Højskoleliv i en svunden tid 2. del

I sidste års årsskrift bragte jeg første del af en skildring af hverdagslivet på højskolen før i tiden, som var baseret på besvarede spørgeskemaer og supplerende redegørelser fra gamle elever. I tid strakte skildringen sig fra 1914 til 1934, dvs. en del af Andreas Hansens og hele Frode Aagaards tid som forstandere.

Her nedenfor vil jeg så videreføre skildringen så langt frem, som jeg har fyldestgørende materiale. Imidlertid er det sådan, at vi i mellemtiden har modtaget lidt mere materiale - deriblandt en ret udførlig beretning om vinteren 1918-19 af Gunnar Juul Nielsen, tidl. Sortegård, Aaker. Den synes jeg på glimrende vis kan genopfriske og supplere noget af skildringen fra sidste år, så den vil jeg her gengive som det første - dog med nogle få udeladelser og i lidt redigeret form.

Tilbageblik til 1918 -19
Gunnar Juul Nielsen skriver: »Jeg var på Bornholms Højskole vinteren 1918-19. Det var mens den spanske syge rasede, så derfor blev starten på vinterskolen udsat en uge, så vi først mødte den 11. november. Det blev i øvrigt en verdenshistorisk dato, for den dag blev våbenstilstanden underskrevet (1. verdenskrig. M.). Hvordan og hvornår vi fik dette oplyst mindes jeg intet om, for radio var jo ikke i brug, selv om den muligvis nok var opfundet.

Vi var 40 elever den vinter, og vi var der alle, da skolen sluttede. Af sygdom i vinterens løb var der vist kun influenza. Men når der var sygdom, blev vi fantastisk godt passet af faster Rikke (Andreas Hansens søster, Frederikk Hansen. M.), og ved en begyndelse kom hun altid med thermometeret. Var der feber, fik vi noget meget varmt at drikke. Pjækkesyge forekom ikke ret meget, for blev der meddelt noget om sygdom, kom faster Rikke med thermometeret. Hvis patienterne lå fuldt påklædte, blev de kommanderet ned at slås med sne - hvis der altså var nogen. Dette bevirkede, at Frederik Holm lavede en vise om faster Rikkes berømte pind.

Af eleverne var kun to fra det øvrige land, bagersvend Anton Günthersen fra Særslev på Fyn og Eigil Dam fra Ankerhus ved Sorø. Hans broder, Gunnar Dam har i Bornholms Tidende i de senere år skrevet flere artikler om deres barndomstid i Nexø, hvor faderen var seminarielærer.

Lærerne var forstander Andreas Hansen, Kaj Senstius og lærer Ask. Timerne med Ask gik ikke godt, og han flyttede snart. Med Senstius var der sang og noget kemi. Han lærte os nogle af de gamle kæmpeviser. Til hans kemitimer måtte vi tage en håndfuld ler med hjemmefra, så kunne vi bestemme kalkindholdet. Landbrugskonsulent Ejnar Knudsen havde mange timer. Med ham nivellerede vi »Godsets« jord og lavede dræningskort. Kvægavlskonsulent Hjorth, Maglegård, underviste om kvægracer og -familier, og hesteavlskonsulent Holm, Simblegård, om hesteracer og -familier. Desuden havde pastor Erichsen og pastor Hans Møller, Vestermarie, nogle timer. Deres emner husker jeg ikke, men da pastor Møller første gang kom og gik op til katederet, vendte han sig om mod forstanderen og sagde: »Sikke mange dejlige drenge, du har«. Den ældste var 27, så det vakte lidt munterhed, og timen gik fint.

Dagene begyndte altid med en morgensang, og jeg mener, at hver time også begyndte med en sang, så nogle lærte vi næsten udenad. Forstanderens timer var historie og dansk digtning, og heraf fik vi megen oplæsning, ja, det var nærmest teater-forestilling, for han var skuespiller under oplæsningen. Aftensangen med the foregik altid inde i privatboligen. Vi var hverken søvnige eller trætte, så vi var ofte oppe i salen bagefter. Der var et par elever, der kunne spille på klaveret, og morgenen efter sagde forstanderen: »I var nok oppe at få jer en dans efter aften-sangen«. For at få søvnen ud af øjnene om morgenen skulle vi først ned i køkkenet og pumpe en spand vand op og bære den op i vaskerummet, der var oven over trappen op til salen. Hvis der bare var en halv pot vand i spanden, gik ingen ned efter mere. Det gik lige an. Spanden skulle være helt tom, ellers blev der intet hentet. Vandet skulle bæres ned igen; dertil var der meget lidt lyst, men nødvendigt var det jo. Hvis vi ventede for længe, drev spanden over, og vandet sivede ned gennem loftet ned på trappen. Og så måtte der en opsang til fra forstanderen; det var jo vores pligt.

