Peder R. Jelsbak

Foredrag af Christopher Bågø
på Testrup Højskole 1900-01

Den 12. marts 1901

"Giv mig Gud en salmetunge!" [Grundtvig]

[De enevældige konger fra Frederik 3. til Kristian 7.]

Det er så reformationstidens svanesang, Kingo her synger.
Det er vi da ovre, Norge, en smuk digter (Spejl.)
Så har vi jo kvinder på samme tid: Eleonora i Blå Tårn. Der kommer så ting med en kraft i udtrykket. Vi kunde måske sige, at der kommer en person, der samler det hele, det er kongen: Fr.d.3., der har fået hele folkets tillid ved at vove sin trøje. Vi har personligheder i disse dage. Det må vi alle lægge an på at blive, både karakter og personlighed. Men den tids udvikling, der blev vor tid, er ikke kommen endnu, den kom først med Holberg. Der er folk før ham, men de hører ikke med. Han er den danske digtekunsts fader! Der har jo også været helt til Sund? og Saxtorp? skriver heltedigte, som danner en overgang fra de gamle kæmpeviser og den nyere sang. Vi er nærved at kappes om det. Men vi har jo Island, så vi er foran; men svenskerne er lige så ivrige; de fanger en mand, som strander på deres kyst. Denne gamle Edda er sendt som en gave til København. Fra bispen på Skalholt.
Ole Worm hører til de Bartoliner, dog er han ikke forløber for Holberg. Nu må de ikke glemme det, der gør os bitrest, det er det, at vi har mænd, der kunde tage styret ved siden af kongen under enevælden, så blev de helt kasseret, sendt? bort, ti kongen satte sig som enevældig. Det er jo dette, at en enkelt, som Hans Svane, er bange for, at man ellers ikke kunde komme til enighed; og må se op til Fr.d.3. Der er stor forskel, der bryder sig vej til en magtstilling, og dem, der fødes til en sådan plads. En, der har arbejdet sig frem til et mål, og en, der fødes midt i rigdom. Det er en forfærdelige farlig sag at fødes til enevælde. Griffenfeld troede næsten, det var en guddommelige magt. Han kunde ikke begribe det, da han blev styrtet, og derfor bøjede han sig for den, han troede på, da det var ikke blot for at overstråle vort kongehus. Men der var ikke taget hensyn til, om nogle af dem kunde være vanvittige. Men med Kr.d.7. har man løbet linien ud. Da Fr.d.3. begynde med i kraft af sin udvælgelse at sætte de dygtige mænd ved sin side, så ser vi hans søn straks begår den fejl ikke at lyde sin faders råd.
Hvordan ender det så, når vi sætter slutningen ved Kr.d.7., ti Fr.d.6. var en konge, der slipper for at gøre sin enevoldsmagt. Vi kan ganske? rolig sige, at vi har dem fra Fr.d.3 til Kr.d.7. med sin Struense ved siden. Der blev en tro på den enevældige magt, og man ser ikke, hvor ødelæggende den er for personligheden. Den store forskel vil De se på stamfaderen, der har oprettet, og den, der fødes ind i det. Hvem kan tro, at nogen kunde stå for al den røgelse og virak, der stiger op om disse enevældige konger. Vi kan jo ikke sige andet, end at vore enevoldskonger var gode mennesker. Men det er jo tåbeligt med sådan et lille kongebarn, der tilbedes som en Gud! I Odense jublede de for dronningen og hendes arving, skønt der var 8 måneder til hans fødsel. Nu var det udmærket at have en Gud; men når vi sætter ham her ned på Jorden, så vil vi allesammen gå ind og have lidt af den varme, der kommer fra den kongelige herlighed.
Så blev der udvalgt en mængde grever og baroner, og så kommer de mange rangklasser. 8 eller 9 med mange underafdelinger. Han står ikke nogen til regnskab, for nogen uden Gud selv. Danmarks og Norges enevældige konge.
Der var ikke så enevældig konge en konge i Europa. Bø . . . . i Frankrig gjorde alt hvad han kunde for at få trugenatlerne [?] tilbage til pavens. Der blev rådet kongen til at kalde folk ind fra de forskellige dele af landet, fordi den ved bedst, hvor skoen trykker, der har den på. Nej. Det er jo netop grundlaget i vor forfatning. Men det vilde kongen dog ikke lidt efter, at han havde fået hele magten! Men ser De, dette at man fæster sit øje på gammeltestamental forfatning, hvor Gud råder over alle ting, denne pavelige. Og sådan satte man dem nu på tronen, næsten som en guddommelig magt. Der kommer en bitter strid mellem luteranere og reformerte. Der var den forskel i styremåden mellem dem. Pas på dem. Denne guddommelige salvning? medfører særlige og jordiske? gaver. Så nævner han et skriftsprog, at man kan kalde dem guder! Men det bliver? vi senere!

