Peder R. Jelsbak

Foredrag af Jens Nørregaard
på Testrup Højskole 1900-01


Den 29. januar 1901

"Når linden grønnes og når gøgen kommer".

[Nordboernes indtræden i historien]

Nu er vi åndeligt kommen til det punkt i "menneskeslægtens levnedsløb", da vore folk kommer ind i strømmen. Det er ved 800. Det er sært at tænke, at den historiske tid ligger næsten 3000 år tilbage for, hvad vi kan gøre rede for; disse folk nede i syden har haft en langt længere fortid, som er historisk. Det er først ved 800, at det sker med os her. Da mødes vor efterretning i sagn og fortælling med de fremmedes fortælling om os; det vi siger stemmer med, hvad de fremmede siger om os, i store træk er det muligt at sige, hvad der er gået for sig; så siger man, nu begynder den historiske tid. Og den begynder med en vældig udvandring, så stor fra norden, som aldrig siden. De vil måske spørge, om ikke den udvandring, som nu er foregået, særlig til de forenede fristater, der bor snarere 2 end en million der ovre. Nej, der er den forskel, at det var de mænd, som da stod i spidsen, der vandrede ud. Nu er det dem?, der sidder vanskeligt i det her hjemme, der drager bort. Jeg så fornylig, at en forbryder blev benådet, fordi vore landsmænd er så ansete der ovre. Skønt det må siges, så kommer det dog ikke til at spille den rolle nu, som normannerne gjorde i disse dage. Det var blomsten. Jeg vil idag gøre Dem lidt begribeligt, hvad historisk der kan drages ud af dette. Der er mange, der vil sige, at det er harmeligt, at så mange dygtige rejser ud og anvender deres kræfter andre steder. Tænk hvad der kunde blevet ud af dette, når de var bleven hjemme. Det er det, vi synger om i sangen, som vi sang. Men det er omtrent lige så unyttigt at sige sådan, som hvis vilde sige sådan til dem, der drager ud i vore dage. Ja, men det vilde de ikke have kunnet. De trængte til at få kniven på struben. Her er ingen, her er ingen, der bryder sig om disse. Bryd min ven, ellers går du i sumpen - - -
Hvis vi vilde sige til dem, der har slidt derovre: "Det kunde du gjort også her hjemme. Nej, det kunde ikke lade sig gøre her hjemme, her vender I skråen to gange. Kan I da ikke få noget mere fart i eders arbejde? Tænk her nu på disse mennesker, der med kniven på struben er bleven dygtige, kunde ikke klare sig her. Og noget lignende må man sige om dem, der drog ud ved 800. For de er oplagt til at have plads, albuerum. Og kunde man tænke sig, hvad der var sket i norden, hvis de ikke var vandret ud: en uendelig række slagsmål, hvor de havde slået hinanden ned og ædt hinanden op. Hvad er det da, der drager dem sådan ud? Det er en længsel, som vi sang om, der glimter, og som Bjørnson skriver om: "Ud vil jeg, ud o.s.v. !" Og i svenskerne lige så! Og sådan en længsel er der kommet over folket ved 800 her hjemme i Danmark, Norge og Sverrig. Jeg vil anføre nogle træk, der vil belyse dette. Der har været for lidt plads. Der blev for mange mennesker. Det land, de kunde leve på, var så lille. Alt det indre var klædt med skov, og kysterne var sandede, og man mente ikke, der var plads til flere. Hvor mange var der da i norden? Nu er der 10 mill. En historieskriver sig [er?], at der alt i alt har været 200.000 mennesker. Så mener de, der er for lidt plads. Og så rejser de af. Og det må vist hænge sammen med, at nogle fyrsteslægter havde så mange børn, 40 til60, og de fleste havde 20. Det hænger dels sammen med flere ting. Med stor kraft hos dem, og det er jo noget godt. Men der er vist også nogle, der har friller