Højskolen og dens folkelige bagland

Foredrag ved efterårsmødet den 9. september 2006

(Til foredraget havde jeg ikke et færdigt manuskript, men kun en udførlig disposition. Det nedenstående er derfor ikke en ordret gengivelse, men snarere en skriftlig rekonstruktion af indholdet. Enkelte detaljer, som udsprang af situationen, er derfor udeladt, mens andre lidt uddybende forklaringer er kommet til).

Anledningen til foredraget med den ovennævnte titel var, at indeværende år, 2006, er 150-året for oprettelsen af den første højskolevirksomhed her på Bornholm. Det skete den 27. oktober 1856 i en købmandsgård på torvet i Aakirkeby, hvor de to unge løjtnanter, Lucianus Kofod og Philip Rasch Dam indledte et højskolekursus, der var berammet til at vare to vinterhalvår. Det må egentlig betegnes som en tidlig begyndelse - kun 12 år efter den allerførste begyndelse i 1844 i Rødding i Sønderjylland.

I den forbindelse forekommer det værd at nævne, at der næsten samtidig, nemlig den 3. november blev indviet en anden højskole i landet. Det var Grundtvigs egen højskole lidt nord for det daværende København, som han kaldte "Marielyst" efter sin anden afdøde hustru, Marie Toft. Til indvielsen havde han skrevet den kendte højskolesang "Hvad solskin er for det sorte muld", og i et foredrag en af de første dage af skolens virke erklærede han, at sangen skulle opfattes som hans program for skolen, og andet ville man ikke få fra ham. Det skyldtes, at han ikke ønskede at skrive et program over, hvordan skolen skulle indrettes, d.v.s hvilke fag der skulde undervises i og lignende, men derimod hvad der på skolen skulle udrettes.

Sangens poetiske billedsprog skal naturligvis ses i sin helhed, men det forekommer mig, at "programmet" særlig kommer til udtryk i tredje vers, hvor det hedder:

"Som Urter blomstre og Kornet groer
I varme Dage og lyse Nætter,
Saa Livs-Oplysning i høie Nord
Vor Ungdom Blomster og Frugt forjætter"

Hvor meget skolevirksomheden i Aakirkeby var præget af Grundtvigs skoletanker, er svært at afgøre. Lucianus Kofod har dog utvivlsomt kendt til Grundtvig, men det er nok i højere grad de mere generelle oplysningstanker, som florerede i tiden, han var præget af, tanker, som havde deres oprindelse i 1700-tallets oplysningsfilosofi.

Efter at have set nøjere på den undervisningsplan, han havde udarbejdet, og de debatindlæg han skrev i anledning af planerne, vil jeg dog fuldt ud betragte virksomheden som en del af den danske højskoletradition. Det var nemlig ikke en skoleform, der stod fuldt færdig fra første færd, men lidt efter lidt fandt den form, som blev dens særkende siden hen.

Som det vil fremgå nedenfor blev det her på Bornholm ikke noget stabilt og kontinuerligt forløb. Der blev flere begyndelser indtil 1893, hvor den nuværende Bornholms Højskole ved Ekkodalen blev oprettet, og hvor det trods mange vanskeligheder gennem tiden er lykkedes at holde højskole lige siden.

Det har medført, at der for hvert 12. og 13. år kan holdes et jubilæum med et 25-årigt interval, henholdsvis for den første begyndelse i Aakirkeby i 1856 og for oprettelsen af den nuværende højskole i 1893. Det jubilæum, der fejres i år er således det fjerde, jeg har været med til at markere i min tid som lærer.

I 1968, året efter at jeg blev ansat, var det 75-året for oprettelsen af den nuværende skole. Det blev markeret ved, at jeg arrangerede en slags historisk kavalkade som elevunderholdning ved vinterelevmødet i slutningen af marts, og til årsskriftet sidst på året skrev jeg en lidt tilsvarende kavalkade over skolens historie med brudstykker af artikler i årsskrifterne gennem tiden.

