|
. . . . . . . . . . Jeg tog paa Højskolen til November [1894]. -
Højskolens Historie paa Bornholm rækker vistnok tilbage til Aarene omkring eller efter 1864 [rettet til 1847][1], men jeg ved kun meget lidt om dens første Tid. Nogen Tilslutning havde den vist fra først i Aaker og Aakirkeby, Rønne og Østermarie. En af dens tidligste Talsmænd var nok Lucianus Kofod, der var en velbegavet og veltalende Mand, men vistnok havde saa mange andre Interesser, at hans Indsats der næppe blev af lang Varighed.
I 70-erne var i hvert fald Højskolen i Østermarie bygget, og Brødrene Johan og Ludvig Bøgeskov drev den en Aarrække med skiftende Tilslutning, men der var nok en del Splittelse i Højskolekredsen, og Brødrene indtog et Særstandpunkt, som maaske ogsaa skadede Tilslutningen. Johan, som var den ældste, var imidlertid ved Giftermaal bleven Ejer af Gadebygaard i Østermarie, Ludvig fortsatte som ene Forstander Skolen til hen midt i 80erne, saa rejste han til Jylland; der var en Tid en Forstander, som hed Foverskov, og maaske en til, men omkring 1890 eller 91[2] gik den nok helt i Staa.
Sagen var den: Højskolekredsen paa Bornholm var lovlig lille til selv at bære en levedygtig Højskole, dertil kom, at adskillige af de Familier, der sendte deres Børn paa Højskole, vilde have dem over til de store Skoler med de bekendte dygtige Forstandere og Lærere, især Vallekilde og Askov og en Tid vel paa Testrup og Hindholm eller Tune Landbrugsskole, det kunde jo være rimeligt og forstaaelig nok, hvis der saa bare var kommet nogle Elever fra de andre Landsdele til Bornholms Højskole som Erstatning, men det blev meget faa. Højskolen i Østermarie laa jo i en noget bar og ensformig Egn, der var heller ingen Stationsby den Gang; da den gik i Staa, blev Bygningen købt af en Brugsforening, hvortil de ret store Lokaler egnede sig.
Men Folk paa Bornholm vilde dog ikke opgive Højskolen, man byggede en ny Skole i min Barndomsegn nær Ekkodalen paa Vallensgaards Grund, hvor den, saa vidt jeg ved, bestaar endnu. Det var i Sommeren 1893, den blev bygget, jeg havde set lidt til Bygningen et Par Gange om Sommeren, jeg var kommen der forbi paa Vejen hjem, og en af de første Dage i November, efter at jeg var kommen til Brandsgaard igen, var Døtrene og jeg til Indvielsen af den ny smukke Skole.
Det var smukt Vejr efter Aarstiden, og der var samlet flere Mennesker, end den store Foredragssal kunde rumme. Jeg fik dog næppe saa meget af Mødet, som jeg kunde haft, for en ondskabsfuld Hest havde om Morgenen givet mig et Spark paa Benet, og skønt jeg ikke regnede det stort, følte jeg det hele Tiden. Uheldigvis kom jeg til at staa op i Salen, da alle Siddepladser var optaget; der var hedt og kvalmet i den tætpakkede Sal, det gjorde saa ondt i Benet ved det, at man stadig fik Skub og Tryk, at jeg til sidst maatte ud at faa frisk Luft for ikke at blive daarlig.
Bedst husker jeg N. P. Jensens Tale; det var første Gang, jeg saa og hørte ham, og han gjorde paa mig en noget fremmedartet ikke absolut tiltalende Indtryk, skønt han var veltalende og havde en rolig, behagelig Stemme. Han var glad over den ny smukke Skole og sammenlignede den med Aladdins Slot, som Aanderne byggede (se Oehlenschlägers Digt "Aladdin"), sin egen Stilling til Højskolen og sin tidligere Gerning som Forstander for Realskolen i Nexø, hvor han havde virket i 7 Aar, sammenlignede han med Jakobs Tjeneste hos Laban for hans to Døtre: Lea var Realskolen, Rachel var Højskolen, som havde hans Kærlighed, men han havde dog først, da han kom til Bornholm, maattet tjene for Lea, nu var han lige ved at være 40 Aar og glædede sig til denne skønne Gerning.
Nu kan det godt være, at naar en Efterslægt med helt anden Livsindstilling læser dette, de da vil finde denne Gengivelse fattig og uvirkelig, men for mig, og jeg tror for den store Forsamling, hvoraf mange havde ofret noget, for at faa Skolen rejst og i dens Gerning saa en aandelig Rigdom for dem eller deres Børn, var det for dem og mig som for Forstander Jensen Liv og Sandhed, ja en løftende Glædes- og Højtidsdag, som vi endnu gemmer blandt gode og lyse Minder.
Vinteren 1893-94 var altsaa det første Hold unge Mænd paa Skolen, og den følgende Sommer var der Piger, vist omkring 40 i hvert Hold, maaske dog lidt mindre, til Gengæld var der nogle Elever, vel omkring en halv Snes i et Fortsættelseskursus, som nok fra først af var Elever fra Nexø Realskole, som gerne vilde fuldende deres Forberedelse til Præliminæreksamen hos Forstander Jensen, men der kom siden nogle til, som forberedtes til Privatlærerinder eller forberedtes til Seminariet.
Der var ogsaa nogle, som ingen anden Hensigt havde med det end samle Kundskaber eller udvide det forud lærte i et almindeligt Højskolekursus, de fleste var unge Lærer- eller Gaardmandsdøtre, og det blev en temmelig forskellig Retning, deres videre Liv og Skæbne fik. Endelig var der foruden Forstanderens Sønner to Døtre fra Vallensgaard, to fra Kærgaard i Vestermarie, samt en Søn og en Datter af Skovrider Steens og en Søn fra Store Duegaard, der paa Forstanderens ældste Søn Alfred nær var i den skolepligtige Alder, de fik Undervisning for sig i alm. Skolefag, vist mest af en ung Lærerinde fra Nexø, Mathea Ertmann, som nok ogsaa havde lidt med Fortsættelsesklassen, derimod ikke med Højskoleeleverne om
Vinteren.
