|
Den 3. juli.
Så nu er vi begyndt på sidste måned, så er vi snart færdige med at være her og have det godt. Igår var vi til fest i Ibsker Sogn som Neksø byes håndværkerforening havde foranstaltet. Johan talte først over ordsproget "Arbejdet adler manden". Han sagde at man måtte ikke ringeagte arbejdet eller skamme sig ved at tage fat på hvadsom helst arbejde der kom for; ti det var just arbejdet der hævede mennesket til en sand stilling. Arbejdet var fra den første begyndelse blevet en forbandelse ved syndefaldet, men der fulgte dog velsignelse deraf alligevel, "ti arbejdet havde vel en bitter rod, men en sød frugt". - Derpå udbragte han et leve for arbejderne med ønske om at de måtte komme til at betragte arbejdet som en ære, og man kunde være lige så højt stillet, som arbejdsmand eller arbejdsgiver. Da han var færdig talte Ludvig, han begyndte med at sige, at han var ikke festtaler, han kunde ikke tale sådanne ord som kunde få folk til at blive begejstrede den dag, men som næste dag var dunstet bort. Han talte så om at det var så almindeligt ved sådan en fest, at holde skåltaler, hvori man brugte store ord og gjorde løfter som aldrig bleve opfyldte. Dette var en skammelig misbrug af ordet, ti ordet var en del af mennesket selv, og gav man sit ord hen, uden at svare dertil, så gav man en del af sig selv hen, og så blev ordet løgn og mennesket kom selv til at leve sit liv i en løgn. Men man skulde aldrig sige større ord end man kunde leve derefter, og havde man gjort løfter en-gang skulde man også opfylde dem. Det samme gjaldt også, at når man råbte hurra til en tale, så var det det samme, som at sige ja til hvad der var sagt, ti når man sagde ja til en tale, var det det samme som når der blev sagt amen i kirken. - -
- - -
Den 6. juli. -
Var vi i "Graneli", det er en have, som er anlagt på lyngen, der var ganske kønt med buske og trær og blomster, det mest mærkværdige ved den, var jo at der kunde gro sådanne planter af alle slags på lyngheden. Det var en fornøjelig tur. -
- - -
Den 7. Juli. -
Johan talte i formiddag om Grækernes Frihedssind og åndelige udvikling, der gjorde dem uovervindelige for Perserne, så længe de bevarede det. Han var vis på, at så længe der var et virkeligt åndsliv oppe her i Danmark, både i kristelig og folkelig retning, så vilde tyskerne aldrig kunne overvinde os, ti det var Guds villie, at et folk som levede et kraftigt åndsliv, skulde ikke gå til grunde. - Ludvig talte i eftermiddag om Frode fredegode, der først blev vakt til et rigtigt dådsliv, da nordmanden Erik kom og talte ord, der åbnede hans øjne for al den dårlighed, der var omkring ham; så var det, at der oprandt en gyldenårstid i Danmark, der blev kaldt guldalderen.. Således er det også nu i det enkelte menneskeliv, at der må et ord til for at mennesket kan blive vakt af dvale og komme med på livet. Det kunde ikke ske gennem sorg og sygdom, uden at ordet dog måtte til alligevel, det livets ord der hjalp menneskene at øjne det guldtækte gimle, og glimt af paradisets herlighed.
- - -
Den 10. Juli. -
I går formiddag var vi først til foredrag i kapellet, hvor Ludvig talte om Kristi opstandelses himmelfart, sæde ved Faderens højre hånd, og genkomst til dommen. I særdeleshed dvæled han ved hans genkomst, hvor herligt det skulde være at skue ham, som her vi trode på, ja vi kunde aldrig tænke os hvor herligt det store vennemøde skulde blive, ja det er som der står i salmen: "Tænk! når engang er løst vor jordisk gåde, besvaret hvert "hvorfor?" jeg grunded på; men kunde ej med al min grublen råde, tænk når jeg Herrens vej skal klart forstå!" - -
I Søndags eftermiddag var vi så i Almindingen hvor Jens Busk tilligemed to af øens folketingsmænd, Dam og Blem talte. Det var rigtignok et fornøjeligt møde, Jens Busk er en vakker mand til at tale, han kunde rigtignok sige Bornholmerne sandheden. Nu er jeg da kommen til forståelse af at det hører ligeså godt kvinderne som mændene til, at komme til politiske møder, ti som Jens Busk sagde, at det kunde ikke hjælpe at vi bildte os ind at vi vare fædrelandskærlige, når vi ikke havde lyst til at forstå og vide hvordan fædrelandet og dets anliggender blev styret. -
- - -
Den 11. - -
Idag fortalte Ludvig det sagn om Hedin og Hilde, hvorledes den fagre prinsesse Hilde elskede og længtes efter den lige så skønne som djærve kongesøn, inden hun nogensinde havde set ham, hvorledes hun og han så fandt hinanden, og levede lykkeligt sammen en tid, men da blev Hildes fader gram på Hedin og udæskede ham til tvekamp, hvor Hedin så blev dræbt, men Hilde kunde aldrig glemme ham, hun gik hver morgen ud på valpladsen og sang sine længselsfulde klagesange efter sin elskede Hedin. - - Hedin er nu billedet på ånden, og Hilde på hjærtet, der søger efter hinanden indtil de endelig finder hinanden. Men så Hildes gamle fader er billedet på alle de gamle fordomme, ja også mennesker, som ånden har at kæmpe med, men som stundom overvinder den. - -
Søger først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alle timelige ting tillægges eder. "Ti hvor ånden er, der samles midlerne".
