vandet for hurtigt at komme hen til os, da han var bange for os, og det jo egentlig var os, han skulde svare for. - Han var ordenlig bedrøvet; da vi spurgte ham, om han fik dem begge, svarede han så uendelig bedrøvet: "Nej"!, og han var også grumme kjed af, at han ikke fandt Liget, og også vilde han have blevet og ledt efter det mere, "men", sagde han, "vi" (tænk vi!) "havde været i stor livsfare". Han er sådan en prægtig fyr, den Gustav, og han var bleven vred over, at vi havde givet os i lav med de sømænd, det var sådan rå børster; men det vidste vi slet ikke noget af, thi vi troede, at det vare både, der skulde sejle os over, og det var det slet ikke, det vare nogen, sømændene havde lånt, som de så vilde have sejlet os over med. Og tænk, så havde de på den allermindste båd læsset 18 piger, og det havde været vor ulykke, vare vi komne ud, thi det var bleven temlig stærk storm, og vi havde sikkert aldrig nået derover levende; men nu var det vor lykke, thi havde vi ikke været så mange til at sænke båden dybt ned mellem stenene, så havde den gleden ud, og med den ene aare vi havde, havde vi piger ikke kunnet redde os! ligeledes havde den lille sejlbåd heller aldrig nået godt derover, hvis ikke dette var sket; men det gjorde jo, at de bleve satte af på Skonnerten. Godt var det nu, at vi ikke selv vidste den fare vi vare i, thi så havde vi da været helt elendige, elendige vare vi (jeg i det mindste i høj grad) da nok endda; thi vi vidste jo nok, at båden slet ikke var lænket, og vare bange for, at de vindstød, der kom, skulde rive den løs fra stenene! Det var rigtignok ingen lysttur det, det var en grusom pinlig time, en af de pinligste i mit liv, aldrig før har jeg været døden så nær, eller set den på den måde, og aldrig før havde jeg selv været i slig livsfare! Som nu Gustav stod, kom den ene af vore sømænd, og da fik de tydelig at mærke, at han var en rå, ækel en, thi han sagde til Gustav, at han (Gustav) nok knap vilde fiske [?] Matrosen op, og dog var det Gustav der tog ham op. Stakkels Gustav, han fik næsten tårer i øjnene, han spurgte så sømanden, hvem der da havde taget ham op, og sømanden indrømmede jo unægtelig, at det var Gustav, men han gik dog skjældende bort. Alt dette dette havde gjort et meget uhyggeligt indtryk på os, og, som rimeligt var, havde ingen af os lyst til at tage på lysttur efter det, Gustav mindst; han skyndte sig så at få pigerne fra den store sejlbåd og skonnerten i land og vi satte os så op og spiste vor mad. Vi ville have givet Gustav vore penge, han havde såmænd mere end fortjent dem; men han vilde på ingen måde have dem, og dog hører det med til hans fortjeneste: at sejle folk til Nexelø, men han har et mærkværdigt sind, det er så godt! Han fik dog pengene alligevel; men så skulde vi en anden Dag komme og sejle til Nexelø med ham for dem. Imens vi sade og spiste kom den sømand, der var bleven reddet, det var en svensker, og hans kamerat var det også; det var en rigtig sviregast, ikke en gang den voldsomme dødsangst havde gjort ham fuldstændig ædru, han fortalte, hvordan det hele var gået til på en styg, grov måde, og da vi beklagede hans druknede kamerat, sagde han: "Aa, pyt med den fyr, der er mennesker nok endda, ét mere eller mindre gjør intet til sagen"! Det må dog, synes jeg, være rædsomt for en matros at drukne lige inde under land; havde han været ædru, kunde han med et mægtigt spring have nået så langt ind, at han kunde have bundet. - Nå, vi sankede så nogle stene ved stranden, og vandrede derpå hjem og kom hjem til at få Niels Damsgårds Søndagsforedrag med! Vi vare alle voldsomt medtagne både af sindsbevægelsen og af den lange tur!
Så i Mandags (den 14) gik Christiane Grønning og jeg ned til Snertinge apothek for at komme af med mine Emservandsflasker; vi havde vort gamle tøj på, en næsten snavset bomuldskjole, og så et lille sortfarvet Sjawl, og Christiane ligeledes. Da vi vare komne ned til Vallekilde By, syntes vi imidlertid, at det blev for varmt med de Sjavler på, hvorfor vi lagde dem ind hos vaskerkonen og så gik vi videre i bar figur de 3 fjerdingvej; vi havde kjøbt nogen Bolsjer og taget med og Vejen gik, syntes mig, umådelig hurtig. Da vi vare komne derned satte vi os på en grøftekant, spiste de par stykker mellemmad, vi havde med, og ventede på Karlen (Anders Boel) der skulde komme kjørende med mine 10 Flasker (de 2 vare næmlig bleven slåede itu!) Han kom, og jeg fik 10 Øre pr. Flaske for dem, og da bad Anders Boel os om at kjøre med ned til Jyderup-Stationen, hvor han med 12-Toget skulde hente en Pastor Kragh fra Roskilde-Egnen, som skulde på besøg hos os og holde Foredrag for os. Vi skulle med for at hente en jysk pige, der skulde komme med 6-Toget og så op på Skolen, og hun kjendte slet ingen besked der, så der måtte være nogen og tage imod hende, og det havde Karlen lovet at tage sig på, og det kunde blive vanskeligt nok for ham at få nogen til at gå lige fra skolen ned for at hente hende; men da vi nu vare komne den halve vej, og så desuden kom til at kjøre med ham derned, så mente han nok, vi kunde gå hjem; Christiane gjorde meget vrøvl, vi så rædsomme ud, havde ingen sjawlwe o.s.v., og hvordan skulde vi få alle de 6 Timer til at gå? Karlen vidste imidlertid råd for det alt, han lånte hos en blikkenslager 2 sjawler til os, sagde os, at vi i Jyderup kunde gå ned og besøge en: Christen Jørgens Enke, som blev så glad når der kom nogen fra skolen, fordi hun selv havde gået der. Vi toge så også med og havde en rigtig gemytlig tur. Da vi kom derned traf vi Præsten (Kragh), og så vare vi med ham ude at se Skarritsø, og da han var kjørt, gik vi så ned til enken; det var også en rigtig prægtig kone, hun gav os sådan lækker Kaffe, gik derpå ud med os i haven og så over i Stokkebjerg-Skov og op på Sandebjerg, hvor der er så mageløst smukt; vi sang så meget, og så gik vi hjem, og spiste dejlig Aftensmad med lige så tykt, dejligt smør, som brødet selv var. Derpå fulgte konen os lidt på vej, og vi skyndte os over til stationen, thi Klokken var imidlertid bleven mange. Vi