Bornholms Højskole omk. 1900


Højskolerne på
Bornholm 1856-2016

- en kort oversigt


- og i 2013

Den første del af denne skildring blev oprindeligt skrevet som et indledningkapitel til min bog "Bornholms Højskoleliv", som udkom i anledning af den nuværende højskoles 100 års jubilæum i 1993. I 2006 blev den ført frem til samme år og bragt i et lille jubilæumsskrift i anledning af 150 året for den første begyndelse i 1856. I 2008 blev den ajourført igen i forbindelse med fornyelsen af årsskriftet og gengivet i dette. I 2016 har jeg så efter opfordring føjet endnu et afsnit til i anledning af, at Axel Lasthein Madsen og Lillian Hjorth Westh fratrådte som forstanderpar ved årsskiftet 2016/17.
Hele denne forholdsvis kortfattede skildring bringes her som baggrundsorientering for de forskellige tekster og billedserier vedrørende Bornholms Højskole, der er gengivet på denne del af nærværende website.

De første højskoler


Aakirkeby 1856-58

Den allerførste begyndelse med højskolevirksomhed på Bornholm blev gjort i 1856 i Åkirkeby, hvor de to unge løjtnanter Philip Rasch Dam og Lucianus Kofod etablerede den såkaldte "Bornholms højere Folkeskole". Lucianus Kofod var foruden officersuddannet også seminarist. Skolen fik til huse i Dams hjem, en stor købmandsgård på Torvet, og den fungerede i to vinterhalvår med henholdsvis 22 og 12 elever. Udover selve skolevirksomheden holdtes der offentlige møder hver anden lørdag eftermiddag, i alt 20 i løbet af de to vintre. Der blev dannet et aktieselskab med det formål at rejse en regulær skolebygning til formålet, men det blev ikke til noget. Virksomheden ophørte, efter at begge de to lærere var blevet medlemmer af Folketinget.

I de følgende 10 år blev der to gange forsøgt på at oprette en tilsvarende skole i Åkirkeby eller dens omegn, første gang i 1863, og den sidste gang i 1867-68, hvor der var udarbejdet en ret detaljeret plan for skolen. Der var desuden optaget forhandlinger med en ung cand.theol., Chr. Thurah, om skolens ledelse og undervisningen, og man havde kig på en gård, som kunne erhverves til formålet. Dette forsøg blev imidlertid afblæst, dels fordi det ikke lykkedes at tegne tilstrækkeligt med aktier, og muligvis dels fordi der samtidig var ved at blive etableret en skole på Pæregård i Østerlars.

Sandvig og Østerlars

Det var den unge lærer fra Sandvig, Peter Julius Bohn, der var på færde. Han begyndte sin folkeoplysende virksomhed tidligt i 1860-erne med såkaldte søndag aften underholdninger i hjembyen. Han deltog som frivilligt i krigen 1864, men hjemkommet fra den etablerede han i vinterhalvåret 1866-67 et højskolelignende kursus i Sandvig, hvor han lejede lokaler på den stedlige skole, hvor han selv var lærer. Året efter, 1867-68, blev det gentaget, nu under betegnelsen "Højskole og Navigationsskole". Til denne angives han at have haft 15 elever, og det indbragte ham en statsstøtte på 100 rigsdaler.
I løbet af denne tid må han have indset, at det største behov - og dermed de største muligheder - var i landbefolkningen. Engang i løbet af sommeren 1868 erhvervede han sammen med en landbrugskandidat, Michael Kofoed, som stammede fra Båsegård i Nylars, Pæregård i Østerlars for dér at oprette en højskole og landbrugsskole. Højskoleundervisningen skulle forgå om vinteren, landbrugsundervisningen med et vist islæt af praktisk arbejde om sommeren. Højskolen gik godt de to følgende vintre med henholdsvis 34 og 28 elever, mens den påtænkte landbrugsskole formodentlig aldrig kom i gang.
Efter den anden vinter solgte Julius Bohn imidlertid gården igen, og skolevirksomheden på dette sted ophørte.

Højskolen i Østermarie

Selve tanken blev dog ikke opgivet, og i løbet af sommeren 1870 blev der endnu engang dannet et aktieselskab, som skulle rejse penge til opførelsen af en rigtig højskolebygning. Det var fortsat Julius Bohn, der stod i spidsen for arbejdet, og denne gang lykkedes det at få tegnet tilstrækkeligt med aktier. Bygningen blev opført i Østermarie samme år og indviedes ved starten af den første vinterskole med en stor festlighed den 8. november. Virksomheden i Østermarie fik en lovende begyndelse med et elevtal den første vinter på omkring 40. Den følgende sommer holdt man så den første pigehøjskole på Bornholm med ca. 30 elever.
Der blev dannet et "Folkehøjskole-Samfund", en forening, som havde til formål at yde understøttelse til elever, men den fik ingen lang levetid. Lidt bedre gik det med en anden forening, "Ydun", i hvis regi der blev holdt offentlige møder rundt på øen. Man havde imidlertid slået et for stort brød op. Der kom ikke så mange penge ind, som man havde regnet med, og byggeriet blev også dyrere end anslået. Resultatet blev en tyngende gældsbyrde, der efterhånden, som det kneb med at fastholde elevtallet, skulle blive et alvorligt problem. I 1874 kom man dog så vidt, at man også fik bygget et idrætshus (gymnastiksal) til skolen.
På grund af økonomien og heraf følgende uoverensstemmelser med aktieselskabet, opgav Julius Bon ledelsen af skolen i efteråret 1876 og blev i stedet lærer i København. Han var da kun 35 år. Han døde pludseligt 11 år efter.

Chr. Brodersen, som kom fra en lærerstilling på Hindholm Højskole, fik derefter overdraget ledelsen af skolen. Foruden at være lærer var han også officer, og han synes at have villet indføre en ret streng disciplin, men det gik åbenbart ikke. Der blev tilsyneladende også andre problemer, elevtallet faldt, og efter to år gav han også op.

Brødrene Bøgeskov
Derefter blev det de to brødre Johan og Ludvig Bøgeskov, der fra foråret 1879 kom til at føre skolen videre. Et par år efter blev aktieselskabet opløst, og skolen blev overtaget som privat ejendom af de to brødre.
Brødrene Bøgeskov stammede fra Herning-egnen, og det hedder sig, at med dem fik Bornholm først en rigtig grundtvigsk højskole. Deres tid nævnes også som Østermarie-skolens glansperiode; især mindedes folk nogle store 4-dages efterårsmøder, som havde været meget vellykkede.
Det førstnævnte med det grundtvigske er nok i det væsentlige rigtigt. Derimod er det ret tydeligt, at det med glansperioden ikke holder. Det kneb fortsat med at få et økonomisk bæredygtigt antal elever; så vidt det kan konstateres var det højeste på omkring 30, men på de fleste hold har det være noget lavere. I 1884 trak Johan Bøgeskov sig ud for at overtage sin kones fødegård, Gadebygård, nogle få kilometer fra højskolen. Ludvig Bøgeskov søgte at føre skolen videre, men året efter afhændede han den og slog sig ned i Vendsyssel som gårdmand og lægprædikant.

Alfred Foverskov
Den næste, der førte skolen videre, var Alfred Foverskov, ældste søn af den mangeårige lærer i Pedersker, Frederik Vilhelm Foverskov. Han gjorde en energisk indsats for at få det til at gå rimeligt, men kun et par gange lykkedes det at få elevtallet op på over 20; ellers lå det betydeligt under. Efterhånden var skolen således i en meget vanskelig situation, og det er netop under sådanne forhold, at den unge Martin Andersen Nexø blev elev fra januar 1890. Vinteren efter "slog de det sidste slag" og kom op på 25 elever, men da det to år efter trods en ihærdig annoncekampagne kun lykkedes at få nogle ganske få, bekendtgjorde Foverskov, at det blev hans sidste vinter i Østermarie. Der er næppe tvivl om, at han havde tabt et betydeligt pengebeløb på foretagendet, ligesom hans forgængere utvivlsomt også havde det.
Den ret statelige bygning står der imidlertid endnu og minder om den pionerindsats, der dér blev øvet. Den rummer i dag den stedlige brugsforeningsbutik - noget, der i øvrigt ser ud til at være begyndt allerede i højskolens sidste år. Og skolens idrætshus fungerede i mange år som lokal gymnastiksal, indtil den måtte give plads for noget andet.

Højskolen ved Ekkodalen

Snart efter at det blev kendt, at Foverskov opgav at videreføre skolen, blev der imidlertid taget initiativ til en fortsættelse af virksomheden på et nyt grundlag. Bygningen i Østermarie var dog noget af en klods om benet, idet den var behæftet med en gæld på omkring 7.000 kr., som en stor del af skolens faste støtter stod som kautionister for.
Man enedes dog hurtigt om at opgive en videreførelse i Østermarie og i stedet begynde helt på en frisk i en ny bygning, der skulle placeres centralt på øen. Og det blev på det nuværende sted nær ved Ekkodalen i Almindingen.
Der blev igen dannet et aktieselskab, og det lykkedes hurtigt at få tegnet en aktiekapital på 10.000 kr. Resten af udgifterne ville man finansiere ved at optage et kreditforeningslån. Der blev købt en grund på 1 tønde land fra Vallensgård, og i løbet af sommeren 1893 opførtes så den nye bygning. Grundstenen blev under en stor festlighed nedlagt den 16. juli, og i løbet af det tidlige efterår stod den færdig til at blive taget i brug 3. november. Det var en T-formet bygning i to etager med en hovedfløj i retningen øst-vest med undervisningslokale, forstanderbolig og elevværelser i overetagen. I den tværgående sydfløj var der i den høje kælder køkken og spisestue, samt vaskerum og et par værelser. Ovenpå var der gymnastik- eller foredragssal. Som et fodstykke på T'et lå der en lav bygning med hestestalde og forskellige andre rum.