------------------------

Til toppen af højre spalte



Da man ser op til Kr.d.6. , da den kristelige vækkelse kommer ind. Hans Gram siger: Gud fyldte ham med sin visdom, han mætte ham med sine samtaler, han fylde ham med sin guddomsmagt, han smykker ham med sit billede, hans herskers   lyre rækkes ham af Guds hånd. Hans planer udrinder fra Guds tanke! De vil se, det er en forgudelse!
Dog synes det, at Kristian er dem, der bærer navnet med mest hæder, og af dem, er vor Kr.d.6. den bedste. Da så han dør, kommer der en udtalelse, hvor sørgeligt?     for hvilken sørgelig lod kan ramme? dem, der egentlig kunde og burde love sig selv udødelighed. Tillid himmelske fader Kr., at vi kan få dine berømmelige optegnelser! Vente den ene trøst af dette, at vore venner må finde stærkere tilknytning? hos Gud; de sagde, nu sidder vi nærmere ved Gud. Det er næsten gudsbespottelse!
Nu mener man ikke så meget med det, man skruer sig op. Det er ikke alene til ham? Det er næsten sådan, at hvis man ikke kommer til at le, så må man næsten komme til at græde. Fejlen er ikke dette, at blive sig selv ved sin dygtighed, blive sin plads (voksen?); men det er disse bagtrappe at komme frem til storhed op gennem at være tjenere for de store herrer. Denne tids kaldes lakajtiden. Man begyndte som lakajer, men endte som store embedsmænd. Der var en mand, der hed Bruhn, han blev herredsfoged, fordi hans kæreste havde været kokkepige i 4 år.
Vi har mange pudsige ting fra den tid. Man gjorde rejser med dem. Kongerne havde mange slegfredbørn. Når katten er ude spiller musene på bordet. Det var noget for Holberg. Det var ham en modbydelighed.
Vi har en norsk digter, der hedder Peter Dass, præst oppe i Nordland Hammerfest. Peter Dass skriver om sin fader, hans fader havde først tjent hos folk med stort anseeligt navn som hos kongen; siden herredsfoged i Norge. Alt dette må man have noget at vide om, for at vi kan sætte en mand op i Trøndelagen. Peter Mulsvit?. Han kunde ikke sige andet end, at det var mærkeligt at se, de har sådan tro til deres konger, at de ikke tør råde sig. Fr.d.4. rider med én mand ud på landet på Sælland uden, at nogen gør ham noget. Og De kender nok historien om Peter den Store, der kørte op på Rundetårn ( spørgsmålet ikke optegnet, men vel omtr: "Jeg kan forlange enhver af mine mænd til at springe ud; og han springer; kan du (I) det med dine?") "Nej, men kan I lægge jer til at sove ude på landet i en hvilken som helst bondestue, for det kan jeg?" . . . . .
Når jeg spørger om grundlaget for Holbergs uddannelse, så er det England. Der tør man komme frem med sandheden.
Det er ligesom man taler om alt. Derfor var der så mange fritænkere, som der var hyklere i Danmark. Han håner os danske, fordi vi på denne måde er bleven forgjort under enevoldsmagten. Der trænger til at komme en ordentlig luftning, som Bjørnson siger: "jeg vælger mig April!" Med B. kommer der en ny begyndelse til vor tid. Tiden manglede personligheder. De var ikke oppe? over egen dygtighed, men på gavnlig? side, enten gennem en selv eller over     ?
Det er ikke fri for, vi sagde Sokrates.
Holberg kommer og kræver at folk skulde du til noget, og det sker ikke ved andet, end gennem arbejde, og Holberg er en arbejdets mand; han kræver noget, ser op til arbejdet. Og er der nogen, der har gjort sin gerning, så er det Holberg. Og det kommer netop i modsætning til den kongelige forgudelse; den selvstændige personlighed er god?     Man skal være sig selv! Og det er det, Holberg vil hjælpe os til!
Det var denne fare ved at sætte en sådan enevælde, der kunde arves; det kunde være en farlig ting, når det bliver den daglige erkendte? arv, brydes og knuges (eller knækkes) personligheden. Det er dette Holberg vil have frem, dette, at man er, det man er: "Ikke at synes, men at være!"
Tiden er uhyre udsat for at synke i forfængelighed. Det gælder for os, at vi med sandhed er, det vi er, at vi ikke skaber os. Det er dette, som skulde bryde igennem.


SAMs højskolehistoriske Arkiv