 Højskolens indre gårdsplads, som den tog sig ud i 1968. Til højre hjørnet af den lærerbolig, hvor jeg med familien boede i mange år.
|
Min løbebane som højskolelærer tog sin begyndelse den 1. august 1967, da jeg som 31-årig og nyuddannet fra Den frie Lærerskole i Ollerup på Fyn blev ansat på Bornholms Højskole.
Forstander på skolen var Svend Aage Bülow, som havde været min dansklærer i Ollerup, og som et par år før var tiltrådt. Jeg havde ikke regnet med, at det ville blive en lang ansættelse, men det blev alligevel til godt 35 år, indtil jeg i 2003 gik på pension. Det blev heller ikke helt det forløb, jeg havde regnet med. Det var små forhold, og inden ret længe kom en stor del af mit virke til at ligge på de korte sommerkurser, og til sidst blev det næsten udelukkende. Det blev i begyndelsen ikke regnet for rigtig højskole, men jeg har trivedes godt med det, og det er det, denne skildring i hovedsagen skal handle om.
Lidt om mig selv
Men først lidt om mig selv. Jeg er født 1936 på et lille husmandssted lidt uden for Rønne. Da jeg var 10 år, flyttede vi til en mellemstor landejendom i det nordlige Klemensker, som var nærmere begge mine forældres hjemegn. Jeg havde ikke lyst til at blive landbruger, men havde det held som 15-årig i 1951 at komme i lære som automekaniker, hvilket var det helt rigtige på det tidspunkt. Som 19-årig indkaldt til militærtjeneste i 18 måneder, rekrut i Roskilde 3 måneder, på fagskole i 6 måneder, hvor vi boede på Bådsmandsstrædes Kaserne, senere kaldet Christiania, og de sidste 9 måneder reelt praktisk arbejde på motorværkstedet på Svanemøllen Kaserne.
Efter militærtjenesten blev jeg i København i et par år, men fik i 1959 den idé at tage på højskole. Det blev på Sproghøjskolen, som var en afdeling af Kalø Landboskole. Det kom til at forandre mit liv. Efter endnu et ophold på Den internationale Højskole i Helsingør i vinteren 1960-61 besluttede jeg at læse til lærer med håb om selv at blive højskolelærer. Det lykkedes at blive optaget på Den frie Lærerskole fra 1962, og det blev 5 gode år. Det endte så med, at jeg mod forventning kom tilbage til min fødeø, hvor jeg har været lige siden. Meningen med min ansættelse var, at jeg i hovedsagen skulle undervise på en engelsk-linje, men senere fik jeg at vide, at det, at jeg var bornholmer også havde været en væsentlig faktor. Og det kunne kun glæde mig.
Mit første forhold til Bornholms Højskole
Mit forhold til Bornholms Højskole gik dog lidt længere tilbage. I min tidlige ungdom var mit kendskab til den - og til højskoler i det hele taget - minimal. Men efter at jeg som nævnt to gange havde været højskoleelev og også havde været på et kort sommerkursus på Idrætshøjskolen i Sønderborg, begyndte jeg fra eftersommeren 1961 at tage ind på skolen til de offentlige møder.
Det var på samme tid, som der var en storpolitisk krise omkring Berlin, hvor muren mellem Øst- og Vestberlin blev opført. Det resulterede senere på året i en vis medieomtale af højskolen, idet eleverne til vinterskolen i stort tal meldte fra. Den daværende forstander, Aksel Lauridsen, blev i den anledning interviewet i radioen.
Ved nytårsmødet i begyndelsen af januar 1962 vendte han i sin velkomst tilbage til det og nævnte, at de kun havde 9 elever - 9 fortrinlige elever, som han udtrykte det.
Senere fik jeg at vide, at det i virkeligheden var en lærer, der havde tilskyndet Lauridsen til at lave et reklamenummer ud af at knytte årsagen til det lille elevtal til den storpolitiske krise.
Men småt var det under alle omstændigheder, og det fik vi bekræftet 4 år senere, da jeg sammen med mine studie-kammerater fra lærerskolen var på studietur på Bornholm, og hvor vi boede på højskolen. Alligevel endte det med, at jeg året efter, 1967, efter fuldført uddannelse lod mig overtale til fra 1. august at blive lærer på skolen.