vare nu kjede af, at vi skulde gå den lange Vej (7 Fjerdingvej) oven på den dejlige dag, vi havde havt. - Men - tænk så! - Da vi kom til stationen, traf vi der: den jyske pige og tilmed en til oppe fra skolen, sådan en rar pige (Marie Bomholt), som i 5 Dage havde været hjemme i Jylland på Besøg, og foruden dem traf vi en karl, som havde været på Højskolen sidste vinter og som nu skulde ned til smeden i Vallekilde og være, og så, det bedste af det hele:én af Triers Karle med Heste og Vogn. Det var nu rigtignok kun den lille vogn, som der egentlig kun kunde sidde 4 på; men vi bleve dog anbragte, da de ikke nænte vi skulde gå. Christiane og den fremmede, jyske pige sad baglæns på Bagsædet, og Smeden sad sidelæns på det, mens Marie Bomholt og Kusken sade på Kuskesædet, og jeg sad og tronede højt i Vejret oppe på Marie Bomholts ene og Kuskens ene Knæ. I Begyndelsen var jeg ikke fri for at være bange, da jeg, hver Gang Vognen gav et ryk, tumlede snart den ene, snart til den anden side; men det gik snart over, og vi fik en udmærket behagelig Hjemtur, vi sang, fortalte o.s.v., men dog måtte karlene flere gange af for at se om vognen kunde bære os, thi den havde nok aldrig før havt så stort læs på, den lille vogn! Det gik dog, Gud ske Lov, godt; men da vi kom til Vallekilde bye kom Anders Boel ud og sagde, at vi 2, Christiane og jeg, måtte stå af, thi det gik ikke an, at Trier så at den lille vogn var så læsset, tilmed ikke i Dag, da Trier havde skændt på Anders, fordi han havde opfordret os til at tage med til Jyderup. Vi måtte så stå af, gå ind til Vaskerkonen og få vore Sjawler, og så gik vi hjem. Vi havde havt en uhyre behagelig dag, og vi skulde derned en anden gang igjen og besøge samme rare kone eller enke, (hendes mand havde også gået på højskolen) og så skulde kanske blive der en Nat også!
den 16 Juni
Er det ikke gyseligt, at her har været slemt tyveri her på skolen? Tænk, mange, mange ting ere forsvundne for flere piger, lige som de havde fået dem syet færdige? Da vi nu i Mandags kom hjem fra vor Jyderup-Tur, fik vi desværre ikke Hr. Triers Foredrag med; han havde da talt om en pige, som i de sidste dage var kommen til Vallekilde fra Testrup for at gå her, hun var en jysk Degnedatter. Hun var rejst fra Testrup, fordi hun der havde stjålet en kjole, som hun havde sprættet besætningen af, og så nok så frækt gik med, men det blev opdaget, og Nørregård på Testrup gav hende 10 Kroner til at rejse hjem for; men for dem rejste hun til Vallekilde; nu havde Nørregård imidlertid skrevet til Trier, som det var, og tillige, at hun (Julie Klintegård) vilde komme under politiets behandling, hvis hun ikke snart blev sendt hjem. Trier måtte så lade en af sine Karle følge hende helt hjem op til Ty, for at hun ikke igjen skulde rejse andre steder hen, og alt det stod han nu og fortalte. Det må for resten have været en gyselig pige, hun havde bildt Trier ind, at hun havde fået breve fra sin Fader, (han skal være sådan en prægtig mand) hvori der stod nævnet både Jesu og Vorherres Navne, og hvori der stod, at hendes fader formanede hende til at blive en skikkelig pige, og tænk, så havde hun selv skrevet de breve! det kom senere op, og sådan har hun nok gjort flere bedragerier, og dog tog Trier sig så godt af hende og havde sådan en medlidenhed med hende, og sendte hende hjem, fordi at hun ikke skulde komme i politiets hænder, thi det mente han, vilde kun gjøre hende værre! Det er nu sikkert ikke hende, der har begået de små tyverier, her er sket, thi de vare begyndte lidt, inden hun kom, og det ved vi ikke, hvem der har gjort endnu, men bliver det ved - bliver det sikkert også nok opdaget, det sagde Hr. Trier, sådan noget vilde ikke gå skjult hen. Og så bad han dem så pænt nu ikke over dette, at nære mistanke til hinanden, snarere bære lidt over med hinanden og ikke lade det forstyrre vort gode Samliv. -
I går aftes fik jeg brev fra Marie Vestergård, hun beder mig ned til sig hos Pastor Jensens på Løverdag eller lidt hen i næste Uge, det kan jeg nu ikke; men om jeg senere kan komme et lille Svip derned, skal jeg nu tale med fader om, når han kommer herover, jeg vil gjærne, men får dog sikkert ikke lov. Det er snart også gyseligt! alle de steder, jeg er bedt hen! - (I Dag skulle vi have Æbleskiver til Middag, aa, Fryd!)
den 18 Juni:
I går gik Anna Andersen fra Kjøbenhavn og jeg Kl. 31/2 om eftermiddagen de 3 fjerdingvej ned til stranden til Triers badehus for at gå i vandet, da vejret i disse dage er så mageløst smukt og varmt. Vejen derned gik hurtig, men dernede traf vi Trier, som sagde, at det var en gal tid, vi vare komne derned på, da han nu med børnene skulde ned at bade, og vi så måtte vente i omtrent 11/2 times tid, det brød vi os imidlertid ikke noget om, men gik op i et lille hus, fik noget vand og sad der, til vi kunde komme til. Vandet var mageløst dejligt, da vi først vare komne ned; i førstningen var det nok lidt koldt, men det var helt lunkent, da vi først vare der. Det gik imidlertid hurtig for sig, da gamle Rump stod udenfor og ventede. Skjønt vi skyndte os hjem, kom vi dog ikke, før de vare begyndte at synge til foredraget; vi kilede så ned og fik os noget mad og tog det med os op i forsalen, hvor vi gjennem døren magelig kunde høre Triers mægtige stemme, som man endog kan høre langt op af vejen. - For tiden er der en svensk højskoleforstander med hustru herovre for at se, hvordan alt er indrettet her ovre på de danske højskoler, det er et par mageløs nydelige folk!
den 20 Juni:
I går formiddags gik Anna Andersen og jeg ud for at rive hø, da det skulde være så morsomt at gjøre det. Vi kom imidlertid ikke længere end til bageriet, hvor vi hørte, at de ikke skulde rive hø før om eftermiddagen; men i stedet for blev vi opfordrede til at hjælpe med at lægge mais ned. Jeg gik også straks med, mens Anna gik op for at få flere til at hjælpe os. Vi bleve så til sidst også en 8-9 stkr. og gik så og lagde ned fra Kl. 9-12. Det var ingen besværligt arbejde, men vilde have været kjedeligt, hvis ikke samtalen havde temlig livlig.