Forstander Jensen var en velbegavet og flittig Mand, der helt gik op i sit Skolearbejde; han havde læst til Lærereksamen paa Blaagaard Seminarium i København, var Søn af en Gaardmand i Høve i Sydsjælland; han tog vist Eksamen 23 Aar gammel i 1877, men var vist gift før den Tid, for ved den Tid, han fyldte 40, fyldte hans ældste Datter 18 Aar, og det stemmer ogsaa med, hvad Pastor Ifversen fortalte mig om Forholdene, da han som ung Mand fik privat Undervisning af Jensen og kom i hans Hjem, hvor der var 2 smaa Piger, og da havde det nok været lidt trangt for ham kort efter, at han
selv havde faaet Eksamen.
Han havde ikke Sangstemme og kunde saaledes ikke søge ret mange Lærerstillinger paa Landet, men han sørgede for i stedet at faa lært Sprog og skaffe sig udvidede Kundskaber, mens han var i København som ung Lærer. Han underviste vist siden ved forskellige Realskoler i Provinsbyerne og kom saaledes som før omtalt til Nexø.
Fru Jensen, hvis Pigenavn var Wolf, var af jødisk Slægt og udpræget Jødetype, hvilket mer eller mindre ogsaa prægede Børnene. Hun var vist i samme Alder som sin Mand, men tidlig ældet, som det gerne gaar med Sydlændinge. Hun holdt sig helt fra Højskoleeleverne; hvad hun var eller gjorde for Mand og Børn, har jeg intet Kendskab til, Husholdningen gav hun sig heller ikke af med, og vi saa i det hele ikke meget til hende.
Den betydeligste Medhjælper, Jensen havde i Skolen, var Frk. Nanna Ingerslev, en dygtig og kundskabsrig Dame paa omk. 30 Aar, Lægedatter fra Præstø, hun havde Danskundervisningen med Højskoleeleverne og fremmede Sprog med Fortsættelsesholdet, holdt Foredrag for os om Sundhedslære og Naturhistorie, læste udmærket op af danske Digterværker og kunde forklare dem, saa vi fik Forstaaelse af deres Værd og Mening.
Hun var heller ikke bange for at irettesætte os, naar hun fandt det paakrævet; saaledes husker jeg, vi en af de første Dage stod i to lange Rækker ude i Forstuen i et Frikvarter, og de fleste af os havde Piben i Munden, saa der var en vældig røg, da hun kom ude fra sammen med en af de unge Piger, hun gav os med det samme sin Mening om det usømmelige i, at saadanne unge Mennesker straks benyttede en Fristund til Tobaksrygning, og vi havde saadan Respekt for hende, at vi straks holdt op og stak Piben i Lommen.
Forstanderen var Afholdsmand og bar altid Afholdsstjernen i Guld; han nød heller aldrig Tobak under nogen Form. Den Gang var der aldrig nogen Kvinde der røg, uden at det da skulde ske i Smug, det ansaas som upassende for en kvinde. Cigaretter saas sjælden, Skraatobak brugtes mest af ældre Mænd, naar de yngre havde Lejlighed, røg de af lang Pibe, men ofte ogsaa af kort Pibe med Shagtobak. Jeg holdt ogsaa af at ryge, naar Lejligheden var dertil.
Om Forstander Jensen og Frk. Ingerslev kan siges, at de stod begge højt i vort Omdømme ved deres Dygtighed og Livsvandel, men ikke kunde blive Kammerater med os eller vinde vor Fortrolighed, dertil var Afstanden for stor baade i Alder og Dannelse for de fleste af os.
Men saa var der den unge Lærer H.P. Jensen, som var 2 Aar ældre end mig, der det Aar var ældst af Eleverne. H. P. var en Fiskersøn fra Rønne, som Stenværksejer Brodersen havde taget sig af, da hans Forældre døde, mens han var lille. Han var høj, slank og velbygget med et kønt regelmæssigt Ansigt, havde en smuk og kraftig Sangstemme og var en dygtig Gymnast, havde taget Kursus paa Askov og været paa Højskole der, havde nok ogsaa haft med Regnskabet at gøre hos Brodersen.
H.P. Jensen ledede Gymnastikken hver Dag i Timen før Middag, det var svensk Gymnastik (Per Henrik Lings), som faa Aar før var indført paa de danske Højskoler, udmærket gode Øvelser i Sammenligning med den gamle Militærgymnastik, og den nye Sal var forsynet med Ribbefag og andre Redskaber til svensk Gymnastik. Den dygtigste Gymnast iblandt os var Jens Hansen fra Stenseby i Bodilsker; jeg var vel nok en af de daarligste, men gjorde det saa godt jeg kunde, i Reglen gik Forstanderen ogsaa med til de fleste Øvelser.
H.P. var ogsaa dygtig som Regnelærer. Vi havde en Regnebog i 4 Hæfter af Jakob Appel (den senere Minister) og la Cour, som da begge var Lærere paa Askov; den havde udelukkende Metersystemet og næsten udelukkende Decimalregning, medens ellers andre Regnebøger paa den Tid og en halv Snes Aar frem i Tiden brugte Alen og Tommer, Tønder og Potter, Pund og Kvint.
Paa den Tid kostede et 5 Maaneders Ophold paa en alm. Højskole 150 Kr., hvoraf jeg og de fleste ligestillede, som søgte derom, fik de 100 Kr. fra Amtet, de blev saa udbetalt til Skolens Forstander; man skulde søge senest i Maj paa et dertil indrettet Skema, og jeg fik en pæn Anbefaling af min Barndomslærer Møller. Udgifterne til Bøger og lign. vil jeg anslaa til 15 a 20 Kr.; men man skulde selv medbringe Sengeklæder.
