Det folkelige - illusion eller inspiration?

af Svend Aage Møller

I de seneste år synes det gammelkendte begreb det folkelige at være kommet på mode igen. Vi kender alle ordet fra vendingen "festligt, folkeligt og fornøjeligt", men det turde være overflødigt over for årsskriftets læsere at nævne, at det også kan have en noget anden betydning. Det blev jeg da også gjort bekendt med, da jeg for ca. en snes år siden havde mit første møde med højskolen som elev.

I adskillige år derefter blev det folkelige for mig en slags fælles-nævner for alt det, som højskolen stod for, en fællesnævner for det skoleliv omkring væsentlige tilværelsesspørgsmål og det menneskelige fællesskab, som jeg selv havde oplevet i en højskolesammenhæng, og som selvfølgelig rakte langt videre ud end selve højskolens rammer.

Derfor studsede jeg, da jeg for nogle år siden hørte en forstander (Gustaf Bengtson) tale om den rette fortolkning af det folkelige. Var det et sæt ideer eller ligefrem en højskoleideologi, som det drejede sig om at forstå rigtigt? Siden da er ordet stadigt hyppigere dukket op i såvel diskussioner som i almindelig sprogbrug - dog tilsyneladende med noget forskelligartet betydning. Man vender og drejer begrebet, sætter det ind i forskellige sammenhænge og søger at definere det på ny i et forsøg på at fastholde det i vores nuværende situation. Der tales ligefrem om "jagten på det folkelige" (Dansk ungdom og Idræt).

Alt dette gjorde det på et tidspunkt påtrængende for mig at efterforske ordets oprindelige betydning for om muligt at komme til klarhed over, hvad det eventuelt kunne bruges til i dag. Det drejer det følgende sig om.

Det undrer næppe nogen, at det folkelige har en nær tilknytning til Grundtvig. Det er først og fremmest ham, der har givet begrebet indhold. Men det var ikke noget, han greb ud af den blå luft. Selve ordet er muligvis gammelt, men det fik ny aktualitet som et led i de nationale strømninger, som med stor styrke opstod i det meste af Europa i 1800-tallet. Man kan sige, at det folkelige er Grundtvigs særlige fortolkning af det danske under indtryk af disse strømninger.

Som sådan er det en temmelig omfattende tankebygning, og det kan være svært nok bag ved hans vanlige "snakkesalighed" i dag at få et klart indtryk af det væsentlige i det. En nogenlunde fyldestgørende og samtidig overkommelig kilde er dog hans digt om "Folkeligheden" fra 1848.
(Det findes i fyldige uddrag i alle udgaver af højskolesangbogen. Citaterne fra det og fra andre skrifter i det følgende gengiver jeg for nemheds skyld i moderne retskrivning og for tydelighedens skyld i kursiv).
Det fremgår af digtet, at de væsentlige bestanddele af det folkelige er sans for modersmålet og fædrelandskærlighed:

"Til et folk de alle høre
som sig føle selv dertil
har for modersmålets øre
har for fædrelandets ild..."

Der tales om "den fælles folkeånd", som det gælder om at holde fast ved. Hvis folket lader sig lede "mer af ånd end vind og vejr", så kan det trøstigt forvente, at en ny tid vil blomstre op, "Gyldenåret", som vil blive en efterglans af Danmarks storhedstid i oldtid og middelalder. Skal dette nås, må alt fremmed, specielt det tyske, drives ud, og det danske sættes i højsædet: danske love, danske skoler, danske tanker, danske plove. Da vil "dansken lykkelig begavet (bo) med fred og fryd på havet... da er alting folkeligt". Da vil de forskellige stænder: præst og adel, borger, bonde, kunstner, skipper, skolemand trods hver sin stilling i samfundet stå sammen om det danske, thi deri ligner de alle hinanden: har tilfælles "byrd og blod, modersmål og løvemod". Dog endnu ét hører med til det folkelige: det mandsdominerede samfunds gode forhold til kvinder og børn: "... ej på val og ej på tinge / agtes børn og kvinder ringe,/ hvad der end går op og ned,/ dansk er immer kærlighed".

For Grundtvig er digtet nok så meget et fremtidssyn som en konstatering af faktiske forhold. Det er en vision om, hvordan tingene kunne forme sig under det tilstundende folkestyre, hvis danskerne ville være tro mod de kvaliteter, som lå gemt i dem som folk i kraft af deres fælles oprindelse.

