Peder R. Jelsbak

Foredrag af Christopher Bågø
på Testrup Højskole 1900-01

Den 4. marts 1901

[Konflikterne mellem Danmark og Sverige i 1500- og 1600-tallet]

Vi må lægge et godt ord til, det er synd at sige, at . . . . vore fjender har gnedet sig i hænderne, når vi så kunde værne, beherske, har ? splittet vore kræfter ad. Men mellem alle disse kampe er øvet mangen stordåd. Norges rige har stået, som det land, der ligger under os, og begynder nu i dette århundrede at rejse sig. Så Norge må have det samme lys eller skygge over sig som Danmark. Mange gange er det jo ubetydelige små ting, striden kommer op over. Og det er folkene, det går ud over, og det er en brøde fra en fyrstes side. Det er jo sådan, at hvis kongen havde spurgt, i disse dage, hvordan det skulde hans sønner gå? de skulde alle konger blive, men alle orlog få! Dog Kr. d. 3. og Gustav Vasa hjalpes ad med at knække denne hansaovermagt, som havde varet så længe. Og nu slutter man en 50 års fred; men de gamle konger går dog i graven med bitterhed, ti vor kongestamme kan ikke glemme, at de var kaldet til at bære de tre kroner. Efter Gustav Vasa kommer broderkampen igen. De kunde jo ikke tåle. Og nu begyndte det. Vi vil krige med denne magt. Denne har taget kronen og gjort den arvelig.
Så begyndte den nordiske 7 års krig 1563-70. Frederik d. 2. og Erik d. 14. kødelige fætre, men det glemmes. Deri øves så mangen stordåd, når man ser tilbage på dette. Det navn, der overstråler dem alle på vor flåde, det var Herluf Trolle! Peder Skram var for gammel; han måtte begynde, men han havde jo kæmpet for 30 år siden. Så har vi Daniel Rantsaw af den holstenske slægt. Men han stoler ikke på sine lejesvende, men med de danske; han står på en måde lysere, ædlere, smukkere end Johan Rantsaw, som en ny Leonidas, så hans dristige tog ind i Sverig, og et tapperligt tilbagetog, som næsten kunde lignes ved vort Dannevirketog. Begge disse faldt.
Så kommer den anden krig. Den fører Kr. d. 4. Han var en mægtig herre, og vi kan jo ikke sige andet, end han blev gået for nær.
Det var Gustavs yngste søn, kong Karl. Fr. d. 2. var længe om at gifte sig, fordi han havde kærlighed til Anna Hardenberg. Siden gifter han sig med en dygtig kvinde, og det var hendes søn Kr. d. 4. Han ligger egentlig? i strid med rigsrådet. Kongen blev myndig 8 år efter sin faders død. Og så snart er han voksen. Og han kunde tumle sig på søen. Så bryder Kalmarkrigen ud.
Da går Karl d. 9. ud, og da kommer Gustav Adolf. Og det er det sørgelige, når vi ser på denne krig (kamp), så er det det sidste lille glimt. Derefter har vi ikke mere vore store mænd. I denne krig faldt blomsten af den danske adel. Og det måtte Kr. d. 4. bekende derefter. Vi lå ved Kalmar slot, men kongen omringede os; dog fik vi Kalmar Slot, men Karl var rasende. Han var harmfuld over, at kræfterne skulde ødes. Og han udfordrede kongen til at slås med sig midt imellem hærene; og Kr. d. 4. skrev et hånligt breve til ham, og derefter dør Karl. Vi fører også krigen ved Elsborg, hvor nu Gøteborg ligger. Denne måtte vi aflevere igen; vi bryde mod de (en) million daler. Det var et livsspørgsmål for svenskerne med Elfsborg. Nu blev Gøteborg anlagt, og De ved, hvilken pulsåre det er for dem. Vandvejen igennem er gennemført i slutningen af forrige århundrede. Hvad, der nu kommer efter er sørgeligt!
Gustav Adolf anerkender Kr. d. 4. som en tapperlig konge, var han blot ikke min nabo. Ti Sverigs magt stiger. Østersøen blev en indsø i Sverig, og fra sejr til sejr går han frem, og hans dygtighed vokser. Han var ikke bange for Kr. d. 4. for andet, end at Kr. d. 4. var en misundelig mand. Jeg har allerede fortalt Dem om Kr. d. 4.s ulykkelige førelse? af 30 års krigen. Han var en ualmindelig konge her hjemme i hans rige, alt blomstrede, handelen gror, alt er i orden. Så kommer dette spørgsmål, 30 års krigen. Denne, som har trampet Tyskland ned, og bragt en fordærvelig tilstand frem igen. Kr. d. 4. lader sig alligevel drage og blev oberst i der nedersaksiske garde, trods hans dygtighed i fredens arbejde her hjemme, kunde han ikke modstå.
Og så bringer det ulykken ind over Danmark. Så kommer mødet den 20. februar 1629 mellem ham og Gustav Adolf! Dette øjeblik?? i Nordens fremtid kunde blevet en anden, når Kr. kunde hævet sin lykke op over det smålige. Man er tilbøjelig til at sige ja, man kan skønne Kr. d. 4. var opdraget til at føre et skib på Skanderborg sø. Men det er nu ikke talt?, han har ikke været der, men et godt billede er det. Han kunde nok se over det lille Danmark; men se ud over Nordens sag, det var han for lille til.