N. P. Jensen 1893-1901

Som forstander var realskolebestyrer Niels Peter Jensen fra Neksø blevet antaget. Han ledede skolen i dens første knap 8 år frem til foråret 1901. Han karakteriseres af den senere valgmenighedspræst, Karl Jespersen, som "mangesidig, fantasifuld, stemningsrig, med Rod i det exacte udfoldende sig i det historisk-poetiske, den kloge og grebne Iagttager, ofte søgende det værdifulde fjernt fra Alfarvej".

Mod slutningen af den første vinterskole dannede elevholdet B.H.E., Bornholms Højskoles Elevforening, der i mange år frem fik stor betydning for skolen.
Skolen blev i øvrigt drevet med en forpagtningsordning, idet forstanderen forpagtede skolebygningerne og drev selve virksomheden for egen regning og risiko. Denne ordning kom til at bestå frem til 1943, da skolen overgik til selvejende institution, men en rest af det fortsatte helt frem til 1964.
Det lykkedes i N.P.Jensens tid at komme godt i gang med skolen, og der var jævn god tilgang af elever, 20, da der var færrest, og 40, da der var flest. Traditionen med offentlige møder fortsatte naturligt nok på den nye skole, og de synes at være kommet i særdeles god gænge. I år 1900 fik Jensen imidlertid tilbud om at erhverve Hindholm Højskole for om muligt at rette den op efter en langvarig stærk nedgang i elevtallet, og derfor brød han op i foråret 1901.

F. Chr. Krebs Lange 1901-06

Efter N.P.Jensen overtog Frederik Christian Krebs Lange skolen til sommeren 1901. Han var, skriver Karl Jespersen, "ogsaa i sin Skolegerning først og fremmest Præst og Sjælesørger, nidkær Forkynder af det ene fornødne, som hans mandige og tæt sluttede Personlighed bestandig kredser om".
Den gode tilgang af elever fortsatte også i hans tid, og mødevirksomheden fortsatte ligeledes i sin gode gænge. Til disse arrangementer havde der dog ofte helt fra begyndelsen været for lidt plads i salen. For at afhjælpe dette, blev der i 1905 bygget til skolen, idet der blev føjet et stykke til gymnastiksalen mod syd. Det rummede en lærerlejlighed nederst og ovenpå en forlængelse af salen, der i det daglige kunne bruges som undervisningslokale. Tilbygningen kaldtes senere "Sønderomme". Den omtalte hestestald, der lå på dette sted, blev flyttet op til landevejen. Byggeriet blev finansieret ved en storstilet indsamling foretaget af elevforeningen. Noget tilsvarende skulle gentages flere gange senere.
Krebs Lange ledede skolen frem til efteråret 1906, da han brød op for at virkeliggøre en gammel drøm om at blive præst.
Det blev han allerede året efter, idet han blev opfordret til at blive præst for Stevns Frimenighed.

Andreas Hansen 1906-23

Den næste i rækken af forstandere blev Andreas Hansen, som kom fra en lærerstilling på Særslev Højskole på Vestfyn. Ham kan man karakterisere som et litteratur- og teatermenneske, en åndspersonlighed med meget vid horisont. Han er utvivlsomt den af skolens ledere, der har sat sig de dybeste spor i bornholmsk åndsliv, først som forstander i 17 år, siden som præst i ca. 20 år.
Tre år efter Andreas Hansens tiltræden fraveg man - ikke uden betænkelighed - "den rene højskole" og indførte landbrugsfag som en del af undervisningen. Siden var der som en helt selvfølgelig ting altid knyttet en landbrugskandidat til skolen som lærer. Den første af dem var Johannes Jensen, som stammede fra Kratlund i Pedersker. Han var fast knyttet til skolen i 7 år. Siden var landbrugslærerne oftest kun på deltid.
En anden lærer, der var på skolen i længere tid, i alt 9 år, var Kai Senstius, som var uddannet organist. Det mest almindelige var ellers, at lærerne kun var tilknyttet skolen et års tid eller to, og undertiden kun på et enkelt hold.
I det meste af Andreas Hansens forstandertid fortsatte den gode tilgang af elever. Selvom det gik noget op og ned var der dog et gennemsnit på omkring 30, og var det end små forhold, så kunne det økonomisk bære sig, og foreløbig tog det sig i det store og hele lovende ud. Omkring midtvejs i Andreas Hansens tid, i sommeren 1914, tog man igen fat på byggeri. Denne gang blev hovedfløjen forlænget ca. 8 m mod vest. Derved blev forstanderboligen væsentligt forøget, og der blev nogle flere værelser i overetagen. Denne gang var det aktieselskabets bestyrelse, der tog sig af finansieringen, i hovedsagen ved at få tegnet flere aktier. Inden byggeriet var færdigt, brød 1. verdenskrig imidlertid ud, og det medførte en del vanskeligheder, ikke mindst kraftige prisstigninger. Efter en midlertidig nedgang kom der dog godt med elever i de sidste krigsår.
Privat mødte Andreas Hansen også megen modgang i disse år. Han mistede to børn, og hans kone, Inger, blev alvorligt syg. Efter flere sygehusophold og operationer døde hun så også kort før jul 1919.
Sommeren efter dykkede elevtallet helt ned til 13, og dette sammen med, at priserne på livsfornødenheder endnu var høje efter krigen, fik Andreas Hansen til på en generalforsamling at erklære, at han ikke kunne fortsætte uden økonomisk støtte. Hans udtalelse medførte en del diskussion, som mundede ud i, at aktieselskabet og elevforeningen gik sammen om en ny indsamling til en "Hjælpefond". I løbet af kort tid lykkedes det at få indsamlet mere end 12.000 kr., og disse penge kom i de følgende ca. 20 år til at gøre god gavn til forskellige ting.
De vanskelige tider, men især hans kones og to børns død, sled på Andreas Hansen, så da valgmenigheden et par år efter tilbød ham at blive præst i Rønne-afdelingen, slog han til. Af forskellige grunde trak tingene dog ud, så han først fratrådte forstanderstillingen i efteråret 1923.

Frode Aagaard 1923-34

Den næste forstander blev den kun 27-årige Frode Aagaard, som kom fra en lærerstilling på Vinding Højskole på Vejle-egnen. Han var et meget politisk og samfundsmæssigt engageret menneske, og han skildres i øvrigt som meget åben og livlig. Han fik en god start med godt med elever, især på sommerholdene. Det skyldtes dog i væsentlig grad, at han formåede at "hente" en del piger fra Jylland til skolen, idet han var ret kendt i forbindelse med ungdomsarbejde.
Fra skolens oprettelse i 1893 og frem til slutningen af 1920-erne var der noget svingende elevtilslutning. Det laveste tal var som tidligere nævnt omkring 20, det højeste omkring 40, men i det længere løb var der dog en vis stabilitet. Gennemsnittet for vinterholdene lå omkring 30, for sommerholdene lidt lavere. Frem mod 1930 begyndte tallene imidlertid at falde, og på vinterholdet 1931-32 blev det kun til 11 elever før jul. Denne nedadgående tendens skulle vise sig uafvendelig.
De faldende elevtal fik nogle gamle elever til at tale for en modernisering af skolen; specielt foreslog de forbedringer med hensyn til køkken- og spiseforhold. Igen blev der sat en indsamling i gang, og så blev den gamle spisestue lagt sammen med køkkenet, og der blev indrettet en ny spisestue i lærerlejligheden i "Sønderomme".
Det hjalp dog ikke på elevtilgangen, og det måtte naturligvis give Frode Aagaard noget at tænke på. Da han et par år senere fik tilbud om at overtage Vestbirk Højskole hjemme i Jylland, slog han derfor til og fratrådte til april 1934 efter vinterskolens afslutning.

Thomas Thomsen 1934-40

Aagaards afløser blev Thomas Thomsen, som kom fra Galtrup Højskole på Mors. Han var uddannet bygningshåndværker, før han blev lærer, og det hedder i øvrigt om ham, at han besad en usædvanlig stor viden. Men han var tung og uinspirerende i sin fremstillingsform, og det gav ham trods ubestrideligt fine menneskelige egenskaber et dårligt ry som lærer og foredragsholder.
Hans opgave med at videreføre skolen havde i det hele taget ikke gode udsigter. Tilslutningen fra de gamle kredse på Bornholm var stærkt aftagende, ligesom tilgangen til højskolerne som helhed også længe havde været dalende. Elevtallet svingede fortsat noget, men kun en enkelt gang nåede man op over 20. Da man i de sidste par år af 1930-erne kom så langt ned, at statsanerkendelsen - og dermed statstilskuddet - var i fare, bestemte bestyrelsen sig til at skride til afskedigelse af Thomsen. Som et plaster på såret købte skolen senere hans landejendom, kaldet "Godset", som Andreas Hansen havde erhvervet i 1918, og som siden gik i "arv" til de næste forstandere. Thomsen fratrådte til april 1940 efter vinterskolens afslutning.

Krigstid og krisetid
Kay Kirkegaard Jensen og Peter Gamborg Nielsen


Som midlertidig forstander ansatte bestyrelsen valgmenighedens hjælpepræst Kay Kirkegaard Jensen. Han var populær, og dette sammen med, at situationens alvor formentlig var gået op for højskolens støtter, medførte et elevhold på 27 i sommeren 1940.
Men der måtte gøres noget mere. For sidste gang foranstaltede elevforeningen en større indsamling, og så skred man i sensommeren 1940 til en gennemgribende modernisering af skolens hovedfløj. Overetagen blev fuldstændig ombygget, og i stedet for de gamle værelser af forskellig størrelse blev der nu indrettet dobbeltværelser over det hele. Der blev desuden indlagt centralvarme, og en del mindre forbedringer i underetagen samt udbedring af kloakforholdene blev foretaget.