Tretten år senere, i 1881, var det 125-året for den første begyndelse i Aakirkeby, og da holdt jeg ved efterårsmødet et foredrag om, hvilke tanker om undervisningen de forskellige forstandere havde gjort sig gennem tiden. Dette jubilæum gav anledning til, at jeg og en daværende kollega, Steen Balle, begyndte at indsamle kildemateriale om skolens historie med henblik på en større skildring til den næste jubilæum i 1993. På grund af forholdene på det traditionelle højskolekursus om vinteren havde jeg ikke så meget at lave på den tid af året, så derfor gik jeg videre med det arbejde, og det lykkedes mig at færdiggøre bogen "Bornholms Højskoleliv" til 100-års jubilæet, der blev fejret med stor festivitas den 3. november 1993.

I år, 2006, 25 år efter 1981 og i 150-året for den første begyndelse i Aakirkeby, har jeg så igen stået på den gamle talerstol ved efterårsmøde i den gamle gymnastik- og foredragssal og redegjort for det tema i skolens historie, der vedrører den folkelige bevægelse, som i mange år udgjorde en væsentlig forudsætning for dens virke.

Egentlig er det ret forunderligt, at højskolen som den særlige skoleform den er, har overlevet i så mange år, og at det derfor er muligt at markere et sådant jubilæum. Det skyldes efter min opfattelse, at der efterhånden rundt omkring i landet opstod en bred folkelig bevægelse, som sluttede op om skoleformen - således også her på Bornholm. Efter at have gransket meget i skolens historie er jeg overbevist om, at uden denne folkelige bevægelse havde skolen ikke fået nogen lang levetid.

Trods det, at bevægelsen forekommer meget væsentlig for skolens virke og hele eksistens, står den imidlertid svagt i historieskrivningen. Det skyldte nok hovedsageligt, at den ikke har "aflejret" noget egentligt kildemateriale, og dens betydning må derfor afledes indirekte og i ret høj grad bero på skøn.

Den begyndte langsomt, men voksede sig efterhånden stærk. Den bestod af en kreds af mennesker, især fra det mellemstore landbrug, for hvem det blev en familietradition - et dannelsesmønster kunne man kalde det - at deres unge sønner og døtre kom på højskole. Endnu i mine unge dage kunne man fornemme, at idealet for de "rigtige" højskolefamilier var, at de unge kom på efterskole i 16-års alderen, på højskole omkring 18-20 års alderen, og nogle år senere eventuelt på landbrugsskole eller husholdningsskole. Skulle det være rigtig fuldendt skulle der på et tidspunkt også indgå et ophold på Askov Højskole.

Denne tradition ebbede imidlertid langsomt ud og fik mindre og mindre betydning for tilgangen af elever. Efterhånden er den på det nærmeste helt ophørt.

Her på Bornholm kan man næppe tale om en sådan folkelig bevægelse, da den første højskolevirksomhed begyndte i Aakirkeby for 150 år siden. Og heller ikke i de følgende mange år. Det var enkeltpersoner støttet af en begrænset kreds af mennesker, der tog initiativ til det.

I 1856 var det som nævnt Lucianus Kofod og Philip Rasch Dam, der oprettede det første højskolekursus her på øen.

I 1863 forsøgte en kreds af fremtrædende mænd fra Aakirkeby og omegn at få en skolevirksomhed i gang igen - utvivlsomt inspireret af et besøg af en talstærk flok elever og lærere fra Staby, Gedved og Hindholm højskoler samme år. Det blev imidlertid ikke til noget. I 1868 forsøgte en kreds af mennesker fra samme område igen at etablere en ny skolevirksomhed. Man begyndte at tegne aktier til køb af en gård og havde taget kontakt til et forstanderemne, Chr. Thurah, som havde udarbejdet en undervisningsplan. Det lykkedes dog ikke at få tegnet nok aktier, så det blev opgivet.

Samme år begyndte Peter Julius Bon imidlertid en regulær højskolevirksomhed på Pæregård i Østerlars efter i de to foregående år at have haft en form for højskolekursus i Sandvig. På denne gård blev det til to vinterkursus med et rimeligt antal elever. I 1870 begyndte han igen i Østermarie i en ny bygning opført til formålet. Fra sommeren året efter, 1871, blev der også holdt skole for unge piger.

Denne skole kom med enkelte afbrydelser til at fungere i ca. 22 år, men det meste af tiden med ret få elever og derfor under svære økonomiske vilkår. Den skiftede derfor også ledelse ret ofte. Julius Bon fortsatte i de første 6 år til 1876, Chr. Brodersen derefter i 2 år, fra 1879 brødrene Bøgeskov, og fra 1885 til 1892 Alfred Foverskov.

