|
Peder R. JelsbakForedrag af Christopher Bågø
|
|
Den 28. februar 1901
[Kongerne Kristian 1., Hans og Kristian 2.]
Vi så, hvordan den første af de oldenborgske konger [Kristian 1.] blev konge i Sverig også, og så ulykkelig lod sig vælge til hertug i Slesvig og Holsten istedet for at inddrage (Slesvig), og hvordan han så var i pengetrang altid, så svenskerne rev sig løs, og Karl Knutson døde som konge i Sverig, og Kr. blev slået på Brunkebjerg. Det kalder man et sørgeligt og søndret Danmark. Malm betyder grus. Det er grusbunker, deraf malmløs*.
---------------
[* Bemærkningen om malm hænger formodentlig sammen med, at Brunkebjerg ligger i området Norrmalm i Stockholms nordlige udkant.]
---------------
Kr. rejste så til Rom og fik siden oprettet et universitet. Med kong Hans kom en meget? dygtig mand, der ikke holdt stort hof, og han omgav sig med folk, der var dygtige. Det var alle Københavns dygtige mænd, der stod rundt om ham. Dette havde vel også gjort indtryk på sønnen Kr.d.2., der voksede op i et sådant hus. Ambrosius Stub fik Kr. at være i huset, der hørte han meget, mange hadefulde ord om, hvordan adelen og gejstligheden trykkede de andre ned. Dette havde den store betydning for ham. Og så havde han en stor lyst og evne til at være konge. Han var kongebåren. Han havde en livstanke: hvad vil du? det må vi vide! og sådan som vi vil dømme et menneske og veje et menneske efter, hvad han vil.
Sådan må en konge, tager han kronen som en gave, og ikke som en opgave, så er der ikke meget ved ham (dem) ! Vi har haft adskillige konger, der var virkelig kongebåren, og én, nemlig Sigurd Slembe var også kongebåren; men de vilde ikke lade det gælde. Vi kan sige noget omtrent lignende om kong Kr.d.2., Han blev forfærdelig, han ødet det alt ved at træde sådan op i Stokholm og her i Danmark. Sigurd fik aldrig lov at få kronen, men han vilde gennemføre det. Sådan også med Kr., han havde den store kongstanke, og han vendte sit øje mod den truende? magt, som vi ikke kunde komme frem for, nemlig hansestæderne. Han vilde samle myndigheden under sig, for så at øve retfærdighed til alle sider; men han havde fra sin egen fader arvet et mørkt syn og mistænksomhed med alle sine store tanker. Han havde ikke den alvor, han var troløs. Lad så også være, at der må falde en del af adelens hoveder; men han måtte ikke give dem sit ord. Han lod ikke, som om han var gode venner med dem, men ingen havde dog troet, at han på den troløse måde havde druknet sine gerninger i blod.
Hans fader kunde også blive urimelig, og nogle gang for han frem med stor hensynsløshed. Kr. kunde være uimodståelig. Han fik den skønneste prinsesse, der var i Europa, ikke blot den rigeste, den skønneste, men også den bedste. Det at han kunde knytte en sådan kvinde til sig, det er et bevis for hans gode sider ved hans karakter, skønt han havde holdt hende fra sig ved sit forhold til Dyveke. Han havde som ung været i Norge, og der vandt han nordmændenes hjerter.
Han var dem en god konge. Da han havde slået oprøret ned, vendte han sig straks mod venderne. Men inde i Bergen havde han set den kvinde, som fik et skæbnesvangert indflydelse på hans liv. Vi ved ikke noget om hende, men hun havde en moder, der var klogere, end de fleste her i landet. Hun kom fra Holland, hvor der ikke er nogen adel eller præstevælde.
Da han skulde giftes, fandt man den unge Elisabeth, kejser Karls søster; hun var kun 14 år, men hun havde kun én tanke, om hun nu kunde være tre rigers dronning. Hun var så forfærdelig søsyg, og da hun kom til Skagen, bad hun om lov til at komme iland; men hun måtte sejle til Helsingør. Der skrev hun et lille brev, hun havde været søsyg i flere dage. Nu drog kongen hende imøde, og der måtte hun stå og høre på en lang tale på latin! Og kongen havde ikke været rigtig glad.. Hun opdagede snart, at kongens hjerte var koldt, og vi har? hjerteskæren suk (nok) fra hende; men hun fulgte ham trofast, da han drog af lande, hendes plads var ved hans side, og da han måtte drage fra sted til sted, fulgte hendes tanke ham og formaner ham til at være klog og forsigtig. Sådan sidder hun hjemme med børneflokken, hun, den mægtigste i hele Europa.
Hun døde efter få år, og børnene stod nu ene tilbage. Men der var en troløshed, der kunde vækkes, han troede ikke mennesker, han har stået og set på dem med sit kloge øje . . .
Sådanne mennesker får tit tillid til dem, der ægger dem op til mistillid til (mennesker?) Derfor er der ved ham? at stå med en hel skare dygtige mænd, om . . . . . , og Sigbrit var den klogeste. Hun sagde: kunde kongen ikke blive andet, så kunde han blive borgmester i Amsterdam. Men Kr.d.2. vilde være konge og have en stærk kongemagt. Han vandt dronningen, så hun blev hans trofaste hustru, og han vandt folket, men stødte fra sig de store og præsteskabet; dem hånede han. Det så han klarere end de fleste, hvilken uduelighed, og hvilket magtstræb, som de lå inde med, og den vilde han knække.