Moder havde i de Aar betænkt at skaffe hver af os Børn en Sengs Klæder, mens hun endnu havde Kræfter til at væve Tøjet. Hvem af os tre, der fik først, og paa hvad Maade, husker jeg ikke; men jeg gav Moder Penge til at købe Garnet for, som hun vist vævede og syede til Dyner og Lagener i Løbet af Foraaret og Sommeren; det blev Over- og Underdyne, Langpude(?) og Hovedpude med 2 Par Lagener og 2 Pudebetræk, Fylden (Fjerene) til Dyner og Puder vilde Moder lægge til, hun fik jo hvert Aar samlet en Del Ande- og Hønsefjer.
De ny Sengeklæder saa pæne ud; jeg mærkede dog, de knap var saa varme og fyldige som dem, jeg var vant til fra Bøndergaar-dene; Moder vilde selv vaske for mig, mens jeg var paa skolen, hun var jo saa god og omsorgsfuld og vilde gerne hjælpe os med, hvad hun kunde. Jeg købte ogsaa et Par hvide Sengetæpper at skifte med. Mit Skab var der ikke Plads til paa Skolen, det blev kørt hjem, hvor det stod, saa længe jeg var paa Højskole og Seminarium; jeg havde en mindre Trækuffert til mit Tøj ligesom de andre elever.
Da jeg ved Middagstid den dag, Skolen skulde begynde for Vinteren, kom kørende med Kufferten og sengeklæderne efter først at have bragt Skabet hjem, blev jeg venligt modtagen ved Indgangen af Forstanderen, der beklagede, at der i Øjeblikket ikke var nogen til Stede, der kunde hjælpe mig Tøjet op paa Værelset. Jeg sagde, at det kunde jeg godt klare selv, og han gik saa med og viste Vej og kiggede imens paa mig, mens jeg bar Sagerne op. Jeg fik et pænt Gavlværelse mod Øst, som de kaldte "Morgengry", der var 4 tomme Senge, jeg havde foruden Sengeklæderne ogsaa en Hømadras som vist alle de andre.
Sengene stod 2 og 2 fast mod Nordre og Søndre Væg, paa samme Side som mig laa Georg Henriksen, søn af Mølleren i Smørenge, og lige overfor mig ved den søndre Side laa Albert Nielsen fra Skræddergaard i Pedersker; hvem den fjerde var, husker jeg ikke mere, men de var alle gode og behagelige Kammerater, Georg kendte jeg lidt til i Forvejen, han var ikke ret meget yngre end mig. De øvrige Elevværelser laa i 2 Rækker til begge Sider mod Syd og Nord, nogle rummede kun 2 el. 3 Senge, de fleste vist 4 og et enkelt 5.
I det modsatte Gavlværelse boede Lærerinderne og i et ved Siden af deres Forstanderens Døtre, op til dem igen Piger fra Fortsættelsesklassen, mellem de 2 Rækker Værelser var en Midtergang med Vinduer i Taget, der var ret fladt og tækket med Tjærepap.
I Sydsiden var et Værelse med Vaskekumme og Vandfade, Vandet bar vi op i Spande, der var ikke Varme paa Værelserne, hvor vi Elever boede; elektrisk Lys var dengang ukendt, vi gik til Sengs ved Lyset af en Petroleumslampe eller et Stearinlys.
Aftenen tilbragte vi i Skolestuen, hvor der var Varme, og hvor der brændte et Par Petroleumslamper, som hang i Kroge under Loftet. Skolestuens Vinduer vendte alle mod Nord. Lige indenfor Døren fra Gangen hang paa Væggen til Venstre den store Vægtavle, der var ogsaa et Skab til Bøger og forskelligt, til Højre for Døren hang højt oppe et lille Ur. Midt paa Indervæggen stod den store runde Kakkelovn, og lidt længere tilbage var en Dør ind til den lille Skolestue. Borde og Bænke var stillet saaledes, at vi sad med Ansigtet mod Vægtavlen og Indgangsdøren mod Vest og fik saaledes Lyset ind fra højre Side, hvilket jo er uheldigt, naar man har skriftligt Arbejde.
Paa Bagvæggen mod Øst hang en Række Billeder i ens Rammer, det var en Gengivelse af Thorvaldsens Relief over Indgangen til Domkirken (Frue) i København, som forestiller "Johannes Døber præ-diker for Folket", hver Person, eller hvor to stod tæt sammen, var i hver sin Ramme, saa man derved kom til at lægge mere Mærke til, hvad Kunstneren vilde have udtrykt i hver Person, der stod og lyttede til den store Taler; jeg synes, en meget passende Billedgruppe til Skolen.
Den Kælder, som var under den lille Skolestue og Børneværelset, var nok beregnet til Opbevaringsrum for Fødevarer, den laa 3-4 Trin lavere end Kælderrummet under Tværfløjen, der var ret højt og havde lyse Rum med store Vinduer, hvis nederste rammekant kun laa lidt hævet over Stenbroen udenfor.
I Køkkenet var som Husholderske Johanne Kofoed, hun var Datter fra Krampegaard i Pedersker, kun cka. 22 Aar, da jeg kom paa Højskolen, pæn og kraftig middelhøj Pige, meget dygtig til sit Arbejde, alvorlig og stilfærdig og trods sin Ungdom fuldt ud i Stand til at styre den store Husholdning, hendes Fader var død tidlig, Moderen havde solgt Gaarden og købt en mindre Landejendom i Østsiden af Aakirkeby[3], som en yngre Søn drev for hende. Johanne havde vist været Elev paa Østermarie Højskole nogle Aar, før den blev nedlagt.
