|
Gudrun SchneeklothTræk af Livet paa Askov. |
 |
4-11-07
Paa Københavns Banegaard traf jeg den første "Højskolepige", men paa Færgen over Store Bælt myldrede det allerede med mandlige og kvindelige. Over Fyn var vi kun Askovitter. Der fik jeg en Del at høre om Livet paa Skolen af en "ældre" d.v.s. anden Aars Elev. Den første Bekendte fandt jeg ogsaa der, Martha Olsen, der har gaaet i Klassen under mig hos Frk. Kruse. I Kupéen i Jylland var der baade Højskolelærlinger og unge Mennesker, der skulde til Landbrugsskoler o.l. Morsomt at alle vi unge hver skulde til saadan et Sted.
Med en halv Times Forsinkelse naaede vi Vejen Station, hvor der straks stod en og raabte om Garantisedler. Det var Dr. Marius Kristensen. Saa blev det befalet os at gaa hurtigst til Askov, men vi anede jo ikke, hvor vi skulde gaa, indtil et Par "ældre" tog sig af os. Den ene var Agnete Fog, som jeg vidste skulde komme her. Vi fulgtes til Skolen den halve Times Gang gennem Vejen Skov. Der fik jeg endnu mere at høre om det hele. Professor la Cour var aabenbart elsket af dem alle, medens de nærede den dybeste Respekt for Appel.
I Skolegaarden myldrede det med Elever, der løb og rodede efter Kufferter. Det var temmelig mørkt, saa det var næsten umuligt at finde noget. Mit var der ikke. Saa vilde jeg hjem til la Cours. En "ældre" lovede at skaffe mig en ledsager og præsenterede mig lidt efter for en ung svensk Pige, Ingrid Mellgren, der ogsaa skulde bo der. Hun havde ogsaa været der i Fjor. Hendes Øjne var brune med et lidt fløjlsagtigt Skær, hendes Haar ogsaa brunt med et svagt rødligt Skær. Skikkelsen fin. Hun gjorde et meget vindende Indtryk. Paa Vejen fortalte hun om Familien. Professoren var "aldeles förtjusande", fandt hun.
Nu kom vi ind i Entréen, og Fruen kom ud og bød os Velkommen. Hun gjorde et meget elskværdigt Indtryk. Jeg blev straks ført op til mit Værelse oppe paa Loftet. Jeg bankede paa og traadte ind. Henne ved den ene Seng stod min "Tumbernal", Marie Holm. Hun var stor og kraftig - de friske røde Kinder og hele hendes Skikkelse røbede, at hun havde tilbragt hele sit Liv paa Landet. Gult Haar og blaa Øjne og ret svær.
Vi mente begge, at vi nok skulde komme godt ud af det sammen. Saa viste hun mig ude paa Loftet en stor flad Trækasse, der var tom, men bestemt til Kul, som vi selv maatte sørge for - dog var der denne Aften fyret til os. I Værelset stor to Senge ved den ene Væg under Skraaningen. Midt paa Gulvet et lille tomt Bord med to stole, ved Vinduet en Pult. Ellers var her kun en Kakkelovn og et Metalstel med Vandtøj. Et Par Knager ude paa Væggen erstattede et Skab - Komode fandtes ikke. Væggene var blaa, og i Loftet fandtes det bedste, en lille elektrisk Lampe.
Mit Sengetøj var kommen, men Marie Holms endnu ikke. - Vi blev nu kaldt ned til Bordet. Der traf jeg Professoren, der aldeles lignede et Billede, jeg havde set af ham.[*] Ved Bordet fortalte Fruen om en af Fars Brødre, der var død i Syden, alene om Natten, men lige inden havde skrevet et Afskedsvers tilde efterlevende. Det kunde hun udenad og fremsagde det - jeg selv havde aldrig hørt det før.
[*] [Indskudt øverst på siden]: De første Billeder jeg saa i Spisesalen var af Ca d' Oro og andre Venedigbilleder - et godt Varsel.
Der herskede en dejlig fri og utvungen Stemning. Maden var udmærket. Den eneste Forskel var blot Margarinen og Puddersukkeret i Teen. NB Straks efter gik vi ned paa Skolen.
NB Lommetørklæderne erstatter her Servietter.
I Gaarden stod en Mængde Kufferter, og en Del frysende Skikkelser for rundt imellem dem i Mørket og ledte. Der var ingen af os to, der kunde finde vort Tøj. Vi blev nu kaldt ind til Foredrag eller Aabningsmøde i Salen. Det var en ottekantet, hvid Sal med høje brune Paneler og brune Bænke, der hævede sig svagt opad. Loftet var brunt med grønlige Tværbjælker. Vi satte os paa 7ende Bænk - jeg nr. 3 fra Midten. Den ene Halvdel tilhørte Spinde-, den anden Sværdsiden.
Nu kom Appel op. Saadan havde jeg slet ikke tænkt mig ham. Han var af Middelhøjde - ret bred - en statelig Skikkelse. Hans Haar var mørkt, men stærkt graasprængt. Hans Ansigt var skarpt og bestemt - en meget energisk Mand, stor, med smalle Læber - en stor nedadbøjet Næse og saa nogle Øjne. Ja, man kan sige, at han kun var "Øjne", for over dem glemte man alt andet. Det ligefrem straalede ud fra dem - vidunderlige, men ikke absolut vindende. -
Han talte om, hvor vanskeligt et Arbejde, der forelaa os, og hvorledes det kun kunde bygges paa godt Samarbejde. Det var godt, hvad han sagde.
Vi begyndte for Resten med en Sang: "Undrer mig paa".
Efter Appel talte Professor la Cour over Ordene "Lys og Varme" - ogsaa udmærket.
Da det var færdigt, og vi gik ud, stod Appel lige ved Udgangen, spurgte enkelte om Navn og bød os venligt Velkommen.