- Så om eftermiddagen gik vi igjen ud for at finde, hvor de rev hø, og den rev vi så med lige til Kl. 8 om aftenen. Jeg fik straks vabel og hul på min hånd, men så bandt jeg et lommetørklæde om og rev videre. Det var meget morsomt, da det i førstningen gik med kappen, og i sidstningen kom Karlen (Frederik) og jeg fik til at tale om Odense, og han kjendte Pastor Helveg og M. Eskesen og fader af omtale og det kom vi til at tale om, og det morede mig meget, og så da vi vare færdige, kom vi til at kjøre med riverne og Frederik hjem på fjællevognen, og det var meget morsomt! og så havde frederik endog sagt til pigen, at vi skulde have rigtig lækker mad, det havde vi fortjent, og så fik vi et voldsomt læs smør og kjød på, og det er noget, jeg kan lide!
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Så i dag havde vi også en mageløs rar dag, vi stod tidlig op og gik til Snertinge, og der kom 2 vogne, 1 fjælle- og en fjeder-vogn (jeg kom op på fjedervognen) og hentede os, og vi kjørte så til kirke (valgmenighedskirken i Ubberup) og hørte pastor Hoff; det er en udmærket Prædikant, (han talte også her ved skolens indvielse) og kirken er en lille, hyggelig kirke, og kjøreturen gik rigtig rart. Det var det grimmeste menneske, jeg nogensinde har set, jeg kjørte med, men han var hel skikkelig, og jeg fik lov at kjøre hestene næsten hele vejen både ud og hjem. (2 mil godt og vel begge gange!) I Ubberup måtte vi kjøbe os hver en kop kaffe med brød, da vi først kom hjem Kl. 4 om eftermiddagen på grund af den lange rejse, og vi så måtte have noget at styrke os på. Vi havde nok en kurv med mad med, men den forslog intet omtrent til os 20-30 mennesker. Da vi så kom hjem fik vi middagsmad; Rababersuppe og Risengrynskage, og så gik vi op til højtlæsning og så ned at spise til aften og så op at høre foredrag og så i seng, og alt slag i slag, så den dag gik hurtig nok. Jeg er ikke træt af i går; men i dag er jeg aldeles, som var jeg mørbanket af at sidde på den "rystevogn" i de mange timer. Det er ellers voldsomt, hvor mange der er taget bort i dag, næsten den halve skole, vi vare så få, så få hjemme, og endnu fære må de da have været om formiddagen, da vi vare i Ubberup.
den 22 Juni:
I går havde vi atter en rigtig behagelig dag, nu begynder her i det hele at blive bedre og bedre at være, Gud ske lov, bare det nu må blive ved! Vi vare atter i marken og rive hø, og det var så morsomt! og så vare vi inde i bageriet og se os om, og der fik vi af bagerkarlen: varm tvebak; og så om aftenen i går havde vi foredrag af sådan en mageløs rar svensk højskoleforstander Holmberg, aa, det var et prægtigt foredrag, og så talte han nu også så nydelig svensk og dog forståelig, han stod nydelig, læste nydelig op og sang så kjønt og i det hele var det så prægtig. -
Nu er den sindssvage pige da endelig rejst, men ikke hjem, men til Vordingborg, da hun endnu er sindssyg, stakkel! - I dag havde jeg så sikkert ventet brev hjemme fra med bud om, at fader kom en af de første dage; men jeg fik hverken bud eller brev, å, hvor jeg dog blev lang i ansigtet! Nu have vi også i formiddag været ude at sprede hø, og i eftermiddag skulde vi vende og rive det i stak, det bliver nok morsomt, vil jeg håbe.
den 27 Juni: - [besøg af faderen]
I de sidste 3-4 dage har jeg oplevet ikke så lidt! I Onsdags (den 23) morges fik jeg brev hjemme fra, og deri stod, at fader kom en af dagene hen i ugen; jeg blev naturligvis overmåde glad og gik ud i haven for at rive græs (jeg har i over en uges tid næsten ikke bestilt andet end at rive enten på marken eller i haven, thi det morer mig så meget.) ganske glad, thi jeg tænkte nok, at han kom allerede næste dag, da han altid plejer at komme oven på folk. Der kom imidlertid næsten straks efter hen til mig, der var nogen, der spurgte efter mig; jeg gik ned i gården, og der stod: fader, tænk, min egen, kjære, gamle fader, det var næsten for overraskende, for pludseligt. Nå, vi gik så op, jeg viste ham om i omegenen og i skolelokalerne, han syntes rigtig godt om det hele; også om foredragene og om; Trier, Bentsen, Damsgård og Rump og i det hele om alt.. Vi tilbragte så en rigtig behagelig dag, han var henne hos Bentsen og oppe hos Trier og så sade vi længe nede på hans lille værelse og talte gammelt sammen. Han havde ellers logeret sig ind i Svinning og skulde have været derned om eftermiddagen; men Trier fik ham til at blive, og jeg var så glad ved det, desværre. Det var netop St. Hans aften, og vi gik om aftenen alle op på Tinghøj; hvor Henrik (Boghandleren, en comisk Fyr) lavede fyrværkeri, rigtignok mislykket, men dog morsomt. Fader og Rump gik hjem derfra omtrent Kl. 10, men vi andre blev til Kl. godt 11 til det var forbi og så fulgtes vi alle ad hjem under sang, og i gården lode vi [?] nogle raketter gå op ved at klappe i hænderne. Jeg skyndte mig så op i seng, thi jeg havde samme dag været oppe Kl. 4 og dagen i forvejen Kl. 41/2, så jeg var dygtig søvnig, og næste morgen skulde jeg også tidlig op, da jeg skulde følge fader til Svinninge, og vi skulde gå Kl. 6, havde han sagt; men jeg skulde da også gjærne ned og tale lidt med ham først.. Næste morgen vækkede så Mette Malkepige mig som hun havde lovet Kl 41/2, men da hun var gået faldt jeg i søvn igjen til Kl. godt 5, hvorpå jeg skyndte mig op, børstede mine støvler, redte seng og klædte mig på. Da jeg lige var ved at gå ned, manglede Klokke 10 minutter i 6, men da kom der bud op efter mig i en voldsom fart, og da jeg kom ned stod fader og havde ventet på mig i 1/2 time; han sagde, vi kom for sent, og vi havde ikke tid til at få vadsækken med, og han vilde også helst have, at jeg skulde blive hjemme; men jeg vilde dog så gjærne med, og kom da også med; men jeg fik rigtignok ikke nogen synderlig fornøjelse af den tur. Fader sagde: at han i 2 timer havde ventet på mig aftenen i forvejen; men det kunde jeg da ikke vide, jeg gik netop så sagte forbi hans dør, fordi jeg troede han sov, og nu til morgen var jeg kommen for sent op, og så kunde jeg heller ikke huske vejen til Svinninge, hvor jeg kun havde været én gang før for længe siden, og sådan kom det ene uheld på