------------------------
Til toppen af højre spalte
Nordmændene havde han vundet. Men han havde ingen dyb alvorlig gudsfrygt. Paven havde han også brug for imellem. Han havde ikke den ærbødighed for kirken; man reformerer kun en kirke, når man har øje for, hvordan kirken skulde være, at skulle være åndens bærer i god betydning, at skulle betyde noget og sørge for oplysning; og vi ser, at ligesom han havde mistillid til mennesker, så havde han heller ikke tillid til Gud, når storme kom, kunde han ikke søge der hen.
Men det var så meget sørgeligt, hele hans liv var så sørgeligt at se på. For hvis han havde fået lov til at gennemføre sine tanker, så vilde vi have sparet (det) efterhånden. Sådan var det hjerteskud, der kom. Men det er med blandede følelser, det dobbelte i ham, og sørgeligt den troløshed, der rev alt over. De mænd, der stod om ham, var Kr. Pedersen; Hans Mikkelsen i Malmø og flere. Der var godt nok adelsmænd: Mogens Gjø, men tilsidst blev de revet fra ham, fordi de ikke kunde stole på ham.
Det som er ejendommeligt for kong Kr., kommer frem efter blodbadet, at de love, han da udgav, han har ikke vidst? noget om samvittighed. Men nej! Han ser ikke på det, som det var en hindring, der var ryddet af vejen, da han står i Sverig, så han bejlede? til Lybæk. Det var at få Sverigs krone på hovedet. Det var ikke den oldenborgske begærlighed efter de tre kroner. Nej, han havde en kongstanke: Nordens tre riger skulde samles sammen for at kunne knuse lybækkernes magt. Først derefter kunde arbejdet begyndes.
Og han skaber straks et nordisk handelsforbund på sit kongebud. Nu var først vejen åben, så han kunde gøre sin store gerning. Og ved hans hjælp begyndte de at udarbejde disse love, den verdslige og den gejstlige. Der ser vi hans klare blik, rigtige syn. Og han kræver gejstligheden til renere sæder, mere oplysning og mod vornedsskabet, som de var kommen i på Sælland. Da skriver han disse ord: "Denne skik kristelige mennesker at sælge, skal ikke længere være til!"
Det er den anden side: Med lov skal man land bygge. Han havde en kongstanke, et mål for øje! Da han havde fået de tre kroner, begyndte først hans arbejde. Kronerne var kun midlet, vejen.. Derfor bliver han den mærkeligste af vore konger; at følge krigen igennem lader sig ikke gøre, skønt der kommer meget kækt og kønt frem. Nu er vi kommen til det med de konger, der får de tre kroner, men de varede lidt inden kong Hans fik kronen?, Sten Sture fandt på udflugter, og han havde folket på sin side, han var ikke adelskonge; men til sidst døde enkedronningen, som havde lånt sin husbond penge. Så længe hun levede, blev Sverig ikke trukket på bælgen?. Men da hun døde, gik kong Hans ind i landet, og han lejrede sig også på Brunkebjerg, så der kunde jo være udsigt til en gentagelse; men det skete nu ikke. Sten Sture sad der inde; men han var opsættende; skulde han vente på dalkarlene komme frem i mange tusinde. Men kongen slog dem og hug dem tilbage og tog deres fanger. Og da man inde i Stokholm så dette, gjorde man et udfald, veg de tilbage og byen blev opgivet, og kong Hans drog ind, men han lod nåde gå for ret. Vi kan aldrig mere takke (tage?) svenskerne for den brøde, at de altid pønser på oprør.
Kr.d.1. havde på sin udenlandsfærd fået lov til at tage Ditmarsken. Hans´s broder var med: Frederik d.1., som var hertug i Sønderjylland; og han kom med gamle Dannebrog i spidsen. Han havde lejet den sorte garde under junker Slentz. Denne sagde, men er da Ditmarsken lænket til Himlen. Der var snesjap? fra nordvest og tø i længere tid, så de havde rådet ham til at gå frem. Det var den 17. februar [1500]. Men ditmarskerne brød sine diger igennem, og ved hjælp af strøm, brød vandet ind. Men de blev ved frem, men blev standset efter et indhug i vejen. Og nu spillede kanoner: "alle djævles værk?"
"Var dig bonde! nu kommer garden!" "Var dig garde! nu kommer bonden!" Garden måtte trække sig tilbage, men Dannebroge blev taget. Lybæk jublede over dette nederlag! Der blev spottet over de danske, så det forslog noget. Men nu rejste svenskerne sig. En mand var kommen hjem, og han æggede dem op. Der kunde de nu se, hvad en lille bondehær kunde gøre. Kongen trak straks op til Stokholm, og han lod sin dronning blive siddende. Hun blev taget til fange og sat i et kloster; der sad hun til 1503. Da hentede hendes søn hende (Kristian) på grænsen.
De vil se: Kong Kristian mistede sin krone ved blodbadet på Brunkebjerg. Hans mistede ved blodbadet i Ditmarsken, og Kr.d.2. mistede mistede Sverig ved blodbadet i Stokholm.
| SAMs højskolehistoriske Arkiv |