Med hensyn til den folkelige bevægelse ser det ud til, at den i løbet af Østermarie-skolens virksomhed lidt efter lidt er vokset sig stærkere, og blandt andet fået tilslutning fra folk, der havde været elever på andre højskoler, især Vallekilde Højskole. Og efter at Alfred Foverskov i 1892 bebudede, at han opgav at føre skolen videre, var bevægelsen åbenbart så stærk, at den formåede at tage initiativ til en ny skole på et nyt sted og få det gennemført.

Det blev den nuværende Bornholms Højskole ved Ekkodalen, som allerede året efter, 1893, blev oprettet af en kreds af mennesker fortrinsvis fra det sydlige Bornholm. For at bruge et moderne udtryk kan man sige, at det folkelige bagland trådte i karakter og fik foretagendet til at lykkes.

Man startede en aktietegning, og man fik tegnet 158 aktier à 50 kr. De var fordelt på 87 personer, hvoraf 13 personer havde tegnet i alt 57. Det var ikke så meget, som man havde håbet på, men nok til at man turde gå i gang.

I løbet af foråret påbegyndtes byggeriet, og den 16. juli blev der ved en højtidelighed nedlagt en grundsten, hvorefter man samledes til et møde i Ekkodalen, hvor der siden i mange år var sommermødeplads, og hvor den nyligt restaurerede talerstol står. Her holdt man som det sidste punkt stiftende generalforsamling i "Aktieselskabet Bornholms Højskole". Der blev imidlertid intet nævnt om renter og udbytte af aktierne, så det var reelt en ren foræring til skolen.

For at give et indtryk af karakteren af denne folkebevægelse vil jeg omtale nogle enkeltpersoner og deres familier, som stod central i den. Et par af de bedste eksempler forekommer mig at være Markus Peter Hansen fra St. Duegård og Markus Peter Blem fra Værmelandsgård, begge i Aaker.

Markus Hansen var elev begge vintre på det første højskolekursus i Aakirkeby. Han blev gift med en datter fra Fynegård i Knudsker, og på et tidspunkt overtog de hans fødegård, St. Duegård. De fik i alt 12 børn, men 5 af dem døde som små. I 1893 var han blandt initiativtagerne til den nye højskole og blev i mange år formand for bestyrelsen. Af hans 7 overlevende børn blev de 4 elever på skolen i de første år, og den yngste søn var muligvis elev på et sideløbende realskolekursus i den første forstanders tid. Fra den næste generation på St. Duegård kom også to sønner og to døtre som elever, hvorimod nogle af de andre af Markus Hansens børnebørn blev elever på andre højskoler.

Markus Blem var den næstældste af en søskendeflok på seks på Værmelandsgård, som alle var på højskole, på Hindholm, Vallekilde og Østermarie samt den yngste også på Mellerup Højskole i nærheden af Randers. De fem af deres senere ægtefæller havde også været på højskole. Markus Blem havde som den første været på Hindholm Højskole i 1866, og i 1870 tog han desuden en vinter på højskolen i Østermarie. Tre år senere overtog han den ene Engegård i Nylars, blev gift med Julie Larsen fra Egeskovsgård i Aaker, som havde været elev på Grundtvigs Højskole "Marielyst". I tidens løb fik de otte børn, og den ældste af dem, Ludvig Blem, nåede også at blive elev på højskolen i Østermarie, i øvrigt sammen med Martin Andersen, der senere som forfatter tog tilnavnet Nexø. Om nr. 2 af flokken, Axel Blem, var på højskole, ved vi ikke, men de øvrige seks blev alle elever på den nye højskole. Den ældste datter, Sigrid Marie, tilbragte to år på skolen, idet hun efter den ordinære elevtid fortsatte på det førnævnte realskolekursus. Derefter blev hun hjemme på gården lærerinde for sine yngre søskende og nogle nabobørn. Hun blev senere gårdmandskone på St. Bukkegård i Aaker, idet hun blev gift med en søn derfra, Ludvig Kofoed. De fik i tidens løb syv børn, hvoraf én dog døde som lille, men de øvrige seks blev alle elever på Bornholms Højskole.

