Peder R. Jelsbak

Foredrag af Christopher Bågø
på Testrup Højskole 1900-01

Den 12' november 1900.

[geologi, istid, planter, dyr, mennesker, sprog, mv.]

Jeg vil vise Dem kridtformationerne, kiselmasse har først været blød, men er ved kemiske omdannelser bleven så hård, at man kan skjære med dem. Her har jeg et stykke, som jeg har hugget ud af Møens Klint, forstenet søpindsvin; de fleste er toppede, men en del er flade, nogle er runde, og enkelte kan være dobbelte, de såkaldte ranglesten? Flint kan dannes i store flade lag og ligger i kridtfladen, desforuden er der nogle ringsvampe, som er tre? fod; de bruger dem på Møen til at sætte blomsterløg?
Rygen? (rogen) og på Møen ligner hinanden, og er skilt ved omvæltninger; af spedejestene [?] har vi så en hel række former. Så har vi vættelys. Det er kun de yderste spidser af en blæksprutte lignendes skjold.

Denne kunde sprutte blæk ud imod dem. der vilde angribe og derved blinde dem. Munden sidder oven i hovedet. De bevæger sig ved at blæse vand fra sig. Under Kr.d.4. kom en sådan i et fiskegarn. Og den lå og pustede, og ingen kendte den; men den blev kaldt sømunken. Den blev begravet i al stilhed for ikke at skaffe opløb. Der foruden sejlede der hajer omkring. Deres tænder findes i massevis. Dertil       ?     nautilius (kommer af navigation) De kan ligefrem lade vinden tage i sig og sejle omkring.

(Deres tænder findes i massevis); de er snoede og i familie med de rettornede [?] Der var en blæksprutte, som hvert år danner nye     ?     med en hudstrimmel gennem dem alle. Man har så store forsteninger som et møllehjul og så små, som en lille knap.

Ligner (vådberaham?)             Nu har norsk marmor afløst Fakse kalk. Fakse kalk er dannet af små stumper, brækket af og alt sammen; kridt er dybhavsdamelder [?], limsten er dannelser ved kysten, flint kom vore forfædre til gavn.
Det var den østlige kyst, Amdrup har kortlagt. Fritjof Nansen vilde finde en strøm, som gik fra Siberien over mod Grønlands kyst. Grønland blev opdaget igen af Hans Egede; men han fandt ikke sine landsmænd, men nogle små skjævøjede med stort sort hår! der lignede alt andet end Nordboer. Hele Nordens østre del har været tåge og is indtil de store søer i Rusland med undtagelse af Vestnorge. Verdenskendte (er) denne første istid ud over hele Nordeuropa fra de østlige rande af England til    ?    over Polen helt ind over Rusland imod skråningen: Uralbjergene. Isen svømmer med 1/10 til 1/12 over vandet. Nu går vi til Sweitz. Der ser vi endnu gletseren Mont Blanc, er 15.000 f. høj. Gotthard er midtpunktet. Jomfruen er den smukkeste. Stenene er et vidnesbyrd. Alle de sten ligger rundt om, og som vi har bygget huse af, som vi har samlet. Fra min egen grund stene til huse og 45 læs til Hans Jensens skorsten. Alle disse sten er kommen andet sted fra. Og derfor et så broget udseende. Isen har ført alle disse stene ned, som den gør den dag i dag. Frosten sprænger stene af. Disse moræner, som bræerne afsatte, består af store og små stene. Isen i Sveits har været over 2000 fod tyk. Hvor stærkt har nu en sådan bræ gået? Det er meget forskelligt. Mors og kysten har sin figur, og de stod i tiden af 44 år. Da havde gået 350 fod om året. Jurabjergene, Napoleon er også gået over St. Gothard. På Jurabjergene hang en stenblok. Den har gået 36 mil på isens ryg, og den skal altså? have været 3000 år derom. Men det er jo enda ikke noget imod de stene, der har gået fra Sverig ned i Saxen. Men Grønland er så meget større, 2-3000 c mil. Og det er jo større, fordi bræen er 1000 fod tyk en hel mil i c. Det kan godt være, at vi må regne med større tal for de bræer som har . . .

