Grete Larsen:

Min allertidligste erindring om Bornholms Højskole går helt tilbage til, da jeg var en lille pige på 6-7 år. Det var en sommer, hvor vi var på ferie herovre, og hvor vi en dag var til et møde herinde. Jeg kan endnu tydeligt se gymnastiksalen for mig. Det var en pastor Hedemann,[1] der holdt foredrag. Jeg forstod jo ikke ret meget af det dengang. Jeg kan blot huske, at han fortalte noget om elverpiger. Det forekom mig, at det var et møde særlig for min morfars familie, for de var der allesammen, men det har nu nok været et af skolens almindelige møder.

Begge mine forældre var bornholmere, men jeg er ellers født i Hellerup, den 29. december 1911. Senere boede vi i Gentofte, men fra 1920, hvor jeg altså var ni år, boede vi i Kolding, hvor min far var bestyrer for det lokale elektricitetsværk.

Min mor hed Marie Christine Bidstrup og var datter af kulhandler Christian Bidstrup i Rønne. Hun var den yngste af syv søskende, fem drenge og to piger. Min morfar var en af den talrige Bidstrup-familie, og mange af dem var meget højskoleinteresserede. Flere af hans fætre havde været elever på Vejstrup Højskole på Fyn, og de var meget engagerede i højskoleforeningen og valgmenigheden. I min mors hjem var det nu nok hendes mor, Marie, altså min mormor, der var den drivende kraft. Hun var en meget stærk og socialt interesseret kvinde, og hun bestyrede en hjælpekasse derude i Rønne. Min morfar var en elskelig, mildt og stilfærdig mand, der virkede mere bag kulisserne.

Min mor kom da også på højskole herinde som 16-årig. Det var i sommeren 1907, og det var forstander Andreas Hansens første sommerhold. Det blev for hende en oplevelse, der kom til at betyde meget for hende; hele højskoleånden fulgte hende hele livet igennem.

Udsnit af elevbillede fra sommeren 1907. Grete Larsen har udpeget pigen i den hvide cirkel som sin mor, Marie Christine Bidstrup. Foran i billedet ses Andreas og Inger Hansen med deres to børn. Den ældre mand til højre er en pensioneret norsk præst, O. P. Monrad, som i en række år tilbragte nogle uger på skolen om sommeren og medvirkede som foredragsholder og ved musikarrangementer. Den ældre dame bagved i midten må være Andreas Hansens mor, Gedske Hansen.

Min mor var en meget frisk pige, og ligesom sin mor også meget socialt interesseret senere. Og så var hun i øvrigt lidt af en oprører. Hun ville kun det, hun selv ville. Jeg kan endnu erindre, min mormor fortælle om engang, hun havde fået lov til at tage nogle højskolekammerater med hjem på besøg. Købmandsgården lå sådan, at hun på afstand kunne se dem komme ned ad gaden, og der kom så Christine skridende foran i reformkjole og sandaler med kammeraterne i en lang hale efter. Det var dengang, de smed korsetterne og andre snærende ting. Det ville hun ikke vide af. Hun skulle ikke have nogen spændetrøje på.

Min far var derimod ikke spor interesseret i højskolen. Han hed Thor Erik Eriksen og var eneste søn fra Vibegård i Knudsker. Han ville ikke være landmand og overtage gården, så derfor solgte min farfar den allerede i 1904. Han ville derimod læse videre til ingeniør, og det blev han. Det var i denne egenskab, han senere blev el-værksbestyrer i Kolding.

Vi havde nogle slægtninge på min far side ovre i Jylland. Den ene var en gårdmand i Nagbøl ved Lunderskov ikke langt fra Kolding, der var blevet gift med en bornholmer. Der havde de en stor sofa med et lille skab i hver ende. I disse opbevarede de højskolesangbøger, og af samme grund blev de kaldt højskolesofaer. Der kom vi en del, og når vi var samlet der, blev sangbøgerne hentet frem og så blev der sunget. Det var i 1920-erne, og jeg kan huske, at folk var meget optaget af, hvad der foregik på Rønshoved Højskole med forstander Aage Møller. De havde også bygget - eller indrettet - en valgmenighedskirke i et gammelt mejeri i Skanderup. Der var en pastor Eskesen. Der havde været et stærkt modsætningsforhold i området på grund af en pastor Moe, som var stærkt indremissionsk. Så blev der en kamp og en kreds lavede valgmenighedskirken.