Om Markus Blem skal det i øvrigt nævnes, at han var folketingsmand for Rønne-kredsen fra 1881 til 1909, i alt 28 år. Det gav ham en særlig position, og det hedder sig, at det i særlig grad var ham, der ivrigt agiterede for oprettelsen af den nye højskole, og han bidrog altså godt til dens trivsel ved at hans børn blev elever. Hans andre søskende var ikke så frugtbare som han. Fire af dem fik kun ét barn, en fik to børn og en fik ingen. Derfor blev det kun til tre elever tilsammen fra dem. Noget lignende kom til at gælde for hans egne børn. Af hans samlede flok børnebørn blev det dog til i alt 12 elever, hvoraf datteren Sigrid altså tegnede sig for halvdelen.

[Fortsætter i højre spalte].

------------------------

Til toppen af højre spalte

Anderledes var det med den største højskolefamilie, Skovgårdsfamilien fra Bodilsker. På denne gård boede fra 1879 Thor Kofoed og hans kone Vilhelmine, som var født Hansen og stammede fra Vestre Slamragård i samme sogn. Han havde været på Freerslev Højskole i nærheden af Hillerød, og senere var han også på Vallekilde højskole. Hun havde også været elev på Vallekilde Højskole. De fik i tidens løb 10 børn, hvoraf én dog døde som lille. De andre 9 blev alle elever på højskolen ved Ekkodalen, den ældste datter i sommeren 1899 og de andre fulgte efter i løbet af de følgende 17 år. Den ældste datter blev uddannet husholdningslærerinde, men døde ret ung og ugift af meningitis. En anden datter blev gårdmandskone på Fyn, mens de øvrige syv alle blev gårdmænd eller gårdmandskoner her på Bornholm. En af sønnerne forblev barnløs, mens de øvrige seks med deres respektive ægtefæller tilsammen fik 38 børn. Af disse mange fætre og kusiner blev 27 elever på Bornholms Højskole. Dermed blev denne vidt forgrenede familie som nævnt den største "højskolefamilie".

Sådan var der en lang række af fortrinsvis gårdmandsfamilier, hvorfra der kom 3, 4, 5 eller endnu flere søskende som elever til Bornholms Højskole, og de udgjorde så stor en del af den samlede elevflok, at skolen trods konstant beskedne kår dog kunne fungere på et rimeligt grundlag. Der er i øvrigt i store træk en klar sammenhæng mellem gårdenes størrelse og antallet af søskende - bortset fra de største gårde; fra dem kom der væsentligt færre i gennemsnit.

Men der er en del undtagelser fra dette mønster. Der var således også familier fra mindre landbrug, hvorfra der kom flere søskende. De fleste fra familien Westh, Skovshøj i Østerlars, hvorfra der kom 8 søskende som elever.

Hvor ved jeg så alt dette fra? På et tidspunkt under arbejdet med den førnævnte jubilæumsbog bestemte jeg mig til at foretage en slags sociologisk undersøgelse af de elever, der kom fra landbohjem. De optrådte ellers kun som lange navnelister med enkelte andre data i elevprotokollerne, som man kunne lave lidt generel statistik ud af, men ellers var de så at sige anonyme. Jeg ville finde ud af, hvor de kom fra, og senere blev det også til, hvad der blev af dem bagefter. Det gjorde det nødvendigt at registrere dem efter deres hjemsted og bagefter efterforske deres senere liv. Det medførte et ret omfattende registrerings- og efterforskningsarbejde ved hjælp af forskelligt kildemateriale, hvor især Ernst G. Olsens såkaldte "sladrebog" viste sig særdeles nyttig. Af andet må nævnes diverse stamtavler, Bornholms Vejviser, telefonisk eller skriftlig henvendelse til tidligere elever eller deres efterkommere samt endelig enkelte statistiske tabeller over landboforhold i den ældste udgave af Trap: DANMARK o. lign. Resultaterne af alt dette kunne så udmøntes i nogle statistiske analyser, som er gengivet i sidste del af "Bornholms Højskoleliv", men som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.

Som en sidegevinst til alt dette arbejde tegnede der sig imidlertid et langt klarere billede af bevægelsen, som jeg har givet nogle eksempler på ovenfor. Den trådte så at sige ud af anonymiteten og kunne i store træk kortlægges rundt om i de bornholmske hjem. Denne del af arbejdet viste sig at være noget af det mest givende for mig at sysle med.