Til vinterskolen samme år, 1940-41, blev der antaget en ny lærer, Peter Gamborg Nielsen, med henblik på, at han senere skulle overtage ledelsen. Det skete så til den næste sommerskole. Han viste sig imidlertid at være af en ilter og stridbar natur og kompromisløs i sin glødende nationalfølelse. Da 2. verdenskrig som bekendt var i gang på det tidspunkt, og Danmark var blevet besat, skabte det snart problemer; det skabte splittelse i stedet for samling. Det lykkedes at fastholde de pæne elevtal et par år, men derefter gik det nedad igen. Dette sammen med Gamborgs karakter medførte, at bestyrelsen i slutningen af 1943 også skred til afskedigelse af ham.
I 1942 kom der en helt ny lov for højskolerne. Den indebar bl.a., at der kunne søges om statslån på meget fordelagtige vilkår til nybyggeri og forbedringer. En betingelse var dog, at skolen var en selvejende institution. Som direkte konsekvens af denne lov gik Bornholms Højskole i 1943 derfor over fra at være et aktieselskab til en selvejende institution. Ændringen blev vedtaget næsten uden indsigelser, men der skulle en del møder og generalforsamlinger til for at få alt det formelle i orden. Ved overgangen stod elevforeningen i øvrigt som ejer af næsten halvdelen af aktierne. De var dels erhvervet i forbindelse med indsamlingerne, dels overdraget fra enkeltpersoner i årenes løb.
I de sidste år af 1930-erne var der i ledende landbokredse planer om oprettelsen af en uddannelsesinstitution for landboungdommen - formentlig som et led i bestræbelserne på at fastholde dem i landbruget. Der var forhandlinger i gang om at placere denne skole i nær tilknytning til højskolen, men i mellemtiden kom krigen, og sagen blev udsat. Et par år senere blev den taget op igen, men nu var der kun tale om en husholdningsskole. Det lykkedes dog ikke at rejse den fornødne kapital. Men som en beskeden mellemløsning blev der i 1943 etableret en kursusafdeling i "Sønderomme" med skolekøkken nederst i den tidligere spisestue og et almindeligt undervisningslokale i rummet ovenpå. I nogle år frem blev dette så brugt til korte husholdningskurser på vistnok 4 á 6 uger, ligesom der også blev husholdningsundervisning for de kvindelige elever.
Af andre ting fra Gamborg Nielsen korte forstandertid kan nævnes, at sommerkurset blev forlænget fra 3 til 4 måneder, således at det først sluttede med udgangen af august. Gamborg Nielsen fratrådte ligesom flere af sine forgængere efter vinterskolens afslutning, i dette tilfælde i foråret 1944.

Aksel Lauridsen 1944-64

Gamborg Nielsens afløser blev Aksel Lauridsen, der i nogle år havde været leder af Herning Friskole, men derefter en kort tid været lærer hos Frode Aagaard på Vestbirk Højskole. Lauridsen tiltrådte til sommerskolen 1944, og året efter oplevede de sammen med det nyligt ankomne sommerhold befrielsen den 4. maj 1945.
Med Lauridsen lykkedes det at få elevtallet noget op det sidste krigsår og i tiden lige efter. Men derefter styrtdykkede det nærmest, især på grund af at de bornholmske piger næsten helt forsvandt. Det lykkedes dog at supplere med en del elever ovrefra, men tallene vedblev i lang tid at ligge meget lavt.
I 10-året 1945-55 lå det samlede gennemsnit på 12, og da minimumskravet for en igangværende godkendt skole efter den tids beregningsmodel var på godt 13, måtte man i mange år søge dispensation fra denne regel. Man var imidlertid velvilligt indstillet fra ministeriets side og gav dispensationen indtil nye muligheder viste sig.
På grund af de få elever måtte de nødvendige supplerende indtægter naturligvis komme ind på anden måde, og Lauridsens tid blev derfor en periode præget af en næsten utrolig aktivitet og foretagsomhed. Det gjaldt de korte 8- og 14-dages sommerkurser, som efterhånden blev en meget væsentlig del af virksomheden, det gjaldt udlejning til korte faglige kurser af mange slags, udlejning til lejrskoleophold for såvel skolebørn som voksne seminarieelever, mødevirksomhed af forskellig art samt udvekslingsbesøg mellem Bornholms Højskole og flere svenske folkehøjskoler. Med undtagelse af det sidstnævnte, som naturligvis ikke gav nogen indtægter, havde alt det andet godt nok været der i forvejen, men ikke i nær samme omfang.
For at klare behovet for værelser til de mange kursister og andre måtte der bygges, og til dette blev den nye lov en god hjælp. Derfor blev Lauridsens periode trods de lave elevtal den periode, hvor der har været størst byggeaktivitet på skolen. I 1946 byggedes "Annekset" med værelser til ca. 40 personer; i 1950 fulgtes det af to husvildebarakker, der var blevet ledige, og som blev kaldt for "Solgården" og "Grønnegården"; i 1952 blev der bygget en del om i køkkenet og en helt ny spisesal blev opført samtidig med, at der blev foretaget ændringer i hovedfløjen, og "Sønderomme" blev istandsat. I årene derefter fulgte så i to omgange en forlængelse af "Annekset" med en maskinteknisk afdeling.
Fra 1955 gav en mindre lovændring mulighed for at få godkendt kursus, der var på mindre end 5 måneder også i vinterhalvåret. Derfor blev der indført 3 mdr.s kursus fra januar sideløbende med 5 mdr.s kurset, og på den måde lykkedes det at få elevtallet lidt op. Efterhånden var sommeren derimod så optaget af korte kurser og andre aktiviteter, at man fra året efter opgav sommerskolen.
Lidt senere gav en ny lov om sygeplejeuddannelsen imidlertid anledning til overvejelser om at etablere en sygeplejeforskole på højskolen. Der kom forhandlinger i gang og alle godkendelser kom i hus i løbet af 1958. Til dette projekt skulle der dog bygges igen, men i mellemtiden kom der byggestop og andre hindringer.
Sygeplejeforskolen kom dog i gang til august 1959, og nogenlunde samtidigt tog et storstilet byggeri sin begyndelse. Det var den nye vestfløj med ny forstanderbolig, undervisningslokale, lejlighed til en forstanderinde og elevværelser. Dernæst en fritliggende lærerlejlighed og som 2. etape året efter en ny foredragssal, et demonstrationslokale samt diverse ombygninger og forbedringer i de gamle bygninger. Endelig blev et gammelt husmandssted et par hundrede meter fra skolen opkøbt, og i det blev der indrettet to lærerlejligheder.
Trods de gode muligheder for statslån medførte det omfattende byggeri alligevel, at skolen fik en stor gældsbyrde, som kom til at tynge økonomien helt frem til 1990erne.
Succesen med sygeplejeforskolen lod vente lidt på sig, men efterhånden kom man op på pæne elevtal. Der var 36 sygeplejeelever det år, der var flest, og man kunne endda have fået flere. Som tingene havde udviklet sig, var denne skole dog nærmest en ren fagskole med ganske strenge eksamenskrav. Derfor var det for så vidt en logisk konsekvens, at uddannelsen nogle år efter blev ændret og forskolerne forsvandt fra højskolerne.
Det er blevet sagt af folk, der var tæt på højskolen, at uden Aksel Lauridsen havde Bornholms Højskole ikke overlevet. Og det er uden tvivl så rigtigt, som det er sagt. Efter alt, hvad han har efterladt sig af skriftlige udsagn om sit virke på skolen, kan man sige, at han identificerede sit eget personlige liv så stærk med skolens skæbne, at dens overlevelse blev en livsnødvendighed for ham.
Situationen var imidlertid hele tiden sådan, at det kostede et nærmest overmenneskeligt slid, og det tog i længden på helbredet. I foråret 1964 måtte han give op. Efter sigende havde han af sin læge fået at vide, at hvis han ville gøre sig håb om at leve ret meget længere, måtte han holde op med højskolearbejdet. Han fratrådte 1. december samme år for at blive præst i Velling i Vestjylland, men allerede 14 måneder senere, i januar 1966, døde han.

