Povl Larsen:
I efteråret 1953 så jeg en annonce i agronomernes fagblad, hvor Bornholms Folkehøjskole søgte en landbrugslærer, der også ville påtage sig at undervise i almene højskolefag.
På den tid var der overskud af agronomer. Dog havde jeg været heldig efter overstået eksamen i foråret 1953 at få et job som assistent i "De Nordfynske Husmandsforeninger"; men arbejdsforholdene var ikke særlig udfordrende og lønnen var ussel.
I håb om et nyt og spændende job sendte jeg derfor i frimodighed en ansøgning til højskolen. Forstander Lauridsen kontaktede mig straks pr. telefon. Der var vist ikke andre agronomer, der dengang havde mod på at emigrere til Bornholm. Vi aftalte at mødes til en samtale i Odense.
På vej til dette møde fik jeg betænkeligheder. Den pædagogiske uddannelse manglede jeg. Det var et spørgsmål, om jeg i det hele taget havde de fornødne kvalifikationer til at kunne undervise på en højskole. Derfor besluttede jeg, at jeg nok hellere måtte trække min ansøgning tilbage.
Mine bekymringer og beslutning antydede jeg straks over for forstander Lauridsen og frue. Alligevel blev jeg overtalt til at høre på, hvad jeg kunne komme til at beskæftige mig med.
Ud over at skulle undervise i landbrugsfag og naturfag kunne der være tale om hjemstavnslitteratur, regning og matematik, erhvervsgeografi, sundhedslære, og hvis jeg ville påtage mig at lede karlegymnastikken, ville det være en stor lettelse for Lauridsen.
Efter denne orientering blev mine betænkeligheder ikke mindre. Hvordan skulle jeg klare alt dette med mit pædagogiske handicap og uden delingsføreruddannelse?
Gymnastikken mente Lauridsen ikke skulle blive noget problem. I min ansøgning havde jeg jo antydet, at jeg var en habil gymnast og havde været med på elitehold. Og skulle jeg få problemer med de øvrige ikke-landbrugsfag, så skulle han nok hjælpe mig på gled.
I øvrigt var der også andre muligheder for at få gode råd og vejledning. Dels var der den lærer, som jeg skulle afløse. Han boede lige ved skolen i villa "Valnæs". Han hed Peder Pedersen og havde faet job ved Bornholms Værn som forstander for civilundervisningen. Endelig kunne jeg også få gode råd af en tidligere forstander, som var timelærer på skolen. Det var pastor emeritus Andreas Hansen.
Det lød jo meget betryggende alt sammen. Den tilbudte løn var betydelig større end den, jeg havde på daværende tidspunkt. Nu kunne jeg få 800 kr. pr. måned plus kost og logi, mod 500 kr. pr. måned på egen kost og logi. Dette var faktisk en fordobling. Endelig følte jeg også, at forstanderparret var meget sympatiske. Derfor tog jeg jobbet.
Dengang var der intet papirnusseri med kontrakter og anførte timetal. Jeg blev fæstet for et år fra november 1953 til november 1954. Det blev aftalt, at jeg ville blive afhentet ved båden om morgenen den 2. november.
Forinden skulle vi så have timeplanen lagt. Det kom jeg nu let over. Vibeke Birk, der også var ung, nyansat lærer, var netop kommet et par dage i forvejen. Forstander Lauridsen og "frøken Birk" havde stort set skemaet færdigt. Jeg skulle blot acceptere de fag og timer, jeg skulle tage mig af. Det blev langt de fleste, i alt 28 timer om ugen.
Nu var der grund til betænkelighed igen, for jeg forudså, at jeg måtte bruge en masse tid på forberedelse. Allerede den samme aften gik jeg over til villa "Valnæs" for at få gode råd af min forgænger. Efter at jeg havde gjort rede for mine kvaler, grinede han og sagde blot: "Du skal bare sørge for, at eleverne ikke kommer til at kede sig". Derpå gik resten af aftenen med at snakke om vor studietid på Landbohøjskolen. Pedersen var agronom fra 1926 og jeg fra 1953. Den 3. november modtog vi så eleverne. Der kom kun femten. Deraf var der seks piger og ni karle, og det var landmænd alle ni. Af de femten elever var der otte bornholmere og syv ovre fra.
Min første undervisningstime var regning med hele holdet. Undervisningsmateriellet var meget begrænset. Den sorte tavle på væggen og kridt kom jeg til at sætte meget pris på. Dog fik jeg udleveret to sæt regnebøger af forskellig sværhedsgrad til fordeling. Der kunne lige blive til hele holdet. Men hvordan skulle jeg fordele dem?
Jo! jeg måtte forsøge med en slags intelligensprøve. Det foregik på den måde, at jeg på tavlen skrev forskellige regneopgaver, som eleverne skulle besvare og aflevere til bedømmelse.
Én af disse opgaver husker jeg endnu. Den lød sådan: En ræv mødte en flok gæs. "Hvor mange er I?", spurgte ræven. Gasen, der gik forrest, svarede: "Hvis vi var lige så mange til og halvt så mange til og en hel gås og en halv gås og en gase, så havde vi været tyve". Hvor mange var de? De, der også kunne klare denne opgave fik udleveret den sværeste regnebog, og de øvrige den lettere udgave.
Regneundervisningen voldte ikke noget stort besvær. Gymnastikken gik også nogenlunde. Men hvordan skulle det gå med de øvrige fag, såsom hjernstavnslitteratur, erhvervsgeografi og sundhedslære?
Det gav mig store spekulationer. Jeg måtte til Lauridsen for at få gode råd. Han spurgte mig altid først: "Hvordan kunne du tænke dig at gribe det an?" Frimodigt foreslog jeg som oftest en løsning. Hvorefter Lauridsen svarede: "Gør du blot som du foreslår".