det andet, så fader sagde, at han vist kom til at vente i Svinninge til om eftermiddagen, og så skulde han betale flere penge, og så kun have ærgrelse oven i kjøbet af turen over til mig; å, hvor han skjændte hele vejen, han var forfærdelig opbragt, og det var også en stor skam af mig ikke at stå ordentlig tidlig op; men jeg syntes dog, at han gjærne kunde have sagt mig et eneste venligt ord, inden han rejste; men det gjorde han ikke. Nej! han skjændte hele vejen og også dernede, og han sagde knap: farvel til mig; men derimod sagde han, at det kunde ikke nytte, at jeg skrev til ham, thi han svarede mig ikke. Som vel kan tænkes, var jeg gruelig fortvivlet; jeg syntes nok, at jeg fortjente alle skjændene, men jeg syntes dog også nok, at det næsten var "synd" af ham, at han ikke blev i det mindste: lidt god, inden han rejste. Det var så sørgeligt, at han skulde blive så vred den eneste dag han var her! - De andre dage ere gåede aldeles ens, jeg har nok været ude at rive hø og sådant noget; men dog have de været grumme sørgelige, jeg har ikke kunnet tænke på andet næsten,, og da Poul Petersen i går imod sædvane holdt et brillant foredrag, og deri kom til at nævne det gode forhold mellem forældre og børn, kom jeg grumme voldsomt til at hulke. Jeg har også tænkt meget på at skrive hjem, men det var mig næsten helt umuligt, hvad skulde jeg dog skrive hjem? Nu har jeg så i et brev til en af mine veninder i odense (Lillie Pedersen) bedt hende gå op og bede moder skrive først til mig, og nu går jeg og venter et brev fra hende med længsel, skjønt det vistnok bliver et højst sørgeligt brev. Thi, stakkels moder, hun har vist for min skyld i disse dage måttet døje meget ondt; thi hun får naturligvis skyld for, at det er hende, der ikke har opdraget mig godt, stakkels, kjære moder, og det er dog mig selv, det er også en stor skam af mig, at jeg ikke bedre kan overvinde mig selv, jeg er dog ret en styg én!
Nu har jeg igjen fået indbydelse til at komme ned til Marie Vestergaard og Luzy, og jeg fik ikke lov at at komme til nogen af dem, og det er så kjedeligt sådant at skrive afslag på afslag.
den 28 Juni:
I går vare lille Sine fra vort kammer og jeg samt Anna fra Gislinge og Mariane (Mejersken) med Johanne fra Skippinge hjemme; vi gik efter middag omtrent Kl. 2 og tilbragte der en behagelig dag i haven, marken og huset og Caffe fik vi; god kaffe! Kl. 6 kom Anders, hendes broder med Peder (Annas Broder) også derned; vi spiste så til aften, fik så meget honning, både tykt og tyndt og meget andet godt. Så gik vi alle ud på gården på stenbroen og legede runddanse og dansede og sådant noget; men snart blev der for hårdt, hvorfor vi gik ned på en græsplaine og legede der. Siden efter gik vi ind, passiarede, sang, fik kaffe og gik så endelig, efter at vi i over 2 timer havde snakket om at gå, efter at have tilbragt en rigtig behagelig dag; vi kom ikke hjem før over 11. - I Dag er det et rigtig stygt regnvejr; men jeg er ikke så kjed af det som ellers, da jeg nemlig i Løverdags desværre atter trådte fejl; der var vist, Gud ske lov, ikke noget ved det, men ondt gjør det dog, og nu efter i går kan det så nok trænge til lidt hvile.
den 2d. Juli:
Nå, jeg kom så ikke med til Jyderup i Tirsdags, nej, jeg fik noget andet at føle! De andre skulde for resten nok have moret sig udmærket, og vejret var da også brillant. Jeg derimod befandt mig ilde hele dagen, hvad jeg for resten har gjort i alle de sidste dage, siden fader rejste, og så hen under aften kom jeg ned på sygehuset, jeg havde pletter i halsen. Der har jeg så været omtrent 3 dage til jeg i går (Fredag) igen kom op. Rigtig nok slap jeg fri i Torsdags, men det kunde jeg nok mærke, at det var ikke rigtig, og da jeg så igjen blev synet, var der også komne nye pletter frem, og jeg måtte igen derned, Camilla er for resten så flink mod de syge, og lækkert hvedebrød få vi, så, hvis det ikke var, fordi at jeg undværede foredragene, og jeg ikke var syg, så vilde jeg lige så gærne være der, som her oppe.. Med smerterne var det, Gud ske lov, ikke så farlig, jeg havde, sandt at sige, slet ingen, så længe jeg lå, uden at det generede mig at synke, men det var også ku lidt; derimod fik jeg feber og hovedepine og sligt, når jeg kom op. Nogle underlige tanker havde jeg for resten dernede, lige så snart jeg lukkede øjnene, og fluerne begyndte at summe om mig, syntes jeg grangivelig, at jeg var hjemme, og så var jeg så glad; men når jeg så kom til mig selv igen, så tænkte jeg, at jeg var jo egentlig slet ikke så glad ved at komme hjem mere, thi nu vare de vist hjemme så kjede, så kjede af mig. Aa, hvor det dog er sørgeligt ikke at kunne glæde sig til at komme hjem igen, når man er ude. Jeg fik ellers i Torsdags sådant et rart brev fra moder, det var så rart skrevet, den kære gamle moder, hun nænte ikke at skænde og dog har hun vist fået meget at høre for min skyld, stakkel. Jeg skrev så også hjem straks igen, og, Gud ske lov, at det er overstået, det var ikke fri for at være svært! Jeg gik glip af to foredrag, som jeg var rigtig ked af, mens jeg var dernede på sygehuset, det ene var af: Hr. Pastor Helms og det andet af en Hr. Jørgensen, dog skal især det sidste have været godt, det første brøde de dem ikke så meget om, men - Helms er sådan en mageløs mand blot at se på! Nu i morges var jeg nede at kærne, og det så sveden hagler ned ad mig endnu oven på den tur, og så vare vi alle ude at plukke jordbær, som jeg så troede, at vi skulde have til middag i morgen; men så opdagede jeg, at de vare til at sylte, og det var en stor skuffelse. I dag skulde her være kommet en fotograf og taget os alle af; men han er bleven borte, og det er jeg på en måde meget ked af, da det kunde være så morsomt at blive opstillet og alt det; men på en anden måde er det helt rart, da der er så mange nede på sygehuset, tænk, hele 8, enten af Fåre- eller halssyge, og så kunde de jo ikke komme med. Dog, skulde han ikke bryde sit ord, den gode mand; men - han kan jo unægtelig også komme endnu, skjønt der ikke er meget håb, da klokken allerede er over 12, og det er klokken 3, at vi skulde fotograferes; men nu se vi!