Johanne havde den Vinter og maaske ogsaa om Sommeren en flink Medhjælperske Anna Stange fra Bjergegaard i Klemensker, senere havde hun en yngre og mindre Søster Katrine Kofoed[4], der var mere livlig og snaksom end Johanne; den første Vinter var der ogsaa en stor ældre Pige, hvis Navn jeg har glemt, hun gik vist mest og opvartede Fruen og hjalp hende med Børnene og deres Tøj.
I et pænt lille Hus Nord for Skolehaven boede Oliva Jespersen, hun var en midaldrende Kvinde, spinkel, temmelig forslidt, men flittig til at væve, og naar der var møder eller noget ekstra Arbejde paa Skolen, var hun ofte til Hjælp; hun var Datter af den gamle Vejmand Christian Jespersen, som havde boet i et Hus der i Nærheden og haft et lille Landbrug, han gik i vor Barndom ofte paa Landevejen, paa Kasketten havde han en blank gul Metalplade, hvorpaa der stod "Vejmand".
Men nu var Olivas Forældre forlængst døde; hun havde været Elev paa Østermarie Højskole i Bøgeskovs Tid[5] og siden tjent en Del Aar hos Johan Bøgeskovs paa Gadebygaard, men nogle Aar, før Højskolen blev bygget, havde hun faaet bygget dette Hus, der dengang laa lidt ensomt, men hyggeligt ret nær Landevejen, og dækket mod Nord af en lille Lund eller Trærække af store Træer: Aske, Ege og Avnbøge med Undervækst af Hassel, Tjørn og Hæg og Hyld, som det mange Steder paa Bornholm er almindeligt; en lille Bæk rislede ved Foraar og Efteraar mellem Træerne hen over Sten og Trærødder.
Lidt længere mod Vest for Skolehaven sænkede Jordsmonnet sig, saa det blev en lille Eng, der om Vinteren tidt var oversvømmet og i Frostvejr dannede en Isflade bekvem til Skøjteløb og Issport. Skønt var det ogsaa i den tidlige Foraarsaften, naar Vandet rislede i Bækken, og Nymaanen spejlede sig deri, eller naar Vandet senere tørrede bort, Blomsterne myldrede frem mellem det unge friske Græs, straalede i alle farver og duftede i det varme Solskin, og Ellebuskene langs Bækken bredte sig med deres mørkegrønne skyggende Løv, jo vist var der skønne Omgivelser.
I Vintertiden begyndte Skolearbejdet Kl. 8, og vi Elever stod da op og søgte efterhaanden over i Vaskerummet, hvor 4 ad Gangen kunde komme til, og der stadig maatte en af Sted ned til Pumpen efter Vand i Spandene; efterhaanden samledes vi nede i Spisestuen, hvor Fadene stod parat med Smørrebrød, dog uden Paalæg, der var baade Rugbrød og hjemmebagt Franskbrød, og snart kom Pigerne ind med de dampende varme Kaffekander, og vi kunde spise og drikke, saa meget, vi vilde; men jeg mærkede nok, at der stundom var enkelte, der i den første Tid savnede deres hjemlige Spegesild; det kunde naturligvis ikke holdes eller skaffes under Skolens Forhold.
Kl. 8 ringede Skolens Klokke, der hang paa østre Side af Indgangsdøren, og alle flokkedes i den store Skolestue, hvor vi begyndte med en Morgensang under H.P.s Ledelse, og Forstanderen holdt en kort Andagt, hvorefter hver gik til sin Gerning. Vi i Højskoleafdelingen blev i den store Skolestue, de, der hørte til Fortsættelsesholdet, gik ind i den lille, og Pigerne til deres Arbejde.
Vi skiftede mellem Foredrag om forskellige Emner; Forstanderen talte om Kirke- og Verdenshistorie, Frk. Ingerslev Nordens Historie og Naturhistorie, desuden havde hun vore skriftlige Arbejder og læste jævnlig danske Digterværker, medens Forstanderen fortalte om fremragende danske Digteres og Kunstneres Liv og Værker.
H. P. Jensen havde foruden Regning og Gymnastik ogsaa Fysik og Geografi samt Sangundervisning, men hans Uddannelse var bedst til de to første, Fysik og Geografi havde han for lidt Forkundskaber i, og han maatte derfor læse sig til efterhaanden, hvad han skulde bibringe os, men under de Forhold er det vanskeligt selv at faa det Overblik over Emnerne, der vanskeligt kan undværes, naar man skal lægge dem til Rette for andre; der var, saa vidt jeg husker, heller ingen videre Fysikapparater, og selv om meget kan anskueliggøres ved Tegning, hvad H. P. vist heller ikke gav sig meget af med, saa bliver Emnerne i Fysik dog først ret levende for Eleverne, naar de kan vises i Forsøg, der altid vil samle Elevernes Tanker og Opmærksomhed og paakalde deres Interesse.
I Geografi manglede vi jo den Gang saa godt et Hjælpemiddel som Film og Lysbilleder; alt skulde læres ved Kort, Bøger og Billeder. H. P. havde et stort geografisk Tidsskrift i vel cka. 50 Bøger[6], mest Rejsebeskrivelser, men det var alt for vidtløftigt Materiale at finde Vej i og alt for meget, der slet ikke egnede sig som Undervisningsstof, saa han maatte bruge et Par mindre Bøger som Grundlag.
Saa havde han jo ogsaa Sangen, havde en god og kraftig Sangstemme, ejede ogsaa en Violin, men kunde ikke spille paa den, saa han derved kunde lære sig en ny Melodi eller sikre sig, om han kunde en Melodi korrekt, saa han maatte ty til nogen af Damerne, der spillede Klaver.
Men disse Mangler opvejedes rigeligt af hans øvrige gode Egenskaber, han var en storartet god Kammerat og Fører for os Elever, vi saa alligevel op til ham og forstod, han var et ærligt og trofast Menneske, han kunde utvivlsomt have lært det, der manglede, men han var i Tvivl om, hvorvidt han vilde blive ved at være Højskolelærer, eller han skulde vælge en anden Levevej[7], og deri kom han altsaa til at ligne os andre, som stod usikre i den Henseende.