Denne højskoleånd, der var der, levede, som jeg nævnte det, i min mor hele hendes liv igennem, men vi er aldrig blevet presset til nogetsomhelst - til at gå i kirke eller noget andet. Den påvirkning, hun udøvede, var udelukkende ved eksemplets magt.

Selv kom jeg på højskole på Askov. Det var i vinteren 1929 på det udvidede kursus. Det var et af de første år, Arnfred var forstander, og nok det sidste, at Jakob Appel endnu medvirkede med foredrag; han var da blevet ramt af en hjerneblødning. Vi havde ellers nogle fremragende lærere. Der var C. P. O. Christiansen, Bo Rud, Holger Kjær, Juul Andersen o. fl. Både Bo Rud og Juul Andersen har været til efterårsmøde her, mens jeg var herinde, og med Juul Andersen havde jeg den sjove oplevelse, at han da, ca. 30 år efter, med det samme kunne kende mig. Lauridsen spurgte mig, om jeg havde lyst til at køre med ind og hente ham. Det gjorde jeg så, og da han går ned fra landgangsbroen og hilser, så siger han: "De har da også været på Askov". Han kendte mig dog ikke ved navn. Med Arnfred var det helt anderledes; han lærte aldrig sine elever rigtig at kende. Det gjorde derimod Appel. Men Arnfred var nok heller ikke den helt fødte højskolemand, men kom dog til at betyde meget inden for højskolen - og bl. a. også i andelsbevægelsen.

Selv om jeg var ganske ung, da jeg var på Askov, er jeg dog ikke i tvivl om, at opholdet der kom til at betyde meget for mig rent menneskeligt, og langt senere er det gået op for mig, at jeg der fik en ballast, som jeg nok slet ikke kunne erkende som ung.

Efter opholdet på Askov kom jeg på Sorø Husholdningsskole, og senere igen blev jeg så uddannet husholdningslærerinde på Ankerhus Husholdningsseminarium, også i Sorø. Den blev absolut også ført som en højskole og i grundtvigsk ånd. Forstanderinden, Magdalene Lauridsen, var en meget markant skikkelse. Hun blev for øvrigt gift med Peter Dam, som i nogen tid stod for det lille lærerseminarium i Nexø, d.v.s. efter at han var blevet enkemand.

Jeg var kun 22 år, da jeg var færdig på Ankerhus, og mit første job som husholdningslærerinde fik jeg sommeren 1933 på Himmerlands Ungdomsskole i Haubro. Det var jo også en slags højskolemiljø, jeg der havnede i. Det var for øvrigt en bornholmer, Holger Bidstrup, som var forstander, og så vidt jeg husker var han kommet fra Vestbirk højskole. Skolen var kørt ned, og Bidstrup skulle rette den op igen. Derfor skulle alt udnyttes mest muligt, også lærerne. Jeg kom til at undervise i op til 45-50 timer om ugen, ikke blot i mit fag som husholdningslærer, men i forskelligt andet også. Jeg underviste i botanik, i dansk og i regning. Engang imellem kørte vi ud med eleverne for at danse folkedans på logulvene med rigtig himmerlandsk spillemandsmusik til. Jeg havde egentlig aldrig fri - kun nogle ganske få weekender. Jeg fik 80 kr. i løn plus kost og logi, men jeg har næsten aldrig haft så mange penge som dengang, for jeg havde jo ingen lejlighed til at bruge dem. Det var noget af en ildprøve for mig, der kom fra et meget beskyttet miljø der hjemme, men det var nu alligevel en meget dejlig sommer for mig - og meget lærerig.