Jeg har i det foregående et par gange nævnt Vallekilde Højskole, og meget tyder på, at det var derfra en meget væsentlig inspiration for den bornholmske højskolebevægelse i dens første tid udgik. Førnævnte Markus Hansen nævner i nogle erindringsskitser i valgmenighedens jubilæumsskrift fra 1919, at de på et tidspunkt - i sommeren 1869 - inviterede skolens forstander, Ernst Trier, herover for at holder nogle møder, og det hedder om ham, at han var den, "der vakte mest Opmærksomhed blandt os og tog os fangen ved sin store Personlighed". Markus Hansen skriver videre, at "Det var forholdsvis ikke faa unge Mænd, der i 60'erne rejste til Højskole, først til Hindholm og senere Vallekilde". En vinter skulle der således have været 12 bornholmere på Vallekilde, og et andet sted hedder det, at der gik en stadig stigende strøm dertil.

Jeg har også haft mulighed for at undersøge dette nøjere og fundet frem til, at der i Vallekilde Højskoles første 25 år var 66 unge mænd og 102 unge piger fra Bornholm som elever. Der var således betydelig flere piger end mænd, men de talte åbenbart ikke så meget med dengang.

Der er ingen tvivl om, at disse Vallekilde-elever fra den tidlige tid fik en ganske stor betydning for den nye Bornholms Højskole ved Ekkodalen. En ret betydelig del af de nævnte søskendeflokke, der kom som elever var netop deres børn.

Det var naturligvis væsentligt, at kredsen fungerede som "leverandør" af elever til skolen, men med i billedet af bevægelsen hører også gentagne indsamlinger af penge, når der var krise eller der skulle bygges nyt. Hver gang, der skulle udvides eller ske forbedringer blev der tegnet nye aktier, som reelt var et tilskud til skolen. Der blev oprettet en hjælpefond til særlige formål, og elevforeningen ydede i mange år tilskud til elever, der ikke kunne få offentlig støtte. Uden denne økonomiske støtte havde skolen næppe heller klaret sig igennem. I denne forbindelse er der grund til at nævne en enkeltperson, Vilmer Juul Nielsen, Ll. Grammegård, Aaker, som i 1950'erne var formand for skolens bestyrelse, men også udlånte ganske mange penge til skolen.

I tidens løb svandt bevægelsens betydning imidlertid ind, og tilgangen af elever gik ned. Det tog sin begyndelse allerede sidst i 1920-erne med den 3. generation af højskoleelever, og sidst i 1930-erne tog man det drastiske skridt at afskedige en forstander, fordi der ikke kom tilstrækkeligt med elever.

Ved en efterfølgende målrettet indsats for at rette op på tingene lykkedes det en kort tid at få elevtallet højere op, og nogle af de yngste elever fra den store Skovgårds-familie skal ses i denne sammenhæng.

Nedgangen i antallet af elever var en generel tendens i hele landet, og i tiden efter 2. verdenskrig nåede man et lavpunkt med ca. halvdelen af det højeste elevtal fra omkring 1920. I Jylland holdt betydningen af den folkelige bevægelse noget længere, men her på Bornholm kom der fra 4. generation kun ganske få elever fra den oprindelige kreds. Det var endeligt slut med 1958 og 1963, hvor de sidste to var elever.

På landsplan medførte nedgangen, at man satte kraftigt ind for at få elever fra byerne. Højskolernes sekretariat blev oprettet, og man satte ind med oplysningsvirksomhed. Rundt om på højskolerne indkøbte man skrivemaskiner for at kunne tilbyde maskinskrivning som fag, der blev oprettet forberedelseskursus til seminarier og sygeplejeforskoler. Det medførte, at der kom et stigende antal piger fra byerne som elever, mens antallet af mandlige elever holdt sig mere konstant på et lavere antal.

Og så begyndte en enkelt skole med en regulær reklameoffensiv. "En sommer De aldrig glemmer" var sloganet for en skole i Jylland, der havde oprettet en højskolelinie med fremmedsprog som den væsentligste del af undervisningen. Det var det, der medførte, at jeg selv tog på denne skole i sommeren 1959. Jeg fik da også lært noget engelsk og tysk, som jeg siden har haft en del gavn af, men jeg blev egentlig meget mere optaget af alt det andet i undervisningen og skolelivet i det hele taget. Det fik så tre år senere som konsekvens, at jeg selv gik i gang med en læreruddannelse med henblik på at gå ind i dette arbejde.

