Fra Vartov til Ekkodalen

af Svend Aage Møller

I januar i år deltog jeg i et kursus på Nordens folkelige Akademi i Kungälv ved Göteborg. Kursets titel var »Menneske først og kristen så« og drejede sig derfor om Grundtvig og hans tankeverden. Jeg havde syslet noget med ham i forvejen og ventede derfor ikke at høre så meget nyt i hovedtrækkene, men derfor kunne der jo godt være nye detaljer og nye synsvinkler. Det viste sig også at være tilfældet. Det blev et godt kursus, som jeg er glad ved at have deltaget i.

Undervejs meldte sig imidlertid et spørgsmål, som havde strejfet mig nogle gange før. Det kan formuleres omtrent sådan: Hvad var det egentlig ved det grundtvigske, som fik det til at vinde tilslutning i så brede kredse i befolkningen?

Det stod mig nemlig klart, at det kunne ikke være ret meget af det, vi i hovedsagen beskæftigede os med på kurset. Hvor interessant det end var, så var det meste jo noget, vi ser ud fra historiens tilbageblik, og som hviler på indgående studier af Grundtvigs liv og skrifter. Og alt det havde samtiden af gode grunde ikke det samme forhold til. Godt nok skrev og udgav han en masse bøger og småskrifter, men de blev trods alt kun læst af forholdsvis få, og langt det meste er da heller ikke just folkelæsning.

Spørgsmålet førte mig videre til et nyt: Hvordan forholdt det sig egentlig her på Bornholm? Kurset blev således indirekte en tilskyndelse til at tage dette emne op til nærmere undersøgelse, hvilket også var oplagt i forbindelse med mit fortsatte arbejde med højskolens historie. Det har jeg så arbejdet lidt med siden, og i det følgende vil jeg, selv om jeg angtfra er færdig, skitsere nogle hovedtræk af det.

Det stod mig imidlertid straks klart, at jeg måtte prøve at klarlægge, hvordan tingene oplevedes »nedefra«, d.v.s. af de mennesker rundt omkring, som fandt et ståsted i bevægelsen. Skildringer af det set »oppefra«, d.v.s. især fra præsterne, er der for saå vidt rigeligt af, men de ser meget ofte ud til at være stærk præget af disse personers idealforestillinger. Omvendt ville kildematerialet til det andet nok være temmeligt sparsomt, og det viste sig også at være tilfældet. Lidt er der dog; nok til at danne sig et indtryk af nogle væsentlige ting.

Den vigtigste kilde har vist sig at være et lille festskrift udgivet 1919 i anledning af Bornholms Valgmenigheds 25 års jubilæum. En stor del af det er skrevet af menighedens første præst, Marius Jensen, men ellers har man bedt en række personer blandt de ældste i menigheden om at bidrage med personlige erindringer om bevægelsens første tid, og det er netop disse, der i denne forbindelse er de væsentligste kilder. De to fyldigste af dem er skrevet af en snedkermester ved navn P. A. Jespersen, som fortæller om den tidligste tid i Rønne, og fhv. gårdejer Markus Hansen, St. Duegård, Aaker, som fortæller om forløbet i Aaker-Aakirkeby området.

Grundtvigske præster
Ved at overveje sagen nærmere ud fra det, jeg havde læst om Grundtvigs liv, stod det mig hurtigt klart, at udgangspunktet for det konkrete historiske forløb måtte være Vartov, en institution for ældre, hvor Grundtvig fik embede som præst i 1839. Det var her, han i en ret fremskreden alder - 56 år - omsider slog igennem i bredden og fik »succes« som prædikant. I kirkehistoriske fremstillinger peges der nemlig flere steder på, at en af de væsentligste faktorer for bevægelsens tidlige udbredelse var, at præster, som i deres studietid havde været »elever« hos Grundtvig selv, ved at være kirkegængere hos ham, efterhånden fik embeder rundt omkring i landet og derude fortsatte i hans spor.

Dette gjorde sig også gældende her på Bornholm. Den første begyndelse blev dog gjort af en snedkermester Jens Bech i Rønne muligvis allerede i 1840-erne. Han havde i sine unge år også været kirkegænger hos Grundtvig.