Og Grundtvig blev som bekendt ikke uden betydning. Hans tanker er vendt og drejet, har vakt til modsigelse og har inspireret til mange ting lige siden. Men var hans tale om det folkelige end et langt stykke rettet mod et fremtidigt ideal, er den vist ofte blevet drejet mod en mere samtidig forherligelse af det danske. Et par eksempler på tendenser i den retning skal kort omtales.

1 1895 udsendte Bornholms Højskoles forstander, N. P. Jensen, et lille skrift om "Baldersmythen". Under en travetur i Ekkodalen i tøbrudstiden med meget rindende vand fra klipperne havde det slået ham: "Dette er jo gråden over Balder". Og han får den tanke, " . . . at Balder ikke er sommerlysets gud men - vinterguden". I de videre højstemte og poetiske refleksioner over det tema siger han om Balder: "Var jeg kunstner, han skulle stige frem i blændende marmorpragt og kalde på alt, hvad der er af ungdom, renhed, mildhed og kraft i vort folk".

I slutningen af artiklen hedder det: "Spørger vi nu nærmere om mytens åndelige indhold, .. Hvilke slutninger kan vi heraf drage om vor stammes, vort folks oprindelige åndspræg?

"Det vil da slå os først, at deres opfattelse af vinternaturen er så barnefrisk, så ungdomssund. Endnu den dag i dag vil ungdommen kendes ved dette vinterbillede som deres. Det forudsætter jo nemlig et sind, der er uden forståelse af eller frygt for dødsmagterne omkring det, som kun føler livet banke jublende i deres bryst, sejrsikkert, som om intet kunne skade det. Men dette var just også vore fædres sind, hvad talrige historiske eksempler viser. Og det er endnu barnets og den barnlige ungdoms sind.

"Det er i sin egentligste og skønneste skikkelse det barnligt-rene sind. "Baldersmyten er en hymne til renheden.

"Og her står vi ved et af den nordiske stammes oprindeligste og dyreste mærker (hvad allerede en romer som Tacitus har set), og overalt, hvor dette trues eller angribes, der står vort folkeliv for fald. Det er for os en livsværdi, der er uerstattelig".

I 1922 gengav Ollerup Højskoles forstander J. P. Kristensen- Randers, i samme skoles årsskriftet et foredrag, som han havde kaldt "Spejle", spejle i en billedlig betydning. Han skriver, at således som "mennesker kan spejle sig i hverandres sind og tanker", er der meget forskelligt, som også et folk kan spejle sig i, for eksempel dets litteratur. Han omtaler Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" som i visse dele et ensidigt forvrængende, men i andre dele et meget smukt spejlbillede. Det negative skal imidlertid ikke forbigås som uvedkommende, hvis det bidrager til folkets selvforståelse. "Men med særlig iver og kærlighed skal vi granske de træk af det danske, som vi kan finde i det arvegods, der har århundreders hævd som gode danske folkespejle".

Til disse danske træk hører blandt andet rigsvåbenskjoldet, der bærer 'de stærke løver i hjerternes milde hegn' som centrale symboler. (Min fremhævelse). Mærkeligt nok har man altså ikke betragtet løver som noget fremmedartet i Danmark.

I samme tankegang skriver Kristensen-Randers videre: "Historiens ældste vidnesbyrd om vor folkeånd finder vi i vore myter. Af dem skønner vi, at vore gamle forfædre havde den mening, at styrke og mildhed tilsammen er den dybeste faste grund under vort folkeliv. Denne livsanskuelse har de givet personlig skikkelse i de ideale fantasi-skabninger aser og vaner. De første, og til dem hører Odin, Tor og Tyr, udmærkede sig ved mandigt mod og mandig kraft, og de sidste, til hvilke hører den milde Frey og den grådfagre Freja, er det blide og den kvindelige ynde fremstillet".

Han nævner endvidere folkesagnene som eksempler på det samme, hvorefter han fra sin egen tid mere udførligt omtaler nogle jævne søfolk og fiskere, som i farens stund og under livets tilskikkelser havde udvist heltemod og menneskelig storhed. Det er tydeligt, at han helst ser det positive. Han nævner nogle eksempler på store personligheder, og fra den politiske sfære følgende: "Vor politiske historie har sådanne mænd som C. Berg og Estrup. Hvor forskelligt dommene om dem end vil falde, derom turde der være enighed, at de havde både mandigt mod og varme hjerter".

[Fortsætter i højre spalte].

