Vandrebog af Rødding-elever 1931-32 Tage Sauer: Islandsrejse maj-september 1932

Omtrent 14 Dage efter Højskolens Ophør tradskede jeg af sted til Toget med en Indkaldelsesordre i Lommen, efter hvilken jeg skulde møde ved Arbejdstroppernes Depot paa Garderhusarkasernen i København, det kunde jo ikke siges at være særlig spændende, men alligevel blev det Indledningen til en Sommer, jeg ikke let faar Mage til. Den første Maaned i Trøjen vil jeg gaa let henover, selv om den var meget sjov, vi skulde jo ikke herses saa meget med, for at faa og præsentere med det A vi fik i Panden, saa vi havde megen Frihed til at tage København i Øjesyn, det var meget interessant for mig, der ikke havde været her før. Den første Aften da vi var paa Vejen op til Soldaterhjemmet med vort cevile Kluns, traf jeg Hans Lund paa Raadhuspladsen, han kendte mig straks trods Kongens Klæder, det var morsomt at hilse paa ham, og desuden virkede det saa dejlig beroligende at træffe et kendt Menneske i det Mylder, der var. Senere hen traf jeg baade Jessen og Baane. Da vi havde ligget inde i c. 14 Dage, blev vi en Formiddag kaldt sammen alle Mand, for at blive præsenteret for Skolens Chef. Samtidig fik vi saa at vide, hvad vi skulde bruges til, nemlig Arbejdet med Opmaaling, og hvordan vi vilde blive fordelt over hele Landet, og saa det spændende, at der skulde udtages 10 Mand til Opmaaling på Island.

De 11, der havde meldt sig til opmåling på Island. Tage Sauer siddende længst til venstre. (Gengivet efter brevkort)

Jeg var nu forberedt paa dette, Peter Nielsen fra Frøslev, som jeg laa sammen med, havde skrevet ind før Tiden og faaet Besked. Vi var begge to enige om, at vi vilde med, og meldte os straks da Opfordringen kom til at melde sig frivillig. Der meldte sig kun 11 af 150, kan I forstå det, at ikke flere havde Lyst til saadan en Tur, men des bedre for os, nu havde vi jo store Chancer; men der var altsaa 1 for mange, hvem skulde skubbes ud, I kan tro, der var Spænding, ved Lægeundersøgelsen blev vi alle godkendt, saa kom Turen til Tandlægen, jeg kom fint gennem Skærsilden, men Peter blev kasseret for daarlige Tænder, han var meget ked af det, kan I tro, og særlig fordi hans Søster ogsaa skulde rejse derop, og endda med samme Skib som os. Alle vi andre 10 var glade; nu fulgte der 14 travle Dage med at gøre Indkøb og Pakke sammen, der var meget, vi skulde jo bo i Telt og helt sørge for os selv hele Sommeren. Fra den Dag vi sejlede, og til vi kom hjem igen fik vi 3 Kr. om Dagen + de 50 øre som Lønnen var herhjemme, men saa skulde vi koste os selv hele Tiden, paa Skibet gav det Underskud, der gav vi 5 Kr. pr. Dag og saa Drikkepenge, men ellers kunde vi leve for c. 1,25 pr. Dag, vi havde jo Konserves og al den Slags Ting med hjemmefra til Udførselspris, desuden havde vi Rygelse med til hele Sommeren det fik vi ogsaa paa Udførsel, 1 Pakke Cecil Cigaretter kostede kun 11 Øre, det var Haps, kan I tro, vi forsynede os da ogsaa rigelig. Den 14 Maj var alt klar til Afgang og Pinselørdag Kl 10 gik vi Ombord i "Dronning Alexandrine", som vi skulde sejle med derop, alle spændte paa hvad Sommeren kunde bringe, de Overordnede havde gjort, hvad de kunde for at gøre os ked af det, ved Fortællinger om, hvad vi maatte døje deroppe. Naa, foreløbig tegnede det godt, vi gjorde Rejsen derop paa Andenklasse.