Men efterhånden kom der også grundtvigske præster herover, og af disse træder især tre frem i kilderne. Den første er Frederik Vilhelm Christensen, der som 44-årig i 1863 blev hjælpepræst i Rønne. Efter den gamle sognepræsts død blev han otte år senere, i 1871, selv sognepræst og virkede i dette embede helt til sin død i 1903, altså i alt 40 år.

I modsætning til sognepræsten, provst Meyn, som karakteriseres som højkirkelig og autoritær, skildres Christensen som en meget mild og venlig mand. Han havde en ypperlig sangstemme og gjorde meget rundt omkring i hjemmene hos svagelige og syge folk. Og han holdt mange møder, ikke bare i Rønne, men også andre steder på øen, hvor der var bud efter ham.

Det andet betydningsfulde navn er Peter Kjellerup Algreen, som i 1867 i en alder af 60 år blev sognepræst i Aaker-Aakirkeby. Han lader til at have været meget anderledes, på en gang jævn og ligetil og samtidig meget myndig og dynamisk. Han karakteriseres som den stærke, den afgjorde, der »trumfede« det grundtvigske frem. Foruden sin præstegerning var han aktiv politisk og betegnes som den djærve frihedens forkæmper i kirke, skole og politik. Endvidere var han initiativtager til oprettelsen af en fattiggård, (som skulle kaldes arbejdsanstalt), en understøttelsesforening (forløber for sygekassen) og en sparekasse. Efter nogle få års kraftigt virke ældedes han dog hurtigt og døde i 1877.

Endelig nævnes som en tredie væsentlig skikkelse Henning Jensen, der i 1872 som 34-årig blev sognepræst i Pedersker. Han karakteriseres som ung og energisk, en dygtig og indgående taler, som i varme og begejstrede ord fængslede sine tilhørere. Han synes at have været meget vellidt af alle. Men embedet var lille, hvad der betød meget økonomisk, så efter 6 år brød han op og fik embede på Sjælland.

Fornyet salmesang
Om alle de tre præster hedder det, at der med dem kom et helt nyt liv over gudstjenesten og en salmesang som aldrig før (det samme, som man kan læse om fra Vartov). Og selvfølgelig var det i hovedsagen Grundtvigs kærnesalmer, man brugte, men dog også andre. Og dette gjaldt ikke blot i kirkerne, men også på de talrige møder, der blev holdt rundt omkring, hvor der var plads til at samle en flok mennesker, og ingen myndighed kunne hindre det. En kvinde ved navn Johanne Hansen skriver, at der »hvilede altid en egen højtidsstemning over disse møder«. (For nemheds skyld er alle citater undtagen ét gengivet i moderne retskrivning).

Om både Christensen og Algreen hedder det, at de indførte en ny skik ved dåben. Før havde denne i reglen fundet sted efter gudstjenesten, hvor folk havde forladt kirken. Nu blev den derimod henlagt til selve gudstjenesten, og Christensen indførte ydermere en salme, som »indrammede« handlingen, samt en dåbstale.

Dette hænger naturligvis sammen med, at sakramenterne, dåb og nadver, udgør de centrale grundpiller i det grundtvigske kirkesyn. De er »nådemidlerne«, og det hedder om Christensen, at han næppe holdt en prædiken uden at fremhæve deres betydning.

I øvrigt har vi en virkelig førstehåndsskildring af Christensen i en dagbogsoptegnelse af en ung pige fra Sjælland, Karen Jensen, som i sommeren 1882 var på højskole hos Bøgeskov'erne i Østermarie. Den 23. juni skrev hun i dagbogen følgende (gengivet i hendes egen retskrivning i Bornholmske Samlinger 1977): "I dag har jeg, tilligemed de andre skolepiger og en del af højskolens venner, været til alters i Øster Marie Kirke, hvor Pastor Kristensen holdt altergang. I eftermiddag har han talt her på skolen om Tro, Haab og Kærlighed. Det er en herlig mild gammel mand, jeg tror aldrig jeg har set nogen præst så hjertemild, selv da han uddelte Brødet og Vinen stod han med et smil om munden. Men han kunne ogsaa tale om Guds uendelige kærlighed til os syndige mennesker, saa det var som om det gav genskin i hele hans Aasyn. Ja det var en velsignet højtidelig altergang som »den lille flok« holdt, den vil jeg mindes saa længe jeg lever".

