Den 28. februar 1901

[Kongerne Kristian 1., Hans og Kristian 2.]

Vi så, hvordan den første af de oldenborgske konger [Kristian 1.] blev konge i Sverig også, og så ulykkelig lod sig vælge til hertug i Slesvig og Holsten istedet for at inddrage (Slesvig), og hvordan han så var i pengetrang altid, så svenskerne rev sig løs, og Karl Knutson døde som konge i Sverig, og Kr. blev slået på Brunkebjerg. Det kalder man et sørgeligt og søndret Danmark. Malm betyder grus. Det er grusbunker, deraf malmløs*.
---------------
[* Bemærkningen om malm hænger formodentlig sammen med, at Brunkebjerg ligger i området Norrmalm i Stockholms nordlige udkant.]
---------------
Kr. rejste så til Rom og fik siden oprettet et universitet. Med kong Hans kom en meget^? dygtig mand, der ikke holdt stort hof, og han omgav sig med folk, der var dygtige. Det var alle Københavns dygtige mænd, der stod rundt om ham. Dette havde vel også gjort indtryk på sønnen Kr.d.2., der voksede op i et sådant hus. Ambrosius Stub fik Kr. at være i huset, der hørte han meget, mange hadefulde ord om, hvordan adelen og gejstligheden trykkede de andre ned. Dette havde den store betydning for ham. Og så havde han en stor lyst og evne til at være konge. Han var kongebåren. Han havde en livstanke: hvad vil du? det må vi vide! og sådan som vi vil dømme et menneske og veje et menneske efter, hvad han vil.
Sådan må en konge, tager han kronen som en gave, og ikke som en opgave, så er der ikke meget ved ham (dem) ! Vi har haft adskillige konger, der var virkelig kongebåren, og én, nemlig Sigurd Slembe var også kongebåren; men de vilde ikke lade det gælde. Vi kan sige noget omtrent lignende om kong Kr.d.2., Han blev forfærdelig, han ødet det alt ved at træde sådan op i Stokholm og her i Danmark. Sigurd fik aldrig lov at få kronen, men han vilde gennemføre det. Sådan også med Kr., han havde den store kongstanke, og han vendte sit øje mod den truende^? magt, som vi ikke kunde komme frem for, nemlig hansestæderne. Han vilde samle myndigheden under sig, for så at øve retfærdighed til alle sider; men han havde fra sin egen fader arvet et mørkt syn og mistænksomhed med alle sine store tanker. Han havde ikke den alvor, han var troløs. Lad så også være, at der må falde en del af adelens hoveder; men han måtte ikke give dem sit ord. Han lod ikke, som om han var gode venner med dem, men ingen havde dog troet, at han på den troløse måde havde druknet sine gerninger i blod. Hans fader kunde også blive urimelig, og nogle gang for han frem med stor hensynsløshed. Kr. kunde være uimodståelig. Han fik den skønneste prinsesse, der var i Europa, ikke blot den rigeste, den skønneste, men også den bedste. Det at han kunde knytte en sådan kvinde til sig, det er et bevis for hans gode sider ved hans karakter, skønt han havde holdt hende fra sig ved sit forhold til Dyveke. Han havde som ung været i Norge, og der vandt han nordmændenes hjerter.
Han var dem en god konge. Da han havde slået oprøret ned, vendte han sig straks mod venderne. Men inde i Bergen havde han set den kvinde, som fik et skæbnesvangert indflydelse på hans liv. Vi ved ikke noget om hende, men hun havde en moder, der var klogere, end de fleste her i landet. Hun kom fra Holland, hvor der ikke er nogen adel eller præstevælde. Da han skulde giftes, fandt man den unge Elisabeth, kejser Karls søster; hun var kun 14 år, men hun havde kun én tanke, om hun nu kunde være tre rigers dronning. Hun var så forfærdelig søsyg, og da hun kom til Skagen, bad hun om lov til at komme iland; men hun måtte sejle til Helsingør. Der skrev hun et lille brev, hun havde været søsyg i flere dage. Nu drog kongen hende imøde, og der måtte hun stå og høre på en lang tale på latin! Og kongen havde ikke været rigtig glad.. Hun opdagede snart, at kongens hjerte var koldt, og vi har^? hjerteskæren suk (nok) fra hende; men hun fulgte ham trofast, da han drog af lande, hendes plads var ved hans side, og da han måtte drage fra sted til sted, fulgte hendes tanke ham og formaner ham til at være klog og forsigtig. Sådan sidder hun hjemme med børneflokken, hun, den mægtigste i hele Europa.
Hun døde efter få år, og børnene stod nu ene tilbage. Men der var en troløshed, der kunde vækkes, han troede ikke mennesker, han har stået og set på dem med sit kloge øje . . . Sådanne mennesker får tit tillid til dem, der ægger dem op til mistillid til (mennesker^?) Derfor er der ved ham^? at stå med en hel skare dygtige mænd, om . . . . . , og Sigbrit var den klogeste. Hun sagde: kunde kongen ikke blive andet, så kunde han blive borgmester i Amsterdam. Men Kr.d.2. vilde være konge og have en stærk kongemagt. Han vandt dronningen, så hun blev hans trofaste hustru, og han vandt folket, men stødte fra sig de store og præsteskabet; dem hånede han. Det så han klarere end de fleste, hvilken uduelighed, og hvilket magtstræb, som de lå inde med, og den vilde han knække.

------------------------

Til toppen af højre spalte