Svend Aage Bülow 1964-70

Lauridsens afløser blev Svend Aage Bülow, som kom fra en lærerstilling på Den frie Lærerskole i Ollerup. Allerede før hans tiltræden blev det bestemt at foretage nogle ændringer i undervisningsstrukturen på højskoleholdet. I stedet for den hidtidige brede vifte af fag, som alle elever fulgte undervisningen i, og kun med ganske få tilvalgsfag, blev der indført nogle såkaldte "liniefag", som bestod i, at man i et vist antal timer udelukkende beskæftigede sig med et bestemt fag eller fagområde, og hvoraf den enkelte elev kun kunne vælge ét. De tre liniefag var naturfag, som var tænkt som en forberedelse til sygeplejeforskolen, kunst, især som praktisk værkstedsfag, og endelig engelsk.
Kort tid efter Bülows tiltræden ændrede man også tidspunkterne for højskoleholdet, således at der blev to kurser á 4 måneder forår og efterår sideløbende med sygeplejeforskolen (som dog var på 5 måneder).
(Det var situationen, da jeg selv kom ind i billedet 1. august 1967. SAM).
Som nævnt skete der ved denne tid en ændring af sygeplejeuddannelsen. Tendensen gik mod, at sygehusene oprettede deres egne forskoler, og derfor blev det klart, at denne del af højskolevirksomheden ville have begrænset tid tilbage. Alligevel kom det hurtigere end ventet, da der til efterårsholdet 1968 kun meldte sig 6 elever - trods kraftig annoncering. Sygeplejeforskolen måtte derfor nedlægges, og dermed kan man sige brast den sidste drøm om at gøre skolen levedygtig med langtidselever.
Da det ydermere kun blev til 14 elever på højskolens efterårshold, måtte der ske en forandring. Den blev, at der fra nytår 1970 kun blev ét højskolehold á 5 måneder, og at sommeren og det tidlige efterår helt blev helliget kortkursusvirksomhed. Nogle år før var idéen om korte kursus for pensionister opstået, og nu var tiden moden til, at man kunne arrangere et større antal af dem - ældrekurser, som de oftest er blevet kaldt.
I de følgende mange år udviklede det sig til, at der var korte kurser i ca. 4 1/2 måned og efterhånden med et samlet årligt deltagerantal på omkring 1000. I mange år har disse kurser udgjort langt hovedparten af skolens økonomiske grundlag.
I 1968 rejste valgmenighedens præst, Erling Kristiansen, som tidligere en del år havde været tilknyttet skolen som lærer, til Jylland for at blive sognepræst i Gylling i nærheden af Horsens. Bülow havde da i nogen tid forberedt sig til at blive præst, og det endte derfor med, at han fremskyndede sine studier, fik aflagt eksamen og overtog så stillingen sideløbende med forstanderhvervet. Allerede i 1970 fik han imidlertid mulighed for at blive valgmenighedspræst i Bøvlingbjerg i Vestjylland og fratrådte derfor i forsommeren samme år. I knap tre måneder derefter vikarierede højskolelærer Richard Syberg fra Bräkne Hoby i Blekinge som forstander.

Kjeld Hansen 1970-87

Bülows afløser blev Kjeld Hansen, som stammede fra Fyn. Han havde været lærer på forskellige højskoler og i ca. 10 år været forstander for en efterskole i Vestjylland, som han omdannede til ungdomshøjskole.
Med sygeplejeforskolens ophør forsvandt grundlaget for højskoleholdets naturfagslinie, men ellers fortsatte dette traditionelle 5 mdr.s kursus i en del år med kunst og fremmedsprog som liniefag. På et tidspunkt blev et par tilvalgsfag slået sammen til en tekstillinie, og med ansættelsen af en ny lærer i 1975, blev der også oprettet en journalistiklinie.
For at give et jævnere forløb mellem vinterskolen og sommerkurserne vendtes der i 1978 tilbage til de gammelkendte tider med start på vinterskolen den 3. november.
Trods alle disse tiltag kneb det dog stadig med at få elevtallet op på en rentabel størrelse, og under indtryk af andres skolers succes på et bestemt felt, blev vinterskolen fra efteråret 1978 omdannet til kunsthøjskole, og sproglinien og journalistiklinien blev dermed ophævet.
Omdannelsen medførte en god tilgang af elever på det første hold, men gav også anledning til en mængde problemer, indtil der blev fundet en form, der passede ind i skolens helhed. I den nye skikkelse fik vinterskolen keramik, tegning/maling og tekstil som speciallinier. I den form fungerede det med enkelte mindre justeringer mange år frem.
I de første mange år med sommeren helliget de korte kurser for ældre, var der normalt kun 8 kurser á 14 dage. Det passede med skolens lovpligtige undervisningstid, og der blev holdt sommerferie på samme tid ved at skolen lukkede i tre uger. Af økonomiske grunde blev dette dog ændret omkring 1980, så det efterhånden blev til 12 gange 14 dage, hvor man så måtte skiftes til at holde sommerferie.
Af byggerier i Kjeld Hansens forstandertid er der foretaget to store nyskabelser. Helt tilbage fra Lauridsens tid forelå der planer om en udvidelse af den gamle hovedbygning med en ny fløj mod nord. Der skete ændringer af projektet undervejs, og det endte med at blive udstykket i 10 små elevhuse. I 1973 var tingene nået så vidt, at byggeriet kunne foretages, og de 10 huse opførtes så i løbet af godt et år på et areal syd for skolen, der var mageskiftet med "Godset" øst for landevejen. Samtidig blev der bygget en ny varmecentral, der skulle forsyne hele komplekset med varme. Byggeriet betød en kolossal landvinding med hensyn til værelsernes standard, og så snart det var færdigt, blev de gamle husvildebarakker fjernet.
Snart efter begyndte dog den første planlægning af det næste byggeri. Denne gang var det køkken og spisesal, det gjaldt. Med de mange sommerkurser med efterhånden over 70 deltagere, var de gamle forhold for små og især meget uhensigtsmæssige.
Efter næsten 10 års ventetid på de billige statslån med rentetilskud og adskillige andre komplikationer, kom det i sommeren 1986 dog så vidt, at man kunne gå i gang. I juni blev der gravet ud, og i løbet af ca. 10 måneder stod det hele færdigt til at blive taget i brug på sommerkurserne 1987. Også dette byggeri må betegnes som en stor landvinding for skolens ydre rammer.
Senere samme år fyldte Kjeld Hansen 62 år og benyttede den lejlighed til at gå på førtidspension ved udgangen af 1987.

Bente og Karsten Thorborg 1988-2005

Kjeld Hansens afløser blev Karsten Thorborg. Han og hans kone, Bente, kom fra lærerstillinger på Uldum Højskole, men ellers var deres baggrund universitetsuddannelse og undervisningsarbejde i København, for hans vedkommende det sidstnævnte også på universitetet. Bente fik i kraft af sin uddannelse og personlighed en væsentlig rolle i undervisningen og skolelivet.

I de første år fortsatte skolen i det store og hele i det tidligere lagte spor med 5 måneders højskole om vinteren - hvor der som omtalt ovenfor blev lagt særlig vægt på kunst og kunsthåndværk - og korte kurser i hele sommersæsonen. Efterhånden blev der skaffet flere sengepladser, så der på sommerkurserne blev plads til ca. 90 deltagere. En nyskabelse inden for disse var nogle kurser med vandringer på Bornholm i én eller to uger. De viste sig at være en god succes og virkede som en god afveksling mellem de mange ældrekurser.
Med hensyn til de mere praktiske ting, så fik skolen i eftersommeren 1988 installeret det hidtil største solvarmeanlæg på Bornholm. Tre rækker med i alt 33 solfangere og en samlet varmeflade på 412 kvadratmeter blev stillet op på det lavtliggende område vest for de ti elevhuse og derfra forbundet med rør til centralvarmeanlægget. Efter de første "børnesygdomme" fungerede det efter hensigten og klarede almindeligvis det meste af skolens varmebehov i nogle måneder om sommeren.
Ellers var denne tid en del præget af reparationsarbejder og fornyelser af en del af skolens ældre dele. Det vil der nok altid være et stort behov for med det efterhånden store kompleks af meget forskelligartede bygninger. Den største enkeltdel af dette var en totalrenovering af størstedelen af værelserne i overetagen i den gamle hovedbygning - muliggjort af et stort tilskud fra Aakirkeby Kommune.
I slutningen af 1980erne skete der som bekendt skelsættende begivenheder på den store verdenspolitiske scene med opbruddet i hele Østeuropa og senere med Sovjetunionens sammenbrud. Det fik en vis betydning for Bornholm og dermed også for højskolen.
Som et led i de mange bestræbelser, der udfoldedes for at støtte de gamle østlande, ikke mindst de små baltiske randstater, Estland, Letland og Litauen, havde skolen efter nytår 1992 to elever fra Estland, og året efter blev det til fire. Desuden var der noget udlejning til folk fra samme land, der deltog i kursus på AMU-centret i Åkirkeby under projektet Baltisk Uddannelsesø.
Dette "baltiske eventyr", som det blev kaldt, skulle blive et væsentligt og positivt indslag i skolens liv om vinteren helt frem til 2006.
Her skal lige indskydes, at skolen den 3. november 1993 havde fungeret på dens nuværende sted ved Ekkodalen i 100 år, og dette jubilæum blev fejret med et stort møde og megen festivitas.
Med hensyn til kursusstrukturen skete der efterhånden en del ændringer. Vinterskolen blev således lidt udvidet, så den i alt blev på 22 uger. Linjefagene blev udvidet til også at omfatte glaskunst og smykkefremstilling, og sammen med de tidligere linjefag keramik og tegning/maling kom kunstfagene dermed til at danne en samlet helhed. Derimod måtte tekstillinjen som sådan opgives og blev i stedet til et par mindre tilvalgsfag. Det nød de ret mange piger blandt de baltiske elever især godt af. Som noget helt nyt og anderledes føjedes desuden friluftsliv til som linjefag.
Disse fornyelser nødvendiggjorde mere lokaleplads, og derfor blev der i 1998 opført en lang bygning ved parkeringspladsen, som foruden et stort værksted til glasundervisningen rummer oplagsrum og værksted til pedellerne samt et træpillefyr og brændselslager til dette. Scenerummet i forlængelse af gymnastiksalen blev indrettet til smykkeværksted, og "Hytten" nede ved bækken blev indrettet til udstyrsrum og tilholdssted for friluftsholdet.
Det førnævnte "baltiske eventyr" kom efterhånden ind i faste rammer, og fra vinterskolen 1993-94 var der på hvert hold et antal elever - i reglen 12, men nogle år lidt færre - fra de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen samt Rusland og Polen. En enkelt kom så langvejs fra som Novosibirsk fra det centrale Sibirien. I første omgang blev disses ophold betalt af projektet Baltisk Uddannelsesø og derefter af Demokratifonden. I nogle år blev der desuden i april måned holdt intensive kurser i dansk for baltiske kursister. Foruden mange positive menneskelige relationer, som dette medførte, gav det også et væsentligt tilskud til skolens økonomi.
Mange af landets højskoler har i nyere tid foretaget korte udlandsrejser under de lange kurser. Holland og Prag har således været populære rejsemål. Fra Bornholms Højskole har der tidligere været foretaget udvekslingsrejser til sydsvenske højskoler og ved en enkelt lejlighed en rejse i Skåne. Berlin-murens faldt og åbningen mod øst gav imidlertid en ny og nærliggende mulighed, og siden 1993 har der efter vinterskolens slutning været foretaget en rejse af én uges varighed til Polen. Det almindelige indtryk er, at det for de elever, der deltog, har været en meget vellykket slutning på højskoleopholdet. (Da jeg selv var inviteret med i 1998 var det i hvert fald en stor oplevelse).