I grundtvigsk retning
Kilderne lader ikke megen tvivl om, at disse præsters personlige egenskaber - så forskellige de end var - har betydet overordentlig meget for den grundtvigske retnings udbredelse. Men var det bare salmesang, højtidsstemning og mange gode ord i såvel kirken som på møderne, der bar bevægelsen? eller var der også et teologisk eller livsanskuelsesmæssigt fundament under, når vi prøver at se tingene »nedefra«?

Her virker udsagnene mere vage og antydningsvise, men at i hvert fald nogle søgte et mere fast grundlag synes dog sikkert.

Markus Hansen karakteriserer vist situationen i den første tid meget træffende. Han skriver i første del af optegnelserne lidt om pastor Trandberg, der havde vundet mange tilhængere i begyndelsen af 1860-erne, og som i forsommeren 1863 talte om at træde ud af »den store Skøge«, statskirken, og danne sin egen frimenighed. Her kunne ikke alle følge ham, og efter at udtrædelsen alligevel var foretaget St. Hansdag i Almindingen, blev de af hans tilhængere, der blev i folkekirken, åndeligt husvilde. Det medførte, at to lærere, H. Chr. Dam og Magnus Jensen, begyndte at holde gudelige forsamlinger i deres respektive skoler. Markus Hansen betragter Dam som den reelle leder af denne begyndende bevægelse, som pegede i den grundtvigske retning.

Men i denne tid var der i øvrigt nok at høre, eftersom det nærmest myldrede med prædikanter, og især kom der mange tilhørere, når de kaldte sig lægprædikanter, påpeger Markus Hansen.

»Men uagtet alt dette«, skriver han videre, »var der i hvert fald for enkelte af os noget hvileløst over det hele, og der begyndte at vokse frem en forståelse af, at man ikke kunne leve på stemninger og følelser, lige så lidt som på skriftfortolkninger. De forskellige prædikanter, hvor uenige de ellers kunne være, beråbte sig jo alle på bibelen«.

Kirkesynet
Der var altså hos nogle en desorientering omkring det hele og en trang til at få mere fast grund under fødderne. Og her kom pastor Christensen i Rønne dem til hjælp. Han vandt fra først af deres sympati, ikke alene ved sit milde væsen, men også ved sin forkyndelse. Og Markus Hansen fortsætter: » ... uagtet her var en væsensforskel fra den forkyndelse, vi var vant til at høre, så begyndte vi dog at forstå, at det ståsted ved dåben, hvor Vorherres eget ord lød til hver enkelt af os, og som han stadig pegede på, var godt at bygge på«. Men han tilføjer, at der selvfølgelig også var nogle, der ikke kunne følge ham i hans stadige tilbagevenden til ordet af Vorherres egen mund (dvs. trosbekendelsen, som fremsiges ved dåben), ligesom der også blev taget anstød af andre ting.

Her har vi altså igen det førnævnte grundtvigske kirkesyn med dåben og nadveren som de faste grundpiller. Det nævnes af P. A. Jespersen i hans omtale af Jens Bech og naturligvis pastor Christensen. Markus Hansen kommer også tilbage til det i sin omtale af Algreen.

Så centralt det altså end er, har man alligevel en fornemmelse af, at det ikke er blevet virkeligt tilegnet. Det fremgår klart nok, at præsterne ved stadig at henvise til det har søgt at slå det fast som det virkelige fundament - hvilket nok også i høj grad var bestemt af den kampsituation, man stod i - men det ser ud til, at det kun tøvende er blevet accepteret som sådant.

Derfor var det måske alligevel ikke lige det, der i sidste ende blev det bærende for den grundtvigske bevægelse. Mangfoldige misforståelser omkring trosbekendelsen synes da også at vise, at det var vanskeligt virkelig at fange ind. Men skulle jeg give et bud på, hvad det så har været, så bliver det alligevel noget, som hænger uløseligt sammen med det kirkelige syn.