den 5 Juli: - [fotografering og tordenvejr]
I Løverdags middag fik Trier et forsinket telegram, hvori stod, at fotografen sad i Jyderup og ventede på vogn, og da nu telegrammet var forsinket, havde han altså siddet der længe, og for længe til, at vi kunde blive taget af i Løverdags, derfor gik så Margrete Jacobsen og jeg ned til Skippinge asyl ned til Marie Junger og skulde besøge hende. På vejen derned mødte vi imidlertid fotografen, der selv havde lejet sig vogn og nu kom kørende, dog lovede han os at vente til Mandag med at tage os af, da grumme mange var tagne bort om Løverdagen for om Søndagen at være til Gymnastikfest på Sjællands odde, og vi gik så trøstig videre. Vi traf også Marie Junger hjemme og tilbragte der en rar eftermiddag. Marie Junger er en sønderjysk, ældre pige, der har asylet, hun kommer så tit på skolen og er rigtig rar; hun lavede kaffe til os og to piger til, der også kom derned, dog gik de straks igen omtrent, men vi bleve og vare ude i haven og sådanne steder og så! os om, og vi fik enkelte Jordbær og Grønærter, der er jo ikke så mange modne endnu. Kl. 6 omtrent gik vi så hjem igen, og da vi kom hjem, vare fire piger i færd med at blive fotograferede, og så fattede Margrete og jeg i hast den plan, at vi også vilde lade os tage af sammen, hvilket også skete; vi stod 2 gange, da Margrete den første gang lo slig, at hovedet på pladen kom til at sidde helt skævt. Det var dog rigtig kjedeligt, vi skulde tages om, ti på det første billede var jeg formelig så brillant, og på det andet var jeg ikke nær så god, rimeligvis fordi vi stod på et andet sted, hvor der ikke var så megen skygge, og skygge må jeg nu have i mit ansigt. Dog nu håber jeg på det bedste. Vi få ikke billedet før sendt med de store, som vi nu skulde tages af i eftermiddag, hvis det ikke bliver regn, efter at han er rejst. Trier og hele hans Familie er også bleven taget af, og karlene og pigerne, og det ser så morsomt ud at se dem stillede op sådanne, men endnu mere morsomt må det dog blive i eftermiddag, når hele den redelighed skulde tages af. Nå, så i Løverdags nat Kl. 1 omtr. blev jeg vækket! Aa, hvor jeg dog blev uhyggelig, jeg havde sovet så fast og anede intet, og nu vågnede jeg pludselig op og så de andre 7 stå stille og tause og klæde sig på i det bælgende mørke værelse, aldeles bestyrtet sprang jeg også op i en fart, og fik så at vide at det var sådant slemt tordenvejr at Trier havde sendt bud, at vi alle skulde op. Aa, hvor det dog var uhyggeligt, jeg tænkte hele tiden omtrent på dem hjemme og på, at bedste vist var bange for mig, den kære, gamle bedste, hun er altid så angst. For resten tordnede det næsten slet ikke, efter at vi var kommen op; men der var flere store lyn! Kl. godt 2 gik vi så i seng igen. Så igår morges, da vi vågnede, så vejret mørkt og truende ud, og vi fik også mange slemme byger hele dagen. Der vare 8-9, der skulde i kirke, og de kørte også desuagtet, og dem der var til gymnastikfesten havde også uheldigt vejr. Hele formiddagen gik hurtig, da vi spiste til middag allerede Kl. 121/2, men - hvordan skulde vi nu få hele den lange eftermiddag til at gå? Jo, den gik såmænd helt godt! Margrete, Marie Petersen fra Gammelby og jeg gik ind på "God Morgen!", og der legede vi: at gemme Nøgle, Fløjte, Knappenål eller sligt, og til sidst endte vi med at gå ned i skolestuen og lege lidt: ordsprogsleg til Kl. 4, og så fik vi højtlæsning af Magdalene: en yndig lille fortælling af pastor Hoff om Grev Moltkes lille barn, (Asta, 8 Aar) om hendes død, og om hvor smukt hun tog imod døden, og sligt. Så spiste vi til aften, fik tre af Brandts Legender læste op af Hr. Trier, og så gik Margrete, Dorthea Christensen og jeg os en lang, lang tur, hvorpå vi gik i seng og sov sødelig til i dag. - Tænk, jeg har allerede i dag igen fået brev hjemme fra, fra den kære, kære moder. Tænk, hun skrev straks i lørdags, da hun havde fået mit brev, og det var sådan et mageløs rart brev; nu skal jeg rigtignok snart til at skrive hjem igen, enten i dag eller i morgen!
den 6 Juli:
I går bleve vi så da tagne af; hvert øjeblik kom der en øsende skylregn, men vi måtte ligefuldt tages af, da fotograferne skulde rejse i dag til morgen. Vi vare opstillede på borde og bænke, og nogle sade på jorden, og vi bleve tagne 3 gange om, fordi der vare flere, der lo; jeg lo slet ikke, jeg syntes ikke, der var noget at le af, jeg var så ærgrelig på dem, der lo, thi Hr. og Fru bleve så vrede, at vi nær ikke havde fået dem med, dog fik vi Fru ikke Hr. Trier med, flere af pigerne (køkkenpigerne) gik også deres vej, fordi de bleve kede af at sidde så længe, så vi fik kun de halve, og det var så kedeligt! Og så havde vi også fået billederne længe før, hvis vi havde siddet rolig første gang, så alt det have de grinebidere på deres samvittighed. Jeg blev for resten slet ikke god, nej højst uheldig endog, det er, fordi jeg er så gyselig at tage af. Henrik boghandler sagde, at selv om jeg mente, at jeg stod rolig, var der dog sligt "spil" i mit ansigt, at jeg næsten ikke var til at få, på pladen ligner jeg accurat en dødning, men det bliver nok lidt bedre på billedet da, håber jeg, det er så kedeligt, sådan al tid at være så uheldig.
