Markus Hansen, St. Duegaard

Valdemarernes Tid er Hierarkiets og Ridderaandens Tid. Absalon, Marsk Stig, Niels Ebbesen, Jakob Erlandsen, Johanes Grand ere, næst de store Konger, de Mænd, der bære den paa deres Skuldre. Men da Pavernes babyloniske Fangenskab gav Hierarkiet sit Banesaar, da Krudtet skjød den stærkeste,^[1] pandsrede Ridder af Sadelen, da et af de første Skud, der løsnedes i Norden, dræbte den sidste Ætling af vor hjemmefødte Kongestamme, endte Valdemarernes Tid.
Mindet om det oldnordiske Danmarks seneste Daad, om Englands Betvingelse, var gammelt og afbleget, og Knud den Hellige var den sidste, der drømte om et mægtigt Vestrige. Men Virkningerne af Englands Erobring vare betydningsfulde for Danmark. - Der gik en dobbelt Strømgang: een foroven i Havfladen og een forneden i Dybet, og medens Danmarks raa Kraft betvang England, betvang den kristelige Dannelse fra England Danmark.
Kirkehistoriske Konger havde grundet Kirkens Magt og en Forvandling viste sig i alle Forhold. - Ikke længer Odins Ravn, men Korsets Mærke afbildedes i Banneret; Vikingen var bleven en kristen Ridder, og i Korstogenes Heltetid begyndte dens Livsbilleder, Adel og Geistlighed, at vise sig ogsaa i det fjerne Norden.

[De følgende to tekster fra 25. april 1857 og 10. april 1858 er formentlig fristile, men det ses af sprogbrugen, at de må være dybt præget af, hvad han har hørt på skolen, formodentlig specielt af Lucianus Kofod.]


Hvilke Pligter have vi med Hensyn til vort Modersmaal?

Det Sprog, som bliver talt i det Land, hvori vi ere fødte og opdragne, og som vi derfor fra først af have tilegnet os, kalde vi vort Modersmaal. Vort Modersmaal, det danske Sprog, er beslægtet med det Norske og Svenske, og disse Sprogs fælles Stamsprog er det Islandske, eller, som det i Oldtiden kaldtes, den danske Tunge. Modersmaalet hedder det, fordi vor Moder har lært os det, og fordi alene det er Moder til al Kundskab, ogsaa fordi, at alle vi, som høre til vor fælles Moder, Danmark, tale det. Det er vor Pligt at elske, benytte og forsvare vort Modersmaal. Vort Modersmaal er os medfødt og arvet af vore Fædre, og derfor maa vi elske det, og elske vi det, saa drage vi Omsorg for at lære det at kjende; thi kjende vi det ikke, saa kunne vi heller ikke benytte og forsvare det paa den rette Maade. Det andet, vi have at iagttage med Hensyn til Modersmaalet, var, at vi skulle benytte det. Naar vi skulle benytte vort Modersmaal rigtigt, saa er det ikke nok, at vi tale i det, men vi skulle benytte Sprogevnen i den Hensigt, som Gud har skjenket os den, og huske paa hvad Jesu siger: "Menneskene skulle paa Dommens Dag gjøre Regnskab for hvert utilbørligt Ord, de have talet". Denne herlige Gave at kunne udtrykke sine Tanker er uerstattelig; vi veed neppe selv, hvormegen Værd den har, men lader os tænke os i den Stummes Sted, som ikke kan udtrykke sine Ønsker og Bønner, sine skulteste [skjulteste]^[1] Tanker og Følelser, han kan ikke sige Lægen af hvad Art hans Smerte og Ildebefindelser er, naar han er syg. Hvis Gud vilde skjænke ham sit Mæle, saa vilde han nok bruge det paa den rette Maade. Et Eksempel i Historien, som oplyser det, er Vermunds Søn Uffe, som var stum, men dengang hans Tungebaand brast, og han fik sit Mæle, saa benyttede han det sandelig, og talte med Kjækhed og Kraft. Lader os derfor benytte vort Modersmaal, thi vi vide ikke, hvorlænge Gud vil lade os beholde det, og tale ud af Hjertet og til Hjertet, thi kun det, som udgaar fra Hjertet, kan gaa til Hjertet. Men de ere kun faae, som benytte det, og jeg føler selv, at jeg ofte misbruger det. Dernæst skulle vi forsvare vort Modersmaal mod Angreb, og det er jo en Selvfølge, at det, som vi elske, og som er os dyrebart, det forsvare vi. I Middelalderen var det nemlig Latin, og for en Del Tydsk, som tilsidesatte vort Modersmaal, og som vilde have virket skadeligere end det gjorde, hvis ikke Modersmaalet var^[2] blevet fremmet ved Folkelivets Offentlighed. Latinen fik imidlertid sin Afsked ved Reformationens Indførelse, men det Tydske har lige ind til vore Dage villet fortrykke Modersmaalet, og derfor gjælder det om at forsvare det, naar Tydskerne vil binde os noget paa Ærmet, idet de sige, at vort Sprog duer intet, Tydskerne ville nemlig, at vi skal efterligne dem, men Tak! skal de have de gode Tydskere, vi behøve ikke, at være deres Abekatte. Naar vore Fædre har kunnet udtrykke deres Tanker deri, saa kunne vi ogsaa; hermed vil jeg ikke sige, at alle vore Fædre har benyttet, elsket og forsvaret deres Modersmaal, men jeg mener alle de, som der har været en smule dansk Aand i, og som nemlig gjælder om vore Digtere og Talere, som har talet og taler med Liv og Aand i Modersmaalet, saa at Folket kan blive varmt ved det, for det: at staae og tale Latin eller Tydsk til et Dansk Folk, gjør dem ikke ret begeistrede, men alene Modersmaalet, naar det udgaaer fra Hjertet, kan vække et Folk af Dvale.

