Højskoleliv i en svunden tid - 1. del

Indledende bemærkninger
Som det vil være årsskriftets læsere bekendt, efterlyste vi sidste år forskelligt materiale, der kunne belyse sider af højskolens historie, specielt om, hvordan det daglige skoleliv formede sig. Det fulgte vi så op ved i forbindelse med elevmødet i år at udsende spørge-skemaer til elevforeningens medlemmer. Vi har fået godt 30 af disse tilbage i udfyldt stand, og enkelte har derudover skrevet en mere udførlig redegørelse om deres højskoleophold.

Hovedparten af dette materiale ligger i tid inden for perioden 1914-45. Som et foreløbigt resultat af denne undersøgelse er jeg således nu i stand til at tegne i hvert fald nogle brudstykker af mønsteret i skolens dagligdag i denne tid, fra udbruddet af 1. verdenskrig til afslutningen af den 2. Af pladshensyn og af tidnød må jeg dog dele det i to dele, således at jeg nedenfor behandler den periode, der falder inden for Andreas Hansens og Frode Aagaards forstandertid, det vil sige 1914-33. Resten regner jeg så med at kunne forelægge i næste års årsskrift.

Alle detaljer fra skemaerne er ikke taget med her, men derfor er de ikke uden interesse. De vil kunne bruges i forskellige andre sammenhænge. I sagens natur er det også sådan, at nogle gentagelser ikke helt har kunnet undgås, men jeg har søgt at begrænse dem mest muligt. Men nu til selve skildringen.

Andreas Hansens tid
Som antydet er de oplysninger, der rækker længst tilbage, helt fra 1914. De er kommet fra en nu 90-årig dame, Emilie Westh, Hasle,som var elev den sommer. Hun hed dengang Emilie Jensen. Hun skriver, at hun ofte har tænkt over, at hun er den eneste af det hold, der endnu lever. Hun medsendte en samtidig liste over elevholdet, og af den fremgår det, at de har været 33 elever, hvoraf 4 var fra Sønderjylland, som jo dengang var under Tyskland. Desuden var der en sønderjysk pige i køkkenet. Listen har også delvis adresse på de fleste, og af dem ses, at 4 har adresse uden for Bornholm, 15 har adresse på Bornholm, mens 9 er usikre. (I årsskriftet angiver Andreas Hansen, at foruden sønderjyderne kom 11 ovrefra, altså de fleste af de usikre). Alles fødselsdag er noteret - sikkert med henblik på senere at holde forbindelsen vedlige i det mindste denne ene gang om året.

Navnelisten er skrevet på et par sider i en mellemstor notitsbog; formentlig de eneste blade, der er tilbage af den. Men det træffer sig så heldigt, at hun på de næste 2 sider har nedfældet den ugentlige timeplan, som vi derfor har for mandag, tirsdag og onsdag. Det ser heraf ud til, at dagens første tre timer har ligget fast. Man begyndte kl. 8 med gymnastik, kl. 9 var der historie, formentlig foredrag af Andreas Hansen, og kl. 10 var der dansk. I sidste time før middag var der mandag og tirsdag naturlære (fysik) og onsdag geografi. Om eftermiddagen var der også fire timer, fra kl. 2 til kl. 6. Inden for de tre dage optræder håndgerning her med to dobbelttimer. Desuden har der været kemi, botanik, legemslære og samfundslære. Sidste time fØr aftensmaden synes også at have ligget fast med oplæsning.

Emilie Westh fortæller, at få dage før sommerskolen sluttede, indløb meddelelserne om, at der ville blive krig. De i alt 5 sønder-jyske piger fik hurtigt telegrammer om, at brødre og kærester var blevet indkaldt til tysk krigstjeneste, så det blev derfor en afsked med mange tårer.

Dette stærke menneskelige træk bekræftes, når man læser Andreas Hansens årsberetning i årsskriftet fra det år.

Fra vinterskolen 1914-15 kom som den første personlige reaktion på vores efterlysning sidste år en skildring fra Karl Svendsen, Gudhjem. Han fortæller, at det ikke var nogen god tid for skolen. Dels var der krigen i verden, som nok havde bevirket, at der ikke kom nogen elever ovrefra. Derfor var der kun 25, og skolens bygninger var lige blevet udvidet så der kunne være plads til 40. Derfor blev økonomien stram.