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
I Begyndelsen var der flere af os, der gerne vilde sidde og notere noget op af Foredragene, mens der blev talt, vi havde ikke Lærebøger eller blev sat til at læse Lektier, men saa sagde Forstanderen, at vi hellere maatte høre efter, mens der blev talt, saa havde han nogle Hæfter, hvori han skrev Hovedpunkterne i sine Foredrag - et Hæfte for hver Foredragsrække, saa lod han de Hæfter ligge inde i Skolestuen, naar han ikke selv skrev i dem, saa kunde vi laane dem paa Omgang og skrive det af, vi havde Lyst til at bevare.
Jeg skrev saaledes en Foredragsrække om Sjæle- og Tænkelære (Psykologiske Foredrag)[8], der var særdeles dybsindig og interessant; en Del af de andre Foredrag benyttede jeg til Stilemner, idet vi selv for en stor Del valgte, hvad vi vilde skrive om til Stil ("Retskrivning") Diktat brugtes ikke ret meget, derimod fik vi lidt Øvelse i Haandskrift (ikke "Skønskrift"). Forstanderen skrev os selv for.
Et særligt Fag, som han lagde nogen Vægt paa, og som gav os en Del Arbejde, var geometrisk Konstruktionstegning, dertil havde vi hver et lille Tegnebestik med Passer og tilbehør; Forstanderen gennemgik de 5 geometriske Steder for os paa Vægtavlen og gav os Opgaver i dem, som vi selv skulde tegne og bevise; til at begynde med syntes jeg, det var noget Snurrepiberi og ikke saa interessant som Frihaandstegning, hvori han ogsaa var en Mester; naar han fortalte om historiske Personer, kunde han hurtigt tegne et vellignende Billede af dem paa Vægtavlen.
Men snart fik jeg ogsaa stor Lyst til geometrisk Tegning, hvis Endemaal for Højskoleeleverne var, at de skulde kunne opmaale og tegne et Jordareal, f. Eks. "Dalshøjs" Jorder, saa alt var korrekt og i bestemt Maalestok, og udregne Arealet.
I Frue Kirke har vor store Kunstner Thorvaldsen givet sin kongelige og dog ydmyge Frelserskikkelse med de til Velsignelse udbredte Hænder Pladsen paa Højalteret, men til begge Sider ned gennem det store Kirkerum staar Apostlene, og alle har de Blikket vendt opad mod deres Herre og Mester; noget lignende Indtryk har jeg af den Kunst, hvormed Højskolens Mænd fortalte Historie, det var i den samme Aand: Historiens Midtpunkt er Jesus, ingen var stor i Lære og Liv som han; om ham og vurderet i Forholdet til ham grupperede de Historiens Skikkelser, Profeter og Apostle, Martyrer og Reformatorer, Paver, Kejsere og Konger, Opdagere og Opfindere, Digtere og Kunstnere.
Som den store Flod i sit Løb gennem Landet samler Bifloder, Aaer og Bække og fører det, de har samlet og virket, i og med sig ud i det evige Hav, saaledes har Kristendommen dens Maal og Livssyn været Kraften i deres Virke, som blev Historiens Stormænd og Menneskeslægtens ædle Velgørere; men ligesom der er Floder, der aldrig naar til Havet, vi kalder dem Steppefloder (nutidsdansk Indlandsfloder), fordi de strømmer gennem tørre, regnfattige Egne, saa deres Strøm fortørres og ender i en Sump, saaledes er det Menneskeliv, der ikke kom i Samfund med Jesus og ikke hentede sin Kraft fra ham, de kan have udrettet store Ting og haft megen Magt, men alligevel var deres Stræben forfejlet, de blev ikke til sand og varig Velsignelse.
Før og efter Foredragene sang vi Salmer og Sange, der svarede til Foredragets Indhold. En saadan Maade at fortælle Historie paa blev noget for sig, det var ikke Prædikener med Formaninger, Moraliseren eller Irettesættelser til Menigheden, heller ikke Eksamenslærdom, heller ikke sat op som denne med Aarstal og Kongerækker som Støttepunkter og tilbørlig repeteret, saa det af Eleven kunde afleveres igen og give en fin Karakter.
Men den, der har faaet noget af dette som aandeligt Eje eller har lært disse Sange, har en Skat og Hjælp i Livets Tilskikkelser, som kan have stor Værdi. Der fortælles om Skolemanden Kold, at han en Dag traf en Karl, der gik og pløjede, spurgte ham, hvad Klokken var og talte med ham om hans Ur, og hvor ofte han trak det op. Da Karlen havde gjort rede for det, sagde Kold: "Hvert Menneske har ogsaa et Urværk i sig, og kom du til mig paa min Skole til næste Vinter, saa skal jeg trække dig op, saa du aldrig gaar i Staa".
Nu kunde det maaske tænkes, at den Form for Historiefortælling kunde give de unge højtflyvende Tanker om, hvad de selv skulde faa udrettet, saa hverken Forholdene eller deres egne Evner vilde strække til at indløse dem, og de saaledes maatte komme tilkort og lide Skuffelser, men det blev os ofte og tydeligt nok sagt, at Meningen med det, vi fik paa Højskolen, ikke i Almindelighed var at føre os over i en anden Livsstilling.
De fleste Elever var jo unge Gaardmandsbørn eller Haandværkere, der atter vendte tilbage til deres Arbejde, og det blev ofte fremhævet, at Arbejde med Jord og Husdyr var en sund og menneskeværdig Gerning til Gavn for Samfundet, som vi sang:
|
|
"Om du tjener Land og Rige
eller du som Karl og Pige
gør din Dont og gaar dit Bud,
om du styrer Borg og Fæste
eller kun din Husbonds Heste,
det er eet for Himlens Gud".
|
Men det var det nu alligevel ikke altid for Mennesker!
