Foredrag ved efterårsmødet 1981

Det er i år (1981) 125 år siden, den første form for højskolevirksomhed blev påbegyndt her på Bornholm. Det skete i 1856 i en købmandsgård på torvet i Aakirkeby. For at markere dette jubilæum holdt jeg ved dette års elev- og efterårsmøde et foredrag, hvor jeg fortalte træk af skolens historie. Det følgende er en let bearbejdet udgave af foredraget.

Jeg vil dog ikke redegøre for skolens historie i bred almindelighed, men i stedet prøve at beskæftige mig lidt med, hvad man gennem tiderne har gjort sig af tanker om højskolearbejdet; hvad man har betragtet som formålet med denne specielle form for skolevirksomhed - kort sagt: en smule højskolefilosofi.

Det vil i hovedsagen ske på grundlag af artikler i de gamle årsskrifter og enkelte andre kilder, som jeg med det formål for øje har bladet og læst en del i i løbet af sommeren. For at få det hele til at hænge sammen, vil det dog være naturligt ind imellem at fortælle træk af den mere ydre historie. Jeg vil i ret vid udstrækning lade de personer, der har gjort sig disse tanker, selv komme til orde ved at gengive kortere eller længere passager af deres skrifter. Bortset fra en enkelt vil jeg for nemheds skyld gengive det i moderne retskrivning. Desuden er de for tydelighedens skyld gengivet i kursiv.

Kort historisk oversigt
Inden jeg går rigtig i gang med det, vil det imidlertid nok være gavnligt i korte træk at ridse det ydre forløb op.

Som nævnt fandt den første begyndelse sted i 1856 i Aakirkeby. Det skete i salen på købmand Ludvig Dams gård på torvet, hvor de to unge løjtnanter Philip Rasch Dam og Lucianus Kofod startede en såkaldt højere folkeskole. Købmandsgården var i øvrigt Philip Rasch Dams hjem. Denne skolevirksomhed gik i to år og ophørte, fordi de begge gik aktivt ind politik. De blev begge folketingsmedlemmer, og Philip Rasch Dam blev senere i mange år byens borgmester.

Så lå arbejdet stille indtil 1866, hvor Peter Julius Bon påbegyndte en lignende undervisning for unge mennesker og året efter oprettede en "Højskole og Navigationsskole" i Sandvig. Allerede året efter igen, i 1868, købte han sammen med en landbrugskandidat Pæregård i Østerlars, hvor han ville drive højskole og landbrugsskole. Her forberedte han bygningen af en egentlig højskolebygning, og efter vistnok ret mange genvordigheder stod denne færdig i nabosognet Østermarie i november 1870.

Denne skole virkede i ca. 20 år, men inden for dette tidsrum skiftede den forstander fire gange. Der er da også forskellige ting i kilderne, der tyder på, at det ikke just har været problemfrit.

Efter at Østermarie-skolen var ophørt og bygningen solgt til brugsforening, begyndte man så helt forfra på et andet sted og byggede den nye højskole ved Ekkodalen i 1893, og hvoraf gymnastiksalen er bevaret næsten helt intakt fra dengang. Der er det så lykkedes at drive højskole uafbrudt siden, men at det heller ikke der har været uden store problemer adskillige gange undervejs, det er der rigeligt af vidnesbyrd om.

Det kunne være på sin plads her også at nævne elevforeningen. Den blev stiftet af det første hold elever på den nye højskole den 13. marts 1894 og har eksisteret lige siden. I 1911 udsendtes det første årsskrift, og det er udkommet hvert år siden. I 1919 fejredes 25 års jubilæum med 645 medlemmer. Det kulminerede i midten af 20erne med omkring 750 medlemmer, hvorefter det i lang tid stabiliseredes omkring de 700. Før jul 1943 markeredes 50-året med udsendelsen af et fyldigt jubilæumsskrift.

Endelig bør det nævnes, at der på højskolen gennem årene har været et stort antal møder af forskellig slags, sammenkomster for gamle elever og offentlige foredragsmøder m.m. Ikke mindst denne del af skolens virksomhed vurderes i de gamle beretninger som meget betydningsfuld.

Tanker om højskolen gennem tiden
Men tilbage til udgangspunktet og det egentlige tema: tankerne omkring højskolevirksomheden gennem tiderne.

Om det vil jeg indledningsvis sige, at det forekommer helt naturligt, at der har været nogen forskel gennem de over 100 år, det drejer sig om. Det er forskellige tider, præget af hver sine forhold og begivenheder, og det er forskellige folk, der har stået for arbejdet og gjort sig disse tanker. Kilderne vidner i hvert fald om betydelige temperaments-forskelle mellem de personer, der gennem årene har været i arbejde. Alligevel må man sige, at der er en betydelig grad af kontinuitet - eller sammenhæng gennem hele forløbet. Der er, så vidt jeg kan se, ingen store spring eller bryden helt på tværs.

Vi ved egentlig ikke ret meget om, hvilke tanker de to pionerer inde i Aakirkeby gjorde sig om deres skolevirksomhed. Det synes dog ganske klart, at de var inspireret af de højskoler, der var begyndt at dukke op i andre dele af landet. På det tidlige tidspunkt må man vist også sige, at det hele endnu var i støbeskeen og derfor endnu ikke havde fundet fastere form og indhold.