med. Der er kræfter i dem. Det er vist sådan nogle knægte på 12-15 år, der fik skibe og passede på sørøvere. Og sådan én, der lå i en vig og passet på, kaldte man viking. Og efterhånden blev han så selv til en sørøver, og så sejler han af, når de har fået kone, og så blev de til udvandrere. Ved Irlands og ved Englands kyster træffes ved 800 de første, som sætter sig fast, og derfor drager de så ud (på togt). Men der er et endnu; netop på den tid, kan det skønnes, at herskermagten efterhånden blev samlet og gik over på en hånd. Dette danske kongedømme, der fik sin faste plads i Lejre, og nu i København, var der mange, der ikke syntes om. Og de rejste ud. Og der kom stærke folk fra Norge, hvor Harald Hårfager undertvang småkongerne, ud på det vilde hav. Men med dette hænger så toner fra syd, tale og sang om den hvide Krist. Det kunde mange af disse kæmper ikke lide. Der var meget af dette sydlige, der syntes dem kvindeligt. Bort fra dette! Så rejser de.
Man plejer at kalde disse tog: Normannertog. Det stammer fra syden. Men på Skotland og Orkniøerne, kaldte man dem østmænd, og i Rusland Vestmænd. Normannertogene går altså til alle sider; mod vest, og det er mest nordmænd, mod øst de svenske, og mod syd danske. Der er en ting, jeg vil gøre Dem opmærksom på. Et stykke land kaldes endnu den dag i dag Ruslagen ved Upsala eller "rus". De drager over og baner sig vej ind i en finsk fjord. Og de kaldes "rus". Og de nedsætter sig, hvor nu Novgorod ligger, kaldte de "Hulmager"? [Holmgård]. Og de baner sig vej helt ned til Kjev, og lige ned til Konstantinopel. Og der tog man dem til væringer i Miklagård (garder i den store by.) Og der ligger så et rusrige? i Kjev, og et rusrige i Hulmager. Og slaverne underkastede de sig. Med tiden har slaver og mongoler opkastet sig til herrer og taget navn efter russerne. Det synes De er morsomt. Til den anden side nedsatte de sig i Skotland, i England, i Irland. Og det førte til, at en dansk kongesøn, Svend Tveskæg, arvede hele England og hans søn efter ham: Knud den store, og de tog Normandiet. Det var en dansk høvding, Rollo. Og siden drog nogle ned og vandt sig fra det gamle Storgrækenland, og udbredte sig over syden, men det tog lange tider. Men ikke ved dette blev de, men nu helt op, op mod vest, er det navnlig nordmænd, der drager til Færøerne og Island ved år 1000. Og der kunde de indrette sig, som de vilde på gammel hedningevis. Og de sejlede til Grønland, og er de første, og derfra sejler de til Amerika hele kysten ned til New York. Man har fundet gl. mindestene efter dem. Og det er derfor med grund, at der i New York er rejst en mindesten til ære for Leif. Det er næsten uden sidestykke i historien, at en sådan udvandring har kunnet finde sted. Man har regnet ud at et par hundrede tusind er vandret ud. Og ved år 800? har der vist ikke været mere end 200.000 mennesker. Det vil sige, at i løbet af 200 år, har befolkningen fordoblet sig, og den ene halvdel er rejst væk. Og som med penge, i samme grad de vokser, fordobler de sig hurtigere. Men det er en meget stor kraftudfoldelse, der har gjort dette, at befolkningen er tiltaget sådan, enten? som unge mennesker bruger sine kræfter til at brøle! o.s.v. Og sådan må hele befolkningen haft hele denne overskudskraft, var den bleven her hjemme, så havde den gjort skade. De vilde have stået hele den ny kraft fra Kristus imod, og sat hele deres kraft ind på at stå munkene imod. Det er som det blod, der kunde gøre skade her hjemme, blev sat af til nord og syd.