Paa Hjemvejen gik vi ind i "Brugsen" for at bestille Kul og købe et Spejl. Hjemme kom vi ned og fik Æblekage. Da vore Kufferter endnu ikke var komne, gik Professoren og Fruen ned i Byen for at se efter dem - forgæves. Vi sad imens nede og talte med Frk. la Cour. Hun er 21 Aar og forlovet med en Broder til Frode og Svend Fog-Petersen, som jeg kender. Hun var saa nydelig og kvindelig, blot Skade, at hun havde en lille Øjenfejl.
Hvor jeg var dødtræt og halv søsyg efter Rejsen, men omsider kom vi da op. Marie havde endnu ikke faaet sit Sengetøj, saa hun maatte laane hos la Cours. Da Sengene nu var i Orden, krøb vi i dem. Jeg sov snart, men Marie hørte jeg græde i Begyndelsen, men trætheden fik snart Søvnen frem.
5-11. Tirsdag
6 1/2 stod vi op og gjorde Værelset i Stand, drak Te 7 1/2 og havde saa Morgenandagt. Først sang vi en Salme, derefter fremsagde han Trosbekendelsen og bad Fadervor, og vi endte alle med en Salme.
I dansende Trav, med hverandre i Haanden gik det nu ned paa Skolen. Der hørte jeg Fru Appel - hun er ret lille og ikke helt tynd - et fyldigt Ansigt med brune Øjne og mørkt Haar med Sølvbaand. Det er for Resten kun de færreste, der har Pil og Baand.
Kl. 10 løb vi hjem til Frokost - skaaret Smørrebrød.
Nu talte Professoren - historisk Fysik. Derefter havde vi fri til Middag. Det var en forfærdelig drøj Tid. Værelset var iskoldt og uhyggeligt. Ingen af os havde faaet vore Kufferter, det gjorde heller ikke Sagen bedre. Det var saa meningsløst det hele, fandt jeg, hvad vilde jeg dog her for? Ved Middagsbordet var jeg grædefærdig og ønskede blot at maatte blive hjemme fra Jul. Jeg var saa langt nede af Længsel og Fortvivlelse. Aa, hvem der var vel hjemme igen.
Efter Bordet talte vi lidt med Frk. la Cour. Mens de andre var til Regning, pakkede jeg min Kuffert ud - nu var den da kommen. Jeg turde slet ikke tage Billederne af Far, Mor og Inger frem for ikke at græde.
Kl. 5 gik jeg hen til Gymnastik, og derefter talte Appel om England. Han er en fuldstændig Skuespiller i sine Bevægelser - taler paa en mærkelig skarpt markeret Maade.
Paa Hjemvejen købte vi et Spritapparat til at varme Vand paa, og efter Aftensbordet prøvede vi at tænde op, hvad der tog en Evighed, men omsider blev der dog varmt. Naar nu jeg bare kunde blive rigtig optaget, saa skulde det nok gaa, men drøjt var det.
6-11. Onsdag.
I Morges var jeg aldeles fortvivlet. I Bønnen bad han for "vore kære, hvor de færdes". Det Punkt kniber det forfærdeligt at komme over. I Timerne listede jeg mig i Smug til at borttørre Taarer, men op ad Dagen hjalp det.. Jeg gik en Tur med Martha Olsen - det hjalp altid bare at tale lidt med en.
I Aftenforedraget talte Schrøder om Jonas Lie. Han saa forfærdelig gammel ud. I Grunden var det pinligt at høre ham tale - hans Stemme var saa svag, og hele hans Skikkelse gjorde et saa affældigt Indtryk, at man var helt ilde til Mode ved at sidde ned, medens han stod op. Bedst vilde det være, om han blev pakket i Bomuld, syntes det.
Kl. 8 var der "Skippermøde" for Eleverne. "Skipperen" er et Vittighedsblad, som omhandler Elevernes Forhold. Til det skulde der vælges en Komité. Ingrid blev valgt. Den bestod af 3 mandlige og 3 kvindelige. - Saa skulde der ogsaa vælges en "Fornøjelseskomité", der skal arrangere Udflugter og Underholdning om Søndagen. Der blev foreslaaet en Del Navne, som tegnedes op paa Tavlen, og derefter stemte man. Den første, der blev foreslaaet, var mig. Det var Ingrids Værk. Jeg maatte rejse mig, for at de kunde se, hvordan jeg saa ud, og de talte 80 Stemmer. Som nr. 2 blev Ingrid Steenberg valgt, en Svensker fra i Fjor, og som nr. 3 Marie Høeg. De mandlige var Knokgaard, Jacob Martin og Frederik Christoffersen.
Stemningen under Valgene var meget livlig. Vi endte med at synge "Altid frejdig". Der var ingen Lærere til Stede.
Med Aftenposten fik jeg sendt Listen over Studenterne fra i Aar. Morsomt at sidde og se alle de kendte Navne. Hvor jeg længtes efter dem alle, men det gik dog langt bedre nu.
7-11. Torsdag
Talte lidt med Fru Appel i Dag, da han ikke var til Stede. Da hun hørte mit Navn, bød hun mig venligt Velkommen.
Om Aftenen var jeg til Møde i Fornøjelseskomitéen. Christoffersen kom mede Pærer til "Pigerne", som han kaldte os. Vi sad i et af Skolelokalerne "Skriveskolen". Vi aftalte først Planen for den første Søndag, men sludrede saa bagefter. Knokgaard blev Formand, jeg Næstformand. Martin fulgte mig hjem. Paa Landevejen var der bælgmørkt og ensomt, der er ingen Lygter, saa det var rart, han fulgte mig.
8-11. Fredag.
I Dag har vi haft det forfærdelig morsomt - let næsten fra Morgen til Aften. Vi var ude at gaa Tur, men traf saa en Vogn, som vi fik Lov at køre hjem med. Hvor vi dog lo og jublede. Navnlig blev den kriminel, da vi mødte "Snorkemis" med Kæreste paa.
"Snorkemis" er en, jeg har siddet ved siden af under Foredragene. Hun bestiller ikke andet end hoste, pudse Næse og det værste harke ganske utroligt. Da vi har bestemte Pladser, kan vi ikke komme bort. Musse, som vi kalder Marie, har nu prøvet at sidde ved Siden af hende, men hver Gang Smorkemis harker, giver det et Spjæt i Musse rent uvilkaarligt, og vi kan ikke lade være at le.