------------------------

Til toppen af højre spalte



Derfor blev dette møde, der viser hængslerne på den store dør, der lukker op for fredens, nu kan mindes?. De husker nok, at Kr. d. 4. drog ud, fordi Gustav ikke vilde komme.
Men bagefter kom Gustav og (gik) ind, skønt han satte livet til 2 år efter sejret endnu. Og det var jo et hæderstag; men vi søger at hindre svenskerne i at kline for stor og mægtig!
Da lader Aksel Oksenstjerne, Torstenson komme som et lyn op i Jylland. Nu kom den næste krig med svenskerne! Kr. d. 4. Denne tog tørnen. Han havde søgt at samle adelen, for dog at have en støtte fra sine hjælpere. Så danner han en højadel , som han giver sine døtre i ægte?. Her tror Kr.d.4. at kunne slå bro over mellem ham og adelen. Og den mægtigste af disse, der fik hans yndlingsdatter Eleonora, Corfitz Ulfeldt. Det var virkelig ham, der bærer skylden for, at det går sådan i 1643. De (Han) er nærved at bruge den stilling til at varetage sig selv; og de får både kongen og den øvrige adel imod sig. Ulfeldt blev rig, men det var knyttet til underslæb. Ved hans side står Eleonora. Så kommer krigen, og Kr. var selv ude, ellers havde de vel taget hele klatten. Kr.d.4. var 67. Han løb straks ud skydende? og imod hollænderne, slog dem og drev dem ind mellem øerne, så ham om mod svenskerne og drev dem ind i Kielerfjorden. Da var det, hans øje blev ødelagt.
Da slap svenskerne ud, og derefter overfaldt de den danske flåde og slog den i bund og grund. Da vender kampen sig, og vi må afstå Gulland, Øsel og Herjadalen og Jæmtland og Halland på 30 år. Så går Kr.d.4. i graven, og adelen er sunket så dybt, at den ikke kunde komme længere.
Men vi begyndte igen med krig mod Sverig. Da var Karl Gustav optaget af Polen, medens Kristine blev ked af at føre tøjlerne, så får en søstersøn af Gustav Adolf tøjlerne ved at hun sagde noget om, hvem arver mest efter sin moder eller sin fader? Som et lyn går han så ud af Polen, og står her inde i Jylland, tager Frederits, den var helt ny og kaldtes Frederiksodde. Da lagde isen alt til, så han kunde gå over bælterne, der gik vist et kompagni til bunds. Men så vilde han over Store Belt; der var næsten altid en rende åben. Han vidste jo ikke dette, men sendte sin dristige Erik Dalberg. Han så dette, og red så over Tåsinge, Langeland til Låland. Han red så tilbage og førte dem over og helt til Vordingborg. Og da kommer der underhandlere. De drog så op til Roskilde i slæde, og de havde Ulfeldt med; han var flygtet bort fra Danmark, og kom til dronning Kristine og siden til Karl Gustav. Nu stod han på Sælland, og vi sluttede freden i Roskilde 1658. Da mistede vi Skåne, Halland og Blekinge + krigsomkostninger. Men samme år kommer Karl igen, så Frederits brænder, og den raske Erik Dalberg var lige i København for at se på, at freden blev holdt; men han havde nyttet tiden til at tage rede og rids over Københavns befæstning. Han var nu med sin konge igen som første gang.
Ingen anede, at Karl vilde bryde den fred, han lige havde sluttet. Dog var der en, der anede det, og han red ind til Holland, og fik den hollandske flåde ud. Karl gik i land ved Korsør, og gik så rask mod København. De rådede nu Fr.d.3. til at drage bort fra det hele og gøre som Valdemar Atterdag, da han fik de 77 gæs. Men kongen "vilde leve og dø i sin rede!" På Valby bakke så Karl, at man havde brændt forstæderne! "Nu sværger jeg dyre, vi får modstand!"
Da vilde Erik Dalberg storme straks; men kongen turde ikke. Og den gang frelste København Danmark.
Således skete det da, at vi kom på den yderste rand af afgrunden. Så kom 10-11 febr. 59 stormen. De blev slået tilbage! Og de belejrede København på afstand. Så kom hjælpetropper over og rensede Jylland, og ved Nyborg blev resten af den svenske hær taget, og kun Stenbuk slap over til Korsør. "Tog fanden fårene, kunde han gerne taget bukken med!" Så græmmede Karl Gustav sig og døde i Helsingborg. Der blev sluttet fred, men vore sundprovinser fik vi ikke tilbage, det vilde hollænderne ikke. Det var den 4. krig.
Samme år holdt vi det store møde, hvor adelen blev sat til side. De vil få at høre nærmere om, hvordan at enevoldsmagten blev lagt i kongernes hånd. De vilde kæmpe igen med Sverig for at få det tabte tilbage. Det var den 5. krig.
"Alle skulde de konger blive, men alle skulde orlog få!" Nu nytter det ikke noget at kæmpe. Det er ikke at øve kræfterne, at slås om, hvem der skal være den første!
Det er jo sørgelige billeder at følge disse tider. Der er jo skildringer nok, der viser store ting; men hvor megen sorg over, at Nordens magt nu synker.


SAMs højskolehistoriske Arkiv