den 7 Juli:
I går formiddags opfordrede Trier os til at gå ud og hjælpe med at høste kommen, og der gik også mange; men jeg skulde skrive hjem, så jeg gik ikke før om eftermiddagen, da vi igen bleve opfordrede ved middagsbordet. Det var rigtig morsomt! 3-4 karle skar dem af, og nogle piger gik bag dem og fik det; de skare af og bare det hen på et stort sejl, hvorpå de høstede i to store kar, der stod. Høsten bestod i, at man rystede de modne kommenskorn af stilkene, og stilkene stillede så en anden karl op i hæs. Jeg var der lige fra Kl. 3 til 7 og i førstningen "tærskede" jeg kommenen; men så Kl. 41/2 gik vi med karlene hjem og fik mellemmad og siden den tid bar jeg hen. Dette store sejl skulde en gang imellem flyttes ("køres", sagde de) d.v.s. at det blev trukken nærmere hen til dem, der skar af, for at de ikke skulde have så langt at bære hen. Da de sådan en gang trak det hen, fik jeg lov til at sidde på, d.v.s: ligge mig lige så lang, som jeg var på midten af sejlet, og så trak alle karlene og pigerne mig hen; og det var så morsomt, så morsomt!* - - - Nu i dag har jeg været henne at købe et billede af Trier, der ligner rigtig godt, og kanske skal jeg ud og høste kommen i dag igen.
- - - - -
* [tilføjelse i marginen]: I går aftes legede flere af os af pigerne lidt hviskeleg (Doctor, Medecin o.s.v.) nede i haven i lysthuset, og så sang vi en aftensang, og så gik vi i seng.
den 11 Juli:
I Torsdags (den 8.) gik en af pigerne på vort værelse (Karen Larsen, Rødby Mark, Lolland) ned til Snertinge til doktoren og apotheket, da hun nemlig er så brystsvag. Hun vilde gærne have mig med, og det gjorde jeg også, da det var sådan en kedelig lang vej (3/4 Mil) for hende at gå alene. Den dag gik den imidlertid hurtig nok, sagde hun! På hjemvejen vare vi så inde i den første rigtige bagerbutik, jeg har set her på landet og fik os hver nogle kager, som hun spenderede. Så i går rejste Mette Malkepige fra vort kammer til København og hun vilde også havt mig til at følge sig, og jeg havde nær også gjort det; men så begyndte det at stænke lidt, og til al held og lykke blev jeg så hjemme; thi, stakkels Mette! hun må være bleven aldeles gennemblødt, thi så fik vi omtrent det værste Regnevejr, jeg endnu har oplevet, det haglede og piskede og lynede og tordnede, så det var en gru!
Nu i dag skal pastor Mÿgind fra København igen tale, han kom i går. Det bliver nok godt, det var det i al fald sidst, da!
den 16 Juli:
I Tirsdags morges (den 13) fik jeg brev fra Fru Heins, (Min lærerinde) at hun kom herud om aftenen, til Jyderup med 10-toget. Jeg måtte så om eftermiddagen ud hos hjulmandens og leje vogn til hende. Og efter megen besvær fik jeg endelig også hjulmandens søn til at køre, efter at jeg havde været oppe hos Poul Petersen og lånt en vogn, da hjulmandens egen var i stykker. Om aftenen kl. 71/2 rullede jeg så af sted til Jyderup efter hende, vi kom en times tid for tidlig, og i den tid var jeg inde hos Onkel Oscar, og blev opvartet med en hel del vrøvl syntes jeg unægtelig det var alt! Aa, hun kom da så endelig, og der blev stor fryd på begge sider, tror jeg da nok! Det er så morsomt at se nogen fra Odense, skønt nu er der jo unægtelig ikke ret længe til, at jeg skal hjem (kun 14 dages tid). Hun blev her så i 2 dage, og jeg var inde hos hende og hjalp hende med både på- og afklædningen, og hun fortalte mig en hel del, hvoriblandt at tante Rikke skulde op hos hende og være og hjælpe hende, stakkels tante, bare det må gå for hende! Og så spurgte hun mig ud, om hvad jeg mente, at tante var dygtigst til, om de kunde passe sammen, om jeg havde fået nogle elever til hendes skole, om hendes skole i det hele var noget bekendt o.s.v. efter hendes gamle vane. Så i går rejste hun igen, da jeg fulgte hende ikke, thi der var ikke plads på vognen. Nu skal hun til København og så til Bornholm! De sidste dage have for resten været fornøjelige for mig, Gud ske lov! i Søndags fik jeg brev fra dem hjemme, også fra fader, tænk fra den kære gamle fader, og nu ere vi, Gud ske lov, gode venner igen, og jeg glæder mig atter til at komme hjem. Så har jeg igen været ude at høste kommen, og denne gang var det morsommere end ellers, da vi alle vare så oprømte, at vi hele tiden spøgede og lo og morede os. Nu, i morges var jeg oppe kl. 3-4, og gik i vandet for anden gang her, rimeligvis bliver det også for sidste, da vejen er så lang, og det er så tidligt at komme op og gå så langt på fastende hjærte; jeg var også hel utilpas over det, men nu har jeg så siden sovet 1/2 times tid, og det hjalp noget! En gang har jeg også fået styrtebad herovre, det er jo ikke slet så behageligt, men det er langt nemmere. I går fik jeg brev fra tante, hun skrev, at Luzy så gærne måtte komme med mig hjem, og tante vilde endog betale rejsen for hende, og nu har jeg skrevet ned til hende, men det er ikke sikkert, at hun tager derimod, nu får vi se, jeg længes efter at få svar fra hende, og jeg håber på, at hun får lov for den Jensens, hun er hos i Slagelse, thi jeg vil grumme gærne have hende med hjem, og det får hun nok også lov til!