Vi havde altsaa om Formiddagen 4 Timer, hvoraf den ene var et Foredrag og den sidste Gymnastik.
Kl. 12 blev der ringet til Middag. Forstanderen sad da for den øverste Bordende og spiste sammen med os, Højskoleeleverne sad ved det samme Bord paa langs gennem Spisestuen nærmest Vinduerne, mod Indervæggen var et smallere Bord, hvor Lærerinderne og Pigerne fra Fortsættelsesholdet sad paa den inderste Side, saa der var en Gang fri mellem de to Borde, hvor Pigerne gik, naar de vartede op.
Før Maaltidet begyndte, bad Forstanderen Bordbøn, det lille Vers: "Velsign vort Hus, velsign vort Bord, velsign den hele vide Jord, velsign os med din milde Haand, Gud Fader, Søn og Helligaand".
Mens Johanne forestod Husholdningen, var der altid noget pænt og hyggeligt over Maaltiderne, selv den tarveligste Ret var vel tillavet og blev appetitlig og tiltalende, hun havde vist en bestemt Middagsplan, der dog varierede lidt efter Aarstiderne. Vi fik efter almindelig dansk Skik Søbemaden først og Kød- og Fiskeret efter; Bordet var altid dækket med en hvid Dug. Søndagsmaden var ofte Sødsuppe med kraftig Frugtsaft eller om Sommeren Frugtgrød og en god Kødret. Fisk fik vi ofte, i hvert Fald en Gang om Ugen, især Klipfisk.
Torsdag stod det for det meste paa Grønkaalssuppe og Klatkage ("Palthæsta"), som vi dyppede i mørkt Puddersukker (Farin), til den Ret fik vi kun Gafler, hvad mange havde et svært Bryderi med at kunne dele Kagerne med; de levnede Kager brugte Johanne som Belønning til de Elever, der Lørdag Eftermiddag vilde komme ned i Køkkenet og hjælpe med at pudse Knive og Gafler med Sandpapir.
Jeg var vist kun med en eneste Gang, det gik nemlig saadan, at mange tog hjem Lørdag Eftermiddag for at tilbringe Søndagen hjemme eller paa Besøg hos Kammerater, hvad jeg jo ikke kunde paa Grund af Hjemmets Stilling, men der var dog altid nogle, som blev paa Skolen om Søndagen, og saa var der vel altid 5-6 af dem, der havde Lyst til at hjælpe med Pudsningen i Køkkenet, blandt dem var en vis Smidt sikker Mand, de andre gik nok med ham efter indbyrdes Aftale, alt for mange kunde Johanne vel heller ikke have dernede.
Smidt[9] var en stor, vældig pæn og flot Karl, han var altid fiks i Tøjet og optraadte i hvid Vest, han var Broder til en Slagter Smidt, som boede i et pænt Hus lige Vest for Østermarie Kirke ved Vejen til Almindingen, Smidt tog senere Lærereksamen, den var ikke ret stor, men han var vist siden Lærer nogle Aar i Allinge; hvor han siden kom hen, ved jeg ikke.
Naar Middagsmaaltidet sluttede, sagde Forstanderen det lille Skriftord: "Takker Herren; thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig".
Efter Middagen var der gerne en Times Tid, som vi brugte til en Spadseretur, naar Vejret var nogenlunde. Vi gik ofte ad Stien, som førte fra Skolen lige op til Ekkodalen; vi kaldte den Fuglesangsstien, den sidste Halvdel af den gik gennem Skoven bestandig opad, saa vi stadig kunde se Skolen mellem Granerne, som Stien var anlagt igennem.
Mange Aar efter vilde jeg sammen med min Kone søge den samme Sti; der var tilgroede Spor at se efter den hist og her, og et Par Steder nær Skolen var den brudt af Bebyggelse og Haver, saa det kneb for os med at bane os frem til Ekkodalen, hvor før saa mange unge Fødder vandrede.
Vi gik videre forbi Trandbergs Mindesmærke og den gamle Kilde, forbi Rømersdal og op til Landevejen ved Viskeledhuset og tilbage til Skolen, i Reglen i livlig og munter Samtale, for de fleste af os følte sig glade, trygge og forhaabningsfulde, ingen store Sorger havde endnu prøvet os. En Dag husker jeg flere af dem sagde til mig: "Du skal se at blive Lærer, det egner du dig til".
Før Kl. 2 havde vi gerne en Time med Regning. Derefter var vi nede til Kaffe med hjemmebagt Julekage, som Johanne bagte, og Kl. 3 ringede Klokken til Dagens Hovedforedrag af Forstanderen, hvortil Pigerne og Eleverne i Fortsættelsesklassen i Reglen kom ind.
Jævnlig kom der ogsaa nogen af Højskolens Venner ude fra Sognene, en Gang Johan Bøgeskov, der bagefter spillede dejligt for os paa sin Violin, en anden Gang Pastor Marius Jensen[10] og Frue, de sang og lærte os Hostrups skønne Sang "Julebudet", de var der forresten flere Gange, ligeledes Lærer Nielsens[11], Østerlars vestre Skole, Stenværksejer Brodersen[12] fra Rønne, hvis morsomme Ungdomshistorie Jensen engang fortalte os, og der kom flere til disse Foredrag.
Efter dette arbejdede vi med skriftlige Opgaver til Kl. 7, maaske dog med et eller andet mundtligt Fag imellem, men ved den Tid fik vi Elever som Aftensmad Smørrebrød med forskelligt Paalæg, dertil Hvidtøl og til sidst Te med Franskbrød, der ogsaa var hjemmebagt, saa arbejdede vi vel en Times Tid efter Aftensmaden oppe i Skolestuen, sang eller disputerede om Tidens Spørgsmaal, hvis ikke Forstanderen eller andre læste op af danske Digterværker.