vil de skride dybere ud efter . . .
. . . den kan kun (ikke) sejle, når den ikke (kun) har bund under sig. Humbolt gletseren er 13 mil bred, efterhånden, som den skrider frem. På Bornholm er der gryder ned ved kysten. Når bølgekraften får fat, kan den male rundt med stene. (Der kan dannes et hul, hvor en sten drejer rundt.
Når man går i Kristiania over mod øst, kommer vi til Ågeberget, man finder disse jætte=gryder oppe på toppen af bakken; hvorfor er de nu der? De må være frembragt ved at vand er styrtet ned fra isen, 1000 fod eller mere, den er 44 fod dyb, 8 fod (vid?), som om en jættefinger var stukket i jorden, en jætte af dem, der brugte et neg til at viske sit øje rent med.

Og så var det en granit kugle, der var sket, at to stene har sat sig fast, og under stenene har da malet sig ned over og malet . . .
I Sveits ved R[ütli] har Vilhelm Tell levet; ved Luzern er sveitserløven af Thorvaldsen. Ved Ålborg har vi i skrivekridtet fundet lignende jættegryder. En model findes på mineralogisk museum. Den står på Virkinges=pladen?, er af allerstørste betydning. Ligeså med gymnastikken, som er så uundværlig, det kan De mærke med Dem selv, hvor det styrker og bliver rigere, at den fylder lungerne med frisk luft, jo rigere er livet for Eder. Derfor må der heller ikke være støv der ovre, det er galt.
Isen har ikke blot dannet disse former af overflader, men den har tilberedt jorden for os. Hele vore østjydske bakker er endemoræner. Høje heder er trøstesløse at have med at gøre. Det er gold kvartssand, udtørret limkvarts bund. Jøkelvandet er altid uklart, hvis det ikke løber gennem en sø, hvor det kan bundfælde.
Niagara graver sig op 7 mil. Ved New Foundland mødes Golfstrømmen og isbjergene, og tåger og storme er følgen.
Hvor er kulden kommen fra? til al den uhyre is? Den kom, og når det så var forbi, vender varmen tilbage. Den hele natur var sådan. Det er muligt, at der har været en forbindelse fra Island til England, så Golfstrømmen ikke har kunnet komme til os. Det bedste var, at dreje Jorden, så vi fik polen ned til os. Det var der en geolog, der havde været dristig nok til at påstå. Det er nu ikke så let at flytte nordpolen. Men det kan jo tænkes, at den ydre skorpe er drejet sig ved polens uregelmæssighed knuses af skorpen, så den har som drejet sig lidt.
Men nu må vi tænke os, at polen har flyttet sig, så er det nemmest at forklare ved en meget afsmeltet rundt i randen med flora. Ved denne ellers ligesom bregner, masser, tundra, i Amerika o.s.v.