Noget forenklet udtrykt er dåben for Grundtvig den første indvielse med tilsigelse af den guddommelige nåde - eller syndsforladelse - som gives uden betingelser; der skal i princippet ikke ydes noget til gengæld. Og nadveren er den stadige stadfæstelse af denne dåbspagt, som også uden betingelser gives til enhver, der føler trang til det.

I dette forhold kunne han måske godt et langt stykke vej følges med flere af de andre kirkelige retninger, men der er ét felt, hvor han, så vidt jeg kan se, adskiller sig klart fra de andre vækkelsesbevægelser. Og det er, at den guddommelige nåde og velsignelse også rækker ned til det nærværende jordiske - og gudskabte - liv med alt dets verslige foretagsomhed.

»Kristendom vi for intet få, det er den pure lykke«, skriver Grundtvig i digtet »Menneske først«. Derved er mennesket stillet frit til også at leve sit liv på denne »gode jord hernede«. Men man ville ikke være tro imod ham, hvis ikke man også tilføjer »men med de dybe længsler velbekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden«.

For mig er der ingen tvivl om, at dette sidste langt mere umiddelbart lod sig »annamme«, og hvad der måske ikke blev forstået direkte, blev, som det er udtrykt fra forskellig side, sunget ud i folk ved den fornyede salmesang. Det er nok det, der i sidste ende blev det bærende for det, der efterhånden kaldtes »den glade kristendom«. Og det var langt mere end et kirkeligt tilhørsforhold. Det kan vel snarere betegnes som en livsform.

Og netop som sådan passede den måske særlig godt til den frie landbostand, der trådte frem som et af de bærende samfundslag under det nye, frie folkestyre.

Andre af vækkelsesbevægelserne var helt anderledes autoritetstro og krævede på det åndelige plan - og i mange henseender også på det praktiske - en nærmest total underkastelse under hævdvundne »sandheder«, og det var der tilsyneladende mange mennesker, der befandt sig bedst ved.

[Fortsætter i højre spalte].

------------------------

Til toppen af højre spalte

Forskellige reaktioner
I det hele taget er vækkelsesbevægelserne i 1800-årene måske dybest set menneskers forskellige reaktioner på de mange opbrud og forandringer, der netop skete i løbet af århundredet: overgangen fra enevælde til folkestyre, strukturændringer i landbruget og begyndende industri, og ikke mindst det væld af nye tanker om alle mulige livsforhold, som nu for alvor slog igennem i bredden. Alt det og mere til skulle man forholde sig til. Nogle holdt fast i hævdvundne autoriteter, mens andre med fuld styrke gik ind i det nye. Grundtvigianismen vil jeg i en vis forstand betegne som, ikke et kompromis, men en frugtbar forening af begge dele.

For at vende tilbage til det bornholmske, så fortæller P. A. Jespersen om pastor Christensen, at han foruden særligt at fremhæve nådemidlerne, altså dåb og nadver, også altid fremhævede, »at der var noget tilbage i sjælen af gudsbilledet, som kunne frelses«, det modsatte af, hvad bl.a. Chr. Møller* lærte. (*Stifter og leder af Luthersk Missionsforening, som havde skilt sig ud fra Trandbergs frimenighed).
[Se supplerende efterskrift nedenfor].

Det er jo en sympatisk tanke, at sjælen ved syndefaldet ikke er blevet totalt fordærvet, men at der er en rest tilbage at bygge noget op af. Om Christensen virkelig har udtrykt sig på den måde, eller Jespersen blot har forstået det sådan, får stå hen, for egentlig grundtvigsk er det ikke.

Som en slags imødekommelse af gamle forestillinger kan det imidlertid godt tænkes at være afledt af noget, Grundtvig har sagt. Ifølge Kaj Thaning taler han et sted om myterne som »levninger af gudsbilledet i mennesket«.