[Fortsætter i højre spalte].
------------------------

Til toppen af højre spalte




Krisetid - og opblomstring

I løbet af 1990-erne løb højskolerne som helhed ind i en alvorlig krise, idet tilgangen af elever faldt dramatisk. Det skyldtes flere forhold, hvoraf de vigtigste dels var mindre ungdomsårgange og dels var stramninger i tilskudsmulighederne for arbejdsledige, men andre ting spillede også ind. Det er velkendt, at en lang række højskoler har måttet lukke på grund af vanskelighederne.
Denne krise berørte i begyndelsen ikke Bornholms Højskole, idet der nærmest altid havde været problemer med at få nok elever. Men efter nogen tid skete der det paradoksale, at der kom betydeligt flere elever, så tallet på vinterskolen i nogle år kom op på over 50. Flest i 1998, da der var 56. (Kun én gang tidligere havde der været lige så mange - i foråret 1968, da der endnu var sygeplejeelever). Dermed havde skolen på et enkelt vinterkursus flere elever end selveste Askov Højskole. Af disse mange elever udgjorde de baltiske og en del andre udlændinge imidlertid en ret stor del.
Denne fremgangsperiode var naturligvis også gunstig for økonomien, der nærmest for første gang i skolens historie gav flotte resultater på bundlinjen. Opblomstringen viste sig dog ikke at være konstant. Mens skoleåret 2000/01 betegnes som et rekordår, bragte de følgende år nedgang - omend moderat - i elevtallet. I reglen var tallet efter nytår omkring 40 eller lidt over, hvilket i forhold til det meste af skolens tidligere historie var ganske pænt. Men andre forhold spillede også ind, således at det fortsat var lidt op og ned. Fra skoleåret 2004/05 blev vinterskolen i øvrigt udvidet med en lille måneds tid, så den i alt blev på 25 uger. Desuden skal det nævnes, at skolen i 2006 havde de sidste baltiske elever betalt gennem offentlige midler, idet denne ordning er ophørt.
Med hensyn til de korte sommerkurser, som i mange år har udgjort skolens vigtigste indtægtskilde, blev det efterhånden sværere at få dem fyldt. En væsentlig årsag til dette var formentlig, at udbuddet af korte sommerkurser på alle andre højskoler blev stærkt udvidet på grund af den generelle krise. Derfor blev sæsonen kortet lidt af, og der blev udbudt flere kurser på kun én uges varighed. Også med hensyn til indholdet blev det nødvendigt med et bredere udbud. Udover de traditionelle kurser især for ældre og vandrekurserne var dansekurser således i en række år meget populære, seniordans, folkedans, square dance og line dance. Foruden den gamle gymnastiksal var det nye glasværksted meget anvendeligt til dette formål. Af andre emner kan nævnes akvarelmaling, cykelkurser efter nogenlunde samme idé som vandrekurserne, stavgang, og som noget af det sidste: slægtsforskning og erindringsværksted. Det synes meget nødvendigt i de kommende år stadig at udbyde nye emner.
Siden 1998, hvor den nævnte bygning med glasværkstedet blev bygget, er der ikke kommet større ting til, men løbende restaureringer og forbedringer af bygninger og udstyr er naturligvis fortsat.
I nyere tid er spildevandet fra skolen som fra andre steder blevet et problem. I slutningen af 1990-erne var det gamle sandfilteranlæg ved at være udtjent, og som afløser for det fik skolen i år 2000 overdraget den ene del af rensningsanlægget til Niels Anker Kofoeds for længst nedlagde ålefarm på Knarregård i Ibsker. Senere er den anden del også kommet til, så dette problem skulle være løst for mange år frem.
Skolen er også for længst gået ind i EDB-alderen. På kontoret skete det allerede for mange år siden, og med tiden fik skolen som supplement til det trykte informationsmateriale også oprettet en hjemmeside med de tilsvarende oplysninger. Den nye teknik kom også elever og kursister til gode. Det ses meget tydeligt i den såkaldt Lille Skolestue, som sammen med gymnastiksalen er de lokaler, hvor der i tidens løb er sket mindst ændringer. Her mødes også i anden henseende fortid og nutid, idet der på væggene efterhånden er samlet et meget stort antal elevbilleder fra de første år i 1890-erne til vore dage, mens der rundt om i lokalet er placeret en lang række computere, hvor elever og kursister sidder og skriver og modtager e-mails, behandler billeder og andet.

Forstanderskifte og turbulens
Ann-Lise og Morten Hansen


Efter sommersæsonen 2005 fratrådte Karsten Thorborg efter knap 18 år som forstander for at gå på pension, mens Bente fortsatte en tid som lærer.
Som forstanderpar afløstes de den 1. oktober 2005 af Ann-Lise og Morten Hansen. Morten Hansen havde tidligere været ansat under det grønlandske hjemmestyre, og på den baggrund lykkedes det ham at få 14 elever fra Grønland på det første vinterhold. Det kom senere til en fast aftale mellem det grønlandske hjemmestyre og højskolerne som helhed, og helt siden har der således været et antal grønlandske elever på Bornholms Højskoles vinterkurser.
Morten Hansens tid som forstander blev imidlertid et kort intermezzo. Det viste sig ret hurtigt, at de ideale forventninger omkring ansættelsen ikke stod mål med virkeligheden. Lærere blev afskediget eller gik selv, og der kom efterretninger om en anspændt atmosfære på skolen - hvor dog virksomheden fortsatte nogenlunde normalt.
Men i foråret 2007 opsagde han pludselig sin stilling til 1. marts for at tiltræde en stilling som studievejleder ved pædagogseminariet i Holstebro, mens Ann-Lise Hansen blev på skolen. Det blev begyndelsen til en meget turbulent periode, og nu næsten 10 år senere forekommer det relevant at ridse forløbet kort op som baggrund for det, der fulgte.
Bestyrelsen besluttede at konstituere Ann-Lise Hansen som forstander og senere ansatte de hende fra 1. april. Noget af det første, hun foretog sig, var af afskedige to lærere, som var i fuld gang med vinterskolen, og hvoraf den ene var den mangeårigt ansatte Lillian Hjorth Westh.
Så brød oprøret løs blandt eleverne og også andre, og det kom til en heftig polemik i medierne. Ved den ordinære generalforsamling den 10. april forsøgte bestyrelsen tilsyneladende at ride stormen af ved at holde sig strengt til formalia. Det endte dog med, at de blev nedstemt, og en helt ny bestyrelse blev valgt. En at de nye var den tidlige borgmester i Aakirkeby kommune, Birthe Juel-Jensen, som blev valgt til formand, og der kan næppe være tvivl om, at hun var den, der med sin målbevidste og handlekraftige optræden hurtigt fik bragt skolen ud af en alvorlig krise og fik skabt ro om den, så vinterskolen med udstilling og Polens-rejse kunne afsluttes på bedste vis.
Hele sagen endte med, at de nævnte afskedigelser blev trukket tilbage, og Ann-Lise Hansen blev afskediget. Lillian Hjorth Westh blev derefter konstitueret forstander fra 1. maj, og hendes mand, Axel Lasthein Madsen, der var i en anden stilling i Gladsaxe, blev ansat som forstander fra 1. august med Lillian som viceforstander.
Uroen omkring skolen var også blevet observeret i andre dele af landet, og der var derfor kommet en del afbud til sommerkurserne. Men ellers kom det til at gå planmæssigt i en god stemning. (Jeg medvirkede selv på et vandrekursus, der kom til at forløbe rigtig godt).
Hele affæren medførte imidlertid også andet. Forretningsføreren sygemeldte sig og sagde senere op. Det blev derfor andre, der måtte udrede tingene. Og det så ikke videre godt ud. Skolens revisor havde ved generalforsamlingen udtalt, at skolens økonomi balancerede på en knivsæg, og det efterfølgende postyr gjorde det selvsagt ikke bedre. Da man fik udredt tingene viste det sig, at skolen var i en akut økonomisk krise. Redningen fra denne alvorlige situation kom i juli måned ved, at Sparekassen Bornholms Fond donerede 1 million kr. til skolen.
Hele den turbulente affære viste sig dog også at have positive sider. Den medførte således en stor opmærksomhed og opslutning omkring skolen. Det viste sig ikke mindst ved tilslutningen til skolekredsen, som efterhånden voksede til omkring 500. Og ligeledes blev fremmødet til generalforsamlingerne og andre arrangementer nærmest overvældende i forhold til tidligere.

Lillian Hjorth Westh og Axel Lasthein Madsen 2007-16

Skildringen af dette sidste afsnit bygger i hovedsagen på oplysningerne i årsskrifterne 2008-15, men for en del også på, hvad jeg har erfaret ved jævnlige besøg på skolen. Der er således ikke tale om en dybtgående analyse af tingene, men kun en kortfattet oversigt over nogle hovedlinjer i forløbet samt nogle enkeltheder, der er kommet til at præge det. Selvom jeg for længst er gået på pension, føler jeg mig dog fortsat ret tæt på skolen, og derfor får fremstillingen ind imellem en personlig karakter.