Dertil kom, at Inger Hansen, Andreas Hansens kone, var alvorligt syg og mod slutningen af vinterskolen måtte drage til København for at blive opereret. I den tid måtte Andreas Hansen naturligvis også være en del borte fra skolen. I de perioder blev han afløst af den efterhånden 69-årige Jøhan Bøgeskov, som hver dag gik frem og tilbage fra Villa Broager i Gadeby i Østermarie.

Foruden Andreas Hansen var der to lærere, Kaj Senstius og Johannes Jensen. Andreas Hansen havde mest historiske foredrag, men også enkelte andre fag, deriblandt gymnastik. Han sagde ved skolens begyndelse: »Her er vi socialister, for vi har 8 timers arbejdsdag«. Johannes Jensen var landbrugskandidat og havde derfor landbrugsfag. Han blev senere i nogle år forstander på Kærehave Landbrugsskole. Kaj Senstius havde regning og forskellige andre fag. Han var ellers musiker og komponist. Han og hans kone boede i lærerlejligheden i »Sønderomme«, og en gang om ugen samlede de der en tredjedel af eleverne og spillede klassisk musik for dem. Senstius spillede violin, fruen klaver. Disse aftener betegnes som særligt gode, (også af elever fra andre hold).

Med hensyn til de ydre rammer fortæller Karl Svendsen, at der jo dengang ikke forlangtes så meget vedrørende værelsernes bekvemmelighed. (Mange vinterelever fra de følgende år nævner da også, at der ingen mulighed var for at varme op, så der kunne være temmelig koldt en sådan vinter). Et 4-mands værelse på østre gavl havde navnet »Morgengry«. På hver af dets sider var der et langt 5-mands værelse. Det ene hed »Kongedybet«, det andet »Valhal«, men en frisk fyr gav det navnet »polakkasernen«. (Det navn gik tilsyneladende i arv til de skiftende elevhold i mange år, idet jeg også har hørt det nævnt af en elev fra 20erne).

På holdet den vinter var der en købmandssøn, som faderen forsøgte at holde til bogen og derfor havde sendt på højskole. Men den unge mand havde ikke lyst til det, og da Bøgeskov afløste AndreasHansen, mente han, at han alligevel ikke kunne lære noget af »den gamle«, så derfor tog han ofte det første tog til Rønne.

Så vidt Karl Svendsen fra 1914-15. Der er helt naturligt megen overensstemmelse i skildringerne fra de følgende år. I vinteren 1916-17 var der 29 elever. Johannes Jensen var rejst, og der nævnes lærer Kjeldsen og en Hjort, Maglegård. Der var som bekendt stadig krig i verden, og derfor var maden spartansk. Der blev bl. a. ofte serveret frikadeller, som mest bestod af kartof-felmos og kun en lille smule kød, så man blev hurtigt sulten igen.

Det nævnes, at Andreas Hansen i sine foredrag bl.a. havde fortalt en del om Sokrates, og at han var enestående til oplæsning af f. eks. Holbergs komedier, hvor han kunne fremstille 10-12 personer lyslevende. I de timer var der stille, hedder det, alle var fanget ind. Andreas Hansen tog også eleverne med på lange traveture i Almindingen, som han kendte ud og ind, men egentlige udflugter havde man ikke. Transportmulighederne var jo ikke, hvad de er nu.

I vinteren 1918-19 var antallet af elever steget til 40, dvs. fuldt hus. Verdenskrigen sluttede kort tid efter vinterskolens start, men som følge af den nævnes det, at der var rationeringsmærker på næsten alting, så det var stadig spartansk med maden. Derfor var det en velkommen afveksling, når bestyreren af »godset« nogle lørdag aftener kom med en kasse æbler, som han tømte ud på gulvet i dagligstuen til velvillig deling.