Som nu har Siberien dette? tundra og disse bregner, og der følger en dyreverden med de forskellige. Der træffer vi alle disse former; vi træffer bl.a. rensdyr i store strækninger som nu i Lapland. Dem træffer vi midt oppe i Europas bjergegne o.s.v. Alt dette har vi her på disse tider. Men kan vi nu også følge tiden tilbage før istiden? Den gang isen strakte sig over Europa. Da mødte De en verden, som nu er langt sydligere, der træffes store dyr, som var begravet under moræner, f.eks. elefanter, 30 forskellige stk. er fundet her; men de er beklædt med tyk tæt uld med lange børster, og det var en kæmpe med lange stødtænder. Man har fundet siddende i tænder nåle af nåleskove; man har fundet dem i frossen jord; i siberiske floder er fundet indfrosne, så kødet kunde bruges til hunde, vistnok 1000 år gl. Det er af den første istid trængt ud af det vestlige Europa. Det er medens den første istid har strakt sig ned over hele Mellemeuropa før den anden har nået ud til Norges fjorde og ned gennem Østersøen og ind over Sælland, Fyn og det sydlige Jylland. Da var Mammutten her, 15-18 fod høj. Det var et mærkeligt dyr. Mammutten.
Andre dyr, der har levet i gamle dage, det var hjorte, gemser, den stod nærmest elgen, den havde 5-10 fod mellem takkerne; men også Næsehorn og flodhest og tiger og løver, hyæner foruden andre dyr har levet vilde heste, store, prægtige, altså en dyreverden så stor og talrig. Ser De, alt dette er? der springmus, huleegern. Indtil disse? afløses af skovtiden; vi har i vore moser bæverens efterladenskaber. Under denne istid ser vi mennesker færdes her og dræber disse dyr.
Fra en hule er fundet 17 skeletter sammen med dyreknogler urørte, medens der udenfor findes kløvet og ved kødet var (er) fortæret og hyæner bag efter kommer og fortærer resterne. Vor aller ældste tid har køkkenmøddingerne; menneskene her i Danmark har levet væsentlig ved kysterne.
Mammut er egentlig? en gråben, et øje opbevares i spiritus i Rusland.
Mennesker viser sig så såre, vi møder dem; som mennesker med mod til at møde de store dyr, og med sans til at tegne og til at tænke på den store rejse, så de fleste har holdt festmåltider. Det var i Sydfrankrig, man fandt disse 17 menneskeskeletter og deriblandt dyreknogler. I den ældste tid brændte man ikke mennesker, men lægger dem ned i deres fulde længde; men der er også krukker med føde og nogle lignende vandkarafler. I Grækenland fik de en følgepenge med til Caron, som skulde sætte dem over til de dødes rige.
Ved Zürichersøen fandt man, og ved alle søerne er fundet mennesker, de har alle bygget deres huse på pæle med gulvet over. Vi træffer der hverken rén eller hest. Det er væsentlig to dyr, de har levet af: krondyret og vildsvinet. Nu er disse store flokke ved at blive fortrængt af svage mennesker. De har ikke alene haft svaghed?, men de har badet?, og de har haft kornavl, skønt de intet andet har haft at skære med end stene.