- - -
Den 16. Juli. -
Igår nemlig, var vi til fødselsdag hos Hjorts, der hvor Annine og Andrine har hjemme, jeg følte mig dog ikke rigtig tilpas der, jeg hved ikke hvoraf det kom, da de andre morede sig godt, men det er næsten for meget af det gode, at komme så meget ud i besøg. Folkene der var ellers gæstfri og flinke, som de er alle vegne hvor jeg har været. -
- - -
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Den 19. -
I disse dage har Ludvig sluttet sagnhistorien med at fortælle om fire af de navnkunstige der levede i oldtiden. Først fortalte han om Sigrid med sløret, derefter om Alvilde, der gik i kampen og blev skjoldmø, og om Signe der gik i døden med sin Hagbart, og til sidst om Gyrite der ikke vilde have nogen anden mand end den der kunde samle Danmarks Rige, så kom det ikke an på udvortes skønhed eller rigdom. - Sigrid står for os som den blufærdige og kyske kvinde, der vil være sig sin kærlighed rigtig bevidst, inden hun hengiver sig til Odder Ebbesen. - Alvilde er billedet på den mandhaftige kvinde, der går i kampen da mandens magt ikke kan nå længer end at udfri hende af slangens magt, men hvorledes hun da tilsidst finder sin Alf og lever lykkeligt med ham. - Signe er billedet på den trofaste kvinde, der følger sin fæstemand i døden som i livet. Gyrite derimod står som den forstandige kvinde, der ikke vil have nogen anden til mand, end den der kunde forstå hende og optage hendes gærning som sin egen. Hendes mand hed Halvdan.
- - -
Den 18. Juli. -
Idag har Ludvig fortalt om Holger Danske og hans betydning for det danske folk. Han er sindbilledet på den danske folkeånd, der skal komme over danskerfolket når det bliver modent dertil, men han må også komme for at vi kan leve et rigtigt danskt folkeligt liv.
- - -
Den 22. -
I aften har Ludvig fortalt om Grundtvig og hans store betydning for Nordens folk, da det var ham der gjorde det klart i den vantro realistiske tid at kun alene på ordet, der lyder til os i vor dåb, kan vi bygge på salighedstro. Ja Grundtvig var en rigtig Åndens kæmpe.
- - -
Den 24. Juli. -
Igår formiddag var vi først nede i kapellet hvor Ludvig talte om de to første led af den tredje troesartikkel. Om eftermiddagen var en del af os i Almindingen til Skyttefest. Der talte Folketingsmand Blem og Johan Bøgeskov. Først blev der udbragt leve for Kongen og Fædrelandet, derefter udbragte Blem leve for Skytteforeningerne trindt om i Danmark, Johan udbragte leve for alle, unge og gamle, der var udholdende til den store kamp engang som da Sønderjylland skulde vindes tilbage. -
- - -
Den 28. Juli -
Johan har i de sidste dage talt meget om barndomstiden og børneopdragelsen. Når man skulde være børneopdragere måtte man være meget varsom overfor barnet, og så længe som muligt værne det, for at det ikke skulde lære det onde at kende. Man måtte især vogte barnetroen, og ikke svække barnets tillid ved at skuffe det ved falske løfter, ligeledes måtte man være sand i hele sit liv og optræden for barnet, ti derved vilde dets gode tro til menneskene ikke blive svækket. Havde man engang sagt barnet noget usandt, og det så siden fik det rigtige at vide, så var allerede stor skade sket, og det vilde så allerede begynde at nære tvivl om menneskenes ord. -
- - -
Den første August.
Nu er skolen forbi og alle er vi nu tagne hver til sit. Margrete og Bolette tog afsted i dette øjeblik, når mon jeg ser dem igen? Snart skal jeg også drage herfra dette gode hjem, hvor mon så rejsen går hen i verden? - -
Da Johan holdt sit sidste foredrag i går, talte han først om den syvarmede lysestage i Johannes åbenbaring, der betegner de syv menigheder der skulde fremstå. Sluttelig udtalte han de bedste ønsker for os, at vi måtte blive tro i den gerning vi var sat enten den så var stor eller lille og aldrig se med ringeagt på noget menneske og bilde os ind at vi vare bedre end dette eller hint. Tilsidst bad han os holde fast ved vor Dåbspagt hvad der så end kunde møde os i verden, og altid i bønnen søge hen til vor Fader i Himlen, der vilde give os alt hvad vi trængte til. -
Ludvig talte om den lille sang "Altid frejdig, når du går". Han syntes der var så meget i den lille sang som kunde passe på menneskelivet. Vi kunde altid være frejdig, hvor som helst vi var i verden, når vi blot var Guds børn. Det skulde være, ikke den frejdighed der skulde følge os, som verdensfolket havde, som mente at kunde overvinde alt, men den frejdighed som vi fik ved troen på Gud, i forvisning om at han altid vilde være os nær. Vi behøvede heller aldrig at gyse hverken for mørket eller for noget som helst ondt i verden, ti når vi kun bad vort Fadervor, så vilde Gud sende sine engle til at berede vejen for os.
Kæmp for alt, hvad du har kært, står der i sidste vers, ja vi måtte aldrig svigte vore ungdomsdrømme, var der end meget i vejen inden de kunde nås, så måtte vi dog blive dem tro, kæmpe derfor, selv om vi først nåede målet ved verdens ende.
Der kunde møde os så meget i livet, som gjorde det svært at komme frem, livet var som et skib på det bølgende hav, men når vi blot havde ham den stærke Gud til rors, så vilde vi nok få medbør og komme sikkert i havn engang. - -
Øster Marie folkehøjskole 1/8 1882
Karen Jensen.
|