Fra sommeren 1922 har vi modtaget tre besvarede spørge-skemaer, så de giver tilsammen et godt billede af den sommer-skole. Der var 22 elever, hvoraf 7 kom ovrefra, heraf 2 fra Sydslesvig (Flensborg), 3 fra Jylland, 1 fra Fyn og 1 fra Sjælland. Fru Inger Hansen var da et par år i forvejen bukket under for sin alvorlige sygdom. Og Kaj Senstius var kort forinden rejst. I deres sted var der en lærerinde, Ingeborg Jensen, som nogle år senere blev gift med Andreas Hansen, og en lærer Johs. Rasmussen. Ingeborg Jensen underviste i regning, geografi og håndarbejde. Johs. Rasmussen underviste i skriftlig dansk, sang og gymnastik, men havde også noget historie og naturhistorie.

Lærer Rasmussen betegnes af én som en prægtig mand. Han tog ofte eleverne med ud i naturen i sommeraftenerne for at få dem til at opleve noget af det, han søgte at forklare dem. Ofte sluttede de så i Fuglesangsrenden, hvor de sang aftensang. I juli måned blev der imidlertid sat en stopper for det i nogle dage, idet det satte ind med voldsomt tordenvejr og regnskyl; så meget, at der blev oversvømmelse i Ekkodalen, og de derfor ikke kunne komme over på den anden side i nogen tid. Det hedder også om Rasmussen, at han gjorde meget ud af at forbedre elevernes skriftlige færdigheder. Derfor gav han dem en del fristile at skrive, hvad der ikke var yndet af alle. De udgav den sommer et elevblad, som de kaldte »Den sladrende the-potte«, og i det hed det engang, at Rasmussen gav dem en ny fristil endnu før de var færdige med den foregående.

Elevbladet blev jo mest lavet for morskabs skyld. Man hængte hinanden ud i det, når der var noget at »sladre« om eller drille hinanden lidt med. Det udkom en gang hver 14. dag (formentlig kun i 1 eksemplar) og blev en bestemt aften læst op af Andreas Hansen, en aften, hvor der også blev serveret kaffe eller frugtgrød.

På den tid var det vel nok ved at være almindeligt, at mange havde cykler. Det gav langt bedre muligheder for at arrangere udflugter. Den sommer var de på cykletur til Stavehøl vandfaldet. Cyklerne gav også de bornholmske elever mulighed for ret nemt at smutte hjem lørdag aften og først vende tilbage søndag aften. Det var et nyt træk i skolelivet, og det brød Andreas Hansen sig ikke om. Han ytrede en dag, at han kunne have lyst til at opføre en mur omkring højskolen, »så vi blev inden for murene i de tre måneder, vi var på skolen«.

Sct. Hansaften var der stor fest på skolen med optræden, sang og dans. Mange havde fundet vej til højskolen den aften, hedder det. Og så var det snart den sidste måned, hvor en masse tid gik med at indøve komedie og forskellig underholdning, hvortil elevernes pårørende blev inviteret til en afsluttende festaften.

Frode Aagaards tid
Efter vinterskolen 1922-23 fratrådte Andreas Hansen som forstander for at blive hjælpepræst ved valgmenigheden. Hans afløser blevden kun 29-årige Frode Aagaard. Fra et af hans første år, vinteren 1926-27, har vi modtaget en udførlig skildring fra Thor Thorsen, Rønne, som jeg med hans billigelse vil gengive ordret. Han fortæller :

»Vi startede på højskolen den 1. november 1926. Jeg er husmandssøn fra Knudsker og tjente i mine unge dage på landet. En af mine første pladser var hos højskolefolk, og jeg fik derved mine første indtryk af højskolen, og da tillige forkarlen lige var kommet fra et højskoleophold, kom jeg snart gennem hans fortællinger livet på en højskole på nærmere hold. Jeg var også med ham til sommermøde og fik lyst til selv at komme på højskole. Da man dengang kunne få tilskud fra amtet, søgte jeg og fik det, og indmeldte mig derefter på skolen. Jeg havde den glæde, at min anden medtjener også ville med, og vi var så heldige at få værelse sammen på »Jomsborg« - et to-mands værelse med plads til én. Men vi havde nær til baderummet, og så var det bare at komme der tidligt, mens der var vand på spanden. Ellers var det en længere tur op og ned ad trappen for at hente vand. Var det frost, kunne vi godt risikere, at der var is på vandet om morgenen, men det var vi jo vant til ude fra bondelandet.

