Peder R. Jelsbak

Foredrag af Christopher Bågø
på Testrup Højskole 1900-01

Den 1. februar 1901.

[Gorm den gamle, Thyra Danebod og Harald Blåtand]

Den første norske konge var bedrøvet over, at han måtte bukke under for hedenskabet; men jeg synes ikke, der kunde være tvivl om, at han hellere måtte samle sit folk end tvinge sit folk. På de tider var det, Harald tog mod kristendommen i Danmark. Det havde varet længe med ham, nu er han også for alvor kristen. Den kristne overlevering priser ham i høje toner. Men hans karakter var ingenlunde til dette. Når vi ser sådanne skikkelser som Gunnar af Hlidarende ved siden af, så falder det ikke ud til fordel for Harald. Nej, han var svigefuld, særlig overfor Palnatoke; men det er mest sagndigtning. Han var ikke tro, han var høvding for jomsvikingerne. Hvad er en viking? Man er i tvivl, om hvad de egentlig er. Man vil ikke have dem kaldt for sørøvere; som andre gør. Vorså gav den forklaring.
Det er ikke godt at vide, hvorfor de kaldes vikinger, hvor de er fra? . . . . om det måske er fordi, de kommer fra vigen, viken ved klippeøen. Men der kom de jo ikke fra, men de lå omkring i vigene, når de kastede sig over købmændene. De ovre i Angelsaksen har kaldt os dette, når vi ikke (gik) i land byggede. De byggede da de befæstede lejre. Disse kaldte englænderne "vik". Vi har hørt mer end nok om hvordan, de var.
Når vi kommer ned efter år 900, træder de ud på en anden måde. Det er da mere egentlige mænd, der drager ud for at opleve noget. Siden blev de storkonger, der står i spidsen for hele flåder. Men på den tid var det mere eventyret, der drager. Disse jomsvikinger er krigere, der har hjemme "jom"? ved Oder. Der har vore konger nok bygget borg for at passe på flåden, så det er i alle måder et godt sted. Der har han haft to høvdinge, som vi kender. Styrbjørn fra Sverig. Denne rejste siden til Sverig for at slås med sin konge. Der blev Styrbjørn og de danske aldeles slået. Han havde brændt sine skibe.
Der fortælles, at Odin greb endnu ind og hjalp dem, ved at Odin slog dem med blindhed, så de huggede ind på hverandre. Det har vi på flere runestene i Skåne.
Erik Sejersæl sad så i Sverig, og det fik vi at føle. Siden brugte konge en skare til at sende til Norge for at slå ned på den norske konge. Naturlig nok har vi selv en historie. Der kom en brodersøn til Harald, og nemlig? Knud Danaast, kom fra England og forlangte del i riget. Denne Knud var den mest elskede af Gorms sønner, og der fortælles om drømme. Da Gorm bejler til Thyra, vilde hun ikke svare, før han havde drømt          ?
Han drømte den ægyptiske drøm om de hvide køer, de røde køer og de sorte køer, og siden bryder havet ind og vælter ind over landet. Da sagde Thyra, jeg vil række dig hånden, der vil komme dyre tider, men det vil vi råde bod på; og der vil komme stærke brydninger efter os. Hun drog så med ham, og de samlede forråd ind, så hun blev elsket af hele folket. Det vil sige, det er som i Frankrig og Norge drøm, der varsler slægtens skæbne. Siden drømte Gorm om sine sønner, og da sagde Gorm:
den der melder med budskab om min søns død, (må selv dø). Og da budskabet, (om Knuds død) kom, vilde ingen bringe dette budskab til kongen; men Thyra klædte hallen i mørkeblåt, som var vor vor gamle sørgefarve: Da sagde Gorm: "så sandt er min søn Knud død!"
En anden fortælling siger, at hun fortalte kongen om hans to falke . . . Harald har været sin moders yndling; og når hun har været en kristen kvinde, så har han vel nok hørt ord og gentaget dette; men længe varede det for ham. Men kristne folket, derom er der ikke tale, skønt der står på runestenen: "den Harald, som samlede Danmark og Norge og kristnede danerne".
Sådan kom en søn af Knud, nemlig Guldharald og krævede land af Harald, men han viste ham bort. Han var så vred og gik bort i vrede og tyede til en mand, som var Hakon Jarl Sigurd Jarls søn, stor blotmand, de begge. Da Håkon Adelsten i Norge var død, kom Erik Blodøkses sønner tilbage; de for frem på den gamle måde. De drog da nord på og vilde brænde den unge Håkon Jarl inde. Og de dræbte hans fader Sigurd, men Hakon slap væk og gemte sig i Danmark. Han tænkte på hævn. Da var det jo Guldharald gik til og bad ham hjælpe sig. Da gik Håkon til Harald og sagde, giv ham et andet rige, giv ham Norge, så skal vi lokke Harald Gråfeld her ned.