En eller to Aftener om Ugen, det var dog vist før Spisetid, kom Skovrider Adolf Sten et Par Gange om Ugen og holdt Foredrag om Geologi, det er Læren om Jordlagene og deres Tilblivelse, som man slutter det af Forsteninger og Fund fra Fortiden, og hvori Bornholms Jordbund har betydelig Interesse for nogle Tidsrums Vedkommende.
Sten var sikkert vel inde i disse Ting, men stod sikkert noget fremmed for Højskolen og Elevernes Forudsætninger, saa han brugte for mange Fagudtryk og Fremmedord uden at forklare dem nærmere; jeg tør dog sige, at jeg fulgte ret godt med, selv om der var et og andet, jeg ikke fik rede paa; hvordan det gik de andre, ved jeg ikke.
Men en Aften hen paa Vinteren kom han noget sent og smak en Række Vinduer op, før han begyndte at tale; da han havde talt noget gav han sig pludselig til at skælde os ud, sagde, vi var dumme og uopmærksomme og ingenting forstod og en hel Del mere af samme Tønde, og sluttelig, at nu vilde han ikke komme mere, og saa for han ud af Døren og løb hjem uden at tale med Forstanderen.
- Jeg har senere haft Lejlighed til at følge hans og til Dels Familiens Skæbne, der var trist nok og ved, at da hans Lig efter Døden blev obduceret, viste det sig, der var en Skade i Hovedet, som til sidst havde gjort ham sindssyg. Paa mig gjorde hans nervøse og ubeherskede Optræden den Aften et uhyggeligt Indtryk, siden talte vi om hans Beskyldninger ogsaa med Forstanderen og H. P.
Det endte saa med, at jeg i Løbet af en Maanedstid skrev 2 al. Skrivebogshæfter med en Fremstilling af det, han havde holdt Foredrag om, dog levnede jeg en Del ubeskrevne Sider til Rettelser, og efter Forstanderens Opfordring gik jeg til Skovrideren med dem.
Jeg blev meget venligt modtagen; da han fik Hæfterne og hørte, hvad det drejede sig om, lovede han at gennemgaa det, saa skulde jeg komme og faa det en bestemt Aften. Han var da ligeledes særdeles venlig, sad længe og talte med mig om Stoffet og havde flere Steder gjort Tilføjelser og udfyldende Forklaringer. Næste Vinter fortalte jeg saa det Elevhold, der da var paa Skolen, en Del om Jordbundslære, hvortil jeg ogsaa fik en Lærebog til Laans af H. P.
Om Aftenen mellem 8 og 9, naar Oplæsning, Diskussion eller andet, vi havde for, var endt, ringede Klokken til Aftensang, vi sang da gerne en Aftensalme, en af Ingemanns skønne Aftensalmer eller f. Eks. Nutzhorns: "Nu Mørket bryder paa, de klare Stjerner skinne; hos dig, Gud Fader, maa vort Lys og Skjold vi finde. Lad Tro og Haab og Kærlighed neddale til os med Guds Fred".
Alt imens dikkede det lille Ur oppe i Krogen, mens Pendulet svingede blankt frem og tilbage, hyggeligt, hjemligt og trygt, og der gik en Tak gennem Sindet for den gode Dag, Gud havde givet os, men Tidens ustandselige Gang mindede Uret os ogsaa om, det gjaldt om at bruge denne dejlige Tid paa bedste Maade.
Ofte blev nogle flittige Elever siddende i den varme Skolestue i Timevis efter Aftensangen, som Forstanderen altid sluttede med Fadervor, de sad ved det Par Hængelamper, der oplyste Skolestuen om Aftenen, og læste, skrev eller regnede, hver efter sin Lyst, De havde kun at slukke Lamperne, før de gik op paa Værelserne, Petroleum var jo ikke saa dyr, Lamperne tærede ikke saa meget, og Rationering var den Gang et ukendt Begreb.
Af mine Kammerater fra den Vinter mindes jeg særlig med Glæde min gode, stilfærdige Sidekammerat Kristian Hansen[13] fra Risen i Østermarie, han blev vist senere Ejer af Krusegaard i samme Sogn; der var to fra Vallensgaardshusene, jeg kendte fra Barndommen: Janus Jørgensen, Søn af Peter Jørgensen, som kort efter blev gift med en Datter fra et Nabosted, Anna Thorsen, og de fik et Sted med Landbrug i Østermarie.
Og saa var der Kristian Mathias Olsen fra det Sted, der laa i Kratskoven lige Nordøst for Vallensgaard[14], han boede og fik Kosten hjemme, men mødte til Skolens Timer. Saa var der Herman Hansen fra Sose og Ole Koefoed fra Store Bakkegaard[15] i Aaker, der ogsaa var rare Kammerater.
En særlig Betydning for mig senere fik en af de yngste i Flokken den Vinter, Peter Dam fra Rønne, han var Brodersøn af Lars Dam, som boede paa Skagelfaldet og ligeledes var i Slægt med et Par ældre Søskende, der ejede en Gaard enten i Studeby eller Risen i Østerlars (jeg husker ikke hvilket), de var meget rige og paaholdende, begge hans Forældre var døde, men han havde en Stedmoder i Live, de havde vist meget fattige Kaar.
Han var en meget køn og velskabt ung Mand med et aabent, muntert og frejdigt Væsen, saa alle og især Pigerne kom i godt Humør, naar han kom i Selskabet, han sang kønt, var dygtig til Gymnastik, dansede, legede, løb paa Skøjter og hjalp gerne Pigerne at faa Skøjterne paa, naar der var Is paa Engen.
Han vilde gerne være Lærer, men saa paa Grund af sin Fattigdom ingen Udvej dertil, forøvrigt var han helt godt begavet, saa han for Evnernes Skyld godt kunde tage Eksamen, som det senere viste sig; skønt vi var meget forskellige, blev vi efterhaanden trofaste Venner og holdt Forbindelse med hinanden Livet igennem.
