|
Den 12' marts 1901
"Vi har et håb, der ej er bygt!"
[De amerikanske nybyggeres frihedskamp - U.S.A.s tilblivelse]
Der er et spørgsmål, som i forr. årh. var kommen stærkere og stærkere frem: kan man rive et folk, sønderrive det fra 6 andre, så det dør? Kan man gøre det? Der er ikke spørgsmål, at der er folk, der har lyst til at gøre det. Men har det kunnet gøres? Gud kan gøre det! Men kan mennesker gøre det? ved 6 andre med magt? Det er et overmåde stort spørgsmål. Der har været en tid, da de troede, det kunde gøres; men nu tvivler jeg i allerhøjeste grad på, at det kan lade sig gøre. En ting er da vist! Det er ikke bevist! Man har forsøgt på at gøre det i de sidste 70 år, og så vidt jeg ved, er den russiske kejser Nikolaj den 1', den første, der rigtig med magt har forsøgt at gøre det. Det er i Polen. Men endnu er det ikke lykkedes. Det er jo ikke gjort med, at man lader dele i tre dele i hver sin stat, sådan som man gjorde med polakkerne. Spørgsmålet er så, når man har revet sådan en stat i stykker, lever så folket? Ja! Det er ikke engang gjort med, at jage et folk ud af landet og sælge dem. Det er jo gjort med jøderne. Lever de endnu? Ja! De har også selv deres sprog, det er ikke dødt endnu. Man har troet, det kunde lade sig gøre. Man har gennem 2 årtusind troet, det græske folk var dødt, så på en gang stod de op 1821.
Men når dette nu er tvivlsomt, så er der et andet, som ikke er tvivlsomt, som ligger lige ved siden af: kan mennesker lave et folk? Kan det lade sig gøre at lave et sprog? Lad os nu tænke os, at en hel mængde mennesker her i Europa var kede af at leve her. Så slår de sig sammen, 2 mill. og de rejser over til Ny Holland, og har alt med sig rundt om fra Europa, og nu laver man sig al øvrighed. Er der så lavet et folk? Nej! Men det kan tænkes, at hele den mængde kan komme til at leve et århundrede eller 2 eller 3 eller 6 årh. og i løbet af denne tid, kan der foregå en kogningsproces [rettet til: modningsproces], og det kendes på, at alle havde antaget et sprog og ikke andet end dette, et sprog, som er deres eget! Det er jo sket f.eks. i Italien gennem 700 år, omtrent ved 1300 er dette folk blevet et folk, så har de endda måttet gennem meget hård skæbne ?; det samme er sket i Frankrig! Galler, Franker, Burgunder, Vestgoter? sammen med romere; og det tog 600 år at få minket [?] denne vælling sammen, og ud af dette fremstod et sprog, som kaldes fransk. Det selvsamme er sket i England men på en anden måde: i det 13' årh. fik de deres sprog klart, 800 år, ud af den kogning fremgår det engelske folk. Men hvem står for denne? Kan mennesker gøre dette som en kokkepige? Nej! det kan ikke lade sig gøre. Den der skal besørge kogningen må være ham, der råder for hele livet. Sådan tror vi da, der tror på en levende Gud! Ellers siger de jo, at naturen besørger det. Lad nu dem om det. Det er nu lige meget. Men vi kan ikke uden videre, derfor siger alle kristne mennesker, at som det gik med denne kogning, sådan siger kristne mennesker, at folkeslag er Guds ordning, skabning. Og er man ikke kristen, siger man, at det er noget naturen laver selv! Det er mærkeligt, at i det 18. årh., troede man, at det kunde man; man troede, at man kunde lave sådan nogle folk; og det havde man sådan en hunger efter at få gjort. Den forstand, der sad i højsædet alle vegne mente også, at den kunde fremstille sådanne. Men derimod gamle folkeslag, der havde bestået i århundreder, forstod man ikke! Forstår vi det da? Nej! det er småt med vor forståelse. Det er vanskeligt at forstå, hvordan det er skabt. Man kan se, hvordan det vokser ud; men den første begyndelse kan vi ikke se! Sådan et gammelt folkeslag, der på en egen måde er oprindeligt. Man lavede sig en hob forestillinger om, at der havde levet nogle folk, der var blevet enige om at holde sammen! Men sådan er det ikke gået til. Men det forstod man ikke, og man respekterede det ikke, men man mente, at man sådan kunde tage dele væk, og så sige: hold jer nu til hinanden og bliv gode borgere i det land I er kommen i. Da havde man ingen sans for, at der var noget dybt tænkeligt uforklarligt og dog spillevende i et folk. Det er som alle folks fornuftsovervejelser ender i dette, at man kan