Det er heller ikke ret meget, vi i denne henseende ved om de næste tilløb til højskolevirksomhed. Det hedder sig, at Julius Bon fra begyndelsen baserede sin virksomhed på ren kundskabsmeddelelse, men at det både for ham som for skolens økonomiske bærere senere drejedes i retning af de grundtvigske højskoletanker. I et referat fra indvielsen af Østermarieskolen hedder det, at han udviklede sit standpunkt efter Kristen Kolds ord om "Først beånde og oplive, dernæst lære eleverne at elske Gud, sin næste og sit fædreland".

Brødrene Bøgeskov - Karen Jensens dagbog
Efter seks år fratrådte Bon imidlertid og en Chr. Brodersen kom til. Han ledede skolen i tre år, hvorefter brødrene Johan og Ludvig Bøgeskov i 1879 overtog den. Først fra da af regner man med, at der på Bornholm var en rigtig grundtvigsk højskole. De fem år, de ledede den, betragtes som skolens glansperiode.

Fra brødrene Bøgeskovs tid har vi en ret enestående kilde til belysning af, hvad der foregik på skolen, nemlig en dagbog, som en ung pige fra Stevns på Sjælland skrev under sit ophold i sommeren 1882. Hun hed Karen Jensen, og hun har formentlig kun skrevet dagbogen for sin egen skyld - og eventuelt sine nærmeste pårørende. Men den er altså bevaret og blev i 1977 udgivet i Bornholmske Samlinger. Sammen med dagbogen er også udgivet en del breve, som hun i sommerens løb skrev hjem til sine forældre. Tilsammen giver de et glimrende billede af, hvad de dengang beskæftigede sig med på skolen, og hvad hun i øvrigt oplevede under opholdet herovre.

Jeg vil her gengive hendes optegnelser fra nogle enkelte dage, hvor jeg synes, de giver et godt indtryk af de to brødre Bøgeskovs under-visning. (De gengives, som hun selv har skrevet det med en retskrivning, som næsten er identisk med vores nuværende).

Den 4. Maj
I dag har det været første dag i Skolen; men det er dog ikke blevet til ret meget med at bestille noget... Begge Lærerne har holdt hver et Foredrag. Ludvigs var især om at indskærpe os Husets "Love", de vare nu ikke særdeles strenge. Johan holdt et rart Foredrag, han forklarede os, hvad der var Højskolens Mål, det var nemlig først og fremmest at få Menneskene til at kjende sig selv, blive sig selv rigtig bevidst, og lære sin Gud at kjende. Han sagde ligeledes at der skulde stå over hver Højskoledør, "Kjend dig selv". Ja Gud give jeg måtte lære at kjende mig selv, at jeg dog måtte få Velsignelse af at være her i sommer.

Den 24. Maj.
Ludvig talte i dag om Knud den stores Tog til England, kom så tilslut til at nævne "Tym Sællandsfar" hvorledes han med en bøgegren til Banner, sporede de danske frem til tapperhed, så de vandt sejr over fjenden. Han kom også til at omtale det tvungne militærvæsen, der var sjælden nogen ungersvend der gik fornøjet i den skole, derfor kunde de heller ikke så godt på kampens dag stride for fædrelandet som hvis det havde været en frivillig sag. Men den tid skal nok komme, da det tvungne fædrelands-forsvar skal ophøre og der istedetfor skal være Skytte- og Gymnastik-foreninger trindt om i landet, da vil enhver nok frivillig møde kampen for Fædrelandet, og kommer så ånden over folket, da kunde vi nok være visse på Sejer.

Den 7. Juli.
Johan talte i formiddag om Grækernes Frihedssind og åndelige udvikling, der gjorde dem uovervindelige for Perserne, så længe de bevarede det. Han var vis på, at sålænge der var et virkeligt åndsliv oppe her i Danmark, både i kristelig og folkelig retning, så vilde tyskerne aldrig kunde overvinde os, ti det var Guds villie, at et folk som levede et kraftigt åndsliv, skulde ikke gå tilgrunde. - Ludvig talte i eftermiddag om Frode fredegode, der først blev vakt til et rigtigt dådsliv, da nordmanden Erik kom og talte ord, der åbnede hans øjne for al den dårlighed, der var omkring ham; så var det, at der oprandt den gyldenårstid i Danmark, der blev kaldt guldalderen. Således er det også nu i det enkelte menneskeliv, at der må et ord til for at mennesket kan blive vakt af dvale og komme med på livet. Det kunde ikke ske gennem sorg og sygdom, uden at ordet dog måtte til alligevel, det livets ord der hjalp menneskene at øjne det guldtækte gimle, og glimt af paradisets herlighed.

Så vidt Karen Jensen. Der er meget andet, man kunne have lyst til at tage med, men lad det være nok med det.

I dag vil man jo nok synes, at Bøgeskov'erne drog nogle temmelig selvsikre konklusioner af de gamle historiske fortællinger. Nok har de villet give eleverne oplevelser af historisk-litterær art, men fortæl-lingerne blev altså også ret håndfast brugt som en slags moralfilosofisk eksempelstof for deres samtid. Deres overordnede formål med højskolevirksomheden kan man sammenfatte i dette: Andelig vækkelse og samling om det danske; dertil et enkelt liv i pagt med jævne danske bondetraditioner.