Det er vist en grundlæggende forestilling - eller dyb trang - hos mange mennesker, at der må være noget, man kan eller skal gøre selv, den rigtige moralske vandel, den rigtige overbevisning, den rigtige følelse af at være omvendt, kirkegang, eller hvad ved jeg, for således at gøre sig fortjent til noget. Men det er netop over for dette, at Grundtvig - og før ham Luther - kom til kort. Vi er intet i os selv, ville de sige. Det, vi er, er vi helt og holdent i kraft af Guds nåde, men det særlige ved Grundtvig er, at det også gælder det af ånd gennemtrængte støv, altså det jordiske menneske.

Overfladisk set kan tanken om resten af gudsbilledet i sjælen vel nok forenes med Grundtvigs »positive syn på livet her«, og som sådan har den sikkert også haft sin fordelagtige virkning. Men sådan at holde styr på de teologiske begreber kan undertiden være temmelig svært. Som før nævnt er det sandsynligvis i hovedsagen følelsen af frigjorthed og livsglæde som noget helt foreneligt med kristendommen, der er den grundlæggende drivkraft i den grundtvigske bevægelse. Som en ældre svensk dame på kurset i Kungälv udtrykte det: » ... at vi kan være kristne og alligevel være glade« havde for hende været den afgørende tiltrækningskraft ved Grundtvig.

Højskolen
Alt det, jeg hidtil har redegjort for, har nærmest udelukkende drejet sig om den kirkelige side af bevægelsen. Hvad med den folkelige side af sagen, hvortil man jo plejer at regne højskolen?

Hertil er at sige, at i de få kilder, der er om denne tidlige tid, skelner man ikke på den måde. Her er det kirkelige, de folkelige møder og højskolen forskellige sider af samme sag. Markus Hansen nævner kort den første højskolevirksomhed i Aakirkeby i 1856-58, hvor han i øvrigt selv var elev begge vintre, men ellers kom der ikke gang i det før i slutningen af 1860-erne.

Om det fortæller Chr. Koefoed, som stammede fra Siegård i Aaker og i mange år ejede Soldatergård og senere Hullegård i samme sogn. Han tog som 15-årig i 1865 sammen med et par kammerater til Hindholm Højskole. Det blev han meget optaget af og brevvekslede med andre kammerater derhjemme om det. Det resulterede i, at der næste år var 14 bornholmere på Hindholm, og sådan fortsatte det i nogle år. Men Hindholm var ikke nogen rigtig grundtvigsk højskole - den nævnes andetsteds som mere præget af de europæiske filantropiske ideer - og det er muligvis baggrunden for, at Chr. Koefoed i efteråret 1868, mens han opholdt sig på en fynsk herregård, af sin fader og morbroder, førnævnte lærer Dam, fik meddelelse om, at de ønskede, han skulle tage på Vallekilde Højskole om vinteren. Lærer Dam havde en broder, som var præst og en god ven af forstander Trier, så der var formentlig en sammenhæng. Chr. Koefoed blev på den måde den første bornholmer på Vallekilde, men senere, hedder det, gik der en stadig tiltagende strøm dertil, væsentligst fra den kreds, der sluttede sig til Algreen og Henning Jensen - og med lærer Dam som en god rådgiver. Trier var herovre som foredragsholder i 1869, og han nævnes af Markus Hansen som den, »der vakte mest opmærksomhed blandt os og tog os fangen ved sin store personlighed«.

Om betydningen af dette skriver en søn af pastor Christensen, August Christensen, som også var præst, følgende: » ... det var et lykkeligt sammentræf, at i Algreens velmagtsdage mange tog på højskole, navnlig Vallekilde, og hjem med de samme anskuelser og tanker, som Algreen havde forkyndt, og med de samme salmer og sange, som han havde sunget ind«.

Om bornholmernes højskolebesøg i disse første år ved vi - i hvert fald indtil nu - ikke overvældende meget. Vi må regne med, at der stadig var nogle, der tog til Hindholm, og vi ved også, at der var bornholmere, som tog til Freerslev Højskole i Nordsjælland i de forholdsvis få år, den fungerede. Og endelig fik Bornholm som bekendt sin egen højskole, oprettet af Julius Bohn i 1868 på Pæregård i Østerlars og videreført 1870 i en ny højskolebygning i Østermarie, så der har været ganske meget grøde i det.