Strukturen ved min ansættelse
Strukturen var dengang, at der ved siden af den almindelige højskole-virksomhed var en sygeplejeforskole, som var begyndt i 1959. Den var lovmæssigt fastlagt til at skulle foregå i 20 uger fra begyndelsen af februar til sidst i juni, og igen fra begyndelsen af august til slutningen af december. Et par år før havde man ændret højskolekurset fra ét kursus på seks måneder fra oktober til marts til to kurset på 16 uger, som til dels lå parallelt med sygeplejeforskolen. I sommertiden havde de et par gange haft et par pensionistkurser på to uger, men det hed sig, at det nærmest var for at få lidt penge i kassen.
Foruden på Bornholms Højskole var der på denne tid 12-13 andre højskoler, der havde sygeplejeforskoler. På to af dem var det udelukkende sådan, Testrup i nærheden af Aarhus og Rødkilde på Møn.
Men netop omkring denne tid begyndte en del sygehuse at oprette deres egne sygeplejeforskoler som følge af ny lovgivning på området, og dermed forsvandt grundlaget for denne virksomhed på højskolerne. På Bornholm håbede man på ikke at blive den første, der måtte lukke, men det blev det. Til efterårskurset 1968 meldte der sig trods meget annoncering kun seks elever, så derfor blev virksomheden nedlagt, hvilket kostede skolen dyrt med efterbetaling af for sent opsagte lærerkræfter. Til højskolekurset blev det kun til 14 elever, og selvom det til det følgende forårskursus blev til et pænt antal omkring 30 elever, stod det klart, at der måtte tænkes i nye baner.
 Emnegruppe på et ældrekursus 1977 (taget i anledning mit 10. år som lærer).
|
Overgang til ældrekurser
I løbet af foråret 1969 blev situationen drøftet, og jeg husker tydeligt, at jeg på et tidspunkt sagde, at jeg ikke så andre muligheder end, at vi vendte tilbage til ét almindeligt højskolekursus på 20 uger, som vi lovmæssigt var forpligtet til, fra begyndelsen af januar til sidst i maj og derefter fyldte hele sommeren med korte kurser. Modsat mange ældre kolleger rundt om, som ikke betragtede disse kurser som rigtig højskole, havde jeg ingen forbehold over for disse. Jeg havde som nævnt været på et sådant i Sønderborg og følte at have haft et stort udbytte af det. Men nu var der tilsyneladende ingen, der så andre udveje, så sådan blev det. Vi nåede at afholde fire 2-ugers ældrekurser samme sommer, men for 1970 blev der planlagt det ene højskolekursus på i alt 20 uger og derefter i alt otte 2-ugers ældrekursus, som det kom til at hedde
Midt i det hele skete der så det, at Svend Aage Bülow fik ansættelse som valgmenighedspræst i Bøvlingbjerg og rejste ved udgangen af maj 1970. Til de første fire kurser havde vi så en midlertidig afløser som forstander, Richard Syberg, som var dansker, men i en del år havde været højskolelærer i Sverige. Sidst i juli tiltrådte så Kjeld Hansen, som var forstander de følgende 17 år.
Mønsteret med ét langt højskolekursus først på året og derefter otte korte sommerkurser for ældre blev fulgt de følgende knap ti år. Dog således, at skolen ferielukkede i tre uger i juli.
Højskole for pensionister
Idéen til sådanne kurser var blevet virkeliggjort nogle år før, ved at domprovst i Aarhus, Jørgen Bøgh, fik arrangeret et sådant på Bygholm Landbrugsskole. Det blev hurtigt taget op af adskillige højskoler, og således også på Bornholms Højskole.
Det var jo et nyt begreb for mange, hvor man stadig på den tid i hovedsagen forbandt højskole som noget for unge mennesker. Det vakte derfor en del skepsis og undertiden også noget morskab i den første tid. Det gav sig i begyndelsen udtryk ved lidt sjove bemærkninger. En ældre kvinde sagde engang til mig, at hun længe havde tænkt på, om det var noget for hende, men havde udskudt det, for "sæt nu jeg ikke kunne følge med". En anden som hørte det føjede til, at "jeg købte skam penalhus og det hele". Men den slags forsvandt snart fuldstændigt, efterhånden som det blev mere kendt, hvad det drejede sig om.