[1] her oprindelig : skulsteste; det mellemste s er streget ud.

[2] her oprindelig: havde; det er sat i parentes og understreget, og der er skrevet var oven over med en anden hånd, altså en regulær rettelse. Når Markus Hansen har skrevet havde, er det formentlig udslag af hans bornholmske dialekt.

Livet lignet ved en Seilads.

[I øverste venstre hjørne tilføjet
med Lucianus Kofods håndskrift]:
Af Markus Hanssøn.

Der er mange Spørgsmaal, som gribe ind i det menneskelige Liv, hvilke jeg troer, at vi som Mennesker - for ikke at tale om som Kristne - bør besvare saa samvittighedsfuldt som muligt. - Saadanne Spørgsmaal ere, f. E.: Hvad er Mennesket? Hvorfor leve vi? Hvad er vor Bestemmelse? og hvad er Livet? Dette sidste Spørgsmaal, som jeg har valgt til at sige et Par Ord om, vil jeg ingenlunde Love at besvare ganske tilfredsstillende, da jeg, saa at sige, ikke har nogen Kjendskab til Livet; men jeg troer dog, at jeg af den Smule Erfaring, jeg har gjort i Livets Skole, tør vove at betegne min ringe Mening desangaaende. Hvad er Livet? En Blomst, som hurtig afsvides; en Drøm, der kommer til Virkelighed hinsides Graven; en Reise, hvis Maal er Evigheden; en Seilads paa Verdens oprørte Hav og urolige Hav. - Jeg vil her søge at ligne Livet ved en Seilads. Hvad er udsat for saamange Farer som Skibet paa det farlige og brusende Hav? Der tude Stormene, Bølgerne larme og ofte lider Fartøiet Skibbrud paa Klipper, Skær, Rev, Grunde, i Mørke, taget og uroligt Veir o.s.v. Afgrunden aabner sit frygtelige Gab, forat sluge Skibet med alt, hvad der er ombord. Ofte bliver det frelst, ofte ikke. - Er Livet ikke udsat for de samme Fare som Skibet? Jeg mener jo. Vi fare jo paa et uroligt og graadigt Hav, og hvis vi ikke have den rette Styrmand ombord, saa ere vi udsatte for at blive et Bytte for Havets graadige Bølger. Ligesom Skibet har Storme, Mørke og Taage at bekæmpe, og Styrmanden skal bestandig holde nøie Udkig med, at Skibet ikke støder paa Grund, saaledes gaaer det jo ogsaa Menneskene paa Verdens farefulde Hav lige fra Vuggen til Graven. J, ofte lide vi Skibbrud, men dog - hvis vi ikke idetsamme gaae tilgrunde - have vi det Haab engang efter endt Strid at kaste Anker i Salighedens Haver, hvor hverken Sorg eller Bekymringer kan naae os. Endnu oftere end vi lide Skibbrud, drive vi omkring som Vrag uden at vide hvorhen. Naar vi ere komne til den Overbevisning, at Livet er en farlig Seilads, hvis mange Hindringer vi Alle maa modstaae og bekæmpe med Kraft og Daad, forat kunne blive modne til at optages der, hvor vor frelser drog forud for at bane os Vei, saa maa det være os magtpaaligende at faae Vished om, hvilket Skib vi er ombord paa. Livets Seilads har to Havne, den ene vor Vugge, hvorfra vi gaae ud, den anden vor Grav, hvortil vi stunde; men forat vi kan være visse paa, at naar vort Skrog ankrer i Dødens Havn, at da vor Aand kan svinge sig paa Englevinger op til ham, som gav os Engleret, saa maa det bestemt staa os klart, hvilket Skib vi fare med. Men, spørger vi, hvilket Skib er det rette? og hvormange er der? -

