Peder R. Jelsbak

Foredrag af Christopher Bågø
på Testrup Højskole 1900-01

6. nov. 1900

      Foredrag af cand. C. Bågø
                på Testrup højskole.
   Uddrag af P. R. J. (i steno. noter.) (Worms system.)

Planeterne løber ikke ens. Venus er den, som nærmest løber i en cirkel, afvigelse 1/130, Jorden 1/60. De andre store har 1/10 - 1/12, Merkur 1/6. Den svinger tæt ind til Solen. Afstand fra vort (centrerer?) er 660 mil. Jorden er nærmest om vinteren. Og Merkur er at betragte som en måne for Solen. Den har ingen luft. Kometer kan kaldes vagabonder. En af dem kommer igen efter 6 års forløb. En anden går i 8800 år. Den løber 74 mil i sekundet ved Solen og 12 fod længst fra Solen. Jorden løber 4 mil i sek.
Kometerne har spillet en stor rolle. Man troede at disse sugede gift til sig fra Jorden og derefter blæste den ned over os. De varslede krig og ulykke. Kejser August levede? den gang i året 43; da var Cæsar lige død, blev snigmyrdet af frihedsvennerne af Brutus. Derefter så de den store komet. Den stod i det 7. årh: Karlsvognen; den lyste i den 11. time på dagen. De troede, det var Cæsars ånd.
En østrigsk opdager ventede en komet, og han lod sine folk passe på den. Men den har senere opløst sig. 1862 og 66 havde de begge opløst sig. De var så gennemsigtige, at stjernerne kunde ses igennem deres kerne. Det vil ikke slukke planeterne at støde sammen med en sådan. Vi har set en ind mellem Jupiter og hans måner uden at rykke det mindste. Det har ikke stort at sige med disse kometer. De er så løse og så lette; kommer vi i berøring med halen, viser det sig som stjerneskud. Sådanne ses 10-12 august og 13-14 november. Den som kommer i august, er i gang med at opløse sig, så stumper og stykker sejler i dens bane, det ene år blev optalt, at der faldt 300 mill. stjerneskud. Ildkugler kan ses. De kan være kolde indvendig. Ti en sådan komet må i sin længste afstand fra Solen være stivfrossen. Og når de er nærmere ved Solen, må de være næsten helt opløst i dampform. Bare vi husker på, at det ikke er stjerner, der falder. Men det er såkaldt kosmisk støv. Den gang man opdagede, at Solen drejede sig; det var ved solpletterne, man opdagede det. Solen er så blød i sin masse, at dens masse bevæger sig med forskellig fart.

------------------------

Til toppen af højre spalte



Solen bevæger sig virkelig. Den bevæger sig en mil i timen med alle sine planeter såvel med måne. Det var Tyges tanke, at han lod Solen gå; kun lod han Jorden stå stille. Man har en gammel stjernekatalog af Park?. Og der viser det sig, at stjernerne står ikke som nu. Og om 36.000 år vil Karlsvognens stjert være knækket. Hvad det er, Solen drejer sig om, ved man ikke. Om det måske er Syvstjernen, der tiltrækker, eller om det måske er en fortsat bevægelse. Uranus og Jupiter er ikke kommen så langt i sin udvikling som vi. Og især Månen, som bærer vidnesbyrd om voldsomme begivenheder. Vort hele system er måske nok dannet af tåger, som er fortættede. Og af den store masse er Solen dannet, og Planeterne trukket sig sammen og vedblevet at sejle rundt. Det er massen, der øver sin tiltrækning. Solen har således mindre end vi efter størrelse (efter sin afstand). Den samme lov hersker over hele verdensaltet. Vor Sol søger mod Herkules-billedet, (om så udyret er rømmet). Der øjnes næsten ingen forskel, de stjerner, vi nu se, har brugt årtusinder om at nå ned til os (med deres (sit) lys). En komet går to gange så langt som Neptun. Det synes at bekræfte sig, at vi er ikke af andet stof end Solen. Solen kan undersøges ved hjælp af spektrum; (farver i glas). Solens masse er ikke mere end 1/4 af Jorden.
Alle legemer falder lige hurtigt, når de ingen modstand møder; det første sekund med 15,625 fod og farten tiltager. Månen falder kun 0,625 linier. Hvis Månen var, hvor Solen er, ville den falde 4 milliondele linier. Solens vægt er 325.000  . Jorden er 1716 mil i diameter. Jorden falder mod Solen med 1,33 linie, men den er 1279.000 gange større end Jorden. Solen vejer kun 1/4 af Jordens (vægtfylde). Solen er i forhold til Jorden, som en sæk korn og en kærne. Det hvide lys brydes i vanddråber og kommer til os som regnbue. En vel tilberedt foto-plade er så modtagelig, at den er langt modtageligere en øjet. Solspekter (spektral?) er at se under spektralanalyse. Frauenhoferske linier (viser) alle disse stoffer, som findes her på Jorden. Ved solformørkelser passes der på, og da kan der tit iagttages, hvordan store masser af glødende brint slynges ud i verdensrummet for derefter at trækkes tilbage for at brændes påny.
            


SAMs højskolehistoriske Arkiv