------------------------

Til toppen af højre spalte

Så meget om folkelige toner fra en svunden tid. De er udtryk for en stærk tro på danskerne og den danske kulturs muligheder. Dertil var de led i forsøg på at anskue tilværelsen ud fra en stor helhedsbetragtning, hvor begreber som folk og fædreland, sproget og den åndelige arv var de faste grundpiller.

Når nu det folkelige dukker hyppigt op igen og stundom giver anledning til seriøse overvejelser, indgår som emne i kursusprogrammer osv., er det så - som så meget andet i vor tid - en nostalgisk venden tilbage til en tabt fortid? Eller sker det for at fastholde gamle værdier i en urolig og splittet tid?

Et entydigt og klart svar på det spørgsmål findes imidlertid næppe, eftersom begrebet er rummeligt og bruges i mange forskellige sammenhænge. Man hører det brugt om noget, som folk i bred almindelighed kan være med til, men som er andet og mere end det vulgære, det bruges i forbindelse med filosofiske betragtninger om sprog og lignende, det bruges om et fællesskab, der er andet og mere end det snævert politiske, især partipolitiske, eller det bruges om et mere afgrænset fællesskab om det ene eller det andet, f.eks. gymnastik eller foredrag, o.s.v.

Bag ved den nuancerede brug af ordet aner man dog i mange tilfælde traditionen bag det: man fornemmer en forestilling - eller drøm - om, at der trods alle forskelligheder i politisk, social, kulturel og andre henseender mellem os danske dog findes noget, som vi er fælles om, og som vi stadig kan bygge noget værdifuldt på. Det gælder i de små sammenhænge, når man for eksempel taler om traditionerne omkring musik, sang og dans, såvel som i de større sammenhænge, når man taler om de åndsværdier, som går dybere end nutidens ideologiske stridigheder.

Og det er der jo god mening i, for i den betydning er der klar forbindelse tilbage til Grundtvig. Man finder, at der er noget af værdi i denne tradition, som man søger at fastholde eller genfinde. Men samtidig har man ofte en fornemmelse af, at der bagved gemmer sig en ængstelse for, at der i sidste instans alligevel ikke er noget at finde. Spørgsmålet melder sig, om der er noget i disse tanker, der også i dag kan bygges noget på. Eller om de blot er nogle åndspersonligheders tidsbestemte forestillinger, som kunne begejstre i nogen tid, men i det lange løb viser sig at være luftkasteller - illusioner, som er ved at briste?

Det er unægtelig ganske værdifulde egenskaber, folk som N. P. Jensen og Kristensen-Randers - og med dem mange andre - tillægger os danske, og som bekræftelse på det henviser de bl. a. til historiske eksempler. Men historien kan som bekendt bruges til meget. Vel er det rigtigt, at der i Danmark er fostret ikke så få fremragende skikkelser, og at mange tildragelser i historien kan siges at have fået et lykkeligt forløb her i landet, men med den viden, vi har i dag, vil det ikke være svært at finde lige så mange eksempler på det modsatte.

Og hvem ville i dag driste sig til at karakterisere os danske på lignende måde som de to ovennævnte højskolefolk. Det ville vist nærmest virke komisk, hvis man forsøgte på det. Man har mere lyst til at give forfatteren Erik Aalbæk Jensen ret, når han fornylig i et interview udtaler, at han synes egoismen i dag er mere nøgen, mere skamløs, end den var før. (Uddrag i Højskolebladet nr. 20, 1979). Endvidere er det givetvis iagttagelser fra det seneste historiske forløb, der får såvel Aalbæk Jensen som fhv. minister Poul Møller til at tvivle på, om vi danskere længere kan betegnes som et folk. (Sidstnævnte i en kommentar i TV-avisen til egen kronik fornylig (1979)).

På denne baggrund melder sig for mig spørgsmålet, om danskerne nogensinde har været et folk i den forstand som folkelighedsbegrebet faktisk forudsætter.

Det er blevet sagt om 1800-tallet, at det mere end alle de andre idéstrømningers, som hører hjemme i det, er de nationale strømningers århundrede. Der tales i den sammenhæng meget om begrebet folk, og folkets fællesfølelse blev anset for at være den væsentlige drivkraft i det historiske forløb, "...hvad udad tabtes, det må indad vindes..." er et glimrende udtryk herfor.

Men samme år, som Grundtvig skrev sit digt om folkeligheden (1848), udsendte Karl Marx "Det kommunistiske Manifest", hvor der tales nok så meget om klasser og klassekampen som den drivende kraft i historien. Ligeledes proklameres det, at "arbejderne har ikke noget fædreland". Karl Marx levede ganske vist i et andet land, men han har dog ikke været uden betydning også herhjemme.