Helt fra begyndelsen var det sådan, at langt de fleste af deltagerne var kvinder, vel ca. 75 %, undertiden mere. I de første år skulle der føres individuelle lister med oplysninger om deltagerne, og deri blev det klart, at de fleste var enker.
Allerede tidligt blev betegnelsen som nævnt ændret til ældrekursus, for det var jo ingen betingelse at være pensionist. Tværtimod skulle kurserne i princippet være for alle. Efter nogle år dukkede der således et ægtepar op, som var i midten af 50erne. De blev ligefrem kaldt "de unge". På kurset lige efter kom et ægtepar i midten af 30erne, for "det var jo for alle", som de sagde, og det var egentlig et forfriskende indslag. Ind imellem alle ældrekurserne havde vi dog kurser af en anden karakter, men herom mere længere fremme.
Af grunde, som jeg ikke husker, begyndte kurserne altid med ankomst torsdag eftermiddag og afrejse onsdag morgen 14 dage efter. Der indgik således to weekender i programmet, hvor der den ene søndag var tilbud om en tur til Christiansø. Ellers var det sådan, at der om formiddagen var morgensang med efterfølgende foredrag, og fra kl. 10.15 var der i reglen fire emnegrupper, hvoraf den ene var noget manuelt, som regel stoftryk. På en del af eftermiddagene var der busture til forskellige steder på Bornholm, mens der de andre dage var et foredrag eller et andet arrangement før aftensmaden. Og alle aftnerne var der et indslag med efterfølgende kaffe og aftensang. Endelig var der den sidste dag heldagstur til Nordbornholm med Hammershus som hovedpunktet, og derefter afslutning. Den første tur var i begyndelsen en travetur i Almindingen. Men det fik nogle til at tro, at de alle var af den slags. Derfor blev det ændret, så den første tur blev med bus til Østbornholm og Svaneke.
 Travetur i Almindingen med ældrekursister 1977 (også taget i anledning af mit 10. år som lærer).
|
Forandringer med omlægningen
Omlægningen af skolens virksomhed til de mange sommerkurser medførte selvsagt nogle forandringer. De lærere, der især havde haft med sygeplejeforskolen at gøre, var der ikke mere brug for. Et lærerpar, der havde været på skolen i en del år, fik anden ansættelse, og med Bülows afgang, var jeg efter kun knap tre år pludselig af lærere den ældste i gårde. Det gav mig en god mulighed for at præge sommerkurserne, især med hensyn til ekskursionerne. Jeg havde nogen inspiration fra Idrætshøjskolen i Sønderborg ved forstanderen, Søgaard Jørgensens, måde at lede deres ture på, dertil kom mit kendskab til Bornholm og min personlige interesse for netop dette. Undertiden har disse ture været nedvurderet, betragtet som fornøjelsesudflugter og derfor skulle begrænses. Jeg havde det lige modsat. For mig var det afgørende, at turene skulle være en fuldgyldig del af højskolelivet. De skulle være af samme lødighed som alt det andet.
For de fleste af mine skiftende kolleger tror jeg, det har været noget lignende.
I den korte tid, vi havde Richard Syberg som forstander, fik jeg også lidt erfaring. Han var nær ved pensionsalderen og havde derfor god føling med kursisterne og hvad de kunne klare. Sammen med nogle erfaringer, jeg selv havde gjort mig på en rejse i England, blev jeg klar over, at heldagsturen til Hammershus som det store clou til sidst ikke var helt heldigt. Kursisterne var på det tidspunkt ved at være mættede og i tankerne allerede på vej hjem. Derfor blev turen skåret ned til en eftermiddagstur tidligt i forløbet. Og sådan blev den sidenhen.
Ekskursionerne blev i det hele taget en meget væsentlig del af mit virkefelt, og den videre skildring her handler i hovedsagen om dem.
Kursisterne og deres rejse hertil
I de første år med ældrekurserne kom en del af deltagerne gennem deres foreninger. Der kom således en del fra København formidlet af en organisation, som så vidt jeg husker kaldtes "Pensionisternes Samvirke". En del af dem, ikke mindst blandt kvinderne, udviste i begyndelsen en vis bister adfærd - som om de konstant var i en forsvarsposition. Men da det efter nogle dage gik op for dem, at denne adfærd slet ikke var nødvendig på højskolen, blev de oftest noget af det sødeste, man kunne tænke sig. Det virkede, som de havde mødt noget helt andet, end et lidt barsk storbyliv havde vænnet dem til.
