Peder R. Jelsbak

Foredrag af Christopher Bågø
på Testrup Højskole 1900-01

Den 25. marts 1901

"Mindes vi en fuldtro ven!"

[Landboreformerne og mændene bag dem]

Mindet er det, det gælder om til styrkelse af vort liv, den hovedsag gælder hele livet igennem. Det, som er optegnet gennem slægter, må vi ikke slippe. Så kommer den store ting om minderne, trækker frem i sindets? skikkelse.
Ja, der er bleven sagt, at hele denne frigørelse er statsberegnet, fordi statskassen manglede penge, og ellers var bleven tom (tømt). Det er jo også rigtigt. Men man glemmer rent (helt), det er hele den oplyste del af folket, det er ikke bønderne selv (alene); de vilde gerne slippe; alt hvad der blev gjort, var man bange for. De skulde flytte sine gårde ud, og de skulde bygge stengærder. På "Kronborg" gods kviede de sig og sendte bud til kongen om at blive fri.
Sådan er det mange steder. Men der er nogen, der forstår det; det er, at enhver får lov til at bruge sine kræfter. Det er dette, vi skal mindes, når vi ser tilbage, at medens andre rejser sig og omvælter, så har vi derimod de store til at se klart og bevare, og det er ikke galt, at vi har et sådant minde. Det kan ikke nytte noget at holde galden flydende. Nej, vi må se på vore minder. Den mand, der står i spidsen for dette arbejde, er Christian Ditlev Reventlow og hans broder. De gik i spidsen; men der var jo adskillige der havde været med til at forberede, som f. eks. Bernsdorff?, ham?, der længe havde udskiftet. Som jeg sagde Dem, der var en tysker, som kom her ind. Det var ham, som i 1769 skrev en bog om, at der skulde arbejdes således på vore små gårde, at de kunde bære sig, og ikke efter, hvad de store trængte til. Først landbrugets udskiftning, så hovtjenesten og så stavnsbåndets løsning! Struense var kommen ind for at more kongen. Denne Chr. d. 7. var den sidste af enevældige konger, der løber linien ud. Det begyndte med Fr. d. 3. med alle sine kloge mænd.
Når vi nu går hele rækken igennem, ender vi til sidst ved Chr. d. 7., der er født og tror, at alle mennesker er skabt til deres lyst. Sådan er han også; men han havde jo set sin fader gå i graven som en elsket konge; og gift med en engelsk dronning, elskelig. Da han gik i graven, ødelagt af udsvævelser, så skrev dog Evald en smuk kantate. Han havde været godmodig nok; derfor kendt nok, så sagde man ikke noget om hans udsvævelser. Det var Fr. d. 5. Så kom Chr. d. 7 som 20 år gammel blev en udlevet olding, ført på glatis af letsindige tjenere. Han var bange for at blive konge, men vilde så gerne alligevel. Han kom på tronen 17 år gammel, gift med sin kusine 15 år gammel, og at han var ødelagt gjorde, at dronningen også blev draget ned i fordærvelsen. Han havde ikke en lærer, der vilde hjælpe ham i den rigtige retning. En franskmand og Henrik Stampe gjorde alt mod hovtjenesten, de skulde haft kvinderne med ind under stavnsbåndet; men det satte de sig imod.
Men pludselig blev kongen omsindet og forviste Reverdil.   Kort efter kommer Struense, som var en præstesøn, men opdraget af en fransk libertiner; læge var han, og det var jo en farlig vej for sådanne mennesker, og de må skaffe ham ind i kongens kreds. Så kom han ind ved hjælp af en greve. Det var med den tanke, at få magt over kongen, for at de kunde omforme det hele, og snart blev han enevældig. Struense havde en god vilje til at gøre noget. Og i den tid, han regerede, har han udsendt flere forordninger end dage, han har regeret.