Vi startede dagen med havregrød kl. 7.30 - og mødte i skolestuen kl. 8.00 til morgensang. Vi havde som regel første time med forstander Aagaard. Førstelæreren hed Birk, og han havde som regel de almindelige timer som dansk, regning og gymnastik, mens Aagaard mere havde det »historiske«. En tid havde vi også lærer Mølgaard, men da han ikke faldt rigtigt til, flyttede han atter. Vi havde også landbrugslære med konsulent Brandt, plus regnskab med konsulent Leerberg. Kl. 12 spiste vi middag, og kl. 13.30 havde vi atter en time, hvorefter vi drak kakao.

Vi startede dengang med 22 elever - 2 fra Jylland, 2 fra Sønderjylland, resten var bornholmere - dog efter nytår fik vi en arbejdsløs snedker fra Falster.

Af udflugter havde vi gåture i Almindingen, cykletur til Hammeren og til Rønne, hvor vi beså slagteriet og Bornholms Tidende. Om Hammerturen husker jeg, at den ene sønderjyde lige havde lært at cykle, men alligevel tog han med på turen på en af pigernes cykel,som han havde lånt. Da vi nåede til Allinge, var han pludselig væk. Vi blev meget betænkelige, da han kun talte meget dårligt dansk, så vi kørte alle rundt for at lede efter ham. Da vi ikke fandt ham, kørte vi til sidst tilbage til skolen. Og den første, vi så, var selvfølgelig sønderjyden, der sad og styrkede sig ved en kop kakao.

Vi havde også et elevblad, der hed »Høg over Høg«, og der havde jeg den ære at være en af de tre redaktører. Der var også tre »politibetjente«, der skulle indkassere bøder for begåede forseelser. De var meget ihærdige for at få penge i kassen, da »Grisegildet« så blev så meget flottere. (Bøderne blev lagt i en sparegris - deraf navnet »grisegilde«). Hvis bøder ikke blev betalt, straffedes synderen med buksevand - direkte fra pumpen i kælderen, så mange bøder blev »betalt« på kældertrappen.

Fastelavnsfesten var det store sus; de inviterede damer havde smørrebrød med, og dertil kunne købes lyst øl og sodavand. Humøret manglede dog ikke, og der blev spillet komedie og danset med liv og lyst i den smukt pyntede gymnastiksal. Derefter skulle damerne jo følges hjem, så det var jo trætte ungersvende, der endelig fik skind over øjnene og fjer på maven.

Vi var også engang 3 mand, der havde en »grovæder-konkurrence«. Den ene påstod nemlig, at han kunne fortære en hel wienerbrødsstang på ca. et kvarter. Vi andre skulle så betale, hvis han kunne, men vi ville bestemme tidspunktet. Derfor hentede vi ham lige efter at have spist flæskebøf til middag. Det var nemlig hans livret. Og tro det, hvem der vil - han vandt. Til trøst spiste vi andre hans to hvedebrød til eftermiddagskakaoen.

Så nærmede foråret sig, og det kriblede i fingrene for at komme til det praktiske, og så pludselig var det bare sidste aften med afslutning og afsked, og 5 dejlige måneder var slut«.

[Fortsætter i højre spalte].

------------------------

Til toppen af højre spalte

Det følger næsten af sig selv, at der er mange enkeltheder, der går igen fra år til år. Hovedtrækkene i forløbet var jo det samme. Mange mandlige elever fra disse tidlige år i skolens historie nævner således den bygningsmæssige standard, de sanitære forhold o. lign. Det forekommer naturligt nok - de var der om vinteren, hvor det kunne være barskt nok, når frosten satte ind. Det var vist kun skolestuen, biblioteket og opholdsstuen, der var opvarmet. I spisekælderen var der ingen opvarmning, så derfor varede spisningen sjældent ret længe.