Lillian Hjorth Westh stammer fra en gård i Rutsker, var som ung elev på Hørsholm Højskole, blev læreruddannet fra Tønder Seminarium, og var i nogle år lærer på ældrehøjskolen Rude Strand. Hun kom tilbage til Bornholm med sin familie i 1982, hvor hendes første mand, Claus Hjorth Lauritzen, blev ansat som musiklærer på højskolen. Hun blev selv ansat fra nytår 1983, og altså fra 1. august 2007 som viceforstander.

Axel Lasthein Madsen stammer fra Skårup på Sydfyn. Han er uddannet fra Musikvidenskabeligt Institut under Københavns Universitet. Før ansættelsen på Bornholms Højskole havde han i 30 år været tilknyttet kommunale musik- og kunstskoler for børn i Korsør og Gladsaxe, det sidste sted som leder i 15 år.

Det turde af det ovenstående være klart, at Lillians og Axels ansættelse skete under usædvanlige omstændigheder - uden fortilfælde i skolens historie. Og der var nok at tage fat på med at få skabt ro omkring skolen og få virksomheden ind i god gænge igen.
Det hedder da også, at alle kræfter blev sat ind for at rette op på tingene. Det mest afgørende var naturligvis at få stabiliseret økonomien. Den akutte likviditetskrise blev som nævnt afværget med donationen fra Sparekassen Bornholms Fond, men ved besparelser og en fast styring blev der i de følgende tre år overskud på regnskabet i en størrelsesorden som man tidligere aldrig havde set. I 2009 blev det således på 1,3 mill. kr., samme år, som man nåede op det magiske tal på 1000 kursister.
Der kom dog også malurt i bægeret. Højskolerne havde længe været friholdt af de offentlige besparelser, men det blev ikke ved at gå. I 2010 nævnes en såkaldt genopretningsplan, hvori det indgik, at kursisternes tilskud til de korte kurser på to uger blev sat ned. Det kom til at koste Bornholms Højskole en lille million kr. i mindre statstilskud året efter. Endelig bestemtes det i 2015, at tilskuddet til højskolerne nedsattes med to procent de følgende fire år, en samlet besparelse på otte procent.
Der var således nok, der trak ned, men alt i alt er der udsagn om, at økonomien her mod denne periodes slutning trods alt er i god balance, men at skolen til nye investeringer i bygninger og andet fortsat vil være afhængig af tilskud fra fonde.

Skolevirksomheden - Vinterskolen
Det traditionelle vinterkursus, som fra 2005 var blevet forlænget til 25 uger - 9 uger fra sidste del af oktober til jul og 16 uger efter nytår frem til slutningen af april - fortsatte de første år. Foruden de almene højskolefag fortsatte også de tidligere linjefag, keramik, billedkunst, glaskunst og smykkefremstilling. Som et nyt linjefag kom også musik til, om hvilket det hedder, at især de grønlandske elever var meget optaget af. Det fremgår klart, at det var Axels ønske at give musikken en mere fremtrædende plads i undervisningen, hvilket forekommer helt naturligt med hans baggrund. Han har i øvrigt med sit klaverspil tilført skolen en ny dimension, som har sat sit positive præg på det hele. Det fornemmes tydeligt ved de offentlige arrangementer, hvor fællessangen i højere grad har fået sin egen særskilte betydning.
Som en nyskabelse kom faget kokkens køkken til, i første omgang som tilvalgsfag, senere som linjefag. I dette fag lærer eleverne at lave mad, som de så serverer for kammeraterne.
Et andet nyt fag var medie, hvor eleverne arbejdede med videofilm, EDB teknik og andet. Det giver visse mindelser om en journalistlinje nogle år i 1970erne. Endvidere nævnes friluftsliv, som dog ikke kom til at spille nogen fremtrædende rolle.
For at tilpasse kursustiden til en tid, der lå nærmere, hvor mange andre højskoler begyndte deres efterårskursus, forlængedes vinterkurset fra skoleåret 2011-12 til 30 eller 31 uger, således at man startede med 14 uger fra midten af september til jul, og 16 eller 17 uger efter nytår til udgangen af april. Derved kom vinterskolens begyndelse til at overlappe den sidste del af sommerkurserne.
I den anden ende skal det nævnes, at vinterskolen fortsat har sluttet med en uges studierejse til en by ved navn Torun i Polen.
I 2013 hedder det i årsberetningen, at man ønskede "at tydeliggøre skolens kunstneriske profil". Timeplanen blev derfor for det mestes vedkommende opdelt i tre moduler. Et modul omfattede billedkunst, glaskunst, keramik og musik, et andet modul omfattede smykkefremstilling, IT og medie samt kultur og kreativitet, og endelig omfattede et tredje modul forskellige almene fag og aktiviteter. Derved fik eleverne flere valgmuligheder, idet de kunne følge to af linjefagene. Denne model har man arbejdet videre med siden.

Elevholdene
Som nævnt ovenfor blev alle kræfter efter al uroen i foråret 2007 sat ind på at rette op på tingene, og den almindelige stemning betegnes som nærmest euforisk. En mindre tilbagegang af sommerkursister i forsommeren blev vendt til fremgang i eftersommeren, og bestræbelserne må også have sat sig spor i antallet af elever på vinterskolen 2007/08. Ikke mindre end 62 elever mødte den 22. oktober, og det samlede antal for hele vinteren blev på 65, en absolut rekord i skolens historie, som ganske vist ikke er nået siden.
Det har hele tiden været sværere at få elever til Bornholms Højskole til efteråret end til foråret, og allerede året efter sank antallet til 37. I de følgende år gik det noget op og ned, 23 da der var færrest og 49, da der var flest, i gennemsnit for 2008 til 2014 på 34. Antallet af elever på forårsholdet i de samme år er sværere at gøre op. Det ser ud til at svinge fra omkring 40 til 55 med et gennemsnit på 48, en tilslutning, der i forhold til tidligere i skolens historie er ganske flot.
I forhold til tidligere er der i disse år sket en markant ændring af elevholdene med hensyn til alder og nationalitet. Tidligere i skolens historie har der ganske vist også været nogle med en alder over 50, mens de langt de fleste har været unge under 25. Nu meldes der derimod om en langt større aldersspredning, dog fortsat med flest unge, men med en del noget ældre og på alle hold et antal pensionister, hvoraf enkelte er op mod 80 år. Denne spredning synes i nogen grad at skyldes mulighederne for kreativ aktivitet.
Ligesom med aldersspredningen har der også tidligere været elever fra udlandet, først og fremmest fra Norge og Sverige, men også fra enkelte andre lande, f.eks. Island, Finland, Tyskland og Holland samt en enkelt fra Japan. Og fra Færøerne og Grønland har der også ind i mellem været elever.
Men efter opbruddet i Østeuropa blev det anderledes. Som tidligere omtalt kom der med ordningen for de baltiske elever fra begyndelsen af 1990erne, op til 12 elever hvert år fra disse lande, som også omfattede Polen og Rusland. Selv om denne ordning ophørte i 2006, er der fortsat kommet nogle elever fra de baltiske lande og Polen, men det, der i særlig grad har gjort sig gældende i de senere år, er ret mange elever fra Japan, hele ti i 2012-13, da der var flest og otte i 2014-15. Men der nævnes også elever fra en lang række andre lande bl.a. nogle fra lige så fjerntliggende som f.eks. Nepal.
For efterårsholdet 2015 meddeles de konkrete tal for holdets sammensætning. Der kom 41 elever i alt, hvoraf 6 var fra Japan, 2 fra Korea, 1 fra Mexico, 1 fra England, 2 fra Nepal, 12 fra Grønland, 10 fra Bornholm og 7 fra det øvrige Danmark.
Det følger nærmest af sig selv, at denne situation måtte føre til forandringer med hensyn til de forskellige sprog. Det hedder et sted, at hovedsproget fortsat er dansk, men at al tale bliver oversat til engelsk.
Af tallene fremgår det også, at smertensbarnet med hensyn til tilslutningen er de danske elever, speciel dem fra det øvrige land. Helt siden 1950erne har det været problemet at få tilstrækkeligt mange af dem.
Som det ses var der også 12 fra Grønland, og et lignende antal havde der som før nævnt været siden 2006.
Selvom det i denne nærved 10-årige periode har været lidt op og ned med tilslutningen til vinterskolen, så bliver det samlet til flere hundrede elever, der givetvis alle har fået et godt udbytte af det, i såvel undervisningen som i det almindelige samvær, som kostskoleformen byder på.

Tilskud til elever
For at fremme tilgangen af elever iværksatte man tidligt forskellige initiativer for at skaffe penge til at yde tilskud til elevers egenbetaling og eventuelt tilbyde fripladser. Det var bl.a. en kunstauktion, donationer fra erhvervsfirmaer, Rotary klub og Odd Fellow logen, indsamling i skolekredsen samt en stor pengegave fra en ældre dame i Flensburg, Gerda Hagen, som havde været elev i 1948. Hun sendte i 2013 kontant 36.000 schweizerfranc, svarende til 216.000 kr. Disse midler er blevet til ca. en halv million kr., så der er noget at gøre godt med.

Partnerskab med kommunen
Bornholms Højskole indgik på et tidspunkt et partnerskab med kommunen om et projekt kaldet "Uddannelse til alle". Projektet drejede sig om at tilbyde "unge kontanthjælpsmodtagere, der var langt fra arbejdsmarkedet, og som havde andre problemer end ledighed" et gratis højskoleophold for med det at indgyde dem mod og lyst at komme i gang med en uddannelse eller komme i arbejde. De nærmere detaljer skal ikke refereres her, men projektet medførte, at først 5 unge gennemførte opholdet 2011-12 og derefter 12 unge gennemførte det i 2012-13. Det blev i begge tilfælde en succes, og efter det sidste var der stor ros til højskolen fra nu afdøde kommunalbestyrelsesmedlem Henry Schou Madsen. Af de 12 unge var de 11 kort efter enten kommet i arbejde eller var begyndt på en uddannelse. Den sidste, der endnu var på kontanthjælp, var det, fordi hun var på barsel. Projektet var et forsøg, men trods dets gode resultater, lykkedes det ikke at få det gjort permanent.