Der var to trapper op til loftet, en på hver side af trapperummet. Den ene gik direkte fra salen. Den til venstre var der et par trin mere i, men den blev mest benyttet, for så var der ingen døre at lukke op og i. Vi boede fire på det sydøstre hjørne, »Fremtiden« hed rummet. Midt for østre gavl hed det »Morgengry«.

Hvordan maden var, husker jeg ikke rigtig noget om, undtagen byggrøden. Den var der nok af. Alt var jo på rationeringskort dengang. Kaffen bestod vel nok af cikorie og Richs, men vi klarede os godt. Der fortaltes da, at enkelte var hjemme og hente sig et par stegte gåselår at gnave på.

Vores cykeldæk var også krigsvarer. Der skulle tit og ofte lappes, men det var godsforvalteren, Knud Bøgeskov, meget villig til at ordne for os. Jeg husker en af kammeraterne, som var fra Rutsker. Han var en tur hjemme en søndag, men på tilbagevejen punkterede han ved Bolbygård i Klemensker. Derfra gik han så hele vejen til højskolen, så han var meget træt hele mandagen.

En gang i løbet af vinteren var vi alle med toget til Rønne, hvor vi så maskinfabrikken, margarinefabrikken, slagteriet og Bornholms Tidende. Nogen fritid må vi have haft, for Almindingen lærte vi godt at kende, når vi gik til Gamleborg, Lysthuset, Jomfrubjerget, Kongemindet, Kohullet, Pyggekullekær, ja, helt til Vettesmose nåede vi, dog ikke os alle.

Forstanderens forældre, »den gamle smed« og hans kone, boede i Hytten sammen med faster Rikke. Hele vinteren boede der et sønderjysk ægtepar på Godset. Han havde været tysk soldat, men var flygtet og kunne derfor ikke komme tilbage. Der var megen diskussion i aviserne om den forestående sønderjyske folkeafstemning. Også på højskolen var der ikke få diskussioner herom, og om hvor langt grænsen skulle gå mod syd. De elever, der havde en fast mening herom, holdt på, at grænsen skulle gå ved Ejderen, Dannevirke og Slien.

Fra nytår havde forstanderens brodersøn, Aage, der var maler, sit ophold på skolen. Han blev senere bekendt som Sikker Hansen. Vi benævnte ham altid »maleren«. Han var god til at fortælle historier, og han fik også lavet et skoleblad, »Griffelen«. Det blev nærmest hans værk, selv om der blev udpeget et par hjælpere. Om bladet og dets indhold husker jeg intet særligt.

Da det nærmede sig fastelavn, spurgte vi forstanderen, om vi måtte holde et fastelavnsbal. Han var formand for Sønderjysk Forening, og det var nok derfor, han svarede, at i krigsårene havde de ikke holdt bal, for man danser ikke, når der er lig i huset. »Men nu er krigen slut, så vi prøver igen«. Alle måtte melde hvilke søstre eller kusiner, de ville have med. Festen blev god. Aftenen startede med, at maleren lavede et causeri, hvori han agerede seminarist Svaabæk. Han sluttede sine harceleringer med at smadre en vandkaraffel.

På højskolen havde forstanderen hest og jumbe. Om sommeren efter skulle der fejres en rund dag. Elevforeningen havde sat en indsamling i gang. Den drivende kraft hertil hed Frida Stevns. En dag blev vi så sat stævne på Almindingen station. Forstanderen var der også, men damen kom ikke, så derfor tog Povl Kofoed, Skovgård, føringen. Der stod en ny ponyvogn, forstanderens kom op at sidde i vognen, og vi trak dem så ad vejen til højskolen under fest og latter. Vi fik vores eftermiddagskaffe, og så spurgte forstanderen om, hvad vi ville høre, »Nej« eller »Soldaterløjer« ? Det blev løjerne, han spillede og sang for os. Vi fik alle en festlig eftermiddag.«