Flere nævner vandet til at vaske sig i. Det skulle som regel hentes op i spande - i den tidlige tid helt omme bag »Sønderomme«. Og når det satte ind med frost, frøs det til. I sådanne perioder måtte vandet oven i købet også bæres ned igen, fordi nedløbsrøret ellers hurtigt frøs til. Toiletforholdene var heller ikke rare. »De små huse« var nemlig også langt væk i et lille udhus. Lys fik man fra petroleumslamper, som man havde overalt. Elektrisk lys fik skolen først i 1928, og indlagt vand og et nyt badeværelse i 1931. Men det var fortsat koldt vand i hanerne.

Ingen af pigerne nævner disse genvordigheder, hvad der for så vidt ikke undrer. Det er unægtelig langt nemmere og behageligere at leve under primitive forhold om sommeren.

En meget væsentlig ting i det daglige er maden. Vurderingen af den varierer lidt, hvad der heller ikke undrer. Det var jo før køleskabenes og dybfrysernes tid, skriver én, så det satte sit præg på det. Der var således meget saltmad, men også det var man jo vant til hjemmefra. En kvindelig elev karakteriserer maden som »almindelig god landbokost; der blev ikke kræset for os, men vi blev godt mætte hver dag«. Det synes jeg nogenlunde træffer gennemsnittet.

Det centrale på en skole er naturligvis undervisningen, og om den og lærerkræfterne fortælles der da også et og andet. Forstander Aagaard havde som før nævnt mest det »historiske«, herunder litteratur og samfundslære. En mandlig elev fortæller, at hans timer var festlige. Han begyndte gerne at synge ude i forgangen, og han kunne holde eleverne i ånde i alle sine timer - særlig i samfundslære, hvor timerne godt kunne trække ud, når diskussionen kom godt i gang. Samfundet og det politiske var Aagaard nemlig stærkt engageret i. Han var venstremand, og én fortæller, at han ikke ret godt kunne lide tyskerne og socialisterne, for nu at sige det mildt. Af nogle mundtlige udtalelser har jeg forstået, at han kunne blive helt lidenskabeligt ensidig, og at man da ofte syntes, han gik for vidt. Han var allerede som 24-årig blevet tilbudt at stille op til folketinget (valgretsalderen var dengang 25 år), men efter sigende holdt hans kone, Marie, igen. Hun var kun lille, men hun var stærk, sagde én engang om hende; et godt eksempel på en betydningsfuld kvinde bag manden. En af sommerpigerne fra 1929 siger samstemmende om hans under-visning, at han var festlig og god til at holde dem fanget, men han forlangte også, at de fulgte med - der var ikke noget med at nikke lidt søvnigt med hovedet.

Om Jens Birk, som var lærer i Aagaards første år, hedder det, at han var mere tung i sin undervisning, men hans fag var også anderledes; mest dansk og regning samt gymnastik. Han karak-teriseres dog som flink og vennesæl, men med tilbøjelighed til at behandle eleverne som var de en 1. klasse i folkeskolen. Han blev senere lærer i folkeskolen.

Om konsulent Aage Brandt, som havde landbrugsfagene, hedder det, at han var streng, men dygtig. Han havde været løjtnant, og det militære hang lidt ved i hans undervisning. Han begyndte at have timer allerede i Andreas Hansens tid og kom da kørende til skolen med hest og vogn. Men et par gange lykkedes det for hesten, der må have følt sig meget ensom oppe i de store hestestalde, at rive sig løs og løbe hjem, mens Brandt underviste. Siden boede han og hans kone i lærerlejligheden i »Sønderomme«, og her blev Jens Brandt, den nuværende amtsborgmester, født.

Fra vinteren 1927-28 fremgår det, at Aage Brandt er blevet afløst af en anden landbrugskandidat, Peter Pedersen. Om ham hedder det, at han var vældig flink og gjorde meget for eleverne; var dem en god kammerat. Han hjalp bl. a. det hold med at opføre vaudevillen »Nej«. Dertil var han meget dygtig til at læse op. Sommerholdet 1929 havde ham til oplæsning, og i de timer havde de lov til at sy på deres håndarbejde. Man forstår, at det ikke var det almindelige. Peter Pedersen var ungkarl, da han startede på skolen, men blev senere gift og var som deltidslærer tilknyttet skolen i over 10 år.