Om bord på skibet "Dronning Alexandrine. Tage Sauer længst til højre.

Det var en herlig Sejltur, hele Tiden straalende Solskin og blikstille, saa vi kunde rigtig, uden at være plaget af Søsyge nyde Turen. Der var ikke Spor af Militæroptræden, vi var Passagerer, med samme Ret som de andre, saa vi gjorde os det rigtig bekvem med de Behageligheder, der stod til Raadighed. Paa Oprejsen var der nok at se efter hele Tiden. I Øresund var der Taage, men saa snart vi kom ud i Kattegat var Vejret klart, saa vi fik lige vinket Farvel til Kronborg. Paa den anden Side havde vi Sveriges Kyst med Helsingborg og lidt længere Nordpaa den kendte Klippe Kullen, et meget søgt Udflugtsted. Af Danmark saa vi ikke mere, det var Nat, da vi passerede Skagen, men da vi stod op næste Morgen, havde vi et nyt Land i Sigte, vi havde naaet Kap Lindenæs Norges sydligste Spids. Hele Dagen havde vi Norge i Syne, først hen mod Solnedgang forsvandt det i Havet. Det var smukt Indtryk vi fik af Norge, vi kunde jo ikke skelne Enkelthederne men de sneklædte Fjældtoppe og mørke Skove tog sig pragtfuldt ud i det klare Vejr. Anden Pinsedag om Aftenen naaede vi Færøerne. Vi laa der i 2 Timer saa vi fik lige Tid til at spadsere en Tur gennem Byen. Thorshavn er nu ikke videre interessant udover den anden Byggemaade, som de brugte og saa at det er Finsens Fødeby, ham med Lysbehandlingen, det havde jeg aldrig vidst før, men vi traf tilfældig over et Hus med en Plade, hvis Inskription fortalte os, at her havde hans Vugge stået. Der var meget uordentlig alle Steder, selv deres Kirkegaard var hel tilgroet, men kommer man op over Byen, op over Skidtet er der en storslaaet Udsigt ned over Byen og Havnen med de mange Fiskeskibe over til Naboøerne. Vi havde for resten Besøg af Prins Knud, mens vi laa her, han sejler med Inspektionsskibet Fylla, den laa og ventede paa 2 Fyrbødere der var med os, til Erstatning for 2 Mejerister der ikke kunde døje Søen. Kl 10 sejlede vi igen med Kurs mod Vestmanøerne, nogle smaa idylliske Klippeøer, der ligger c. 10 Timers Sejlads fra Reykjavik. Paa Vejen dertil passerede vi Shetlandsøerne, men det var lige i Morgendæmringen, saa vi saa ikke andet end graa Klipper. Vestmanøerne naaede vi Kl 4 om Morgenen; vi fik ikke Lov at gaa i Land da vi kun skulde ligge 1 Times Tid og tilmed laa for Anker udenfor, det saa ellers saa smukt ud derinde. Øerne hører under Island. Saa snart vi havde faaet Post Ombord sejlede vi igen ad Island til og Torsdag Eftermiddag Kl 3 gik vi i Land i Reykjavik, men allerede om Onsdagen 150 km før vi naaede Land kunde vi skimte Toppen af Island, det var Vatnajøkull, Landets højeste Jøkull (2100 m) der laa der evig sneklædt og bød os velkommen. I Reykjavik gjorde vi 2 Dages Ophold, som vi benyttede til at undersøge Byen, det er langtfra nogen pæn By, naar man undtager Villakvartererne og enkelte Bygninger, Islænderne har ingen Sans for orden og Hygge, det saa man mange Eksempler paa baade her og senere hen ude paa de Gaarde vi besøgte. Inden for Landets Administration og Postvæsen gælder vist det samme, siges der. Vi var inde i den katolske Kirke, den var pragtfuldt udstyret med Malerier, Helgenbilleder og Krucifikser. Om Aftenen var vi i "Gamla Bio" inviteret af Ejeren, der er Dansker.