(Fortsætter i højre spalte)

Det Skib, hvorpaa vor Frelser er ombord, er det eneste, rigtigste, og fører Korsets Flag. Som Korset er et Symbol paa Troen, saaledes kan man aabenbart ikke komme ombord paa Frelserens Skib uden igjennem Daaben ved Troen. Det Skib, hvorpaa vor Frelser er ombord, er det eneste, rigtigste, og fører Korsets Flag. Som Korset er et Symbol paa Troen, saaledes kan man aabenbart ikke komme ombord paa Frelserens Skib uden igjennem Daaben ved Troen. Men hvorfor seile saa Mange med andre Skibe? fordi Mange skyer aandelig Kamp - men ere træge eller, som det paa et fremmed Ord hedder, flegmatiske - og betænke ikke den Herlighed, som venter dem, hvis de gaae med Seier fra Kampen. Ja, der er desværre maaske ogsaa dem, som ikke anerkjende nogen Tilværelse efter Døden og derfor ere Epikuræere i høieste Betydning. Da man ikke kan vinde Seier uden Kamp, saa er det naturligen,[rettet til naturligt] at man ikke kan befare Livets Hav eller seile den gode Seilads uden mange Kampe, som begynde saasnart man er sig selv bevidst og vedblive saalænge Livet rører sig i det menneskelige Legeme. - Blandt alle de Skibe, som seile Livet farlige og oprørte Hav, er der kun eet, der naaer Maalet, og det er det, hvorpaa Frelseren er ombord. - Jeg har tidligere været af den Mening, at ligesom Nordboen i Oldtiden fremstillede i Ygdrasilsmythen, at alle Folk kunde deles i tre Slags, saaledes kunde ogsaa de Skibe, som befare Livets Hav inddeles i tre Slags; men senere er jeg kommen til den Overbevisning, at der er langt flere. Der er Skibe, som udgive sig for Kristi Skib, som have ophængt Korsets Flag blot for et Syns Skyld, men hvor Selvklogskab, Selvretfærdighed, Skriftklogskab og Selvtillid sidder ved Roeret. Er der ikke mange Skibe, som føre Selvkjærlighedens, Vantroens og Ligegyldighedens Flag? Hvormange iblandt os stole ikke paa en selvgjort Kristendom, som vi blot søge at bevare et udvortes Skin af, men naar man vil undersøge den, saa finder man desværre ikke andet end en Smule fortyndet Kristendom. Ja, man finder ogsaa Skibe, som ville være selvstændige lige over for Gud og derfor billedligt talt - ikke have andet Maal for deres Seilads end deres egen timelige Lykke. At noget af disse Skibe ikke er det rette, er en Selvfølge, da Ingen kommer ombord paa Kristi Skib uden at skjænke Styrmanden, vor Frelser, sin Tro, sit Haab og sin Kjærlighed, eller med andre Odr[ord - fejl markeret ved understregning] sit Hjerte som Adgangskort. Derimod de Andre, som nægte at give Gud, hvad Guds er, kan ikke vente at se den velsignede Kyst for at ankre i Evighedens Havn, men opsluges af Bølgerne, og medens man taler og troer, at nu have de naaet det fjerne Land, ere de nedsjunkne i Afgrunden med dem, der vare ombord. -

[Brev fra Lucianus Kofod til Markus Hansen, mens denne lå syg hjemme på St. Duegård].

[Adressering]:
Til
Markus Hanssøn, Elev
paa Bornh. høiere Folkeskole.
Ved Bud        Store Duegaard

-------------------------

Bornholms høiere Folkeskole,
Aakirkeby, d. 26^de Januar 1858.

Kjære Markus Hanssøn!