------------------------

Til toppen af højre spalte



Men gjorde de så gavn der ude? Det blod, man tapper af, kan man da bruge det igen? Se på alle de blege, særlig kvinder, der går om, som af spyt og spindelvæv, og så alle de mange blodrige mænd, særlig nu har man forsøgt at redde folk ved at lede blod fra en stærk til en svag, og tit går det! Der er mange, der ikke kan tåle det. Trængte man da til en sådan stærk rejsen ud i disse lande? Ja, det gjorde man, og disse normanner tog fat. Og den kraft, der vilde blive til skade hjemme, den blev til gavn ude. Ved Oder har ligget en gammel rede, Jomsborg, og deres høvding, Sigvald, og han tog magten over Venderne, og han tog uden videre en dansk konge til fange, og pressede ham for penge, skønt han egentlig var hans overherre. I Frankrig og i Irland, og på de skotske øer, ja man mærkede til dem som krigsmænd, men i løbet af kort tid blev det til gavn. Og det kendes, at hvor de overmander en stad, kommer alt som? . . . alle til at slå kreds om loven. Denne ret, som englænderne har bevaret, og som nu breder sig igen, "Stejurø"? og som vi kaldte "Jævnmimose"? Men det er en stor styrke for samfundet, når de kan sætte (sådant) igennem, der blev de ikke enkeltmænd, men hele borgerskabet, der vilde det. Det er, som man har oplevet i vore dage i 48, da der skulde gøres oprør i London, så kundgjorde politiet, at de fik ikke lov at machere ind i London, og da meldte 40.000 borgere sig for at hindre dette. Vil De se, hvordan folket slog (kreds om) lov og ret. Det er det ene. Og de bøjede sig aldrig anderledes for deres konge end som den ypperste, og for ordens skyld havde man ham. Ti kejservæsen lå slet ikke for dem, men konger blev dygtige nu, da han jo skal være en jævn mand. Og de sagde, som svenskerne sagde til Olav: Nu har vi talt godt til dig, nu må du gøre det, ellers går vi løs på dig og slår dig ihjel! Hvor dette er tilfældet, der dannes ordentlige riger. Al den kraft, der bruges til dette, vilde gjort skade hjemme, nu kommer det til at gøre gavn. Nu kunde man sige: det er de normanner, der blev blandet, så kommer deres dygtige evner frem; men i sig selv, er de ikke bedre end andre. Nej, det passer ikke! Man var jo et sted, hvor de virkelig var alen. Det er på Island! Og det er en ualmindelig race, mest nordmænd. Når man ser dem ordne sig og tage mod kristendom ved år 1000. De skabte en litteratur, som man ikke ser magen til i verden. Så bliver man nødt til at indrømme: det er en udmærket, dygtig race selv uden at blandes. Og de fik en uhyre stor betydning siden. Alle de, der kom rundt mellem alle de fremmede, fik straks stor betydning. De holdt forbindelsen i et par slægtled som edderkoppens tråde, og det førte til fremgang; den går for sig i løbet af et par århundrede, men efterhånden antager de sproget. Men lad mig nævne Dem et ekspl. Ved 1104 kom en norsk kongesøn til Sevilla, og da blev han modtaget af hertugen fra norden, deres slægtning, og blev sat i højsædet. Efter 2-3 årh. vidste de, at de stammede her oppe fra. Man finder nu en svensk stamme i Nordamerika, som udvandrede på Gustav Vasas tid, som endnu kan huske det.