Formodentlig Thor Jensens gård, Korpulstaðir, som omtales nedenfor - åbenbart et af de få steder på Island, hvor der var lidt skovvækst.

Næste Formiddag var vi bilende ud paa en Gaard der hed "Korpulstaðir", den ejes af en Dansker, som hedder Thor Jensen. Han begyndte i en lille Jordhytte, men har nu opført en stor, flot og moderne indrettet Herregaard, vi hørte at Byggesummen var omtrent 1 Million. Der var en Besætning paa c. 300 Køer og eget Mejeri, al Mælken solgtes i Reykjavik. Al Jorden laa næsten ud i Græs, men da Sommeren er temmelig kort kan de kun naa at faa første Slet vejret, anden Slet bliver saa lavet i Ensilage, de bruger ogsaa at saa Havre, som ogsaa blevet slaaet grøn til Ensilage, saa der skulde mange Folk til i Sommermaanederne, der tjente flere Danskere hos ham. Foruden den Gaard ejede Thor Jensen flere store Fisketrawlere, det er vist der han har tjent sine Penge. Om Aftenen var jeg paa Besøg hos en Dansker, der hed Bøgeskov, det var her at Peder Nielsens Søster skulde tjene, han har en lille Gaard til 10 Køer lige i Byens Udkant. Det var nemt Landbrug, al Jorden ligger ud i Græs, saa han har kun 2 Maaneders Arbejde med Jorden om Aaret, ellers er der kun at malke og fodre de 10 Køer. Mælken sælger han lige saa hurtig, som han malker den af til en Pris af 44 Øre pr. Lt. - alting er saa dyrt deroppe - saa hver Aften naar han er færdig, har han Dagens Indtægt i Lommen. Efter Malkningen gav han en Biltur ud til en Gaard, hvor der var et Par unge nygifte Danskere, der begge havde været paa Rødding, det var en dejlig Aften, hvor Rødding Højskole med Lærere rigtig blev drøftet, paa Vejen derud kom vi forbi varme Kilder, de sprøjtede ikke op men stod og boblede og dampede hele Tiden, det saa næsten ud som herhjemme over Engene naar Mosekonen brygger. Det er mærkeligt at se.

Fredag Aften Kl 8 sejlede vi fra Reykjavik igen, videre Nordpaa langs Kysten, en smuk Tur, hele Tiden med glimrende Udsigt ind over Landet med de mange sneklædte Fjælde og ind til den forrevne Klippekyst med de mange Fuglefjælde. Paa denne sidste Del af Rejsen anløb vi tre Byer. Isafjord, Siglufjord og Akureyri, de to første er store Fiskerbyer, den sidste er mere en almindelig Handelsby, der var vi ikke i Land, men den har Ord for at være Islands smukkeste By, her i Nærheden var det at Bech og Svejstrup fik Plads, jeg kunde se Gaarden fra Skibet, men det Stykke gemmer jeg til Bech der jo maa kende Egnen her. Fra Akureyri gik Skibet længer Nordøst paa med os til Husavik og Kopasker. I Husavik kom to Hold i Land, det var en lille Handelsplads med 400-500 Indbyggere, men allerede næste Dag skulde de pr Hest rejse langt ind i Landet, det ene Hold var saa langt inde, at de højst 1 Gang om Maaneden saa andre Mennesker end dem selv, Post fik de kun et Par Gange. I Kopasker kom de tre sidste Hold i Land og paa et af disse Hold var jeg. Kopasker er kun en lille Flække, 4 Huse 2 Gaarde Kirke Skole og Købmand samt et Faareslagteri var alt; men om Efteraaret i September og Oktober er der Liv og Røre, det er Slagtertiden saa bliver alle Lammene fra over 100 km Omkreds dreven sammen her, slagtet og hængt til Frysning, for senere i Vinterens Løb at afskibes til England og Norge.

Kirken og skolen i Kopasker, hvor Tage Sauers hold blev indkvarteret i den første tid.