Det smerter mig naturligvis meget at erfare, De er syg. Jeg kan derfor heller ikke undlade at erkyndige mig om Deres Befindende, det jeg herved udbeder mig meddelt Underretning om gjennem Overbringeren heraf. - Lider De? Hent da Taalmod til at bære Lidelserne - fra det eneste Sted, hvor dets Kilde rinder: hos Gud; han, der afsvider - til gavnlig Prøvelse for os - vor Sundhedsblomst, han lader ogsaa riglig flyde en lægende Kilde for Smerten: Taalmodets kvægende Væld. - Længes De herop til os? Det skulde glæde mig, om De gjorde det, og jeg føler mig overbevist om, at jeg tør nære denne Glæde. Glæd De[m] da ogsaa til, at vi paa Skolen, og da navnlig jeg, længes efter dem, thi De veed det jo nok, De er en Stræng, en herligtlydende Stræng, hvis Toner egentlig mere savnes, naar de tie end de gjøre Opsigt eller vække Forbauselse, mens de lyde. - Jeg [kan] kun yde Dem denne Trøst og saa - bede for Dem, bede for Deres Sundhed, Liv, Kraft, Ungdom, Begistring og ægte Livsglæde. Gid De altid maa bevare dette i et rent og varmt Hjerte, da have Deres Forældre en Søn, vi andre en Ven og Fædrelandet [en] Yngling, hvortil et glad Fremtidshaab ikke uden Føie kan knyttes. -
Glem saa heller aldrig, at det er Herren, der gjør fattig og rig; det er ham, som ophøier, og ham som nedtrykker. Hans ere vore Gaver og Evner, hans vor Kraft og Dygtighed i Livet; saa lad os da derfor ogsaa give Ham Æren for hvad vi ere, kunne, leve og nyde[?]! - Den sande Menneskestorhed og Sjæleadel er alene bygget paa Ydmyghed for Gud og Kjærlighed til Ham og vore Brødre herneden. -
Gud være med Dem, indtil vi atter ses. Tænk s[t]edse [?] med Velvillie og Brodersind paa

[Her slutter brevet brat. Det består af et enkelt ark, der har været foldet sammen som en konvolut. Det er derfor tænkeligt, at der har været et ark mere - eller også kan det tænkes, at han er blevet afbrudt i skriveriet og i travlhed senere har sendt det af sted uden at huske at gøre det færdigt].

===========================================

[Anbefalingsskrivelse fra Lucianus Kofod til Markus Hansen]:

Markus P. Hanssøn, der i Vinterhalvaarene 1856-57 og 1857-58 besøgte den af Undertegnede da bestyrede "Bornholms høiere Folkeskole" i Aakirkeby, har i denne sin Læretid, saavel ved sin eksemplariske Opførsel baade i og udenfor Skolen, som ved sin utrættelige Flid og Lærelyst, vundet sine Læreres høieste Tilfredshed, Agtelse og Kjærlighed, sine Medlærlinges Hengivenhed og Tillid. Udrustet af Naturen med gode Evner, i Besiddelse af et stille Sind og et aabent Blik og Hjerte for det Gode, Sande og Skjønne i Livet, lykkedes det ham, trods den forholdsvis korte Undervisningstid, at tilegne sig en i hans Stilling og Livsvilkaar ualmindelig Kundskabsfond, forenet med en indre Dannelse og en Aandsudvikling, der turde tjene mangen mere udvortes "Dannet" til Ære. Naar jeg derfor - ifølge Anmodning - vil meddele ham et Vidnesbyrd om hans Forhold som Lærling, da kan et saadant, overensstemmende med Sandheden, kun blive en ubetinget Anbefaling for ham til Enhver, som for Fremtiden maatte attraae at træde i noget borgerligt Livsforhold til ham.

Held og Velsignelse følge ham!

[Brev til Markus Hansen i samme anledning]:


Kjøbenhavn, d. 29^de Jan. 1859.

Min Kjære Markus Hanssøn!

Ifølge Deres Ønske i Brev af 10^de ds. har jeg herved den Glæde at kunne tilstille Dem nok en Anbefaling. De vil finde, at Aanden er den samme, Sandhedens haaber jeg, kun Bogstaverne er vel noget omflyttede, da det naturligvis var mig umuligt at huske de i mit forrige Vidnesbyrd anvendte Udtryk. - Jeg maa beklage, at De ikke var saa forsigtig at tage en Afskrift af Anbefalingen. Man sender altid bekræftede Vidnesbyrd, aldrig Originalerne; husk denne.
Endelig hils alle deres Medlærlinge fra Deres forrige Lærer, der mindes dem Alle med Glæde.