Af direkte udsagn af bornholmere om højskolen fra denne tidlige tid kender jeg imidlertid kun to. Det ene er af den unge Martin Andersen Nexø, som i sine erindringer skildrer sine ophold på højskolen i Østermarie. Han følte sig hele livet igennem i stor taknemlighedsgæld til højskolen.

Det andet udsagn er af bygmester Otto Bidstrup fra Rønne. Det findes i nogle erindringer, som må være nedskrevet i begyndelsen af 1930'erne, men først udgivet i Jul på Bornholm 1956-61. Otto Bidstrup var søn af Hans Peter Bidstrup, som var en af de mest fremtrædende af den første lille kreds af grundtvigianere i Rønne. Han var en af de yngste i børneflokken, men begge forældre døde, da han var omkring 20 år. Inden sin død havde moderen imidlertid taget det løfte af ham, at han skulle tage på højskole. Han var ikke særlig villig til det, men tog pligtskyldigt af sted til Vejstrup Højskole på Fyn i efteråret 1877. Her havde et par af hans søskende og en fætter tidligere været. Han regnede ikke med at kunne holde det ud ret længe, men var indstillet på at prøve i 14 dage. Da de var gået besluttede han at se tiden an i endnu 14 dage. Efterhånden gik det bedre med at sidde på skolebænken, og »øret blev, såvel som sindet, mere og mere opladt for, hvad lærerne og da særlig Jens Lund (forstanderen) havde at meddele os«. Det endte med, at han blev der tiden ud til slutningen af marts, og »Opholdet dåer blev efterhånden således, at de fleste af os gruede for den dag, vi skulle ud i den efter vort skøn åndsforladte verden. Uagtet tarvelig, kneben kost og dårlige logiforhold, havde den åndelige påvirkning været så stærk, at det for en hel del af os kneb svært at forlade skolen. Der blev for mit, og vel for en del andres vedkommende, knyttet tråde, der aldrig brast. ...jeg takker moder, fordi hun trods alt fik mig på skolen. Jeg er alle lærerne og da særlig Jens Lund tak skyldig for alt det, jeg modtog af åndelige værdier. De har omformet mit liv og bragt mig værdier, som ikke kan betales med andet end kærlighed til personerne og sagen og oprigtig tak«.

Under opholdet havde han og et par kammerater en lørdag eftermiddag til fods begivet sig til Ryslinge, hvor den ene var fra, for at høre Vilhelm Birkedal prædike om søndagen, en tur på ca. 25 km. Efter at have overnattet i kammeratens hjem var de så i kirke og hørte Birkedal prædike over emnet »Jesus stiller stormen på søen«. Derefter besøgte de Ryslinge Højskole og fik mad der, hvorefter de igen tog turen tilbage til Vejstrup, »glade over, hvad vi havde oplevet, og et godt minde rigere«. Også dette viser, hvor tæt sammenknyttet det hele var, det folkelige og det kirkelige lå i forlængelse af hinanden.

Voksende bevægelse
Markus Hansen stiller med henblik på situationen i 1860'erne et spørgsmål »om disse mænd..., som omgikkes med tanken om oprettelsen af en grundtvisk højskole, var grundtvigianere, så ville måske ingen af dem vedkende sig dette navn«. Det er en af de ting, der vidner om - hvad flere i dag også mener - at højskolen godt kunne være opstået uden Grundtvig, og flere af højskolerne var det da heller ikke fra begyndelsen, men blev det efterhånden. Men Markus Hansen fortsætter: »... jeg ser (dog) ikke rettere, end at de både i folkelig og kirkelig henseende var i bevægelse i retning af det grundtvigske og for så vidt lige så godt kunne gå under dette navn som mange i vor tid« (1919).