Men ellers kom kursisterne efterhånden fra alle dele af landet - trods en noget besværlig rejse hertil. De, der var bosat i Jylland måtte, fordi vi i begyndelsen modtog dem om eftermiddagen den første dag, påbegynde rejsen allerede om natten. Efter ankomst til Københavns Hovedbanegård skulle de så til Havnegade for at tage med skib til Malmø, hvor stationen heldigvis lå tæt ved havnen. Derfra med tog til Ystad, hvor færgelejet også var tæt på stationen. Derfra så med færge til Rønne, hvor de så blev hentet i bus til højskolen, hvor de ankom ved 14-tiden. Mange af dem var da meget trætte, hvilket undertiden gav sig udslag i en noget følelsesladet adfærd. Men efter en god nats søvn var det som regel meget anderledes.
Et par gange kom der dog en større gruppe fra Aalborg, som havde lejet deres egen bus og rejste hertil over Sverige. De ankom så først hen på aftenen, og de var helt anderledes i humør. Det gav anledning til, at vi for alle kurserne flyttede ankomsten til om aftenen, og det er fortsat lige siden. For de fleste var rejseformen dog stadig den samme.
I 1978 skete der det, at der kom to nye regulære bilfærger til at betjene Bornholm. Der blev anlagt et nyt færgeleje i Ystad, som lå langt væk fra stationen, og det gav selvsagt noget ekstra besvær. Det gav imidlertid anledning til tanker om, bl.a. fra en af vores vognmands chauffører, at hente kursisterne med bus fra København, så de var helt fri for at tænke på deres bagage undervejs. Sådan blev det i en del år. Senere kom så broerne, først over Storebælt og senere over Øresund, og en anden vognmand tilbød så med den ene bus at hente kursister i Jylland med opsamling flere steder også på Fyn og Sjælland. Endestationen blev i første omgang Aalborg, men senere blev det Randers. Denne ordning har fungeret lige siden til stor
tilfredshed for alle.
Kursister fra Sydslesvig
I de første fem-seks år af hele dette forløb kom der på ét kursus hvert år en gruppe på 12-15 kursister fra det danske mindretal i Sydslesvig. De fik tilskud fra deres skoleforening til rejsen og opholdet, og det var afgørende for deres mulighed for at komme. Det var mennesker jeg mindes med megen glæde. Umiddelbart skilte de sig ikke ud fra de andre, men ved nærmere bekendtskab føltes de som mennesker af en særlig karakter eller kvalitet. De var generelt meget bevidste om deres situation, både historisk og aktuelt. En del af dem var jo så gamle, at de havde oplevet både 1. og 2. verdenskrig. En ældre kone fortalte, at hun havde mistet fire sønner i 2. verdenskrig. Alligevel syntes hun, at hun havde haft et godt liv. Det var mennesker med stor livserfaring, som det var godt og inspirerende at møde. Det var omkring 15 år efter København-Bonn erklæringerne fra 1955, som med tiden havde ført til afspændinger i grænselandet, og der lød da heller ingen hadefulde bemærkninger om deres tidligere fjender. En biting var så, at de altid havde en del drikkevarer i form af vin og spiritus med som gaver til os, men det betød nu ikke så meget for mig. Tilskuddet blev dog i det lange løb for belastende for skoleforeningen, så det ophørte, og derefter kom der kun enkelte fra Sydslesvig.
 Ældrekursus 1987 - middagsspisning i den nye spisesal fra samme år.
|
[Fortsætter i højre spalte].
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Kursus for blinde og svagtseende
I min tid på højskolen har vi fordelt på tre år, 1970, 1981 og 1982, seks gange haft kursus for Dansk Blindesamfund, ét på kun én uge, mens resten var på to uger. Det var på det praktiske plan mere krævende, men på andre måder meget givende, og som jeg mindes med glæde. Det første havde vi mens Syberg var afløser. Aldersmæssig var det meget spredt. Der var nogle ret unge, nogle forældre havde nogle børn med, men de fleste var noget oppe i årene. Der var også nogle svenskere med, også i lidt forskellig alder. De fleste var raske og rørige, men der var også enkelte med andre handicaps, og de havde det undertiden svært.