Sommerkurserne
De mange korte sommerkurser for især ældre mennesker fortsatte for så vidt også i samme spor som før. Imidlertid var det sådan, at tilslutningen til disse korte kurser fra årtusindskiftet viste en vigende tendens. I år 2000, som var et højdepunkt, var der et gennemsnitligt antal kursister på 78 pr. kursus, hvilket var ret tæt på det optimale på godt 80. I 2005 var det tilsvarende tal faldet til 65. Det gjorde sig gældende også i de følgende år, og der lå derfor også på dette felt en stor opgave for den nye ledelse at få tilslutningen op igen. Som nævnt ovenfor lykkedes det i 2009 at få det samlede deltagerantal op på 1000, hvilket svarede til et gennemsnitligt antal på 67. Efter at den nye tilbygning, som skal omtales nedenfor, stod færdig i 2013, nåedes et toppunkt på 1230 kursister, hvilket svarede til et gennemsnit på 82 pr. kursus, tæt på det absolut optimale.
Sommersæsonen gennem årene har varieret fra 19 til 21 uger. Men på grund af, at det efterhånden blev sværere at få fyldt kurserne på 14 dage, blev der gradvis flere kurser på én uges varighed og tilsvarende færre på to uger, en udvikling, der var begyndt nogen tid før. Hvor der i år 2000 således var i alt 11 kurser på to uger og kun ét ugekursus for en bestemt forening, var det i 2009 ændret til 9 ugekurser og 6 to-uges kurser, tidsmæssigt altså 9 og 12 uger. Men i indeværende år, 2016, har der været afholdt i alt 16 ugekurser og kun 2 to-uges kurser.
En anden forandring, som allerede havde været på vej fra 1990erne, er, at de fleste kurser blev opdelt i to emner, således at der egentlig var to sideløbende kurser. I indeværende år gjaldt det således 14 af de i alt 18 kurser. I konsekvens heraf er emnegrupperne, som tidligere fandt sted i to undervisningstimer før middag, blevet afskaffet.
Årsagerne til denne udvikling er sikkert flere, men en af de vigtigste er utvivlsomt, at tilskuddet som ovenfor nævnt til kurserne på to uger blev beskåret, hvorved de åbenbart blev lidt for dyre. En anden årsag til, at det i det hele taget blev sværere at få fuld tilslutning til disse korte kurser, er formentlig, at de fleste højskoler efterhånden udbød et stort antal af dem, så konkurrencen blev større.
Som før er der på sommerkurserne blevet lagt meget vægt på alt, hvad der har med Bornholms at gøre. En væsentlig del af tiden består således af udflugter til øens mange seværdigheder, i bus, på cykel eller ved vandringer. Sideløbende med det er der mange andre emner på de enkelte kurser, dels kendte fra før som litteratur og kunst, akvarelmaling, dans af forskellig slags og andet. Blandt nye emner kan nævnes bridge, arkæologi, workshops i glas og keramik, ballroom fitness, krolf og forskelligt andet, så der har været eksperimenteret en del.
Selvom det også på sommerkurserne har været lidt op og ned med tilslutningen - dog i de fleste år over 1000 - bliver det samlet til adskillige tusinde, der i denne 10-årige periode har tilbragt én eller to uger på højskolen og utvivlsomt fået en god og udbytterig oplevelse ud af det, ved foredragene, aktiviteten i de forskellige emner, ved turene rundt på øen, og ved det almindelige samvær. Der er i hvert fald talrige udsagn om dette fra kursister - som der i øvrigt har været helt tilbage fra 1960erne, da skolen begyndte på korte sommerkurser i større omfang end før.

1000 kursister - hvordan?
I tidligere tid var det sådan i højskoleverdenen, at forstanderne i efterårstiden, hvor skolerne normalt lå stille, drog land og rige rundt og holdt foredrag. Det var en del af traditionen for folkeoplysning, men det var også ret afgørende for at tiltrække elever til deres skoler.
I nyere tid har Bornholms Højskole fået et sidestykke til dette, ved at Lillian i efterhånden adskillige år i betydeligt omfang har rejst rundt i landet og holdt foredrag i forskellige kredse, og som sådan er blevet meget efterspurgt. Hendes emner er først og fremmest fra litteraturens verden, bl.a. forfatterportrætter, men også biografier over personer med usædvanlige livsforløb, f.eks. den franske sangerinde Edith Piaf.
Ved denne virksomhed har hun som sidegevinst medvirket til øget tilgang af kursister til sommerkurserne. Det har desuden været en måde at gøre skolen kendt på, uden at det kostede noget som helst. Det vurderes til at have haft meget stor betydning og har derved bidraget væsentligt til skolens økonomi. Hellere tjene penge og investere end at skære ned, som det hedder.
Derimod konstateres det med beklagelse, at den samme strategi ikke har kunnet praktiseres med vinterholdene.
Et antal på 1000 kursister og derover, som der har været i de fleste år, må for en højskole som Bornholms betegnes som meget flot. Af andre faktorer end Lillians foredragsvirksomhed, der har spillet ind for tilgangen, må naturligvis fremhæves Bornholm med alle dens "herligheder". Det fik tidligere kursisterne til at komme nærmest helt af sig selv.
Men i dag skal der også andre ting til, f.eks. de førnævnte specielle aktiviteter, der er kommet til i betydeligt omfang. Af samme grund har der været mange spekulationer om, hvordan skolen kunne gøres kendt og attraktiv, gøres synlig, som det hedder nu til dags. Der nævnes således uden forbehold termer som markedsføring og hvad dertil hører; om tilpasning til det, der rører sig i tiden osv. Det er noget ret nyt i højskolen, og afspejler de nye vilkår som skoleformen i dagens Danmark er underlagt. En højskole er ikke bare en skole, men også en virksomhed, hvor det er afgørende, at økonomien er i god balance.

Renovering og nybyggeri
Ved et skolekompleks som Bornholms Højskole, hvor der er bygninger fra mange perioder, vil løbende renoveringer og fornyelser selvsagt være nødvendige. Og netop i denne periode blev der foretaget en stor del.
I løbet af vinteren 2009-10 gik man i gang med en renovering af værelserne i haveetagen. Foruden den almindelige fornyelse indvendig gennembrød man muren under vinduerne og satte glasdøre i i stedet for. Udenfor blev der anlagt en terrasse med fliser og havemøbler, således at kursister og elever kunne gå direkte fra værelserne ud i den fri, nærmest på samme måde som for dem, der boede i de små huse. Det hedder, at disse værelser, som ellers ikke havde været så højt i kurs, med ét slag blev skolens mest populære.
I begyndelsen af 2011 tog man fat på en omfattende restaurering af foredragssalen, hvilket blev muligt efter en donation fra brødrene Larsen fond på 750.000 kr. Salen og den tilstødende varmecentral og mellemgang fik et helt nyt tag og med nye elektrisk styrede ovenlysvinduer i selv salen. Der kom nye stole doneret af Nordea fonden, indvendig blev den malet med lyse farver og forsynet med nye lamper. Endvidere kom der forskelligt moderne elektronisk udstyr som teleslynge, højttalere og digital fremviser af billeder og film. Og næsten vigtigst af alt: et effektivt ventilationsanlæg, så man nu kan sidde der som tilhører i mere end 20 minutter uden at kæmpe med døsighed. (Engang i 1980erne, da vi havde kursus for blinde og svagtseende, kaldet kursisterne den for sovesalen, fordi de i deres situation havde endnu sværere end os andre med at holde sig vågne).
I evalueringsskemaer fra kursisterne, og sikkert også på anden måde, kom der efterhånden mere og mere efterspørgsel på værelser med eget bad og toilet. Derfor syslede bestyrelsen tidligt med planer om at kunne tilgodese dette. Det mundede ud i en plan om en helt ny tilbygning mod nord ud for den gamle hovedbygning. Projektet blev af økonomiske grunde udsat i flere år, men i efteråret 2012 blev det gjort muligt ved tildeling af en donation på 4,5 mill. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Det banede vej for andre finansieringsmuligheder, bl.a. endnu en donation fra Sparekassen Bornholms Fond på 1 mill. kr. Forsikringsselskabet Bornholms Brand bekostede inventar og lamper til en værdi af 335,000 kr., og skolen kunne af egne midler lægge 1,5 mill. kr. på bordet. De samlede omkostninger blev på godt 8 mill. kr.
Den 11. september foretog man det første spadestik til opførelsen af denne nye værelsesfløj i to etager med 10 værelser med bad og toilet til hvert værelse. Arbejdet skred planmæssigt frem i løbet af vinteren. Den 2. november holdtes rejsegilde med en sammenkomst for håndværkerne, og det hele stod klart til de første sommerkursister i midten af maj 2013. Den 17. maj holdtes officiel indvielse. Foruden, at bygningen er meget rummelig, er den også forsynet med elevator til 1. salen, og den er forbundet med den gamle hovedbygning i begge etager. Udvendig adskiller den sig markant fra de andre bygninger ved at beklædningen består af egespåner, hvilket den kvindelige arkitekt tilknyttet A.P. Møller fonden foreslog inspireret af beklædningen på "Hytten", der ligger neden for skolen mod nord. Under byggeriet var det i øvrigt så heldig, at skolens pedel, Jørgen Kofoed, der er tømrer af profession, kunne virke som sparringspartner med håndværkerne, når der opstod tvivlsspørgsmål, hvilket han ved indvielsen fik meget ros for.
(Jeg var med til indvielsen og stod på et tidspunkt nede ved Hytten for at tage et par billeder. Derved havde jeg udsigt til den gamle hovedbygning, til venstre herfor spisesalen fra 1987, og til højre den nye værelsesfløj. Et øjeblik blev jeg nærmest lidt overvældet. Jeg havde kort tid i forvejen været til et højskolehistorisk møde på Frederiksborg Højskole i Hillerød, som er en af de store og fra gammel tid meget ansete højskoler, og som nogle år i forvejen havde fået et helt nyt og stort bygningskompleks. Nu syntes jeg pludselig, at Bornholms Højskole var blevet endnu større. Og stor er den da også. Ud fra nutidens forhold med plads til omkring 90 kursister om sommeren hører den faktisk nu til en af landets ret store højskoler).
Selvom skolen som nævnt kunne bidrage til byggesummen, var den unægtelig heldigt stillet med de mange fondsmidler. Af de tal, der fremgår af referaterne i årsskrifterne fremgår det, at skolen samlet i årenes løb i alt fik henved 8 mill. kr. fra fonde. Udover det ydede Kulturministeriet et tilskud på godt 240.000 kr. Nogle andre bidrag forskellige steder fra, f.eks. de nævnte nye stole i foredragssalen, er der ikke nævnt tal på.