[Fortsætter i højre spalte].
------------------------

Til toppen af højre spalte

En af de første dage fik jeg opmuntrende støtte af pastor Andreas Hansen, der som nævnt var timelærer. Der var jo problemet med hjemstavnslitteraturen. Han henledte opmærksomheden på forfattere, som jeg burde tage mig af. Det var blandt andet: Martin Andersen Nexø, Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær og Thorkild Gravlund.
"Dem læser du lidt op af, og så snakker I om det. Og er du ikke alt for godt forberedt, så indleder du blot med, at I synger nogle af Jeppe Aakjærs eller Grundtvigs de lange". Sagde Andreas Hansen. Vi sang ofte meget. Alligevel var det et slid den første vinter. Men sjovt var det.
Dagligdagen på højskolen blev styret af den store malmklokke, der blev betjent af en snor nede fra spisesalen, det store lokale, hvor kunstlinien nu holder til.
Ca. en halv time før morgenmaden ringede forstander Lauridsen med klokken. Det var faktisk en pligt, at vi alle sammen startede dagen med en rask spadseretur i frisk luft med Lauridsen i spidsen.
Inden undervisningen begyndte, var vi alle samlet til morgensang med fru Lauridsen ved klaveret. Forstander Lauridsen holdt en kort andagt og læste trosbekendelsen og bad fadervor.
Ved hver times begyndelse blev der ringet med klokken. Det var ildeset, hvis ikke alle omgående mødte op straks efter klokkeringning. Dette gjaldt også alle måltider. I spisesalen var der også disciplin. Alle havde deres faste pladser med lærerne ved hver sin bordende. Ingen begyndte at spise, før der blev sagt værsgo, og ingen forlod bordet, før der blev sagt velbekomme. Forud for indtagelse af middagsmaden sang vi altid femte vers af Grundtvigs "Høstsang": "Ham takke alle vi med sang ......
Hver aften måtte én af lærerne på skift altid være disponibel til at møde op i samlingsstuen og lede aftensangen og ellers hygge sig lidt sammen med elever og personale ved aftenkaffen.
Som nævnt var der kun femten elever på vinterskolen 1953/54. Vi var som en stor familie alle sammen. Alle, der var fuldtidsbeskæftigede, boede på skolen. Der var familien Lauridsen med fire børn, Lis, Dorethe, Ebbe og Agnes. To piger i køkkenet og Maren, og så var der Arthur, der både var pedel og godsbestyrer. Der hørte dengang et lille landbrug til med både køer og grise. Skolen var således selvforsynende med mange produkter til husholdningen.
Af fuldtidslærere var der kun Lauridsen, frøken Birk og undertegnede. Derudover var der timelærerne. Fru Lauridsen havde håndgerning og ledede for øvrigt hele husholdningen. Lis ledede pigegymnastikken. Frøken Askgaard underviste i madlavning. På sommerskolen blev hun afløst af Grethe Larsen Guldborg. Esther Larsen havde vævning. Organist Jungild havde musikforståelse og pastor Andreas Hansen religionshistorie.

Sommerholdet 1954. Povl Larsen ses stående i 2. række nr. 2 fra højre. Nr. 1 fra højre er Vibeke Birch, som var lærerinde et par år. Som nr. 4 fra højre ses forfatterinden Karla Frederiksen, som omtales i artiklen. Længst til ventre står hendes sønnesøn, Niels Ole Frederiksen, som blev høskolelærer og - forstander forskellige steder, sidst på Esbjerg Højskole. Aksel Lauridsen ses i øverste række som nr. 3 fra venstre. På fløjene står hans to ældste døtre, Lis og Dorete. Hans kone, Kristine, ses siddende foran i midten med de to yngste, Agnes og Ebbe, ved siden af sig.

På sommerskolen 1954 var der kun tolv piger. Her fik jeg kompensation for de mange timer på vinterholdet. Her kunne jeg nøjes med tolv ugentlige timer. Til gengæld måtte jeg tage del i alt forefaldende arbejde vedrørende de korte kurser, som blev holdt sideløbende med sommerskolen. Dette gjaldt indkassering af kursusgebyr, ekskursioner og vandreture, enkelte foredrag og lidt pedelarbejde. Der skulle ofte flyttes bænke, borde og stole.
Hele sommeren havde vi også forfatterinden Karla Frederiksen som gæstelærer. I hele perioden boede hun på skolen. Hun var et meget spændende og underholdende menneske at være sammen med. Hun satte megen pris på lidt opvartning med natmad og en øl; men hun var ikke særlig let til bens. Derfor blev jeg ofte jaget i viktualiekælderen, hvorefter vi hyggede os i køkkenet sidst på aftenen og drøftede dagens begivenheder og tidens problemer.
Så nåede vi frem til november 1954. Jeg lod mig fæste for et år til. Men den følgende vinter var det også småt med elever. Der kom kun elleve i alt fordelt på syv piger og fire karle. Heraf var der kun én landmand imellem.
I løbet af denne vinter blev jeg klar over, at jeg ikke kunne basere min fremtid som højskolelærer på Bornholms Højskole. Endvidere følte jeg også, at jeg som højskolelærer manglede en supplerende uddannelse i at kunne docere Grundtvigs tanker om folkehøjskolens almendannende mission.
Derfor blev jeg løst fra fæstemålet 1. april 1955 og tog imod et tilbud som ungdoms- og regnskabskonsulent i Bornholms landøkonomiske Forening. Her fik jeg et så tidskrævende job, at der slet ikke blev tid til at holde kontakt med højskolen. Men perioden som "højskolelærer" gav mig en værdifuld ballast i mit senere virke.