Han forstod ikke, at det gik ikke med at vælte alt ned hovedkulds, og over alt dette, så foragtede han dansk. Han vilde have folket til at takke ham for at han fik sat alt dette igennem. Men han havde foragt for alt sædeligt liv. Og alt dette førte jo til, at man hadede ham, og da han forførte dronningen, denne unge kvinde, der sad forladt af sin udygtige mand. Hun ser ham tumle sig ud i livet og slå alle kegler over ende. Så blev hendes liv tomt, og hun længes efter dette, som enhver kvinde længes efter: kærlighed i et hjem. Og nu så hun på Struense, som den aller værste af kongens tjenere; men kongen tvang hende til at tage mod Struense som læge. Og han forstod at tale til hende, og han vilde ikke andet end være medfølende ven, vejleder, og hun tænkte, han er den eneste, som jeg kan tale med. Og så blev det til sidst, så hun ikke kunde undvære ham. Det var ikke sådan, at hun var letsindig fra først af. Og dog er der bevaret under hele hendes liv en kærlighed. Hendes kærlighed og trosfølelse var som vejret bort ved en maskerade. Så fik Struense en ven blændet (brændt ?).
Men nu sad enkedronningen med sin søn, arveprinsen, og han hadede Struense. Og Struense blev fængslet sammen med dronningen. Hun blev sat på Kronborg og siden til Hannover, og der døde hun 25 år gammel.
Struense fik hovtjenesten ind under bestemte regler, men hvad enten det var på de jyske heder eller på Sælland, kunde det ikke passe ens; men han bestemte mennesker over en kam. Fej var han oven i købet, da man rejste sig imod ham. Og nu blev man så ræd for at gå frem på den måde, i 12 år kom der en mand til regeringen; Ove Høegh Guldberg, han blev nu den, der styrede, og han var lige så stik imod alt, hvad Struense havde gjort. Han var en sædelig, alvorlig mand, en aristokratisk mand; alt stik imod Struense. Han fik en indfødsretslov året efter sin tiltræden. Han vilde have dem bort, alle de fremmede, væk med dem. Og alle disse blev fejet ud. Men hvad hørte til Danmark? Det gjorde Holsten. Og de blev ikke lukket ude. Så blev der indført dansk kommando ved hæren. Men der blev stilhed.
. . . . . .
. . . og give folket tid til at se, at der var ingen anden vej. Og da den tid var omme, kom der mere frihed. Da var disse mænd vokset op, som vilde gøre arbejdet. Dem skal vil mindes, også den mand, der var i spidsen for regeringen, en tysk mand; men en god mand: Bernsdorff. Det var en af dem, der fik betydning, så vi fik støtten? samlet; han gjorde også gavn på den måde, ved at han var den første, der fik sit gods Bernsdorff, der begyndte han, støttet af sine godsforvaltere, både at han skiftede ud og lod dem flytte ud til deres gårde og afløste hoveriet mod en afgift. Nu fik de deres gårde flyttet ud, og det varede ikke længe, inden velstand og glæde trivedes der ude. Og hans godsforvalter Vedel? giver en hel beretning, endnu inden Struense. Men hans broder Andreas Peter Bernsdorff var mere betydelig.