Vinteren efter kom jeg til at stifte lidt bekendtskab med Rødkilde Højskole. Jeg var dog ikke tilknyttet selve højskolen, men blev afløser for en husholdningslærerinde dernede på Møn, der var blevet syg. Jeg overtog fem aftenskolekursus, som blev holdt forskellige steder, og to af dem blev netop holdt på højskolen, hvor der var et skolekøkken i en lille særskilt bygning. Skolen var kørt noget ned på det tidspunkt og havde netop da mange arbejdsløse på kursus. Skolekøkkenet var også noget forsømt, men jeg fik da et nogenlunde undervisningslokale ud af det.

Grete (Eriksen) - forrest som nr. 4 fra venstre - med et af sine husholdningshold på Rødkilde Højskole 1935. Fra et brevkort, som hun havde sendt til forældrene.

Ved slutningen af vinterskolen var jeg med til afslutningen, og da kaldte forstanderen, Vagn Møller, mig for en skjoldmø. Det opfattede jeg som en kompliment. Godt 50 år senere blev Rødkilde den første højskole min mand og jeg besøgte på et kort kursus.

I 1935 flyttede jeg så herover til Bornholm, blev gift og fik børn. Og så gik årene. Jeg underviste også her på forskellige aftenskoler, og jeg fik efterhånden også lidt forbindelse med højskolen her. Jeg kom herind ved forskellige lejligheder, bl. a. lavede jeg nogle demonstrationer for husmandskonerne, når de holdt deres kursusdage herinde.

Så skete der det i 1954, at jeg mistede min mand, Holger Larsen. Da var jeg netop blevet bestilt til at lave endnu en demonstration herinde. Men så ringede de til mig fra foreningen og spurgte, om jeg ønskede at blive løst fra opgaven. Jeg svarede imidlertid, at hvis jeg ikke kunne klare det om tre uger, kunne jeg heller ikke klare det om et halvt år.

Så jeg tog herind, da tiden kom, og den første jeg mødte var fru Lauridsen, som tog mig om halsen og udtrykte sig medfølelse. Så kom Lauridsen, og han spurgte mig med det samme: "Har du noget at lave?" "Næ", svarede jeg, "det har jeg ikke". "Jamen, så kan du komme herind til vores sommerpiger". Det blev forresten det sidste hold sommerpiger, sommeren 1955.
[Fortsætter i højre spalte].
------------------------

Til toppen af højre spalte

Vintervejr på højskolen i begyndelsen af 1956.

Sådan gik det til, at jeg i nogle år blev mere fast engageret herinde. Til maj 1955 brød vi op hjemmefra og flyttede herind. Så vidt jeg husker, boede vi den første sommer oppe på selve skolen, men senere kom jeg til at bo nede i "Hytten".

Vi kom så i gang med sommerskolen, men småt og fattigt var det. Skolen havde i mange år haft alt for få elever, så økonomien var yderst anstrengt. Der var kun råd til det allernødvendigste. Der var heller ikke ret mange elever den sommer, en halv snes tror jeg.

Efter sommeren blev det bestemt, at jeg skulle fortsætte også på vinterholdet. Skolen havde nemlig nogle år før begyndt på at have både unge mænd og unge piger om vinteren. Før jul var der ikke ret mange elever, men der kom flere til efter jul, så vi kom op på over 15. Og så blev det til, at jeg også skulle prøve at have et hold i madlavning for mændene. Det var jo noget ret nyt dengang, men det gik godt; de gik til sagen med stor interesse. Og så fik jeg ovenikøbet det bedste, man kan få på en højskole, nemlig en svigersøn. Det var Erik Koefoed fra Blæsbjerggård i Nyker, som et par år efter blev gift med min datter, Else Marie.

De fleste af elevholdet efter nytår 1956. Ifølge protokollen var de i alt 16 elever, 5 piger og 11 mænd. Der mangler således 3 her, hvoraf den ene må være fotografen, Erik Koefoed. Madlavningsholdet for mænd denne vinter med Grete Larsen i midten.