------------------------

Til toppen af højre spalte



Man har hvede og byg, man bagte brød af, hveden knustes med stene mod udfyldning. Ilden har bevaret dem, hele aks, både af seksradet og toradet byg. Senere er alle knogler gnavet, som nu hos Grønlænderne. Og i alle disse søer, ramte de pæle ned, et sted 40.000 pæle. Så De vil se, det er ikke småting, med gulv og klinede vægge og stråtag. De har haft sit kvæg i orden. De har også plukket bær i skove, og de beredte dem; man har fundet klumper?, kærner og skaller, æbler, mest vilde skovæbler. Jordbunden har stadigvæk været under omdannelse. Der har gået et hav gennem Sverig. Hav gennem Sverig, gennem Rusland, et dybt hav; på Veteren findes saltvandsfisk. Limfjorden har næsten været et indlandsvand, også Østersøen er først kommen den gang. Aggerkanalen er bleven til. Danmark hæver sig hele tiden endnu i dette øjeblik i denne tid. I Norge er landet hævet flere hundrede fod, som om landet har været trykket ned af de flere tusinde fod tykke islag, og så da dette islag gik væk, hævede landet sig, og rykvis, og i den botniske bugt går det ligeledes den dag i dag.
Efter en linie fra Nissum fjord til Nyborg hæver landet sig. Dr. Holmstrøm på "Hvilan" er geolog; han holdt en gang en tale om køkkenmøddingerne, at formentlig? var det også tegn på, at landet hæver sig.
Fra Hadsund og ind (fra) har havet gået. Der har tidligere levet ulv og bjørn; på overgangstiden,, engang vi så Limfjorden; i de dage skilte (vilde) Salling sig (se) ud som en ø         ?
På limfjordskysterne ved østersbankerne; en køkkenmødding har ligget højt op over Lille Vildmose. Den høje skrænt langs Jyllands kyst er den gamle havstok, og landet er (har) siden hævet sig, så banegården kunde flyttes ned.
Esrom sø har været en havbugt og Arresø.
Horns Herred ligger med gamle 30 fod højere havstok, og nogle nedenfor på 15'. Søborg er undergivet af gammel havbund. Man har fundet gamle elsdyrtakker, der er tildannet af mennesker. På Broholm står en gammel elg, som har et mærke af et pileskud i takkerne. Der er jo gået uhyre tider til alt dette, vi nu har hørt om. En hel del af dette, har gået langsomt, medens der også har sket voldsomme omvæltninger. Mennesket har den ejendommelighed, at vi kan rette? os efter forholdene lettere end dyrene. Men her bliver så det store spørgsmål om racerne? Vi gå ud fra dette som udstyrer alt dette med arterne, dette at mennesket så skønt udviklet, som et led i den hele udvikling, så det står som et led for sig selv. De kender vist alle den fabel, om at vi nedstammer fra aberne? Men det må De vide, at den mand er den sidste til at tro, at mennesket er stammet ned fra aberne, men måske har et fælles udgangspunkt. Men det mente han heller ikke. Men det ser jo også lidt sært ud, at mennesket kunde udvikle sig således som efter? og fra det par mennesker. Men lad os se på sprogene. Så ser vi jo overgangen fra Vestsvensk til Østdansk, fra Vestdansk til Østengelsk!
Vi kan spore slægtskabet hen langt bort. Således med forskellen mellem børn. De folk vi plejer jo at bruge farven til at skelne dem imellem, om også der er overgange. Det er ganske ejendommeligt der at følge; varmen har en stor rolle. Mellem overhuden og læderhuden sidder et lag, som kan farves. Det er på grund af den tyndere luft bristet og bedre udviklet hos de nordlige folk end hos sydboerne. Og kommer vi ned i syden, kan vi blive leversyge, medens sydboerne bliver brystsyge, når de kommer her op. Men vi kan blive tilvante?, akklimatiseret. Se på eskimoerne, de er bleven små. Men mer og mer vil racerne jævnes ud ved dette store samkvem, menneskeslægten over jorden jo kan avle et frugtbart afkom, når mennesker indgår pagten. Mennesket deles efter hår i tre racer: bløde, lokkede?, kaukasisk race, de stride mongolske og de spirale? uldhår, negerne.
Når man skærer et hår over på en mongol, er det en cirkel, negerens danner en elipse og er flækket i enden. Nu måler vi hovederne. Der kommer vi til hovedskallen?. Hjernen vejer vi. Vi 1478, mongolsk 1400, negerens 1300.