Undervejs nævnes der naturligt nok også andre praktiske arbejdsopgaver, hvoraf en del hører til den almindelige vedligeholdelse, mens andet hører til forbedringer af forholdene.
Her skal nævnes to ting. I 2014 fremgår det nærmest indirekte, at skolen var blevet tilsluttet den kommunale vandforsyning. Dermed er man nu fri for at hente vand 90 meter nede i undergrunden, en sag, der i tiden løb har voldt en del problemer.
En anden ting, der nævnes, er, at skolen i 2015 fik installeret fibernet, således at IT problemer med langsom internetforbindelse som følge af den store mængde af computere, man har i vore dage, herefter skulle være afhjulpet.
Endelig fortjener det at nævnes, at gårdhaven mellem de gamle bygninger og forstanderboligen i foråret 2016, blev lagt næsten fuldstændig om af anlægsgartner Brian Lang, Bodilsker, så den i forhold til før, hvor den var meget tætpakket, nu er et meget indbydende og behageligt sted at opholde sig i for sommerkursisterne.

Skolebus
En nyskabelse for skolelivet er, at skolen i 2006 fik sin egen bus. Det var efter initiativ af Morten Hansen, som selv foruden en lærer tog kørekort til en sådan. Det medførte en række nye muligheder både sommer og vinter, f.eks. solnedgangsture til Helligpeder på sommerkurserne. Den første bus var en udrangeret Volvo-rutebil, som gjorde god gavn i seks år. Den blev dog efterhånden meget dyr at få gennem det periodiske syn og blev derfor i 2013 skiftet ud med en anden af mærket Leyland. Den har ganske vist også en del år på bagen, men er velholdt og kan givetvis opfylde skolens behov i mange år frem. Begge busser fik navnet "Oliva" efter Oliva Jespersen, den sidste beboer i "Hytten", før højskolen overtog den i 1907.

Folkemødet
Siden 2011 har det såkaldte folkemøde været afholdt i Allinge på Nordbornholm. Under det første deltog Lillian i et møde om højskolerne i partiet Venstres telt, hvor hun diskuterede med Bertel Haarder. I de følgende år gjorde man folkemødet til en del af et af sommerens ugekurser. Disse kurser blev hurtigt fyldt, og for første gang i de korte kursers historie meldes der om, at der var flertal af mænd. Folkemødet finder som bekendt sted fra torsdag til søndag midt i juni, og de første par år blev kursisterne kørt derop en del af fredagen og lørdagen, så de frit kunne deltage i nogle arrangementer. I de følgende år blev der indgået et samarbejde med Grænseforeningen, LOF og Sydslesvigsk Forening om indholdet af dette kursus. Kursisterne fik fast tilholdssted i Grænseforeningens og Grundtvigsk Forums telte, hvor der var forskellige foredrag, og hvor de også indtog deres middagsmadspakke og senere aftensmad. De resterende dage af kurset blev foruden andre udflugter brugt til efterbehandling af det, man havde hørt og oplevet på folkemødet.

Om skolens organisatoriske forhold skal her kun nævnes, at Birthe Juel-Jensen efter godt seks års energisk indsats til gavn for skolen i efteråret 2013 blev ramt af alvorlig sygdom og som følge deraf trak sig tilbage i januar 2014. Ved den senere ordinære generalforsamling blev den tidligere rektor for Bornholms Gymnasium, Finn Pedersen, valgt i hendes sted.

Der er mange detaljer, der også kunne fortjene at nævnes i en sådan historisk redegørelse, f.eks. en præsentation af de mange lærere og deres forskellige undervisningsfag, ligeledes det praktiske personale i køkkenet og i bygningerne og haven, hvis arbejde er væsentlige forudsætninger for, at alt kan fungere. Endelig, men ikke mindst, må nævnes det daglige skoleliv i undervisning og fritid, det, der så ofte er blevet nævnt som noget, der ikke kan beskrives, men må opleves. Men det må overlades til eventuelle andre skildringer.

Konkluderende betragtninger
Som skildret ovenfor var Bornholms Højskole ved Lillian og Axels ansættelse som forstanderpar i en alvorlig krise. Men der var i realiteten også et godt fundament at bygge videre på. Skolen havde fungeret godt som højskole i mange år, og dens gode renommé som sådan og de fysiske rammer måtte der nødvendigvis bygges videre på.
Det gamle grundlag var imidlertid under pres, og derfor måtte der gøres noget for at tilpasse forholdene til de tendenser, der gjorde sig gældende i tiden. Alt sammen for at tiltrække flere elever og kursister, og derved sikre en tilstrækkelig indtjening.
De ydre rammer blev forbedret med diverse renoveringer og kulminerede med opførelsen af den nye værelsesfløj i 2012-13.
Forlængelsen af vinterskolen fra 25 uger til 30 eller 31 uger må ses i samme sammenhæng.
Ligeledes den gradvise overgang på sommerkurserne fra en del 14 dages kurser til mange flere ugekurser.
Nye fagområder på vinterskolen som musik, kokkens køkken, IT og medie mv. må nok også delvis ses i samme kontekst. Forsøget på at "tydeliggøre skolens kunstneriske profil" fra 2013 ligeledes.
Tilsvarende med vægtningen af alt, hvad der har med Bornholm at gøre på sommerkurserne samt flere andre nye emner.

Alt det her nævnte har imidlertid mest med det ydre "forretningsmæssige" at gøre. Lige så væsentligt vil det være at spørge om, hvorfor man i det hele taget holder højskole? Hvad formålet er med det hele?
I et foredrag, jeg holdt ved efterårsmødet i september 2006 i anledning af 150 året for den første højskolevirksomhed her på Bornholm, forsøgte jeg at give et kort svar på det. Det jeg vil gentage her.
Jeg var i mange år filmoperatør for skolens kunstlærer og så i den forbindelse adskillige gange en kort film om billedkunstneren Harald Isenstein. Han var tysker af jødisk afstamning og havde derfor under nazismen i 1930-erne måttet flygte til Danmark og under besættelsen videre til Sverige. I en del af filmen fortæller han stilfærdigt og nøgternt om de chikanerier og forfølgelser, han havde været udsat for, men føjer så til: "Vi skal forgive (tilgive) dem, thi de ved ikke hvad de gør". Lidt senere tilføjer han som en slags konklusion: "Der findes i virkeligheden kun to slags mennesker: ånd og ikke-ånd".
Jeg brugte det som slutning på foredraget, og der er forhåbentlig ikke tvivl om, hvor jeg mener, at højskolen hører hjemme.
Men også dette er under pres i dagens højskole. Lillian var til stede under foredraget og bifaldt bagefter min slutning fuldt ud. Det er mit bestemte indtryk, at hun og Axel hele tiden har "holdt fanen højt" med hensyn til denne side af virksomheden, hvilket tjener dem til ære. Dertil kommer den ligefremme og hjertelige stemning, de søger at formidle blandt kursister og elever, og som er så essentiel for højskolelivet.
_______________________

Meget er forandret i Bornholms Højskoles lange historie - ikke så lidt nærmest til ukendelighed. Alligevel er der noget, der forekommer at kunne være det samme som før - når det lykkes.
Derfor vil jeg slutte med at citere, hvad en pige, Cecilie Lindholm Andersen, som var elev efter nytår 2009, efterfølgende skrev i et lille indlæg til årsskriftet. Hun havde kort før taget studentereksamen og forventede at træffe en del ligesindede på højskolen, 4.G, som det kaldtes en overgang. Det slog ikke til, og hun blev betænkelig ved den meget forskelligartede flok hun mødte. Men det blev anderledes. Hun slutter sin lille skildring med følgende:
"… det viste sig jo snart at mine bekymringer blev gjort til skamme. Vi var alle kommet til skolen - uanset alder - med et ønske om at gøre nye bekendtskaber, og med denne fælles udadvendte indstilling opstod der et unikt miljø, hvor den første nats fordomme blev tilintetgjort. Jeg oplevede snart, at når man spiser sammen, snakker sammen, gør rent sammen, går ture sammen og på alle andre måder bliver involveret i hinandens liv, opstår der en forståelse for hinanden. Snart var aldersforskellen, som for mig i begyndelsen var den største barriere, ligegyldig. Ja, jeg er fristet til at skrive, at vi, den brogede skare, levede lykkeligt til højskoleopholdets ende, for tiden på højskolen var ubetvivlet af en fantastisk karakter".



SAMs højskolehistoriske Arkiv