den 19 Juli: - [mere tordenvejr - og lynbrand]
I går, Søndag, var jeg hele dagen hjemme, jeg troede, det havde blevet en gyselig kedelig dag, men den såmænd helt rart! om formiddagen var jeg med Anne Kirstine fra vort kammer, fra Salling egentlig, henne hos Henrik Boghandler og der bleve vi et par timers tid, og han er så morsom, at vi sade i en latter hele tiden, omtrent! og så vare vi nede i Vallekilde, og hun spenderede brød, og så spiste vi, og eftermiddagen gik også helt rar med samtale og sligt, endda jeg havde håbet på at komme ud at køre, og ikke kom alligevel. - På de sidste dage har det været ganske umådelig varmt, og så i nat trak det op til et voldsomt tordenvejr, og hele højskolen måtte atter op, og Sæbygården (stor herregård ved Slagelse omtrent) brændte, og det kunde vi se helt hen til højskolen, som en umådelig stor måne så det ud! Det er dog uhyggeligt, sådanne at være oppe om natten i tordenvejr! - Så i dag havde jeg lovet Margrethe fra Færøerne at følge hende til Jyderup for med 12-toget at tage mod et søskendebarn af hende, og vi gik så kl. 8 godt, og jeg var ked af den lange 7 fjerdingvej lange vej; men vejret var rigtig behageligt. Regnen havde gjort, at vejene vare fri for støv, og dog vare de gode faste; men da vi havde gået den ene fjerdingvej traf det sig også så heldig, at vi mødte en vogn og kom op at køre lige til Jyderup, så vi kom der kl. 10, godt; men vi gik så over i Jyderup by og besøgte Sofie, Christen Jørgens Enke, og fik sagt "lev vel" til hende, hvad jeg var rigtig glad ved; der fik vi kaffe! Vi gik så over på stationen, og Onkel Oscar sagde, at Luzy i går havde været der og sagt, at hun skulde rejse med mig hjem, det var jeg rigtig glad ved at få at vide, da hun ikke selv endnu har skrevet det til mig. På hjemvejen vare vi ikke så heldige at træffe nogen vogn, men dog gik vejen helt behagelig. Det havde næmlig igen regnet, kun mens vi vare i Jyderup, og taget støvet væk, og det regnede slet ikke mere, da vi igen skulde til at gå! I Skippinge gik vi så ind på asylet hos Marie Junger, og der fik vi igen kaffe, og så fik vi atter igen kaffe, da vi kom herhjem med udmærket hvedebrød til i stedet for middagsmad, da vi kom herhjem! Tænk 3 kopper udmærket kaffe på én dag, det var meget!
Nu skulle vi snart rejse, på Fredag om 8 dage, den 30; det er kedeligt, at det lige er dagen efter moders fødselsdag; men - det kan nu ikke blive anderledes, desværre! og så er det Luzy skal med hjem!
den 23 Juli:
I forgårs (Onsdag den 21.) gik Margrethe fra Færøerne, hendes Cousine og jeg ned til Svinninge til Kjøbmand Carlsen; vi havde dejlig vejr, og turen gik rigtig behagelig. Det er nogle meget løse folk, de Carlsens, begge have de gået her på skolen, og sikkert ere de nygifte; å, de holde så meget af hinanden, det er tydeligt at se! og så ved de næsten ikke alt det gode, de vilde gøre højskolepigerne! Vi købte kun for godt 1 krone, og desuagtet gav de os alle 3 kaffe, og Carlsen spillede nogle melodier på harmonika for os, se'ken en dejlig harmonika, og se'ken han kunde spille! Så på hjemvejen fik vi boljer med os. Der har jeg aldrig før været inde, jeg har altid handlet hos en Kjøbmand Frederiksen i det salige håb, at det var Carlsen! - Så i går rejste Margrethes Cousine til Kjøbenhavn igen, og Margrethe og jeg kørte med hende til* Mørkøv station, 2 mil; vi havde lækker mad med, vi spiste dernede; og så fik vi også lov til at køre med Poul Petersens karl hjem igen lige til Svinninge! (Det vare også Poul Petersens, vi vare kørte med derned; men de mente ikke, at vi kunde have kommet til at køre med hjem igen, da der skulde så mange sten på vognen, og det så vilde blive for tungt for hestene; men til Svinninge fik vi dog så lov!) Aa, hvor det er nogle rare folk, Poul Petersens! så venlige! og så have de det så hyggeligt! Desværre nåede vi ikke at komme hjem til Triers Aften-foredrag for den sags skyld, det var kedeligt nok, da han for tiden fortæller om de danske digtere, og det er så interessant! Og nu gik vi så glip af fortællingen om Grundtvigs barndom, desværre.
- - - - -
* [Tilføjelse i marginen]: Der er ikke noget videre kønt ved Mørkøv station, men køreturen var jo behagelig på en rar Fjedervogn.
den 26 Juli:
I går (Lørdag) havde vi så for sidste gang gudstjeneste af Hr. Trier, det var som sædvanlig udmærket, og her vare mange folk!
Om eftermiddagen vilde Anna fra København og Margrethe og jeg så gærne ud at køre; først var der tale om, at Anna og jeg skulde have været ud på Odden til nogle folk, som vi vare bedte ud til; men vi kunde ikke komme til at køre, og det var for langt at gå (2-3 mil). Så tilbød 2 af karlene, når vi kunde skaffe heste og vogn, da at køre for os, og Anna og jeg løb så ned til Hjulmanden; han havde nok vogn, men ingen hest, Christen Eriksen havde ingen af delene, og i Vallekilde hos Lines fader vare de så tvære og gerrige og vilde have så meget for vognen, at vi ikke havde råd, og det gik så overstyr, desværre, thi det kunde have været morsomt, da vi rimeligvis vare kørte til Kulåsskoven ved Vejrhøj, hvor der var fest. Så gik vi i stedet for ned og legede runddanse til vi skulde spise, og så kom der nogen (Martha Davisen fra Sønderjylland) og spurgte, om jeg vilde med ud at sejle, og da jeg nok vilde det, gik vi så (15 i tallet) de 3 fjerdingvej ned til stranden, og kom også ud at sejle. Søen gik temmelig høj, og jeg var bange, da vi sade i den lille, bitte båd, der skulde sejle os ud til den større sejlbåd, Fanny, så blev jeg hel kry, og sad og sang med de andre; men Dorthea Kristensen fra Kejserborgen blev syg og kastede op, det skind! Vi sejlede en lille times tid omkring, og så sejlede vi hen til den lille båd; men roret gik af sejlbåden, og vi kunde derfor ikke komme hen til den lille båd, og vi måtte så gå over i en mindre sejlbåd, der lå der, og den sejlede vi så med ind til land; da var klokken omtrent 101/2. Det havde været en dejlig sejltur; men hjemturen blev slem, gyselig slem. Inden jeg gik hjemme fra havde mit ene ben næmlig gjort lidt ondt, og nu var der af den lange tur kunde jeg tydelig mærke, gået hul under sålen, og det ikke alen på det ben, men også på det andet, så jeg kunde næsten ikke slæbe mig fræm, men måtte hele tiden hænge på Anna Andersen og på Manna ((En pige fra Odden (5 mil herfra), som boede på "Fiskerlejet" her over gården. Og de stakler, jeg var så ked af det for dem; men de vare så mageløse, de sagde, jeg tyngede slet ikke, og sligt; men det kunde ikke være rigtig! Nå vi kom så allersidst hjem af dem alle, klokken kunde vel omtrent være hen ved 12, og så gik vi ned i køknet for at få noget mad; pigerne var imidlertid naturligvis gåede i seng, men vi fandt noget (lidt) alligevel og spiste, og Anna og Manna fik sig hver en kop kogt mælk, det vilde jeg dog ingen ting have af.