Brødrene Bøgeskov opgav skolen allerede i 1884, altså fem år efter, at de kom. Ludvig slog sig ned i Vendsyssel, mens Johan overtog sin kones fødegård, Gadebygård i Østermarie. Her blev samme Karen Jensen i øvrigt tjenestepige året efter, og også fra denne tid er der udgivet en del breve af hende sammen med det, jeg omtalte før. De giver et godt billede af livet på en bornholmsk gård i slutningen af forrige århundrede. Karen Jensen blev senere gift med en bornholmer og levede resten af sin tid her på øen. Jeg kan varmt anbefale at læse hendes højskoledagbog og brevene. De er ikke bare et godt kildeskrift, de er også et menneskeligt dokument af høj karat. (Hele hendes dagbog og brev kan i øvrigt læses andetsteds på denne hjemmeside).

Som jeg nævnte ovenfor, betragtes brødrene Bøgeskovs tid i de gamle skildringer af højskolebevægelsens historie som Østermarie-skolens glansperiode, dens storhedstid. Det hedder sig, at skolen gik godt og at de opgav tilsyneladende uden nogen reel grund.

Martin Andersen Nexø
Over for det virker det nøgternt og næsten forfriskende at læse Martin Andersen Nexø's vurdering. Han opholdt sig på skolen i to vintre under efterfølgeren Alfred Foverskov. Det er ofte fremhævet, at han omtaler sine ophold der meget positivt, som noget, der fik stor betydning for ham, men derfor skal hans mere kritiske bemærkninger nu ikke forties. Han skriver et sted i sit erindringsværk:
"Højskolen var bygget af øens grundtvigianske bønder i den første Grundtvig-begejstrings rus, stor og dyr, med plads til vel hundrede elever. Det naturlige opland var på forhånd for lille til at fylde den; en del af de unge tog på skole ovre, for at forene skoleopholdet med et ophold i det fremmede. Et par højskoleforstandere, der erstattede det store sus ved at male vind, sejlede skolen helt i sænk. Nu skulle Foverskov få den til at flyde igen; og følelsen af at han ikke magtede det, lastede tungt på ham".

Lidt senere hedder det:
"Vi var vel 10-12 elever den vinter. Lidt forslog vi i de store bygninger, som der ikke var råd til at varme op; vi frøs og rykkede sammen. Ofte kneb det med at skaffe maden til os. Men hyggeligt var det alligevel, især om aftenen, når vi alle samledes i den store spisestue og legede ordsprogslege eller forstanderen læste op".

Om skolens forhold til omverdenen siger han et sted:
"Jeg forstod godt, at de nøgterne bornholmske bønder havde vendt den forrige ledelse af højskolen ryggen. Der gik folk rundt om, der havde været her på skolen og var blevet fyldte med gas, så de svajede hid og did i deres stræben tilvejrs, som en ballon der er lænket til jorden. Men Foverskov var en klar og forstandig mand, der aldrig prøvede at fange folk ind ved deres søndagsstemning, men gav dem jævn og solid besked om jordiske ting. Jeg forstod ikke, at de var utilfredse med ham også. Der var ikke flugt nok over ham; så nøgterne de var, ville de alligevel rives med".

Der er mere af samme skuffe i dette afsnit af erindringerne, og det er tydeligt, at klimaet omkring skolen har været noget blandet. Men efter disse nøgterne og åbenhjertige betragtninger, ser det for mig ud til at være mest sandsynligt, at det er økonomien, som hele tiden havde været det største problem i Østermarie. Nogle store og meget vellykkede efterårsmøder i brødrene Bøgeskovs tid hjalp jo ikke noget i den henseende, men de har måske givet folk en falsk forestilling om at alt gik strygende. Det var nok mere beskedent. Karen Jensen angiver således, at de var 25 elever i sommeren 1882, ikke noget stort tal i betragtning af, at det var skolens storhedstid. Hvorom alting er: Østermarie-skolen sygnede hen, og bygningen blev solgt til brugs-forening, og det er den endnu i dag.

Højskolen ved Ekkodalen - N. P. Jensen
Så besluttede en kreds af mennesker at begynde helt forfra på et nyt sted. Vedrørende det skriver elevforeningens første formand, Julius Svendsen, en del år senere, at den almindelige mening vistnok var den, at der ikke skulle slås for store brød op.

Så rejstes i løbet af 1893 højskolen ved Ekkodalen, og når man kigger på den gamle kerne af røde bygninger der, som endda var mindre fra den første begyndelse, og sammenligner dem med brugsen i Øster-marie, så må det erkendes, at det var mere beskedent. Som forstander havde man allerede før bygningen sikret sig realskolebestyrer N. P. Jensen fra Nexø, og skolen begyndte så sin virksomhed den 3. november 1893.

N. P. Jensen omtales af flere som et usædvanligt menneske, som fik stor betydning for mange af dem, han kom i berøring med. Det skulle ligeledes være noget af en bedrift, at han fik skolen godt i gang og vandt tilslutning i befolkningen.

Jeg har ikke fra hans hånd fundet noget, som direkte siger noget om hans syn på det at holde højskole, men nogle fingerpeg kan bl.a. findes i et lille skrift om "Baldersmythen", som han udsendte fra højskolen i 1895. Heri giver han sit bud på en tydning af den gamle nordiske gudefortælling om den lyse og vellidte Balder. Han drømmer onde drømme om sit liv, og for at sikre, at der ikke skal ske ham noget ondt, tager guderne alting i ed på, at de ikke ville skade ham. Men en lille uanseelig plante, misteltenen, undlod man at tage i ed. Af den lod Loke imidlertid lave en pil, og engang da guderne morede sig med at skyde til måls efter Balder, fordi de jo mente, at intet kunne skade ham, lagde han pilen på den blinde Høders bue og fik ham til at skyde. Resultatet blev, at Balder blev dræbt og kom i dødsriget. For at få ham tilbage derfra stilles der som betingelse, at alle ting, døde som levende, skal græde over ham. Og det gør alting så, undtagen en gammel jættekvinde, som nok var den forklædte Loke.