På grund af de alt for få elever, måtte skolens indtægter suppleres med en masse andre aktiviteter, ikke mindst en række korte sommerkurser, som I jo har endnu flere af nu. Lauridsen følte vist, at det var ved at overstige hans kræfter, og da fru Lauridsen i sommeren 1956 ventede deres yngste, blev det opgivet at holde pigeskole den sommer. Derfor blev der jo ingen husholdningsundervisning, men i stedet kom jeg så til at forestå skolens egen husholdning, som fru Lauridsen ellers forestod. Jeg blev kokkepige eller økonoma, om man vil. Det blev noget af en hård most for mig. Køkkenet var gammelt med et gammeldags komfur og tunge gryder, og min fysik var egentlig ikke til det, så det gik noget ud over min ryg. Men jeg puklede på, og det gik den sommer.

Jeg stod kun for skolens køkken denne ene sommer. Siden blev der heller ingen egentlig husholdningsundervisning, men jeg havde dog stadig lidt herinde, holdt nogle foredrag og forskelligt andet, men nu nærmest udelukkende i sommerferietiden. Der var nemlig sket det, at jeg fik noget undervisning på Østre Skole i Rønne, og efterhånden kom jeg med dette op på næsten fuldt timetal. Og så var der kun tid til højskolen i sommerferierne.

Nogle sommerferier tog vi så igen ophold i "Hytten", og jeg medvirkede med forskellige foredrag på de korte kursus, f. eks. havde jeg engang en foredragsrække om familiekundskab.

Jeg kan jo ikke huske de mange kurser hver for sig, men enkelte træk står stadig klart i erindringen. Vi havde engang et kursus inden for Folkeuniversitetet, hvor Helle Gotved og ægteparret Seidelin medvirkede. Engang havde vi et kursus for Dansk Kvindesamfund. Det var et meget stort hold, der var over 100. Det skulle jo være lidt fint, og skolen kørte som jeg nævnte før på et meget lavt blus økonomisk, så det var svært at lave noget ekstra i køkkenet.

Vi havde også et meget morsomt kursus engang. Det var et kunstkursus med Harald Isenstein. Min dreng, Niels Holger, var efterhånden blevet omkring 12 år, så han var med. Han malede og fik meget ros. Det blev skrevet i avisen, at han malede med hjertet; men han blev nu aldrig kunstner, i hvert fald ikke på det felt.

Jeg hjalp til med snart sagt alting i disse sommerferier med de mange korte kurser. Det var jo ikke som i dag med små fine huse og pæne nyrenoverede værelser. Der var de to barakker, Solgården og Grønnegården med køjesenge o.s.v. Lauridsen blev ganske vist lidt forkert i hovedet, når vi kaldte dem barakker, men det var de jo. Vi måtte så gøre, hvad vi kunne for at gøre det så hyggeligt og indtagende som muligt, når kursisterne kom. Der skulle helst stå en lille buket blomster på hvert værelse, og i alverdens mærkelige små vaser og hankeløse kopper m.m. arrangerede vi så små buketter af blomster, som vi sendte de unge ud at plukke. Og Niels Holger og Ebbe, som efterhånden var blevet fostbrødre - de havde oven i købet blandet blod - de skulle ryste alle disse tæpper. Det var unægtelig meget små og beskedne forhold. Det var en kamp for overhovedet at overleve. Og alle måtte vi tage en tørn med. Men jeg havde dejlige medarbejdere - lige fra køkkenpersonalet og op til forstanderfamilien. Der er snart ikke den ting, jeg ikke har lavet i de sommerferier herinde.

Karla Frederiksen og Grethe Larsen. Udsnit af et stort gruppebillede af sommerkursister fra 1957.

En af disse somre gik meget af min tid med at passe Mor Karla, Karla Frederiksen [2], som i en række år var fast medvirkende ved sommer-kurserne. Hun var efterhånden blevet temmelig syg af sykkersyge og var næsten blind. Når hun så skulle holde foredrag, så smykkede jeg hende. Hun elskede kornblåt, og gik altid klædt i blåt. Så skulle jeg følge hende op i salen, og vi begyndte altid med at synge "I alle de riger og lande". Hun var en pragtfuld foredragsholder, og hun kunne få en hel sal til næsten at gå til af latter, men hun var meget seriøs samtidig. Når jeg ser hende for mig herinde, ser jeg hende altid sidde i sit blå antræk ude under det store gamle bøgetræ og altid med en eller anden betrængt sjæl i hånden, som skulle trøstes eller have et godt ord med på vejen. Jeg læste også hendes post for hende og læste højt for hende og gik hende meget til hånde.