Nu i morges, da jeg vågnede, kunde jeg næsten ikke støtte på benet, og jeg blev så angest og blev liggende, og Anna Andersen kom op med op med min mælk; det havde imidlertid Magdalene set, og hun kom så op for at se, om jeg var syg. Da hun så mit ben, sagde hun, Gud ske lov, dog, at det var ikke noget farligt, det var vist kun af sved [?]. Det gør dog gyselig ondt at gå på det; men det er jo en stor trøst, at det vist ikke er farlig, og nu tænker jeg da også, at jeg de here sidste dage kan sidde stille, så jeg håber nok, det skal gå over, til jeg skal hjem, ellers var det gyselig kedeligt. Jeg vaskede det i i morges med edike, å, hvor det sved, det var dog farligt, og end er det ikke gået over; men så tænker jeg, det hjælper på anden måde.
I disse dage have der været voldsomt mange fine folk i besøg her, især er der for tiden en lille dreng på 9 år fra københavn, å, hvor han ligefræm er dejlig, og, så hænger han slig efter mig! Jeg har lige været oppe og fået Nils Damsgård til, at skrive på mit fragtbrev for mig; men nu skulde jeg også snart rejse, allerede på Fredag, ikke en gang en uge. I går fik jeg brev fra moder, og jeg glæder mig meget til at komme hjem, bare jeg dog ikke må blive skuffet!
den 28 Juli:
Nu lakker det jo stærkt mod enden, at vi skulde rejse, næmlig i morgen tidlig kl. 5, og som jeg nu sidder her og skriver har jeg for sidste gang hørt morgenforedrag af Niels Damsgård for i dag og sidste gang sunget morgensang! Det er vemodigt at tænke på, at vi nu skulle skilles igen, alle vi, som nu efterhånden har lært hinanden at kende. Det talte Damsgård også så mageløst smukt om til morgen, idet han fremhævede Bjørnsons sang: Nu tak for alt ifra vi vare små; o.s.v. og sagde os: tak for den "legetid", som han kaldte det, vi havde havt sammen, og så sagde han, at han vilde ønske, at legen måtte gå op i de grånende dage, og meget andet grumme smukt sagde han, og de fleste græd, jeg dog ikke; men dog var jeg bevæget!
Nu, som jeg sidder her, er jeg underlig, grumme underlig, både gnaven og bedrøvet, bedrøvet over det, at vi skulle rejse og gnaven over det at jeg, grumme sent, har fået tegnet nogle rigtig kønne mynstre af, og så ere de forsvundne, sporløst forsvundne, tagne ligefræm op af min skuffe, og det er så ærgerligt, så ærgerligt!
I dag er det moders fødselsdag, mon hun har fået mit brev? Jeg sendte hende sådant et smukt ark papir til 25 øre, som jeg havde skrevet med danske bogstaver på, og så havde jeg sendt hende en hæklet strimmel og underærmer!
Det er rart, at jeg skal træffe Luzy i Slagelse, og så er det så rart, at kanske kommer moder og fader og de andre ned til Nyborg og henter os; men kun: kanske! Og så, Gud ske lov, er mit ben omtrent kommen sig, i går dansede jeg da i al fald.
I går havde vi for resten en rar dag. Styrmanden og Trine Hesseldal holdt bryllup. Dagen i forgårs(?) havde vi bundet masser af kranse og guirlander, og dermed pyntet kirken i går morges kl. 5; jeg var ikke med for mit bens skyld!
Trier holdt så foredrag om morgenen i stedet for om middagen og vi spiste så til middag kl. (?) hvorpå vi gik hen i kirken. Det var rigtig nydeligt i kirken og Pastor Hoff talte mageløst smukt. Så gik vi hjem, og jeg og flere gik op på "Solbakken" for at se deres(?) nye hjem. Hvor der var n(?) og hvor det var omhyggeligt indrettet! Vi piger havde givet dem en komode, 2 rørlænestole, knive og gafler, 1 lysestage og et pænt bordtæppe. Og Triers, Bendtsens, Asylet (Marie Junger) Poul Petersens, Karlene, Pigerne på skolen, og børnene, og alle havde givet dem; og i kaffedåsen var der bønner, i sukkerskålen sukker, Brød, smør, ost, kryderier, håndklæder, kort sagt; alt muligt var der omtrent.
Så gik vi hjem, drak Chocolade og spiste "JØRGEN OG TRINE", 13 kager, der var, der vare dannede i de bogstavers form. Og så gik vi op og hørte pastor Hoff holde et udmærket foredrag, og så ned at spise til aften. Vi fik (for anden gang her) dækket bord om aftenen med både Rug og Hvedebrød, kold steg, varme kartofler og sous, Vin, 2 slags syltetøj o.s.v., og vi måtte selv smøre. Trier rejste sig så op og holdt en tale til og om brudefolkene, og fortalte hvor trofaste og brave de havde været imod hans hus.
___________________________________
Lidt supplerende oplysninger:
Det til sidst omtalte brudepar, Styrmanden, som hed Jørgen Andersen, og Jensine Petrine Hesseldal, kaldet Trine, var begge fra Thy og havde begge været elev på skolen. Trine fortsatte som tjenestepige, mens Jørgen sejlede som styrmand. På et tidspunkt må han have forslået Trier at oprette et hold i navigation med ham som lærer, og sådan blev det. De holdt altså bryllup sidst i juli 1880 og blev bosat i "Solbakken", et hus der tilhørte højskolen, men lå et stykke derfra, hvor der havde været elevværelser. Der var der blevet indrettet en lejlighed til dem. Det blev dog kun et kortvarigt ægteskab. Allerede den 8. februar 1886 døde Jørgen Andersen, 37 år, mens hans kone ventede deres andet barn. Hun slog sig derefter igennem ved at vaske for folk. Ved FT 1890 boede de fortsat i "Solbakken", som da var blevet indrettet til 3 familier. (Dette fortalt af en efterkommer, Mette Stærk, suppleret med FT og KB).
Om Dagmars videre liv ved vi via folketællingerne, at hun i 1890 sammen med den i indledningen nævnte faster Henrikke Oline og kusinen Alvilda Amalie boede i en lejlighed lige oven over plejeforældrenes lejlighed, Nørregade 53, Odense. Hun nævnes her som lærerinde. I 1901 boede hun som logerende et andet sted og nævnes som lærerinde ved en kommuneskole. Hun var fortsat ugift.
|