N. P. Jensen skildrer i artiklen, hvordan han en dag i tøbrudstiden var gået en tur i Ekkodalen og der set en masse smeltende sne og is på klipperne. Så slog det ham: dette er jo gråden for Balder. Året efter oplever han det samme og bekræftes i sit indfald. Han kommer derved til den slutning, "at Balder ikke er sommerlysets Gud, men Vinter-guden".

Det udvikler han så videre i en højstemt og poetisk sprogbrug, men det, der vel i denne forbindelse må interessere, er hvad han på det mere menneskelige plan får ud af det. Som noget af det første prøver han at sige noget om vore fjerne forfædres forhold til vinteren:
"Det var en hårdfør slægt, der ikke krøb i skjul for eller kuedes af kulden. Men dertil kom, at vinteren for dem var hvilens, fredens, glædens, de åndelige syslers tid. Da nød man frugten af sin kamp og sit snille. Kæmpere og købmand vendte hjem fra lange rejser. Skjaldenes kvad og sagamændenes fortælling lød i høvdingernes haller. Da drog man til gilder og gæsteri".

Han drager så her en forbindelse til julen med dens julegilder, og han taler om naturens skønhed, når den ligger hen i is og sne. Og så fortsætter han:
"Hvor anderledes var ikke det liv, der vågnede, når vinteren døde! Det var et stridende, myrdende liv, en kamp, hvori ingen lov holdtes eller hævdedes, undtagen den stærkeres ret til at sejre, ... Da vandt vikingen sejl i rå. Til langvejs og blodig færd stod hans hu, til kamp og strid, sejr eller død, i fuld samklang med hele naturlivet".
"Det var modsætningen mellem sommer og vinter i gamle dage".
"På denne baggrund er det så, at Balder viser sig som den rene, friske, strålende, stærke og dog milde, fredbringende vintergud".

Denne myte om Balder skulle altså som et idealbillede udtrykke noget centralt om, hvad der gemmer sig i den danske folkesjæl, i folkeånden, som man talte en del om dengang. Det kommer N. P. Jensen ind på i den afsluttende konklusion:
"Spørger vi nu nærmere om mytens åndelige indhold, ... Hvilke slutninger kan vi (da) drage om vor stammes, vort folks oprindelige åndspræg?"
"Det vil da slå os først, at deres opfattelse af vinternaturen er så barnefrisk, så ungdomssund. Endnu den dag i dag vil ungdommen kendes ved dette vinterbillede som deres. Det forudsætter jo nemlig et sind, der er uden forståelse af eller frygt for dødsmagterne omkring det, som kun føler livet banke jublende i deres eget bryst, sejerssikkert, som om intet kunne skade det. Men dette var just også vore fædres sind, hvad talrige historiske eksempler viser. Og det er endnu barnets og den barnlige ungdoms sind".
"Det er i sin egentligste og skønneste skikkelse det barnligt-rene sind".
"Baldersmyten er en hymne til renheden".
"Og her står vi ved et af den nordiske stammes oprindeligste og dyreste mærker, og overalt hvor dette trues eller angribes, der står vort folkeliv for fald. Det er for os en livsværdi, der er uerstattelig".

Ja, som noget sådant uerstatteligt er der ingen tvivl om, at emner og tanker af denne art har spillet en meget fremtrædende rolle blandt det, man beskæftigede sig med på højskolen. Selvfølgelig har man også beskæftiget sig med mange andre ting, men netop dette, at man med myterne og den ældre historie som inspiration og forbillede søgte at fremkalde begejstring og livsmod hos de elever, var i det hele taget et karakteristisk træk ved den tidlige højskole, det var jo det, man mente, var lig med folket, folke-ligt.

Fr. Chr. Krebs Lange

N. P. Jensen, som altså i høj grad må have været eksponent for dette, fratrådte allerede i 1901 for at blive forstander på Hindholm højskole på Sjælland. I hans sted kom F. C. Krebs Lange. Det hedder i en minde-artikel om ham efter hans død i 1939 bl. a., at "det nye forstanderpar omtrent var så forskellige fra det afgående, som tænkes kan". Og videre hedder det, at "deres skolearbejde var meget stærkt kristeligt præget" og at "det sikkert med rette er sagt, at Krebs Lange var mere præst end skolemand i sit arbejde herovre". Hans tid var jo før årsskrifterne begyndte at udkomme, og andre kilder har jeg ikke fundet, så det er ret begrænset, hvad jeg ved om ham. Han var her også kun kort tid, i fem år, indtil 1906, da han fratrådte, for at blive præst.

Andreas Hansen

Den, der skrev det, jeg lige har refereret, var efterfølgeren Andreas Hansen, og med ham kom en mand, som også var meget forskellig fra de to foregående. Det er vist bekendt for de fleste af årsskriftets læsere, at han kom til at virke aktivt her på øen i næsten 40 år, først som forstander for højskolen og senere som valgmenighedspræst.