Thomas Thomsens tid 1934-40
Efter dette »tilbageblik« springer vi så frem til, hvor jeg slap sidste år, Thomas Thomsens tid som forstander 1934-40. Fra denne periode har vi fra sommeren 1937 modtaget skildringer fra to piger, der begge ved deres senere ægteskab blev bosat i højskolens nærhed, nemlig Yvonne Müller, Vallensgård, og Kirsten Müller, Klippely i Ekkodalen. De er fælles om at omtale to begivenheder, som gjorde et stærkt indtryk. Den ene, at bestyreren af Godset, Gunni Frederiksen, omkom ved en tragisk ulykke under en udflugt til Nordlandet; den anden at Vallensgård en tidlig morgen brændte. At Yvonne Müller senere skulle blive gift med sønnen på samme gård og blive frue i huset, havde hun dengang ingen anelse om, skriver hun.

Kirsten Müllers skildring er i øvrigt ret udførlig, og derfor bringer jeg også den ordret i fyldige uddrag. Hun skriver: »Det var sommeren 1937, jeg var på Bornholms Højskole; jeg var gået ud af 3. mellem, og da begge mine forældre havde været elever på højskolen, mente de, det var noget for mig. Vi var 15 piger på holdet, alle fra Bornholm.

Forstanderen hed Th. Thomsen, hans kone Boline og deres to børn Søren og Karen Else; og så ventede de en ny denne sommer. Thomsens kloge, lange og tørre foredrag havde vi hver dag. Fru Thomsen underviste os i vævning. Lærer Pedersen var den flinke, fornøjelige og vellidte lærer; han spillede på mange strenge. Hans kone hed Hille, og de havde en lille datter, som hed Inge Lise. Familien Pedersen boede på 1. sal på Klippely. Pastor Andersen, valgmenighedspræst, »Bethania« ved Aakirkeby, underviste os i kristendom. Anne Marie Sinkbæk underviste i håndarbejde og gymnastik, hun var meget dygtig i begge fag. Hun blev senere gift Christensen og bosat her på Bornholm.

Gunni Frederiksen var bestyrer af »Godset« og passede således landbruget og haven. Han havde vistnok gymnastik med de mandlige elever om vinteren. Gunni Frederiksen omkom ved en ulykke. Skolen havde en tur til Jons Kapel; han ville klatre op på en klippe ved havet, tog fat i en tot græs, som løsnede sig, og han faldt ned og dræbtes; det var meget sørgeligt.

Ingeborg, Anna og Ingrid (nu gift Holm) var unge piger i køkkenet. Vi fik solid daglig mad, og med mellemrum blev vi vejet henne på Godsets svinevægt. Vi holdt alle vægten ! !

Vi dansede folkedans om aftenen. Det var Sinkbæk, som vi altid kaldte hende, der ledede os. En ung mand, som hed Kjeldsen, fra Væveregård, spillede til dansen på violin. Vi havde udflugter til bl. a. Randkløve, Paradisbakkerne og den førnævnte til Jons Kapel. Vi var også rundt i elevernes hjem til aftenkaffe, og der var altid alle lærerne med.

Så kan jeg også fortælle, hvordan vi en tidlig morgen blev vækket af sirenerne fra brandbiler. Jeg havde værelse på gavlen mod øst, og da jeg kiggede ud, væltede tykke røgskyer frem. Det var Vallensgård, der brændte.

Det hvide hus på Fællesvej, som højskolen nu ejer, hed aldrig andet end »Pensionatet«; her boede frøken Anna Hansen, kaldet »Bitte Anna«. Hun havde altid 7-8 forstelever boende.«

Så vidt Kirsten Müller. Hun fortæller i øvrigt videre, at Thomas Thomsen, efter at han var blevet afskediget som forstander, med sin familie boede på Klippely i nogen tid. Det var Aksel Müller, Kirsten Mullers svigerfader, der sørgede for det. Han havde selv været elev på højskolen, og var altid i nær kontakt med, hvad der foregik på den.