Da vi lidt før de kom første gang skulle planlægge forløbet sammen med en repræsentant fra blindesamfundet, spurgte Syberg lidt forsigtigt, om de skulle ud på ture ligesom de andre kursister. Vi fik prompte det svar, at det skulle de rigtignok. Vi skulle i det hele taget behandle dem som alle andre, dog sådan at vi af hensyn til deres handicap gerne skulle beskrive tingene nøjere for dem. Det gav mig en klar fornemmelse af, hvordan det skulle takles, og det prøvede jeg at leve op til så godt. jeg kunne.
Undervejs havde vi som med alle de andre kurser en travetur i Almindingen. På grund af hedebølge blev den på det første hold udsat til om aftenen, og jeg sagde på forhånd, at på grund af det noget uvejsomme terræn var det nødvendig med en seende for hver ikke-seende. Men det rettede de sig ikke efter. Vi skulle blandt andet op gennem Fuglesangsrenden, som er et rigtigt bornholmsk klippefyldt og ujævnt terræn. Derop igennem førte en ung svensk pige, der kun var svagt seende, tre andre svensker, som var helt blinde, men det gik, langsomt, men sikkert. En anden ældre svensker, som var dårligt gående, lykkedes det også med stærk støtte fra sin yngre kvindelige "sekretær" at komme igennem. Sådan var det med flere andre. Fra at have været noget betænkelig i begyndelsen, blev jeg efterhånden mere rolig og blev fuld af beundring over, hvad de præsterede. Efter at have besøgt den gamle fæstningsruin, kaldet "Lilleborg", gik det hjem ad jævnere veje til aftenkaffen. Jeg var meget imponeret over deres præstation, hvad jeg sagde til dem i en lille tale. Så sagde deres leder, som ikke havde været med, at det var da pænt af mig at fortælle dem det. "Men det ved vi jo godt", føjede han til, "men fortæl det hellere til alle andre". Det gjorde jeg senere på alle traveturene i skoven, når vi holdt pause ovenfor Fuglesangsrenden.
 Blindekursus - en ekstra travetur nær ved højskolen. Vi er i Ekkodalen med lidt af skovridergården i baggrunden.
|
Da kurset var slut, og de takkede af, var der en mand på omkring min egen alder, der sagde specielt tak for turen i Almindingen. "For vi skal jo ha´ det korporligt", føjede han til. Det blev overskriften på en artikel, som jeg skrev til skolens årsskrift efter et af de senere blindekurser. (Og som er gengivet andetsteds på denne hjemmeside).
Det følger nærmest af sig selv, at blinde og svagtseende til hverdag må leve et noget begrænset liv med hensyn til bevægelsesfrihed på grund af deres handicap. På et andet senere blindekursus opdagede vi, at det egentlig også gjaldt fire frieftermiddage under kurset. De sad rundt om på terrasserne og hyggede sig med øl og kaffe og foretog sig ellers ikke noget. Det fik mig til at foreslå, at vi lavede nogle frivillige aktiviteter i de eftermiddage. Nogle kolleger var med på det, og det blev til fire grupper. En med keramik, en med trampedans, som den gang var på mode, den tredje ting husker jeg ikke hvad var, men min aktivitet kaldte vi "Det nære miljø". Det bestod i traveture i skolens nærmeste omegn. Det viste sig imidlertid, at der kun kom ganske få til de tre førstnævnte ting, mens en uventet stor flok fulgte med mig på traveturene. Det medførte, at vi på det næste kurser kun tilbød traveturene, og det viste sig, at næsten alle, der var raske til bens fulgte med - egentlig en meget opløftende oplevelse for os alle.
Ved en evaluering ved slutningen af et af disse kurser, var der en mand, der rejste sig og sagde noget i retning af: "Vi har brug for nogle lærere, der tør tage os ud til de steder, som vi ellers er afskåret fra, og som alle andre ikke tør tage os hen og opleve". Det var tydeligt, at det var noget sådant, han havde oplevet på kurset, og det står for mig som den bedste ros, vi har fået.