Hvilke tanker gjorde han sig da om formålet med at holde højskole? Det siger han kort og klart i et tilbageblik på sin livsbane i jubilæumsårsskriftet fra 1943. Målet, opgaven eller idealet var for ham: at forkynde livets herlighed. Men det skulle ikke være på nogen pågående eller ensporet måde. Han ser i det hele taget ud til at have været et rummeligt menneske.

Inden jeg uddyber hans tanker lidt, vil jeg gerne referere noget som en tidligere lærer, Kai Senstius, skrev om ham i anledning af hans fratræden i 1923. Kai Senstius havde været sang- og musiklærer fra 1912 til 1921, altså 9 år. I en positiv karakteristik fremhæver han som det første Andreas Hansens absolutte medgørlighed. Og i forlængelse af det fortsætter han: "Dette i videste og bedste forstand medgørlige hænger nøje sammen med hans væsentligste princip som forstander: at lade alt udvikle sig naturligt i frihed ved ikke at søge væksten fremtvunget, før vokseevnen er til stede".
"Efter bedste evne at give ungdommen voksekår, ikke mindst ved at lade den prøve og vælge selv og derved opnå, at den i hovedsagen beholder en af de vigtigste muligheder for en rig udvikling: ansvaret, er den hovedregel, hvorefter Bornholms Højskole er blevet ledet i Andreas Hansens tid".
"Ligesom enhver anden virksomhed, der har åndelig udvikling som mål, har også Andreas Hansens i højskolen været genstand for nogen kritik. Man har anket over, at han ikke havde nogen fast hånd over for de mindre gode elementer blandt eleverne".
"Endvidere er den påstand blevet fremsat, at skolens ungdom ikke blev ledet frem i bevidst kristelig retning, at det mere var menneskelig end kristelig visdom, eleverne blev stillet over for deroppe".

Så vidt Kai Senstius. Det turde næsten være overflødigt at nævne, at han imødegår kritikken. Men denne kritik fortæller os unægtelig lidt om forholdet mellem højskolen og i hvert fald en del af den kreds af mennesker, som sendte deres unge som elever til højskolen. Man synes næsten, der var noget, som de ikke rigtig havde forstået.

[Fortsætter i højre spalte].

------------------------

Til toppen af højre spalte

Men tilbage til Andreas Hansen selv. I den førnævnte artikel fra 1943 hedder det bl.a.:
"(Jeg kunne ikke) se det som min opgave at indbanke mine elever en bestemt livsanskuelse - med fordømmelse af alle anderledestænkende, at spærre dem inde i en bås bag et plankeværk, hvad enten planke-værksbyggeren hed Grundtvig eller Vilhelm Beck, Darwin eller Søren Kirkegaard, Karl Marx eller Nietzsche. Ensretningen bærer altid dødens mærke på sig. Selvfølgelig måtte jeg med min indstilling i hovedsagen hjertelig slutte mig til Grundtvigs syn på kristendom og menneskelighed. Men der er jo også andre mennesker til end Grundtvig. Og jeg har aldrig kunnet forstå denne bombesikre tro på egne meningers ufejl-barlighed, hvad enten de var bygget på bibelen, myterne, et menneske eller et eller andet tankesystem! Meninger er aldrig ufejlbarlige! - Og propaganda er altid af det onde inden for åndslivet!"

"Når man går ind i en skolestue, skal man som Moses foran tornebusken drage sine sko af, for det er hellig jord man træder på. Det er levende mennesker, skabt i Guds billede, med evighedsværdi - med selvstændig værdi hver enkelt af dem. De er ikke et "materiale", hvoraf jeg kan danne figurer efter mit forgodtbefindende".

Med hensyn til det sidste, ville man nok i dag udtrykke det på en anden måde: noget med at respektere elevernes personlige integritet, eller andet i den retning. Men ellers synes jeg, at Andreas Hansens ord er meget inspirerende for et højskolearbejde også i dag. At det i praksis ofte er svært, er så en anden ting.

Andreas Hansen måtte opleve svære personlige sorger under sin forstandertid. Allerede tidligt begyndte hans kone at få svære sygdoms-anfald. I 1913 mistede de en 4-årig datter, og i 1916 mistede de endnu en datter på 11 år. Hans kones sygdom tog stadig til, og tre år senere mistede han så også hende.

Alt dette sammen med andre ting gjorde, at da valgmenigheden kaldte på ham som præst, forlod han højskolearbejdet og helligede sig præstegerningen i over 20 år. Men han vedblev helt til sin død i 1956 at have tilknytning til højskolen, og hans artikler er et markant indslag i alle årsskrifterne fra de mange år.

Frode Aagaard
I Andreas Hansens sted tiltrådte Frode Aagaard i 1923. Han var da kun 29 år og på det tidspunkt landets yngste højskoleforstander.

Igen må man vist sige, at der i ham kom en leder, som var forskellig fra sine forgængere.

I det, som han definerer som det overordnede formål med højskole-arbejdet, er der ganske vist ikke så stor forskel fra Andreas Hansen, men der er ikke den samme flugt over hans sprogbrug. Det bevæger sig mere jævnt og jordbundet. I en artikel fra 1924 skriver han, at hovedmålet med højskolen er en åndelig vækkelse, men han fremhæver stærkt, at denne må ske i fuldkommen frihed for alle parter. "Højskolen trives ej ved tvang". Som hovedmidlet i arbejdet peger han på det historisk-poetiske foredrag. Igennem det skal "Ungdommen møde et dansk åndsliv, der taler til deres dybeste indre og få sjælens fineste strenge til at dirre i harmoni".