------------------------

Til toppen af højre spalte



Så vokser den lille Fr. d. 6. op. Han, der sad på hendes skød, da Struense kom og vilde trøste hende. Og de opdrog ham nu strængt, så han måtte stikke hænderne ned i varm grød! hårdt strengt for at hærde ham, og det lykkedes. Men han blev hård i sindelag efter dette; og han fik altid et nag til Juliane Marie, og han var bleven klog på, at han skulde se på sin egen ret. En enevældig kongesøn er myndig, da han var 13 år gammel. Og da han blev 13 år, så tænkte han, jeg skal se, om jeg kan gøre noget. De kunde befale ham til alt, men det kunde han ikke finde sig i, og samtidig med denne tidlige? grad?, så havde han tillid til én, og han skulde hjælpe ham. Det var netop den rigtige, det var Peter Bernsdorff, og ham vender han sig til; og det var overordentligt, at de lever så sikkert?, at de aner ikke, hvad der rørte sig i ham. De formanede kronprinsen til at forholde sig rolig, da indtil han blev konfirmeret.
For enden af bordet sad hans stakkels vanvittige fader. Han kradsede sit navn under, men vidste ikke, hvad han skrev under på. Han sad mest og tegnede soldater på et stykke papir.
Denne tanke var slet ikke kommen op i Griffenfeld, at en konge kunde blive gal. Ellers var det jo rimeligt, at der havde været en paragraf, der kunde indsætte kronprinsen. Nu havde Frederik alt i orden, og det lykkedes for ham at fængsle dem alle. Da han kom i statsrådet, havde han et papir med til kongens underskrift, og kongen skrev under, men da vilde arveprinsen tage det fra ham. Det var en afskedigelse af de gamle ministre, og at så kom det alt i orden. Der ser vi nu Reventlows navn. Ser De, så nævner vi disse tre: Bernsdorfferne og Reventlow.
Reventlow var vokset op i store forhold; én af dem havde været gift med kongen. Og det nød de nu godt af disse unge adelsmænd; de blev løftet op. En har sagt om dem, at der går to strømme - én der klarer tanken, en der rører hjertet, og i disse to er strømmen løbet sammen. Med alle disse gaver, af al den virkelige livsoplysning, vilde de begynde med at prøve deres eget gods. Sådan gjorde begge brødre. Kronprinsen kom til magten 84-86. Da blev den store landbokommission nedsat. Denne dag er en sådan betydningsfuld: "Så lad os begynde, lige så godt i morgen som i overmorgen!" sagde Frederik. Og nu begyndte de for alvor, og den endte med stavnsbåndløsning. 20. juni 1788.
Hovedmændene var Reventlow og nordmanden Colbjørnsen, en klarhovedet. Vi kan gerne sige, det var højre og venstre hånd, det klare hoved og det varme hjerte, og den store lykke, at vi havde denne nordmand, fordi det var mest den tyske overmodige herremands . . . . .
Taknemlig mod Gud, skriver jeg til dig . . .
Hurra, der ligger det alt - træhest, piske . . .
alle, der møder mig på gårdene, kan fortælle dette, vor Kr. smed er en mand . . .
Da jeg begyndte at tale til kronprinsen, hvad Fr. d. 4. ønskede at være, det er Fr. d. 6. Ja lad mig skulle være? lægen alle sjæles vel først; det er fuldført, Gud velsigne vor konge, from, god og tapper og lykkelig, indtil han dør 20 år efter mig, og jeg dør ikke i de første 50 år!"
1788 uddeler han de første arvefæstebreve til bønderne, dem der havde flyttet sine gårde ud og sat gærder om. Der stod han og blev revet hen af af sit syn: jeg ser en tid, hvor kroerne er afløst af skoler, hvor religionen er hovedsagen, men ikke sætter sig ivejen for andet godt, og hvor husbond og tyende står i et lykkeligt hjem. Så ser han disse istedet for alle disse mange kroer.
På Frihedsstøtten står:

          "Kongen bød, stavnsbåndet skal ophøre,
          landbolovene gives orden og kraft,
          at den frie bonde kan vorde kæk og oplyst,
          flittig og god, hæderlig borger, lykkelig!"

På Frihedsstøtten, der er Københavns stolthed, der står 4 billedhuggerarbejder af Wiedewelt, Frihed, Tapperhed, Trofasthed, Fædrelandskærlighed. "Kæk, oplyst, hæderlig borger, lykkelig". Kækhed, der mener man frihed til at se alle andre i øjnene. I som har at gå med lygten, I skal have denne selvfølelse. Men lad det ikke komme over til oprør, lad dem blive oplyste; så skal I være flittige, ti nu kan de få sit arbejde lønnet; men ikke blive narre, men hæderlige.
Det var en lykkelig overgang fra en bundet og underkuet, og så de prøvedes 2. april, da de strømmede ud alle, bønder og håndværkere.
Det var det, der skete i 88, og dette gjorde, må De altså huske, disse to navne Chr. Reventlow og Chr. Colbjørnsen, en godsejer og en jurist i samme stilling som Henrik Stampe, der værgede kvinderne for at komme ind under stavnsbåndet.
Kort tid efter holdt kronprinsen bryllup. 1790. Ved den højtidelighed var det jyske godsejere . . . at de kunde få det hele væltet igen. (Da? var det, de der var i spidsen havde den ære at være foregangsmænd, Windfeld og
de havde været uforsigtige og underskrevet flere navne, som de troede, vilde være med! Og for dette blev de angrebet! Og de skrev mod Colbjørnsen. Denne bed fra sig, og skrev deres artikel om med natur= så L. blev forvist.
Så blev prinsen modtaget! modtaget med jubel overalt.
Thomas Tårup var den der havde skrevet på Frihedsstøtten, jævnt og godt.
Jeg kunde have lyst til at fortælle meget mere derom, om alt dette og også om deres to godser ved Brahetrolleborg blev oprettet de nuværende skoler . . .
( om Brahetrolleborg, om Bojsen kom over fra Ballum . . . det er ikke alene et arbejde for at få penge i statskassen, men et oplysningsarbejde, der skulde sprede lykke og glæde ind i de mange hjem. L. Rewentlow brændte sin træhest midt i slotsgården! Og han udvalgte en lille skare af bønderne som sine . . . . . . . . . ?


SAMs højskolehistoriske Arkiv