Hvem af de to har så ret? Eller hvem af dem fik ret i deres fremtidsvisioner? Som jeg tolker den historiske udvikling: ingen af dem. Uhyre meget er i dag helt anderledes end nogen dengang kunne forudse, og mere end nogensinde forekommer det nødvendigt at se tingene i lyset af den ændrede situation.

Er tankerne om det folkelige da noget værdiløst åndeligt arvegods, som vi hellere burde efterlade bag os som en idéhistorisk kuriositet? Både ja og nej. Hvis man som beskrevet ovenfor betragter det folkelige som et faktisk eksisterende nationalt fællesskab, en fællesfølelse af kærlighed til fædrelandet, som vi nærmest er blevet indpodet i kraft af vores fælles historie, og som kommer til udtryk i visse ædle egenskaber - og det er der visse tilløb til også i den aktuelle forståelse af begrebet - så mener jeg, man er ude i noget helt uholdbart og hellere må lade det gå i glemmebogen hurtigst muligt.

Men når det er sagt, må det retfærdigvis tilføjes, at traditionen omkring folkelighedsbegrebet rummer en positiv grundstemning, som man også i dag kan sige ja til. Og hvis man med skyldig hensyntagen til det tidstypiske i tankerne betragter dem som idealer, man kan arbejde hen mod virkeliggørelsen af, så kan der stadig hentes inspiration i dem, selvom det må ske i erkendelse af en bestandig afstand til målet.

Jeg må da også yde Kristensen-Randers lidt retfærdighed med endnu et uddrag af hans artikel. Efter opremsning af en del store personligheder som gode eksempler på den danske karakter siger han: "Vi skal ikke prale af stærke kræfter, ikke heller af, at vi er så hjertensgode mennesker: men vore våbenmærker skal lade os føle ansvaret for den dådskraft og det hjerte, vi har fået at arbejde med..." Han gengiver en sang af Grundtvig om det for denne centrale begreb kærlighed og fortsætter: "Lad Grundtvigs ord om kærlighed til fædreland, modersmål og konge, til frihed, fred og ære, til glæde, skønhed og oplysning tale for sig selv til danske viljer, idet vi ihukommer det gode danske ord: kærlighed er en vilje".

Igen er sprogbrugen fra en svunden tid, men ånden i det kan jeg her sige ja til. Udsagn af denne art, som kalder på ansvarlig handling for at holde det, der er af værdi, i hævd, skorter det da heller ikke på i "højskolelitteraturen". Et godt eksempel er en kendt sang af Holger Begtrup, som slutter med ordene: "...og livets dåd du skylder dit folk og dit fædreland!" Det er ord, som for mig stadig har en betydelig grad af gyldighed. I dag ville jeg blot ikke udtrykke mig i så højstemte vendinger, men i stedet tale om ansvarlighed og forpligtelse over for den sammenhæng, man nu en gang er i.

Jeg har ganske vist af og til fået at vide, at også sådanne ord i dag er gammeldags og nærmest uforståelige for den unge generation - og for den sags skyld også for mange af den lidt ældre. I dag drejer det sig nok så meget om noget ganske andet: det at stille sine krav og få opfyldt sine forventninger til tilværelsen ud fra nogle til tider temmelig fantasifulde forestillinger om, hvad der er muligt.

Personligt er jeg dog ikke i tvivl om, at skal der være mening i at tale om en levende folkelig tradition, så må begreber som ansvar og pligt sættes helt anderledes i højsædet, end de synes at være for tiden.

Det kan synes lidt småt således at reducere et centralt begreb hos Grundtvig til noget, der ligner en asketisk moral - den Grundtvig, som jo oftest talte i helt anderledes begejstrede vendinger, bl.a. om 'ånden, hvis løsen er bedrifter'. Der var da også en tid, hvor det var på sin plads, og hvor det fik stor betydning, men nu forekommer det modsatte ofte at være mere påkrævet: dette at besinde sig på, at livet også i de materielt rige samfund må leves inden for visse begrænsninger, og at vi alle har vores del af skylden for, at det i øjeblikket ikke går så godt, som det måske burde. Derfor mener jeg, at al tale om det folkelige som en ny fællesnævner - eller hvilke udtryk, der ellers bruges - vil være tom snak, hvis ikke den i samme åndedrag knyttes sammen med en tilgrund-liggende ansvarlighed.