Men det, der først og fremmest adskiller Frode Aagaard fra forgængerne, er, at han i langt højere grad var samfundsorienteret. Det kom bl.a. til udtryk i et aktivt arbejde inden for partiet Venstre. Og derfor gik han naturligt nok varmt ind for samfundslæren som højskolefag. Det skriver han om i en artikel året efter, i 1925. Her argumenterer han meget klart for, at faget allerede hos Grundtvig havde en klar begrundelse som højskolefag, og at det meget tidligt var fremme på Askov højskole. Til trods herfor mener han, at samfundslæren først i de senere år, altså i 1920erne, havde fået en nogenlunde ordentlig plads på højskolernes timeplan. Han siger videre:

"Af flere grunde mener jeg, vi bør give samfundslæren en fremtrædende plads i vort arbejde. I almindelighed vil eleverne være meget optaget af de timer. Måske fordi det for de fleste er noget helt nyt, det har de aldrig hørt noget videre om før. Med deres realistiske sans føler de snart, at det er noget, de har brug for. Jamen, vil man sige, højskolen skal ikke spørge om, hvad de unge gerne vil høre, men hvad de trænger til. Det kan i mange måder være rigtigt nok. Men vi er sikkert også alle enige om, at det ville være godt, om højskolen kunne blive i større og større grad en brobygger i vort folk. Der trænges så hårdt til et sådant arbejde".

"Oplevelsen af det folkelig fællesskab får de vel stærkest gennem en levende historiefortælling. Men i en tid, hvor klasse står mod klasse, må jeg dog hævde, at her vil undervisningen i samfundslære, hvis den gives på en frugtbar og vækkende måde, kunne bidrage til at fremme fællesfølelsen af, at til ét folk vi alle høre".

Han nævner, at der nok er en og anden, der er bange for et sådant fag, der smager af politik. Endvidere at mange er bange for, at læreren skal fremsætte sin personlige opfattelse af tingene. Og han fortsætter så: "Medens man ellers holder på, at højskolen skal være en personlig skole, så kræver man, at den lærer, der underviser i samfundslære, skal være neutral. Jeg gad i øvrigt vide, hvor der står en sådan lærer".

Det med højskolen som brobygger vender Aagaard tilbage til i andre sammenhænge. Han var leder af skolen i godt 10 år, til 1934, hvor han overtog Vestbirk Højskole. I en artikel fra samme år om den danske højskole gennem tiden skriver han til sidst: "det afgørende er stadig, om vi, der står i højskolens arbejde, kan tale et ord til de unge, der gør hjerterne glade".

Thomas Thomsen
Efter Frode Aagaard tiltrådte så Thomas Thomsen i foråret 1934. Også han skriver i det følgende årsskrift for 1935 om sit højskolesyn. Han er den eneste, der så at sige kommer hele vejen rundt. Mens de fleste andre ligesom skræller de ydre lag af for at komme ind til kernepunktet, så samler Thomas Thomsen snarere de enkelte dele ind under en bredere helhed. Han nævner i artiklen de forskellige fag, taler om deres karakter og problemer i samtiden og begrunder deres betydning som højskolefag. Først dansk og regning; dernæst samfundslære og historie.

"Men", fortsætter han, "denne undervisning og al den øvrige under-visning er ikke det hele. Der sker på en højskole det, at de unge, som bliver elever der i tre eller fem måneder kommer ud af den daglige trædemølles snæverhed. De får lejlighed til at besinde sig på deres egne ønsker og evner og på livets krav".

"Hvis de ikke er helt døde, og hvis vi ikke er det, så vil det, vi arbejder med, såvel praktisk og fagligt som ideelt og almendannende, blive befordringsmidler for deres tanker ind i evnernes og ønskernes verden og ud i den verden, vi lever i. Det vil blive materiale og værktøj til deres personlige udvikling. Måske den sammenhæng, hvori vi sætter det ind, ikke passer for de unge, derfor kan der godt være noget deri, som de kan bruge i deres egen sammenhæng. Måske de lader vort bygværk falde sammen for at bruge de enkelte sten".

I fortsættelse af det omtaler han som den eneste, jeg i denne forbindelse har stødt på, kammeratskabets betydning for eleverne. Om det hedder det bl.a.: "Kammeratskabet kan virke befriende og udviklende, ja, ligefrem fremkaldende på de muligheder, der ligger i svøb. Der er levet rigt kammerat- og venneliv på vore højskoler, hvad enten det nu blev fortsat i det ydre eller ikke. Det kan blive en levende værdi for et menneske livet igennem".

Slutteligt kommer han ind på det, som han siger, gør højskolen til mere end en skole. Han skriver: "Det vigtigste og vanskeligste af de umulige ting, vi forsøger på en højskole, hvorved den bliver mere end en skole, er at aflægge et vidnesbyrd om vor tro på den verden, som - usynlig for vort legemlige øje - glimtvis har åbenbaret sig for os, den verden, hvor vi føler, at vi har vort udspring og vort hjem. Det er måske ikke hver dag, vi får lykke til det. Det er ikke nok at ville det. Men vort arbejde, det at vi er her, det er vort daglige vidnesbyrd".

Dette sidste citat synes jeg er særlig karakteristisk for Thomas Thomsen. Store ord og letkøbte talemåder har ikke ligget for ham. Hans stil i denne som i andre artikler er stilfærdig og sober, og de bæres af en intellektuel redelighed, som giver ordene vægt. Tilbage står indtrykket af et sobert og finttænkende menneske.