------------------------

Til toppen af højre spalte



Kongen gik på limpinden, og de fik Harald Gråfeld til at rejse, og sendte Guldharald mod ham. Og Harald Gråfeld faldt. Nu havde Håkon fået held til hævn over denne, og han gik til Harald Blåtand og bad om lov til at gå op og ordne sagerne. Hvad vil man sige om at svige sin brodersøn. Men han lod Håkon råde, og inden han var kommen fra Hals?, blev han overfalden og hængt af Håkon. Og nu rejste Håkon til Norge og tog det i besiddelse. Men det er nu kun mest sagn. Der står fortalt: efter at Håkon var draget til Norge, sad han der som kongens jarl. Men da kom der krig med Tyskland; Dannevirke blev stormet og brændt, men først efter at Håkon Jarl havde været der og slået tyskerne. Men da han var rejst hjem, fornyede tyskerne angrebet, og da var Olav Trygvason med. Og han gav tyskerne det råd at brænde Dannevirke, og man trængte helt op gennem Nørrejylland. Og kejser Otto standsede ikke før han kastede sit spyd ud i Limfjorden ved Oddesund. Så var spørgsmålet, hvad skal nu ske? Så hentede de Håkon Jarl tilbage; og de blev da alle døbt. Men det hele er foregået?, så det ikke kan være gået sådan (til). Da er kongen forlængst døbt.
Det hænger sådan sammen, at hele tyskernes tog ind i Danmark foregik, førend Harald var rykket fra Norge, og Håkon har vel nok været med, men som hirdmand i kong Haralds hær.
Ser De, nu skal man straks have nordmændene til at forsvare Dannevirke. Det er kun den sædvanlige norske historieskrivning, at vi havde været og er nogle stympere, medens de var nogle pokkers karle. Dette gjorde kejser Otto 974.
Det var Otto den røde i sit første år af sin regering. Men det er historisk urigtigt, at de har brugt tjæretønder til at brænde det af med. Men at de har brændt det, er rigtigt. ? Men Olav Trygvason kunde ikke have været med, han var kun en dreng ved 974. Og det, at kejser Otto skulde have kastet spydet ud, er ikke rimeligt. Det hedder Oddesund. Det er senere tildigtning. Det forstyrrer os lidt, at det billede, vi har bevaret af Håkon Jarls storhed; men hans snildhed kender vi; det var 976 Håkon fik Norge; og han blev straks hedensk, og lykke er der ved hans regering. Så sidder han der, medens kong Harald sidder og harmer sig.
Og nu vil han give Håkon tak for sidst. Og han passer jomsvikingerne op. Der har vi taget en hel sådan, der fortælles. Det var under kong Svend, men deroppe kommer, og slaget står i Hjørungevig. Og der støder de på Håkon; han havde samlet skibe; og en dag, jomsvikingerne er inde at plyndre kvæg, så han dem, hvor Håkon lå med 3 skibe, og de løb i 3 både og roede af alle kræfter ind efter. Men da de kom der ind, så de ham ikke med 3 skibe, men med 3 flåder. Og det blev en hård kamp. Da var det, Håkon ofrede sin søn til guderne. Og det kom med et frygteligt vejr, som stod de danske i øjnene; før var nordmændene ved at vige, men i sidste øjeblik var det Håkon ofrede sin søn, og da flygtede jomsvikingerne
Som De ser, det var en underlig tid, Harald Blåtand blev kristen. Alle vegne kom han galt af sted. Han er ikke nogen ren karakter. Således ved De, hvordan på slutningen, han havde spændt bønderne for en stor sten, de mødte der en vejfarende, som han spurgte: "Har du set nogen drage større byrde end denne?" Ja, han havde set Svend drage hele Danmarks rige fra kongen! Så vendte Harald sig mod denne, men da blev han dræbt, 985, han blev dræbt ovre på Helgenæs, hvor han var gået iland, Toke Skytte sendte ham pilen ind bagfra. Og han døde mellem jomsborgerne. Det tog de hævn over ved at tage konge Svend til fange, da han var bleven konge. Så fik vi kong Svend, og han fik ulykken over sig, både blev han fanget to gange og måtte købe sig fri med sølv og guld, og overfaldet af kong Sejersæl i Sverig. Men da er Svend ude for at erobre Angelsaksen. Og Svend er ikke den, der sidder rolig her hjemme. Og midt under dette kommer Erik [Sejrsæl] og tager Danmark. Men da kommer Svend tilbage og ligger for Hedeby, og mer fik vi ikke. Kong Erik må være død, og Svend sidder nu rolig i sit rige. Svend har været elsket af sit folk, har været en ædel karakter. Svend døde 1014.


SAMs højskolehistoriske Arkiv