En mandlig elev fra vinteren 1938-39 nævner nogle af de ting, som naturligt går igen hos en del. Bl.a. at de ofte sad og spillede kort på værelserne, en i hvert hjørne af sengen og i reglen med tøjet på, fordi det var hundekoldt. Der var kun kakkelovn i skolestuen og opholdsstuen. De var også engang på virksomhedsbesøg i Rønne, og traditionen tro besøgte de i vinterens løb de forskellige elevers hjem. Engang de skulle på sådan et besøg på en gård i Vestermarie, kom de ganske uventet. Den pågældende elev havde ikke ment, det var nødvendigt at give besked i forvejen. Der var ganske vist kun 13 elever, men dertil kom køkkenpigerne, lærerne og forstanderfamilien. De klarede imidlertid situationen fint på gården, fortælles der, men eleven fik dagen efter en ordentlig »næse« af forstanderen.

Det nævnes, at der især under middagsspisningen ofte var livlig debat om Hitlerstyret og nazisternes fremturen i Tyskland, hvad der jo var meget aktuelt dengang.

[Fortsætter i højre spalte].

------------------------

Til toppen af højre spalte

Fastelavns mandag blev der også traditionen tro holdt stor fest, hvor elevernes pårørende og andre gæster blev indbudt. Der blev opført en komedie for en fuld sal. Et elevblad blev også udgivet. Det hed den vinter »Den sorte hånd«.

I øvrigt nævnes det, at forstander Thomsen en gang om ugen holdt et kursus i tysk, hvor de fleste af eleverne i reglen deltog. Thomsen betegnes som et stort sproggeni, der talte seks sprog perfekt. Men samme gamle elev nævner også, at den daglige undervisning som regel begyndte med et foredrag af Thomsen, og at hans monotone stemmeføring gjorde, at det var svært at holde sig vågen sådanne vintermorgener.

Lignende udsagn har jeg efterhånden mødt adskillige af. Jeg må indrømme, at det piner mig lidt hver gang, dels i lyset af Thomsens videre skæbne, dels fordi han gennem sine artikler i årsskrifterne fremtræder som et fint og retlinet menneske. Det har jeg da også til fulde fået bekræftet af folk, der kendte ham godt.

Men et dårligt ry som foredragsholder fik han i hvert fald, skolen var efterhånden temmelig umoderne, og det var nu blevet meget lettere at rejse andre steder hen på højskole for den bornholmske ungdom, mens der kun kom meget få hertil ovrefra. Alt i alt gik det altså ikke, og det endte som nævnt med, at han blev afskediget ved slutningen af vinterskolen i marts 1940.

Højskolen 1940-45
Dermed indledtes en bevæget og omskiftelig tid i højskolens historie. Bestyrelsen fik en aftale i stand med valgmenighedspræst K. Kirkegaard Jensen om midlertidigt at lede skolen indtil der kunne ansættes en ny forstander. I eftersommeren 1940 ansattes Peter Gamborg Nielsen som lærer med henblik på eventuelt senere at træde ind som forstander. Det gjorde han fra 1. april 1941.

Fra sommeren 1940, altså Kirkegaard Jensens første hold, har vi modtaget besvarelser fra tre elever. En af dem, Asta Nielsen, Rønne, har også skrevet en ret udførlig beretning, som jeg ligesom de foregående i en let redigeret form vil gengive ordret. Den lyder som følger:
»Mit navn er Asta Birgitte Nielsen, og jeg var elev på Bornholms Højskole sommeren 1940. Kirkegaard Jensen, der var valgmenighedspræst på Bornholm, havde lovet at være forstander på højskolen, da de ikke kunne få nogen anden til det, før skolen skulle begynde den 3. maj. Vi var 28 elever på skolen den sommer; én elev var ovrefra (fra Ebeltoft), alle vi andre var bornholmere.

Kirkegaard Jensen havde religion og en time om ugen en diskussionstime med vidt forskellige emner. Jeg kan huske nogle emner som : 'Hvorfor går de unge ikke i kirke?' og 'Var du glad ved eller ked af at gå i skole og hvorfor?' Cand. theol. Knud Holm, senere biskop i Odense, var lærer. Han underviste i dansk og samfundslære. Anna Rønnov, senere konsulent i Jysk Haveselskab, havde gymnastik, anatomi, ernæringslære og håndarbejde. Bodil Luun havde regning og også håndarbejde; det var begge lærerinder fælles om. Vi var meget glade for at væve, men det kneb med at skaffe materialer nok, så flere af os vævede kludetæpper.