Vandrekurser
Ved udgangen af 1987 fratrådte Kjeld Hansen som forstander som 62-årig for at gå på pension. I hans sted blev Bente og Karsten Thorborg forstanderpar. De kom som lærere fra Uldum Højskole, hvor de i nogen tid havde haft sommerkursus med vandringer på Hærvejen. Allerede den første sommer,1988, arrangerede vi et par tilsvarende her på Bornholm. Det var noget, der lå tæt op ad, hvad jeg længe havde drømt om at kunne lave med Bornholm som omdrejningspunkt, så jeg gik med det samme ind i overvejelser om, hvordan det kunne udformes. I første omgang blev det to ugekurser, men allerede året efter både to uge-kurser og ét 2-ugeskursus med vandringer. I de første par år prøvede jeg mig en del frem med tilrettelæggelsen for at finde frem til, hvad der egnede sig bedst. Efterhånden blev det et fast mønster med nogle variationsmuligheder. Disse vandrekurser har lige siden været et fast indslag i sommerkursusprogrammet, og i min tid blev jeg som den, der kendte Bornholm bedst leder af dem alle undtagen et enkelt kort før, jeg på pension.
Kurserne foregik ved, at vi i nogle dage kørte ud i bus til en del af øen, hvor det var oplagt at foretage vandringer. Bornholm er som bekendt en skæv firkant, og på 2-ugers kurset blev det til en tur til hvert af de fire hjørner, samt endnu én til Gudhjem-området. To af disse ture var heldags, hvor deres madpakker blev bragt mad ud. Senere havde vi dem med i kølebokse i den ene bus. Dertil kom en ekstra tur den ene søndag til Christiansø ligesom på alle de andre kurser. De andre dage var der så vandringer i og omkring Almindingen samt en enkelt eftermiddag, hvor der var mulighed for at besøge det ret nye kunstmuseum. På ugekurser var det naturligvis mere koncentreret.
Det var en lidt anden kategori af mennesker, der kom på disse kurser. Aldersspredningen var større, men stadig flest af den lidt ældre del, og efter karakteren af kurserne var de generelt meget raskere end ældrekursisterne.
På det allerførste vandrekursus, som altså var på én uge, stod vi hen på eftermiddagen efter vandring på Nordbornholm i Slotslyngen lidt syd for Hammershus. Derfra kunne vi se Slotsgården, hvor der var cafeteria, og hvor busserne holdt i nærheden. For at de senere frit kunne se sig om på Hammershus, gav jeg besked om det klokkeslæt, hvor de skulle være i busserne og efter et kort ophold i Allinge at køre hjem. Men det var en meget mere livlig flok, jeg havde med, så jeg var lidt nervøs for, om det ville fungere.
Men da tiden kom, var de alle i busserne, så jeg blev beroliget, men også lidt beskæmmet. På et senere vandrekursus var der en yngre kvinde, der sagde til mig, at de godt kunne fornemme, at vi var vant til at have med pensionister gøre. Nå, hvordan det? spurgte jeg. "Jo", svarede hun, "vi skal have alting at vide tre gange". Det måtte jeg jo så tage til mig som en påmindelse. Det var en anderledes flok, vi var ude med på disse kurser.
I de første år var vi hele hold - op omkring 80 deltagere, når der var flest. Det var mange at færdes med, men det gik i reglen godt. Der opstod for så vidt kun ét problem. Der var ofte nogle, der var utålmodige og ville gå stærkt til, mens andre ville tage den mere med ro og have tid til at se på blomster undervejs. Det var somme tider lidt besværligt at finde balancen i dette. Senere blev der arrangeret sideløbende kurser, så der blev lidt færre deltagere - mest omkring 60.
 Vandrekursus. Vi er på den sidste del af en vandring i Almindingen og går på en del af volden til "Gamleborg".
|
Alt i alt er vandrekurserne den del af mit virke, som jeg mindes med størst tilfredshed, og hvor jeg føler, jeg har ydet mit bedste. Jeg gjorde meget ud af at lægge turene således, at vi fik set så meget af Bornholms natur og kulturminder som muligt og i pauser undervejs fortalte om de forskellige ting. I det store og hele har jeg fornemmelsen af, at det lykkedes ret godt.