I Skolen, der staar tom om Sommeren, der er kun Skolegang om Vinteren, og saa bor Børnene paa Skolen, blev vi indlogeret med alt vort habengut. De to Hold rejste straks længere Sydpaa ind i Landet, mens vi skulde begynde Opmaaling her omkring Byen, saa vi blev boende en Maaneds Tid. Nu skulde vi jo saa til at sørge for os selv, og Rollerne blev fordelt saaledes at min Makker skulde forestaa Madlavningen, og jeg skulde være Hestepasser, vi havde hver faaet udleveret en islandsk Ridehest, det var nu nemt at passe Heste, de gik frit over det hele, naar vi kom hjem tog jeg Sadel og Hovedtøj af og lod dem gaa, men til Gengæld kunde jeg godt risikere en Spadseretur paa flere km, den næste Dag naar jeg skulde fange dem igen, ellers var de saa rare, jeg kunde altid gaa til dem og var vi ude at maale kunde de staa i Timevis og vente uden at være bundne. De var ellers drøje de første Uger indtil vi fik Bagdelen garvet, der var ingen af os, der var vant til at ride, og saa komme paa et flere Timers Ridetur, hvor der hverken er Vej eller Sti, med tunge Instrumenter paa Ryggen, det skulde nok gnave igennem, jeg var da ogsaa hudløs baade paa Ryg og længere nede, og det at vi altid skulde op på de højeste Punkter, gjorde det jo ikke bedre. Men da vi først var over den første Tid var det dejlig at komme ud for når vi først kom op hvor vi skulde staa, havde vi ikke andet at gøre end at stille Instrumenter op og saa skrive de Tal ned som Maaleren dikterede, og det skiftedes vi til hver anden Dag.

Teltlejr ude i den store natur.

Efter en Maaneds Forløb flyttede vi fra Skolen ud i Teltene, det var jo lidt køligt til at begynde med og regnede det stærkt et Par Dage i Træk kneb det med at holde Vand ude, men Stormvejr var dog det værste, saa maatte vi have ekstra Barduner paa, men alligevel skete det en Nat, at vores Telt blæste ned saa vi maatte ud midt paa Natten og rejse det igen, det var ikke morsomt, det skete ogsaa flere Gange vi havde Snevejr, engang endda Snestorm 3 Dage i Træk, men det forsvandt hurtig igen. Men til Gengæld var Teltlivet ogsaa herligt naar Vejret var godt, og jeg tror ogsaa, det er sundt, jeg var ikke forkølet en eneste Gang enten saa Vejret var det ene eller det andet.

Paa den Maade gik Sommeren; vi flyttede gerne hver 3 Uger c. og hver gang 40-50 km, saa vi kom ikke saa lidt omkring. Vi slog altid Teltene op i Nærheden af en Gaard, saa vi kunde faa Mælk til Kakaoen, det fik vi hver Morgen, paa den Maade kom vi i Berøring med Folk, de var umaadelig flinke og gæstfri, tit mere end vi var glade ved, for de er nu langt fra renlige, det er for Eksempel en sjælden Gaard, hvor der kan lukkes et Vindue op, og saadan er det over det hele. Mange af dem kunde lidt dansk eller norsk, saa vi kunde nok snakke med dem, og danske Bøger havde de alle vegne saa vi kunde altid faa Læsning.

Det Stykke vi maalte, den nordligste Del af Island var en stor Halvø, der for største Parten bestod af en stor Slette, kun lidt lavt Fjeld mod Øst og Vest, var saa vanskelig at ride rundt i, fordi den var saa fuld af Søer og Moser saa vi tit maatte ride lange Omveje, for var der noget Hestene var bange for saa var det Mose, det skete somme Tider vi sank i, men det gik altid godt for de islandske Heste har et vældigt Tag paa at komme op igen. Den nordligste Lejrplads vi havde var ved en Gaard der hed "Blikalon", her var vi Nord for Polarkredsen, saa vi var da kommet lidt hjemmefra. Herfra saa vi den for sin Skønhed saa lovpriste Midnatssol i al sin Glans, og jeg vil sige Jer at smukkere Syn findes ikke.
Jeg saa det kun to Gange, vi var saa uheldige med Vejret, mens vi boede her. Den første Gang var en Nat, da jeg var med Bønderne ude at pilke Torsk, en pragtfuld Nat, Ishavet laa fuldstændig spejlblank. Da vi sejlede ud ved 9 Tiden stod Solen højt paa Himlen, ved 12 Tiden var den naaet saa langt ned, at den saa ud som en stor Ildkugle, der sejlede paa Havet helt ude i Synsranden, den gik nu ikke længere ned, men begyndte atter at stige, saa vi havde Solskin hele Tiden, mens vi laa derude. Vi har sommetider pragtfulde Solnedgange herhjemme, men det er ingenting ved Siden af Midnatssolen, alting er som forgyldt baade Himlen og Havet. Den anden Gang jeg saa det smukke Syn, var paa en natlig Ridetur. Posten havde snydt os, saa maatte jeg, da vi kom hjem fra Maalingen ved 10 Tiden om Aftenen ride 30 km med Breve, det var en lang Tur ovenpaa Dagens Anstrengelser men herlig og mærkelig alligevel, fordi jeg trods det, at det (var) ved Midnatstide red i Solskin. Ja, det er ikke let at skrive om, men at det er smuk kan i tænke Jer, naar mange alene for at se det en Gang gør den lange Rejse herop.

Vi havde endnu en Lejrplads heroppe mod Nord, det var drøje 3 Uger der kan I tro, daarligt Vejr hele Tiden og skit stod det til med Provianten, vort Rugbrød var blevet muggent i det fugtige Vejr, og paa den nærmeste Handelsplads kunde vi kun faa harsk Margarine, puh ha, men vi maatte jo tage til takke og være glade til at vi i det hele taget kunde faa noget.

Med fuldt udstyr parat til at rykke ud på opmåling. Tage Sauer til højre.

Efter at de 3 Uger endelig var gaaet flyttede vi til vor sidste Lejrplads c. 150 km Sydpaa, den laa i en meget smuk Egn mellem Lyngbakker og Kratskove. 1 km Vest for os løb Islands største Elv, Jøkulsaa, der er en rivende Strøm i den saa stærk at den kun et Sted paa 300-400 km lange Løb, er saa roligt at der kan sejles over i Baad. Paa det Sted og saa over Broen som er bygget nærmere Kysten er de eneste Steder, der er Overfart. Den stærke Strøm har efterhaanden i Aarenes Løb skyllet saa meget bort at dens Leje nu danner en dyb Kløft, sommesteder over 100 m. 15 km fra det Sted vi boede dannede den Islands største Vandfald Detifoss. Vi red derhen en ledig Eftermiddag, det gjorde et vældigt Indtryk paa os der aldrig havde set et Vandfald før, den vældige Vandmasse faldt 81 m, der var et frygteligt Spektakel og Vanddampe stod højt i Vejret, man bliver slem lille ved Lyden af den Kraft som saadan et Vandfald sidder inde med, det er regnet ud at det kan udvikle 500.000 Hestekræfter, nok til at forsyne hele Island med Lys og Kraft. Foruden det store Fald er der indenfor 4 km 4 andre Vandfald. Det var en mærkelig vild og fængslende Klippeegn omkring disse Fald, det virker helt anderledes, nærmest lidt knugende uhyggeligt, end som naar vi herhjemme gaar ud i Naturen, herhjemme er alting mere hyggelig og fredelig.

Om Landbruget paa de Egne vi kom til at kende er der ikke meget at sige. Det hele var lagt an paa Faareavl, Køer havde de ikke flere af end til egen Mælkeforsyning. Om Sommeren gaar alting frit omkring hvor det har Lyst, undtaget paa Tunet. Faarene og Hestene gaar ogsaa ude om Vinteren naar Sneen ikke ligger alt for tykt. Til hver Gaard hører der et Tun, som de kalder det, et indhegnet Græsareal, hvoraf Græsset bruges til Vinterfoder. Sommeren igennem vogtes det som nogen Helligdom, at intet skal forvilde sig ind og røre noget af det kostbare Hø, i de senere Aar er de dog begyndt at bruge Kunstgødning, saa de er nu bedre Herre over Afgrøden, før i Tiden brugte de kun Faaregødning, det blev spredt ud om Efteraaret og blev igen revet af om Foraaret når Kraften var trukket af det. Skulde det være rigtig godt gravede de Grøstørv løse og lagde Gødningen ned under den hvorefter Tørven lagdes paa Plads igen, det var et Møjsommeligt Arbejde, men det brugtes for det meste til Kogødning. Tror I at I kunde finde Jer i at drive Landbrug paa den Maade.

Stabsofficiant Nørving i færd med opmåling med Festersen som assistent - her helt ude ved kysten formodentlig ved Islands nordligste punkt.

Langs Kysten havde de en ekstra Indtægt af Edderfuglene, paa nogle Steder samlede de op til 100 Pund Dun, som betaltes med 20-25 Kr. Pundet. Desuden havde nogle Steder Blaa og Sølvrævefarme, og andre Steder drev de Fiskeri, men alligevel kneb det haardt, deres Hovedindtægter, Lammene og Ulden, var der meget smaa Priser paa, og paa Grund af Told og Importforbud paa Mange Ting var næsten alt, hvad de skulde købe meget dyrt, saa de havde det ikke Spor bedre end Bønderne herhjemme. Verdens Krise naar ogsaa dem; men de døjer bedre de knappe Tider fordi de aldrig har levet saa højt og lavet saa meget Gæld. De har meget lettere ved at indordne sig under Forholdene og sætte Tæring efter Næring. De har selvfølgelig heller ikke saa let Adgang til at faa fat i alle (de smaa). . . [her er en lille flig revet af sidens nederste hjørne, så der mangler nogle ord] . . . Luksusting og Behagelig(heder der) . . . er saa rare og saa . . . her i Danmark. Det meste der var meget udbredt var Radio, og det kan ikke kaldes Luksus deroppe, hvor der kun kommer Postskib hver 3' Uge.

Den 7 September var vi atter forsamlede i Kopasker, vort Udgangspunkt; det var rart at samles igen, vi havde ikke set hinanden siden vi skiltes i Maj Maaned. Den 9 skulde der komme et af de islandske Inspektionsskibe efter os, saa vi havde travlt de 2 Dage med at faa alting renset og pakket. Det gik med Liv og Humør, vi glædede os alle til Hjemturen og det at gense Danmark, for det kan ikke nægtes at vi tit længtes hjem naar vi laa ene for os selv derude i Teltene og Vejret var taaget og trist, og de her hjemmefra skrev om den dejligste Sommer i mange Aar. Den 9 afsejlede vi fra Kopasker til Siglufjord hvortil vi var blevet inviteret af en Dansker, Direktør for en af Sildemelsfabrikkerne, for saa at bliver (der) indtil Damperen kom c. . . . havde Sommeren igen. . . . (me)get om de Dage, vi skulde tilbringe her, Direktøren indbød os nemlig paa Oprejsen, som han gjorde med samme Skib som os, til at komme og bo hos ham. I kan nok tænke Jer at vi havde store Forventninger med Hensyn til Forplejningen, bo hos en Landsmand og tilmed en Direktør for en stor Fabrik, det maatte da give noget af sig. Men hvor blev vi snydt, i Stedet for at blive indkvarterede i rene Værelser med Senge og Tilbehør, blev vi 10 Mand losset ind i et Værelse, der stod ledig i en stor Træbarak. Dets tidligere Beboere, nogle Sildepiger, havde deres Vane tro efterladt alt i et frygteligt Svineri; et lille Køkken der hørte til var blevet brugt noget i Retning af Skarnkasse, ingen Sengesteder var der, saa vi maatte have Bagagen pakket ud igen og have Tæpper og Køkkentøjet funden frem. Sengene fyldte hele det store Værelse saa vi havde kun det lille Køkken til Madlavning og Spisning, det var noget forfærdelig noget vi fik lavet sammen; I skulde have set os 10 Mand ved Middagsmaden, saa vilde I have taget Jer til Hovedet. Og Lejligheden var dog ikke nær det værste, men fra disse Sildemelsfabrikker kom der en Stank saa modbydelig raaden og grim at jeg forstaar ikke nogen kunde holde ud at leve der, vi kunde daarlig være nogen Steder for den og knap sove om Natten saadan kvalmede den, jeg mistede al Madlyst her, den sidste Dag før Skibet kom fik jeg ikke Spor, de andre var lige saa langt nede og dertil kom at vi ikke en eneste Gang i de 8 Dage blev budt saa meget som paa en Kop Kaffe af vor Vært, det var vel nok tarvelig.

Hvilepause under strabadserne. Tage Sauer til venstre, Nørving til højre.

Naa, men trods de noget uhyggelige Omgivelser holdt vi dog Humøret oppe. Selve Byen var ogsaa et rigtig Møghul fyldt af alt Skrabsammen fra hele Island de søgte hertil i Sildesæsonen for at tjene lidt Penge. I den Tid har Byen, der normalt er paa 2000 Indb., op mod 6000 Indb., saa I kan nok forestille Jer lidt om det Liv, der førtes af alle disse Banditter og Sildetøser, skønt totalt Forbud drak de som Svampe og hver Aften var der Tummel og Slagsmaal.

Jeg havde en morsom Oplevelse, mens vi boede her, i det en Islænding, der talte udmærket dansk, kom hen og hilste paa os; ved nærmere Samtale viste det sig, at han havde været paa Askov sidste Vinter og med i Rødding, da de besøgte os. Han var interessant at tale med; han havde rejst meget, blandt andet havde han været med en kommunistisk Delegation i Rusland for at studere Kommunisme i Renkultur; han fortalte blandt andet derovre fra, at da de en Dag aflagde Besøg paa et Børneoptagelseshjem der er i Arbejderbyerne, stod Børnene i alle Aldre og ens klædte opstillede i Geledder parate til at modtage dem med den kommunistiske Hilsen den opstrakte Knytnæve og raabe "Rød Front", hvis ikke de bliver vaskeægte Kommunister, naar de vokser op er det ikke Opdragelsens Skyld - eller maaske netop den -.

Ja det var en begavet Fyr ham og dog gik han her ved tilfældigt Arbejde, og som de andre drak han det op han tjente, først paa Sommeren havde han gaaet rundt i Landet som Landevejsridder, det er mærkeligt.

Den 16 afgik Skibet en Dag forsinket paa Grund af den store Mængde Mel og Sildetønder vi skulde have i Lasten. Fra Siglufjord til Reykjavik var Skibet overfyldt af Passagerer, der var o. 300 Fiskere og Sildepiger med, det var mange flere end der var Plads tilsaa hver Krog var optaget af dem, tilmed var mange fulde og andre Søsyge saa det saa godt ud Ombord, men hvad, os gjorde det ikke saa meget, vi var vant til det og herude var der da frisk Luft; dog aandede vi befriet op da vi lagde til ved Kajen i Reykjavik og alt det Ros gik i Land. I Reykjavik laa vi kun 1 Dag paa Grund af Forsinkelsen. Derved gik vi glip af en Udflugt til Tingvallasletten. Den islandske Regering plejer hvert Aar at invitere Opmaalingssoldaterne paa en Tur derud, for at vise dem Islands 1000 Aar gamle Tingsted og den sjældne Natur deromkring, men det kunde nu ikke lade sig gøre, desværre. Om Lørdagen besøgte jeg Peder Nielsens Søster; der havde Svend Bech lovet at komme, han tjente nu paa en Gaard lidt uden for Byen. Her havde vi nogle fornøjelige Timer sammen.

Kl 6 skulde Skibet sejle og præcis til Tiden stod vi Havnen ud med Stævnen mod Danmark. Svend Bech var nede for at tage Afsked, han skulde blive deroppe i Vinter og lod til at være godt tilfreds nu, vi andre var lige saa godt tilpas ved at skulde hjem, ikke en af os havde af denne Tur faaet Lyst til nærmere Bekendtskab med Island. Hjemturen gik af samme Rute, saa den bød ikke paa noget nyt, men til Forandring for Opturens herlige Vejr, havde vi nu faaet kraftig Blæst og da der tilmed gik svære Dønninger fra en stærk Storm, der lige havde raset blev vi rigtig godt vippet. De fleste Passagerer og 6 af os Soldater bukkede under for Søsygen, jeg var saa heldig at være blandt dem der holdt sig raske, og kan man taale det, er det vældig interessant at se Atlanterhavet i Oprør. Onsdagaften fik vi Skagens Fyr i Sigte, det var den første Hilsen fra Danmark, synlig da Radioavisen fik vi jo hver Dag. En Nat til og vi havde atter fast hjemlig Grund under Fødderne. Torsdag Morgen, da vi vaagnede, var vi naaet ned til Øresund, Vejret var pragtfuld, en af de rigtige Efteraarsdage med høj og klar Luft. En to tre for sidste Gang ud af den smalle Skibskøje og paa Dækket for at nyde den vidunderlige Sejltur ned gennem Øresund, der var jo Taage sidst vi sejlede her.

Mens vi sejlede her kom jeg til at tænke paa Fædrelandskærlighed; i vore Diskussioner nede i Rødding over det Emne holdt jeg altid paa at Fædrelandskærligheden kuns var Indbildning og for det meste forveksledes med Kærlighed til Hjemmet og Familie og at hvis Hjemmet blev flyttet til et andet Land, vilde det komme ud paa det samme. Men mens vi sejlede ned langs Sjællands Kyst og saa ind over de hyggelige Smaabyer og den endnu grønne Bøgeskov, blev jeg alligevel klar over at det jeg sommetider længtes efter mens vi laa deroppe ikke alene var dem derhjemme, men ogsaa hele Danmark med alt hvad det ejer af Skønhed, og jeg er klar over hvor jeg end kommer hen, og hvor smuk der end er, vil der altid være en Længsel efter mit Fødeland.

Ved Middagstid var vi naaet ind til København og Kl 12 laa vi fortøjede ved Islandsplads klar til, efter en hurtig Toldundersøgelse, at gaa i Land. Vor Islandstur var forbi, jeg kunde knap forstaa at vi for godt 4 Maaneder siden afsejlede herfra, det var, som det kun var faa Dage siden, saa hurtig var Tiden gaaet; først efterhaanden, som vi kom ind i den gamle Gænge, blev jeg paa det rene med at Sommeren var gaaet. Vi laa endnu inde i 8 Dage, inden vi blev hjemsendt, for at pakke alting ud. Det var en dejlig Uge, megen Frihed og med Sommerens Overskud c. 150 Kr paa Lommen, kunde vi jo se temmelig lyst paa Tilværelsen. Den første Lørdag vi var i Byen, aabnede den britiske Udstilling, saa der var nok at se efter og Udstillingens største Attraktion Skotternes Musikkorps ejendommelig udhalede som de var, men spille kunde (de). Prinsen af Wales saa jeg ogsaa et Glimt af.

Fredagen efter blev vi afmønstret og kunde atter som frie Mænd drage hver til sit, en Oplevelse rigere.

Festersen vasker tøj i teltlejren	Nørving slapper af med en bog
Tage Sauer til hest over en bro. (Disse tre billeder er udsnit af større)