Konkluderende må man sige, at den grundtvigske bevægelse på Bornholm fra en meget spæd begyndelse, først i Rønne formentlig fra helt tilbage i 1840-erne og senere i Aaker-Akirkeby området fra 1860-rne lidt efter lidt og under en del modstand voksede til en ganske livskraftig bevægelse, især godt hjulpet af de tre omtalte præster. Og når vi når frem til 1893, da man, efter at højskolen i Østermarie blev opgivet, opretter den nuværende højskole ved Ekkodalen og året efter, 1894,opretter den grundtvigske frimenighed, som senere bliver til valgmenighed, må bevægelsen siges at have slået rod for alvor. For højskolen ville man dog ikke udadtil markere det grundtvigske for kraftigt, for den »skulle være for alle«, men tilhørsforholdet er der dog ingen tvivl om.

En målestok for, hvor bevægelsen stod stærkest, har vi for øvrigt i aktietegningen til finansiering af højskolens bygninger. Aktiekapitalen var på 10.000 kr., som blev udloddet i aktier på 50 kr., altså i alt 200. Af disse er 44 tegnet af folk i Rønne, 72 i Aaker-Aakirkeby området og 20 i det lille sogn Pedersker. De resterende 64 er spredt på resten af øen. Der er dog ikke 200 aktionærer, idet mange tegnede flere aktier. Den, der havde flest, var A. P. Brodersen, Rønne, med 7, dernæst Hans Peter Koefoed, St. Bakkegård, Aaker, med 6, men der var også en del, der havde 4 og 5 aktier.

Set i historisk tilbageblik kan man vist også sige, at Otto Bidstrups skildring af sit højskoleophold godt kan stå som udtryk for hundredvis af andres oplevelser. Der er næppe tvivl om, at det er sådanne højskoleoplevelser, der er selve grundlaget for den stærke familietradition, der i 2-3 generationer fik forældre til at sende deres voksne børn på højskole, en tradition, der for Bornholms Højskole blev det væsentligste eksistensgrundlag i de første mange år af dens virke.

============================

Supplerende kommentar (2015)
Der skulle gå adskillige år, før det gik op for mig, hvad der egentlig lå til grund for disse teologiske begreber, og som det gav god mening også i det grundtvigske univers.

Det var, så vidt jeg kan se, Grundtvigs svar på Chr. Møller og ligesindede strenge retningers krav om "omvendelse". Når det opfattedes sådan, at sjælen var totalt fordærvet ved syndefaldet, måtte der jo ske en forvandling, før den kunne frelses. Og det var ved omvendelsen. Og det var vel at mærke ikke noget, man blot sagde ja til, men det skulle være en dybt følelsesmæssig, ekstatisk oplevelse af Guds indgriben i ens liv, og - når det gik til yderligheder - fremkaldt ved anger og bodsgang og hjulpet på vej af prædikanter med visse specielle evner. Egentlig en form for suggestion, som Anna Sofie Seidelin engang i en radioudsendelse betegnede som "forførelse".

Det var det, Grundtvig, så vidt jeg nu kan se, afviste med sin tale om resten af gudsbilledet i mennesket, som der uden andre betingelser kunne bygges videre på. Ethvert menneske var ved dåben blevet tilsagt den guddommelige nåde, og dermed var det hele i orden. Som det hedder på Karoline og Johan Bøgeskovs gravminde på Østermarie kirkegård: Daabens Ord med Herrens Røst / daglig Glæde, evig Trøst. (Efter sigende skrevet af valgmenighedspræst Karl Jespersen). Der behøvedes ingen speciel omvendelse. Men man har muligvis ikke villet undsige begrebet direkte.

Forstanderen på Den frie Lærerskole i Ollerup, hvor jeg i sin tid læste til lærer, Harald Bredsdorff, sagde engang, at meget af det, Grundtvig havde sagt og skrevet, udsprang af den kampsituation, han stod i. Det er dette formentlig et godt eksempel på. Det harmonerer godt med det grundtvigske som helhed med, at "kristendom vi for intet få".

Hele dette forhold blev for mig nu mange år efter et godt eksempel på, hvor svært det kan være at leve sig ind i fortidens forhold og dermed forstå tingene ud fra deres egne forudsætninger. For nok havde man hørt og læst om stærke religiøse modsætningsforhold i tidligere tid, men at de var så afgørende dengang forekommer ret uforståeligt i dag, selvom de divergerende opfattelser dog lejlighedsvis fortsat gør sig gældende.