På et tidspunkt i 1990erne blev der sat spørgsmålstegn ved en del af højskolerne korte kursus. Man mente, det var rene ferieophold, og for vores vedkommende var det netop vandrekurserne, der blev nævnt. Det irriterede mig noget, fordi det netop var dem, jeg lagde så stor indsats i. Det forstummede dog snart. En embedsmand i ministeriet ringede til kontoret og stillede en del ledende spørgsmål, som skolens bogholder blot kunne svare ja til, og så var det overstået. Jeg kendte vedkommende embedsmand, som var en af "vore egne", og sendte ham en venlig tanke.
Cykelkurser
Efter årtusindskiftet kom det på tale også at arrangere cykelkurser. Det lå for så vidt nær op ad idéerne vedrørende vandrekurserne, så jeg gik i gang med at planlægge ture og prøvekøre dem på egen hånd. Det blev efter nogenlunde samme retningslinjer som netop med vandrekurserne: en tur til hvert af Bornholms fire hjørner og en til Gudhjem, heraf to heldagsture, hvor der blev bragt mad ud. Dertil et par ture i Almindingen og én til området omkring Aakirkeby, hvor der var lejlighed til at besøge NaturBornholm, et ret nyt såkaldt oplevelsescenter, hvor øens natur skildres fra de ældste tider til i dag. Vi bestemte antallet af deltagere til højst 35. På den tid var kursusstrukturen ændret således, at der var to - og ind imellem tre - sideløbende kurser af forskellig art.
Til disse cykelkurser kunne vi i vid udstrækning drage fordel af de ret nyligt etablerede cykelveje, dels nyanlagte bl.a. på nogle af de tidligere jernbanespor, dels på afmærkede, mindre biveje, hvorved de omfattede hele øen. På den måde fik vi mulighed for at komme rundt flere steder end på vandreholdene, men omvendt måtte vi holde os til de farbare steder, mens vandrerne i mere begrænsede områder helt anderledes kunne komme rundt i det bornholmske terræn.
Kurserne begyndte beskedent i 2002 med kun 13 deltagere, men på det næste samme år var der det dobbelte, og det blev i god begyndelse. For mig nærmede pensionsalderen sig imidlertid, så jeg overlod til min kommende afløser, Jesper Larsen, at køre foran det meste af tiden. Som bagstopper var jeg med igen året efter og også et par gange senere efter at være gået på pension.
Cykelkurserne havde imidlertid den ulempe, at de involverede et stykke mekanik, en cykel. Jeg var ret heldig ikke at have nogen nævneværdige uheld udover en enkelt punktering. Men Jesper var senere mere uheldig med hele fire punkteringer på én tur, og ovenikøbet med en kraftig lokal tordenbyge. Ved enkelte lejligheder med tekniske uheld måtte skolens pedel, Jørgen Kofoed, rykke ud med en reservecykel.
 Cykelkursus. Vi havde kørt på en smuk strækning langs kysten nord for Hasle og er på vej videre mod Helligpeder.
|
Tiden på eftermiddagsturen var noget presset, så nogen tid efter at jeg var fratrådt, fik Jesper udvirket, at alle cykelturene med lang strækning startede kl. 10 formiddag, hvor der så også blev bragt mad ud. På et kursus nogle år efter blev jeg igen bedt om at være bagstopper på et ugekursus. På turen til Rønne blev der noget regnvejr, så efter en rask beslutning indtog vi den udbragte mad i vores hus i udkanten af Rønne, som vi var flyttet til i 2001. På vejen hjem så det ud til mere regn, og det blev der, så vi kørte den mest direkte vej. Men de sidste par kilometer kom vi ud for noget nær skybrud og ovenikøbet i modvind. Da vi kort efter var vel tilbage på højskolen, kom jeg med nogle beklagende bemærkninger om det voldsomme vejr til sidst, men en kvindelig læge på omkring 50 år fra Valby, udbrød spontant: "Det var da bare sjovt at opleve". Det var et frisk folkefærd på disse kurser, og mit indtryk er, at de gennem hele tiden fik et godt forløb.