Pastor Andreas Hansen underviste også. Han havde to timers litteraturhistorie med os, hvor han i første time fortalte om en digter eller forfatter og i næste time læste op af den, han havde fortalt om. Det glædede vi os til hele ugen, men da vi var meget ivrige med vores håndarbejde, tog vi det én gang med ind til Andreas Hansens oplæsning. Men det blev han meget vred over og sagde, at han læste ikke op så længe vi sad der og nørklede, så det prøvede vi ikke på mere.

Fridlev Skovmand kom hver uge og havde sang med os, da ingen af lærerne undtagen frøken Lunn kunne synge. Derfor var det os elever, der måtte synge for i de fleste timer; de begyndte og sluttede nemlig altid med en sang.

Nede i Hytten boede landbrugslærer Chr. Christensen med sin familie. Han havde botanik og naturlære med os, og vi var tit ude i naturen med ham, hvor han underviste os.

Nogle gange spillede vi håndbold nede på sportspladsen i gymnastiktimerne, og så blev vi meget svedte. I vaskerummet var der en lang vask, hvor der stod 5-6 emaljerede vandfade; der var ikke noget med bruser. Så fandt lærerinderne ud af at sætte en vandslange på i køkkenet, og så fik vi den kolde douche udenfor på græsplænen. Vi havde folkedans en aften om ugen, hvor vi havde inviteret nogle unge mænd, som kom trofast hver uge og dansede med os. Bagefter fik vi kaffe med hjemmebagt og sang et par sange.

Vi fik god og enkel mad, selv om der var rationering. Vi fik mange grønsager, aftensmaden var særlig god og varieret med forskellige salater, som altid var meget velsmagende.

Grundlovsdagen var vi på tur i Almindingen med Pastor Andreas Hansen, og ingen kendte Almindingen som han, så det var meget interessant. I 1940 kørte jo ingen biler, men vi cyklede lange ture. Vi var i Paradisbakkerne, hvor vi bagefter besøgte og fik aftensmad i en af elevernes hjem. Nogle gange var vi på ture i et hjem og fik eftermiddagskaffe og i et andet og fik aftensmad. Til nogle af hjemmene, hvor de havde flotte køreheste og vogne, kom de og hentede forstanderen med familie og andre, som måske ikke kunne cykle af forskellige grunde.

Vi spillede også komedie, og til elevfesten opførte vi stykket »Egeløkke« af Kaj Munk. Vor lærer, Knud Holm, spillede greven. De andre mandlige kræfter fik vi udefra, Gustav Bengtson var lærer på arbejderskolen (senere Den grønlandske Kostskole, nu Produktionshøj skolen. M.), han kom og spillede Grundtvig. Johs. Müller fra Fjældhytten spillede Willemoes og N. A. Aaby Dam spillede Grundtvigs broder (eller også var det omvendt), og Knud Anker Kofoed, Søvang, Rø, spillede kanoner Bahr. Lærer Skovmand kom og instruerede sangene. Kirkegaard Jensen og Gustav Bengtson var instruktører, mest dog Bengtson, mener jeg. Det brugte vi megen tid på, og det blev opført to gange.

Vi havde også gymnastikopvisning med fin musik til to gange. Anna Rønnov var en meget dygtig gymnastikleder fra Snoghøj Højskole.

En aften om ugen skulle lærere eller elever optræde med et eller andet. En af disse aftener spillede alle lærerne »Et dukkehjem« af Henrik Ipsen, og det gjorde de fortræffeligt, syntes vi alle«.

Asta Nielsen slutter sin beretning med at fortælle, at hun fyldte 18 år lige efter, at hun kom hjem fra højskolen, og at hun måske havde været lige ung nok til det. Men hun føjer til, at det alligevel gav hende meget at leve videre på både som landmandskone og mor til 4 drenge. Asta Nielsens mand, Arne Nielsen, var på højskolen i vinteren 1941-42, altså efter at Gamborg Nielsen var tiltrådt som forstander. Han nævner det forhold, at man det år for første gang prøvede at holde fællesskole, dvs. for både unge mænd og unge piger. Det blev nu kun til to piger blandt 20 mænd.

Der optræder nye navne blandt lærerkræfterne. Landbrugslæreren hed nu Andersen, en frk. Haugaard havde dansk og Erik Faber Jensen fra Aakirkeby havde sang i aftentimerne. Gamborg Nielsen underviste i religion og historie. Af en elev fra vinteren 1940-41 har vi fået fortalt, at mange af hans foredrag handlede om den nordiske mytologi. Han var ganske givet inspireret af Aage Møller på Rønshoved Højskole, hvor han netop kom fra, da han blev ansat her. Vor hjemmelsmand gav udtryk for, at han godt kunne lide disse foredrag, men sagde også, at der var mange, der ikke brød sig om dem.