En noget uheldig Fyr mellem de helt unge var Emil Skovgaard[16] fra Erlandsgaard i Knudsker, han var et uroligt Hoved. En Aften var han krøben ind under Georg Henriksens Seng for at forsøge "at vippe" ham, noget han nok havde hørt foregik blandt raske Soldater. Vi andre vidste det, som boede paa "Morgengry", og var allerede i Seng, før Georg kom, men vi tænkte vel, at det klarede han nok, og vi morede os vel lidt over Emils Paahit.
Da nu Georg intet anende var krøben i Seng og slukket Lyset, laa vi andre i Spænding, Ventetiden blev ikke ret lang. Pludselig rejste Emil sig, men med noget Besvær, for Georg var ret kraftig, og saa var der jo Sengeklæder og Bræder at løfte tilmed, vi hørte dog Sagerne komme raslende og Bræderne klapre mod Gulvet, Georg, der var ganske behændig, kom til at staa paa sine to Ben midt i Sengen lige ved Siden af Emil med Sagerne spredt rundt om, Emil for ud af Døren hurtigst muligt.
I samme Øjeblik traadte H. P. ind ad Døren med Lampen i Haanden, Smil paa Læben og Brillerne paa Næsen, vistnok helt klar over Situationen, han boede nemlig paa den Tid i et Værelse henne ved Siden af Vaskerummet, hvor der var Kakkelovn, han var saaledes ikke ret langt borte og havde straks hørt Rabalderet, han stod i Døren og snakkede med os med sin behagelige blide og rolige Røst, mens Georg stod i bar Skjorte og ordnede sin Seng; da han var kommen i den og havde puttet sig, bød H. P. Godnat og gik med Lampen over til sit Hybel.
Noter:
1. Ingen af årstallene passer. Den første virksomhed blev startet i 1856 og varede i to år. Senere blev der begyndt i 1866 i Sandvig, i 1868 i Østerlars, og fra 1870 i Østermarie. retur til tekst
2. Højskolen i Østermarie ophørte endeligt i foråret 1893. Der er dog lidt usikkerhed om det, idet vi ikke ved om den sidste vinterskole blev gennemført. retur til tekst
3. Det var ejendommen "Nyvang", i dag Kuleborgvej 35. retur til tekst
4. Anna Stange var elev på det første sommerhold 1894, og Kathrine Kofoed på det næste, sommeren 1895. retur til tekst
5. Oliva Jespersen var elev i sommeren 1882 sammen med Karen Elisabeth Jensen. Se Bornholmske Saml., II række, bind 11, side 33 ff., og samme II række, bind 12, side 199 ff. Hun var født den 5. oktober 1853 og var således 41 år, da Hans Markussen blev elev på skolen. retur til tekst
6. H. P. Jensen skænkede senere disse bøger til elevforeningens bogsamling, som dog aldrig blev nogen succes. Men det kan siges, at de blev begyndelsen til skolens bibliotek, og de findes der for øvrigt endnu. retur til tekst
7. H. P. Jensen blev senere fiskehandler og fiskefarsfabrikant i København. Som formand for Københavns Højskoleforening tog han i 1911 initiativet til det første korte kursus, "Otte Dage paa Højskole", på Frederiksborg Højskole. retur til tekst
8. En tilsvarende afskrift, foretaget af Peter Andreas Hansen fra Aspesbakke i Bodilsker, er bevaret og indgår i andet renskrevet kildemateriale fra Bornholms Højskole. retur til tekst
9. Marius Smith, som stammede fra Sønderjylland, men hvis moder var fra Rågeskovsgård i Ibsker. Moderen døde tidligt, hvorefter familien i Ibsker tog sig af de to yngste sønner. Den ældste broder, Peter Smith, var kommet hertil som soldat og blev altså boende i Østermarie. Marius Smith figurerer som elev 1894-95 og igen på fortsættelsesholdet sommeren 1899. En søster, Bothilde Smith, var elev 1898 og derefter nogen tid køkkenpige. retur til tekst
10. Marius Jensen var præst for den nyligt oprettede grundtvigske frimenighed, som 1897 blev anerkendt som valgmenighed inden for folkekirken. retur til tekst
11. Hans Martin Nielsen, som senere blev lærer ved Grødby Skole i Åker. Han stammede fra Stangegård i Åker og havde været elev hos brødrene Bøgeskov i Østermarie, og 3 af hans 10 børn blev elever på Bornholms Højskole. retur til tekst
12. Stenværksejer A. P. Brodersen figurerer i mange sammenhænge vedrørende højskole, valgmenighed og skytteforeninger m.v. Han er bl. a. skildret i Martin Andersen Nexøs erindringsværk "For Lud og koldt Vand". retur til tekst
13. Kristian Hansen stammede fra St. Risegård i Østermarie, og der er ingen tvivl om, at hans fader, der også hed Kristian Hansen, havde meget nære forbindelser til Højskolen i Østermarie. Den yngre Kristian Hansen blev ganske rigtigt senere ejer af Krusegård nær ved fødegården, som han havde overtaget efter en søster og svoger. Han blev gift med en pige fra Nyker, Kristine Madvig, og de fik otte børn, der alle senere blev elever på Bornholms Højskole. retur til tekst
14. Det var den landejendom, som i 1918 blev købt af daværende forstander Andreas Hansen, og siden da kaldt "Godset". Den gik i "arv" til to senere forstandere, og blev så overtaget af skolen i 1940. retur til tekst
15. Hermann Hansen var fra den gård, der hedder Bækkegård. Både han og Ole Kofoed overtog senere deres fædrenegårde. To sønner af sidstnævnte var senere elever. retur til tekst
16. Emil Skovgaard overtog også senere fødegården, Erlandsgård. retur til tekst
|