Vanskelige tider - 2. verdenskrig
Jeg nævner dette, fordi Thomas Thomsen ikke just fik det let som højskoleleder. Der kom for få elever. Tilgangen havde været dalende allerede i Frode Aagaards sidste år, og selv om det gik op og ned, blev det dog i gennemsnit til stadig færre i slutningen af 1930erne. Dertil kom, at Thomsen ikke var, hvad man i almindelighed forstår ved veltalende på en talerstol, og det trak tilsyneladende også nedad. I 1939 blev det kun til otte elever om sommeren og ni om vinteren. Derfor var der fare for at godkendelsen til statstilskud ville falde bort, og besty-relsen besluttede da, at der måtte ske en ændring. Tanker om at lave skolen om til efterskole var stærkt fremme i billedet, og Thomsen måtte fratræde ved vinterskolens slutning i foråret 1940. Han følte sig vist ikke helt retfærdigt behandlet i den forbindelse, men han var ikke den, der smækkede med dørene.

Men kort tid efter dette kom den 2. verdenskrig som bekendt også til Danmark, og det har tilsyneladende medført, at man indtil videre ville prøve at fortsætte højskolevirksomheden. Som midlertidig ordning fik man valgmenighedens hjælpepræst Kirkegaard Jensen til at lede skolen. Det blev til ét år, hvorefter en lærer, Peter Gamborg Nielsen, overtog ledelsen. Det blev til yderligere tre år, indtil foråret 1944. Denne periode ser ud til at have været en ret omskiftelig og bevæget tid, hvad der givetvis var flere forskellige grunde til. Beretningerne i årsskrifterne efterlader kun et uklart billede, og derfor vil jeg ikke komme nærmere ind på det her.

Aksel Lauridsen
I april 1944 trådte så Aksel Lauridsen til, og med ham og hans kone Kristine må man vist sige, at der indledtes en ny epoke i Bornholms Højskoles historie, præget af stor aktivitet på både den ene og den anden måde. Det er blevet sagt af en tidligere formand for skolen, at uden Lauridsen havde skolen næppe eksisteret i dag, og det er utvivlsomt rigtigt. Han blev den, der kom til at virke der i længst tid, i godt 20 år.

Det er imidlertid ret begrænset, hvad Lauridsen i årsskrifterne meddeler sig om sine tanker om at holde højskole. Et par af de steder, det sker, præges det noget af nazismens opkomst og 2. verdenskrigs rædsler. I årsskriftet for 1944 skriver han et historisk tilbageblik i anledning af 100-året for Rødding Højskoles oprettelse. Han nævner mod slutningen de tankestrømninger, der var i tiden efter 1. verdenskrig, verdenshumanisme, internationalisme, pacifisme m. m., og siger, at det hele brød sammen i et kæmpemæssigt bål i januar 1933, altså da Hitler kom til magten i Tyskland.

Og så slutter han artiklen med følgende: "Da pludselig fatter højskolens mænd hele virkeligheden, og da forstår de, at de kun har ét at gøre: kalde til besindelse og til forenkling - Guds kærlighed og Danmarks lykke".

"Her står vi i dag. Og det vi vil, er at sige til vor ungdom og råbe det ud over verden: And er det virkeligste af alt. - And er magt". "Vi forstår, at uden vækkelse har folkehøjskolen ingen berettigelse. Men højskolens opgave har vokset - aldrig har den været større".

Lidt af den samme tråd kan man sige, han tager op 13 år senere i årsskriftet for 1957. Her refereres en del af et foredrag med titlen "Hvilke krav må vi stille til os selv, om det folkelige liv skal blomstre". Det hedder heri:
"Jeg tror, at vi skal opdrage, og jeg mener dette ord taget i dets egentlige betydning: drage opad. Vi skal ikke nøjes med vejledning. Vi skal opdrage til positiv livsforståelse, opdrage til helhed i alle forhold. Vi hvirvler i dag rundt i en verden, der er blevet splittet for os, og dog er den så lille, at den skal kaldes én, og så kan vi ikke magte vore egne små forhold, forholdet til arbejdet, forholdet til medmennesket, forholdet til hjem og ægtefælle".

"Hvad har vi i vort slægtled af højskolemænd gjort af erfaringer? Vi har erfaret gennem to verdenskrige og megen kold krig, hvor let al god vilje nedbrydes. Vi har erfaret, at mennesket kan gå i selve djævelens tjeneste uden at tænke særlig over det. Har vi ikke set, at et almindeligt lille menneske lader sig bruge som massemorder ved koncentrations-lejrenes gasovne, og når denne lejr nedlægges, da vender denne lille mand tilbage til et normalt arbejdsliv i samfundet. - Kan nogen højskolemand i dag undlade at dele denne erfaring med sine elever? - Har vi ikke også erfaret, at hele vores idealisme med hensyn til troen på menneskets evner og menneskets ophøjethed er brutalt blevet skyllet, kostet, skovlet bort. Har vi ikke netop erfaret, at tro på idealer måtte lægges så højt op, at der ikke kunne være tale om at blæse denne tro fra os igen. Vores idealisme blev derved båret ind i en langt større sammenhæng. Det blev nødvendigt, at den blev båret af tro, der i sig selv rækker langt ud over idealet og ind til kristentro. Tror man, at nogen højskolemand kan undlade at dele den erfaring og dennes virkelighed med sine elever? Vi har erfaret, at i højskolemandens hjerte og over hans dør må der altid stå: Det er aldrig nok, hvad du gør".