Samme elev havde i øvrigt indtryk af, at Kirkegaard Jensen og Gamborg Nielsen ikke gik alt for godt i spænd sammen. De var jo henholdsvis forstander og lærer den vinter. Kirkegaard Jensen nævnes som den rolige og besindige, der altid helst ville fare med lempe i tilspidsede situationer, mens Gamborg Nielsen virkede nervøst anlagt, impulsiv og lidt hidsigt hellere ville håndhæve en strengere disciplin. Flere småtræk, som jeg tid efter anden har fået fortalt om, bekræfter for så vidt dette indtryk.

Til gengæld blev det sagt om hans kone, Gerda, at hun var ualmindelig afholdt. Hun er vist en af de lærer- og forstanderkoner, der i tidens løb ved deres væsen og stilfærdige gøremål i det daglige har haft overordentlig stor betydning for højskolernes virke. For denne højskoles vedkommende er lignende ting skrevet og sagt om Sigrid Krebs Lange og Marie Aagaard, men der kunne utvivlsomt nævnes flere, hvis der havde foreligget flere oplysninger.

Førnævnte Arne Nielsen nævner i øvrigt, at det det år (1942) var en af de værste vintre i dette århundrede med snedriver op til taget og kuldegrader helt ned til omkring 30 grader. Derfor havde de ingen udflugter. Nogle skiture i Almindingen blev det til i stedet for. På det tidspunkt var skolen imidlertid bygget en del om og noget moderniseret. Nu var der 2-mands værelser med centralvarme. Til gengæld gik der mere brænde til. En dag vinteren efter slap det op, så man i hast måtte have fat i et træ og skære det op, så man kunne få varme på igen. Men vaskevandet i hanerne var stadig koldt. Derfor blev man fristet til at tappe varmt vand af radiatorerne til barberingen. På den måde blev der imidlertid hurtigt forstyrrelser i anlægget, og der måtte en kraftig opsang fra forstanderen til for at få sat en stopper for det.

Det var jo i krigens tid, og det gav vanskeligheder i mange forhold, praktisk såvel som holdningmæssigt. Med hensyn til det sidste kunne Gamborg Nielsen ikke forholde sig neutral. Han var med i illegalt arbejde, specielt med udgivelse af et illegalt blad, og på et tidspunkt blev han arresteret og idømt 10 dages hæfte på grund af, at han ved et kaffebord havde udtalt sig om tilstandene i Norge. Foruden det, der allerede er omtalt, er mit indtryk af ham, at han var en mand, der brændte for det, han virkelig gik ind for og derfor havde meget svært ved at gå på kompromis i nogen sag.

Men som situationen var for skolen, var det i hvert fald på det praktiske og økonomiske plan ikke de bedste egenskaber. Hvorom alting er, så faldt elevtallet drastisk i 1943, og det endte med, at også han måtte fratræde med virkning fra vinterskolens slutning i marts 1944.

Det blev så Kristine og Aksel Lauridsen, der kom til at føre højskolen videre, og også de fik en vanskelig opgave med at rette den op.

Allerede året efter kom de dog til at opleve befrielsen den 4. maj 1945. Det var lige efter sommerskolens start, og fra en af eleverne på dette hold har vi modtaget en redegørelse. Om befrielsen hedder det heri kort : »Vi oplevede jo den 4. maj, hvor lærer »Rass« (Vilhelm Rasmussen) og Lauridsen kom springende ud til os og fortalte det - helt ovenud glade - men så kom den 7. maj, hvor der blev bombet i Rønne og Nexø. Alle blev sendt hjem nogle dage, kom tilbage igen og var en søndag til gudstjeneste i Aa Kirke - det var meget højtideligt«.

Med denne skelsættende begivenhed vil jeg så sætte punktum for denne skildring af en del af højskolens historie set fra de gamle elevers synsvinkel. Hvad vi har modtaget af materiale fra tiden efter 1945 er egentlig meget begrænset. Med denne periode er vi da også ret tæt på vores egen tid; måske skal den »lagres« lidt længere endnu. Til gengæld flyder oplysningerne i årsskrifterne rigeligere, men det er jo en anden historie.