Hvilke gavn kom Island til at gøre, sandsynligvis straks? Jeg tror, vi kan fæste blikket på alle de skjalde, som rejste ud omkring; på Island kan man synge om de gamle endnu. Og de plejede at besøge kongen i Danmark, i Upsala og i Norge. Og det er deres lyst at rejse sådan rundt. Og de er stolte af, at have gaver fra disse konger. Og så længe, de sådan kom rundt, opretholdt de sprogets fælleskab indtil det 12 århundrede, da skjaldene døde ud. Siden kom tyske minnesangere. Men så længe de kom deroppe fra, holdt de det fælles sprog vedlige, og hjalp med at få det nye oversat på vort eget mål. Men de gjorde mere. Islændingene sidder der oppe og skriver ned og fortæller. Og det blev gemt hen der oppe, men her nede blev det glemt! Og ved Luthers tid blev der skrevet, at skulde der komme noget fra Island, skulde folk holde deres næse derfra. Og indtil for 100 år siden (har det ligget glemt her). Tidligere var der noget, som vi fik fat i, de ældgamle sagn, og de synes, det var ikke så galt. Men så kommer der en ung skjald. Det er Ohlenschlæger. Han tømte bægeret til bunds. Og han svarede på universitetets? spørgsmål, og han skrev meget om dette. Hele hans liv igennem strækker det sig som en herlighed at være gammel nordisk! Og Grundtvig, Ingemann       ?      Evald o.m.fl., selv Drachmann, og de siger, der er ikke mage til nordisk poesi. Ja, var der ikke kommen islandske sagaer for dagen, så vilde der ikke have været én eneste dansk folkehøjskole bygget, uden dette havde vi jo intet særligt at bygge den nordiske folkehøjskole (for.) Men man kan sige mere, som Hostrup sagde. Havde Ohlenschlæger ikke levet, havde han ikke opflammet os, hvor vilde vi da stået i 1848! Hvad er det da, som forplanter sig i islandske sagn? Hvad er det, vi har brug for? Er det fordi, det er skønnere end hellensk eller frommere end kristentroen? Nej. Det er kraft! Kraftige viljer i en slap og sløj tid, hvor viljerne har lidt skade, som i vor tid! Ja, det vil jeg sige Dem rent ud, når jeg lægger en sådan saga hen: Det var en kraftig slægt! Ved siden af dem synes vi at være bløde som voks, mens de er stærke som jern. Om noget af dette kunde gå ind i slægten igen. Ja, lad os prøve at leve       ?       jern, i minder af islandsk jern             ?
Det er derfor, jeg har læst for Dem om Voldsungerne og Nornegæst og Ibsens Hærmændene; Hjørdis er lavet af spyt og spindelvæv. Det er dette, jeg vil have Dem til at se, at denne overskydende kraft, som vilde hindre kristendommen, denne kraft blev drevet ud til steder, hvor der var brug for denne, og så drager der alle vegne af den slags til alle sider. Og i Øjeblikket gør det også den gavn, at de, som rejste til Island, straks kunde hjælpe, og Herren i det høje ser denne tid vil komme, da deres livskraft vil komme, til deres kraft er i fare med at slippe op. Og så gemmes det hen, til vi trænger til det. Han ser, at hvad der sker i det 9'-10' årh. får betydning i det 19'-20'. Det er denne store betydning af vikingetiden, som De må skønne på.
A. D. Jørgensen siger: selv om der ikke kunde fortælles andet om nordboerne end normannertogene, så vilde det dog være nok til at hævde vor plads i verdenshistorien. Men der er nu mere! Men selvom der ikke var mere, vilde det være nok. Men for os selv, får det den særlige betydning, at vor livsoplevelse [?] er på en stor måde blevet knyttet til, hvad de gemte hen. Der får vi at vide, hvad nordisk tro og skik var, og det skulde komme igen hos os i kristen skikkelse ved hjælp af den Helligånd.
Og den tid kommer vel, da det skal kendes tydeligere end nu, at vi kan være ved siden af alle andre. De siger fra syden: vi må til norden, disse lyse mennesker blåøjede, har et lysere syn og er stærkere. Det er dette vi opholdes til, der er noget, vi skal bruges til i historien. Det tror da jeg. Og dette er vort store folkehåb, at dette må ske!

"Yderst mod Norden lyser en ø!"

SAMs højskolehistoriske Arkiv