Så vidt Lauridsens højskolesyn. Samme år havde han i stadige bestræbelser på at finde nye veje og nye muligheder for højskolen indledt forhandlinger om oprettelse af en sygeplejeforskole. Der blev bygget en del nyt, og den kom i gang den 2. august 1959.

Sygeplejeforskolen kom så til at virke side om side med højskolen frem til juni 1968, altså ni år. Jeg var selv medvirkende som dansklærer på de sidste to hold. Dermed er vi så langt fremme mod nutiden, at jeg synes, det vil være passende at slutte den historiske redegørelse med det.

På grund af det emne, jeg har valgt at behandle, har det i hovedsagen været lederskikkelserne, jeg har omtalt. Men en højskole er og har altid været meget andet. Der er da også meget af det, jeg kunne have lyst til at komme ind på her: lærere og lærerinder, som i kortere eller længere tid har gjort sig gældende, træk fra det daglige liv, gamle elevers virke for skolen og i elevforeningen osv. Men det må vente til en senere lejlighed.

Dog kunne jeg i denne forbindelse have lyst til at nævne en tidligere lærerinde ved navn Nanna Ingerslev. Hun havde som gæst været med ved skolens 40-års jubilæum i 1933. Om det skriver hun senere:
"….da jeg som gæst var med ved 40-års dagen 1933, slog det mig med undren og - beklagelse, at alle taler og al tak kun gjaldt forstanderne og hvad de unge mænd havde oplevet og modtaget på skolen. Ikke ét ord lød der om pigerne eller om nogen lærerinde eller højskolemor, der havde modtaget eller været noget her".

Et højskolesyn i dag
Men efter denne redegørelse for fortidens tanker om højskole er der muligvis en og anden af læserne, der tænker: Hvad så med i dag? Hvilket mål har højskolen i nutiden? Skal jeg forsøge at give et bud på det, kan jeg imidlertid kun tale for mig selv. De danske højskoler i dag er mange ting, de er meget forskellige, og inden for den enkelte skole er der oftest også forskellige opfattelser. Det følgende står således helt for min egen regning.

Med hensyn til alt det, jeg her i foredraget har været inde på, vil jeg da først sige, at der er mangt og meget i det, de gamle har ment, som jeg i dag må gøre op med, men trods det føler jeg mig alligevel i dyb gæld til den gamle højskoles folk. Jeg har undervejs nævnt Andreas Hansen, hvis artikel fra 1943, jeg finder meget inspirerende.

Men ellers vil jeg et øjeblik vende tilbage til Thomas Thomsen, som er den af de omtalte personer, jeg føler mig mest i overensstemmelse med. I den artikel, jeg refererede lidt af, sagde han et sted noget om, at de unge på højskolen fik lejlighed til at besinde sig på deres egne ønsker og evner og på livets krav. Og videre, at højskolearbejdet på såvel det praktiske som almendannende plan, hvis det lykkedes, ville blive til materiale og værktøj for de unges personlige udvikling. At de måske ville lade det bygværk, det var sat ind i på højskolen falde sammen for at bruge de enkelte sten.

I forlængelse heraf siger han: "Det var i hvert fald noget af det højskolen gav mig. Den gjorde mig ene, løsnede mig fra en hel mængde fortøjninger, så spørgsmålene om, hvad jeg var, hvad jeg kunne og hvad jeg skulle, kunne gøre sig gældende med øget klarhed. Og den fik spørgsmålene om den verden, hvori jeg var sat, menneskenes og tingenes og Guds verden, til at forme sig og tone. Højskolen var med til at give spørgsmålene form og med til at give materiale til svarene".

Det er ord, som jeg synes, jeg næsten helt ud kan gøre til mine egne. Det at være med til at give livsspørgsmålene form og være med til at formidle stof til svarene, finder jeg er højskolens fornemste opgave stadigvæk. Det er vel at mærke ikke noget, der kan eller skal sættes på timeplanen som et særligt fag. Det er først og fremmest noget, der må ligge i luften som en generel holdning.

Engang sagde en bekendt, da vi i en samtale mellem flere kom ind på disse ting, at det jo var alle de spørgsmål, som man alligevel ikke fik svar på, og så kunne man lige så godt lade dem ligge. Det måtte jeg være grundlæggende uenig med ham i. Hvis man på en højskole viger tilbage for at beskæftige sig med disse ting, er den efter min mening ikke længere nogen højskole. Det er rigtigt, at de spørgsmål, jeg her taler om, får vi ikke svar på. Men vil vi leve et egentligt og selvstændigt menneskeliv, må vi prøve at give et svar på dem.

Men i undervisningen har vi for så vidt kun ét at gøre: så godt som vi formår det at formidle noget stof, som vi selv synes rummer noget, der kan blive byggesten til en sammenhængende livsforståelse. Og så derefter håbe, at det vil bidrage til elevernes personlige udvikling.

Det ligger i sagens natur, at en sådan undervisning kan ikke gives på grundlag af objektive kriterier. Det må ske ud fra en personlig holdning, som giver én nogenlunde fast grund under fødderne.

Skulle jeg også i den henseende sige lidt om, hvad der er mit grundlag, så bliver det med et lille prosadigt, som jeg har skrevet til denne lejlighed, og som jeg vil slutte med: