Den 3. november 1968, havde Bornholms Højskole haft sit virke på det nuværende sted ved Ekkodalen i 75 år, et tidsrum, der har været rigt på begivenheder og omskiftelser såvel på det hjemlige plan som ude i den store verden, i de ydre livsvilkår for menneskene og formentlig også i visse henseender i de indre. Men er der end meget, der adskiller tiden i dag fra tiden omkring skolens start, så er der også meget, der forbinder. Som en slags udgangspunkt for denne artikel vil jeg derfor henvise til en af de ældste annoncer, der blev bragt for højskolen. Den er gengivet her nedenfor.

Annoncen blev bragt på bagsiden af et lille hæfte, "Ydun", som forstander Jensen udsendte som en hilsen fra skolen. Og siden er det altså lykkedes for den at vinde fodfæste og drive sin virksomhed foreløbig i 3/4 århundrede. Den havde haft flere forgængere, for hvilke det ikke lykkedes at slå igennem, og driften på det nuværende sted har absolut heller ikke været uden vanskeligheder. De vil nok altid følge den; i vor tid vel mest på grund af vor afsides beliggenhed i forhold til det øvrige land.

Ser man på fagfordelingen i den gamle annonce og sammenligner med i dag, så er der i helheden forandret en hel del, men af enkelte fag er der dog mange gengangere; der er således på trods af mange forandringer i høj grad kontinuitet. Ser man på de sidste linier med angivelsen af formålet, så ville vi i dag udtrykke det væsentligt anderledes, men bag de ydre udtryk vil der nok også her i høj grad være en sammenhæng. Trods skiftende tider vil der altid være visse grundvilkår, der er ens til alle tider, det være sig af rent praktisk art såvel som på det mere musiske område. I disse grundvilkårs tjeneste har højskolen således virket siden 1893. Grundstenen blev lagt den 16. juli 1893, og den 3. november indviedes den, og det første hold elever rykkede ind.

Vi vil i det følgende prøve at følge skolen gennem noget af den forløbne tid. Det skal ikke betragtes som en almindelig Bornholms Højskoles historie, men snarere som et forsøg på at tegne et tidsbillede. Vi vil følge dens virksomhed, sådan som den kommer til udtryk i de gamle årsskrifter, og se, hvordan tidens store og små begivenheder har sat sig spor her. Det første årsskrift blev udsendt i 1911, og er udsendt hvert år lige siden - bortset fra en kort afbrydelse i nyere tid.

I den henseende er der ét navn, der fremtræder særlig markant og levende, Andreas Hansen. Han er vel også det menneske, der i længere tid end nogen anden har haft del i skolens virksomhed, på nærmeste hold i årene som forstander, men senere også meget nær som valgmenigheds-præst. Det bliver i meget høj grad hans artikler, der kommer til at ligge til grund for denne fremstilling, men enkelte andre navne vil også optræde ind imellem. Bevidst vil jeg indskrænke mine egne kommentarer til et minimum og lade citaterne tale for sig selv. De læsere, der har fulgt med og i øvrigt er historisk interesseret, vil selv kunne drage deres slutninger.

Den første tid af skolens virke faldt jo i tiden før den første verdenskrig, den begivenhed, der, så vidt man kan forstå, for en hel generation blev af skelsættende betydning. Om denne første tid skriver Thomas Thomsen (forstander 1934-40) i et tilbageblik i anledning af 2. verdenskrigs udbrud i årsskriftet for 1940:

"Da Krigen brød ud i 1914, virkede den paa os, som dengang, om end unge, var kommet til Skelsaar og Alder, baade overraskende og overvældende.

Vi havde oplevet en Aarrække, hvor Krig var noget, som havde været, og som naturligvis endnu kunde foregaa langt borte - i Sydafrika og Østasien. Vore Forældre havde ikke ret oplevet nogen Krig, som greb ind i det daglige Liv eller rystede Sindet. Vore Bedsteforældre kunde fortælle om Treaarskrigen og om 1864, men det var for de fleste blevet til Eventyr og Idyl. Der var jo Sønderjylland, som for de vaagne var en stadig Mindelse; for de fleste var det nu engang skilt fra, og en Tilbagevenden var noget, man hverken kunde arbejde for eller nøgternt haabe paa.

Der var Fremgang fra Aarhundredskiftet, den kunde mærkes fra Aar til Aar, og den vilde blive ved. Nu var Tiden kommet i sin rette Gænge. Der var - i hvert Fald sammenlignet med en følgende Tid - fri Udveksling mellem Landene af Varer og Mennesker og Tanker. ... Alt var saare godt og vilde blive endnu bedre. Noget saa meningsløst som Krig og Tilbagegang kunde simpelthen ikke komme. Og denne lyse Fortrøstning hang kun i nogen Grad sammen med vor Alder."

Sådan tegner tiden op til 1914 sig altså i et tilbageblik, åbenbart en lys og sorgløs tid fuld af fortrøstning og tillid til fremskridt og fremtid. Dette indtryk kan man finde bekræftet i de ældste årsskrifter. Man finder således artikler med udgangspunkt i ord som "Gaa paa" eller "Løfte i Flok", og i en vældig patetisk artikel erklærer Andreas Hansen ungdommen sin ubetingede tillid. Det hedder heri (årsskrift 1913):

"Det er svært at være ung i vore Dage. Der stilles stærke Krav og store Opgaver. De bedste blandt Ungdommen maa kæmpe haarde Kampe. Tidens Røster svirrer dem om Ørerne. De maa høre og lytte og tage Standpunkter og træffe Valg - og de maa lægge hele Livsansvaret paa deres egne Skuldre og staa paa egne Ben. Og det er oftest uendelig meget sværere nu end for en eller to Menneskealdre siden. Det er let nok at bygge paa andres Ansvar; men det er uendelig svært selv at tage Ansvaret paa sig. Og det er det, de unge i vore Dage maa."

Der var dog også kritiske røster. I en revsende artikel om "Tidsaanden" af en lærer J. P. Nielsen hedder det bl. a. (årsskrift 1912):

"Til Tidens Selvpinsler hører Spiritusnydelsen, der kaster en mørk, trist, raa Tone over vort Folkeliv; den kvæler mange ædle Spirer og lyse Haab; den modarbejder aandelig som materiel Kultur. Ingen nægter det, hvem vil vel benægte Fakta. Spørgsmaalet bliver da kort, om vi, Højskolefolket, har gjort, hvad vi kunde for at bryde dens Magt, om vi har søgt at opdrage os selv, og om vi med kraftig Haand har søgt at ruske op i Folkesamvittig-heden? ... Sandheden er vel, at vi fulgte med Strømmen - og lod Tiden løbe fra os: lod andre føre den Kamp, som vi burde have staaet i Spidsen for?"

Der er stærk kritik, men ikke resignation. Typisk for tiden er der en tydelig søgen fremad i tillid til, at det kunne og gerne skulle blive bedre.

Det siger næsten sig selv, at der måtte komme andre toner, efter at den store verdensbrand var brudt ud. Meget effektfuldt skriver Andreas Hansen (årsskrift 1915) i "Aaret, der svandt" bl. a.:

"Krigens Skygge hvilede over Sommerskolens Afskedsfest og gav den et ganske mærkeligt Præg. (Krigen brød ud dagen efter. S.Aa.M.)

Det svirrede med Rygter og gnistrede med Telegrammer. Det var som den lyssvangre Stilhed foran Tordenvejret, naar tunge, natsorte Skymasser vælter frem i Horisonten, ængsteligt truende.

Kom det - eller kom det ikke?

Man syntes jo, det var umuligt, at en evropæisk Krig kunde komme! Det var alt for forfærdeligt. Det var utænkeligt. Hvor kunde, hvor turde noget Land tage Ansvaret for en saadan Krigs Udbrud?

Man stod dér gysende over det gigantiske - ja næsten overfor en Verdensundergang. Man gyste tilbage for den blotte Tanke! -... Man taber Vejret, naar man saadan faar Verdenshistorien og Udsigten til en Verdenskatastrofes Rædsler lige ind i Ansigtet! -

Ak, alle de bange Anelser skulde blive til Virkelighed. Det umulige skete. Krigen kom, større og forfærdeligere end nogen kunde ane.

Og Krigen ligger som en frygtelig Dødshaand over Evropa, lammende, hæmmende overalt, ogsaa over de Lande, der hidtil har været saa lykkelige at være udenfor. Ubeskrivelige og ubegribelige Rædsler raaber fra Jord til Himmel. Broderblod damper over Valpladserne.

Det er ligesom Menneskeheden har blottet sig. Nu træder det frem, alt hvad der bor i Mennesket, fra det mest ophøjet guddommelige til det mest djævelsk nederdrægtige. - Komedien er forbi, Masken er faldet, vi ser Menneskehedens Ansigt!

Og vi tvinges til at ændre vor Dom om mange Ting. Men endnu har vi ligesom ikke Stof nok til at danne os en ny Dom. Det kan først komme efterhaanden, naar de vilde Kræfter har raset ud. Men da vil ogsaa mange Afguder ligge i Støvet, og vi maa til at omredigere vore Anskuelser helt fra Bunden af.

Saa meget ser vi allerede nu, synes jeg, at en stor Del af vore politiske og sociale Anskuelser og Teorier de brister. De maa i høj Grad revideres. Troen paa Kulturens og Civilisationens Magt lider uhjælpelig Skibbrud. De har bevist deres Afmagt."

I de efterfølgende årsskrifter sætter krigen naturligvis sit præg. Man er især bekymret for vort eget land, og der sendes mangen en medfølende tanke til de danske sønderjyder, der måtte drage i tysk krigstjeneste. Sønderjylland var jo dengang under Tyskland, og man havde i reglen haft nogle elever derfra på højskolen. Under krigen udeblev de jo af gode grunde.

Men krigen fik jo dog en ende, og det markeres i årsskriftet for 1919, der er 25-års-jubilæumsskrift for såvel højskolen som elevforeningen. Som det er naturligt ved en sådan lejlighed ses der tilbage på tiden, der er svundet, men man prøver også at kaste et blik fremefter. Vi giver igen ordet til Andreas Hansen:

"... som Tiden og Forholdene har artet sig nu, er det naturligt, at vi, som staar midt i Arbejdet, uvilkaarligt i særlig Grad spejder fremad, der hvor Vejen bugter sig ind i Fremtidens Taage og Mørke.

Og det er med en underlig Følelse, vi ser fremad, en Blanding af Ængstelse og Haab. - Saa meget ser vist alle, at den Tid, der kommer, bliver aldrig som den, der var. ... Hvad er det, der fødes i denne Brydningstime? Er det "Skumring eller Gry"? Er det en ny Tid til Lykke for Menneskeheden eller til Ulykke? ...... nu er Krigen endelig forbi

Ja, er den det? Der er dem, der mener, at nu begynder den først rigtig for Alvor! I hvert Fald maa vi vist være belavede paa, at Verden ikke faar Fred - og Kraft til større aandelige Idrætter - foreløbig.

Der er to Arter af Krig, som sikkert vil blive ført med stor Kraft i den kommende Tid: den økonomiske og den sociale. De griber ind i hinanden og har deres Rod dybt ind i de Forhold, der førte til Verdenskrigen. Hvor haarde og hvor langvarige disse Krige vil blive, det ved ingen. Men der synes at være Tegn, der tyder paa, at de bliver svære, og at særlig den sociale Krig vil blive af et mægtigt Omfang, at vi i Virkeligheden staar ved Begyndelsen af en Verdensomvæltning i Forholdet mellem Klasserne. Vi ser, hvordan det bryder og gærer i adskillige Lande, særlig de overvundne. Men ogsaa de sejrende og de neutrale begynder at komme med.

Hvor lang og hvor bitter denne Krig vil blive, hvor meget den vil "koste", og hvilke Tilstande, der vil blive Resultatet af den, ved ingen. Foreløbig er vi i Smeltediglen. Det syder og bruser. Hvilken Fremtid vil støbes?"

I årsskrifterne fra 1920erne er der ikke overvældende meget, der afspejler samtiden. Selv en for Danmark så vigtig begivenhed som genforeningen med Sønderjylland 1920 nævnes nærmest kun i en bisætning. Man aner dog, at den er blevet så meget omtalt såvel ved folkemøder som i aviserne, at man har følt det ganske overflødigt også at omtale den i årsskriftet.

Af verdenshistoriske begivenheder var der vel ikke i 20erne så mange, der kunne sætte sindene i bevægelse. I hvert fald omtales der kun én ting. Det er igen Andreas Hansen, der i årsskriftet for 1926 skriver om de af tyrkerne forfulgte armeniere, "dette Folk og dets Skæbne, der adskillige Gange har faaet os til at stivne af Rædsel. Ja, selv midt under Verdenskrigens Bulder og Forfærdeligheder skar Beretninger om Armenier-myrderier som en skærende skarp Tone midt igennem Larmen og overdøvede den. Og det er sikkert den Enkelthed, der står klarest i vor Erindring fra disse Aar". Efter at have gjort rede for deres lange trælsomme historie, slutter han artiklen med ordene: "Og lad os haabe, at Europa maa naa saa vidt engang, at det kan overvinde sin Egoisme og Splidagtighed, saa vidt, at det kan gøre sin Kristenpligt mod denne ulykkelige Broder, saa det kan naa at dække de sorte Blade i dets Histories Bog med gylden Skrift."

På dette tidspunkt var Andreas Hansen imidlertid ikke forstander mere. Den 15. december 1919 var der sket det, at hans kone, Inger Hansen, døde efter flere års svigtende helbred, hvorunder to svære operationer var foretaget. Efter det "følte han sig ikke stærk nok til at fortsætte Højskole-gerningen og blev saa, efter Opfordring, Hjælpepræst i Valgmenigheden" (jubilæumsskrift 1944). Han afløstes af Frode Aagaard, men han fortsatte med at sætte sit præg på årsskrifterne med sine artikler. Den sidste blev bragt i 1959, tre år efter hans død.

Det, Andreas Hansen i sin forstandertid fortæller om skolens dagligdag, er meget sparsomt. Hans kommentar til "Aaret, der svandt" fylder i reglen ikke stort mere end én side hver gang. En lille smule om skolens udvikling kan dog registreres. I 1912 anføres det således, at en koncert gjorde det muligt at anskaffe et klaver, hvad man altså ikke havde haft før. I 1915 gøres der rede for tilbygning til skolen. Forstanderboligen forlængedes mod vest og i forlængelse af gymnastiksalen byggedes en lærerbolig med en skolestue ovenpå. (Det sidstnævnte var dog bygget i 1905, året før Andreas Hansen tiltrådte). Lærerboligen blev senere lavet om til skolekøkken. Andre år får man lidt at vide om, hvordan man fikser op og vedligeholder indvendig.

Da Frode Aagaard kom til, udvidedes årsberetningerne betydeligt. Man får nu ret detaljeret fortalt om skolens hverdag, møder, udflugter etc. Det meste er dog uden interesse i dag, men enkelte ting, som kan være med til at tegne et tidsbillede, skal dog anføres. I årsskriftet 1927 meddeles: "I Sommer indførte vi forskellige Smaaforbedringer paa Elevværelserne, og Bestyrelsen lod anskaffe Madrasser til samtlige Senge paa Elevværelserne, saa de vordende Elever her paa Øen nu er fri for at medbringe Madras. Eleverne "ovre fra" har selvfølgelig altid været fri derfor." I samme dagbog fortælles om et 3-dages besøg af elever fra en tysk højskole (Pommerchen Bauernhochschule). Besøget var meget vellykket, og det hedder: "Om Aftenen dansede vore Elever, iført gamle Folkedragter, Folkedanse. Stor var vore Gæsters Begejstring, og Salen genlød af deres Haandklap og 'Heil'". Dengang havde dette tilråb ikke den biklang, som det senere skulle få. I 1928 fortælles der om efterårsmødet, at det blev "særlig festligt i Aar. Det "hvide Lys" skinnede da for første Gang her paa Skolen." Man havde fået installeret elektrisk lys, og "I sammenligning med tidligere laa Skolen ved Efteraarsmødet næsten i et helt Lyshav". Endvidere kunne der peges på beretningerne om udflugterne, der foregik enten til fods eller på cykel. Det gør man jo ikke mere.

I årsskriftet for 1931 berettes der igen om modernisering af skolen. Det er denne gang køkken og spisestue, der står for tur. Køkkenet blev udvidet, og spisestue indrettet et andet sted. Man kan dog ikke ved læsning danne sig noget indtryk af hvordan det er blevet, da disse ting senere yderligere er lavet meget om. Men desuden blev der nu indlagt vand og indrettet et badeværelse, hvilket "har afhjulpet et længe følt Savn. For de ikke mest morgenduelige Elever maa det være rart at vide sig fri for at skulle fare ned efter Vand, de kan nu bare skrue op for Vandhanen i Vaskerummet, saa de paa et Øjeblik kan blive vasket". Der havde også været tale om central-varmeanlæg, men det måtte vente til en anden gang.

[Fortsætter i højre spalte].

Gymnastikopvisning af sommerholdet omkr. 1930 i salen.
Her ses det af lamperne, at skolen havde fået elektrisk lys.

Den altoverskyggende begivenhed i første del af 1930erne var, som mange vil huske det, den store erhvervsøkonomiske krise, der i nogle år lagde sin klamme hånd over det meste af den vestlige verden. Også den får sin plads i årsskrifterne. I 1932 omtales den i en artikel, "Kristendom og Krise", af Andreas Hansen:

"Krisen er kommen til os. Den Krise, som omtrent hele Verden har sukket under længe. Hvor man færdes, hvor to eller mange er sammen, tales der altid om den. Den ligger ligesom paa Overfladen og dirrer. Mødes to paa en Landevej og taler sammen i to Minutter, er det om Krisen. Kommer to hinanden ubekendte sammen i en Jernbanekupé, taler de om Krisen. Naar Gudstjenesten er forbi, kommer man næppe udenfor Kirkedøren, før man taler om Krisen. Følger man Lig til Jord, tales der Krise mellem Ligkapellet og den aabne Grav . . .

Tusinder af de klogeste Hjerner diskuterer Krisens Aarsager og Fremkomst og Forløb, skriver Bøger og dybsindige Afhandlinger, holder Taler ved store Kongresser, i Parlamenter og Statsraad, sejler og flyver fra Land til Land og slider i deres Ansigts Sved for at finde dens Aarsager og komme den til Livs. De udpønser Foranstaltninger i Massevis. Banker og Regeringer finder paa ét i Dag og det modsatte i Morgen, laver Love og omstyrter dem med nye Love - og alt imens gaar Krisen sin Gang og vokser og forværres fra Dag til Dag.

Fødemidler og Klæder og alle mulige Livsfornødenheder - til Brug og Luxus - ophober sig i uhyre Masser - og Millioner af Mennesker sulter og fryser og mangler.

De raaber alle paa Omsætning og bygger kinesiske Mure af Forbud og Told og spærrer af alle Livsens Kræfter for Omsætning! De segner under Gældsbyrder og "Erstatninger" - og øger deres egne og andres Byrder af al Magt. De erkender, at Samarbejde og gensidig Vekselvirkning er en absolut Betingelse for Bedring - og spærrer med vild Energi for Samarbejde og Vekselvirkning!

Den hvide Races Stats- og Finansmænd bærer sig ad, som om de handlede stik imod deres inderste Erkendelse, drevne af en hemmelighedsfuld Magt, som de ikke kan overvinde.

Det er Verdenskrigen om igen - blot lagt om paa et andet Omraade: fra det militære til det økonomiske."

I årene 1930-34 var der på skolen en lærer ved navn Alfred Beck, som har været meget interesseret i internationale forhold og i særdeleshed interesseret i grænselandsproblemerne. I hans artikler afspejles tidens store spørgsmål omkring Folkeforbundets magtesløshed, de forskellige fredsbestræbelser, som har haft hans særlige sympati, og endelig det, der begyndte at røre på sig i Tyskland og dettes konsekvenser for grænsekampen i Sønderjylland. I årsskriftet 1933 skriver han om den store franske statsmand Briand, der havde fremsat en plan for Europas forenede Stater:

"Briand satte Kronen paa sit Værk og naaede sit Livs Højdepunkt, da han dannede Europaforbundet, men samme Efterår sejrede Hitler ved Valget i Tyskland. Den tyske Nationalismes Fremgang samtidig med andre europæiske Skuffelser truede allerede Babelstaarnet med Fald. Og det er ikke for meget sagt, at med Briands Død d. 7. Marts i Aar (1932) fik ogsaa hans Kongstanke: Europas forenede Stater sin foreløbige Afslutning og Endeligt." Og i årsskriftet 1935 slutter han en artikel om forholdene i Sønderjylland med følgende: "En Verdens Uro fylder Sindene med Alvor, og mange Foreteelser viser klart, at der er andet i Gære end fredelige Hensigter mellem Stormagterne. Vi haaber, at Freden trods Oprustninger kan bevares; men i Fredens Aar skal Danskheden styrkes, derfor er den nationale Sag altid brændende, og der stander en Strid i Gaar som i Dag."

Midt i alle disse dystre udsigter kommer der i 1936 en helt anderledes fredelig meddelelse, nemlig at en konsulent Nielsen, Nyker, i forbindelse med noget aftenskolearbejde viste "lysbilleder fra Lillebæltsbroen og fra frøavlsarbejdet". Frode Aagaard var på daværende tidspunkt blevet afløst af Thomas Thomsen. Han var forud for sin tid, idet han i de fire første årsskrifter fra sin egen tid skrev navneordene med lille bogstav. Det blev ellers først indført i 1948. Om vinterholdet 1936-37 beretter han (årsskrift 1938), at de begyndte "med 17 elever. Senere paa vinteren kom yderligere 3 til, saa vi for første gang har en hel snes. To af dem var arbejdsløse fra København. Den ene af dem, Marius Hansen, har forøvrigt meddelt mig for nylig, at han nu deltager i borgerkrigen i Spanien. Han er med paa regeringens side og mener, at de gaar frem paa alle fronter, noget i modstrid med, hvad vore blade oplyser. Men vi finder det omtrent lige sørgeligt, hvilken af de to parter det gaar udover, og vi haaber, at der snart maa blive fred."

I samme hæfte skriver en lærer Wagner Jensen en artikel over det kendte, lidt trivielle tema: "Det er vist klart for de fleste, at Nutidens Ungdom ikke til fulde" o.s.v. I slutningen er der dog nogle linier, der peger et ganske bestemt sted hen i den aktuelle situation: "Skal vi kunne modstaa Trykket fra Diktaturlandene med deres tvungne Fritids- og Ungdomsarbejde, saa maa vi have en arbejdsvillig, viljefast Ungdom, der ikke sløser Tiden bort med Pjat og Pjank, men hærder sit Legeme og styrker sit Sind.

Det behøver ikke være en Ungdom, der marcherer, som de gør, som ikke kan se ud over deres egen Næsetip og kun forstaar Føreren og deres eget Land. Det kan og det skal være en Ungdom, der vil række Broderhaand til andre Lande i fuld Forstaaelse af og Taknemmelighed for sit eget Land."

I 1939 skriver Andreas Hansen om Kaj Munks skuespil "Han sidder ved Smeltediglen", som er inspireret af jødeforfølgelserne i Tyskland, og da årsskriftet for 1940 udkommer, er krigen begyndt. Om dennes følger for skolen beretter Thomas Thomsen: "Vi fik straks stor Indkvartering. Efter de første meget bevægede Dage kom der efterhaanden Skik paa det. Der var Skriverstue i den store Skolestue, i den lille Skolestue havde Stabschefen sit Kontor, og ved Siden af var der Telefoncentral. I "Hytten" var der Regnskabsførerens Kontor, og Værnets Chef Oberst Waagepetersen havde Kontor paa Lærer-værelset ovenpaa."

Om krigen i almindelighed skriver han i den samme artikel som allerede i begyndelsen blev citeret: "Aarene efter Verdenskrigen (den første. S.Aa.M.) har vist os, at Staternes Magtstræb ikke er blevet mindre, og desuden, at Krigens Efterveer, sjæleligt, økonomisk og politisk, blev endnu farligere og mere langvarige, end vi i 1918 kunde forestille os. De store Ødelæggelser og Lidelser virker stadig, omend de i uhyggelig Grad er glemt. Det viser sig, at Krigen var endnu alvorligere og mere skæbnesvanger, end vi oplevede den. Og nu er der saa begyndt en ny Krig, som i høj Grad har Forbindelse med den foregaaende, og som godt kunde tegne til at blive endnu værre.

Der er en mærkelig Forskel i Stemning og Tanker ved denne og den forrige Krigs Udbrud. Vi var mere forberedte denne Gang. Der var ingen Tvivl om, at Krig var mulig. Vel kom selve Udbruddet overraskende, men det var ikke nogen uforudset Katastrofe. En lang Række af Begivenheder og Udtalelser havde efterhaanden vist, at den var uundgaaelig. Ophidselse og Overilelse var med til at give det sidste Skub, ellers er alt kommet overvejet og besluttet. Maaske også Radioens hurtigere og fuldstændigere Oplysninger gjorde os mere beredte. Den store Overraskelse kom med den dybt indgribende Overenskomst mellem Tyskland og Sovjetrusland, en Overenskomst, hvis Følger næppe endnu kan overses.

Det var maaske den større Forberedthed, som gjorde, at vi denne Gang oplevede den umiddelbare Grebethed, som i August 1914 friede Mennesker ud af deres Selvoptagethed og lod dem forstaa, at der var noget, som var større end Bekymringen for egen Velfærd. Alligevel var det dybt forstemmende. Og forstemmende var det at se, hvor resolut mange gik i Gang med at sikre sig og forsyne sig med de Varer, som man af Erfaring vidste, det kunde blive knapt med, i Stedet for at være villige til at dele Kaar med Landsmænd."

Videre fremsætter han en del betragtninger om krigen, dens årsager og mulige forløb og dens fremtidige konsekvens. Om de neutrales opgave under sådanne tilstande siger han:

"Vi skal saa vidt vi kan det, leve Fredens Arbejdsliv, Fredens Moral og Fredens Kultur, at de, naar Krigen ender, kan brede sig til de hærgede Lande. Og vi skal forberede Freden, Folkeforsoningen."

Og i et forsøg på at skue ud i fremtiden fremsætter han følgende: "Og saa maa der igen, om Freden skal vare, opstaa et Folkenes Forbund, mindre maaske af Omfang, end det som oprettedes efter forrige Krig, men med klarere Lov og større Myndighed. Der maa gøres endnu et Forsøg. Loven maa til fælles Bedste være over Staterne, som den i de enkelte Stater er over Borgerne. Inden for Lovens Rammer skal der være Frihed for hver Folkepersonlighed, som der i Staten skal være Aandsfrihed, sikret ved den nødvendige Retsbeskyttelse. Som Borgerne i Kulturnationer maa give Afkald paa deres Ret til ubetinget Selvhævdelse, maa Staterne give Afkald paa deres Krav om ubetinget Suverænitet.

Ja, men er det muligt?

Jeg ved ikke, om det er muligt. Det vil sige, jeg ved ikke, om Tiden er dertil, om vi er kommet til det punkt i Historiens Løb, at det kan ske eller skal ske. Jeg ved blot, at om vi ser Krigen mellem beslægtede Nationer, fremkaldt af hensynsløs Konkurrence, gensidig Mistro, Angst og Had, som en potenseret Form af den Ulykke, som formørker Menneskelivet, saa maa vi prøve den Vej, som vi kan stikke ud ved skønsom Sammenligning med Retsudviklingen i de enkelte Riger. Den fører ikke til Paradis. Alle Jordens Veje ender blindt, ogsaa Jordens gode Veje, og dog skal de vandres, saa længe Mennesker er Gæster paa denne Klode. Vil vi den Vej? Eller vil vi de Stier i Moradset, som Europas Stater med deres absolutte Suverænitet hver for sig snubler frem ad?

Og kan vi gøre noget, vi jævne Borgere i magtesløse Riger i vor Verdens Udkant? Det meste af det, vi kan gøre, maa gaa ind i vort daglige Liv. Det er i Forlængelse af vor daglige Vandel og Livsførelse, at de, som er Folkenes aandelige og politiske Førere, maa udforme det, som skal være vor Indsats for den ny Fred".

Under besættelsen er det af forståelige grunde begrænset, hvad der kommer til udtryk om den aktuelle politiske situation. Der er derimod noget andet, som i høj grad præger årsskrifterne fra denne tid: danskheden, den opblomstrende nationalfølelse, som fandt sted som følge af den særlige situation. I 1941 skriver Thomas Thomsen om dette:

"Kravet lyder til Ungdommen som til os alle: Nu skal I være danske. Frem for alt. Og det kan ikke undre, at en og anden spørger: Hvad er det da at være dansk? Hvad er det danske?

Der er ingen tvivl om, at for mange, som i den senere Tid er blevet ivrige for Danskheden, betyder det - at vi skal være danske at vi ikke skal indsmigre os hos de fremmede i Landet og ikke være ivrige efter at optage det Livssyn og de politiske Former, som de er Repræsentanter for. Vi skal tværtimod - høfligt og fast - være afvisende overfor det, de fører med, og til enhver Tid være beredt til at hævde vort eget".

Året efter, 1942, skriver elevforeningens formand, Markus Hansen, i en meddelelse fra foreningen: "Det er en mærkelig Tid, vi lever i, der er saa meget, der lader røre paa sig; Alsang, Dansk Ungdomssamvirke m. m. gaar ud over hele Landet, der bliver talt om Danmark i tusinde Aar og sunget gode danske Sange, ikke mindst af Grundtvig, det er meget godt og smukt altsammen, naar det nu bare virkelig er Alvor for dem, som er kommet med, og ikke bare en kort Opblussen, der igen dør hen; men vi maa have Lov til at tro, at det virkelig er Alvor".

For højskolen bragte krigstiden ikke mindre end tre forstander-skifter, alle formentlig direkte eller indirekte forårsaget af svigtende elevtilgang. Denne havde for øvrigt vist en faldende kurve helt siden sidst i 1920erne, hvorfor man i 1942 overvejede, om man skulle knytte en efterskole til, således at skolen dels blev højskole og dels efterskole. Samtidig forhandlede man om skolens overgang til selvejende institution. I Gamborg Nielsens korte tid som forstander prøvede man i øvrigt for første gang at drive fællesskole for både karle og piger. Om dette skriver han i dagbogen:

"Vi vil jo gerne søge at gøre Tiden her saa rig for de unge, som der er Mulighed for. Derfor var det, at vi indbød baade Karle og Piger til Deltagere i Vinterskolen. Det viste sig imidlertid, at man ikke forstod, at den enkelte vilde faa sit Ophold rigere og skønnere ved, at de unge var sammen. Kun to af vore 22 Elever var Piger. I denne Vinter har vi kun mandlige Elever . . .

Vi var glade for vort Vinterhold, og det var mig en stor Hjælp og Glæde at have de to Piger med. Det betyder mere for den, der taler, at der er baade Mænd og Kvinder at tale til, end man aner. Det betyder Frugtbarhed og Vækst i langt højere Grad for alle Parter, end naar kun det ene Køn er til Stede". I samme periode har der øjensynligt været en del blæst om skolen. Man fik kun 9 elever til den følgende sommerskole, hvorfor man besluttede at undlade at holde skole. I forbindelse med dette skriver Gamborg Nielsen følgende: "iøvrigt er det meget beklageligt, at man offentligt diskuterer den Sag, og vi haaber nu, at de mange Rygter, der gaar, maa blive vurderet efter det, de er, idet vi her altid kan konstatere, at det enten er en Fjer, der er blevet til 5 Høns eller det pure Opspind".

Men også denne krig fik som bekendt en ende, hvilket skete i maj 1945, og naturligvis måtte årsskriftet for dette år være meget stærkt præget af dette, at man igen kunne ånde frit og sige og skrive, hvad man ville. Her vil vi dog nøjes med at citere, hvad forstander Aksel Lauridsen, som havde overtaget skolens ledelse i april 1944, skrev i dagbogen i anledning af majdagene:

"Der er saa mange Ting, i det Aar 1944-45, der trænger sig frem og vil i første Række. Men alligevel bliver det disse frydefulde og - forfærdelige - Majdage, som vi oplevede, der stærkest gør Krav paa Beskrivelse. Men kan de skrives nu bagefter? Var ikke de Oplevelser fra den 4. Maj til den 14. Maj saa stærke, at det er umuligt at faa skrevet noget fornuftigt om dem? - Ja, saadan forekommer det mig. Befrielsen var en lyksalig Oplevelse. - Men saa den forfærdelige Tirsdag, hvor Bomberne regnede ned over Rønne og Nexø og det Spørgsmål, der rejste sig som et dump og knugende Tryk over vore Sind: Hvad er Meningen med dette? Hvad skal vi tænke, og hvad tør vi tro? - Ja, vi kunde ikke komme uden om dette Spørgsmaal. Da de russiske Stødtropper gik i Land i Rønne i den ødelagte By, ja, da følte vi nok, at Tyskerne var sat til Vægs. Men hvad havde vi saa faaet til Gengæld??? Den spontant voksende Befrielsesglæde oplevede vi vel ikke til fulde her paa Bornholm. Men var saa alligevel ikke Lørdag og Søndag, den 5. og 6. Maj, de lykkeligste Dage i vort Liv? - Jo, lykkelige maatte vi være".

Og med dette vil jeg så afslutte denne "kavalkade" over højskolens virksomhed gennem tiden. Med det formål, jeg har sat mig, og den form, jeg har givet det, finder jeg det passende at standse ved denne begivenhed, der på så mange måder blev af skelsættende betydning. Skulle beskrivelsen føres helt op til i dag, ville den naturligt i langt højere grad samles om skolens interne forhold, om det ret omfattende byggeri, der er udført i de sidste ca. 20 år, o. s.v., og til en sådan redegørelse har jeg ikke det fornødne førstehånds-kendskab. Også derfor sluttes den nu.

En højskoles udsendelse af årsskrifter kan i grunden betegnes som en art fortsættelse af højskolevirksomheden, efter at eleverne har forladt skolen efter det egentlige kursus. Som sådan vil de kunne give et billede - måske et mangelfuldt, men dog et billede - af den egentlige skolevirksomhed, af hvad man har interesseret sig for, hvilke problemer, man har anset for mest påtrængende og aktuelle etc. Et brudstykke af dette billede skulle det foregående foruden at være et tidsbillede gerne have været. Dog er det, i den form, det er givet, fortrinsvis de dagsaktuelle ting, der er draget frem, og som sådanne fortegner de billedet noget, idet de i helheden kun fylder forholdsvis lidt; af og til synes man for lidt i Bornholms Højskoles årsskrifter, men det er naturligvis en vurderingssag.

I tidens løb har der været skrevet om mangfoldige ting i dem, og alt i alt giver de et broget billede. Der er artikler om såvel kristelige som verdslige emner, artikler med overskrifter såsom "Menneske først", "Menneskelighed og Kristendom", "Det levende Ord", etc., artikler om højskolen, og hvad den gerne skulle være, om Grundtvig, om Luther, om historie, om folkeliv og bondesind, om fritid og ansvar, folkeoplysning, sang og musik, gymnastik og idræt, landbrug, rejser, grænselandsproblemer, om enkelte digtere og deres værker, om det evigt aktuelle emne om forholdet mellem generationerne osv. Sådan kunne man blive ved længe. Sådan har det været op gennem tiden, og sådan må det også være for en skole, der til enhver tid vil virke som en levende og nærværende del af tilværelsens mangfoldighed.

Tilbage er så kun at udtrykke ønsket om, at højskolen, ikke alene denne her på Bornholm, men højskolen i bred almindelighed, også ud i fremtiden vil have en plads at udfylde i sammenhængen.