Afsluttende bemærkninger
De specielle kurser, jeg her har omtalt, vandrekurser, blindekurser og cykelkurser, fylder ret meget i denne skildring, men vi kommer ikke uden om, at de, der i antal har fyldt mest i hele forløbet, er ældrekurserne. I en del år havde vi som tidligere nævnt hver sommer otte af dem, men efterhånden blev det sværere med skolens økonomi. Omkring 1980 ophørte vi derfor med at holde samlet ferie i tre uger i juli og i stedet skiftedes til det, så der også var kurser i denne måned. Omkring samme tid gik vi desuden over til de gamle tider for vinterholdet, som så blev holdt fra begyndelsen af november til slutningen af marts. Derved blev det muligt af begynde med sommerkurserne i først i maj og have dem til midten af oktober, i alt 12 gange 2 uger.
I mange år var det sådan, at kursisterne nærmest kom af sig selv. De hørte til de årgange, der aldrig havde været på Bornholm, og øens mange "herligheder" var nok til at trække dem til. Efterhånden blev det dog lidt sværere, så der måtte gøres lidt mere ud af at forklare, hvad de enkelte kurser gik ud på.
Det har været et langt, og i det store og hele et positivt forløb. Tidligt på året 1989 var jeg på et kursus på Nordens Folkelige Akademi i Kungälv i nærheden af Göteborg, hvor jeg traf et lærerpar fra en af de deciderede ældrehøjskoler. Under en samtale med dem om vores fælles virkefelt afrundede jeg med bemærkningen: "Vi gør en god gerning med de ældrekurser". "Ja", svarede min mandlige kollega med eftertryk". Lad det være min konklusion om dette forhold.
Om hele kortkursusvirksomheden i de mange år kunne jeg sige noget nær det samme. Det var dem, der medførte, at skolen undgik at måtte ophøre, og dermed også at jeg kunne fortsætte som lærer helt til pensioneringen. Det må medgives, at det selvfølgelig ikke har været problemfrit, men det har været til at overse.
Vi har naturligvis været flere om hele virksomheden, normalt 4-5 personer af lærergruppen til sommerkurserne, og dertil naturligvis hele det praktiske personale, som er endnu flere. Kurserne har også indeholdt andet end ekskursionerne, som fylder meget i denne skildring. Det er da også den del, der har fyldt mest i mit hele virkefelt.
Men som tidligere nævnt anser jeg sommerkursusvirksomheden som andet og mere end en måde at få højskolen til at overleve på indtil, "man fik den banket op igen". For mig har den helt fra begyndelsen været fuldgyldig højskole, og det er jeg godt tilpas med.
I slutningen af februar 2003 rundede jeg de 67 år og gik på pension. Jeg kunne være stoppet før, men havde sat mig for at fortsætte til den officielle pensionsalder. Siden den tid har jeg nogle gange i tilfælde af sygdom eller andre hindringer medvirket som afløser på ekskursioner på enkelte andre kurser end de allerede nævnte. Min sidste medvirken som sådan var på et vandrekursus i 2013. Men derefter har jeg været i løbende kontakt med skolen ved forskellige lejligheder.
 En kort byvandring i Nexø som slutning på en tur til Sydbornholm.
|
Ekskurs om højskolens historie<
I 1981 blev jeg gjort opmærksom på, at det var 125-året for den allerførste højskolevirksomhed her på Bornholm. Det medførte, at jeg ved efterårsmødet holdt et foredrag om det, en slags kavalkade over forløbet fra 1856 og ca. 100 år frem. Samtidigt blev jeg klar over, at der kun var 12 år til den nuværende højskoles 100-års jubilæum. Jeg og en kollega, Steen Balle, gik derfor i gang med at samle kildemateriale til en jubilæumsbog. Da det var sådan, at jeg ikke havde ret meget at gøre i vinterhalvåret, gik jeg i gang med at skrive, og det lykkedes mig at blive færdig med en bog til jubilæet den 3. november 1993, "Bornholms Højskoleliv", som omfatter tiden fra 1856 til 1945.
Der var imidlertid en del løse ender, så jeg fortsatte arbejdet i lidt bredere forstand. Det er fortsat i min pensionisttilværelse, og resultatet fremtræder i denne hjemmeside. Noget af stoffet deri kunne være et godt supplement til denne skildring, især en kortfattet skildring af hele forløbet fra 1856 til 2016. Der er ligeledes en stor serie af mine egne fotos fra min tid som lærer på skolen.
Rønne, juni 2022
Svend Aage Møller
|