9-11. Lørdag.
Ja, det er kommen saadan pludselig men det er næsten som om jeg hadede Appel. Vi har haft ham i Geometri. Pludselig siger han: "Saa har vi jo en Matematiker i Klassen. Maaske De kan sige os . . .", men jeg sad der dum og stum og selvfølgelig højrød i Hovedet. Det er ogsaa en væmmelig Maade han har at komme ned mod en paa, saadan en listende hakkende Gang og saa de Øjne - man er jo færdig at krybe i Jorden, naar han fæster dem paa en.
Om Aftenen havde vi "Sammenklem", idet hele Skolen og alle Lærerne samledes i Gymnastiksalen. Først var der Musik og bl. a. sang Fenger, en af Lærerne. Han synger kønt. Han er yngre, nygift - lang og tynd og meget skaldet - ret genert. Inden vi gik, fik vi Kaffe og Kage. Jeg talte kun med Pigerne. Det var ganske morsomt, men ikke vildt. Mine Tanker drog ofte til Studenterforeningen, hvor nu alle de andre var.
Jeg har slet ikke omtalt Ingrids Kontubernal, Signe Taaning, en Datter af Seminarieforstanderen i Ramun. Hun ser svagelig ud, lyst kruset Haar, meget blægt Ansigt med en daarlig Teint, men overordentlig elskværdig er hun.
10-11. Søndag.
I Morges var vi i Valgmenighedskirken her og hørte Pastor Helveg. Efter Middag var der Udflugt til Skibelund Krat, hvor Dr. Marius Kristensen talte. Det var morsomt at se hele Flokken vandre af i en lang, lang Række - mange af Pigerne paa Højskolemaner med hinanden under Armen, saadan fra den ene Side af Vejen til den anden - til dem hørte vi.
Det var kun flygtigt, vi besaa "Modersmaalet" og "Magnusstenen" - en anden Gang gaar vi ned alene. I Stedet for gik vi sammen med Dr. Marius ned til Grænsen. Det var med en underlig højtidelig Følelse, at vi første Gang stod paa Broen over Kongeaaen og siden gik hen og talte med den tyske Toldbetjent.
Paa Hjemvejen talte jeg med Student Therkelsen, den eneste Student her ellers er. Det er en Ven af Signes Broder. Han er Rus - fra Horsens og har gaaet sammen med mig til Kiemanns Forelæsninger, hvorfor han godt kendte mig. Jeg kunde ikke huske ham. Han er grim, vist lidt ubetydelig, men meget rar. Vi opfriskede Minder fra de to Maaneders Studenterliv og fandt en Masse fælles Bekendte. Men Følgen af det blev, at jeg kom til at længes - længes saa forfærdeligt.
Om Aftenen læste Boghandler Arnum [?] op, og Therkelsen gjorde Tryllekunster - slet ikke saa tosset endda.
11-11. Mandag.
I Dag har jeg været langt nede, det syntes mig saa urimelig meningsløst, at jeg er her. Jeg lagde Planer om at blive hjemme fra Jul. men det vil jeg nu alligevel ikke, for det er fejgt straks at rejse bort, naar det ikke straks morer en. Jeg skal netop prøve at holde det ud at være borte et halvt Aar. Saa bare se at faa det mest mulige ud af det. Nu kan jeg ikke trække mig tilbage, før Tiden er udløben, men den gaar jo ogsaa nok.
12-11 Tirsdag.
Atter i Dag fortvivlet. Blev jeg dog bare hjemme til Jul, men jeg skal nok holde det ud. Blot jeg har rigtig meget at bestille. Fritimerne hader jeg.
Jeg er stadig i Tvivl om Appel. Han er en stor Gaade, som maaske aldrig løses.
13-11 Onsdag.
Musse har været rent fortvivlet i Aften. Grunden var denne.. Paa Turen forleden gik Musse med Therkelsen og Signe. Han spørger hende om noget, hvortil hun svarer: "Hvad rager det Dem" - Han vender sig til Signe med et "Hun er rædsom". Dette fortalte Signe Musse nu i Aften. Hun erklærede, at det rørte hende ikke - den Student kom ikke hende ved. Hun skældte nu ud over ham ustandselig, mens hun dog stadig erklærede, at hun følte sig hævet over at skænke det en Tanke. I den Grad arbejdede hun sig op, at hun endte med at være rent fortvivlet over, at hun var født - hun havde ikke bedt om det. Vi talte om Livet - jeg fandt det var noget af det dejligste, men det var fordi jeg ikke kendte det, mente hun. Jeg raadede hende til at se at sove sig fra det.
14-11. Torsdag.
I Aften talte Professoren over Ordet "Ved at elske Livet forklares det" og underligt nok - han nævnede netop de ord, som var faldet i vor Samtale. Den gjorde et dybt Indtryk paa hende. Paa Hjemvejen talte vi ikke, men da vi kom ned i Haven brast hun i Graad ved min Skulder. Men vi maatte ind til Tebordet, og senere var jeg til Møde i Fornøjelseskomitéen. Da jeg kom hjem var hun falden til Ro. I et Brev til Moderen havde hun vist lettet sit Hjerte.
15-11. Fredag.
I Dag blev vi alle fire "Dus" herhjemme.
16-11 Lørdag
"Sammenklem" i Aften. Dr. Marius talte - ret kedeligt. Det er, som om der var spændt en usynlig Snor gennem Salen. Langs den ene Væg staar alle Karlene og ved den anden Pigerne, kun enkelte dristige taler sammen paa Brændlinien. Vore to bekendte, Therkelsen og Christoffersen vover sig dog helt hen til os. Efter at det er endt, hjælper vi gerne med at tage af Bordene og bære ud i Køkkenet.
17-11 Søndag.
I Morges skrev vi først Breve. Efter Middag gik vi til Estrup Krat. Vi Fulgtes med Christoffersen - han har været i Norge, saa det talte vi en Del om. Han er Tømrer. Ude i Skoven legede vi først 3 Mand høj. Det var i Grunden morsomt - hvor var der dog mange forskellige Typer. Vi endte med Enkemand. Jeg beholdt min hele Tiden. Det var en lang mørkøjet Fyr - jeg var næsten lidt bange for ham.
Om Aftenen havde vi Diskussion om Kvinden. Knokgaard indledte, men omtalte nærmest kun hendes politiske Stilling i de fem nordiske Lande. Ved selve Diskussionen var der flere, der leverede noget ordentligt Vrøvl, saa det var ufatteligt, de fleste vilde taale det. Ingrid Mellgren talte udmærket. Men selvfølgelig var det kun de samme Travere, og hele det behandlede Omraade var yderst lille. Men de fleste morede sig godt. Musse lo, saa det rungede i Salen, og undertiden smed hun sig grinende over mig og Frk. la Cour, saa hun nær havde knust os - voldsom ubehersket er hun.
18-11 Mandag -
Jeg har oplevet meget i Dag. Men det er bedst at begynde med Forhistorien. Jeg har Matematik med paa ældre Hold og havde kun været der een Gang - næste Time glemte jeg at møde. I Frikvarteret efter kommer en lille brunøjet Fyr med opstrøget Haar hen og fortæller, at jeg nok ikke havde været med i Dag. Næste Dag vekslede jeg et Par Ord med ham. Den følgende havde vi atter Matematik. Jeg kom sent - alle Pladser var optagne, han gav mig sin Stol. Siden har jeg ikke talt et Ord med ham, blot lagt Mærke til at hans Øjne fulgte mig overalt.
Saa i Dag kommer jeg fra Haandarbejde og skal hjem til Middag. Rent tilfældig vil jeg føle efter noget i min Lomme, da jeg faar fat i noget Papir. Jeg kunde ikke huske, hvad det var, og tog det frem. Hvor overrasket blev jeg ikke, da det er et Brev med Udskriften: Frk. G. Schneekloth, Askov. Musse kom nu, og jeg fik det gemt i en Fart. Men næppe var jeg oppe paa Værelset, før jeg flængede Konvolutten op og læste. Det var, om jeg vilde komme ud ved Møllen i Aften Kl. 81/2. Længere naaede jeg ikke, da Middagsklokken lød. Der var ingen Underskrift at se. Det kneb at sidde roligt under Maaltidet. Omsider slap jeg op og fortsatte. Brevet var holdt i en høflig Tone. Vedkommende lod til at være meget ivrig for, at jeg skulde komme til det Stævnemøde. Han forklarede blot, at det var ham, der havde givet mig Stolen. Der var intet Navn - det var blot underskrevet: Deres Medelev paa Askov.
Selvfølgelig vilde jeg ikke komme ud. Jeg tænke paa næste Dag ganske naturligt at gaa hen og spørge, om der var noget, jeg kunde hjælpe ham med. Men nu vil jeg først sove paa det.
19-11 Tirsdag
Jeg har besluttet foreløbig at forholde mig tavs - maaske er det Grin det hele.
20-11 Onsdag.
Jeg har endnu ikke set paa ham siden Brevet - aldeles som han var Luft. Men i Dag laa der et nyt Brev i Lommen. Han havde været ved Møllen de to Aftener - forgæves. Det gjorde ham ondt, at jeg ikke vilde tale med ham. Om jeg ikke vilde lægge et Par Ord i min Lomme til ham. Tonen i det hele var alvorlig og ment - Jeg vil stadig forholde mig tavs. Jeg har talt med Signe og Ingrid om det - hun kender ham - han skal være saa rar - i høj Grad Følelsesmenneske.
Om Aftenen var jeg til Fornøjelsesmøde - det sidste. Efter det gik Signe Therkelsen, Christoffersen og jeg en Tur. Det skulde have været i Maaneskin, men der var ingen Maane. Vi gik alligevel og passiarede voldsom hyggeligt. Til sidst gik vi hjem gennem Vejen Skov. Inde i Granplantagen stod en Bænk. Der satte vi os. Himlen var lys, og det var lunt og stille. Dejligt at se op mellem Granerne og hyggeligt at tale sammen.
Vi maatte dog desværre snart bryde op og gaa hjem. Det var en dejlig Maade at tilbringe den sidste Aften i det 20de Aar paa.
21-11 Torsdag
Fødselsdag! Straks i Morges kom Musse hen, kyssede mig og sagde: "Gid du maa faa en rigtig god Dag, for du er en sød Pige". Nede ønskede begge Pigerne og Familien mig til Lykke. Om min Kuvert laa der en Krans af vissent Bøgeløv og foran en stor Pakke hjemmefra. Ved Siden af stod en Fuksia fra Signe og Frk. la Cour. Musse forærede mig sit Billede i Ramme og af Ingrid fik jeg Strindbergs: Röda Rummet.
Skolen gik sin sædvanlige Gang. Ved Middagen, der var særlig fin, blev der hele Tiden budt mig først. Bagefter sad jeg oppe og syede sammen med Musse. Da hun gik paa Skole, kom Signe ind, og vi faldt i en lang Passiar. Hun er storartet. Ogsaa hun har gaaet i en Drengeskole og er lidt som en Slags Moder for Kammeraterne - følger dem og skriver formanende Breve til dem, naar der er noget i Vejen. Hun har været forlovet i to Aar, men i Sommer blev den hævet, hvorfor hun er blevet udstødt af det gode Selskab oppe i Ranum. Hvor Mennesker dog er smaa - dømme i Ting, som de intet aner om. Selvfølgelig har dette taget paa hende. - Hun fortalte ogsaa en Del om sine Venner, navnlig en hun ofte besøgte, hvad der naturligvis vakte stor Forargelse rundt om deroppe. Vi lod i det hele til at sympatisere meget.
Om Aftenen fik jeg ligesom om Formiddagen en Mængde Breve og navnlig et Kort, der morede mig meget. Det var fra Therkelsen og Christoffersen. Det var et Billede af et stort Træ og en Bænk ved, og der havde de skrevet: Under den Lind - " hentydende til en Folkevise, vi har sunget en Del.
Efter Aftensbordet satte vi os over pa de andres Værelse og syede og spiste Knas. Jeg havde faaet baade Sandkage, Nødder og Chokolade hjemmefra.
Men Kl. 8 1/2 blev vi kaldt ned, og der syede vi først videre. Fru la Cour sagde, at hun plejede, naar nogen havde Fødselsdag, da at holde et Selskab for dem, men det var saa tidligt nu, hun vilde hellere vente, saa kunde jeg holde det sammen med Musse. Det var morsomt, at vi maa det.
------------------------
Til toppen af højre spalte
 På bagsiden af billedet er skrevet: Foran pejsen hos La Cours. Vilket hår och vilken nattskjorta! |
Nu spiste vi Æblegrød og gik ind i Pejsestuen. Der var knusende hyggeligt. I den smukke Peis knitrede Ilden allerede. Rundt om den havde Troels Trier malet Trolde og andre pragtfulde Deko-rationer. Langs Væggene stod lave, bløde Sofaer og paa Gulvet laa et tykt Tæppe. Kun Ilden, der slikkede op af Brændestykkerne, sendte Lys ud i Stuen. Hvert Øjeblik for der en Regn af Ildgnister op gennem Røret foroven. Fyrværkeri en miniature.
Først sang vi et Par Salmer, og derefter fortalte jeg om min Sydensrejse. Længe sad vi saa tavse, medens mine Tanker søgte hjem. En Stund saa fuld af Poesi og Stemning. Til Slut sang vi en Aftensang, og vi gik i Seng. Jeg var saa glad til Mode over, at den dag jeg havde frygtet saa meget, var gaaet saa godt. Saa taknemlig var jeg la Cours, for de havde gjort det til en saadan festdag, at jeg daarlig kunde have haft det bedre hjemme. Jeg følte heldigvis ingen Hjemve - var blot saa varm om Hjertet - saa lykkelig.
22-11 Fredag.
Jeg kan ikke lade være hele Tiden at tænke paa, hvor henrivende jeg havde det i Gaar.
For hver Dag, der gaar, slutter jeg mig nærmere til Signe og Ingrid. De er to prægtige Pigebørn.
23-11 Lørdag.
"Sammenklem" i Aften. Først Lysbilleder fra Professorens Rejse - han fortalte selv og siden Kaffe i Gymnastiksalen.
24-11 Søndag.
I Dag er det voldsomt Snevejr og for en Uge siden plukkede jeg Smørblomster og Stedmoderblomster i Skoven, men nu svinder de bort.
Vi skulde have haft Fodboldkamp, men fik Lov at lege i Gymnastiksalen. Først Ringlege med Sang. Det gik lidt trevent, da mange ikke kendte dem. Men saa fik vi en Violin og en Fløjte og dansede rigtigt.
Lidt efter at den var begyndt, kom "min Medelev", Jens Chr. Pedersen hen og bukkede. Det var Tyrolervals. Lidt efter spurgte han, om jeg var vred paa Ham - jeg forstod ikke, hvad han vilde mig - hvis han ønskede at sige mig noget, var det naturligere at komme hen paa Skolen. Om jeg ikke vilde komme ud en Aften - det var der ikke Tale om.
Musikken standsede nu og han trak sig tilbage. Samtalen havde ingen Klarhed bragt, og jeg havde intet mere at gøre med ham siden.NB.
NB. "Friede han?" spurgte Musse bagefter, "for saadan saa det ud". Hun aner intet om Brevene - har blot lagt Mærke til ham.
Karlene var gennemgaaende flinke til at danse. Det er saa underligt at tage dem i Haanden - den er gerne saa haard - træet.
Ole Hansens, Landbrugsministerens Søn dansede jeg ogsaa med - en flink lille Fyr med et fint Ansigt.
Den bedste af dem var Frederik Christoffersen. Han er saa naturlig, saa ungdommelig frisk og straalende. Og saa forstaar han at være en Kammerat over for os.
Efter Dansen, der kun varede en Time, var vi fire, Frk. la Cour og Therkelsen og Christoffersen ude og slaas med Sne. Hvor vi dængede hverandre til - det var knusende sjov. Da vi til Slut var trætte og pjaskvaade, blev vi inviteret ind paa Æblekage hos Bageren af dem.
Om Aftenen læste Axelsen op i "Fremskridt" af Jacob Knudsen. Ham har jeg vist ikke omtalt før. En pæn Mand med bølget Haar og levende straalende Øjne. Rasende livlig - lidt af en Skuespiller. Hans Væsen synes i Begyndelsen noget søgt og affekteret, men han vinder stadig, jo mere man ser til ham. Knusende dygtig er han.
26-11. Tirsdag
I Dag talte jeg med Appel - spurgte om jeg maatte benytte et af Skolens Lokaler til en kvindelig Diskussionsklub for "yngre" Piger. Af Princip maatte han sige nej. Men jeg fik Lov at læse Sjælelære med paa ældre Hold i Egenskab af Student.
Saa spurgte han, hvordan det gik med min Matematik. Ja, det var jo kun smaat. Men saa spurgte han, om jeg havde Lyst til, at han skulle læse med mig. Det blev jeg forfærdelig glad over.
27-11 Onsdag.
I Dag havde vi Appel i Sjælelære - overordentlig interessant. Han talte en Del om "Brydning" og nævnte følgende Tilfælde. Man gaar paa en Maleriudstilling og bliver dødtræt. Det er alle de Indtryk, der farer ind paa en og begynder at sønderbryde en aandelig talt - naar de saa har prepareret Organismen tilstrækkeligt, er man fuldt modtagelig, hvis man vil begynde anden Gang - nu kommer Udbyttet først. Det maa jeg rigtig prøve en Gang.
Jeg har nu faaet Lov at hjælpe Professoren med at rette opgaver i Bogstavregning.
Denne Gang har han 1500 at rette. Nu har jeg taget en Del af dem - det er saa rart at kunne hjælpe ham lidt.
28-11. Torsdag.
I Dag var der Valg til en ny Fornøjelseskomité. I Formiddags blev der udleveret Stemmesedler, og vi har alle skrevet 3 mandlige og 3 kvindelige Kandidater op. Der har ingen Lister været, saa vi havde nu i Aften et ordentlig Slid med at tælle dem. Jeg skrev Pigerne op efter Christoffersens Diktat. Der var over 50 forskellige med Stemmer fra 1 indtil 59. Af mandlige var der 80 forskellige. Der var ingen af de gamle, der blev genvalgt, undtagen Knokgaard, men han tog ikke imod det. Det var jo sidste Gang, vi havde Møde, saa vi endte med at drikke noget, der kaldtes Jordbærlikør og spise Smaakager til.
Det var Torsdag Aften, hvor vi skulde have været ned hos Familien, men kun Ingrid var hjemme - de andre var inviteret ud. Vi spiste nu Rabarbergrød. Saa skulde Prof. rette Opgaver, og jeg fik Lov at hjælpe. Vi sad saa inde i hans Stue og arbejdede sammen til Klokken var 11. Jeg havde nu ialt rettet 1000. Han var mig saa taknemlig, saa er det saa morsomt at arbejde.
30-11 Lørdag.
I Formiddags stod jeg uden for Avisstuen, da Appel kom ud og hen til mig paa sin aparte Maade. Om jeg vilde tale med ham. Næh, det vilde jeg da ikke. "Men saa vil jeg gerne tale med Dem", og jeg gik med ind i Dagligstuen. Paa Skolen er der en Datter af den kendte norske Højskoleforstander, Kristoffer Bruun - Thea hedder hun. Om jeg ikke nok vilde læse Matematik med hende - hun kunde ikke klare den alene og var saa fortvivlet over den. Det vilde jeg meget gerne - jeg har saa længe nydt hendes Sprog - en saa dejlig Klang er der i det.
I Aften var der Koncert til "Sammenklem", navnlig var Violinen god. Christoffersen fulgte os hjem. Ude paa Vejen gav vi os til at danse i Ring. Saa skulde han kommandere os til Gymnastik og raaber "Paa to Striver træd an". Vi var ved at dø af Grin over hans "Striver". Til Forklaring paa dette mystiske Gymnastikord, sagde han "Ja, naar jeg sætter min ene Galosche der og den anden ved Siden af, saa kommer der to Striber - ikke sandt". Hvor vi lo. Til sidst "kørte vi i Skoven" og skyndte os saa op i Seng.
1-12 Søndag
I Morges var vi i Kirke i Malt, hvor Pastor Hjortkær talte - godt. Siden talte Dr. Marius om Kipling - men jeg var saa træt, at jeg aldeles intet fik ud af det.
Men inden vi gik til Foredrag, holdt vi Mørkning i Dagligstuen. Kun Klaverlampen sendte et rødt varmt Skær ud over den grønne smukke Dagligstue. Frk la Cour spillede, og Musse og Signe sang. Det var ganske henrivende - saadan en Stemning og Poesi.
Om Aftenen gik luftskipperen op. Da vi kom ind i Salen, sad Komitéens 6 Medlemmer henne ved Kathederet. Efter en fælles Sang traadte Formanden op og sang og læste en Del af det indsendte Stof. Det var altsammen personligt. Navn nævnes hver Gang. Efter ham kom hver af de andre op.
Der var meget morsomt imellem, men Tonen var gennemgaaende ikke tiltalende. Det meste handlede om et forlovet Pigebarns Forhold til forskellige Karle. I det hele var det mest Flirt. Enkelte Stykker var saa utiltalende, saa det var ubegribeligt, at Komitéen ikke kasserede dem. Der hvilede saadant et Præg af Taktløshed over det. Alt hvad der kan virke opdragende paa en heldig Maade er kun udmærket, men det er det mindste. F. Eks. var der tale om Knokgaards korte Ærmer og hans Dragt i det hele. Jeg saa, hvor det pinte ham. Han har vel ikke Raad til andet og saa drage det frem til almindelig Grin. Hvor er det lavt.
Der er ingen Tvivl om, at den gør en Del Skade som den nu er. Hvor mange er ikke fortvivlede over den Omtale, de faar der. Er en gal paa en anden - saa bare i Skipperen med ham.
Ja nu dømmer jeg den ogsaa for haardt, men jeg blev saa vred over den Taktløshed, den har Præg af. Det er jo fuldstændig misforstaaet, naar den saarer.
Mindst en Trediedel handlede om en af Karlenes Huer, der er meget stor.
Musse var sat i den flere Gange. Hun fik tildelt nogle Penge til et Ophold paa en Opdragelsesanstalt for smaa Piger. Nu vidste vi i Forvejen, at der vilde komme flere Ting om hende og havde derfor gaaet og prædiket for hende om, hvor dumt det er, naar man tager Skipperen alvorlig og bryder sig om, hvad der staar. Men vor indiskrete Formaning hjalp ikke noget, for da vi skulle gaa, og hun talte med en af Komitéen om noget af det, som der ikke laa nogen Grund for, saa havde hun Øjnene fulde af Taarer og Stemmen var lige ved at svigte hende. Vi skyndte os nu at gaa hjemad med hende - de andre havde stor Medlidenhed med mig, der nu skulde høre paa al hendes Vrede og Fortvivlelse - Christoffersen fulgte os, og da vi mærkede den friske Luft og hans Selskab havde en gavnlig Indflydelse paa hende, gik vi lidt ud af Skibelundvejen. Der passerede vi Therkelsen, der var ude og gaa med en af Pigerne, Bertha Jensen, som han var ret optaget af - en sød lille Gaas finder vi, hun er.
Uden for Indgangen stod vi til sidst lidt og talte - saa hørte vi en Vogn. Det var Professoren, der kom hjem fra Koncert, og ind fløj vi. Frk. la Cour og Signe der havde været med ham, og høre Ellen Beck, kom op til os og vi talte længe om Skipperen og var ret enige.
2-12. Mandag.
I Dag havde jeg første Time med Appel - vildt begejstret over hans Maade at undervise paa. -
Therkelsen havde faaet sendende en Lagkage og en Flaske Mjød. Da Pigerne nu ikke maa komme paa Karlenes Værelser, havde han faaet Lov at holde Gildet henne hos en Oversergeant Jørgensen, som er her med Kone. De vilde give Kaffe, saa skulde han invitere Gæster. Af Pigebørn var der bedt Frk. la Cour, Ingrid, Signe, Bertha Jensen og jeg. Musse vilde han ikke have med. De to første skulde et andet Sted ud, saa vi tre kom alene. Af Karle var der vores to og Frode Sjølund og senere en til.
De har to Værelser i Byen, men spiser paa Skolen, altsaa Oversergeantens. Først syede vi, mens de andre passiarede og røg. Saa kom Lagkagen paa Bordet og efter den og Mjøden, fik vi Kaffe og Smaakager.
Nu fik vi Jørgensen til at blæse paa Fløjte. Det gjorde han rigtig godt. Han har et sjældent vindende Ansigt - er op i 50erne. Hun er ogsaa flink, lang - mager. De har haft den store Sorg at miste deres eneste Barn - han var Farmaceut og tog Livet af sig.
Snart fik vi Sangbøgerne frem og sang til hans Spil den ene Sang efter den anden, lige til vi brød op Klokken 11.
Det havde været i den Grad hyggeligt. Morsomt at de unge Mennesker er glade for at tilbringe en hel Aften paa den Vis.
Det regnede, da vi gik hjem, men det hindrede dog ikke Christoffersen i at tage Vejen "Syvspring" med mig og "Julia" med Signe. Ingrid var kommen, da vi kom op og fortærede glad den Lagkage, vi havde med til hende. Musse sov. Ingrid fortalte, at Musse var gaaet ned paa Besøg hos en, der hedder Karen Knudsen.
3-12. Tirsdag.
Jeg spurgte Musse, hvordan Aftenen i Gaar var gaaet. Jo, hun havde skrevet og læst - andet omtalte hun ikke. Men efter at jeg havde aflagt Rapport, udbrød jeg "Hvordan morede du dig saa hos Karen i Gaar?" Hun blev aldeles forfærdet over, hvor jeg vidste det fra, og søgte at finde en Forklaring, hvorfor hun intet havde sagt. Se, se, lille Musse saa det maatte jeg ikke vide.
Professoren og Fruen er begge borte, saa vi har [ordentlig ernæret ?? ] os. Flere store Fade Sukkermad tømte vi ved Aftensbordet. Efter det fik vi Musik. Ingrid var daarlig og laa paa Sofaen. Ellen Kirstine spillede, Signe sang Musse drev henne paa den anden Sofa, og jeg sad dybt begravet i Professorens Stol.
Over Klaveret hænger et dejligt stort Relief af Madonna med Barnet. Det fineste røde Skær falder over det, naar Klaverlampen er tændt - det ser næsten feagtigt ud. Saadan tilbragte vi en henrivende Time.
Saa skulde Signe og jeg vaske Haar, og vi stod længe i Køkkenet og hældte den ene Spand over Hovedet paa hinanden efter den anden. Bagefter satte vi os ind i Dagligstuen for at tørre det. Jeg skulde imidlertid skrive og fik af Ellen Lov at sætte mig ind i Professorens Stue. Om nogen var kommen forbi og havde set mig sidde i Skørt og Frisertrøje med udslaaet og arbejde ved Professorens Skrivebord.
Da jeg var færdig, var Ingrid og Musse gaaet i Seng - kun vi tre var alene. Ellen syede, og Signe laa paa Tæppet med Puderne under Hovedet. Jeg lagde mig ned ved Siden af hende, og saa passiarede vi alle tre saa hyggeligt og fornøjeligt. Der havde været tale om, at Signe og jeg skulde have boet sammen men det var aldrig gaaet med Ingrid og Musse, for hun havde irriteret Ingrid i den Grad. Vi var enige om, at hun havde forandret sig en Del, var bleven saa mistroisk og ligesaa taktløs som altid. Naar jeg er alene med hende, er hun flink og rar, saa hun er udmærket at dele Værelse med, men naar der er flere til Stede er hun ret uheldig. Raaber himmelhøjt og kommer med ofte haarrejsende Bemærkninger. Nu er hun jo saa stor og tyk, saa det gør ikke sagen bedre, naar hun skal ud af en Dør o.l. For at komme frem sætter hun gerne Ryggen imod og presser paa. De fleste er rasende paa hende fordi hun er saa hensynsløs. Det værste er, at hun virker irriterende. Hun kan godt ødelægge en hel Aften for os, naar vi er ude, fordi det sjældent bliver hyggeligt! Naar hun saa bare var mindre talende, men hun brøler op hele Tiden.
Vi talte om, hvor forfærdelig rart vi ellers havde det her - saa hjemligt. Signe og jeg passer storartet sammen. Hun er prægtig. Inden vi gik op kom Ellen med Æbler. Aa hvor vi nød at ligge der i den varme Stue paa et blødt Gulvtæppe, navnlig med et Æble. Det var ikke saa tosset endda, om Professoren og Fruen undertiden var borte. Men de skulde være det begge for naar han alene er væk - hver Uge rejser han een-to Dage til København - saa savner vi ham altid meget.
5-12 Torsdag
I Dag sad vi nede og syede efter Te og passiarede. Endte med at spise stegte Æbler. Voldsom elskværdig Familie.
Nu har jeg faaet fat paa vort Bidrag om os selv til Luftskipperen. Det lød som følger:
"Vi fulgte i Gaar Aftes henholdsvis Helga Engberg og Anna Jørgensen (to ivrige Fremskridtskvinder) hjem. Paa denne vandring tabte vi al vor Glæde og Stolthed over at høre til den saakaldte Pariakaste, som udgør omtrent Halvdelen af Jordens Beboere - nemlig Mændene. I vor triste Sindsstemning daskede vi op ad Vejen til la Cours Mølle for at lade Pustet fra Vingerne tørre vore Taarer. - Hvad skildrer vor Glæde og Forbavselse over, at der endnu findes saa evigkvindelige Trællekvinder, at de lader sig kommandere af Mændene.