Flere af sommerholdene i disse år nævner Maja Nielsen, som i det meste af Aagaards tid havde håndarbejde, gymnastik og folkedans om sommeren. »Hende elskede vi«, siger én kort og udtryksfuldt. Egentlig hed hun Maren, men blev altså kaldt Maja. Hun blev senere gift Møller og boede i Tirstrup. I det tidlige forår i år indløb en meddelelse om, at hun var død ved et ulykkestilfælde få dage før sin 84-års fødselsdag.

Når der ses bort fra nogle enkelte blandt lærerne, har det i Bornholms Højskoles første mange år ellers været sådan, at den har måttet skifte lærere ganske hyppigt. I »Bornholmernes Land« fra 1944 giver Andreas Hansen den nok væsentligste forklaring. Han skriver, at skolen aldrig var således stillet økonomisk, at der var råd til at betale mere end minimumsbeløbet i løn. Derfor blev det oftest unge nyuddannede lærere eller landbrugskandidater, der tog et job som højskolelærer indtil der meldte sig en sikrere og gradvis mere vellønnet stilling.

Fra sommeren 1928 ses det, at Jens Birk var blevet afløst af Marinus Jensen (senere Gravsholt), som senere blev forstander på Krabbesholm Højskole. Sommeren efter, 1929, ses det, at han igen er blevet afløst af en lærer Dræby, som senere blev forstander på Ubberup Højskole. Om ham hedder det, at han blev drillet meget af nogle af pigerne, og det distraherede ham.

Allerede to år efter, sommeren 1931, var der igen sket ændringer i lærerstaben. Peter Pedersen var der fortsat, men de andre var blevet afløst af en lærer Alfred Beck, som var sønderjyde, og som havde dansk, regning og sang, og en frk. Anthonius, som havde håndarbejde og gymnastik.

Det nævnes også af nogle, at der ofte var gæstefore-dragsholdere, især præsten for valgmenigheden. Og så sang de meget, nævner nogle - kom næsten hele højskolesangbogen igennem, noget man mindes med glæde.

Med hensyn til fritidsliv, udflugter m.v. er det også helt naturligt, at meget går igen fra år til år. Men lige så naturligt er der også her visse forskelle fra sommer til vinter. Samstemmende nævner dog både sommer- og vinterelever, at en del tid gik med hjemmeopgaver, man skrev fristile f.eks. Og ellers gik megen tid med blot at være sammen og snakke og diskutere alt muligt. Om vinteren har dette nok mest foregået i opholdsstuen eller de andre steder, hvor der var opvarmet. Her spillede man bob, nævner én. Flere nævner, at man også spillede kort, men det var ikke velset. Og så lavede man naturligvis lidt sjov med hinanden - manipulerede lidt med bundbrædderne i sengene f. eks., når de pågældende var væk, men kun for sjov, understreger én. Så kunne det ske, at det endte med vandpjaskeri bagefter. Det skete også, at man »festede« lidt med wienerbrød eller flødeboller, som kunne købes hos købmanden. Og så lavede man som nævnt skoleblade. Foruden dem, der allerede har været omtalt, nævnes fra sommeren 1925 et, som kaldtes »Vaskebaljen«, i vinteren 1927-28 hed det »Gnisten« og i 1932-33 »Glimtet«. Og dem var det jo bedst at undgå at blive hængt ud i, siger én.

Småture i omegnen blev det selvsagt også til. En vinterelev nævner, at de ofte nogle stykker gik aftentur til stationen for at »tage imod toget«. Eller man gik i Ekkodalshuset og købte chokolade og kringle. Og så gik man naturligvis ture i Almindingen, især pigerne i »de dejlige sommeraftener«, som én bemærker.

Som ligeledes tidligere omtalt tog man også på længere udflugter ud på øen. Det ser ud til, at man har lagt en vis vægt på et »fagligt« indhold for mændenes vedkommende. Således ser slagteriet og Bornholms Tidende ud til at have været de faste punkter på turen til Rønne. Museet nævnes dog også. I vinteren 1932-33 tog holdet også til St. Spagergård i Østerlavs for at se på en fin kobesætning. Et fast udflugtsmål både sommer og vinter var Hammeren, hvor man lagde vejen om ad Helligdommen på udturen. I den tidlige tid cyklede man, senere nævnes det, at man cyklede til Klemensker og tog toget derfra.

Om sommeren ser de faste udflugtsmål ud til at have været Stavehøl og derfra videre til Gudhjem, en tur til Randkløve og til Paradisbakkerne. Én nævner, at de på en tur til Randkløve plukkede appennina, en sjælden anemone, som vokser i skoven ved det gamle Broholm mejeri som et af de meget få steder nord for Alperne. På disse ture gik eller cyklede man. En fast tradition var også, at eleverne blev inviteret ud til de forskellige forældre eller andre højskoleinteresserede mennesker. En pige fra 1925 fortæller, at de blev inviteret til Paradisbakkerne af Neksø Højskoleforening og bagefter til middag i private hjem i Neksø og omegn. Og fra 1929 fortæller en af pigerne om disse besøg : »Hele skolen var tit ude at besøge en eller anden elevs hjem om aftenen. Eleverne cyklede, forstanderparret kørte i bil og havde bilen fuld. Enten var det børnene eller lærerne. Så legede vi 'to mand høj' eller 'to mand frem for en enke' eller andet. Så fik vi kaffe med masser af kage (vi havde god appetit), og så sang vi«. En aften var alle forældrene så til gengæld gæster på højskolen. »Og så var højdepunktet jo elevmødet«, skriver én.

Så vidt jeg har forstået var disse aftenkaffeture og besøg af forældrene på skolen en tradition, som holdt ved længe - måske lige så længe som hovedparten af eleverne kom fra Bornholm. Og med det synes jeg, det kunne være passende at slutte første del af disse skitser af dagliglivet på højskolen i gammel tid.

Efterskrift
Grundlaget for dette rids af højskolelivet gennem ca. 20 år er oplysninger fra 18 gamle elever, de fleste i form af besvarede spørgeskemaer. De mange enkeltheder har jeg så skrevet sammen til denne skildring. Nogle steder har jeg suppleret med, hvad jeg tid efter anden har fået fortalt, og for at få det hele til at hænge sammen i en helhed har jeg naturligvis benyttet mig af den viden om skolens historie, som jeg har ad anden vej.

Det altovervejende her er imidlertid de gamle elevers oplysninger. 18 er ganske vist kun et meget lille udsnit af de mange, der har været elever på skolen i den pågældende periode. Derfor er det også kun brudstykker af et langt mere nuanceret mønster, men dog så mange brudstykker, synes jeg, at der tegner sig et reelt billede.

For mig, der som sagt også på anden måde har beskæftiget mig med skolens historie, har det været særdeles interessant at få den side af sagen med, ikke mindst de små karakteristikker af de forskellige lærere og forstandere. Hidtil har de fleste af dem ikke været ret meget andet end navne i de gamle årsskrifter. Nu træder de langt mere levende frem for én.

Grunden til at vi udsendte spørgeskemaerne er jo, at vores efterlysning af kildemateriale sidste år ikke gav så meget, som vi havde håbet. Vi fik nogle få ting, men mellem dem var der til gengæld enkelte meget værdifulde. En af de ting er en »stilebog« fra 1898, hvor en elev har skrevet udførlige referater af to foredragsrækker af N. P. Jensen. Noget andet meget værdifuldt er en anbefaling og nogle breve fra Lucianus Kofod til en af eleverne på den allerførste skole i Aakirkeby i 1856-58. Den pågældende elev blev den første formand for den nye skole ved Ekkodalen, og en tredje værdifuld ting er nogle breve til og fra ham om en kontrovers mellem nogle af skolens faste støtter allerede i 1894-95. Desuden har jeg fået lov til at låne 3 poesibøger fra 1902-04. Af andre ting kan nævnes en del elevbilleder, et par skoleplaner, nogle arbejdshefter og et par billeder af skolens bygninger. Endelig har vi fået tilsagn om at kigge i private fotoalbum.