Karen Jensen vendte efter opholdet tilbage til Sjælland, hvor hun bl.a. blev uddannet mejerske. Fire år senere, i 1886, vendte hun tilbage til Bornholm for netop at blive mejerske hos Bøgeskov på Gadebygård.
Det blev hun imidlertid ikke, for den tidligere mejerske bestemte sig i sidste øjeblik for at blive der.

I det første års tid skrev Karen Jensen en del breve hjem til sine forældre. Disse breve er bevaret, og i et af dem, fra den 19. juni 1887, skriver hun følgende:

"Vi har travlt, men det har jo alle mennesker om sommeren, og det har I vel hjemme også, nu har I slet ingen og hjælpe Jer? Vi har begyndt at gå lidt i roerne, Anna og jeg, men vi kan næsten ikke undværes her hjemme fra, Oliva væver jo, og så skal vi gøre en del af hendes arbejde, for at hun kan få lidt ro dertil. Jeg har også prøvet at væve, da slå lidt i, men der hører jo mere til at kunne sætte en væv op. Ja, bornholmerne ere rigtignok husflidsmennesker, de laver alt selv, hvad de skal bruge".

Den Oliva, Karen Jensen omtaler, kan næsten ikke være andre end Oliva Jespersen. De to højskolekammerater har således mødt hinanden igen som tjenestepiger samme sted, og det fremgår med al ønskelig tydelighed, at man har ønsket at udnytte Olivas færdigheder som væverske så meget som muligt. Det var en tid, hvor man i hvert fald på Gadebygård endnu lavede så meget, som man overhovedet kunne, selv.

Mens Karen Jensen var på Gadebygård, traf hun sin senere mand, Kristian Rasmussen. Efter at være blevet gift havde de først i nogle år en mellemstor landejendom, og senere blev de i mange år gårdmandsfolk på Hoppegård i Østermarie.

Ifølge folketællingslisterne fra 1890 var Oliva Jespersen endnu på dette tidspunkt på Gadebygård, men ret kort derefter må hun være brudt op og vendt tilbage til sin barndoms egn. Men forbindelsen til Gadebygård var dermed ikke afbrudt. En, der havde nære forbindelser til familien Bøgeskov, Ingefred Lærkesen, har fortalt, at tjenestefolkene generelt blev længe på Gadebygård, og efter at de var rejst derfra blev de betragtet som venner af familien og blev inviteret med til familiefester og lignende. På et gruppebillede fra en sådan familiefest fra 1896 eller 1897 optræder Oliva Jespersen da også. Derfor var Gadebygård også et meget eftertragtet sted at komme i tjeneste, fortalte Ingefred Lærkesen videre. Havde man været der, betragtedes man uden videre som optaget i det grundtvigske fællesskab. Det var næsten lige så godt som at have været på højskolen, føjede hun til.

Det er nok tvivlsomt, om Oliva Jespersen, som Hans Markussen skriver, ligefrem fik huset bygget til sig selv, da hun flyttede tilbage til sin hjemegn. Det hørte til Vallensgård og er formentlig noget ældre. Og der er ingen tvivl om, at det var på Vallensgård, hun i hovedsagen var i tjeneste. Hvad vi ellers ved om hende fra denne tid er netop, hvad Hans Markussen fortæller. Hun optræder i øvrigt på flere elevbilleder fra højskolens første år.

Den næste efterretning om Oliva Jespersen findes i vandrebogen "Ekko", som sommerholdet fra 1899 oprettede og - med enkelte afbrydelser - holdt i gang i mere end 50 år. I et brev fra februar 1909 bringer Elisabeth Kofoed, som var købmandsdatter fra Åkirkeby, følgende meddelelse: "Oliva Jespersen som boede i det lille Hus ved Højskolen er død fornylig, hun var gift nu og boede i Egeby".

Ved et eftersyn af kirkebogen for Åker sogn fra denne tid viste det sig, at Oliva Jespersen den 7. april 1904 blev gift med ungkarl og arbejdsmand Jørgen Frederik Larsen af Åker, født i Østerlars den 12. juni 1865. Han var således 38 år, mens hun var 50 år. Han var utvivlsomt identisk med en tjenestekarl af samme navn, som også var på Gadebygård i 1890. Vielsen fandt sted i Østermarie kirke og blev forrettet af valgmenighedspræsten, Marius Jensen. Oliva Jespersens fader betegnes nu som udbygger.

Længere fremme i kirkebogen er der så en notits om Oliva Jespersens død. Her angives det, at hun døde den 18. januar 1909 og blev begravet den 25. januar på den nye kirkegård syd for Åkirkeby. Begravelsen blev også forrettet af Marius Jensen. Manden angives nu at være parcellist og bopælen angives at være 6. slg. pc., en landejendom udstykket fra Østre Skovgård.

Den næste i rækken af piger i den nævnte vandrebog var Karen Køie, som var lærerdatter fra Smørenge Skole i Vestermarie. Hun følger Elisabeth Kofoeds meddelelse op med følgende uddrag af sit brev: "Stakkels Oliva! Jeg havde haabet, hun skulde leve og have det godt i mange Aar i sit eget Hjem; jeg har set hende slide saa umenneskeligt. Jeg vilde gerne høre lidt om hendes sidste Tid; jeg talte med hende ved Kodalehuset [Ekkodalshuset] enten sidste eller forrige Sommer".

Det blev således kun til knap fem år, Oliva fik i en friere stilling som gift kone og på deres ejet landbrug. Som nævnt i indledningen er det alt i alt ikke ret meget, vi konkret ved om hendes livsløb, men dog nok til, at der tegner sig et billede. Og de sidste medfølende bemærkninger af Karen Køie udtrykker jo mere end meget andet.

Kilder:
Hans Markussen: Livserindringer - håndskrevne fra omkring 1940.
Ebbe Gert Rasmussen: Elever på Bornholms Folkehøjskole i året 1882-83. Artikel med omtale og gengivelse af Karen Jensens og Kristian Rasmussens poesibøger. Bornholmske saml., II. række 12. bind, side 199-227.
Breve fra tusmørket - breve af Karen Elisabeth Jensen, Sigerslev, gengivet i Bornholmske saml., II. række, bind 11, side 33-86 - her citat fra side 77. Vandrebogen "Ekko"
Folketællingslisterne fra 1860, Åker sogn side 168, og for Østermarie 1890, liste 8. Kirkebogen for Åker sogn fra de pågældende år.
I øvrigt mundtlige efterretninger ved telefonsamtale med Ingefred Lærkesen, Åkirkeby.