Vi hører nemlig gennem Mørket Frederik Christoffersens mandlige Bas kommandere: "Paa to Striver træd an". - En Raslen af Skørter. Ved nærmere Undersøgelse finder vi fem mærkelige repræsentanter for den sorte Videnskab - Gudrun Schneekloth, som repræsentanter for de lyse Hoveder i Landet, Signe Taaning og Marie Holm (begge lyshaarede) som Repr. for Kvindens frivillige Underkastelse, den forlovede Ellen la Cour og sidst, men ikke mindst Ingrid Mellgren som Repr for Broderlandets kærlige Følelser over for danske Medsøster. Vi havde ikke lang Tid til at fordybe os i Betragtninger over Emnet, thi pludselig gennemskæres Taagen af en kraftig Opfordring "Vil du med i Skoven, ja saa kom". Vi havde stor Lyst til at køre med, men Skaren forsvandt - Sirenesangen forstummede, og vi stod ene tilbage i Taagen".
Emnet var for lidt kendt til at slaa igennem paa Skipperaftenen.
6-12 Fredag.
I Aften har vi været hos vore tre svenske paa "Veum", nemlig Elsa Steffen, Karin Wendel og Kristin Kylberg alle fra Göteborg. De bor sammen.
Der var den dejligste Stjernehimmel, saa vi gik hjemmefra en halv Time før. Da vi kommer ned ved Skolen, ser vi i Halvmørket en Mand med en Hest. Vi gaar nærmere, og de viser sig at være Christoffersen. Om vi vilde prøve Hesten - en af hans Bekendte var her paa den. Ingrid blev løftet op, og nu gik det i Skridtgang ned ad Vejen. Der var temmelig mørkt. Da vi var kommen et Stykke ud - vi andre fulgte nemlig efter - blev hun løftet ned, og nu skulde jeg op. Musse tog min Aftenkaabe og Ch´s Stok, Ingrid hans Pibe og Signe Arbejdstasken. Saa blev jeg løftet op med et Ben paa hver Side sad jeg naturligvis, og nu trak Ch. af Sted med den - jeg turde naturligvis ikke ride alene.
De andre gik inde paa Fortovet, da Mudderet paa Vejen var en hel Alen højt. Vi to var lidt i Forvejen, da vi pludselig fra de andre hører højrøstet Tale. Vi vender os om og ser en Tændstik blive strøget og hører en kraftig Latter. "God Dag Mellegren, hvordan har du det?" lød den bornholmske Journalist Røst. "Vil du ikke have Ild i Piben?" spurgte Jacob Martin. De to var ude at gaa med "Lille Hans". "Ministeren" Ole Hansens Søn. De morede sig kosteligt over at se mig paa Hesten med Ch. gaaende og trække den og de andre bagefter, navnlig Ingrid med Piben. Nu var vi da sikker paa at komme i "Skipperen".
Oppe ved Veum standsede vi, og jeg blev løftet ned. Han red bort, og vi gik op til Svenskerne.
Uden for Døren stod 3 Spritapparater og brændte - det var Forberedelser til Gildet. Værelset var umaadelig hyggeligt. Lampen var indhyllet i rødt Papir. Den ene Seng var fyldt med alt Sengetøjet og de to andre lavede om til Sofaer med orientalske Tæpper. Hist og her var der tændt smaa Lys. Paa Bordet var der dækket op med Kopper. Først fik vi Kakao. De fyldte Pulveret i hver Kop og hældte varmt Vand i. Saa aabnede de en Daase med henkogt Fløde og fyldte den i. Vi fik Smaakager dertil. Det smagte storartet.
Efter Maaltidet syede vi, og Ingrid læste nogle af Frødings Digte højt. Hun læste engang et meget gribende Digt - imens sad Musse og prøvede en broderet Krave. Næppe var Ingrid færdig, før hun udbrød: "Hvordan mon den klæder mig" - karakteristisk. Hvor kan hun dog.
Til sidst spiste vi Æbler og Konfekt og gik hjem Kl. 11. Det havde været en svært hyggelig Aften.
7-12 Lørdag.
Atter "Sammenklem". Frk. Anna la Cour altsaa den ældre fra Skolen talte om et Besøg i Finland. Maaden var god, men det var kedeligt. Th. og Ch. fulgte os naturligvis hjem. Ude paa Vejen dansede vi en lang Tid med dem og morede os knusende godt. Det er forfærdelig festligt at svinge rundt der ude - hvert Øjeblik gaar vi i Grøften - saa gælder det om flot at styre ud fra den igen, og det faar vi snart Øvelse i.
8-12 Søndag.
Slet ingen Breve i Morges - aldrig har jeg været saa ked af, at der ingen Breve var - slet ingen - som i Dag. Formiddagen tilbragte vi med at sy, og Kl. 2 1/2 gik vi i det grusomste Vejr ned til Dans paa Skolen. Først havde vi Rundlege, men siden fik vi to Violiner og almindelig Dans. Jens Chr. Pedersen var der, men undgik mig omhyggeligt. Ellers morede han sig storartet og dansede med en Mængde - ustandseligt. Nu lader han til at have glemt det hele, og det er jo den nemmeste Slutning.
Det var to voldsomt fornøjelige Timer, vi dansede i. Næsten alle karlene er flinke Dansere, og der er saadan en Friskhed og Naturlighed over deres Dans. Det er langt at foretrække for mange Byballer med al deres Stivhed og Blaserthed. Her er det Naturen, der hyldes. Dans er dog noget af det dejligste.
Om Eftermiddagen talte Fenger om Bjørnson - rigtig godt, og om Aftenen havde vi politisk Diskussion. Brødrene Martin er voldsom flinke og enkelte andre, men der var ogsaa slemme imellem. Selvfølgelig var der ingen Kvinder, der talte. - Trods øsende Regn blev vi fulgt hjem af de to - flinke Fyre - begge. Jeg kan i Grunden godt lide Søndagene her - dem har jeg været mest bange for.
I Formiddags blev Axelsens Dreng døbt - han hedder nu Stig Axelsen-Drejer.
[Fortsætter i del 2]
| SAMs højskolehistoriske Arkiv |