slå sig sammen og lave et samfund. Roseau, der håbede, når man bare formede sig efter naturen, så kunde man frembringe, noget, der var godt, og når nogen vilde sige til ham: ikke alt, hvad naturen står for, er godt, så svarede han: Nej! Naturen var altid god; når noget blev dårligt, var det fordi vi mennesker var nogle hallunker; man kan se selv; er naturens arbejde godt. Folk lærte meget af ham og troede på det. Når man så kunde se mennesker enes om at leve noget efter naturen, så mente man da, at man kunde se et folk leve sig selv, og så fik man da fornøjelsen at se det som på et teater, nemlig Nordamerika, og hele Europa sad på skuepladsen og råbte hurra! Kan De huske, at jeg i sin tid gjorde Dem opmærksom på og viste Dem, hvor hellenerne boede i det gamle Hellas, men også i Ægypten, Italien, Sydfrankrig. Som grækerne gjorde de i en snæver vending krig; Europa gjorde det; på hele jorden den lille prik. Disse europæere har nedsat sig på alle kanter. Alle vegne, hvor de kommer hen, bringer de deres egen kultur med, og den søger de at bringe ind imellem de indfødte, og så mener de, at derved gør de disse mennesker en tjeneste, alt som de gamle grækere! Det er nu et meget tvivlsomt spørgsmål, om det gør nogen gavn i første omgang. Mange steder ser man, at den lærer bare mennesker at nyde livet, og man har tit sagt, at den gør skade, når man blev stående ved det første syn. Lad os tænke os en sort høvding, han ser en europæisk uniform, og han får fat i sådan én. Den passer ham nu ikke. Det er jo grinagtigt, det kan man se rundt omkring. Man synes den slags kulturudbytte er ikke meget værd. Og når man kun ser på dette, og så, at de drikker ildvand, indtil de bliver ødelagt, så sige man, var det nu ikke bedre, om europæerne blev hjemme? Det er jo kun begær efter magt; var det ikke bedre, de havde blevet hjemme? Det tror jeg nu ikke! Der bliver ganske vist gjort megen uretfærdighed mod de indfødte, men der kommer noget bagefter, der bliver banet veje, som efterhånden sætter alle disse mennesker bøjet [?] i forbindelse med hinanden, og siden kommer den dag, da der kan komme kristendom ud iblandt dem. Og det er der hen, det sigter alt sammen: blanding af de mange romerske riger. Det er indledning til noget mere. Og det er det, der foregår over den hele jord, og navnlig ha foregået så stærkt i det 18. årh. Lidt efter dette kom kristne missionærer. De har vist alle hørt tale om Livingstone, som rejste omkring for at bane vej for europæisk kultur. Han var missionær, men han havde den tro, at der skulde en forbindelse og sammenbøjning? [sammenføjning ?], før det kunde nytte noget. Så hørte han op med at være missionær, skønt han blev ved at vidne om sin frelser; men han levede for dette: at bane vej for kulturen! Der har været mange folk igang med dette; men nu er det englænderne, der går i spidsen. Det begyndte med spanioler og portugiser, så hollænderne og derefter englænderne. Nu er alle med. Alle har været med, selv danske ovre i Indien, og svenskerne har været med. Og i de gamle dage har de nordiske folk koloniseret Island, Grønland og været i Nordamerika. Hans Egede drager i 1721 over til Grønland. Da kan det ske, at der derfor er udgået en kulturbevægelse fra den kristne verden til alle sider, derom kan der tvivles. Men nu spørger jeg: Er der ikke kommen fra disse folk derude, en tilbagevirkning fra alle disse folk på europæerne, der er jo kommen mange varer fra dem. Indtil Amerika blev opdaget, kendte vi ikke tobak. Hvis man da iøvrigt vilde sige, vi hat fået noget derovre fra, eller kakao, sokolade, det kendte vi slet ikke. Og vi siger det om kartoflerne. Der er aldrig et menneske, der har set en kartoffel, før man fandt dem derovre. Og det er i det 18. årh. Sådan har man fået en masse produkter. Men er der kommen nogen åndelig påvirkning? Har kineserne øvet en åndelig påvirkning på os? Alt dette er ikke bleven for, at vi har lært at bukke! tage hatten af! Men vi har også lært at holde serviet, spise med ske, kniv og gaffel, og lave fint papir, og man siger, at krudt hører hjemme der, og sådan mange ting, men der er ingen ting, vi har fået, som spiller den rolle som eksamener. De er hentet der ovre fra. Sådan er det foregået mange ting! J, de europæere er jo sådan nogen unge mennesker, for vi har virkelig taget en hel del op, men sjælden for det godes skyld [?]. Derimod er der nok lidt fra Sydamerika, og så vidt, jeg ved, (intet? fra Australien? eller Ny Holland). Så kommer vi endelig til det, som jeg skulde tale om idag, til de engelske nybyggere i Nordamerika. 76 mill. har der nu. (Den påvirkning, der var kommen der fra.) Der boede mange slags folk der ovre: englænderne var omfattet af franske fra Lårensfloden og nedefter. Alle disse mennesker havde ingen forbindelse med hinanden, og de rådede sig selv under et meget let tilsyn fra Frankrig og England, og når folk kom derover, så vidste de, at de stod meget frit, og de sluttede sig sammen i mange små samfund, og slet ingen havde med dem at bestille. Mange var rejst, fordi de vilde være fri for kirkelig magt, og mange for at være fri for den borgerlige magt. Efterhånden lavede de sig en fri forfatning. Kongen i England valgte guvernørerne, og denne skulde forhandle med indbyggerne, derfor stod guvernørerne øverst og kongen i England over denne. Der blev til sine tider bestemt af den engelske regering, hvordan det skulde være i handelssager, men parlamentet havde intet som helst med disse udvandrerfolk at gøre. Irerne havde endnu sit eget parlament. Men det engelske parlament vilde jo ikke have det mindste at gøre med dem, de valgte jo ikke noget medlem. Disse folk blev kaldt Ny Englændere, og talte også engelsk. Så kommer igen meget af det 18' årh. Der blev ført en meget stor afgørende krig mellem Engl. og Frankrig. Da blev englænderne herrer på havet. Der blev ført krig i Asien o.s.v., men englænderne vandt og fortrængte franskmændene. Det var ny og gl. engl. yderst glade ved. Da freden blev sluttet 1763 havde bladet vendt sig; England kom til at spille første violin i verden. Men da dette sammenhold, som var mellem Ny E. og gl. englændere havde nået sit mål, så begyndte vanskelighederne.
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Det er jo sådan i England, man måtte til at holde sammen, så går det godt; men så snart, man får tid, så vil man kives. Og det kom fra den engelske stat, derom kan der ikke tvivles, men de havde fået 15 mill. pund Sterling; det er jo ikke så meget i vore dage. Men ved året 1763 syntes de endnu, det var en forfærdelig gæld at have. Og hvordan skulde man få pengevæsenet på fode igen. Og så var der en?, der sagde, de måske kunde få Ny Englænderne til at hjælpe til med, de er rige folk. Af og til var det forsøgt før, men der var blevet svaret nej, det kan ikke lade sig gøre. Enhver englænder ved to ting: hvis vi begår en forbrydelse, så skal vi dømmes for en jura ret, nævningeret. Det andet er, at penge, vi skal betale, skal vi nemlig være med bevillige, vi skal være med at vælge en repræsentant, og før den bevilling er givet, er de ikke villige at betale. Kan De huske Johan ? vilde presse skibsafgift: "hvornår har parlamentet bevilliget?" Men eftertiden? viste, at han havde haft ret, og der blev ført en pinlig og voldsom kamp, hvor det engelske folk vandt. Og nu sad derovre en mængde nybyggere, som ikke havde repræsentanter, og nu vilde man kræve skat af dem. Minister Pitt sagde: Nej! Det skal man ikke gøre, vil man have penge af dem, skal de have sæde i parlamentet. Nej, så skal vi give så mange andre sæde". Der for var der vrøvl mellem englænderne om det; i to år stredes de. Så endelig 1765 vedtog de en lov, som gik ud på, at alle gyldige kvitteringer skulde skrives på en egen slags papir, købt af regeringen. I stempelafgift har vi den her. Ja, derfor kan vi ikke gøre et testamente uden at bruge stemplet papir. Men det har vi selv vedtaget. Nu leverede man en lov, og forlangte at amerikanerne skulde bøje sig for den. Nej, sagde de, så køber vi ingen vi ingen stempelpapir. Og der blev den største alarm, der blev holdt folkemøder og plantet frihedstræer. Og selv englænderne talte i parlamentet derimod. Oberst Båer? sagde: "der er bleven sagt, at disse nybyggere, som har nydt alle statens goder, må også bidrage til til statens nødtørft! Men det er ikke sandt! De er ikke plantet ved eders omhu, men rejst, fordi I trykkede dem! Nej, de er lykkelige så længe, I lader dem i fred; men handler i ilde med dem, så er det ikke andet, end I har gjort. Og Pitt sagde til dem: "jeg sværger jer til, I bliver nødt til at tage det tilbage". Og han fik ret, de var [?] til det. Og uendelige herligheder, man jublede over hele Amerika. Men englænderne undte dem ikke det; derfor vilde det engelske parlament, at de skulde betale lidt told, indførselstold på glas, tin o.s.v. Det kunde jo dog blive til noget. Nu var det jo ikke til at regne med. Så sagde de: det er jo bare en omvej, vi kommer jo til at betale det alligevel. Det vil vi ikke, så køber vi ingen papir fra England, og ingen glas og ingen farver. Men hvad dette angår, så lader vi være med at drikke te. Der blev nu alarm (derom), så gjorde regeringen det ukloge, at de begyndte at give efter, og det ene efter det andet tog de tilbage. Men te stod tilbage, og da var jo nu ulykken den, at når de nu ikke vilde drikke dette, så fik de jo ingen skat, vi må se at få dette i dem. Nu havde englænderne jo stiftet et komp., der skulle have dette, og regeringen overgav dem en hel række rettigheder, og den engelske stat gjorde endelig et tilbud, at de vilde, så de ikke tabte det i virkeligheden. Det var nok for grundsatte mennesker, I skal betale lidt, og de andre vilde ikke for grundsætnings mennesker: "vi vil (ikke) betale noget, vi ikke selv har bevilliget". Det fortælles om dronning Viktoria: "må jeg bede om en kop grøn te?" Og hun fik så mange, så hun sov ikke hele natten. Det var den første hyldning, hun fik ud af at være dronning i Engl. Skotl.-Irl. Nu lå al den te i skibe der ude, og nogle Boston tænkte: det ender med, at folk i smug køber. Så besluttede de at ødelægge det, smed hele beholdningen af te ud i vandet. Det var jo at rense ud, tilintetgøre mill. af værdi, som tilhørte andre; men de sagde, det får være. Kan De nu se, hvor det holdes på spidsen. En havnebetjent [?] blev dyppet i tjære og rullet i fjer. Så tænkte den engelske regering: det er ikke værd at tåle det, og de sendte en flåde til Boston, og nu begyndte regeringen at ville tvinge. Atter sagde minister Pitt: "gør det ikke! I kommer til kort. Der lever 2-3 mill., som ikke er slaver, og jeg glæder mig derover!" Men den engelske regering gjorde det alligevel. Nu havde dette stået på i så meget som 8-9 år. Og nu satte Amerika hårdt mod hårdt. I Filadelfis mødtes 55 mænd 1774, og de udsendte en erklæring, hvori de begrundede deres fremgangsmåde! Pitt sagde: "Jeg har aldrig læst så udmærket en erklæring, mænd, der skriver således, giver ikke efter; jeg råder jer til at bøje jer!" Pitt var minister, men kongen vilde ikke høre, han tog en anden minister. Det var Georg den 3'. Han var en stivnakke. Han var fra Hannover. Sådan stod sagerne 1774. Så væbnede alle disse nybyggere sig. De havde nu ikke meget at væbne sig for, men der kom dog nogen sammen. De tog da en udmærket mand, en af de braveste mænd, der har levet på jordkloden. Det var Georg Washington. Han fik så megen styring, og man havde tiltro til ham. Det højeste, han fik samlet, var 15-20.000 mand, og det var vanskeligt, at få dem til at se ordentlig ud, og der skulde de kæmpe mod englændere. Derfor gik det også galt for dem så mange gange. Det er værd at vide, om de 2-3 mill. mennesker holdt sammen med deres soldater, så er det mærkeligt at se, at kun et lille mindretal gjorde det, de fleste vilde helst give efter; men den lille kreds, der sagde det, at enten må vi føre det igennem, eller vi bliver trælle. Disse var de færreste, men de klogeste, og de blev ved at føre det igennem. Englænderne forsøgte at føje dem, de vilde have dem i det engelske parlament, men nu kom de forsent. Nej, nu ikke! Og så blev kampen fortsat, og under umådelige ofre, op og ned gik det. 1775 stødte de sammen, men da tabte de frie, men samme år vandt de lidt indtil 2 år efter fangede de en hel hærstyrke med en engelsk general. I mellemtiden havde de sendt en mand over til Frankrig. Det var Franklin. Han var en meget populær mand derovre. Han havde været fattig, men var bleven en anset mand. Han havde været i England, og der havde han rådet dem til endelig ikke at udæske nybyggerne. Men han var kommen i en meget mislig stilling, ti han havde fået fat i nogle breve fra en engelsk guvernør, det var private breve; men de blev bredt ud. Og Franklin blev anklaget for at have udbredt disse breve, og han blev hentet af englænderne og gået i rette med som en skoledreng. Og det glemte han aldrig. Så kom han til Frankrig, og der blev han modtaget med jubel. Her kom nu en sådan borger fra en fri stat, én af dem, der havde lavet sig selv. De jublede til ham og de hørte, han havde opfundet lynaflederen, lavede de vers til hans ære, ti han havde taget lyset ud af hånden på den himmelske tyran! Og nu var han ifærd med at tage lyset fra de jordiske tyranner. Det smagte han lidt på, og så sagde han: "må jeg ikke fortælle dehrs. en lille historie, som jeg selv har oplevet: "Jeg er opvokset på gaderne; men da jeg nu rejste bort, var det som gesandt, og de jublede til mig, og da jeg sad på skibet, tænkte jeg på, hvor langt, jeg var nået frem, og jeg var ikke fri for at være lidt stolt. Da på en gang slog lynet ned lidt bag min ryg; jeg sprang op, og da tænkte jeg: der kunde du da takke din Gud, at du ikke blev slået ihjel, der kunde du da ikke hjælpe dig selv! Tak for i aften og god nat!" Han lignede nu sådan en rigtig småborger. Han så slet ikke (amerikansk ud.) De har jo set ham i Århus. Han gjorde en voldsom lykke, de vilde hjælpe ham. Ministeren, som nok vidste, at den dag, vi får krig, er vi fallit, havde virkelig lyst, og man gjorde det, der blev erklæret krig. Spanien kom også. Holland også, alle mod England. Og det blev krig til søs, så det kunde blive til noget. Så indfandt Pitt sig i parlamentet, og han sagde: "jeg takker min Gud, at jeg har fået lov til at leve så længe! Nej ikke nu skal dette stolte engelske rige lægges i kisten! De der gør dette, skal begraves i rendestenen!" Nu skal vi tage værget i hånden!" Han var så optaget af dette, at han fik et slagtilfælde og døde af det. De blev ved i fem år efter indtil det viste sig, at disse frie stater kunde ikke vindes. Og i Paris blev freden sluttet mellem England, Holland og Spanien. Mellem disse nybyggere tuil lands blev de senere alle tider trængt tilbage. Det var som en uopslidelig magt i selve denne frihed. Det blev indrømmet disse 13 stater, der havde sluttet sig sammen, frihed, man blev nødt til at erklære dem dette. Egentlig er fødselsdagen 1774 og 1776, da de giver sig grundlov, men man anerkendte 1783. Hvad der nu er kommen ud af dette videre, kan jeg ikke nå at fortælle Dem. Men den oplevelse talte jo til Europa om, at sådan noget kan man altså gøre: en mængde mennesker kan sætte sig ned og forsvare sig, hvis man vil krænke dem, så rejser de sig - - - og man jublede. Her har man, hvordan en stat laver sig selv. Men er det et folk? Har de et eget sprog? Nej, de har det ikke, de har det engelske! ellers taler tyskere tysk, danskerne taler dansk, kineserne K., franske f. o.s.v. Da er offentligt sprog det engelske, og før disse sprog noget er æltet ind i hinanden, bliver det ikke et folk. Der er en befolkning, men ikke noget folk; men fristaten er der. Og den har skaffet sit syn ret. Og det er den, der taler til folk. Og der var folk, der trængte til at få mod til at gribe til forbitret på den gammelfader?: "vi skal gøre alting for folket, men ingen ting ved folket!" Det er det Voltaire siger: Lad Katarina, lad Fr. os.v. gøre alt for sit folk; men spørg ikke folket. I Danmark gjorde man alt for folket, men intet ved folket. Men det er netop dette, der baner sig vej i Nordamerika. Alt ved folket, alt for folket. Det er den første prædiken. Kræver man deres ret, så river man dem løs. Englænderne har aldrig vovet at gøre noget lignende ved nogle af deres nybyggere. De har tildelt dem parlamenter, der kan ikke pålægges dem noget fra det engelske parlament. Det har kostet dem disse fristater. Nu har de øvet en indflydelse på hele jorden. Der er det, dette store sprog tales, der kom til at lyde i den franske revolution. Denne, der som en indflydelse tilbage fra disse nybyggere. Kommer der en åndelig indflydelse tilbage? Ja, der kommer noget tilbage; fra disse engelske nybyggere kommer der en påvirkning, de kræver der, at folk skal være herre i deres eget hus!
"En tro så fast som fjældets fod!"
|