Grete Larsen underviser i ernæ-ringslære på sygeplejeforskolen.

Så kom efterhånden også sygeplejeskolen til [3], og den blev jeg også hægtet på og underviste i ernæringslære, men da kom jeg herind fra Rønne. Ellers kom jeg her gerne, når der var større møder, f. eks. når foreningen Norden var her. Så ringede fru Lauridsen gerne om jeg kunne komme herind og hjælpe, og jeg kom stadig i perioder herinde i ferier.

Jeg blev gennem årene herinde meget nært knyttet til familien Lauridsen, og skolen her blev ligesom mit andet hjem. Og især for min søn, Niels Holger, kom opholdene her til at betyde meget. Her fik han en mandlig kontakt, som han jo ellers ikke fik, fordi jeg var alene med dem.

Men på et tidspunkt flyttede Lauridsens, og så blev det anderledes for mig. Jeg tabte lysten, da de ikke var her mere. Jeg fortsatte dog et år under den nye forstander, Svend Aage Bülow, men det var kun med de timer, jeg ugentlig havde med sygeplejeeleverne.

Så gik der nogle år, hvor jeg ikke kom herind, hverken til møder eller andet. Men senere, efter at Kjeld Hansen og "Engse" (Ingrid) var blevet forstanderfolk herinde, blev det fast skik, at Kristine Lauridsen og Maren Ottesen kom til elev- og efterårsmødet. Så hentede vi dem altid ved båden, og så begyndte jeg igen at komme herind, og da sammen med min nuværende mand, Louis Guldborg. Vi er kommet her regelmæssigt til møderne lige siden.

Efter at vi blev pensionerede tog vi en del år på korte sommerkurser på forskellige højskoler rundt i landet. Men nu er vi blevet så gamle, at vi ikke bryder os om at rejse ud mere. I stedet er vi så begyndt at tage på ældrekursus herinde. Det er denne gang femte gang, vi er her, og vi har været meget glade ved det hver gang.

De første gange må jeg indrømme, at det mest var af nostalgiske grunde, jeg tog herind, men efterhånden har jeg også gennem jeres foredrag kunnet følge, hvordan højskolen har forandret sig i forhold til, hvordan den var før. Det har hjulpet mig til ikke at stivne i denne nostalgi, og det er kommet til at betyde meget for mig. Min mand, Louis, er også glad ved at komme herind. Han var lidt svær at trække med første gang, for han havde hørt så meget om Grundtvig, da han gik på Blågårds Seminarium, at han ikke orkede at høre mere. Men det er jo heller ikke Grundtvig, I fortæller om i dag, men selvfølgelig er Grundtvig og hans betydning for højskolen der stadig. Det er alt muligt andet, der i vor tid må tages ind i højskolen. Men selve højskoleånden, den synes jeg er der endnu - i en fornyet udgave.

------------------
Noter ved SAM:

[1] Formentlig Poul Hedemann, som optræder med artikler i højskolebladet på denne tid. Han nævnes at være fra Kolding.

[2] Karla Frederiksen medvirkede fast ved de korte sommerkurser 1951-59. 1960 var hun på skolen, men var for syg til at kunne holde foredrag. Hun døde den 16. november 1961.

[3] Sygeplejeforskolen begyndte den 1. august 1959.

Billederne fra vinteren 1955-56 er taget af Erik Koefoed fra Blæsbjerggård i Nyker, der, som det er fremgået, senere blev gift med Grete Larsens datter. Else Marie.

Grete Larsen døde i efteråret 2010, næsten 99 år gammel. Hendes mand, Louis Guldborg var død nogle år før.