Regulær reklame blev dengang ikke betragtet som god skik, men efterhånden som det blev sværere at få elever, er det i tidens løb blevet meget omfattende. Der er udfoldet en meget omfattende kreativitet på dette felt samtidig med, at der er udfoldet mange bestræbelser på at tilpasse undervisningstilbuddene til det, der ville kunne tiltrække tidens unge. Som konsekvens af det er de klassiske højskolefag efterhånden gledet meget i baggrunden.

I forhold til tidligere med den folkelige bevægelse som baggrund er det således et helt andet grundlag højskolerne har virket på i de sidste årtier. I mine mange år som lærer på Bornholms Højskole har jeg ofte spurgt mig selv, hvor længe vi som skoleform kunne klare os igennem med at avertere og reklamere for sagen. For 8-10 år siden så det ud til at være ved at være slut. Højskolernes aktuelle problemer turde være velkendte efter megen medieopmærksomhed i de senere år, hvor mange skoler har måttet lukke.

Det forekommer mig imidlertid, at den nuværende krise egentlig har været undervejs megen længe og for så vidt kun er blevet udsat af den store arbejdsløshed gennem 70-erne og 80-erne. Skolerne fik dengang et betydeligt tilskud af unge arbejdsløse som elever, hvilket mange steder utvivlsomt har sikret en rimelig økonomi. I de sidste år, hvor denne arbejdsløshed næsten er forsvundet og hvor antallet af unge er faldet stærkt, har det uundgåeligt givet problemer med tilgangen.

Højskolerne står derfor nu i en situation, hvor der er stor usikkerhed om både formål og muligheder. Et ministerielt udvalg har gennem et år arbejdet med problemstillingerne, der er gennemført ny lovgivning, og der er ind imellem en del røre og debat om tingene. Der kommer også jævnligt bud på, hvad skoleformen kunne eller burde være i fremtidens samfund, men endnu tegner der sig ikke noget klart billede.

I en vis forstand kan man derfor sige, at højskolernes egentlige problem er, at de har mistet deres folkelige forankring. Den gamle højskolebevægelse er på det nærmeste forsvundet, men skal der forsøges fundet noget nyt til erstatning for den, må det nødvendigvis blive på et helt andet grundlag.

Selv har jeg ikke noget egentligt bud på fremtidsmulighederne for højskolerne, som jeg engang har hørt betegnet som hørende til vores "kulturelle arvesølv". Jeg vil dog slutte denne redegørelse med en personlig kommentar.

Jeg var i mange år filmoperatør for skolens kunstlærerinde og så i den forbindelse adskillige gange en kort film om billedkunstneren Harald Isenstein. Han og hans kone medvirkede med kunstundervisning på et par korte sommerkurser på skolen i slutningen af 1950-erne. Han var tysker af jødisk afstamning og havde derfor under nazismen i 1930-erne måtte flygte til Danmark og under besættelsen videre til Sverige. I en del af filmen fortæller han stilfærdigt og nøgternt om de chikanerier og forfølgelser, han havde været udsat for, men føjer så til: "Vi skal forgive (tilgive) dem, thi de ved ikke hvad de gør". Lidt senere tilføjer han som en slags konklusion: "Der findes i virkeligheden kun to slags mennesker: ånd og ikke-ånd".

Jeg er tilbøjelig til at se på højskolen i det samme perspektiv - måske fordi udsagnet blev fremsat så stilfærdigt og sympatisk. Jeg mener dermed, at det ikke er så afgørende, hvad man beskæftiger sig med, men at den undervisning der finder sted er båret af ånd. Dermed mener jeg ikke, at al anden undervisning, der foregår, er åndløs, men for højskolen er det afgørende.

Begrebet ånd opfattes måske i dag let som et gammeldags ord, som dækker over en vis opstyltet indbildskhed, men hvis det bliver det, er det ikke længere af ånd. Som jeg forstår ordet vil det altid følges af ydmyghed over for tilværelsens store spørgsmål og vilkår - og en grundlæggende ansvarlighed over for liv og samfund i den sammenhæng man er i. Det er i den forstand, jeg mener, at dette er livsnødvendigt for højskolen, hvis den skal bevare sin særlige karakter og tradition i en ny tid. At der i dens undervisning og aktivitet som helhed er noget, der peger videre ud end de enkelte fag og færdigheder i sig selv.