Et meget dueligt menneske kaldes en kapacitet. Det er dem, der kan rumme meget, der kan tage imod. Det kunde næsten lyde som disse mennesker, der bruger denne betegnelse, som om disse mennesker havde været med til at veje menneskehjerner, altså måling af hjerner og af hovedet er det mest ejendommelige. Men når vi går lidt praktisk ind på det og spørger: Er den stamme, som har siddet og spist østers vor race? De må vist have stået nær eskimoerne.. Man kan blive så kold i tankerne?, fryse og så varm, at man kan blive blød. Kunne? dette temparerede bælte, som vi lever i, er bedst og sundest. Eskimoerne er nok trykket af kulden. Men hvad er det for folk? der har siddet her og spist østers? Worsåe siger, at der ligger en lang udvikling mellem de første og stenalderen. Stenstrup, som siger man?, at begge disse racer er noget andet, end dem, der ligger i gravhøje. Men hvor er så de døde fra køkkenmøddingerne? De er måske sunket i havet? nogle er fundet i selve møddingerne. Men endnu ved man ikke rigtig besked, om disse mennesker har været bredfjæset, kortskaller og smalfjæset langskaller? og én har ment, at der endnu sidder af de bredfjæsede på Norges skærgård.
Og de vil have, at de bredfjæsede skulde være reaktionære, medens de langskallede er friheds og forgangsmænd. Færøerne er beboet af folk fra Norge   (P.R.J. jeg sidder ved siden af en færing*)
---------------
[* i marginen:] Hans Jensen, Skuø (Hænus Jenusen) (blev gift m. lærerinde.)
---------------
og de er af den keltiske stamme. Men ligesom enhver so, synes sine grise er kønnest . . . Men de, der kommer? os mest ved, er dem, der ligner os nærmest, er dem, der har haft del i vor udvikling. Vi lytter efter sprog, og i vore dage er der ikke nogen derfra taget så rig udvikling, og undersøge af de forskellige og dertil høre     ?     ældste sprogundersøgelser, lydloven, og der er der måske et navn, som De alle har hørt tale om: Rasmus Kr. Rask. Her i Norden vil hans navn stå fast. (Brdr. Grimm var tyskere, den sidstes? eventyr vil ikke glemmes.) Men vi må ikke glemme vor egen Rask. Det som gjorde, at han ikke blev mere kendt, var, at han døde tidlig. Han fik sit helbred knækket, og han nåede ikke sit mål, men han døde, da han skulde overtage professoratet. Enten vi så det? efter hår, så er (som var) den hovedgren, vi hører til, var den indoeuropæiske stamme,     ?     vi vil sige, at vi hører til den kaukasiske race. Men der regner man semitterne med. Men det sætter vi os imod. Men tjekeserne er de smukkeste?, særlig kvinderne, 400 f. Kr. har vi indiske sprogmænd, der har optegnet historie, særlig i dette hører? sammen med os, som vi også kalder den ariske sproglige tale, er vi meget forskellige fra semitterne, syrer, jøder o.s.v.
De altaiske? folk, det er de tre, vi kommer til at have med at gøre: var store stamme, den indoeuropæiske, den altaiske?, den semitiske.
Ligesom benbygningen i mennesket er det bærende, således er bjergene det i landene. Vi begynder med den gamle verden, den er jo tredelt. Og nu plejer jeg at tredele disse verdener igen.
Vi har delt i tre tidsaldre, stenalderen, broncealderen og jernalderen. De kan ses i vore gravhøje. I gamle dage vandrede man. Den store folkevandring er efter Kristi fødsel. Man ser dem komme helt ned og komme over Middelhavet?, den store keltiske stamme var den, som De kender meget til. Galler er en stamme af dem. Franske, vælske er (var) italiensk?. Det kalder vi alt, som er fremmed. Så kommer vi også på vandring på vore skibe, og breder os ud over alle lande. Så spørges der, var det så før Kr. f. ? Nej, det har der vist ikke været, om de har bredt sig som ringe i vand? nogle? er måske nok; de har
De har bredt sig ud fra midtpunktet, og hver gren udviklet sig på sin måde, medens grene samles ind mod midtpunktet. Nu har De nok hørt om den store forgrening. Vi har et andet billede, som sprogmanden ynder, mener nu, at det er udstråling, som en sol engang. Vi kan f. eks tage de persiske, inder?, armenske, de ligner hinanden; slaver, balter, så den germanske, så kelter, så italienske folk, så det græske. Dette er mere ved udbredelse end man troede?; der er det mere udvandring.

Men hvor er så udbredelsen kommen fra? fra et knudepunkt nord for Det Sorte Hav? Derfor må vi nu søge det, der er fælles, disse ting, som har samme navn i deres sprog. De havde ulve og bjørne, bøg og eg, is og spis? Men hvordan er de så kommen dertil? De er måske kommen som en strøm fra Asien og har slået sig ned nord for "Det sorte Hav". Og så sammenklumpede de dem; allerede 400 før Kr. f., er man igang med at undersøge sprog: Grækerne siger fater, mater. Inderne siger Pa, betyder at værge, moder at føde, datter betyder at malke på indisk, søn den fødte. Endelsen far? betyder at gøre det, som fornavnet siger. Bror betyder hjælp. "Hoved" på latin "kaput"?, og er gået over til hoved. Og navnet "kap" i forbjergene, er det samme som på dansk "hoved". Fader på fransk er "far", og mor er "mammar".


SAMs højskolehistoriske Arkiv